Samantha nikkede samtykkende, men undlod at sige mere højt. Amalia havde en rolle at spille så længe greven var inden for synsvidde og det var en rolle hun sagtens kunne støtte op om ved at tie stille. Greven var i det hele taget ikke helt som forventet og så alligevel. Folk havde det med at udvikle sig gennem modgang og at miste den elskede Morgana kunne have gjort mange ting for en mands karakter.

Hendes blik blev hængende ved den til dem tildelte Jonathan mærkede det delt. Han gjorde hvad han kunne for at holde det på kaptajnen som han burde. Om ikke andet til Samantha henvendte sig direkte til ham og fik farven frem på hans kinder. Hendes smil gled hele vejen om i de spillende brune øjne og blev der ved hans næsten sobre svar. "Oh..." Hun lod det ene lille ord være svar nok. Så dobbelt som hans tale og ikke helt til at sætte en finger på, hvis greven havde delt sin opmærksomhed på vejen væk.

Tanken om besætningen i kjoler af den slags en husholdning kunne finde på at have kreeret til en adelig frue var ved at bryde latteren fra den mørkhårede styrmand. Hun undlod også klogeligt at skæve til kaptajnen lige da og lagde i stedet ansigtet på sned som hun lænede sig frem til hun kunne hvile albuerne på rælingen. "Og hvor længe er der til middagen begynder?" At få pigerne i kjolerne, som ingen ville være vant til at have på, ville godt kunne tage noget tid - især med den modvilje de fleste havde imod dem! Tid Samantha håbede hun kunne tilbringe i behageligere selskab.

Samantha rettede sig op igen, vendte sig mod Amalia og hævede let et øjenbryn. "Er der brug for mig her, Kaptajn?" En høflig forespørgsel så meget som respektfuld. Ingen forlod trods alt skibet før kaptajnen havde givet lov. Hendes blik spillede dog stadig muntert og over hvad var næppe til at tage fejl af.

Amalia nikkede af grevens hushovmester, der skulle være en første gang for alting, men at røve nogen iført kjole havde hun nu alligevel en pynt hun aldrig havde ventet at runde. "Jeg er sikker på at Grevens gæstfrihed er storslået, men jeg tænker at kun jeg, Samantha og Rosá vil være til middagen. Så hvis der kan findes kjoler til os ville det være glædeligt" kom det med et lille nik. Det gav ikke mening at have hele besætningen med, og nu hvor det var hende der kunne starte med at sætte termerne for hvor mange der ville komme til middagen gjorde, det da i det mindste den del lettere. 

"Jeg tænker at Rosá og jeg vil strække benene lidt, det er sjældent vi får lov at se et palæ tæt på" smilede hun kort, det var ihvertfald ikke noget hun havde gjort i før. Kaptajnen vendte blikket mod navigatøren og smilte et skævt smil, gemt for hoshovmesteren "Samantha, måske du kunne gøre den gode Jonathan selskab mens han finder kjoler? Jeg tænker at du kan hjælpe ham med at finde de rigtige størrelser" Det kunne tænkes at Sam måske også havde leget med Rosá på et tidspunkt, ellers havde hun sikkert øje for den slags. 

Jonathan bukkede ved kaptajnens rosende ord om hans herre, og smilede "Som De ønsker. Jeg vil sørger for der bliver sendt mad ned til resten af jeres besætning i så fald" insisterede han. Kokkene havde allerede slidt i dage, og ud fra mængden af mad Greven havde beordret klargjort, lod det til han havde forventet et skib af en noget anden kaliber. Men! Herren havde fundet sin frue igen, så Jonathan var sikker på der ikke ville være noget udsat på den sag. At det tilsyneladende var et skib fuld af kvinder kunne også kun give Greven fred i sindet!

Jonathans tanker om hans herres sjælefred blev dog brat afbrudt, da Kaptajnen bød den krøllede skønhed at gøre ham følge. "Det ville bestemt være værdsat Kaptajn. Jeg må erkende jeg er en bedre bedømmer af karakter end størrelser" jokede han let.

"I alt fald er i velkomne til at se jer omkring på egen hånd, Kaptajn. Jeg må dog byde jer ikke at vandre for langt, og at holde jer fra øverste etage samt tårnet. Det er Grevens private gemakker" informerede han pligtskyldigt, og pegede i den retning Greven selv var gået, men det var tydeligt hans tanker allerede var drevet videre.

Jonathan trippede da også kun en lille smule mens han ventede på Samantha gik fra border, så han kunne lede hende afsted.

--

Det var tydeligt Jonathan havde valgt den sceniske route, for selvom deres formål var sat, endte de alligevel med at bestige en nydelig lille trappe, der ledte til en lille dekoreret port, og ind i en have med høje hække der lagde sten stigen i kølig skygge.

Samantha lyttede afventende og med det muntre smil let spillende i de mørke øjne som om læberne. Kaptajnen virkede til at få lidt kontrol tilbage over situationen de havde sejlet ind i og stikke nogle fornuftige linier ud på kortet der var til at følge. Med de fleste blivende tilbage og klar til afgang gjorde alt noget mindre planlagt kaotisk. En drejning hun bestemt kunne bifalde. Kaos var godt, men bedst når det ramte andre hårdest.

"Aye Kaptajn. Det skulle være mig muligt!" Hun bukkede hovedet let, belejligt skjulende sit smørrede grin, før hun drejede sig og afslappet vuggede ned af landgangen. Lidt svaj i hoften gik man aldrig fejl af og det blødte op på skiftet fra skib til land. Hun havde god styr på de andres mål, skønt de var opdaget en del mere intimt med Amalia end med Rosa. Samantha foretrak nu engang at holde nogen eventyr landfundne og deraf mindre problematiske.

Som hun tog turen ned fik Jonathan svaret Kaptajnen på det sidste og endda tilføjet lidt formaninger. En god måde at sende de to kvinder i den uønskede retning, men det ville herskabet nok snart sande! At han var lidt ved siden af sine vante rammer var dog også tydeligt som han ikke helt vidste om han skulle byde hende armen eller lade være. Noget der kun styrkede varmen i Samanthas smil og fik hende til at gå det nærmere. "Har du arbejdet her længe?" Hun lod blikket glide beundrende og vurderende over omgivelserne de passerede igennem og fæstede ruten i hukommelsen til senere.

Amalia nikkede til Jonathans ord "Det bliver intet problem" smilede kaptajnen, selvom at de jo nok måtte ende der før eller siden, især hvis der gemte sig spændende ting der! Selvom der var en nagende fornemmelse om at der var noget galt der ikke ville slippe hende, måtte hun skubbe den tilbage i baggrunden for nu, de havde roller at spille. 

"Skal vi Rosá?" Smilede en gyldenhårede kaptajn varmt  til den brunhårede halvelver, selvom mange ved første øjekast ville mene at Rosá var fuldblods elver, hendes forholdsvist lange spidse ører og mandelformede øjne havde narret mange en mand og kvinde gennem hendes liv. "Aye kaptajn" lød det prompte fra halvelveren, det lignede dog ikke at hun havde samme mærkelige fornemmelse som Amalia havde, muligvis var hun bedre til at skjule den slags? 

Deres gåtur gik langsomt i grevens spor, kiggende nysgerrigt på hvad de mon mødte på deres vej.

-----
//OOC: Jeg tænker at i skriver delen med Jonathan og Sams kjole jagt færdig, hvorefter vi kort tager en beskrivelse af hvad Amalia og Rosá finder på deres tur for at samle gruppen igen ^^
Jeg tænker at det kommer til at gøre det hele noget lettere at læse, samt skrive ^^ //

Det tog ingen stor navigatør at regne ud, at Jonathan ikke umiddelbart tog den mest direkte vej. I stedet endte de med at gå imellem blomster og nøjsom trimmede buske hele vejen op mod palæet.

"Ikke just" indrømmede han, men tilføjede hurtigt "Men længe nok!" han rømmede sig en anelse "Min onkel var hushovsmester for Greven før, men han gik af dage for et par år siden" forklarede han så kort, inden han kom i tanke om, at hans afdøde onkel nok ikke var det bedste samtaleemne i situationen. Jonathan ledte dem af en godt trådt vej til en tung trædør. Det krævede dog ikke meget mere end et blik rundt over haven, at se det ikke var en tilfældig vej. Resten af området virkede overgroet, og det var tydeligt, at kun små, specifikke området blev vedligeholdt.

Jonathan åbnede døren for Sam og bukkede "Hvad med dig selv? Hvor længe har livet på havet holdt dig i sin favn?"

At have taget Jonathans arm halvt som en frøken og så lidt mere intimt end en sådan ville gøre det sikrede Samantha at de gik tæt nok til at han på ingen måde var i tvivl om hvor hun var. Hendes hofte bumpede let ind i hans lår til de havde fundet en fælles rytme i deres skridt, men det gav hendes også mulighed for at se indladende op på ham.

Hans rettelse af egne ord trak en lille perlende latter fra hende, før hun strøg beroligende over hans underarm med den fri hånd. Latteren var forsvundet, som han var gået videre. "Det gør mig ondt. Stod du ham nært?" Hun havde nok valgt noget andet at nævne, men det passede meget godt som del af svaret på hendes spørgsmål. Med lidt held var han vokset op her under sin onkels blik og kendte stedet fra top til bund. Med hendes held normalt i mente var han kommet hertil efter begravelsen.

Haven havde ændret sig som de gik og virkede mere vild her. Som var den ikke en del af herskabets men mere bare en tiloversbleven del nær bygningen og for tæt på resten til at blive omlagt til køkkenhave. Adelige. Hun smilede og nejede let, skønt hun ingen skørter havde og gik foran ham ind af døren. "Mit halve liv og det der har føltes som hele mit liv." Hendes blik gled tilbage fra gangen de var i og til ham, som han trådte ind efter hende. "Det gav mig friheden til at leve og nyde at leve..."

Jonathan låste ikke døren efter sig, men fortsatte blot med at vise vej. Om det var forglemmelse i det gode selskab, eller i en forventning der ikke kom nogen var svært at sige. Det kunne også være simple dovenskab, siden de forventeligt skulle samme vej ud igen.

"Eh, så nært man nu kan sin sære onkel! Jeg arbejdede her hver vinter, men han var gammel og sær, særligt de sidste par år her virkede han ikke til at have andet i hoved end Grevens velbefindende" han sænkede stemmen en anelse, som var han bange for at blive overhørt, selvom de ikke havde set et andet levende væsen siden de forlod kajen "Han prøvede endda at finde en ny brud til Greven.. Men den idé faldt ikke i god jord kan jeg sige dig!" hans toneleje blev mere normalt igen "Så vi er alle her glade for Fruens hjemkomst. Det kan være det er nok til faktisk at få Greven ud af huset i ny og næ også!" jokede han let, og stoppede ved en ny dør, efter de var gået op af en lille vindeltrappe.
"Men hej, det lyder da som drømmen! Vinden i håret, friheden til, ja i sejler vel hen hvor kaptajnen siger det, men du får nok set en del mere af Krystallandet end jeg!" lo han godmodigt, mens han fumlede lidt med nøglerne. Endelig svang døren op, og afslørede deres destination.

Række på række af dyrbare kjoler hang i rummet, i farver chancerende fra rød, til violet, alle med sorte undertoner og detaljer i sølv. En mærkværdigt farvevalg måske, siden våbenskjoldet de havde passeret flere gange på vejen, var grønt, gul og guld.

Samantha lyttede mere interesseret end hun egentlig var og kunne da heller ikke andet end lade smil og varme glide tilbage op i hendes træk som Jonathan med sine ord trods alt fik tonen vendt tilbage til den letheden de var startet med. Livet skulle leves fremad og ikke bagud og det lød ikke til han havde været alt for nær med sin afdøde onkel. Til gengæld var han lidt en guldgrube på sladder om stedet.
"Oh? Der var slet intet at gøre der?" Hun så forundret på ham og virkede så til at høre sin egen udtalelse for hun fortsatte skyndsomt. "Jeg er sikker på Fruen er dejlig og alt det, men han har ikke tanke eller øje for andre?" Det virkede ikke som nogen mand hun havde krydset vej med og alt andet end praktisk hvis han havde udviklet et anstrøg af paranoia. Forhåbentlig ikke, skønt forstærkningen på stedet var en del bedre end hvad Morgana havde husket.

Hun lo perlende med ham på joken, før rummet han åbnede op til tog vejret fra hende og så fik hende til at le igen. "Hold da op! Jeg tror aldrig jeg har set så meget tøj samlet på et sted!" Fascineret mod sin vilje trådte hun først ind i rummet og så sig om med hænder så meget som øjne. En kjolerække henne og huskede hans tidligere ord og vendte sig mod ham. "Du længes måske efter at rejse? Se om bag bakken, det næste len, den fjerne bjergtop?" Det var noget hun kunne forholde sig.
Som hun ventede på hans svar gled hendes blik tilbage til kjolerne. Undersøgende trak hun dem ud en for en, vurderende dem for størrelse og facon og hængende de fleste tilbage på plads igen. Få fandt hun plads til hen over ryggen på en sofa til fire lå der. To i kaptajnens størrelse og alt andet end stil og to der ville passe Rosá. "Jeg tror disse vil gå. Min kommer til at falde ud farvemæssigt, måske..."

Jonathans bryn rynkede sig, og han skævede lidt fra side til side, som frygtede han nogen overhørte dem. "Hvad jeg har fået fortalt, så var Greven meget.. ensporet i sagen. Jeg blev advaret mod at bringe emnet op da jeg overtog pladsen" hans blink fandt tilbage til Samantha, og hans øjne mødte hendes "Og jeg kan kun nikke min enighed til den advarsel. Jeg har ekkoet den til flere gæster når de har besøgt" han rømmede sig en anelse "Det virkede bare ikke helt nødvendigt i jeres tilfælde, siden i jo havde fruen med" forklarede han som en halv undskyldning for udeladelsen.

Som de trådte ind i rummet stak Jonathan brystet en smule frem som Samantha tydeligvis blev imponeret af Grevens rigdom. Roligt fulgte ham med hende rundt som hun gik på opdagelse, og betragtede hendes entusiasme med et lilleskævt smil.
Hendes spørgsmål gjorde kun hans smil bredere "Gør vi ikke alle det, når det kommer til stykket? Længes vi ikke alle efter at undersøge det ukendte?" svarede han lomme-filosofisk, i endnu et forsøg på at imponere hende. Men der var også et element af sandhed til det.

Jonathan kastede et blik på kjolerne. "Hvis du hellere vil passe bedre ind med din kaptajn og besætningen, så kan vi finde et par der vil passe dig også? Jeg er sikker på Fruen ikke kommer til at savne et par stykker mere"

Samantha mødte Jonathans blik, som han sænkede stemmen og svarede hende med al den advarsel en god tjener kunne ligge i ordene. Ord der nu kun tændte den kvindelig pirats nysgerrighed yderligere, men mest af alt nok hendes varsomhed. Noget her var bestemt ikke som det gav sig ud for at være. For nu holdt hun dog facaden og hævede en hånd op foran munden mens hun lyttede. Så nikkede hun let. "Jeg skal give den videre - blot for en sikkerhedsskyld!" En advarsel var helt bestemt på sin plads, skønt spillet var i gang og Morgana dybt et sted i borgen.

Hun vendte sig mod ham igen med en rubinrød kjole i armene og tildelte ham et muntert smil. "Men tør vi følge længslen eller lader vi den sygne hen bag kolde mure?" Hun havde så afgjort ikke, men fra hvor hun stod så han ud til at være ved det. Ikke at der var noget galt i det valg - hvis det var et valg.

"Åh se det er et tilbud en pæn pige da slet ikke kan sige nej til!" Hun blinkede til ham, rakte armene ud til siderne som hun drejede rundt. "Vi kan jo teste hvem af os der har det bedste øje for klædeligt?" Det var en meget dårligt indpakket mulighed for ham til at tage hendes form ind, men også en måde at gøre jagten gennem kjolehavet det sjovere at gøre anden gang.

Jonathan nikkede en enkelt gang, kort og bestemt, men lagde ikke flere ord ved den særprægede advarsel. Bare tankerne om den fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen! Men til trods for stedets tomhed og til tider gyselige atmosfære, så var det et bedre job end de fleste, og Jonathan var ikke en til at brokke sig når Chance kastede en smule af sin gunst i hans retning!

En let latter der skjulte en smule ængstlighed lød fra den unge mand, som Sam prikke til ham "Ah, ja, nej, du ved"  han rømmede sig "Så vidt jeg ved er der vel heller ikke så stor forskel på at holde hus her, og holde skib vel? Jo, der er mere rebværk og værre senge, og fjerne kyster, meeeen vi ser da også vores del af spænding her! .... når der kommer gæster" fortalte han, og selv med hans bedste forsøg kunne han ikke helt for det til at lyde som om han troede på det selv. Det havde måske virket hvis der faktisk kom gæster en gang i mellem der kunne live stedet lidt op... Eller bare folk generelt.

Et skarpt glimt trådte i Jonathans øje ved Sams udfordring. "Åhh? Jeg er på! Men du får ikke et ben til jorderen, for der er ikke en kjole i lokalet jeg ikke kender!" svarede han, med selvsikkerheden solidt på plads igen. Han tog et godt gik på Sams figur, men hans blik var overraskende analytisk, og han faldt hverken i staver ved de frontale eller baglastede attributter. Han tog hendes former ind, ikke med et lurvet håbefuldhed, men i proportioner. "Jeg ved lige hvilken en der vil passe dig bedst" erklærede han, og dukkede ind i kjoledybet.

Der gik dog ikke længe inden han dukkede frem igen, med en kjole i favnen "Fandt den!" bekendtgjorde han næsten jublende, inden han holdt kjolen frem. Kjolen var rød, men en mere chancerende farve end den Sam havde fundet før. Udskæringen var bred, frem for dyb, men var til gengæld nær rygløs. Den havde et fuldt skørt, og elegante tre-kvart ærmer. "Den her er den bedste kjole til dig.. som vi har her" proklamerede han bestemt "Din veltrænede fysik kræver et mere fuldt skørt, men til gengæld er der intet behov for indsnørring. Ryggen vil lade dit hår falde i kaskader, mens ærmernes længde vil ehhhh... fremhæve den mere elegante del af dine arme!" forklarede han, og kæmpede for ikke at jokke i den ved at kalde hendes veltrænede overarme for muskuløse eller ufeminine. "Farvepaletten her er ikke ligefrem til dig, men den røde her vil fremhæve undertonerne i dit hår, og gør dig ingen bjørnetjenester som visse andre farver ville" tilføjede han, og skævede kort til en nærthængende lilla kjole.

Samantha skiftede vægten let og skød en hofte ud, som hun sendte Jonathan et muntert blik. Han forsøgte virkelig at gøre stedet mindre kedeligt end hun forestillede sig det var og fik glimrende gjort det modsatte. Sådan delvist. "Holde skib?" spurgte hun muntert. Det var godt nok en anden måde at se det på, men han havde jo lidt ret. En ombord havde altid fornøjelsen af at holde styr på om alt det praktiske. Havde de forsyninger nok? Reb, kugler, krudt nok? Var der vand nok og medicin? Penge nok til at få alt med? En vigtig position, men ikke end hun nogensinde ønskede at hænge på!

Det muntre glimt blev ikke mindre, skønt overraskelse skød op i hendes brune øjne og nær overskyggede den ved det pludselige skifte hos den unge mand. Hun havde ventet, faktisk forventet at han tog hendes former ind, men ikke som var hun kunde i hans kjolebutik! Den lidt skæve fornemmelsen mellem dem fra hun havde hoppet med på hans flirt og hoppet af skib for den kunne pludselig give mening. "Jeg begynder at blive glad for det ikke var et væddemål..." kom det leende fra hende, som hun stadig stående midt på gulvet så Jonathan forsvinde ind blandt stativerne.

Samantha stod stille et øjeblik længere før hun drejede en gang mere rundt om sig selv for at finde den mest lovende retning, der ikke var den Jonathan havde taget og skyndte sig så derhen. Hvad havde virket lovende viste sig at være lovende for kaptajnen og bestemt ikke hende! Hun fangede dog en kjole i næsten helt sort og rimeligvis god figur, som den unge mands udbrød fik hende til at ryste opgivende på hovedet. Hvorfor endte hun altid i de her situationer?
Hun tog dog kjolen med ud på midten igen og kunne straks se hun havde tabt lige meget hvordan den røde sag han kom med sad. Den havde bare en farve der ikke kunne gå galt. Atter måtte hun holde sig fra at le af ham over den måde han valgte sine ord på. "Du har klædt mange damer på, Jonathan?" Hun kunne ikke lade være med at spørge. Han virkede så grebet af det at stedet her måtte suge livet ud af ham. "Vil du hjælpe mig i den? Vi må jo hellere se om den nu også passer..." Og hun ville ikke selv komme i den uden at høre ham hive vejr fortvivlet ind over de krøller hun skabte i stoffet.

Jonathan nikkede "Forskellen kan umuligt være så stor!" insisterede han, og holdt fast i sin noget alternative sammenligning. Men det kunne da ikke være meget anderledes, når det kom til stykket. Der var folk der skulle fodres, ting der skulle vedligeholdes og opgaver der skulle løses af folk mere kompetente i den specifikke opgave end ham! På et skib skulle det bare alt sammen gøres mens alting gyngede og vippede, hvilket var en unik udfordring til ellers mundane opgaver, måtte han indrømme.

Jonathan lo, og først nu, hvor den flød let og naturligt, var det tydeligt hvor meget han havde holdt igen, og forsøgt at holde på formerne. "Der er vel heller ikke noget ved et vædemål man ved på forhånd man vinder!" kommenterede han fra kjolernes dyb, inden han vendte tilbage, og viste sit fund frem.

Hendes kommentar fik hans kinder til at blusse en anelse op "Ahm.. Det er ikke normalt en af mine ansvarsområder, men siden Greven ønskede så mange kjoler lavet, så var det et nødvendigt emne at sætte sig ind i" svarede han, et svar øvet svar han tydeligvis havde afgivet mange gang. Kontrasten fra hans energiske ihærdighed var iøjefaldende.
"Jeg kan hjælpe, men det ville være mere passende hvis jeg fik en af kvinderne herind til at give dig en hånd" insisterede han uden helt at se Sam i øjnene "Det vil kun tage et øjeblik at-"

Jonathans sætning blev afbrudt, som døren gik op. Han gjorde hurtigt en gestus til Sam, som tegn til hun blot skulle blive hvor hun var, skjult bag kjolerne og skyndte sig så selv mod døren, kjole i favn.
"Min herre!" lød Jonathans stemme, afslørende hvem der netop var trådt ind.
"Jonathan.." svaret kom distræt, næsten som en eftertanke. "Den vil passe fint" lød det så tørt, nærmest ligegyldigt.
"Oh, ehm, Min herre, det var ikke lige den jeg havde tænkt til Fruen. Der er en an-AH" Grevens solide hånd var faldet på den noget spinklere mands skulder, og Grevens greb var så hårdt, det havde taget ordet fra den unge mand.
"Du har tjent mig godt Jonathan. Alt vil ændre sig fra idag, men du skal få muligheden for at tjene mig igen, en sidste gang" fortsatte Greven, som havde Jonathan aldrig vovet at åbne sin mund.
Ikke klog nok af skade, åbnede Jonathan atter munden i ren vantro mod hvad han havde hørt. Ingen lyd nåde dog over hans læber. Hurtigere end øjet knap kunne følge med, greb Grevens frie hånd om Jonathans hals og tvang hoved til side, mens to lange, sylespidse hjørnetænder afslørede sig i Grevens mund, og satte sig i Jonathans blottede hals.

Det var ovre på et øjeblik. Et øjeblik inden Greven slap sit greb, og lod Jonathan falde slapt til jorden. Inden han nåde at falde for langt, tog Greven kjolen fra hans hænder, og forlod lokalet som var intet hent. Døren blev roligt lukket og låst, mens den unge hushovmester lå gispende tilbage, bleg og døende, med blodet løbende stille fra to små, men markante, sår i halsen.

Det var dejligt endeligt at høre en ægte latter fra Jonathan, skønt det kun understregede hvor meget af sig han ellers holdt skjult. Noget der i den grad tirede nysgerrigheden hos Samantha. Hvad var han lige for en og hvordan kunne han udholde livet et stillestående sted som dette? En tanke der blev svævende som hun kort efter fik ham til at rødme på den nydeligste måde og samtidig besluttede han bare måtte møde Rosa efter en aften i havn. Se det ville få ham rødere end en rose kunne frembringes!
"Jeg kan fornemme hvor hård en byrde det har været dig..." kom det næsten helt sobert fra hende. Næsten. De mørke øjne afslørede hende som altid som morende sig med ham. Især som han fortsatte.

Hun nåede dog ikke at sige noget, før de blev afbrudt og det glimt af ægte Jonathan forsvandt. Noget der i sig selv var nok til at hun trak sig tilbage ind mellem kjolerne selv før han viftede hende derind. Han havde ikke ventet nogen og intet godt kom nogensinde med den slags forstyrrelser.
Hvem blev hurtigt klargjort af Jonathans første ord og fik hende kun til at stivne hvor hun stod. Hvorfor kom greven...? Det næste gik hurtigt men lyden af et slag uddelt var ikke til at tage fejl af. Et tegn på at greven havde andre sider end dem Morgana havde fortalt...

Samantha afbrød enhver tanke om alt andet end hvad hun hørte sagt, der fik hende et halvt skridt frem og til siden, hvor hun kunne se ud mellem stoffet og fange de to ved døren. I tide til at se grevens udtryk. I tide til at se ham tvinge Jonathan til at blotte halsen. I tide til at se greven hugge til at vise sit sande væsen frem.
Paralyseret af det uventede og ubegribelige blev hun stående til greven slap Jonathan og lod ham falde kasseret til gulvet. Hun tvang sig til at forblive sådan til døren gled i og var så henne ved den faldne tids nok til at høre låse klikke.

"Åh Jonathan..." knælende hev hun skærfet af og pressede det mod hullerne i hals for at stoppe blødningen, mens hun tænkte. De måtte væk. Ned til skibet og advare kaptajnen om at intet var som Morgana havde sagt. Greven var alt andet end tanketom og naiv og de var alle i fare! Forsigtig mens hun lyttede efter skridt lettede hun presset mod sårene og foldede i stedet stoffet før hun bandt det på plads. Forhåbentlig var den unge mand lettere end han så ud for hun nægtede at efterlade ham og dødvægt var det værste at slæbe på.

..... Skift til Sirenen og det uventede syn af Samantha kommende tilbage halvt slæbende, halvt støttende Jonathan og ingen kjoler i sigte...

Tidligere, hvor Amalia og Rosa drog ud for at udforske på egen hånd..

Som de to pirater begav sig fra kajen og ind på selve palæet, stod det hurtigt klart at den tyndt-befolkede velkomst, var et gennemgående tema. Gangene var mennesketomme, og skønt hovedkorridorene var oplyste og rengjort, var der flere sidegange der lå mørkt og ubrugt hen, end ikke. Som et skib med skellet-bemanding, lod der kun til at være de allermest nødvendige folk, der lavede det allermest nødvendige arbejde. Med gæster til middag, var det nært at tænke de fleste folk ville være omkring køkkenet.
En ting var dog som Morgana havde lovet, og det var skattene. På selv de uvedligeholdte gange stod der skønne vaser, pedistaler der fremviste de mest underfulde sager, og nær hver væg var prydet af et smukt maleri.

Et sted, mellem køkkenet og festsalen, hørte de dog stemmer. To kvinder der sludrede mens de hastede ned af gangen.
"..og hvor er Jonatan blevet af?! Vi har brug for alle hænder hvis vi skal nå at blive klar efter herrens ønske!"
"Du tror vel ikke.."
"Ved guderne nej! Han er en god knøs, mærkelig, men god, han ville ikke bare forsvinde!"
"Men Edit og Maria-"
"Var unge kvinder i deres bedste alder! De fandt sig nok blot en mand at stikke af med"
"..og gamle Tom?"
"Hør nu her, jeg ved hvad i hvisker om i køkkenet, om folk der forsvinder på mystisk vis, men jeg siger dig, det er rygter, alt sammen!"
"Men synes du ikke det er mærkeligt der aldrig er sket noget her, og lige pludselig begynder folk at forsvinde, lige efter Greven-"
"SHUSH så med dig! Det høre sig ikke til at løbe med sådanne rygter om vores herre.. nogen kunne høre dig!" 

Amalia kunne ikke andet end undre sig over hvad det var det foregik her! For greven var tydeligvis stadig rig, så meget var tydeligt, men hvorfor manglede der så mange folk? For jo en del af hende kunne da sagtens se det praktiske i hvor let sådan et sted var at røve, men følelsen fra tidligere hang stadig ved og det hele føltes noget forkert!
Rosa virkede også til at finde det hele noget mere mystisk, især som det blev tydeligt hvor affolket der faktisk var.
Sladderen fra de to kvinder gjorde det kun tydeligere og tydeligere at der var et eller galt, der var sket et eller andet siden Morgana havde taget til havs, der havde... ændret greven? 
Dog var de to Pirater ganske enige om at det var på tide at komme tilbage til skibet, og håbe at Sam ikke var kommet i problemer hvor hun ikke kunne bunde.

De skulle heller ikke vente længe før at Sam kom tilbage, tydeligt havde hun været i problemer, men noget hun kunne gå fra i det mindste! "Sam! Hvad er der sket?! Silke! Du har skibet!" Kommanderede Amalia som hun og Rosa skyndte sig ned for at hjælpe Sam og Jonathan

Jonathan var heldigvis så ranglet som han så ud, men selv den spinkleste person blev tung med tid og afstand. Samantha vaklede let, som de skulle ned af de sidste få dekorative trin ud af haven, og havde ikke så lidt grimme ting at sige om dem og alt andet på det tidspunkt. Haven havde dog været behagelige for hendes fornemmelse af at bliver set, som deres trin ikke havde kunne høres eller nogen pludseligt komme rundt om et hjørne. Ikke at hun havde set nogen andre end greven og Jonathan siden kajen. Noget grevens afsløring lidt forklarede!

Sirenen havde da heller aldrig været så skønt et syne som nu og gav Samantha et tiltrængt skud af energi. Hankende op i Jonathans snart rene dødvægt fik hun fødderne de sidste meter frem, hvor de blev spottet og råbt an. "Ombord først! Hjælp tak!" Hun var ved at være tabt for vejr og at råbe hjalp ikke på det. Heldigvis kunne hun snart derefter lade de andre to overtage Jonathan, så hun kunne få vejret nok til at tale dæmpet på vejen tilbage til skibet. "Greven bed ham! Som i vampyr-historier bed ham! Og efterlod ham bare til at dø som en kasseret klud!"

Amalia skævede til den dinglende hovmester, det lignede ikke noget der blev bedre af at han blev flyttet mere på, hun skævede kort mod muslinge medaljonen om hendes hals, det var på ingen måde den nød situration hun havde troet at hun skulle bruge den i, men med så meget andet i den her verden så burde hun ikke blive overrasket.
"Læg ham her, jeg vil lige prøve noget" bød hun Sam og Rosa der fik lagt den sårede ned nogenlunde roligt, i mens hun fumlede med at åbne medaljonen forsigtigt, hun kule nødig tabe noget af indholdet!
Med et klik åbnede medaljonen og et blidt lys bredte sig fra den, lyset stammede fra en lok lysende blondt hår hvor kaptajnen trak et par hår ud af totten. "Det brude være nok" mumlede hun for sig selv, før hun lukkede den muslingen og proppede hårene i munden på den stakkels Jonathan, og uden megen cermoni eller lignende hældte lidt vand i munden på ham for at få ham til at sluge dem, ish. Han ville nok hoste en del nå han kom til sig selv.
"Det burde få ham på benene" sukkede hun, selvom hvad Sam lige havde fortalt lød sindsygt så gav det alt for god mening med hvad de havde hørt kort før. "Nogen er nødt til at redde Morgana. Hvis jeg ikke er tilbage inden for en time så sejl uden mig" Rosa stirrede bare på Amalia, det var tydeligt at hun ikke havde nogen planer om at lade kaptajnen gå ind alene.

Det havde været en god plan at få Jonathan ombord på Sirenen og væk fra den usikre kaj, men kaptajnen havde tydeligvis en anden plan. Samantha hev vejret ind, som hun fortsat hang på vægten. Så udvekslende Rosa og hun et blik accepterede ændringen og med lidt for meget øvelse fulgte det op med et skift i hofte og hold fik den nær bevidstløse unge mand ned på stenene at ligge.

Rosa rettede sig op og så mod godset på vagt efter alt og intet, mens Samantha delte sin opmærksomhed mellem at få vejret under kontrol og følge Amalias gøren og laden. Ikke helt til fra hvor hun stod, men et svagt lys ramte hendes blik, før det forsvandt igen. Interessant, men for en anden gang at spørge til. For nu så hun blot bekymret på Jonathan uden at se nogen forandring sådan lige...

Kaptajnens ord hev hendes blik væk fra den unge mands hvide ansigt og til Amalias. "Ikke alene!" Under ingen omstændigheder skulle kaptajnen satses alene på den måde. At gå med hende var dog et dobbelt sats på deres vej væk, hvor lidt Samantha end ønskede at tænke fornuftigt og ansvarligt. "Tag Rosa med.. Måske også Josie." Det ville være en farlig trio for det meste de kunne møde og langt mere det end Samantha selv kunne bidrage med. "Så får jeg Sirenen klar til når I kommer tilbage." Der var ikke den store overbevisning i hendes stemme om at Sirenen ville sejle uden kaptajnen ombord!