Det ville komme bag på enhver, som pludselig ville være i en anden krop, og så op sig selv. 
Hun lagde hoved på skrå, som hun betragtede en sorte spalte i Avaions pande - hendes pande. Selvom der var mange spørgsmål, behøvede hun ikke svar - da det var som om de kom, før hun selv havde tænkt dem færdige. Følelsen der gled rundt omkring dem, det at mærke alt på én og samme tid. Var så opslugende, at hun ikke kunne andet end at smile næsten dyrisk. 
Tungen gled hen over læberne, som hun betragtede hans måde at bevæge hendes krop på. Det måtte næsten være den ultimative følelse, for en dæmon som Avaion - at kunne forene sig med sig selv. Var det overhoved muligt? Eller blot en illusion som denne anden dæmon havde skabt.
Lyden af den knitrende pejs var tilbage, følelsen af den bløde stol der var under hendes ryg - og den frie fornemmelse af den varme luft der kælede den nøgne hud - de var der alle sammen. Fingrene der gled hen over hendes egne lår, med en andens. Hvor hun følte dem - mærkede dem.
Regnen der hamrede imod glasruderne - også hans læber imod hendes. 
Hun tog grådigt igen - mens hun kæmpede mod følelser der brølede rundt i hendes krop. Hovmoden der næsten vrissede over, at ingen andre end hende selv måtte være i hendes krop. Og lysten, der elskede hvert et minut. 
Smilet bredte sig yderligere på læberne, som de grådigt kyssede den andens. 
Dette var i sandhed, det mest interessante hun var blevet udsat for - i århundreder. 

Hvad gav man en dæmon, der havde alt? Der var ingen og intet, der kunne modstå Avaions bud hvis først hun havde besluttet sig for at ønske deres kontakt – sådan var hendes evner og styrke. Som han bevægede hendes krop tættere på sin egen og mærkede hendes opslugende iver reflekteret i sit eget sind, vidste han at han havde gættet rigtigt, og havde givet hende den eneste gave hun ikke kunne tag ved magt.
Hende selv.

Han smilte og lod sig opsluge af hendes indflydelse, og forende sig med hende i krop som de var i sind.

// Fast forward forbi mange uanstændigheder :P

Vertis gav først slip på hendes sinde mange timer senere. Et sted undervejs havde de bevæget sig fra stuen til hendes soveværelse, selvom han ikke kunne sætte fingeren på hvornår. Regnen piskede stadig mod rummets vinduer, kraftigere end det havde før de smeltede deres tanker sammen. Hans krop føltes akavet og stiv efter så længe i hendes. Eller også var det blot udmattelsen, der fremhævede ubehag.
Han rakte ud til hende med sit sind. Selvom kontakten var brudt og hendes forsvar atter rejst mod ham, kunne han mærke hendes tankers varme presset mod sit sind. Skyggerne af tanker var at ane gennem hendes forsvar. Når først man lukkede fordærv ind i sit liv, var det svært at holde ude. Hans sjæl sprudlede med energi i samme stund som hans krop skreg efter hvile, men kroppen betød intet for ham.

Han vendte sig på siden, og lagde en hånd på hendes blottede mave, kort over navlen. Fornemmelsen af den nøgne hud - nu kun følt fra hans side – bragte en syndflod af minder tilbage.
”Er der andet min dronning befaler?” spurgte han med et smil, den fløjlsbløde dybe stemme dårligt mere end en hvisken. Hans stemme druknede næsten i skybruddets voldsomme angreb på ruderne.

Hun sukkede udmattet, hun kunne mærke hvordan både hendes sind og krop var trætte. Men på den gode måde, hvor det hele summede skønt helt fra fingerspidserne ned til hendes fødder. Og hvor han følte sig akavet og stiv, var det tydeligt, den måde hun strakte sig på - næsten som en doven kat. At hun følte sig ganske veltilpas efter deres længervarende eskapade. 
Øjnene var lukket i, som hun nød den dejlige fornemmelse af silken under hendes nøgne ryg og krop. Hendes fingre søgte frem i blinde, efter lagnet for at ligge det over den blottede skikkelse. Men hans hånd, der lagde sig på hendes mave, stoppede hende dog i hendes foretagende. 
Øjnene åbnede sig lige så stille, mens hun indtog rummet i. Ilden i pejsen var for længst stoppe med at knitre løst, og kun efterladenskaberne af aske og noget kuldet træ var tilbage. Rummet var henlagt i mørke, og den eneste lyd før Daman talte, var lyden af den stædige regn som stadig trommede imod vinduerne. 

Et lystigt smil prydet de fyldige læber, som han spurgte om der var andet hans dronning befalede. Han formåede virkelig, at stryge hendes ego med hårene. Og selvom hun vidste, hun stadig burde have et forsvar oppe - så kunne hun ikke lade være med, at lade ham glide ind under huden på hende. Han formåde blot, at sige alt det hun gerne ville høre. Og selvom det ikke nødvendigvis var en god ting. Men lige nu, var det ligemeget. 
"Hmm" spandt hun, som hun drejede sig rundt, og lagde sig på siden mod ham. Et saglig udtryk var gledet hen over hendes udtryk, som hun lagde en hånd på hans brystkasse og lænede sig hen imod ham. "Er der måde du kan tilbyde mig, foruden det du allerede har givet mig?" hun droppede den formelle tale, der var vel ikke længere nogen grund til at være de, når man blot kunne være dus. Især efter det, de lige havde lavet sammen. 

”Naturligvis,” hviskede han med sin fløjlsbløde stemme, løftet om et smil gemt bag ordene som solen bag tordenskyer. Hans hånd fulgte hendes kontur som hun vendte sig på siden og fandt hvile på hendes hofte. Fornemmelsen af hendes nøgne hud vækkede følelser, som han hurtigt undertrykte. Om de var skabt af hendes indflydelse eller blot frugten af kødets svaghed, gjorde ingen forskel. Damans krop kunne ikke holde til meget mere, og det ville være besværligt at finde en ny værtskrop.

”Jeg har endnu ikke fortalt dig hvordan du bliver dronning.” Hånden på hendes hofte vandrede nordpå, og lagde sig på hendes kind med fingrene begravet i de røde lokker. ”Men jeg frygter det ikke er pudesnak.”

Hun spandt kælent, som hun mærkede hvordan hans hånd vandrede hen over hendes kurver. 
Det gode ved ikke længere at have en værtskrop, men atter var genfundet med kroppen, hendes moder havde spærret inde i Kzar Mora. Gjorde, at hun ikke længere følte den samme udmattelse, som hun havde gjort i den anden. Selvom hun til tider savnede den, den havde tjent hende ganske godt. 
Desuden, selvom man var essensen af lyst - så var hun trods alt også stadig hovmods datter. Så hun kunne godt formå at tøjle sig selv, selvom han så umådelig tiltalende ud lige nu. 
Men der var vigtigere ting at tage sig til, end at ligge i og rulle rundt i langerne igen. Så derfor gav hun ham bare et skadefro smil, som hun lyttede til hvad han sagde. Nej hun var trods alt ikke dronning endnu, og han havde ikke fortalt hende hvordan. 
Hun lod en finger glide hen over hans blottede brystkasse, og fnyste en smule. Pudesnak, det var ikke just noget hun gjorde sig alligevel. 

Hun skubbede sig væk fra de bløde silkelagner, og rejste sig op i hendes nøgne blottede skikkelse. Hun greb kåben af den flotteste rubinske silke og trak den en over den smukke krop. 
“Så må vi vel hellere befinde os i nogle behagelige omgivelser. Er du sulten? - eller retter, er dit hylster sulten?” Hun hævede et vel plukket øjenbryn, og gav ham et charmerende smil. “Vil nødig have, at folket begynder tro jeg ikke længere er en god værtinde.” som hun snakkede, bandt hun en knude med båndet rundt omkring taljen, og satte en hånd på den ene side af hoften og afventede hans svar.

Vertis satte sig op i sengen selvom hver en muskel i hans krop skreg om at blive liggende. Deres lagneventyr havde virkeligt presset hans krop til det yderste – han måtte begynde at træne sin krop, for selvom en dæmon som Vertis næppe fik brug for fysisk vold, var det vigtigt ikke at vise svaghed.
Tøjet var blevet efterladt i opholdsstuen, så da han rejste sig op skannede han rummet for en passende erstatning. Til hans overraskelse fandt han det sammenfoldede tøj på en stol tæt på døren. Husets personale var veltrænet i spontane eskapader, men han var mere overrasket over ikke at have lagt mærke til da tøjet blev placeret der. Men sådan var Avaions charme; selv ikke fordærvets dæmon kunne undlade at blive distraheret i hendes selskab.
Han var ikke overrasket over at hun havde gennemskuet at han var dæmon. Efter at have trukket bukserne på, vendte han blikket mod hende mens hans fingre knappede skjorten på plads. Kåben passede hende bedre end den fine kjole havde gjort. I sin simpelhed fremhævede den hende umenneskelige skønhed mere end alverdens juveler kunne have. Rystet, selvom han ikke lod det vise, værnede han om sin styrke. Hvis ikke han var forsigtig ville de ende tilbage i dette værelse, og så kunne han vinke farvel til Damans krop.

”En dårlig værtinde? Efter du har stillet en seng – endda din egen – til rådighed for en gennemblødt rejsende?” han gengældte hendes smil. ”Men jo, han kunne spise. Og vi må jo ikke skuffe folket.”
Vertis lod resten af tøjet lægge på stolen, og vendte sig mod døren. ”Efter dig?” spurgte han høfligt. Folket skulle nødigt tro at han var mere end blot en ydmyg gæst i hendes hus.

Hun skulle lige til at nævne, at han jo blot kunne blive i sengen, da hun så hvordan hans muskler værkede. Måske var det noget han prøvede at skjule, men hendes veltrænet øje lagde dog stadig mærke til de små tegn. Hun kunne sagtens have sørget for at maden blev bragt op til værelset. Men så snart den nøgne krop stod foran hende, og begyndte at tage tøjet på, som var lagt parat til ham. Måtte hun dog indrømme, at hylsteret han havde valgt - var yderst rar at lagde sine øjne hvile sig på. 
Hun tog en dyb indånding, duftede sveden fra deres kroppe, regnen der stadig hamrede mod vinduet - og asken som ilden havde efterladt. 
Men hun duftede også trætheden i kroppen - og den unægtelig lyst der igen vældede hen over ham, som han betragtede hendes krop i den bløde silke kåbe. Men hun var også en dæmon, der nød at have sine legetøj  i længere tid end blot for en enkelt eskapade. Så hun kunne sagtens styre sig, hvilket også gjorde hun tog en dyb indåndig og nedtonede hendes udstråling. Den ville stadig være der, men ikke så eksplosiv som før. 
"Kan ikke have, jeg skal vente til du har fundet en ny krop, før jeg ser dig igen." sagde hun med sarkasme i stemmen. Hun nikkede og smilede høfligt som han sagde gestikuleret at hun skulle gå først. Hun gik mod døren, og åbnede den. Med glidende og flydende skridt trådte hun ud af den, og bevægede sig ned i en overdådig spisesal - der mindst kunne have tredive gæster til bords. Hvis ikke flere - hun klappede i hænderne, og fem tjener dukkede frem og dækkede det mørke ibenholt bord op til dem begge. Lagde en dampende steg frem, og tilhørende grønsager og hvad der ellers passede til denne form for spise. 
Vin blev hældt op, og selvom der måske var ganske få skridt hen til stolende i den nederste ende af bordet - var det hele nået inden at to tjener blev og hæv stolende ud for hende og hendes gæst. Foran hende var der ikke nogen tallerken, efter hun havde fået den nye krop - trods nedgraderingen af hendes titel. Havde hun ikke længer behovet for at spise. Nej, lysten var hendes føde. Og sådan ville det nok være ind til hun ikke længere gik på denne jord. 
"Tag endelig for dem" sagde hun med en blid stemme, og lagde i stedet de slanke fingre omkring hendes hvid glas hvor en næste blodrød væske gled rundt. Hun tog en tår, dog uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra Daman. 

Hun nåede lige at sætte glasset fra sig, da døren gik op - en mand drivvåd stod i stuen og betragtede scenen der udfoldet sig foran hans øjne. Hvad han måtte tænke omkring det, var ikke til at se, da følelserne forsvandt helt fra det blege ansigt. 
"St. Clair - din søn er lige ankommet og har brug for du kommer og til ser ham." hendes ansigt fremviste en tydelig forvirring. Hendes søn? Hvilken en af dem, måtte tiden jo vidste. Hun rejste sig uden at tøve op fra stolen og kiggede over mod Daman. "Beklager, men jeg bliver nød til at forlade dette dejlige selskab for en stund." efter dette var sket, gik hun ud af døren og lod sig føre ned mod halen hvor hendes søn stod. Lige så drivvåd som manden der var kommet og hentet hende.
"Vi har problemer i dit andet palæ, jeg har behov for at du kommer med mig moder" hendes bryn krøllede sig mod hinanden inden hun nikkede. "Giv mig en time eller -" "Nej, jeg har brug for du kommer med mig - nu." dette gjorde hende blot endnu mere forvirret. Hun var jo tydeligvis ikke påklædt til at tage nogen som helst steder.
"Ivana hent mit rejste tøj." kvinden som var blevet henvendt pillede afsted, for at imødekomme ordren hun lige havde fået.
"Og du" hun pegede mod en tilfældig mand hun ikke kendte, han måtte være ny. "Fortæl vores gæst, at noget vigtigt kom op og jeg måtte forlade ham. Han må blive så længe han føler for det, og jeg vil give bud til ham, så snart jeg er tilbage." manden nikkede, og gik i modsatte retning. Sådan forløb de næste ti minutter, før hun allerede var på vej ud af døren - ud i den silende regn uden at sige farvel til sin gæst. Afsted mod det hjem, hun ellers havde svoret hun aldrig ville komme tilbage til. Ikke før hendes titel igen var hendes. Men skæbnen havde tydeligvis andre planer for hende.