Hendes fingre arbejde sig stille og roligt rundt i sønnens hår. Det var meget kærligt, måske grænsede det til det næsten sensuelle. Hendes blik faldt fra manden ved hendes fødder, over til pejsen hvor ilden knitrede lystigt derudaf. Hvilken skam at han ikke vidste hvor denne dæmon der havde trylletbundet hendes søn var henne. Hun kunne nu ellers gøre godt med en snak med denne. hun fugtede læberne, selvom der var børn af hendes i afkroge af verden, som hun afskyede. Så var hun også klog nok til at vide - at hun havde brug for hjælp, og meget af den. Men var det virkelig det værd? 

Hun tog en dyb indånding. Dæmonforbud, hun tog det ikke så nært. Der havde været så mange regler imod dæmoner igennem hendes lange levetid. En ting mennesker så ud til at glemme, var at de ikke kunne stille så meget op imod dem. De ville altid være der, gemt i krogende - eller ude i lyset hvor ingen så dem. Hun slikkede sig om læberne, mens hendes hænder lagde sig omkring sønnens skuldre og begyndte at masserer dem. 

“Min kære søn, du har meget at lærer... Menneskernes regler har meget at skulle sige. De vil altid indskrænke det de frygter. hvilket de bør. Men desværre forstår de sjældent for svært det er at kontrollere at disse love.” hun mumlede stille, fjernede hænderne fra ham og lænede sig tilbage i stolen. Hun følte sig igen afkræftet. Vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv - mon det var sådan gemene mennesker havde det, når de var syge?

Kieran begyndte at slappe mere og mere af som Avaions hænder arbejdede i hans hår. Det var både en tryghedsting at blive nusset i håret af sin kære moder, men der var også noget andet i det. Noget dybtegående og pirrende så kærligt som hun behandlede ham. Noget der kun blev bedre som hun gav sig til at massere hans skuldre og Kieran lukkede øjnende let og nød blot berøringen stille og roligt.

Han åbnede dem igen som hun talte. Han var stadig naiv og ung, specielt da han foretrak at være i hendes nærhed og palæet. Konstant til hendes rådighed, men også for godt vant hvad angik velbehag og opvartning. "Det er blot et spørgsmål om tid før de stopper igen." men Kieran havde ikke lyst til at lege med ilden. Han nød livet for meget til at tage chancen. "Skal jeg hente noget til dig, mor?" han spurgte forsigtigt, men uden at lade den tyngende medfølelse afspejle sig i sin stemme. Han forventede at hun ville hade at blive talt til som var hun et skrøbeligt lille menneske. Hun var så meget mere end det. Blandt dæmonerne var hun øverst i hirakiet. Ingen skulle tale ned til hende.

“Mmmhm” spandt den rødhåret dæmon, mens hendes øjne lukkede i. Hun kunne mærke livskræften der strømmede fra sønnen mellem hendes hænder. Hun mærkede varmen der bredte sig i hendes hænder, da hun begyndte at finde små knuder af sener der havde sammentrukket sig. 
Men hun havde mere brug for følelsen af hans hud, så hendes fingre gled fra skuldrene, op til hans hals. Hendes negle strejfede hen over kæben, og hendes øjne åbnede sig igen. 
Hun var stadig sulten, men hun formåede at rive sig tilbage fra at begynde at tærer på sønnens livskræft. Derfor var det også en meget abrupt bevægelse, hvor Avaion trak sine hænder til sig og rejste sig op.
Hun trådte væk fra stolen hun havde siddet i, og begav sig lidt frem og tilbage. 

“Måske en tur i haven vil hjælpe” sagde hun misfornøjet, over hendes tilstand og hæv en silkekappe fra sengen og slog den hen over hendes skuldre. Hun kunne mærke en ulmende energi i i hendes indre, og hun blev så forfærdelig rastløs. Måske hun skulle holde et bal igen, så snart at hun havde fået det bedre. Eller finde nogle håbe løse mennesker, hun kunne trække deres energi fra. 
Avaion fugtede sine læber, og gjorde tegn til at sønnen skulle følge hende med hende ned til palæets have.

Havde det været på alle andre tidspunkter, var Kieran blevet dybt fornærmet over at nogen trak sig så pludseligt fra ham, mens han ellers nød deres berøring. Han havde da også tanken at han ville sige noget. Have sin mor tilbage som hun var før. Fuld af liv og dansende bevægelser. Men det var en hård tid de var gået i møde, og han både respekterede, elskede og frygtede hende for meget til at modsætte sig. I stedet sænkede han blikket og accepterede hendes valg, trods det smertede ham.
Han løftede først blikket som hun begyndte at træde nogle skridt væk, og han rejste sig selv for af følge hende som en lydig hund der aldrig ville forråde sin herskerinde.

Han holdte dog nogle skrid afstand for at være sikker på om hun ønskede at han fulgte hende, men så snart hun havde givet tegn, var han næsten oppe på siden af hende. Han lod hende gå et par halve skridt foran ham, givende hende den velfortjente ret til at bestemme hvilken retning og hvad præcist hun ville. ”Gartnerne er også lige blevet færdige med den nye pyntning af haven. Jeg har ikke selv set det endnu” men han regnede da med at de havde gjort deres job ordentligt. Ellers skulle han gerne straffe hver og en af dem.

Da de begyndte at bevæge sig ned af de lange gange, flotte malerier og generelt en udsmykning der skreg af hvor velhavende den ældre dæmon kvinde var. Lagdelen mærke til, hvordan at Kieran altid formåede at gå et halvt til helt skridt bag hende. Selvom det var en skøn følelse hvordan han altid føjede sig efter hende, hvordan han underdanig fremviste gang på gang, at han lovpriste hende og den jord hun betrådte.
Måske ikke altid i helt så voldsom en grad, men derfor kunne man jo som hengiven mor ikke blive andet end stolt.
Hun nikkede over hans ord, som han fortalte at gartnerne var færdig med udsmykningen af haven. Ja, noget smuk at se på, så hun kunne glemme billede af hendes utålelig søster fra hendes nethinde.
Hun lod en hånd glide ud, og lagde den rundt omkring hendes søn der var en smule lavere end hende selv. “Kom, du skal ikke gå bag mig som en underdanig hund. Blodet i dine åre er kraftigere end du skal lade dig kue.” hendes stemme var blød, som hun trak sønnen ind til sig, selvom der også var et snert af alvor bag den. Hvordan ville han klare sig, hvis hun faktisk var afgået med døden? Hendes blik lagde sig på ham, og et dyster smil prægede læberne. Hendes blik fangede en tjeneste pige, der næsten sprang af skræk da hun så fruen af huset.
“en flaske vin til haven” kvinden hoppede lidt igen og nikkede mere end hun behøvede, før hun pilede ud imod køkkenet. “dejligt at se de stadig frygter mig” brummede hun, som hun gik hen til de store franske døre, som hun skubbede op. Regnen var ikke aftaget, faktisk stormede det næsten mere end før. Men hun var ligeglad, som de våde dråber haglede ned over hende trådte hun ud og mærke kulden der greb omkring hendes skikkelse. Hun skreg i arrigskab, og gjorde et håndtegn med hendes fingre og en af buskende som var formet som en  skulptur mistede dens hoved. Da hun havde mærket trådene hun besad, snitte sig igennem de tykke grene.

Kieran var sjældent underdanig over for nogen anden i hans liv. Han havde et ego der bød ham altid at sætte sig selv og sine egne lyster først lige meget hvad. Med mindre Avaion var der. Hans mor var som solen i hans liv, og alt hun gjorde var rigtigt og han skulle altid føje hende. Han kunne ikke forestille sig et andet liv eller en anden måde at behandle hende end som den gudinde hun var. Derfor tilsidesatte han sine egne behov og gik efter hende, lod hende vise vejen i sit tempo og ville aldrig gå forrest og bestemme over hende.

Det var sådan han så verden, men han kunne heller ikke andet end at smile et varmt og betaget smil som hun bad ham gå ved sin side. Han mærkede et tag af stolthed gøre ham næsten endnu mere rank i ryggen som han nu fastholdte hendes takt, så tæt op af hende som han kunne få lov til. Specielt nu hun selv havde trukket ham ind til sig. ”Ikke kraftigere end dit” han fik sin styrke fra hende – næppe fra sit faderlige ophav han knap kendte til. Han havde aldrig været vigtig og aldrig betydet noget. Det gjorde hun.

Et af Kierans velkendte grin forlod ham ved synet af den unge tøs der pilede afsted for at hente vinen som Avaion efterspurgte. ”Selvfølgelig gør de det. Efter hvad du har været igennem, og stadig er kommet tilbage til livet. Så kan man ikke andet end at frygte dig mere end Kile selv” pointerede han med et skævt smil. Han stoppede op i døråbningen og kiggede på den voldsomme regn der hamrede ned fra himlen. Han blev stående, lænende op af dørkarmen med en hånd hvilende på hoften som han betragtede Avaions skikkelse blive mere og mere gennemblødt af regnen og hendes arrigskab mod en stakkels skulptur der nemt som ingenting bukkede under for hendes styrke. Kieran smilede. Han betragtede hende, som hendes tøj begyndte at klæbre sig ind mod hendes krop som vandet vædede det. Han slikkede sig om læben. Hvor han havde savnet hende og hendes fyrige temperament.

Efter hendes lille vredesudbrud tog hun en dyb indånding. Helt ned i lungerne, som hun vente hoved imod den piskende vrede regn, der uden at holde tilbage plaskede ned imod hendes ansigt. 
Et smil bredte sig hen over hendes læber, som hun lige så stille begyndte at grine. En hæs latter først, men som den banede sig vej gennem hendes strube blev den mere manisk. Det føltes godt, det føltes rigtigt, hendes arme bredte sig ud, som hilste hun velkommen til en kær ven. Endnu en dyb indånding, hun var levende. Hun levede, hendes kære søster havde troet hun havde aflivet hende, men hun ville komme tilbage stærkere end nogen sinde før!

Dette skulle blive årtiets magtkamp, og hun var ligeglad med hvor mange år, hvor mange årtusinder hun skulle bruge på det. Men hendes søster ville uendeligt se hendes underlag, hvor at Avaion ville være den der atter sad på troen. Det ville bare været spørgsmål om tid. Mærk mine ord Naamah, jeg kommer efter dig.

Den skælvende pige kom tilbage med med vin og glas til dem begge. Hendes hoved var bøjet som hun stillede sig bag Kieran. “Jeg bringer vinen til herren og fruen.. men .. vil i stadig have den serveret i haven?” Det var ganske tydeligt, hvor meget hun frygtede ikke bare Avaion der havde stået og grin manisk i haven. Men også den flotte mand, som hun henvendte sig til.

Enhver anden ville havde sagt at Avaion var gået fra forstanden. At hun var komplet sindssyg. De havde formentligt ret, men det var ikke Kierans mening. Han betragtede hende med stor kærlighed og begær efter det væsen i regnen der nu begyndte at grine højlydt. Med alt hvad Avaion havde været igennem, var det klart hun var sådan. Ingen forstod dæmoner som dæmoner forstod hinanden, og ingen havde ret til at dømme dem. INGEN.

Kieran fjernede modvilligt sin betragtning og ikke mindst betagelse af Avaion i haven, som den lille tøs kom tilbage. Han drejede kroppen og så en smule uinteresseret på hende, som havde han glemt alt om vinen. Han fandt det trætteligt at hun stilte ham spørgsmål – for hun skulle da vide præcis hvor det skulle stå! Det var det hun var ansat til. ”Fruen sagde haven, så haven må det være! Ellers må du jo spørge hende selv” svarede han afvisende. På den måde slap han også for konsekvenser havde han taget et forkert valg. Lige nu mente han ikke at Avaion ville have vinen i haven – men ville hun og han havde sendt pigen op til gemakkerne. Det havde konsekvenser han ikke ville mærke. ”Nej vent, bliv her. Jeg skal nok spørge hende” fik han medlidenhed med det skræmte udtryk pigen havde? Måske.

Han gik forbi hende, ud i regnen uden at lade sig påvirke af at det gjorde hans pæne hår slasket og tøjet tunget. Han fortsatte hen til Avaion som stadig lo, hvad Kieran næsten ville kalde hjerteligt. Han afbrød hende ikke, ventede i stedet mens han brugte tiden på at betragte hende. Sultent.

Hun mærkede hans aura, længe før at han nærmede sig hende. Havde hørt de afvisende ord, efter at kvinden havde spurgt om vinen stadig skulle serveres i haven. 
Hele hendes krop sitrede og sydede - det var i sandhed en mærkelig dag at være i live. 
Latterne forstummede, som hun mærkede hans øjne betragtede hende. Sulten pulserede igennem hendes krop, for det var ikke sult efter kødeligt mad. Men efter hende. Hun kunne mærke det, lige så klart som når solen stod op om morgen, og gik ned igen om aften. 

Lige så stille, vente hun sig rundt. Mærkede hvordan at hendes hår samlede sig omkring hendes ansigt. De skarpe kindben, de stærke piercende øjne. Hun var tilbage, i hvert fald for et øjeblik. 
Med hurtige skridt, var hun henne ved sønnens skikkelse. Og en hånd greb omkring hans hage. Kommanderede at han rettede sin uforbeholdne opmærksomhed på hende. Selvom hun ikke var et sekund i tvivl, om at hendes fysiske handling ikke var nødvendig. 
Men der var det for hende.
Hendes læber lagde sig krævende på hans fyldige læber, som hun tvang sin skikkelse helt ind til ham. Han skulle give hende hvad hun krævede, og det var fysisk kontakt. Hun krævede, at den sult hun havde følt hos ham. Skulle blive større, som hun kommanderede hans læber imod hendes. 

Det var ikke spor underligt eller unormalt at Kieran eftertragtede Avaion. Hun var perfekt. Man eftertragtede altid det perfekte! Intet kunne overgå hende. Ikke for ham, ikke for nogen. Han hadede enhver der forsøgte at gøre hende fortræd og han ville hævne sig med næb og klør. Han var jaloux på enhver som hun gav opmærksomhed og fik lov at være hos hende. Og han forstod ikke dem som ikke ville hende, for de forstod tydeligvis ikke hvad Avaion var.

Så da hun kommanderede ham til at give hende alt opmærksomhed, havde hun allerede det hele. Tjenestepigen var forduftet var hans sind, om hun stadig var der eller ej kunne ikke rage ham mindre. Hun var luft. Ingenting.
Det var som om en drøm gik i opfyldelse da han mærkede hendes læber mod hans igen. Tiden kunne gå i stå, verden kunne falde sammen, han ville ikke opdaget det. Hans sult var umættelig som han mærkede hende igen, og han havde fat om hende så snart hun var der. Han kunne ikke få nok, og han ville havde alt lige her og nu. Hans sult voksede og voksede, umuligt endnu mere bare ved at mærke læberne. Hans hænder løb op af den regnvåde ryg, pressende fingrene ind for alvor at mærke hendes hud bag tøjet. Tøj han nemt kunne flå af hende lige her, og lige nu.

Alle menneskelige former for tanker var væk fra hendes sind. Tilbage var bare dyret, dæmonen som der glubsk afkrævede hendes næring. Det hele hendes essens var - og krævede. Det skulle være nu, og han kunne give hende det. Kvinden han havde bragt til hende, den som der stadig lå i hendes værelse - indtørret og ikke længere et væsen af denne side af universet. Havde kun taget den værste sult, nu måtte  manden hvis læber var presset imod hendes - dække resten af hvad hun krævede. 
Fingrene flyttede sig fra hans hage, og greb voldsomt omkring hans hår. Selvom hun måske ikke var en stærk person, var altid ved hende lige nu - voldsomme både i måden hun næsten tvang sin skikkelse hen over hans, grundet deres højde forskel. Men også styrken bag hendes greb, som hun ikke helt forstod hvor kom fra. Regnen haglede ned over dem, hun hørte ikke flasken af vin der knuste imod marmorgulvet. Lyden af en kvinde der faldt om - nej Avaion havde ikke lagt mærke til, at for ikke at suge af livskræften fra sønnen - havde hun gjordt det fra stuepigen i stedet. 
Hele kroppen pumpede af adrenalin. Som fingre som klør, begyndte at hive og få i hans tøj. Det skulle af - nu.

Det var ikke sådan han så hende oftest. Men der var alligevel noget så genkendeligt ved den glubske dæmoniske natur der omfavnede hende på grusommeste vis og tvang ham til at give alt hvad han kunne for at tilfredsstille hende. Ikke at hun behøvede at tvinge ham, men han var hende underdanig på alle punkter. Avaion var ikke bare hans moder og elsker, men hans kræft og styrke. Han ville altid følge hendes ønsker, hvad end det krævede af ham.
At stuepigen faldte til jorden med et bump var ham fuldstændig uvelkommen og blev ignoreret. Det samme gjorde lyden af den knuste vinflaske og tilhørende glas. Fuldstændig irrelevant. Vinen såvel som stuepigen kunne nemt erstattes og besad ingen betydning for dæmonerne der var på voldsomste vis, var ved at nærmest indtage hinanden.
Vejrtrækningen blev mere krævende, som blodet pumpede af lyst og adrenalin i kroppen på ham. Han havde ventet så længe på øjeblikket af at få hende tilbage til sig, at han ingen hæmninger besad i at passe på sit eget eller hendes tøj. Han rev i hendes tøj for at få det åbnet og blotte hendes krop i den sivende regn og som hun fik åbnet hans skjorte rev han den hurtigt af kroppen. Så snart i hvert fald hendes overkrop var nogenlunde befriet, slap hans hendes krævende læber for sultent at bevæge sig ned af hendes hud. Det var ikke nænsomt af nogen art, men krævende som han flåede videre i tøjet og mærkede hvordan han blev mere og mere gennemblødt af regnen.

Pludselig var de nået der hvor de gerne ville hen. Hvem der havde revet hvad tøj af hvem, og hun selv hvad fjernet det meste af sit eget tøj – hun anede det faktisk ikke. Og var også ligeglad, regnen der haglede ned over de nøgne kroppe, gjorde intet for at køle hendes væsen ned. Tværtimod – alting gjorde, det hele meget værre. Og hun vidste faktisk slet ikke hvordan at det kunne blive bedre, andet end at tage hvad hun vidste bedst – nemlig den lyst som hun kunne mærke strømmede fra Kieran i dette øjeblik.
Hendes fingre dansede hen over hans arme, fulgte hans kontur af muskler, former der var på hans krop. Pludselig havde hun ikke så travlt, som hendes læber fangede hans kæber, kyssede sig vej hen til hans øre, hvor at tænderne greb omkring hans øreflip. En tunge gled hen over hans hals, inden at hun måske lidt hårde en blidt, satte sin tænder i skulderen. Hun ville nu ønske, at de ikke længere stod midt i ingen ting. At der faktisk var noget mere konkret at ligge eller læne sig op af.
Så med en selvkontrol, hun bestemt ikke havde udvist før, gled hun fra ham. Et lusket, næsten skummelt smil spredte sig hen over hendes fyldige læber. Derefter vente hun sig rundt, og begyndte at glide sig hen over grusstenende der lå under hendes nøgne fødder.
En destination var i hendes tanker, som hun fortsatte ufortrødent imod udestuen. En glas kuppel der stod lige før, at man kunne træde ud i labyrinten lavet af hækkebuske.
Uden overhoved at kigge tilbage – forventede hun naturligvis at hendes søn fulgte efter hende.