Opia synkende dybt som Jabari gik omkring hende, det var tydeligt at tålmodighed ikke var Misundelses stærkeste side, Opia kæmpede med sine instinkter om følge kvinden der gik i cirkle omkring hende, med sit blink. Dette lykkes hende, med blot at holde blikket frem hvor Misundelse sad før. Blikket stadig lavt, blodet løb ned langs hende arm, stadig ekkoet smertet igennem hende - men dette var intet nyt smerte kendte hun så dette var til at holde til. Misundelses kontantle bevægelser var markant sværrer, i hendes svækket tilstand skreg hendes instinkter at holde øje med "truslen", at vælge at gå imod alt dette ligeså svært som ikke at skrige få minutter før.

Langsomt som Misundelse begyndte at gå i sin cirkle igen, bevægede Opia langsomt bogen tilbage til sine lår, høflige milde overdrevet nik blev givet til hver af Misundelses ordre. Opia gjorde hvad hun kunne for at skrive hurtigere end sidst, men grundet sine rystelser blev hun nød til at standse nogle gange og kigge hen over sin tekst, nogle få rettelser blev gjort før hun på ny begyndte at lade kullet danse.  Få dråber af blod faldt på siden, nærmest umuligt at undgå i hendes tilstand, men hun gjorde alt hvad hun kunne for at gøre teksten så behagelig at læse for Misundelse.

Som det sidste punktum blev markeret på siden, vendte hun sig imod Misundelse, hovedet så lavt som det kunne og igen tilbudt hun sin bog til Misundelse, forsigtigt blev bogen lagt på Jorden imellem dem, og Opia gik tilbage til sin knælende stilling.
Opvokset i Kzar Mora, var det naturligt at ønske at ønske at beskytte ens hjemland, udover dette virkede mørketshær som en naturligt sted at høre om, eller finde de syv sande herskere. I et forsøg på at få højere titel, og mere adgang til følsom information omkring de syv herskere tjente jeg mørket helhjertet.     Jeg ønsker stadig at beskytte mit hjemland, derfor blev jeg selv efter jeg hørte om de syv herskere rejse rundt i landet, forlod hæren uden et ord da jeg hørte om lyst var set tæt ved, og har siden søgt de sande herskere, og endelig kan jeg sværge mit liv til en af de sande herksere! Og endda en af dem som mit blod tilhøre!

Hvad end de ønsker, skal de have! Stod der, i en tydeligt skadet skrift af flere grunde - både hendes rystelser, blod dråberne, samt at hun ønskede at skrive det så hurtigt som muligt, stadig præg af hendes elegante skrift kunne ses i de dæmoniske tegn, men at sammenligne dette med de tidligere tegn ville være en synd.

Kort efter at have lagt bogen for Misundelse, lod Opia sin form begyndte at ændre sig, sort røg begyndte at forme sig omkring hende mens hendes krop fortog sine ændringer. Hendes horn bryd igennem hendes hud, og alle tre fandt deres plads - to langs siden af hendes hoved, et der gik fra hendes boghoved og hen over hovedbunden. Sorte skæl træk sig igennem hendes hud og farvede den blege hud og en mat sort farve dækkede hendes hud. Klør voksede fra hendes negle, både hænder og fødder, hendes hår blev hvidt og langt. Store sorte flagermuse vinger bryd fra hendes ryg, med stærke klare hvide knogler der holdt de sorte vinger. En muskuløs sort skællet hale formede sig ud langs hende haleben, hendes figur blev højere og mere muskuløs og hendes tøj var forsvundet. Noget der minded om dæmoniske tegn kunne ses i de sorte skæl på den ene arm, disse skæl var nu hvide frem for sorte og danne med god tilnærmeste den knust som Misundelse havde været venlig nok til at give til Opia. Som den sorte røg lagde sig, sad Opia som hun gjorde før, på sine knæ, med fronten imod Misundelse, hovedet så lavt som muligt, og sine klør peget imod jorden eller Opia selv, alt blev gjort for at se så underdanig som muligt.

Jabari stoppede sin cirklen om sin nye tjener, for at stå med bogen i den ene hånd og læse svaret. Irritationen over at skulle læse sin tjeners svar var stadig at læse på dødsynden, men det var vel bedre end at skulle håndtere kulden der fulgte Opias stemme. Et øjenbryn løftede sig over svaret, beskytte sit hjemland? virkelig? Åh hvor hun havde lyst til at svare hende på stedet der, men hun ventede, ventede tålmodigt på at se Opias sande væsen.

Et smil brød frem på Misundelses læber "Hvor er du fin" lød det næsten varmt, så der var gemt et monster inde i hende! Jabaris fingre gled over den knælende dæmons hud og skæl som hun fortsatte med at cirkle omkring den, med et let hop som halen skulle passeres. Hun kunne bestemt bedre lide den her side af sin tjener, hun var et fint lille monster, der nok var en halv meter højere end hende selv. Men hun var mere end den lille dæmon der nogensinde ville blive. "Min kære Opia..." lød det blidt som fingrene op langs halsen, stoppende under hagen løftende hendes hendes ansigt så deres blik kunne mødes. "Hvorfor er det at du hjælper dem der åbnede portene til dit hjemland, dem som gjorde det til deres hjem og mente at de skulle lede?" lød det med en kulde der matchede de isblå øjne. "Det er blot ganske få år siden at porten blev åbnet, jeg tænker at du ikke er så ung at du ikke har oplevet det" to år var trods alt ingen tid for dæmoner.

"Hvor er du fin" som de ord blev hørt, formede sig et stolt, glad smil frem på Opias læber. langsomt lod hun sin stilling blive mere afslappet, stadig på sine knæ og tydeligt stadig tilbede til sin herre, men at være i sin sande krop, og uden at skabe panik, uden alle de uvidene tåbers reaktioner, så var denne krop klart at foretrække! Opia lod misundelse gøre hvad hun ønskede, og følte hendes bevægelse, som fingren gled over hendes hud, følte hendes øjne den, som fingren bevægede sig imod hendes hals, bevægede hun sig således Misundelse havde fri adgang, ubevist lod opia en lyd forlade hende, der vidste at hun nyd denne opmærksomhed fra sin herre!
Afslappet som Misundelse spørgsmål blev stillet, blev smilet på hendes læber. Afslappet lod hun et svar forlade hende, men kulden virkede meget mere kontrolleret nu, end før hun skiftede form. "Herskerinde, ganskevis er jeg født og opvoksede i det moderne Kzar mora, men det hjemland jeg vil beskytte er den sande dæmoniske rige. Dit rige, dine "søskendes" rige, et kongerige jeg aldrig har oplevet. Det moderne Kzar mora, har intet at gøre med vores sande hjemland, men desværre tror andre, at de ejer deres rige, min hersker inde, og det er det rige, jeg ønsker at beskytte. Det sande kzar mora!" Opia, vidste tydeligvis godt, hun træk sin taletid ud, men valgte alligevel at presse sin tid. Hun lød, glad, selv om smerten stadig kunne anes bagerst i hendes stemme, men tydeligt mildere end før hun skiftede form.

Et bredt smil bredte sig på Misundelses læber, så hendes tjener kunne tale uden at prøve at fryse verden til is omkring hende når hun var i hendes sande form. En praktisk detalje hun ikke ville være sen til at udnytte, det var begrænset hvor længe hun ville gide at vente på svar på skrift.

Svaret der kom med de kolde ord derimod var nærmest tilfredsstillende! "Det lyder som at du er smartere end jeg havde ventet, glimrende" Svarede Jabari koldt og kynisk, men stadig blidt undersøgende den nu skællede hud. En enkelt tjener var ganske fin, men hvis hun skulle få sat skik på Kzar Mora ville det kræve noget mere end blot en enkelt tjener. "Vi har meget arbejde foran os, hvis jeg skal have mulighed for at smide mørket ud af mit rige... Men det kræver tjenere end blot dig" Tænksomt lod hun en finger falde på sin underlæbe før hun fortsatte
"Du skal finde mig flere af din slægt, mine undersåtter, om de følger med af deres egen vilje eller du føder dem selv er mig ligegyldigt, jeg vil have det og du vil give mig hvad jeg ønsker" Det var tydeligt at Misundelse mente det som en ordre, en ordre der skulle fuldføres til punkt og prikke. "Jeg behøver vel ikke at forklare yderligere?"

Det var vidunderligt, ikke blot at kunne slappe af i sin egen krop, ikke at skulle gennem sig, men også at blive anerkendt af så høj en skikkelse, endda at få rus af en af de sander herskere, Opia kunne ikke lade være med at danne et glad smil, et smil hvor endda hendes tænder kom til syne i glæden. Glæden i hendes øjne var også umuligt at tvivle på var ægte, kort forsvandt smilet som Misundelse træk sin fingre til misundelse egen underlæbe. Det var tydeligt, at det skift ikke var til Opias glæde! Men spændt lyttede hun til Misundelse, og et kort nik forlod Opia som der blev snakket om arbejde. "Javel Herskerinde! lyd det bestemt, som Opia lyttede, og som før forlod en kontrolleret kold vind hende. Det var tydeligt at ordren ikke var, den ordre Opia ønskede at høre, og det var tydligere at Opia kæmpede for ikke at give lyd fra sig som der blev snakket om at 'føde dem selv'.

"Hva..hvad end de ønsker, vil jeg gøre alt i min magt for sikre dem!... forlod hende lige så bestemt, og som altid fyldt af et koldt pust, men hendes øjne kort fortalte at der var måske noget, hun ikke ønskede selv, men for nu, opførte hun sig pænt. Hendes blik faldt igen ned imod jorden som hun vendte tilbage til sin knælende stilling, og fokusset blev lagt på misundelses fødder frem for hendes figur and mimik. Opias smil, træk sig kort som hendes blik forlod Misundelse.

En let klukken forlod Misundelse som hendes tjener tydeligt ikke brød sig om måden hun fik hendes opmærksomhed nu. Måske var det ikke praktisk at pine sine undersåtter, men hvordan kunne de andet end lystre end som hende? De måtte vise at de var værdige til at tjene, der var ingen plads til uduelighed. 

Legende vandrede Jabaris fingre og de sorte skæl "Glimrende, glimrende" spandt hun som hun bevægede sig om på siden af den knælende tjener, hendes fingre stoppede ved de hvide skæl der viste hvad hun vidste var tegnet for misundelse, hun selv havde skrevet tidligere, "Der er ikke en del af dig der hungre efter at bære mig smukke tjenere som dig?" lo hun legende, for selvom Opia havde formået at skjule det nogenlunde, så havde hun tøvet i hendes andet svar.
"En skam, jeg ville ellers have elsket at have flere som dig..." lød det lokkende, mens Jabaris fingre fortsatte deres dans langs skællene. "Du har stadig potentialet til at være min yngling..." fingrene stoppede brat "Men først, fortæl mig hvad du kan om mørket og dets planer, noget må du vide som jeg vil finde nyttigt"

Som Misundelse fingre igen, nåede Opias skæl dukkede smilet op på ny, og blikket langsomt rejse sig højere på Misundelse. Kort åndede Opia lettet op, dog som Misundelses ord ramte hende, "bære mig smukke tjenere som dig", blinkede Opia nogle gange og kiggede med tydeligt splittet følelse, både glæde, men også en frygt..som Misundelse forsatte med at tale i denne retning, tabte Opia kort sin kæbe og tydeligt holdt både ord og reaktion tilbage. Men som ordet "yngling" blev delt, blev det nok. "Jeg...min herske...Det...Herskerinde, jeg har..meget svært ved den slags ting, og ønsker ikke at sige ja, til en ordre jeg...Intimitet er..." Opia afbryd sig selv, og rystede på hovedet, Hvad, er det jeg sidder og siger til hende? Tænkte Opia om kulden på ny lå sig omkring dem,  og som Misundelse finger stoppede, forlod flere forvirret blink Opia og blikket flyttede sig med det samme til de stoppede fingre, "mørket"..."Mørkets hær..er...Jeg er ikke en god spion herskerinde, jeg rejse fra mørketslejr uden at give ord, så jeg ved lidt om deres handlinger nu om dage, men jeg har nogle bekendte som har høj rank derinde, som stadig har godt øje til mig,og de bør også følge deres blod og følge dem! lyd det nervøst, og kulden blev mildt stærkere men stadig, intet iforhold til før hun skiftede form. Som disse ord forlod hende, lod Opia på ny lade sit blink falde til jorden og lade sin form synke lidt sammen. Selvfølgelig to ting, jeg har er uduelig omkring! selvføgelig mørkets hær! og Børn? Det...hvordan skal jeg kunne? Gik hendes indre tanker, og som de begyndte at bevæge sig yderligt, var det muligt at ane en smule farve bag Opias kindskæl, som hun ikke blot træk blikket imod jorden, men også væk fra Misundelse selv.

Jabari stoppede kort hendes cirklen, som en klukken forlod hende, der var noget ganske særligt ved at pine hendes fine nye undersåt, hvor mild en pinsel det måtte være. "Åhh... jamen det var de en skam, så må jeg vel nøjes med at du finder andre af vores slægt? Det kan du vel finde ud af?" Lød det hånligt, men værre endnu skuffet. Det var som at hun fjernede muligheden for at  være Misundelses yngling, efter at den havde været åh så nær.

Med et opgivende suk plantede Jabari fingeren på næsen af den yngre dæmon "Jeg er ligeglad med dine undskyldninger, hvis du ikke kan gøre det jeg beder dig er du blot ubrugelig, så istedet nævn det du kan gøre" blev der vrisset gennem tænderne. "Så tag du kontakt til dem og skaf deres loyalitet, jeg behøver vel ikke forklare det i flere detaljer?" tilføjede hun, hvad brug havde hun af en tjener der ikke kunne gøre noget nyttigt? Og som ej heller mente at hun kunne gøre hvad der blev befalet?!? Det var ikke til at tro at selveste Misundelse havde ønsket hendes hud, måske hun skulle tage den som bod for den spildte tid? 

//lukket grundet inaktivitet
Men vil gerne tråde med dig en anden gang Soul! :D