Der gik ikke mange minutter før at moren kom ud med en stort fad med nogle rygende kartofler. Og endnu færre sekunder, før at et dømmende blik landede på Anann, som stod med en hel flaske i hånden og tog en slurk. “Anann!” en mors formåen at kunne få en til at blive ti centimeter laver, ved bare at ytre ens navn. Det var nu alligevel noget helt forunderligt. Men lige i dag, fik moren kun et meget irritabel blik tilbage fra sin datter. Hun havde været i lysets hær, og var nu byvagt. Der skulle mere til, end en der råbte hendes navn med et beklagende toneleje før at hun ville tage større notits af det.
Moren rystede på hoved, og satte begge hænder i sidden. “Du kunne i det mindste vise dig fra din bedste side! Siden Caspian, så troede ingen af os at du ville finde en ny.” da ordet forlod morens læber, var det tydeligt at se på hende at hun vidste hun havde begået en fejl. Knoerne på Anann blev næsten hvide, da hun knugede flaskens hals så tæt at man næsten kunne være bange for den ville gå i stykker.

“Undskyld ... jeg mente” Anann løftede sin hånd for at få hende til at stoppe. “Det fint..” mumlede hun, og drak resten af flasken. Denne aften blev da bare bedre og bedre. Moren forsvandt hurtigt tilbage i køkkenet for at hente de sidste ting, Owen kom tilbage med et stort smil og begyndte at sætte tallerkner og bestik frem som han havde med. Men smilet forsvandt hurtigt da han så søsterens ansigts udtryk. “Hvad?” hun rystede bare på hoved, og stillede sig ved siden af Logan. “Jeg tror ikke to flakser er nok.. vil du hjælpe mig med at hente flere?” spurgte hun med et meget mere ydmyg stemme end hun normalt plejede at bruge. “Anann?” hun kiggede op imod hendes bror der gav hende et bekymret udtryk “Mor nævnte bare Caspian - jeg har brug for mere at drikke, hvis det er den drejning aften kommer til at tage.” og med disse ord greb hun fat om Logans arm “Helst i dag tak.”

Synet af Anann med en helflaske i hånden var ikke så stort et særsyn for ham som man umildbart skulle tro, og han tog ingen notist af det, før morens stemme nærmest gav genlyd i stuen. Abel kiggede en smule forskrækket op, men Logan fortsatte som intet var hændt, i hvert fald det første stykke tid, til moren fik nævnt noget der bragte noget stærkt genkendeligt frem i Ananns træk, der fik hans ord til at dø en smule ud. Han hørte ikke hvad der blev nævnt præcist, men godt var det ikke. ”hey, du får lige resten af historien en anden gang knægt” han talte lavmælt til drengen, som scenariet udfoldede sig en smule, og Owen vendte tilbage til rummet. Familiedrama. Det var nok den ting som Logan ikke savnede ved at være hjemme! Men lige nu var det ikke ham det gik ud over.

Den ydmyge stemme var helt forkert og han kom hurtigt på benene. Her overhørte han kort udvekslingen mellem bror og søster. Et navn. Et navn han ikke kendte, men bragte en rynke i panden på ham. ”Ja ja, rolig” brummede han lavmælt men modstræbbede sig ikke i at blive taget i armen og trukket med, men fulgte med ned i kælderen og ventede til de var udenfor hørevidde før han brød stilheden. ”Er alt som det skal være?” meget kunne siges om Logan, men lige der var han mere sympatisk end man regnede med. Hun besluttede selv om hun ville snakke om det, eller om hun havde brug for at skælde ud på nogen, eller bare et øjebliks fred. Hvad end det var, havde moren virkelig fået ramt et ømt punkt.

Hun tog nogle dybe indåndinger, det var utroligt at selv så mange år efter - 16 for at være helt præcist. Så kunne hun stadig blive så berørt af at høre det navn. Mest af alt, fordi det havde været hendes lykkelige start på livet. Hendes eventyrsfortælling, da hun endelig havde fundet en mand der kunne holde hende ud. Som så hende som noget smukt, lige præcis sådan som hun var. Det mistede hun, da han stadig var i lysets hær og blev sendt ud på en mission han ikke kom tilbage fra. Der havde hun så stået, højgravid, som nogle af højere rang var kommet forbi deres hus - det hus hun stadig levede i den dag i dag. Og fortalt hende, at han aldrig ville komme hjem igen. Det familien så ikke vidste, var at hun havde født en dreng. Det eneste de vidste var hun havde haft en mand i sit liv, en mand de havde elsket og håbet på ville gifte sig med hende. Så langt nåede de bare aldrig.

Hun hørte godt han spurgte hende, om hun var okay. Men hun vidste ikke hvordan hun skulle svare på det lige nu, igen fik Logan lov til at se mere af hende end hun ønskede. Hun førte ham ned af trapperne, ned i kælderen der både indeholde vin, øl og en masse sylte krukker af alle former for forskellige mad produkter. Da de stod der i mørket, kun flammerne fra den lanterne hun havde tændt da hun var gået der ned første gang. Hun stod lidt og kiggede på ham, overvejede hvorfor hun i det hele taget havde bedt ham om at komme der ned i første om gang. Det eneste der lige gik igennem hendes hoved, var - ingen ting? Hun gik nogle skridt imod ham. Hendes pande ramte hans brystkasse, der var ingen ord, ingen skrig. Ingen næver der blev kastet imod ham. Hun sukkede dybt, og gik lidt tættere på. Armene hang ned langs hende side, mens hun stod så tæt på som var muligt uden at kramme. “Røv og nøgler...” kom der opgivende fra hende.

Logan forholdte sig tavst ned af trappen, og sagde ikke mere efter sit spørgsmål, som hun ikke svarede på, men fortsatte bare med ned og stoppede op som Anann stoppede. Han vidste ikke hvem Caspian var. Han vidste ikke hvad det betød. Han havde intet hørt om det, men det påvirkede hende, og han håbede hun fandt en måde at komme ud med det på. Det var i hvert fald derfor at han gik ud fra at han var blevet med herned. Et sted vidste hun godt, at han ikke havde noget imod at blive brugt som boksebold. Det havde han trods alt været før! Det kunne han godt være igen. Men der skete ikke mere. De stod bare i et rum fyldt med forråd af forskellig art, let oplyst af flammerne i lanterne rundt om i rummet. Han flyttede sig heller ikke som hun gik tættere på, men kiggede blot på hende. Afventende.

Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på panden der ramte hans bryst. Han havde forventet så meget andet end et dybt suk og at hun bare stod der. Et øjeblik kiggede han bare ud i rummet, blinkede med øjnende og forsøgte at få stykkerne i hovedet til at passe sammen. En knytnæve kunne han forholde sig til. En fornærmelse eller fem. Råben, skrigen, vrede, sorg. Det her, var forkert.
”Pis og papir” svarede han næsten på ren instinkt og lagde et par bredde arme omkring hende. Han forventede ikke at hun krammede tilbage, han var ikke engang sikker på at han forventede at hun reagerede eller om det bragte hende noget. Men det var nok den bedste måde han kunne vise at han var der. Hvor lidt og dårligt det end havde været igennem tiden men ikke desto mindre forsøgte han.

Hun havde virkelig ikke forventet den reaktion fra ham. Hvilket nok også var grunden til at en let latter forlod hendes strube. Men tårerne ramte også øjnene, som hun prøvede at tænke på alt muligt andet. Og da han lagde armene omkring hende, var det som om dammen brød og hun knugede sig ind til ham. Her var det venskab hun havde savnet, da de havde været yngre - så havde han altid været der. Den gang hvor de havde hoppet over åen over glatte våde sten, havde han været den som havde sørget for at hun kom helskindet over mens hendes bror og de andre venner bare var løbet videre. Den gang han var kommet til at pande hende en, så blodet fosset fra hendes næse. Havde han stadig blevet, og trøstet hende som hun havde skreget af smerte og gråd. Og nu var han her igen, som en stor urokkelig sten. Hun tog nogle dybe indåndinger, mens hun prøvede at få følelserne under kontrol. “Caspian er en... jeg havde et forhold til da jeg var i starten af mine tyver. Vi, var forlovet.. men han var en del af lysets hær og kom ikke hjem...” hun tog en dyb indånding. “efterhånden ville man tro jeg ville blive vandt til at dem jeg holdte af forlod mig?” hendes strube lavede et ufrivilligt hik, som hun kiggede op imod ham. “Beklager jeg sætter dig i den her situation. jeg ved hvor meget du hader grædende kvinder.” snøftede hun, dog stadig med latter i stemmen.

“Måske ville det slet ikke være en dårlig idé at gifte mig med dig.. Du ville alligevel aldrig være hjemme, jeg behøver ikke tilfredsstille dig fordi du ville alligevel bare få det gjort hos andre kvinder. Jeg ville få min mor af nakken, stadig leve mit liv.. uden noget behøvet at ændre sig.” det var mest af alt bare en spøg at hun sagde det sådan. Men når alt kom til alt, så var der måske en smule sandhed bag ordene.

Reaktionen tog til i fart, og det gjorde ham meget ukomfortabelt at mærke at hun begyndte at græde. Det havde været noget andet da de var børn og hun var kommet til skade eller lignende. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere anden end at blive stående som støtte for hende. Det var hvad han kunne finde ud af. At være der. Han var ikke god til at trøste. Specielt ikke med ord og gode råd. Det var ikke ham. Og hvad fanden havde kvinder behov for når de var i denne hysteriske tilstand af ren gråd der gjorde at han blev helt defus?! Og så lige Anann. Anann havde været en del af drengene, hun havde i hvert fald sørget for altid at rende efter dem, og nå op på siden af dem. Når hun fejlede, kom hun hurtigt op og prøvede igen. Hun havde været oppe at slås med dem alle, og givet nogle solide slag ud. Hun var hårdføre. Men selv den mest hårde negl i verden kunne knække.

Han lyttede til hende og kom med et lille forsigtigt smil. Et af de lidt sørgmodige af slagsen over endes morbide tilgang i et forsøg på at grine af sin egen uheldighed. ”Betyder det at du er færdig nu?” han kiggede ned på hende med et trøstende smil. Skulle hun græde, så skulle hun græde. Og det kunne gøre ham så ukomfortabel som bare fanden, og det var hans problem. Han havde lyst til at give hende en trøst om at denne Caspian jo ikke havde forladt hende, men formuleringen af ordene var ikke noget han kunne finde ud af. Det kom bare til at lyde forkert. Så var det andet nemmere. Mere i hans boldgade.

Logan stod en rum tid og lod de næste ord bundfalde sig. Hvor meget spøg der end var over ordene så lød det sgu ikke som verdens mest dårlige idé i verden. De ville ikke fungere som et ægtepar. På ingen mulig måde, men det bragte andre aspekter med sig. ”Så er det det vi gør” fastlagde han overraskende roligt, trak hende lidt ud så han havde hænderne på hendes skuldre og kiggede ned på hende. ”Det er sgu ikke ligefrem fordi der kommer nogen overraskelser ved det!”

Hun grinte igen, og trådte lidt væk fra ham. Mens hun tørrede tårerne væk fra kinderne. “Ja, okay!” hun slå ham blødt på armen, og grinede lidt mere. Det forfjamskede ansigtsudtryk, var mere end nok belønning for hende. Så behøvede han ikke og stå, og fortælle det hele nok skulle gå. Eller forklare hende, hvorfor at det ikke var det samme. Hun havde hørt det så mange gange før, og for en gangs skyld - var det bare rart at nogen bare stod og lyttede. Også tog lidt pis på hende, det var jo ikke fordi det var et åbent sår længere. Det havde lukket sig, arret var stadig ømt. Men det var jo ikke fordi, at hun var et sørgeligt vrag lige som sidst. Hun fugtede læberne, og gav ham et skævt smil. Han var sgu god nok ham Logan.

Det næste han sagde, overrumplede hende dog. Sagde han virkelig hvad hun troede han sagde? Han mente det virkelig? Hendes blik ændrede sig fra at være ganske glad, til at give; er du blevet komplet sindssyg? Også begyndte hun at grine. “Kunne du virkelig se dig selv blive gift? Bare - så det overstået? Urgh, det så du kan tørre den af på mig, at sørger for din mor når du ikke er i byen... ikke?” hun satte begge hendes hænder på hofterne, og gav ham et gennemborde blik; jeg har lugtet lunten. Men nu fik han hende også til at oprigtigt overveje det. Måske, kunne de virkelig gøre det? Hendes smil blev et skævt et af slagsen, mens hun gav ham elevator blikket. Nu var han vel ikke den værste hun kunne binde sig til, han havde jo bevist at han kun var blevet bedre siden de havde været teenager.

Det var det Logan kunne finde ud af, og det faktum at det så ud til at virke havde en beroligende effekt. Så beroligende hele den situation nu engang kunne være, taget i betragtning af gråd og følelser og puha da da. Det lærte han alligevel aldrig at håndtere på nogen god måde! Eller på den måde som åbenbart var forventet af den almene befolkning. Men det almene befolkning havde Anann også haft så rigeligt med at gøre, til at han betvivlede at hun behøvede mere af den skuffe.

Logan trak let på skulderen efterfulgt af et grin, som hun mente at hun lugtede lunten for hvad han havde i sinde. ”Min mor klare sgu egentlig sig selv ganske fortrinligt! Det er sgu mere dig der hele tiden kommer til skade!” pointerede han, og selvfølgelig ville han da gerne at nogen holde lidt øje med den gamle, men det havde han en ide om at hun gjorde lidt i det skjulte alligevel. Måske besøgte Anann hende ikke lige, men hun hørte det nok hvis der var mere galt. Nej, det havde slet ikke været derfor. ”Tænk over det. Din mor ville stoppe med at plage dig, vi er for gamle til at få børn, og du kan få lov at beholde din hverdag som du ønsker den? Kommer der en rettelig mand frem du reelt ønsker at gifte dig med, finder vi også en løsning på det” hvorfor var han så ugeneret af tanken? Hun havde jo fuldstændig ret i at hendes liv kunne fortsætte som hun lystede det! Uden ændringer. Han hævede et øjenbryn af hende som hun lavede elevatorblikket. Lige tog ham i øjesyn en omgang. Jo jo, han var da ikke i sin bedste alder mere, men hun skulle hun vidst heller ikke blive for kræsen!

“Hm - det kan du måske have ret i” mumlede hun, og begyndte lede efter en ny flaske vin, som hun fik revet proppen af og begyndte at drikke. Måske de bare kunne blive her nede for en stund. Faktisk havde hun slet ikke nogen grund til at komme alt for hurtigt tilbage til de gamle. “Og hvad ville du så få ud af det? For helt ærligt, det skulle være første gang Logan Hallow gjorde noget ud af godhed af hans hjerte.” hun løftede hendes ene øjenbryn og munden formede sig i et skævt smil. Hun overvejede kort om hun skulle informere ham om, at hun allerede var mor til to børn. Så nej han havde nok ret, de var for gamle. Og hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå igennem den smerte en gang til. To gange havde været mere en rigeligt!

Hun grinede lav meldt og tog endnu en tår. “Finder manden jeg reelt ønsker at giftes med. Det løb det er kørt, og det kommer ikke til at ske.” endnu en slurk “er ret sikker på de fleste mænd der krydser min vej. Enden bliver ganske intimideret, eller ikke føler jeg er feminin nok. Desuden er jeg sgu blevet for gammel til at stå og lege husmor og ordne en mands sokker og mad. Nej, vi ældre modeller dem gider folk ikke længere at ligge an på.” vinen gjorde virkelig underværker for at få gang i stemmebåndet. Hun talte i hvert fald meget mere, end hun normalt ville gøre. Hun begyndte også at føle en behagelig summen i kroppen som hun tog endnu tår.

Logan trak sig på skulderen og lænede sig op af en større tønde der stod i rummet og fulgte hendes bevægelse med at finde en ny flaske vin som hun begyndte at drikke af. ”En gang skal jo være den første – rækker du mig ikke lige den der” han rakte hånden ud imod hende for at få af flasken hun havde åbnet. Logan gjorde sjældent noget for andre mennesker, med mindre han blev fyrsteligt betalt for det! Han var og blev en lejesvend, der gik efter sine egne luner. Et sigende smil hvilede på hans læber. Oh det liv havde været godt.

Logan kunne ikke lade være med at grine over hendes forklaring og rystede på hovedet af hende. ”Så er de sgu ikke rigtige mænd” påpegede han groft med den vanlige brummende latter i stemmen. Tanken om at se Anann i forklæde mens hun tilberedte aftensmad, eller stod over vaskebalgen for at rengøre tøj var ganske underholdende. Og direkte umulig for ham at ignorere igen nu den var dukket op på nethinden. Hvis ikke hun havde overrakt flasken efterhånden, ville han forsøge sig med at finde sin egen. Han skulle satme også lige have en tår eller to og styrke sig på.

Hun rakte ham flasken da han bad om det, men med det samme fandt hun bare en ny frem og åbnede også den. Spørgsmålet lå snart mere i, om de nogen sinde kom op fra kælderen igen. Måske de også havde indset at hun bare havde brug for lidt tid alene. For selvom at familie altid havde en tendens til at glemme, at de vidste præcis hvad man havde brug for og hvordan man var. Så overså de det gerne, og det havde moren i hvert fald startet ud med. Men Anann vidste også, at efter det hun var kommet til at sige. At der nok alligevel ville gå lang tid før at nogen ville prøve at finde hende igen. En ting hun altid havde gjort, lige siden hun havde været en lille pige; var at gå sin vej når hun blev sur eller ked af det. Finde sig et sted hvor hun kunne være i fred også skulle hun nok komme tilbage når hun var god igen.

Hun smilede stort over det Logan sagde. “Hmm, du ved altid hvad du skal sige for at gøre en kvinde blød i knæene var?” hun grinede tørt, da det gik op for hende. At ja, det gjorde han jo nok, hun vidste at på trods af hans ydre bestemt ikke var det kønneste. Så betød det ikke at kvinderne ikke alligevel prøvede at komme i lagnerne med ham. Hun rynkede med brynene, hvorfor var det også at selvsikkerhed var så fandens sexet? Hun dvælede lidt i de tanker, mens hun satte sig ned på det kolde gulv og drak videre.

Logan tog en solid mundfuld af flaskens indhold og lod smagen af alkohol bane sig godt vej ned igennem halsen med en let prikkende fornemmelse. Det måtte være et talent de begge havde. En stor forkærlighed for at drikke sig fuld, om end næppe af den samme årsag. Det var ikke hans familie der havde nævnt noget omkring en tidligere elsker i livet, som havde betydet mere end de andre. Det tog stadig lidt tid at acceptere at Anann havde fundet en så helt igennem rigtig for hende at det var blevet en forlovelse. Man kunne vel godt sige han var jaloux, men på mange punkter var han faktisk mere ked af det på hendes vejne. Hun af alle fortjente bare en smule medgang i sit liv! Det havde fanme ikke været nem med Logan rendende i tide og utide, eller jobbet for den sags skyld.

Logan grinede og lavede det karakteristiske ved at løfte øjenbrynene et par gange af hende. ”Du kender mig så godt – det må være min helt store styrke i livet” han var ikke som de unge staldknægte der førte sig frem med et drenget smil på læben og en attitude af sødhed, eller som rigmandsknægtende der fremvidste skægstubbe og store muskler på deres fine heste. Sådan var han ikke engang som teenager. Det måtte være den rene stærke selvtillid, og den besad han så meget af at det næsten var uhyggeligt. Flasken blev ført op til læberne igen og han lænede sig for en tid inden han gled ned af tønden for selv at sidde på gulvet og kigge dovent frem for sig. De kaldte vel, hvis de blev savnet. Hvis der var nogen der turde at komme langt nok ned til at de kunne høres. Logan kunne ikke helt undgå stadig at have tanker til at kredse om at han vitterligt havde sagt god for ideen om at blive gift. Det kunne meget vel blive en realitet. Han spejdede over til Anann mens han drak af flasken. Nå ja, han behøvede fanme også en dame der kunne sparke noget sund fornuft ind i kraniet på ham bare engang imellem!

“Skål på det! Og skål på, at lige meget hvad der sker - så kan verden aldrig skille os fra hinanden. Lige meget hvor meget vi selv forsøger.” hun grinte, med lidt mere volumen end normalt. Og vente så vin flasken i vejret. Da hun stoppede igen, var der ikke ret meget tilbage. Og summen begyndte at blive til, at hun måske, måske ikke følte hun snurrede en lille smule. Hun satte flasken fra sig, og begyndte at kravle hen imod ham. Det var tydeligt at en flamme var blevet tændt i hendes øjne, og der var mere end bare en venskabelig tone i den måde hun opførte sig på. Det føltes i hvert fald for hende, som om at det hele var blevet bare et par grader varmere her nede i kælderen.

Men lige som hun var nåede hele vejen hen til ham. Og det havde været hendes tanke at presse sine læber imod hans, kunne høre en stemme der rømmede sig oppe for enden af trappen. “Anann og Logan?” perfekt, hendes mor var der igen til at ødelægge resten af hendes aften. Hun trak sig væk fra ham, da det næsten føltes som om nogen havde smidt en spand kold vand i hoved på hende. “Ja?” hendes stemme formåede faktisk at lyde næsten venlig. “Maden er klar, og vi venter egentlig kun på jer. Kunne i tænke jer at tilslutte os andre ved bordet?” hun stønnede skuffet, men rejste sig trods alt op. Hun smilede ned til Logan. “klar?” han fik dog ikke lov til at svare hende igen, før at hun begyndte at bevæge sig op af trappen. En smule usikker, men hun kom da op af dem uden at falde ned igen. Det synes hun i sig selv var en sejer i sig selv.

Det var et muntert mere hjerteligt grin der kom over Logan som han løftede sin egen vinflaske op i vejret mod hendes, så glasset lavede en let hård knirren mod hinanden. ”Og vi kommer til at give verden kamp til stregen!” Logan drak sultent af flasken, og fik kørt mange store mundfulde ned, til der næsten kun var en bundslat tilbage til at skvulpe i bunden og for et øjeblik hengav sig til den sprittede med stadig søde vinsmag druerne var blevet presset om til for nok flere år siden. Logan tørrede sig under munden med ærmet og smilte et af de typiske alt for selvsikre smil, som ikke blev mindre af at Anann kom tættere på. Hvem havde forventet at det bedste valg den dag havde været at gå med ned i en vinkælder! Okay, alt der indebar en vinkælder måtte være en god ide.

Men næh nej, der var andre planer. Lyden af morens stemme fik ham til at klukke en smule håbløst og tage sig til hovedet. Han havde glemt at der naturligvis var familiemiddag på bordet, og hele familien, eller næsten hele familien, til at omkredse det måltid. Tanken om Louise og hvad problemer det havde bragt med sig, måtte han tage op til eftertanke en anden dag. Det blev også noget dejligt rod.
Med et suk kom Logan op at stå igen og overvejede at børste støvet af tøjet, men nåede frem til konklusionen at han var rigeligt beskidt i forvejen til at det næppe blev opdaget. I stedet valgte han at ligge hånden om nakken på Anann og kysse hende inden hun nåede at komme med indvendinger, inden han begyndte at bevæge sig op af de første trin på trappen. ”Helt klar”

Hun nåede dog slet ikke op af trapperne, før hun følte en hånd omkring hendes nakke. Ganske overrasket, kiggede hun op på Logan. Også var der læber der ramte hendes. Anann blev ikke så nemt forfjamsket, men lige der kunne hun godt mærke der var noget varmt der begyndte at stige i hendes kinder. Den lømmel! Han vidste hvad hun havde overvejet, og nu ville hun da bestemt ikke have nemt ved at tænke på andet. Hun gik efter ham, uden at sige noget. Hvis hun overlevede denne familie middag med hendes forstand hel, så ville det være en rigtig god aften.

Det brændte i hendes kinder, som hun trådte op fra kælderen. Og blev enig med sig selv, at hun kunne skyde skylden på vinen. Selvom hun godt kunne indrømme for sig selv, at længslen for den høje og bredskulderen mand der gik foran hende. Nok mere var grunden til, at hun kunne mærke graderne i kroppen stige. Hun slugte det mundvand der havde samlet sig, og gik med forsigtige skridt ind i spisestuen hvor der var blevet lagt et helt festmåltid frem. Anann gjorde store øjne, og glemte for et kort stund hun stadig var vred på moren. At hun havde mere lyst til at trække Logan tilbage på hendes værelse og gøre uanstændige ting. For, hold da op hvor blev hun sulten! “For fan-” Owen gav hende et skarpt blik. “Jeg mener, det ser helt fantastisk ud! Hvordan.. Wow!” hun satte sig ned med et stort smil, og rakte ud efter vinflasken og begyndte at hælde op i glassene. Denne gang alles, og ikke kun hendes. “Ja det er måske ikke så meget som, jeg kunne have nået, havde jeg vidst vi skulle fejre en forlovelse her til aften!” sagde moren glad, da hun så sin datter ikke længere virkede sur eller vred på hende. “Men tag endelig for jer! Jeg håber det smager” faren tog dog muligheden for at rejse sig op med sit vinglas i hånden. “Jeg vil gerne udnytte denne mulighed for at sige... jeg er så stolt af dig min egen. Og hvor er det fantastisk at se dig igen Logan. Jeg ved min egen havde håbet på at vores datter var endt op med købmandens søn. Men i mit hjerte, havde jeg altid håbet på det blev dig. Så skål for at det omsider skete!” Anann måtte indrømme det kom lidt som et chok, og hun kiggede med store øjne på faren. For derefter at vende dem imod Logan, meget tydeligt med et blik der sagde. Så nu er løbet kørt, du får ikke lov til at bakke ud af den her aftale. Om jeg så skal slæbe dig ned til præsten der kan vie os.

Logan ville nærmere havde brugt resten af dagen på at spekulere over om hun havde ment at hun ville tættere på, eller om det havde været en fejlaflæsning. Og hvordan fandt Logan nemmest ud af hvad Anann ville? Ved at prøve sig frem. Desuden, han havde mere eller mindre altid lyst til at kysse hende, så det var ikke rigtig underligt at han havde gjort det. Ikke fra hans synsvinkel. Den lyserøde streg der listede sig op over hendes kinder, fik ham også til at smile bredt og tilfreds. Han kom muligvis til at betale for det senere, men det havde bestemt været det værd!

Først. Familiemiddag. Det var også et overvældende bord der var blevet fremsat og Logan måtte tage sig selv i at åbne munden en mule overrasket og kigge rundt med et imponeret blik. Han vidste godt at de gav deres gæster en god velkomst, men det her kom alligevel bag på ham. ”Lige mine ord, fantastisk” han havde nok også hellere gjort brug af bandeord, men han regnede med at det skarpe blik også indbefattede at han hellere måtte varte sig bare en smule. Der var trods alt børn til stede.
Logan satte sig med et sultent blik og var nærmest klar til at kaste sig som en sulten bjørn over måltidet, da det tilsyneladende var tid til taler. En smule forvirret kiggede han op på Ananns far der med glædestrålende stemme kom med sine ord til Anann og Logan. Logan var ikke en mand af få ord, og han havde som regel altid noget han kunne vende tilbage til, men han følte sig pludselig helt tør i munden og hjernen stod stille. ”S-Skål for at det omsider skete!” gav han faren ret og løftede sit vinglas op i hilsen, men hans blik flyttede sig til siden som han begyndte at drikke. Han genkendte blikket og han lavede et ganske svagt næsten useeligt nik til hende. Der var absolut ingen vej udenom nu, det kunne han ikke byde familien! Inden året var omme, ville han med stor sandsynlighed være en gift mand!
Vinen blev nydt i en solid slurk, uden at han tømte glasset før han satte det fra sig igen på bordet, før mad blev en realitet. Han havde en sult at stille, og det var også den nemmeste måde lige at bearbejde hvad der kom til at ske.

Hvad havde hun dog rodet sig ud i?
Disse tanker blev ved med at rumsterer rundt, som hun begyndte at tage for sig af maden. Hele stemningen omkring bordet var ganske munter, folk snakkede grinede og skålede. Jo længere tid der gik, desto nemmere var det også for hende - bare at glemme alt der var sket. Lade som om, at det hele var ganske normalt. Fordi dét at pludselig blive forlovet, uden det helt var meningen. Det var da ganske normalt, ikke? Når man så i bakspejlet, så havde dagen i dage. Været ekstraordinær mærkelig, også selvom at Anann havde en tendens til at blive udsat for ganske - markværdige ting nu og da.

Som aftenen stod på og Abel til sidst, var blevet lagt ind i gæsteværelset for at sove. Havde Anann fået mere vin, end hun nok burde have drukket. Moren var også kommet med en lavtmeld bemærkning. Men havde ikke snakket så højt, da hun var bange for at hendes datter igen blev vred. Set med hendes øjne, var det måske forståeligt at være lidt bekymret. Anann havde før haft problemer med at lade de alkoholiske vare stå. Og havde også kostet hende, den karrierer hun havde haft i lysets hær. Anann derimod, var blot ved godt mod. Hun svævede på en sky, af ikke helt vide hvad der foregik omkring hende. Og efter næsten at have væltet alle tallerkner, hun havde bragt tilbage i køkkenet. Havde moren pænt, men med en meget fast stemme bedt hende om at holde sig væk.

Hun gik tilbage i stuen, og kiggede lidt rundt. Måske noget frisk luft ville være - behjælpeligt på situationen. Hun overvejede først om hun skulle inviterer Logan med ud, men så at Owen pludselig havde hævet fat i ham. En samtale der nok bestod af, jeg holder af dig. Men hvis du gør min søster ked af det, så smadre jeg dig. Bare tanken om at hendes bror ville sige den slags til Logan, fik hende til at fnise. Selvom at hendes storebror, var en stor mand. Og man kunne se at han til dagligt brugte mange timer i marken, med de tunge ting. Så var hun ret sikker på at Logan kunne knække ham midt over - skulle det komme til det. Så med den tanke i mente, sneg hun sig lige så stille ud af døren.

Solen var gået ned, og stjernerne blinkede stærkt fra en skyfri himmel. Med et snurrende hoved, satte Anann sig med ryggen mod hegnet til hestefolden. Hendes øjne kiggede op, dog gik der ikke længe før hun lagde sig ned i græsset. Måske havde hun alligevel fået mere at drikke, end hun kunne tåle.

Logan gjorde det næsten til en kunst at følge med som om alt var normalt, i situationer der slet ikke var det. Han anså det ikke som spor normalt at blive forlovet meget spontant og uden det var meningen, i løbet af en eftermiddag! Men han havde haft meget arbejde, hvor skuespil havde været en del af opgaven. Det faldte ham nemt. Desuden, han kendte familien. Nok var det længe siden at han havde haft rigtig noget med dem at gøre – taget i betragtning at han ikke vidste at spænstige Louise var blevet gift med Owen og havde produceret unger. Han følte sig pludselig gammel, og alligevel syntes alderen aldrig rigtig at melde sin ankomst i hans sind, siden han næppe slog sig ned til at blive gammel og grå.

Anann var gået tidligere i gang med vinen og havde ikke taget lidt for sig, men det ændrede ikke at Logan kunne nedlægge glas efter glas. Han morede sig, og havde ikke engang opdaget at Anann havde været i gang med at smide med alle tallerknerne og til sidst valgte at tage en pause væk fra al larmen. Logan fortsatte de gamle historier med Owen, samt nogle nye der var sneget sig forbi. De mere sobre. Ingen drab, og ikke for mange grafiske detaljer der ikke passede selskabet. Forældrene var jo stadig til stede!

Logan var ikke sikker på hvor lang tid der gik før han bemærkede at hun var væk. Owen havde vidst heller intet bemærket men faren kunne bekræfte at hun ikke var gået i seng men nærmere gået udenfor. Det var også der han fandt hende. Han gik ikke skævt eller påvirket, men omgivelserne var en smule mere bløret. Det manglende øje gjorde at hans ene øje ikke kunne følge helt så godt med så snart alkohol var indenbords. Han fandt hende i græsset, liggende. Han var ikke sikker på om hun sov rosen ud eller bare slappede af, men hun så ganske fredelig ud. Det var ikke ofte man så hende fredelig. Tungt satte han sig i græsset , op af hegnet, med en flaske i hånden og så op på himlen der begyndte at formørke sig mere og mere. De var forlovede. Han havde selv rodet sig ud i det her og nu havde han ikke hjertet til at trække sig. Familien havde været endevilde, som havde de forventet at det aldrig nogensinde kom til at ske. Egentlig en ret fornærmende tanke. Anann var et standhaftigt stykke kvindfolk! Hvem ville ikke giftes med hende?

Hvis hun skulle være ærlig, var hun nok faldet i søvn. Brisen fra den varme vind, den dejlige fornemmelse af græssede der kildede den bare hud. Det var næsten himmelsk, bare at ligge og nyde det. Især når flere flasker vin var blevet indtaget. Det plejede at have hvis effekt, på hvordan omgivelserne blevet taget ind af kroppen. Så det var først da der var nogen som satte sig ned ved siden af hende, at hun kom til mere eller mindre bevidstheden igen. Nogle få stønne og mumle lyde forlod hende. Hvilket nok var en ganske god indikator på, at hun ganskevist var faldet i søvn. Og hvem vovede nu at vække hende?
Hendes ene øje åbnede sig, som hun betragtede den store skikkelse ved siden af sig. Hendes forlovede.
Læberne formede sig et smil, før hun kunne nå at stoppe det. Måske var hun mere glad over idéen, end hun faktisk gav udtryk for. Som hendes tanker havde fortalt hende hele dagen. Den mand, som sad ved siden af hende. Havde altid været der, måske havde han forpasset nogle af de store øjeblikke. Dem hvor hun virkelig havde haft brug for ham. Men hun havde været den første til at forlade stedet, hun havde også forladt ham. Så i bund og grund, kunne hun så være så sur på ham? Nej, sagde logikken. Men hendes hjerte var stadig bitter. Bitter på verden havde kastet så mange ting i hoved på hende. Over at hun altid stod for skud, og altid følte hun skulle kæmpe lidt ekstra for tingene.

“Så - min egen.” kom der lidt snøvlede frem fra hende, som hun satte sig op og sidde igen. Hun greb ud efter flasken han havde i hænderne. Men koordinationsevnen havde røget sig en tur, og hun ende i stedet med at vælte halvt ind i ham. Hånden som havde langet ud efter mere vin, var endt på hans arm i stedet. “Hovsa..” som fnes hun, som hun kiggede op på ham. “Ser ud til jeg har fået... lidt for meget.” medgav hun, og lagde sit hoved imod hans skulder.

Det var svært ikke at begynde at grine over de gryntende og mumlende lyde der forlod den tilsyneladende sovende Anann, hvis krop protesterede mod at vågne op. Måske han egentlig bare skulle havde ladet hende ligge og sove de store mængder af vinflasker ud af systemet igen. Men der var sgu noget langt mere underholdende ved at overvære fuldebøtten indtage den blørede verden for fulde smadder.

Logan løftede den store arm en smule, for at imødekomme hendes udstrakte hånd, der i stedet endte med at hun væltede fremefter og bragede frem mod ham. Det frembragte en dyb latter der fik hans krop til let at hoppe. "Dig? Jeg troede ikke det var muligt" brummede han og lod hende sætte sig til rette inden han ragte flasken op imod hende. Hun var et voksent menneske, hun kunne selv beslutte om hun ville have mere eller ej. "Men hvis det er hvad der skal til for at du falder for mig, så drik endelig videre" rent instinktivt lod han sin kind hvile ned imod hendes bløde hår, der havde den velkendte duft af Anann. En dejlig duft.