Hun bevægede sig langsomt rundt i lokalet, selvom at badet havde hjulpet meget på hendes ømme muskler, så kunne hun stadig mærke de mange timer på hesteryggen. Hun ømmede sig lidt, mens hun fokuserede udelukkende på at hælde vandet ned i gryden. Hun bragte det over til komfuret, hvor hun begyndte at tænde op. Hun hæv metal pladen hen over, og satte gryden op på. Derefter fandt hun to kopper, og begyndte at ligge teblade ned i.

Hendes fod begyndte at trippe en smule, og de blå øjne gled rundt i rummet. Det var først nu at hun mærkede vinden der tog fat i hendes bare hud. Var der en vindue åben? Hun kiggede med rynkede bryn rundt, men kunne ikke lige se hvor det skulle være. Før at det gik op for hende, at en dør var åben. Lige så stille begyndte hun at gå hen imod den, men da hun kiggede ud kunne hun først slet ikke se noget. Det var først da øjnene havde vænnet sig til mørket, at hun så skikkelsen stå og kigge op imod himlen. Hun lænede sin ene skulder imod dørkarmen, og lagde armene over hinanden. Hendes første indskydelse var at rømme sig, eller anmelde at hun stod bag ham. Men der var et eller andet som holdte hende tilbage.

Der var noget så sårbart over ham lige nu, hun ville gerne vide alt omkring ham. Vide hvad han tænkte, hvad han ønskede - hvad han drømte om? Hun vidste jo godt hvem han var, selvom hun havde ignoreret det og ladet som om hun aldrig havde hørt om ham før. Han var tidligere mørkets general, han havde været med til at køre et regime imod elementalerne. Hendes onkel havde rejst fra hendes hjemland, og deltaget i optøjerne i den krig der havde kørt. Men når hun så ham her, havde hun ganske svært ved at se han skulle være den ondskab, som hun havde hørt om i historie timerne.

“Morgoth?” sagde hun med en ganske stille og venlig stemme. “Kunne du tænke dig noget te?”

Han fornemmede hendes skikkelse bag ham. Som mentalist hørte han oftest personers tankestrøm før, at han (i den bogstaveligste forstand) hørte dem nærme sig ham. Det samme skete her, men til forskel fra hvordan han reagerede på andre fremmede, lukkede han ikke sig selv ind i hendes tanker. Han fornemmede hendes summen, hendes stemme om nogen, stammende fra hendes indre, og lukkede herefter hurtigt af. I disse tider afholdte han sig fra, at benytte sin evne. Det var dumdristigt, at frarøve sig selv sådan et forspring; at kende sin mulige fjenders næste skridt, før at de valgte at handle på deres tanker - taget hans situation i betragtning. Men i hendes tilfælde, ønskede han ikke at vide hvad hun tænkte. Han ville lære på anden vis, for en gangs skyld. Han ønskede at stole på hende, indtil hun alene bevidste ham det modsatte. Og hun skulle frem for alt også have lov til at stole på ham - noget han fornemmede, at hun nærmest allerede gjorde. Hvilket han ikke forstod, for hvordan kunne hun? Hvordan kunne hun stole på en som ham?

Morgoth drejede hovedet imod Azurakort, kort tid efter hun havde kaldt hans navn. Han lod et ganske let smil forme sig på sine læber, mødende hendes øjne idet han hørte hende stille ham et spørgsmål. Han så da nedad, overvejende, imens han skiftede tøjet over i den anden arm - hans venstre istedet for den højre.
Te? Han kunne godt bruge en kop inden han lod søvnen tage over. Han vandrede ganske let imod hende, ladende sine øjne falde over hendes. Gløden var atter til at ane i de isblå øjne, som deres øjne mødtes.
“Jo tak - det vil jeg rigtig gerne.” Svarede han hende til sidst, snart nærmende sig hende helt.
Han rynkede brynene, fornemmende et spørgsmål formene sig på hans læber. Et han de sidste timer havde passeret hans tankegang. Et han længe havde overvejet at stille hende, men først havde fundet vigtighed i nu - efter at have set hende reagere som hun gjorde. Da hun forsvandt ud af badet, rødmende og forlegen.
Hvad ville hun ham? Hvad var meningen med, at bringe ham her? Tydeligvis betragtede hun ham ikke som en ejendel - trods hun havde købt ham. Ellers begreb hun endnu ikke hvad det var, at hun havde gjort.
Som de begge stille bevægede sig fremad, han næsten inde i huset igen, lagde han en blid hånd imod hendes håndled - uden at gribe den.
“Azura?”
Hans stemme var ganske blid, et smil var næsten til at ane i hans ord, som han fortsatte: “Hvad laver jeg her? - Hvad ønsker De fra mig?”
Han standsede. Gløden i de isblå øjne var næsten brændende. Ubeskrivelig og umådelig smuk på én og samme tid.
“Hvad ønsker du fra mig?”
Han kunne lige så godt have kastet sig på knæ for hende.

Gud hvor var han egentlig bare smuk. Hun betragtede hans smil, hans måde at gå på som han bevægede sig hen imod hende. Den mystik der var at finde i måden han bar sig selv på. Hendes bryn rynkede sig let sammen, mens hendes øjne tog ham ind, det var tydeligt der var en historie der. En der bød på meget mere, end et normalt menneske havde oplevet i deres leve tid.

Hun nikkede, da han sagde han gerne ville have en kop te. Dejligt at mærke, at han ikke var blevet helt forskrækket over hendes måde at opføre sig på. Hun kunne mærke varmen stige ved hendes nakke, da tankerne gik tilbage på hvordan hun var spurtet ud af badeværelset. Det blev endnu værre, da hun kom i tanke om at hun faktisk var løbet ind i døren. Hvad hun dog ikke ville gøre for at kunne slette sine egne minder. Bare dem som gjorde hende så pinlig berørt, at en sensation af ubehag begyndte at flyde igennem hendes krop. Hun trippede lidt med hendes tær, inden hun begyndte at vende sig rundt for at gå ind og lave teen. Hun nåede dog ikke langt, før hun mærkede hans fingre omkring hendes håndled. Det var ikke hård, det var ikke for at tvinge hende til at blive. Men mere et - bliv. En smule bekymret vente hun sig rundt, og lagde hoved på skrå.

Det var som om tiden stod stille, at hun glemte at trække vejret. Hans øjne, hun kunne ikke kigge væk. Hun hørte hans ord, hun forstod dem. Men hendes egne havde forladt hende. Hun forstod ikke hvorfor, men næsen begyndte at brænde og tårnene begyndte at trænge op i hendes øjne. Hun rømmede sig lidt, prøvede at tvinge sig selv ud af trancen. En enkelt tåre fladt ned af hendes kind. “Jeg - jeg ønsker ikke noget fra dig?” hendes krop reagerede før hun nåede at stoppe sig selv. Hendes arme lagde sig omkring ham, og før hun vidste af det var hun begyndt at kramme ham. Det var ikke ment som en dårlig ting, at hun ikke ønskede noget fra ham. “Du er din egen herre, den eneste grund til jeg købte dig var .. jeg ønsker ikke du skal være min ejendel, du er fri - du kan gøre som du ønsker. Du må blive her hvis du har lyst, du må tage hjem hvis du har sådan et...” hendes stemme var meget lav, mens tårnene faldt ned af hendes kinder. Hvorfor gjorde det så ondt på hende, at han havde spurgt hvad hun ønskede? Var han i virkeligheden et nedbrudt individ som ikke anede hvordan man eksisterede som sin egen herre?

For en stund, inden hun eliminerede afstanden imellem dem, lod han sig fange i hendes øjne. Som stjernerne han kort for inden havde betragtet, lod han sig selv falde helt hen i hende, grebet fuldkommen af hvad hans øjne så. Han vidste ikke hvad det var, hvad der drev ham til at forsvinde blot en anelse fra overfladen - alt hvad han vidste var, at det var hende. Han lod sine øjne danse henover hendes ansigt, udforskende hver enkelt afkrog. Hendes næse, de rødmende kinder, hendes tynde hals, men det var altid hendes øjne; de dybblå øjne, han gjorde holdt ved. Havde hun ikke omfavnet hans skikkelse, havde han grebet omkring hendes håndled og trukket hende ind i sin favn.
Han så afventende på hende, troede for en stund, at han havde truffet det forkerte valg.  En teori han følte han fik bekræftet i det øjeblik, han så hvordan hendes øjne blev til glas; hvordan tårerne begyndte at trænge op i de dybblå øjne. Han åbnede munden for at tale, men blev afbrudt da han mærkede hendes arme omfavne ham. Han frøs ganske kortvarigt, ikke grundet berøringen skabte ubehag hos ham - han havde bare ikke forventet hende så tæt på. Trods det nok var det han inderst inde ønskede hende.
Han løftede armene, gengældende hendes omfavnelse. Han rykkede på hovedet således hendes fandt hans skuldre. Han placerede sin hånd imod hendes nakke, blidt strygende hende over håret imens hun talte. Han tyssede ikke på hende, sagde intet, før at hun havde talt færdigt. Alt imens smilte han blot ganske blidt, lyttende til hende.
“Tænk ikke på det - jeg er bare ikke vant til det her. Ikke at have et formål.”
Han var ganske ærlig da han talte. Noget han fortrød netop som ordene havde forladt hans mund, hvilket var til at se på hans ansigt. Han rynkede brynene, trækkende sit ansigt lidt fra hende, imens han rystede på hovedet. Han tilføjede hurtigt til sine ord, prøvede at feje dem af vejen:
“Hvis Prinsessen vil have mig her - så bliver jeg.”
En mild latter var til at finde i hans ord. Han trak sin krop nogle få centimeter fra hende, ud af omfavnelsen. Ganske blidt placerede han begge hænder på hendes kæber, med fingrene lige under hendes ørerflipper. Han løftede hendes ansigt, således deres øjne mødte.
Han åbnede munden for at tale, med et let smil prægende sine læber - men gjorde holdt. Månen tittede frem for skyerne, liggende sig ganske fint over dem i et blidt, men koldt slør. Sløret gled over dem begge, fangende hans sorte hår, men vigtigst - vigtigst af alt, hendes øjne.
Hans smil blegnede, som han udtalte sine ord:
“Sig at jeg skal blive.”
Han rynkede brynene, næsten som om han led: “Fortæl mig jeg skal blive, så bliver jeg.”
For en tid glemte han fuldkommen, at de var på vej indenfor, for at gøre klar til en kande te.

Det var som taget ud fra en storslået kærlighed fortælling.
To sjæle, som mod alle odds mødte hinanden. Og med det samme, var det som om lynet slog ned. Hun følte sig helt tilpas i hans arme. Det var som om hun hørte til her. At manden som hun havde kendt for lidt over en dag, var en hun havde kendt for altid. Som om hun var hendes bedre halvdel, den som gjorde hun følte sig komplet. Der var stadig rationelle tanke som prøvede ihærdigt at fortælle hende; dette var forkert, dette var ikke normalt. Man burde ikke stå og kramme personer, man blot havde mødt! Men hvorfor ikke? Der var da folk som mødte hinanden for en enkelt nat, og stadig fandt tryghed i hinandens arme. Måske blev de ikke sammen natten efter - hvorfor havde hun disse tanker overhoved? Hun snøftede, da hun mærkede hvordan han trak hende tættere på. Hun havde lyst til at give sig helt hen til følelserne, som næsten ød hende op inde fra. Som om det måske ikke kun var ham hun græd over, men lige så meget udmattelse og frygten hun havde båret rundt så længe. Alt koliderede med et, og hun lukkede øjnene og trak hans duft ind igennem hendes næsebor.

Noget knækkede dog, da han sagde han var vant til ikke at have et formål. Hun holdte stadig de helt store tåre tilbage, men hun mærkede igen den brændende fornemmelse i næsen. Klumpen der dannede sig i hendes hals, mest af alt havde hun aldrig lyst til at give slip på ham igen. Hun lavede et lille gisp blandet med et hik, da han greb fat omkring hendes ansigt så hun kiggede ham direkte ind i øjnene. Hendes kinder var våde af de tåre hun havde ladet falde, mens øjnene skinnende af nye der turede med at finde vej. Månen gjorde det skyggede hen over hans ansigt, mens hans hår lyste op i en sort ibenholt. Hun trak en dyb indånding igennem hendes mund, da han udtalte den sidste sætning. Hun ville ikke have han gik, det var i hver fiber af hendes krop. Han måtte ikke gå, hun kunne ikke bære det. Hun ville vide alt omkring ham.

“Bliv - jeg ville ikke kunne bære at miste dig, når jeg lige har fundet dig” kom der med en hæs og grødet stemme. Hendes øjne forlod ikke hans et eneste minut. Det var som om hun prøvede at finde hans historie i dem, den måde de brændte på, glæden, sorgen - mysteriet.

Han havde ikke længere tal på hvor mange gange, at hans øjne havde søgt hendes ansigt, hendes øjne. Hver gang han betragtede hende, synes han at finde en ny ting ved hende, som han ikke kunne holde sine øjne fra - men fuldkommen ude af stand til, at beskrive præcist hvorfor. Han var uden tvivl draget af hende (at benægte dette ville være fuldkommen idiotisk; en direkte løgn). Men det var han - draget af et kvinde, han kun kendte af navn, hendes families navn.
Idet hans hænder berørte hendes kinder, mærkede han sporene af hendes salte tåre. Morgoths isblå øjne fangede sporet fra dråberne på hendes silkebløde hud i månelysets skær - ladende sine øjne veksle mellem den ene kind, også den anden. Han bed sig ganske sagte i underlæben, nu rigtig først erkendende hvad han havde gjort. Hvad han følte i netop dette øjeblik, imens han stod med Prinsessen mellem sine hænder, kun for kort tid forinden i sin favn. Han vidste nu hvad han havde gjort, og hvad hans krop og sind skreg efter at gøre. Men han kunne ikke; han måttet ikke.

Han sukkede, nikkende som sit umiddelbare svar til hende. Herefter placerede han sine tommelfingre imod hendes nedre kind, strygende hende ganske blidt - de fældede tårer forsvandt for en kort stund fra hendes hud. Blot indtil de næste blev fældet.
“Græd ikke for mig Prinsesse.”
Han slap hendes kinder, placerende den ene af sine hænder på siden af hendes hals - med fingrespidserne blot følende på hendes hud.
“Det er spild af tårer.”
Herefter stoppede han, ude af stand til at vide hvad der skulle ske. Hvad nu?

Måske var det okay bare at falde helt hen i ens følelser? Som hun stod her med ham, en mand hun knap nok kendte. En mand som hun vidste mange hadet, mage flere end der nok elskede ham. En person der havde set så meget forfærdeligt i livet, og sikkert gjort rigtig meget forfærdeligt selv. Nogen af tingene kendte hun jo til. Men alt det betød intet for hende, det havde ikke været hende han havde gjort noget ved. Og resten af familien som var taget til Krystallandet for at være en del af krigen - dem havde hun ingen tilknytning til. Ved guderne, hun kunne komme med mange gode undskyldninger, for at retfærdig gøre at det som skete lige nu. Det var helt okay.

Hun fugtede læberne, lige meget hvad, så kunne hun ikke tage sine øjne fra ham. hans smukke sorte læber, hans kindben, hans. Hvordan kunne noget være så perfekt? Hun lukkede øjnene, følte hans fingre imod hendes hud. Kærtegn hun ikke havde følt i meget, meget lang tid. Gåsehud formede sig på hendes arme, som lige så godt kunne være fordi det var køligt. Men hvis hun stadig tænkte klart, ville hun vide det bestemt ikke var derfor, at hendes hår havde rejst sig. Hun åbnede øjnene igen, da han sagde hun ikke skulle græde. Hvordan kunne hun ikke? Den måde han havde snakket, den måde han opførte sig på.

Grebet af momentet, grebet af de følelser der væltede over hende som tidevandet. Han var jo hendes, det havde han sagt? Hvorfor behøvede hun overhoved retfærdiggøre hendes tanker, hun kunne jo bare gøre det. Men kunne hun det? Som kronprinsesse - det var som om lige den tanke, gjorde hun smed alt fornuft over bord. Hun var taget væk fra hendes familie, alene af den grund at nu ville hun leve sit liv som hun ønskede. Væk fra lænkerne der holdte hende til en trone, som hun skulle overtage når tiden var inde. Væk fra traditioner, plig og takt.

Hendes fingre fandt hans kind, lige så forsigtigt, hun følte sig frem mens blikket fulgte hendes bevægelser. Hånden gled bag hans nakke, og mens hun trak ham imod sig. Svævede hun ganske stille op fra jorden så hun var samme højde. Hendes hvide aftegninger begyndte lige så stille at lyse op i mørket, som at hendes læber søgte hans.

I dette øjeblik var halvdæmonen i sandhed hendes. Han kunne, nærmere sagt ønskede han ikke, at benægte den situation han havde bragt sig selv i. Med prinsessen mellem sine hænder, ude helt af stand til at aflæse hendes ansigtstræk, hold han sig stiltiende. Han frygtede at hvad end han sagde, hvad end han gjorde, så ville han gøre noget forkert; han ville gøre hende uret. Det sidste han ønskede at gøre var, at gøre hende ondt. Noget han bekræftede for sig selv, ved fornemmelsen af hendes silkebløde hud under sine fingre. Hvordan kunne man det overhovedet nogensinde falde nogen ind, at ville hende noget andet end godt?
Morgoth rynkede brynene, smilende ganske, ganske let imod hende inden, at hun trak ham tættere imod sig. Han ville have talt, forsikret hende om at hun ikke skulle bekymre sig for ham, men nåede ikke andet end at udtale hendes navn før, at hendes hånd omfavnede hans nakke.
Han indåndede kun lige, holde vejret, idet han fornemmede hendes læber imod sine. Først holde han igen, men gav efter ganske, ganske kort tid efter. I dette øjeblik var han i sandhed hendes.
Hans hænder slap  hendes skuldre, omfavnende hendes hofter ganske let. Han slap hendes læber, ganske kort overvejende om han kunne begribe hvad der kom efter dette - ude af stand til at vide, hvad dét så end ville være. Hans samvittighed stikkede til ham, men samtidig længedes han - en længsel han var ude af stand til at drive af sig. Den skreg på hende; selvom han kun havde mærket, smagt sødmen fra hendes læber én enkelt gang, skreg han på mere. Det var derfor mindre end nogle sekunder senere, at han atter  genoptog kysset, ladende sine hænder gribe sådan, at han til sidst bar hende - med hendes ben slynget omkring sine hofter.
Hans stemme indfandt sig for anden gang i prinsessens tankecenter, blid, men bærende en ganske genkendelig brændende ild: "Lad mig,"
Det var her han bragte dem væk fra udendørsområdet, væk fra månelyset og ind i palæet - ind på værelset hun havde kaldt for hans.

*blackout*

Marmoren var kold under hendes fødder. Det var først da noget varmt og vådt ramte dem, at det gik op for Azura at det varme vand hun var igang med at hælde ned i en te kande. “Fy for - hvad fanden!” hun begyndte at hoppe på stedet, hvilket bare gjorde det værre da vandet i gryden begyndte at plaske rundt og ramte den hvide bomulds kjole hun havde på. Et lille skrig forlod hendes læber, og gryden fløj ud af hendes hænder. “Varmt - varmt - varmt!”

Det ville være tydeligt for enhver som så kronprinsessen i dette øjeblik, at vide hendes tanker var andetsted. Måske de svagt rødmende kinder, hun havde haft, mens hun havde kigget dagdrømmende ud i luften havde kunne give indblik i hvad det var - som hun havde stået og fantaseret omkring. Men nu fløj den blåhåret kvinde rundt i køkkenet for at finde noget koldt vand hun kunne få på fødderne. Men i hendes panik, endte hun med at skvatte i vandet og faldt lige så lang hun var. Så der lå hun, med hoved imod de kolde marmorfliser. Helt og aldeles opgivende. Hvis hendes søskende havde set hende nu, de havde aldrig lade hende glemme dette øjeblik. Og alt sammen fordi, hun ikke kunne få mindet fra sidste aften og nat ud af hoved. Et ganske stort opgivende suk forlod hendes læber, det kunne også være lige meget. Hun ville forblive på dette gulv og ikke bevæge sig - aldrig nogen sinde igen! Også begyndte billederne igen at tage form i hendes hoved, hvordan hans læber havde været imod hendes. Hvordan hans fingre havde sat hendes hud i brand. Hendes egne hænder lagde sig hen over hendes ansigt, mens hun lå og vred sig frem og tilbage. Hvor pinligt! Det var ikke tidspunkt at opføre sig som en eller anden jomfru der aldrig havde været i lagnerne med en mand før! Hun havde ting hun skulle tage sig til, bestemt meget mere vigtige end at ligge på et køkken gulv og være pinlig berørt over events der var sket timer før.

Halvdæmonen havde håbet på, at en ganske almindelig seng havde opfyldt det enkelte ønske, han havde bedt om i de sidste mange, mange måneder. Han mente selv at dette var et ganske simpelt ønske. Et simpelt ønske - en simpel seng.
Morgoths ønske viste sig desværre ikke så være så simpelt, som han selv vovede at påstå at det var. For søvn var desværre ikke hvad han fik - ikke så meget som han håbede på. Grunden til dette var ikke engang aftenen og nattens hændelser, nej grunden fandtes desværre et helt andet sted.

Som skikkelsen foran ham satte i bevægelse, spærrede de isblå øjne sig ganske langsomt op. Han lagde ikke an til at stoppe hende, men lod hende vikle sig ud af hans favn, ud af sengen og til sidst ud af værelset. Værelset hun havde kaldt hans.
Han sukkede og lod endnu engang sine øjne glide i - måske fandt søvnen ham igen? Han kunne kun håbe. Men intet skete. Det blev til at han måtte erkende nederlag og spærrede atter  sine øjne op. Han strakte sig, vendte sig om på siden imens hans fingre strøg sig henover lagnerne, der havde bredt sig akavet henover sengen. Han betragtede ganske let udsigten fra værelsets enkelte vindue. Lyset havde endnu ikke bredt sig henover horisonten, og mørket var endnu hersker over dagens første timer. I første omgang blev han grebet ved synet af den mørke have. Han overtalte sig selv til at blive liggende med blot det enkelte formål, at se solen bevæge sig op over horisonten. Det var længe siden han havde set en solopgang - det var længe siden, at han havde et varmt ønske om at se en ny dag gryr.
Lyden af en gryde kolliderende imod et hårdt stengulv, gennemrungede i gangene ned til Morgoths sovekammer. Dette fik ham i bevægelse - først ud af sengen også i tøjet. Som han netop skulle til at sætte sin gang hen imod døren standsede han - han kastede et blik henimod sengen og blev bombarderet af aftenen og nattens hændelser; minder eksploderede foran hans indre blik. Hans øjne virrede, men en fin glød synes at indfinde sig i halvdæmonens ellers koldtfarvede øjne. Han smilede varmt og lød en kort, men dyb latter brumme fra hans hals. Ganske ude af kontrol. Han satte fingrene for sine øjne og gned dem, da han åbnede døren til gangen og forsvandt imod lyden der stammede fra palæets køkken. Kronprinsessen var ikke den eneste der tilsyneladende lod sig påvirke blot en anelse, af hvad der havde hændt dem begge aftenen før. 

Scenariet der indfandt sig foran ham var ganske enkelt at beskrive. Eller måske var der endda ikke så meget at fortælle - måske fordi der ikke var meget andet at fortælle. Som Morgoth havde placeret sig selv i dørkarmen, og blot forholdte sig i dørkarmen, kunne han ikke afholde sig selv for at se ét sted hen. Nemlig gulvet.
“Azura?”
Hans stemme var spørgende, søgende nok endda.
“Er alt okay?”
Han satte sig langsomt ned på hug, med hovedet på skrå og øjnene rettet imod der hvor hans blik normalt ville have fundet ét sæt øjne. Han anede de rødmende kinder under de lyseblå hænder.
“Har du brændt dig?”
Bekymringen var pludselig ganske, ganske tydelig. 

Hun havde ikke ligget der længe, før det gik op for hende hun ikke var alene. Alt gik i stå for hende, et kort øjeblik var hun ret sikker på hun glemte hvordan man fungerede. Glemte hvordan man trak vejret, og helt bestemt havde glemt hvordan man tænkte. Det som føltes som de sekunder der faktisk gik, var timer, måske endda en uendelighed. Hvis hun nu bare blev liggende sådan her, så ville han måske ikke se hende?

Så heldig var hun jo selvfølgelig ikke, som hun kunne mærke han kom tættere på og hørte hans stemme. Hendes indre stemme hvinede i et højlydt skrig. Hvis jorden ville åbne sig op og sluge hende lige nu, så ville det være helt okay. Hun fjernede hænderne fra hendes ansigt, og hendes blik bevægede sig lige så langsomt hen imod hvor han sad. Hendes blå farve i huden, havde påtaget sig en meget lys, men meget tydelig lilla farve. En farve som der havde bevæget sig helt fra kinderne, hele vejen ned over hendes skulder. Hvorfor, af alle tidspunkter skulle han være her nu. Opfør dig helt normal! Hun vente sig rundt på siden, og satte sin hånd på hoften, mens et stort, næsten forførende smil bredte sig hen over hendes læber. “Selvfølgelig er alt okay! Hvorfor skulle det ikke være okay..?” hvis der var noget som Azura var god til, så var det at lade som om, alting var i den skønneste orden. Og også ganske kløgtig til at lyve så vandet drev fra hende. “Nå du mener jeg ligger her? Nå jamen, det er bare et ritual vi har hjemmefra - og det varme vand er for at rense vores føder.. Så .. ja.” hendes smil faldt til, mens øjnene svømmede lidt rundt i lokalet. Hvem prøvede hun at narre? Hun faldt sammen på gulvet igen. “Kan vi ikke bare glemme alt det her, nogen sinde er sket?” kom der som en mumlen imod de kolde marmor fliser.

Alt hvad han gjorde var, ikke at gøre noget som helst. For det er vel anset som en handling i sig selv, er det ikke? Alt hvad han gjorde var, at lade elementalen reagere. Fra det øjeblik Azura lod til at ænse hans tilstedeværelse, til hendes talestrøm afsluttedes brat med noget der mindede om en indrømmelse. Fra det ene øjeblik til det andet, forholdte han sig komplet stiltiende. Selv da hun atter engang kollapsede imod marmorgulvet, afskærmende Morgoths øjne fra hendes ansigt.
“Glemme alt?”
Han gentog hendes ord, med en undren prægende hans toneleje. Han trak på skuldrene, sukkende en anelse imens da han til sidst rejste sig fra sin siddende position.
Han trådte fremad, placerende sig ganske let ved hendes side. Hans øjne prøvede at finde hendes, men opgav til sidst. Han så ud i rummet uden rigtig, at se på noget. Han sank for en kort stund hen i sine tanker - tanker der henfaldt på aftenen for inden og hvad der var sket. Alt hvad der var sket.
“Jo,”
Han blinkede, bredte et mildt smil frem på sine læber.
“Hvis det er hvad prinsessen ønsker,”
Han bandt sine lette klæder tættere omkring sig, inden han rakte en støttende hånd ned imod hende. “- Lad os glemme det hele.”
Han vinkede ganske let med fingrene fra hånden, der var strakt frem imod hende - indikerende hun skulle tage imod den.
“Kom; gulvet må ikke være særlig rart at ligge på.”
Han tilføjede ydermere: “Desuden - vil du ikke vise mig resten af dit hjem Azura?”

Hun nikkede blidt, da han gentog hvad hun havde sagt. For hende var det ment, at han skulle glemme at han havde set hende i sådan en pinlig situation. Kun lige disse ti minutter af hendes levetid. Hvad der var passeret i løbet af aftnen, natten. Instinktivt kom hun til at bide sig i underlæben og lukke øjnene hårdt i. Da billeder begyndte at dukke op i hendes nethinde. Hun var ret sikker på at hun aldrig havde oplevet noget lignende før.

Hun rystede det dog af sig, og tog en dyb indånding. Hun måtte virkelig arbejde på disse livlige fantasier, ellers ville det blive ganske besværligt at opføre sig som et normalt menneske når hun var i hans nærhed. Og set i lyset af, at han boede her nu - ville det nok blive ganske besværligt at undgå ham. Ikke at hun havde lyst til det, nej - langt fra. Hun vente blikket imod hans hånd, da han kommenterede på at gulvet nok ikke var så behageligt at ligge på. Lige nu, var det ganske udemærket, men han havde vel nok ret. I længere tid ville det en smule mærkeligt at blive liggende. Uden at ligge mærke til hans toneleje, tog hun blidt fat i hans hånd og lod ham trække hende op. Et lille smil prydet hendes læber, da hun så ham ind i ansigtet. “Tak” sagde hun en smule forlegent “Beklager jeg ikke kunne have te klar til du stod op..” hun fugtede læberne, som hendes blik faldt på hans. “Vise resten af huset?” mumlede hun en smule fraværende, mens hendes tanker drog hende hen imod deres kys de delte igår. “Oh.. ja! Selvfølgelig.” kom der en smule forfjamsket, som det gik op for hende hvor tankerne igen begyndte at bevæge sig hen. “Der er ikke så meget der er færdig endnu, men jo.. lad mig..” hun gik lidt rundt om sig selv, før hun så satte i retning ud af døren. “Denne vej!” kaldte hun over skulderen.

Morgoth ville lyve, hvis han påstod at han bemærkede gløden i luftelementalens. Han så den i hendes øjne, i de korte øjeblikke hun synes, at forsvinde fra øjeblikket der omringede dem begge og ind i hendes egne tanker. Han så gløden i hendes kinder, opad hendes øre - i hendes læber, imens hun febrilsk bed omkring dem for at finde kontrol i sig selv. Han ville lyve hvis han påstod, at han ikke blev draget af gløden. Men var der en ting som halvdæmonen havde lært sig selv, i al hans levetid, så var det at lyve for sig selv.
Han trak hende op, med sine øjne fokuseret ganske let på hendes. Hendes smil smittede af på ham - et smil der bredte sig yderligere, da hun atter talte imod ham.
“Tænk ikke på det,”
Han rynkede brynene, seende kortvarigt overvejende ud - men udbrød kort efter: “Faktisk burde det være mig der sørgede for din te. De ejer mig trods alt, husker De vel?”
Han ville have talt yderligere, men blev bremset da han anede hvordan hun endnu engang drev væk fra ham. Han standsede sin vejrtrækning, knibende øjnene ganske let sammen. Burde han konfrontere hende? Han kendte allerede svaret på sit eget spørgsmål før, at han rigtig havde stillet sig selv det. Der var så mange andre ting han kunne gøre istedet uden, at sætte hende i forlegenhed - eller sig selv for den sags skyld.
Han bevægede sig efter hende, lydløst, som en hengiven kat. Hans øjne bevægede sig henover hende, betragtende hendes bevægelser - derefter ud i gangen de bevægede sig igennem. Han slog blikket ned, da den synes at fremskynde minder stammende fra aftenen førinden. Minder der med ret stor sikkerhed også fremviste sig for i kvinden foran.
“Det er faktisk ret utroligt-“
Han talte pludseligt, ladende den ene af sine hænder glide ganske let henover væggen til hans højre side, imens de bevægede sig ned af gangen.
“- jeg er ret bekendt med Medianens områder, by som skov som land, ret godt - og jeg tror aldrig, at jeg er kommet forbi den her bolig.”
Smilet fra før var forsvundet og havde ladet sig erstatte med noget andet. Noget andet der ikke helt var til at definere. Det var ikke uvenligt, tværtimod. Der var varme i hans øjne.
“Ved De hvem der har boet her før Dem?”

Udenfor, i den ganske tidlige morgensol, hørtes hestehove.
 

Hun nåede ikke at gå ret langt, da hans ord ramte hendes øregang. Dette fik hende til at stoppe op ganske brat. Hun ejede ham? Hendes bryn knyttede sig imod hinanden, hendes fornuft forstod godt hvad han sagde, hendes forstand kunne ikke helt begribe det. Hun ejede en person, hvor grotesk det end var. Så havde hun købt dette menneske, denne mand hun havde valgt at dele sengen med denne nat. Havde det at rejse ud fra hendes hjemland virkelig forandret hende så meget? Hendes mund blev helt tør, som hun ledte efter ord. Dem som normalt kom så nemt for hende, forlod hende i ganske dette øjeblik.

Hendes fingre knyttede sig ind imellem hinanden, før hun vente sig imod ham. “Nuvel - jeg har måske købt dem, og under denne lov, er det vel fornuftigt nok at drage konklusion til at jeg ejer ... dem. Men, du er et menneske, og jeg har ingen ejerskab at kunne knytte til dig Morgoth.” hun lod blikket forlade ham, og begyndte at gå ned igennem gangen. Hun nikkede da han begyndte at fortælle at han aldrig havde stødt på huset før nu. Det var måske ikke så mærkeligt. “Det var før ejet af en af ganske høj rang hos lysets hær, så det var gemt af nogle ret magtfulde beskyttelses magier. Jeg kan dog ikke mindes hvem det var, da jeg opkøbte det, var der ikke ret meget tilbage ud over skallen af huset.”

Hun vente sig imod ham, hendes ansigtstræk var tilbagetrukket, og vidste ikke ganske meget af hvad hun følte. Den lillafarve var fortaget, og hun tilbage til den han havde mødt dagen forinden lige efter hun havde købt ham. Det ene bryn løftede sig dog, da hun pludselig syndes at kunne høre nogle hestehove i det fjerne. Hvem kunne dette dog være? “Besynderligt, det er ikke tit jeg høre rejsende her ude, mon ikke det bare er på gemmen rejse.” disse ord var mere for sig selv, end de var for dem begge. Som hun vente sig rundt. “Du skal næsten se stuen, der føre ud til biblioteket. Det er ikke færdig endnu, men jeg glæder mig utrolig meget til det står færdigt! Arbejderne skulle gerne komme tilbage i næste uge, så snart jeg har været tilbage i byen med min næste betaling.” hvor hun før havde været meget alvorlig i hendes stemmeleje, var det tydeligt hvor meget det betød for hende at få denne bygning frem til dens tidligere fantastiske tilstand.

Han så hvad hans ord gjorde ved hende, og med et fortrød han overhovedet at have udtalt dem. Smilet hun havde frembragt på hans læber, blegnede idet han indså hvad hans ord havde forvoldt hende. Det blide, varme tandsmil dragede sig selv nedad og trak glæden med fra Morgoths isblå øjne. Han fortrød hvad han havde gjort, trods det aldrig var hans intention at få hende til at føle netop sådan. For en stund, hvis ens øjne havde betragtet halvdæmonen, ville man vove at påstå at han lignedede en der ikke lyttede efter til hendes ord. Han var dog ganske opmærksom, drevet af af opfange hvert enkelt træk; hvert enkelt udtryk prinsessen synes at danne. Han ønskede ikke at fejle endnu engang, at udsætte hende for nogen som helst ubehag igen. Det havde følt som et slag i maven, da han havde set hendes knyttede næver og de flakkende øjne. Han havde følt tyngde hvile i sit center, da han så gløden forlade hendes øjne.
Han sank da han så hun vendte sig imod ham i gangen. Han tog sig selv i ikke at have bevæget sig meget, og fulgte endelig trop idet hun påpegede lyden af besøgende. Han vendte blikket imod det nærmeste vindue. Han kunne intet se, men høre det kunne han. Han var ikke sikker på om han hørte lyden af hestehove sagtne - eller forsvinde fuldkommen fra området. Andre tanker påvirkede ham, mere end han selv ønskede at indrømme.
Han trådte fremad, med hastigere skridt indtil han nåede op på siden af Azura. Har lod han spidsen af sine fingre fange hendes håndflade, prøvende på at vikle sig ind i hendes hånd i et blidt greb - prøvende, alt andet end tvingende.
“Azura - jeg undskylder for mine ord. Jeg ser nu hvor upassende det var.”
Mildheden formede sig atter på hans læber; et prøvende smil, der ikke helt forblev plantet på hans læber idet han fortsatte sin tale: “Men jeg kan ikke undskylde for hvad jeg er - og hvad jeg er, dét er ikke et menneske.”
Han trak vejret ganske sagte, imens han ganske let trådte længere frem imod hende. Hans anden hånd søgte forbi hendes side, over hendes torso, henover hendes brystkasse, men standsede da. Den gjorde holdt henover hendes brystben, ladende fingrene stryge ganske fint henover siden af hendes slanke hals.
“Godt nok finder De ingen ejerskab over mig, men jeg kan forsikre Dem, at jeg føler en .. Umenneskelig trang til, at gøre præcis hvad De ønsker af mig.”
Han løftede hagen ganske let, vurderende hendes blik imens han talte: “Og hvis jeg husker rigtigt, så standsede De mig ikke i nat.”

På grund af hendes talestrøm, havde hun ikke lagt mærke til at Morgoth havde taget hendes ord til sig. Mere end hun havde regnet med.
Så det var med en hvis forvirring, da hun pludselig mærkede hans nærvær og fingre der greb ud over hendes hånd. Hun tog ikke hånden væk, og lod ham tage fat i hende. Mens hun lige så stille vente sig imod ham. Ganske vidst med et undrende blik, ville han ikke se huset alligevel? Hoved blev lagt på skrå - for hende havde det altid været sådan, man sagde sin del også blev ens følelser gemt væk. Så det at han pludselig følte de skulle snakke mere om, at hun ikke følte hun ejede ham. Måtte hun indrømme kom bag på hende.

Et ganske forsigtigt smil dannede sig på hendes læber, hun tog imod hans undskyldning. Ikke at han egentlig behøvede at undskylde, han kunne jo ikke gøre for hvad han følte dette var. Lige som hun hellere ikke kunne ændre på hendes følelser om situationen. Men der var et blik i hans øjne, der fik hende til at forstumme. Hun stod blot og betragtede ham, mens en varm følelse begyndte at brede sig i hendes krop. Der var noget ganske forbudt over, hvordan at han betragtede hende. Lige som, at dette, slet ikke var vellidt set på. Måske var det lige præcis det, som gjorde det så spændende - det som gjorde hun ikke stoppede det. Det blå øjne søgte ind i hans, som prøvede hun af aflæse hans sjæl. Men hun så intet, han var som en lukket bog. Og det hun ønskede allerhøjst i dette øjeblik, var at skille ham ad og ligge ham helt nøgen foran hende. Hans mest forfærdelige og smukke side om side.

Hun tog en skarp indånding, da hans fingre gled over hendes hals. Det var som om et energi susede igennem kroppen. Hendes blik havde slået ned, da hun ikke kunne tage, at han igen skulle se den lillafarve der begyndte at brede sig i hendes kinder. Men hans fingre der havde lukket sig om hagen, havde bestemt andre planer - som han lige så stille bragte hendes øjne op for at møde hans igen. De sidste ord, fik det til at summe i hele hendes krop. Hun fugtede læberne, og var som tryllebundet.

“Nej....” hviskede hun hæst, og følte sig pludselig meget tør i munden. Havde han tryllebundet? Hvorfor kunne hun ikke sige noget!?

Fingrene der hvilede imod hendes hage, der havde løftet hendes blik imod hans, placerede sig ganske fint ved hendes hals igen. Uden rigtigt at røre ved hende, hvilede fingrene ganske, ganske fint foran hendes hud. Morgoth svor han kunne fornemme hendes puls på denne afstand; han svor han kunne fornemme hver enkelt lille fibre af hendes hud, hver bevægelse, hver sitren der stammede derfra. Eller så ønskede han blot, at han kunne. Præcis som han havde kunne natten forinden.
Han trådte tættere imod hende, så tæt at deres kroppen næsten ikke var adskilte længere. Han holdte sit hoved imod hendes - næsten så hans sorte læber rørte hendes ene ører. Hertil sagde han ganske sagte:
“Sig det en gang til-“
Men han blev standset. Standset af en anden lyd. Den fik ham ikke til at trække sig væk fra Azura; men den afholdte ham i at fortsætte sin handling. Hans fingre lagde sig imod hendes ene skuldre ganske blidt - en blidhed han ikke havde tænkt sig at have påført hende, hvis det ikke havde været for  lyden. En banken - en banken fra hvad han gættede var hoveddøren.
Han strakte sig lidt, således at hans blik atter kunne finde Azuras. Morgoth rynkede brynene sammen, undrende og med et spørgende blik prægende de lyseblå øjne. Men der var, unægteligt, den varmende ild i dem stadigvæk. Så længe hun var hos ham, så forlod den ham nok ikke lige foreløbig.
“Venter De selskab?”

Et sug greb fat i hendes mave, det sitrede igennem hele kroppen. Som stød gik igennem hende, helt ud til fingerspidserne, der næsten fik den samme følelse - når en kropsdel havde sovet, og pludselig blev vækket til live igen. Hendes pupiller udvidede sig og hendes åndedragt lød tungere end før. Luften svigtede hende, og følelse af lethed i hoved begyndte at snige sig igennem kroppen. Han havde en magisk virkning på hende, det var hun pludselig meget sikker på. Ingen mand, havde nogen sinde fået hende til at føle sig som han havde. Det havde han allerede bevidst natten forinden. Ikke at Azura ikke kunne finde på, at ligge i samme seng med en mand hun lige havde mødt. Så skønjomfru var hun ikke, desuden havde deres samfund et andet blik på det at være sammen med flere partner. Det var en selvfølge, en kvinde og en mand skulle kunne være sikker på, at tilfredse ens kommende mand eller kone.

Men aldrig - hendes læberne skilte sig ad, mens øjenlågende begyndte at glide halvt i. Et lille gisp forlod hende, da hans fingre gled hen over hendes hals. Og da de ikke rørte hende, var hendes eneste ønske, at de gjorde.

Hun blev dog hævet ud af den tryllebundene stadie, da han pludselig gjorde opmærksom på hovslag fra heste i nærheden. Hun rynkede brynene imod hinanden. “Nej - det gør jeg ikke” hun trådte et skridt tilbage, blot for at opdage at hun var næsten op af væggen og ikke kunne komme særlig langt væk fra manden foran hende. Hun tog en dyb indånding, og begyndte at fokusere på lyden. Det lød som om, at de kom tættere på. Hvem ville dog finde på at komme her ud? Hun havde ikke arbejder der kom og hjalp med gården. Hun fugtede læberne. “Gad vide hvem det kunne være, måske jeg skulle tjekke.” selvom hun prøvede at maskere, hvor påvirkede hun var af deres lille seance, virkede det ikke helt så godt som hun havde håbet.

Uden at flytte øjnene fra enden af gangen, gangen der ledte imod hvad han antog var hoveddøren, nikkede Morgoth erkendende til Azuras ord. Han virkede ikke umiddelbart bekymret, heller ikke syneligt anstrengt af en situation, der burde både gøre ham bekymret og anstrengt. Dog var dette ikke ensbetydende med, at han ikke var det - dette var faktisk tilfældet. Halvdæmonen havde troet, at han med tiden ville vænne sig til livet på flugt. Han havde oplevet hvad mange vil definere som ‘skrækkeligt’, ‘uacceptabelt’ endda ‘tragisk’ eller ‘traumatiserende’. Oplevelser der ville have og har sat sine ar på hans krop og sjæl. Oplevelser han var sikker på, der ville gøre hans nuværende liv lettere medgørligt. Dette var ikke tilfældet. Med tanken på, at han engang havde tænkt han ville kunne klare livet som eftersøgt - han kunne blot definere sig selv som naiv. Ganske enkelt.
“Ja,” mumlede han, imens han trak sig en anelse fra hendes skikkelse. Han rynkede brynene, med et helt andet ansigtsudtryk end for nogle få sekunder forinden.
“Jeg tror, hvem end der ønsker Deres opmærksomhed, at de vil sætte langt mere pris på Deres selskab. -“
Han prøvede at smile, et oprigtigt smil altså, imens hans isblå øjne granskede Azuras ansigt: “- End mit, altså. Jeg håber De forstår?”
Morgoth fik fremmanet hvad man vil beskrive som et oprigtigt smil, men alvoren i halvdæmonens øjne var ikke til at tage fejl af.
“Og bare rolig. Selvom jeg ikke ser ud til at være her, så løber jeg ingen steder. Jeg har — måder, at skjule mig selv på.”