Det føltes rart, forbløffende hurtigt, og Dandels lod sig selv give hen til den blide, rolige dans der fik et ubemærket smil til at hvile på de bløde læber. Han var så rar... og alt det han havde behov for. Kærlighed, omsorg, og tålmodighed. For hver gang han virkelig tog sig tid til ham, droppede sig arbejde og lod hele hans fous være på ham, blev hans forelskelse kun dybere for hvert time, nej, minut, nej, sekund, og han vidste, at han bare ville være sammen med ham. Det blide smil gjorde ham helt varm over det hele, og han rødmede sådan, i en stor kontrast til den blege, hvide hud der faldt i et med den lige så hvide kjole. "Tak," sagde han, så afdæmpet og sart, men det kom fra et ærligt sted, fyldt med kærlighed.

I stilheden, havde han ikke tænkt, men bare gjort, og fuldkommen fulgt ham, som han havde betragtet hans øjne, og det var som om at de nsorg, svigt og vrede fra ført var forduftet i takt med musikken og hans nærvær. Det slog ham faktisk lidt ud af kurs at høre hans spørgsmål, hvor han anede en usikkerhed, der gjorde ham helt varm om det hjerte, han aldrig havde troet han skulle dele med nogen. Han kiggede kort ned - klemte om hans hånd som han overvejede hans ord. "Jeg... Jeg tror jeg vil altid se på dig, som jeg gjorde før, udenset hvad du gør," svarede han så, uendeligt forsigtigt, men det var hans måde at sige på han elskede ham, uden at tage skridtet endnu. Selvom det var først fornyligt at de havde reageret på deres følelser, havde de jo været der for årtier, og det var nok derfor det var så overvældende, at det blev så virkeligt. Han så op på ham, før et lille smil lagde sig over ham. "O-omsorg. T-Tid," fik han så frem. Han ville gerne være endnu mere sammen med ham end der var tid til: fra Agarés side af.

Den røde farve i Dandels kinder var utrolig tydelig, det kunne den ikke undgå at være, når den dukkede op på så lys en baggrund. Det bragte et lidt bredere smil frem på Agarés' læber, for det måtte vel betyde at han gjorde et eller andet rigtigt. Udover det, kunne han da ikke benægte, at han faktisk mente at han var kær i sin rødmen. Det hurtigt bankende hjerte sænkede ikke hastighed, før han hørte svaret på spørgsmålet. Det lettede meget mere end han troede, at høre lige nøjagtig dét svar og det kunne høres på det milde suk han undslap, som han nikkede svagt. Men omsorg var ikke ligefrem en ting han var vant til at udvise. Præcis hvilken form for omsorg Dandels havde brug for, var han ikke sikker på og han ville nødigt lave flere fejl. "Jeg lover at finde mere tid til dig fremover." Han formåede stadig at holde stemmen under kontrol, selvom hjertet stadig bankede en anelse hurtigere end det burde. "Men du må hjælpe mig med omsorgen. Fortælle mig hvad du har brug for, når du har brug for det," fortsatte han, som han bed sig let i underlæben.

Agarés fortsatte i samme cirkel, som han førte Dandels rundt i de elegante bevægelser. Han følte ikke at de havde været her længe, men langsomt falmede lyden fra violinen og stoppede helt, da midnat faldt på. At musikken var stoppet, betød dog intet for ham, for han fortsatte i samme cirkel lidt endnu. Han forsøgte diskret at rykke sig en anelse tættere på ham, men fik det til at virke som noget han havde gjort ubevidst. Violinen var blevet sat til at stoppe der, for det havde hele tiden været hans plan, at han skulle nå at få noget søvn, inden endnu en dag i morgen. Men at miste lidt søvn, for at kunne være tættere med Dandels, om det så bare var i et par sekunder, før han blev skubbet væk, var det hele værd. "Hvis det er noget du ønsker, finder jeg en dag om ugen kun til dig." Han var vant til at arbejde hele tiden, og havde egentlig svært ved at stoppe. At han måtte anstrenge sig lidt for at få den sætning ordentligt ud, kunne han ikke lægge skjul på. "Men jeg er nødt til at..." Han havde svært ved at få resten af sætningen ud, for han ville så nødigt skuffe ham igen. Det blide blik, der hele tiden havde været vendt mod ham, blev rettet mod gulvet i et let suk. "Jeg er nødt til at få noget søvn.." Fik han endelig frem. Langsomt havde han også fået stoppet de lette bevægelser rundt i stuen, men det blide greb han stadig havde i Dandels, slap han ikke endnu. Han havde ikke lyst til at forlade ham, ikke nu. Men den tid han ville sætte af til ham i fremtiden, kunne han ikke gøre nu, for denne aften var i forvejen blevet presset ind i en alt for fyldt kalender. Han mente dog hvad han havde sagt før. - Hvis Dandels ønskede det, ville han afsætte en dag om ugen, hvor han ikke ville fokusere på andet end ham.

Han kunne se på ham, at det var lidt svært for ham, men han nikkede. Han skulle nok fortælle ham det, hvis det var. Det ville han faktisk hele tiden, men han havde med vilje holdt sig temmelig meget tilbage fordi... Fordi det føltes som om at han ikke alligevel havde tid til at høre på ham, og gøre det, han havde brug for. Han valgte dog ikke at sige noget, men kun nikke fordi nu ville han nyde det, at være sammen med ham. Han faldt komplet hen i dansen som de dansede i en cirkel og det virkelig føltes som om de var de eneste i hele verden. Han lagde ikke engang mærke til violinen der stoppede, eller Agarés som kom tættere på, det føltes bare så naturlig og han klemte om hans hånd, som en sød, lille gestus. Hans tilbud kom lidt ud af det blå, og Dandels overvejede det, men... 

"Det er ikke nok," sagde han, med en pludselig sikkerhed. Han vidste godt at Agarés prøvede. Han slog blikket ned, og de mumlende, usikre ord vendte tilbage som han tog en skarp indånding. "Jeg... Jeg mente de ord jeg sagde... den dag... at du er måske manden som jeg venter på, herhjemme, hver dag.... kysser mig goddag om aftenen og farvel om morgenen... og som altid ender med at sove ved siden af mig, i vores seng," han opremsede ordene som han huskede dem, hvorefter han løftede blikket, og så på ham. Han lod den fysiske kontakt blive mellem dem, fordi han ville ikke rigtigt give slip men han besluttede sig for at gøre det, med et suk. "Jeg... Jeg kan ikke... Jeg kan ikke kun have en dag om ugen med dig," det ville gøre ham for ondt at han skulle undvære ham så meget. Han så det som noget der var uretfærdigt, alle andre i denne verden fik lov til at være sammen med ham så ofte som de ville, men Dandels var den der måtte vente. Han sukkede atter, over de ord om han skulle i seng, og Dandels så væk fra ham.

Han var lidt ked af over at de ikke kunne være mere sammen... I dette univers. Det næste ville ikke være nært så rart, og vreden lå allerede og ulmede i brystet på ham. "Okay. Du må sove godt så. Det håber jeg," sagde Dandels, med de uskyldige øjne rettet mod ham.

Den pludselige sikkerhed der var til at høre i den bestemte kommentar han fik tilbage, overraskede ham en anelse, men han lyttede tålmodigt til hans forklaring. Han havde måske ret i, at en enkelt dag om ugen ikke var meget, men for Agarés var det alligevel en stor omvæltning. Han mente at han pressede sig selv lidt mere end han følte han kunne, for at skabe plads til et forhold, men den pludseligt opståede sikkerhed hos Dandels fortalte ham, at hans forsøg bestemt ikke var godt nok. Han så på ham med et overvejende blik, men ikke længe, før han nikkede let. For de ord han forklarede sig med, gik lige i det ellers iskolde hjerte på den gamle dæmon, og fik tændt en glød. Det var nemlig lige sådan han ønskede det skulle være. "Okay. Jeg lover dig to dage om ugen og flere, hvis jeg får tiden. Jeg håber det er bedre." Han havde bedt Dandels om at fortælle ham hvad han ville have, og det havde han gjort nu. Hvis en enkelt dag ikke var nok, ville han presse sig selv lidt mere, for at gøre ham tilfreds. Og lige meget hvor stresset han kom til at føle sig, skulle det ikke påvirke de dage, han ville sætte af til ham.

Den fysiske kontakt blev sluppet og han trådte et mindre skridt tilbage, for at undgå at overskride nogle grænser. Det var ingen hemmelighed, at Agarés ikke ønskede at sove alene, men han var blevet afvist en gang før, i en anmodning om at have den form for nærvær med Dandels, og derfor valgte han ikke at spørge igen. "I lige måde," lød det lavt fra ham, før han trådte et par skridt længere tilbage og derefter vendte ryggen til ham. Han gik mod gangen, hvor sofaen stadig stod og fyldte. Han klemte sig mellem sofaen og væggen, for at nå hen til hoveddøren og åbne op, så han kunne skubbe sofaen ud af døren. Ikke at sofaen stod meget bedre der, men nu fyldte den i det mindste ikke i gangen længere, og det var faktisk til at komme hen til trappen. Døren blev lukket i igen, og Agarés forsvandt hurtigt op ad trapperne og ind på sit værelse. Sko og jakke var det eneste der blev taget af, før han smed sig på ryggen i sengen og lagde en arm over øjnene med et tungt suk. Han følte sig lettere irriteret, men kun over sig selv, fordi han havde formået at være så stor en idiot, uden at det egentlig havde været hans intention. Måske det var et talent? Han var mere træt end han troede, for der gik ikke lang tid, før det begyndte at sortne for øjnene, som han faldt i søvn, stadig iført de sorte bukser og den pæne hvide skjorte. Det ville uden tvivl irritere ham i morgen, at han ikke havde taget det af.

Han vidste godt at han ikke kunne presse den mere, men selv ikke to dage var nok for ham - for dælen da, han ønskede jo at være sammen med ham hele tiden! Men han måtte nøjes, for han vidste også godt hvor meget han arbejdede, og han håbede på at måske i fremtiden ville han indse, at det de var ved at skabe kunne være vigtigere end et arbejde... Men det lod ikke til at være sådan lige nu. Han havde det egentlig fint med at der ikke kom mere nærkontakt end det der havde været - grundet det brud, var han ikke klar til mere, men det var han forhåbentlig snart, og som de gik hvor til sit, gik Dandels op på sit værelse og gjorde sig selv klar til at sove. Men han skulle ikke sove, nej... Han havde andre planer for.

Som altid, startede det med et mørke. Men denne gang var hans offer ikke bundet, ej nøgen. Han var, som han havde forladt ham, men Dandels så anderledes ud i sit afslørende tøj, og det opsatte hår, men... Masken var blevet skubbet op i håret og pisken var ikke til at se, og Dandels så en del mere nærværende ud, end han havde gjort før. Han havde ryggen til ham som han ankom, men besluttede sig for at vende sig om, med armene over kors. Han lavede en grimmasse. "Jeg kan ikke engang kigge på dig uden at væmmes," sagde han, vredt.

I troen om at han var ved at vågne, fordi natten var ovre og endnu en dag fyldt med arbejde var kommet, strakte Agarés sig kort, før han satte sig op i sengen, med et tungt suk. Han rystede kort på hovedet. Noget føltes forkert, han kunne bare ikke rigtig sætte fingeren på, hvad det var. Men som han hørte Dandels stemme, blev han blik rettet mod ham, og straks forstod han hvad der var galt. Det var en drøm. Hans ord fik et undrende udtryk frem i hans ansigt, for eftersom det var hans egen underbevidsthed, måtte ordene betyde at han havde langt dårligere samvittighed over sin behandling af Dandels, end han lige var klar over. Det var vel den eneste logiske forklaring?

Agarés rejste sig fra sengen og flyttede sig roligt hen foran Dandels, placerede sig helt op ad ham. Han vidste at det ikke var muligt i den virkelige verden, men i alle drømmene havde han haft muligheden for at komme så tæt på som han ville. "Så fortæl mig hvad jeg skal gøre, for at ændre det," sagde han lavt, før han tog en dyb indånding, som han lukkede øjnene kort og duftede til ham. Han vidste ikke om han decideret havde dårlig samvittighed over sin fejl, men det gjorde ham ikke mindre opsat på at gøre en indsats, for at gøre det bedre. Han åbnede øjnene igen for at rette de isblå øjne mod ham, i håb om at fange hans blik.

Han lod ham komme tæt på ham - men det må havde været som at komme tættere på en løve i et bur, for Dandels var rasende og det kunne mærkes. Det var som om hele værelset rystede, og han var imponeret over at han turde komme så tæt på ham når han var så vred. Hans grå øjne så på ham med stor foragt. 

"Hvordan skal jeg dog kunne elske en mand, der elsker andre?" spurgte han ham, dog nærmest retorisk fordi han forventede sig ikke et svar fra ham. Han ventede ikke. Som armene løsnede sig fra deres greb, blev den ene hurtigt løsnet - for at give ham et hårdt slag over den ene kind med flad hånd, og der var så meget kraft i slaget at han ikke undrede sig over at han ville falde til jorden, som den svage mand han var. "Hvem var det? Hvor mange har du været sammen med? Var det værd? At såre mig sådan?" sagde han, som han havde intentioner om at læne sig ind over ham, med lynende øjne. Hvor var han dog rasende. Han tog fat i ham, som han blottede tænderne. "Fortæl mig det, dit evnesvage fjols,"

Vreden hos Dandels var tydelig, som lyn fra en klar himmel, men Agarés udviste ingen tegn på frygt, for der skulle meget mere til at få den følelse frem i ham. Allerede ved hans første spørgsmål, kunne man ane irritationen i hans øjne, som han bed tænderne let sammen. Han var klar med et svar, men nåede det ikke, før hånden ramte hans kind, med så stor kraft at han faldt mod gulvet og landede med et brag på siden. Han lagde en hånd i gulvet for at løfte sig lidt op, som han rettede et langt mere frustreret blik mod Dandels. Kinden var lettere rød, og selvom det ikke havde været helt smertefrit, blev det ikke vist. "At elske med andre, er ikke det samme som at elske dig," lød det sammenbidt fra ham. Desuden ville han ikke ligefrem kalde det at 'elske', for der havde ikke været følelser blandet ind i det.

Han skulle til at rejse sig, men blev siddende, som Dandels lænede sig ind over ham og et irriteret vris lød fra ham, idet han greb fat i ham. I stedet for at forsøge sig i at slippe fri fra grebet, lænede han sig selv en anelse frem mod ham. Agarés havde for vane at fyre den slags kommentarer af overfor andre, men selv at få dem smidt i hovedet, gjorde ham mere vred end det burde. "Er du sikker på, at du vil vide hvor mange?" Spurgte han, med en utrolig rolig tone, i forhold til hvor vred han egentlig var, men vreden i øjnene kunne han ikke skjule. Han fik det til at lyde som om, at han havde været sammen med ekstremt mange, selvom det ikke var tilfældet. I sine frustrationer nød han bare at være lidt på tværs. "Jeg vidste ikke, at det ville såre dig," fortsatte han, som han greb fat om låret på Dandels og hev til, i håb om at få ham til at falde, og dermed slippe sit greb om ham.

Han kiggede på ham, blot med de grå øjne som lynede. Der var ingen tårer hos ham, det var ikke generelt i denne skikkelse men han var tydeligvis såret, og det kom til udtryk i hans vrede. Det faktum at han var såret, var kun Agarés som fik det at se. "Så, du elskede med dem? Jeg troede du kun elskede med mig," vrissede han af som han rystede ham, med sin styrke. Han så hans vrede, og det gjorde kun ham selv mere hidsigt. Han bør ikke være vred. Han burde sørge. "Så du fortæller mig det er mange?" vrissede han af ham som han skubbede til ham, ned mod jorden. "Hvem er det? Hvem er det!" gentog han hidsigt som han stampede i jorden, lige ved siden af hans partners lyske. Han var så optaget af sin egen arrighed at han ikke lagde mærke til grebet, før han blev hevet ned på jorden. Men han tillod det, for han ville gerne være tæt på ham - og tæt på ham i den forstand at han tog fat i hans hår i stedet og hev til.

"Og tænk du som en form for løsning giver mig to dage af din uge. Som om jeg er en eller anden slags hobby du må finde tid til? Vil du have mig, Agarés? Så gør dig fortjent til det. Og det er ikke ligefrem måden, at hore rundt sammen med alle mulige andre!" knurrede han, så det slog gnister. Han havde sådan et ærligt udtryk - normalt lod han ikke sine følelser gå sådan amok (som den gjorde nu. Af gode grunde) men han kunne simpelthen ikke styre sig. Og måske, måske synes han det var en smule frækt at se ham selv blive så gal. 

Agarés var stadig overbevist om, at dette blot var en drøm og intet andet. Utroligt, hvor vred man kunne blive i en drøm og hvor virkeligt det hele kunne føles, men sådan var det vel altid. Han havde såret Dandels, mere end han troede var muligt, og måske det var derfor reaktionen blev forværret i drømmen. "Jeg ville ikke ligefrem sige at jeg elskede med dem." Han bed stadig tænderne sammen i frustration, men tonen blev forholdt rolig, selvom det var svært at holde vreden under kontrol. Han undlod at uddybe det svar, for han var sikker på at der ville ryge en masse ord ud, som kun ville blive sagt i vrede, og ikke fordi han mente det. Han havde ingen ret til at være sur, for det var ham der havde begået en fejl, men det irriterede ham, at han åbenbart havde så dårlig samvittighed, uden at være klar over det. I næste øjeblik blev han skubbet mod jorden og havde det ikke været for den albue han havde placeret bag sig, havde man hørt et bump, men han fik holdt sig oppe. Han gav et mindre ryk i sig, som han kort skævede mod hoven der blev stampet i gulvet, lige ved siden af hans lyske, hvilket distraherede ham kort, og han svarede derfor kun på det sidste. "Er det ikke lige meget hvem det er!?" Vrissede han. Han nåede ikke at være yderligere tilfreds over at grebet i ham blev sluppet, for der gik ikke længe, før han udbrød et irriteret støn, da der i stedet blev hevet i håret.

Alt Dandels sagde derefter, hjalp bestemt ikke på den brændende vrede, han så ihærdigt forsøgte at holde tilbage. Han mente selv at han havde været ekstrem fleksibel, i sit forsøg på at finde tid til andet end arbejde, men var det stadig ikke godt nok, følte han sig låst, for der var ikke meget han kunne gøre for at vinde lidt point. "Horet!?" Brølede han, som han greb fat om halsen på Dandels og borede neglene ind i huden. Han var helt sikkert meget uenig, men med en enkelt dyb indånding sendte han ham et lusket smil. "Er du ikke bare lidt jaloux over, at jeg ikke har horet lidt med dig?" Han lagde tryk på det ord, han aldrig ville have sat i en sætning, der omhandlede ham selv. Hans vejrtrækning var tung, fordi han var så sur og det blev vist lige så tydeligt, hvis ikke tydeligere, i de blå øjne. Det luskede smil forblev plantet på hans læber, som han strammede grebet om hans hals og hev ham lidt tættere på sig.

"Men du gjorde det!" råbte enhjørningen nærmest som han slog med halen. "Du var sammen med dem! Er jeg måske ikke god nok for dig? Har du ikke nok i min kærlighed, dit utaknemlige udyr!" hvæsede han af ham som han var klar til at gøre skade på ham... bare på en eller anden måde. Han skulle føle den smerte som han, Dandels, havde følt. Han ville få ham til at lide. "Nej! Fortæl mig det. Fortæl mig det. Fortæl mig det nu," beordrede han. Han måtte vide det. For hvis han kunne vide det, så kunne han få dem til at fortryde at de nogensinde havde lagt øjne på hans dæmon.

Enhjørningen blev lidt forbavset over hans tag om hans hals. "Ja, horet!" skreg han nærmest tilbage, som han vred sig let. I princippet kunne han vride sig fri, få en kæmpe til at kvase ham, men han kunne ikke fokusere på deres omverden lige nu. Han var så vred. "Du har horet, mens jeg har ventet herhjemme på dig. Men det eneste du kan give mig er to dage ugentligt af dit liv!" vrissede han, men det lød næsten som om han var ved at lade gråden komme til overfladen, men alt øjnene var, var fugtige. "Jeg er ikke bare en man behandler sådan. Der er konsekvenser af tingene," sagde han, en smule mere roligt som han kiggede på ham med de grå øjne, der var en smule rødlige.

Hans sætning bed ikke på ham, som han tog om hans håndled. "Jeg er ikke kun jaloux, dit fjols," sagde han, og med en styrke han fik samlet sig, fjernede han hans hænder med blottede tænder. "Jeg er såret over hvordan du kan gøre det uden så meget som at tænke over hvordan jeg har det. Du efterlader en sofa, i vores hjem, som du elsket med en anden på. Hvad er du dog for en mand?" ordene blev kun til en hvisken, en sårbar en, som han fik ham skubbet fra sig og han rejste sig op.

Han så ned på ham. Han synes større nu, stærkere, og han tog masken ned for øjnene, som han blokerede sine følelser: vreden, smerten, sorgen. Et lille, grufuldt smil spillede på hans læber.

"Og nu må du tage din konsekvens," sagde han, hvorefter han løftede det ene ben, og hamrede hoven ned mod hans blottede skridt.

Agarés var nødt til at lukke øjnene kort og ryste let på hovedet. Han havde gjort meget for at holde vreden tilbage, men hjertet hamrede hurtigere og hurtigere, som blodet blev pulset rundt i årene og det blev værre og værre, for hvert ord der blev udvekslet. Han slog øjnene op igen og rettede dem mod Dandels, et blik der var badet i raseri. Det var ikke længere en mulighed at holde nogle ord tilbage, selvom han vidste at ingen af dem ville hjælpe ham. Men når han nu så ham som et udyr, havde han vel heller ingen grund til at holde noget tilbage? "Ja, jeg var sammen med dem og jeg nød hvert sekund af det!" Indrømmede han i endnu et brøl, men med en underlagt sensuel tone, kun for at provokere lidt mere. Normalt ville han have brugt tid på at fortælle ham, hvor meget hans kærlighed betød for ham og at den selvfølgelig var nok, men raseriet havde taget over og han så ikke længere klart. Han lagde hovedet let på skrå, som han lyttede til hans ordre. "Tror du selv, at du kan beordre et udyr til noget som helst og få noget ud af det?" Lød det hånligt fra ham. Det var ikke fordi det ville gøre ham noget, at fortælle ham præcis hvad han ville vide, men ikke før han havde moret sig lidt først.

Som Dandels vred sig over grebet om halsen, blev det kun strammet en anelse igen. "Du burde være taknemmelig over de to dage. Det er mere, end dem jeg har horet med fik!" Vrissede han tilbage. Han fnyste kort over hans kommentar, som et smil i morskab bredte sig over hans læber. Det var tydeligt, at han ikke tog det specielt alvorligt, når der blev talt om konsekvenser for hvad han havde gjort. Han burde være blevet overrasket, da Dandels fik fjernet hans hånd fra halsen, men egentlig irriterede det ham bare ekstra meget, at han ikke var i stand til at kæmpe imod den lille enhjørning. Han fulgte ham med blikket, som han rejste sig og pludselig virkede større end han havde gjort før. "Du har selv lige klassificeret mig som et udyr, så tanken om at jeg skulle være en mand, findes vidst ikke længere," svarede han, en smule roligere end han før havde formået at lyde. Han burde have mandet sig op, og indrømmet at han havde været et svin, men i frustrationer ville han hellere lægge ansvaret fra sig og komme med en ligegyldig kommentar. Der gik ikke mange sekunder efter det, før han så hoven være på vej mod skridtet. Hurtigt lænede han sig om på siden, i et forsøg på at undgå den kommende smerte, men han nåede ikke at flytte sig nok, for hoven ramte med et brag og den brændende fornemmelse mellem benene blussede straks op, som han udbrød et "Argh!!" i smerte. Han tog sig til skridtet med begge hænder, for at kunne holde smerten bedre ud, men det hjalp selvfølgelig ikke, som han rullede sig let sammen på siden. "Det skal du få betalt, din latterlige bastard!" Lød det muggent fra ham, som han forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol igen. Smerten brændte fortsat i hans skridt, men han vidste også, at hvis han blev liggende for længe, ville det næppe være den eneste konsekvens han ville få at føle, så han tog sig hurtigt sammen og kom på benene, før han satte kursen direkte mod Dandels. Han havde et mål om at gøre gengæld på præcis samme måde, men i stedet for en hov, ville han gøre brug af et knæ. Mon ikke det ville gøre lige så ondt?

Hans ord sårede ham bare endnu mere og han kunne mærke det. Han kunne mærke det, helt inderst inde. Han skulle bøde for at gøre ham så ondt, og derfor var masken et godt redskab - den skjulte de våde øjne som forsvandt og der lå kun et grumt smil på læberne tilbage. Han ville ødelægge ham, så han var den, der kom til at græde. "Fint. Hvis det er sådan du vil have det," var alt Dandels sagde som pisken, hans kære pisk, vendte tilbage til hans hånd og han fokuserede sig, lagde alt tilbage der hed følelser, for nu ville han hævne sig på den evnesvage, lille mide der alligevel kun kunne tænke med hans underliv.

Først kom hoven, for at bringe ham ud af fokus. Og det virkede. Agarés blev så vred, at han ikke kunne tænkte klart og han derfor tordnede mod Dandels, som med et skødeløst smil og et let slag med pisken mod hans lår fik jorden til at gribe ud efter Agarés, først tvinge ham ned og sidde på knæ, og derefter få fat i hans håndled, så han ville blive tvunget ned på alle fire. Dandels øjne der nu var skjult, så på ham med foragt, som han gik hen til ham og placerede hans hov på hans hoved, som han var et bytte. "Husk på, at her er mit univers, dit fjols. Jeg kan gøre det som det passer mig. Det kan du ikke," sagde han, med et spidst, modbydeligt smil på læberne som han let legede med pisken i hånden og han gik fra hans hoved, ned mod hans ende.

"Og nu hvor du er så glad for at hore med alle mulige, forskellige fremmede mennesker, så fint. Så lad os have det sjovt med det," sagde Dandels med det selv samme smil, som var i flere ender af spektrumnet. Det var koldt, væmmeligt, men også sødt, og han så ned mod dæmonens ende hvorefter han hev hans bukser ned, pinefyldt langsomt. Og som han rettede sig op, landede pisken på hans ene balle, ydmygende.

Han kom ed en lille latter som han lænede sig ned over ham, fik fat i hans lange hår og trak ham op, så hans læber var ud fra hans bløde, rødlige læber. "Så vil jeg tage dig som du tog dem, der lå på vores sofa. Det kan du godt lide, ikke, lille trækkerdreng?" han hviskede nedværdigende i hans øre som hans hale slog et slag, og han rettede sig op, fjernede sig fra ham som han gav ham endnu et slag med pisken, først blødt, men det ville ændre sig. 

Agarés var efterhånden så rasende, at han ikke længere lyttede til hvad der blev sagt. En kort skæven mod pisken, var det eneste det blev til, før han ignorerede den og fortsatte mod Dandels med fuld fart. Han udbrød et irriteret hvæs over slaget mod låret, men havde ingen intentioner om at stoppe. Han fik intet valg, som han blev tvunget i knæ og straks ned på alle fire i nogle frustrerede støn. Han vendte blikket mod sine hænder, forsøgte sig med at vride håndleddene og hive alt han kunne, for at komme fri, men intet virkede. Han gjorde samtidig forsøg, på at få benene til at flytte sig ved at sparke, men der skete heller intet. Blikket der brændte i vrede, blev rettet mod Dandels og fik en snert af undren over sig, som han hørte hvad der blev sagt. "Dit univers?" Lød det kort fra ham, lettere uforstående for hvad han helt præcis mente. Var der mere i det, end bare en simpel drøm? Eller mareridt.

Han fulgte ham med blikket, så langt han kunne, som han bevægede sig om bag ham og der blev gjort et par forsøg mere, på at komme fri, men blev holdt fast. Hans vejrtrækning blev tung. Han vendte blikket fra ham og ned mod gulvet i stedet, som hans bukser langsomt blev hevet ned, for i den ydmygende position han var blevet sat i, kunne han ikke se Dandels i øjnene. Han havde intet ønske om at være fanget på den måde, det gjorde ham kun endnu mere vred, han begyndte langsomt at føle sig lettere sindssyg, så snart han ikke havde kontrol over en situation. Pisken gav et smæld over ballen og han bed tænderne sammen, for at bide smerten i sig. Han havde intet problem med at tage andre på den måde, men han havde aldrig haft intentionen om at være i den modtagende ende og nu havde han intet valg. Der lød et støn i irritation fra ham, som han blev trukket op i håret og lyttede til hans ord. Det løb ham koldt ned af ryggen, som han vred sig let i foragt. Han blev sluppet og pisken ramte huden igen, men han reagerede stadig ikke. "Lad vær' med at starte noget, du aldrig vil kunne gøre lige så tilfredsstillende som jeg," lød det køligt fra ham. Han vidste at der ikke var nogen vej udenom, for han havde ikke en chance for at flytte sig, men han var ydmyget nok i forvejen og han nægtede at tigge ham om at stoppe. Det ville kun gøre det hele værre.

Hans kølige ord fik ham til at le. Troede han virkelig at det her handlede om tilfredsstillelse? "Jeg er ligeglad med din tilfredsstillelse. Jeg vil have at du føler smerte," svarede han nøgternt som hans løsnede de fine trusser, og fik dem til at synke til gulvet og lige så let, trådte han ud af dem. Hans underliv var allerede rigt påvirket. Hans vrede og ydmygelse gik direkte derned.

Som han trådte ned til hans ende, satte han sig på hug. Han slikkede sig over læberne som han gav ham endnu et slag på ballen. "Sikke en lille mand du er, Agarés... Hernede på dine arme knæ, med røven i vejret. Lige som jeg foretrækker dig," sagde enhjørningen modbydeligt sødt. Han tog fingrene ind i munden, med et lille suk hvorefter han fugtede dem, blot for at putte dem ind et andet sted. Der var intet ved det som var blødt, og kærligt: det var lige på og direkte, og han kunne se smerten for sig, som han lo, og lo, og lo. Det føltes underligt at give sin smerte væk på den måde.

Som han havde testet vandene, gik der ikke lang tid før han stillede sig bag ham - denne feminine, smukke enhjørning som ellers aldrig havde en ting for disse måder at fuldføre en akt på, men han havde tænkt sig at gøre det - denne patetiske mand skulle smage hans egen medicin. Hans pisk strøg over ryggen på dæmonen. Han gav et lille suk fra sig, som han prøvede at trænge ind - det gjorde lidt ondt på ham selv, men slet ikke på samme måde som det nok gjorde på ham, men han havde ikke tænkt sig at stoppe. Ikke før han sank på sit aller laveste og tiggede ham om det. Så kunne det være han ville overveje det.

Han lænede sig ind, tog fat om hans hår og tvang hans hoved op. "Sikke en lille hore du er. Du kan sikkert godt lide det. Kan du ikke? Fortæl mig hvor meget du elsker det, når jeg tager dig sådan her," sagde han, som han arbejdede sig ind af, så langsomt som overhovedet muligt. Han skulle føle det, så han aldrig, aldrig nogensinde ville glemme det igen. Hvad der ville ske, når man trådte på hans følelser. 

Der lød et irriteret fnys fra ham, selvfølgelig handlede intet af det om nydelse, for han ville aldrig komme til at nyde den slags. Vejrtrækningen begyndte at dirre i vrede over hvad der skulle til at ske, han var langt fra tilfreds med hvordan det skulle ende og endnu mere frustreret over, at han ikke kunne tage kontrollen igen. Han holdt stadig blikket fra ham, og var derfor uvidende for hvad der foregik bag ham. Det eneste han kunne høre, var hvad han sagde, men intet af det hjalp på den forfærdelige følelse. Aldrig havde han følt sig så svag og hjælpeløs. Han gispede kort over slaget mod ballen og forsøgte at rykke sig til frem. Han kunne ikke lægge skjul på sin nervøsitet, over hvornår den værste smerte skulle komme og igen gjorde han et hårdt ryk i armene, for at komme fri, men blev kun mere frustreret over at det ikke virkede. "Bare vent, til jeg kan vise, hvordan jeg foretrækker dig," mumlede han vissent i en ynkelig trussel, før der lød et sammenbidt "hnng!" fra ham, som fingrene blev presset ind og han spændte kort op i alle muskler, men fik taget et par dybe indåndinger og begyndte derefter at slappe lidt af.

Agarés fik åndet lettet op, som presset i røven blev fjernet, men han var godt klar over, at han ikke ville få lang tid til at nyde den lettelse, for han kunne fornemme Dandels stille sig til rette bag ham. Hans vejrtrækning dirrede fortsat af vreden og langsomt begyndte det at vise sig i kroppen, som han rystede let i armene. Han skød ryg i en kuldegysning, som pisken strøg hen over. I næste sekund spærrede han de blå øjne op i en let panik, for dér mærkede han den smerte, han ellers havde gjort så meget for altid at undgå. Alle muskler blev spændt igen, som han udbrød et "argh!" i smerte og denne gang hjalp et par dybe vejrtrækninger ikke på at slippe de spændinger. Hvis han endelig skulle tvinges ind i den smerte, ville han have sat pris på at kunne komme ud med nogle aggressioner, men hans hænder var som limet fast til gulvet. Den mindste bevægelse fik det til at brændte lidt ekstra, så endnu et halvkvalt hvæs lød fra ham, da hans hoved blev tvunget op. "Hold din kæft og.." Han var nødt til at stoppe sætningen, for både at bide et støn i smerte i sig, og trække vejret. "... Slip mig!" Fortsatte han kort efter i et råb, der mere eller mindre sagtens kunne være kommet fra et udyr, i den tone han fik fremstillet.

Hans trusler faldt som til jorden hos ham. Han var slet ikke bange for ham, ikke på noget tidspunkt, og det var derfor kun latter, som han fik frem i enhjørningen. "Det havde du chancen for, men forspildt. Hvem ved...," han så ned på manden han var igang med at pine - og tænk der skulle så lidt til "-måske forlader jeg dig efter dette lille "møde". Hvad kan jeg bruge en mand som dig til? En mand som alligevel skider på mine følelser," vrissede han, og en sprække af det ømme og følsomme viste sig i stemmen, hvorefter det druknede i den sindssyge latter.

Han nød at se hvor ondt det gjorde ondt på ham, og Dandels trak nærmest vejret med ham - langsomt, som han kom længere ind. Han ignorerede hans vrede ord som han blot havde fokus på hans bagende, for at arbejde sig så langt ind, som han kunne, men det tog sin tid - der var ingen midler til det kunne føles lettere, og han ønskede at det gik så langsomt som muligt. Han kom selv med nogle små støn, men med et smil på læben.
Han kom endelig i bund, efter hvad der føltes som mange, mange minutter, og han kom endnu med højlydt suk. Det i sig selv føltes som én, stor succes, men... Det kunne blive endnu bedre.

Med en forbløffende styrke til den feminine krop, tog han fat om hans hofter, gav ham et enkelt stød der kom som en overraskelse, før han snurrede ham rundt, så han lå på ryggen, så Dandels kunne se hans ansigt - og hvad end som havde fået fat i ham fra gulvet gav slip, for kun at tage fat på ny så han var sikkert på han var spændt fast som en slagtet gris.
"Var det sådan her du gjorde, Agarés? Når du var sammen med dem?" spurgte han ham med en så spydig tone så han nærmest spyttede gift, og han lænede sig ind over ham.
Masken blev løftet så han kunne se ham direkte i øjnene.

Han smilede ondt, før han trængte atter ind, med et intenst blik på ansigtet for at følge hvert enkelt lille træk af smerte der skulle forekomme. "Kom så. Vis mig hvor meget du elsker det," hviskede han opmuntrende, som han lod hofterne provokere ham til at komme med flere, smertefulde støn.

Det undrede ham ikke, at hans trussel ikke havde nogen effekt, for han var trods alt blevet tvunget ned på alle fire og derefter tvunget, til en form for samleje han ikke ønskede at opleve. Han bed tænderne så hårdt sammen i smerte, at det næsten føltes som om, at de kunne knække hvornår det skulle være. De smertefulde støn forsøgte han at holde tilbage, for han ville ikke fremstå svagere, end han allerede gjorde, men de fleste røg ud alligevel, og dem der ikke gjorde, fik ham til at lyde som om, at han ikke kunne få vejret. "Jeg vidste ikke... at jeg... sked på din... dine følelser." Det tog ham utrolig lang tid at fremstamme den sætning, for han var nødt til at stoppe op for at trække vejret et par gange. Han forsøgte at fokusere nok, til at kunne slappe bare lidt af i de muskler, der fortsat blev spændt op i hele kroppen og så langsomt, som Dandels fik trængt ind, gav det ham mulighed for at vænne sig en anelse til følelsen.

Agarés havde langsomt formået at slippe spændingerne en smule, men det blev hurtigt ødelagt, som endnu et "arrgh!" lød fra ham, over stødet der blev gjort ind i ham. Han skar en smertefuld grimasse, som han blev vendt rundt og rullede om på ryggen. Han lagde hænderne mod gulvet og forsøgte at trække sig bagud, for at komme væk fra Dandels, men hænderne blev endnu engang sat fast til gulvet og han måtte give op i endnu et støn. "Ja, det var!" Snerrede han. Der var vel ingen grund til at lyve? Og hvis han kunne provokere ham lidt mere, ville det ikke gøre ham noget, selvom det nok ville gå ud over ham selv. Men han var nødt til at vise ham, at han ikke havde tænkt sig at give efter for torturen. Derfor rettede han også blikket direkte mod ham, blikket der så ud til at brænde lige så meget, som smerten bagtil gjorde. Han havde ellers undgået det, for skulle han, ubevidst, få noget andet end vrede i øjnene, skulle det ikke vises. Men hans nuværende position gjorde det sværere at skjule sig. Han fik et forpint udtryk i ansigtet, som tænderne blev blottet i smerten. Han nægtede at give efter for hans ord. Ikke tale om, at han skulle give efter for ham. "Skrid fra mig!" Råbte han i stedet, før endnu et støn lød. Han løftede hofterne, pressede sig selv op mod Dandels, i et panisk forsøg på at gøre deres stilling skæv nok, til at han ikke længere ville kunne være inde i ham.

Han lyttede ikke til hans ord. Han tror ikke han forstod, hvor ondt det gjorde ham - og hvis han gjorde, måtte han være fuldkommen ligeglad. For Agarés blev ved med at spytte ord i hovedet på ham som sørgede ham og han havde bare lyst til at... Få ham til at stoppe med det. Han skulle bare acceptere sin smerte. Acceptere den, udtrykke den, men ikke give ham selv mere smerte. Han måtte stoppe ham fra det.


Derfor tog han fat i hans hoved. Det sorte hår blev grebet, og gentagende gange, hamrede han hans hoved ned i jorden - ej blidt, men ikke nok til at han decideret ville blive slået ud. Nej, han ønskede han skulle gennemleve det hele. "Ti stille," beordrede han, så koldt at det ville løbe koldt ned af enhver. Smilet der lå på hans læber, malplaceret sindsygt, varmede ikke ordene op, men gjorde dem kun koldere. Han havde tænkt ikke tænkt sig at bukke under fra hans ord, og derfor forsatte han de rullende hofter, som han pressede sig ind mod ham. Han lagde godt mærke til hvordan Agarés prøvede at gøre stillingen besværlig, men han tillod det ikke - han slap ham, blot for at tage om hans hofter for at holde ham i ro, og presse sig selv dybere ind. Han kom med en stønnen - han kunne ikke benægte at det var en dejlig sensation.

"Jeg håber det var det værd for dig," hviskede Dandels, med det sukker søde smil, mens neglene borede sig ind i hofterne på ham, trak hen over dem og ned mod hans nøgne baller, som han klemte. "Var det det? Fortæl mig det," spurgte han og intensiteten på stemmen blev grovere, jo hårdere hans stød blev. 

Det var ikke fordi Agarés gav det meget af et forsøg på at såre Dandels, når han fyrede den slags sætninger af. Han fik sagt alle de forkerte ting, uden egentlig at prøve, men kun fordi han ikke tænkte klart i den vrede, der fyldte mere end noget andet. Udover smerten. Den intense, brændende smerte han følte bagtil, som kun blev værre og værre. Smerten voksede for hvert stød, det samme gjorde vreden i takt med, og de to spillede sammen for at gøre det endnu værre. Der lød konstant irriterede og smertefulde støn fra ham, men det hele blev sat en smule på pause, som han blev lettere svimmel over slagene mod hovedet. Stønnene lød stadig, men utrolig afdæmpet i kort tid. Det slørede en anelse for øjnene og han måtte ryste let på hovedet, for at komme til sig selv igen, hvorefter det rasende blik blev vendt mod Dandels.

Forsøget på at gøre positionen besværlig lykkedes ikke. Det havde han heller ikke regnet med, men han var vel nødt til at prøve. I stedet blev han fastholdt og presset blev større. Havde hans hænder ikke også været låst, ville neglene være blevet boret i træet i sine frustrationer over smerterne, men han kunne intet gøre. ”Stop!” Brølede han i en hadefuld tone, som han ihærdigt forsøgte at få hænderne fri fra gulvet ved at hive til. Samtidig spændte han op i alle muskler for at bevæge sig så meget som muligt, i et desperat forsøg på at gøre det så besværlig for Dandels han kunne. Det gjorde ikke smerten bedre, tværtimod og det kunne høres på de smertefulde støn der blev højere. Det søde smil der hvilede over Dandels læber gjorde heller intet for hans vrede. Han ville ikke rigtig sige at det havde været det hele værd, ikke hvis dette var straffen. ”Nej!” Svarede han hidsigt. ”Det var ikke det værd! Slip mig så!” Råbte han, stadig i gang med diverse spræl for at komme fri.