Hauru lukkede kort øjnene i, som kysset blev gengældt og han fortsatte kysset mens han fik åbnet bukserne. Hans hånd fik hurtigt fat hvor han ville og der lod han hånden kærtegne i et stykke tid. Samtidig undslap der nogle tilfredstillende støn fra ham, som han mærkede hånden der greb fat om ham. Han fortsatte i den stil i noget tid, før han både fjernede hånden fra Deavás' bukser og stoppede kysset. Med et kynisk blik så han ham i øjnene, før han løsnede grebet om hans hår en anelse.
"Læg dig," sagde han kort og slap så hans hår helt. Aftalen om ikke at snakke havde han sådan set lige brudt, men det var lidt pænere gjort end at tvinge ham i jorden, hvilket han havde overvejet at gøre. Men nu lod Deavás til at være så dejlig villig, så der var vel ingen grund til at nægte.
Hauru gjorde intet andet, end at holde blikket på ham, mens han forventede at han ville gøre som der blev sagt.
Hvis ikke, kunne han vel bruge sin normale fremgangsmetode og tvinge ham. Han håbede dog at det ikke blev nødvendigt, eftersom det lige gik så godt.

Vampyrens opmærksomhed var uden tvivl vendt mod noget andet og Deavàs måtte også indse at lidt nydelse aldrig kunne skade, hvad enten det var planlagt eller ej. I modsætningen til den unge vampyr, så var det sværere at få en reaktion fra ham, foruden det faktum at hans bevægelser blev grovere over tid. Vampyrens stønnen bragte et glimt retur i hans øjne, som han endnu ikke havde sluppet ham af synet. En mindre smerte i hans nakke, var heller ikke nok til at få ham til at stoppe, tværtimod. Dog rettede han sin fulde opmærksomhed mod ham igen, da han talte. Smilet blev gengældt, dog slap Deavàs ikke sit tag om ham, før at han klemte til. En mindre påmindelse, før at han slap ham og trak hånden bort og op over vampyrens krop igen. Neglene var det eneste som rørte ham og der var ikke tale om en blid berøring. Deavàs blik dalede mod vampyrens tænder, før at han skubbede sig bort fra træet og mod ham.
At lægge sig til rette på jorden var ikke ligefrem hans stil, dog tillod han sig at smide skjorten helt, som han smed den over en gren i træet. Hans egen overkrop var slank, men trimmet og man kunne fornemme enkelte ar på toppen af hans ryg. Deavàs vendte sig mod Hauru igen, før at han smilte lumsk og satte sig ned på hug. Roligt satte han sig helt ned og så afventende på vampyren, modvillig havde han ikke lagt sig helt ned.

Neglene op af overkroppen blev nydt lige så meget som før, med kort lukkede øjne og endnu et tilfredst gisp.
Hauru betragtede Deavás med et ret så interesseret blik, da skjorten blev smidt, men blikket ændrede sig til lettere skuffet, da han ikke lagde sig, som han var blevet bedt om. Han satte sig ned på hug foran ham og med den ene hånd tog han fat i anklen på ham mens han smilede roligt.
"Du skal længere ned, for at gøre som jeg sagde," sagde han og hev så til i den ankel han havde fat i, for at få ham til at ligge sig. Han satte sig så på knæ og tog fat i hans bukser for at hive dem helt af, hvorefter han rykkede sig helt hen mellem benene på ham og lænede sig ind over ham. Han fik hurtigt genoptaget det kys han slap tidligere.
Hauru havde placeret den ene hånd på jorden, ved siden af Deavás, som støtte, for ikke at læne alt sin vægt ned over ham. Den anden hånd havde han lagt på maven, for at holde ham nede mod jorden.

Vampyren var vedholdende og noget kunne tyde på, at han ikke var helt tilfreds med Deavàs fremgangsmåde, dog lod han sig ikke påvirke af det. Han nød at modsætte sig andre og vampyren var ingen undtagelse. Han var mere til at styre andre, så det faktum at vampyren forsøgte at styre ham i en retning havde ikke en positiv virkning.
Grebet om hans ankel kom en anelse bag på ham, som Deavàs overraskende nok kom ned at ligge mod sin vilje. Et hæst støn undslap hans læber, som han advarede vampyren, før at denne hev hans bukser af. Blikket rettede han dog mod vampyren igen, som han lagde sig over ham og deres læber mødtes i et grådigt kys. Deavàs løftede den ene arm op mod den arm, som støttede Hauru, hvortil han slog albuen mod hans arm for at lade den knække naturligt og skabe ubalance hos vampyren i et håb om at bytte rundt på deres positioner, som han havde læst vampyrens ene ben med sit eget. Deavàs rettede sig op, som de byttede plads og han blot kiggede ned på ham med et grådigt smil på læben. Roligt lænede han sig ned over vampyren og kyssede ham igen før at han lod læberne vandre ned over hans bryst. Deavàs hvilede sit underliv mod vampyren imens at han havde placeret en arm på hver side af Haurus hovede.

Hauru fik kort spærrede øjnene op i overraskelse, da albuen bøjede og de fik byttet plads. Men det grådige smil, sendte han tilbage i et mere forventningsfuldt, da Deavás lænede sig ind over ham.
Han gengældte kysset, før han lod blikket glide ned af sig selv, som Deavás rykkede sig længere ned med kyssene mod hans bryst. Så lagde han hovedet ned, hvilende mod jorden og lukkede øjnene i nydelse.

Hauru havde overhovedet ikke tænkt sig at protestere. Det lod til at han ikke var den eneste der kunne lide at have kontrollen og hvis Deavás havde en trang til at tage styringen, ville han bestemt ikke sige ham imod. Det kunne vel egentlig også blive ret så interessant at se hvor det ville føre hen, når han ikke selv skulle bestemme.

Jo længere tid Deavàs fik lov til at berøre Haurus krop, jo stærkere blev forbindelsen imellem dem. Han behøvede ikke en styrket lugtesans for at finde frem til vampyren en anden gang. Så længe han var indenfor 100km, så ville han ikke have problemer med at finde ham og Deavàs nød at kende sine ofres færden. Hauru anede dog ikke rigtig uråd, som Deavàs flyttede sine læber ned over hans overkrop. Han valgte at føre sin tunge ned til buksekanten før at han bed let i vampyrens maveskind med intentionen om at efterlade et mærke.
Med et voldsomt greb rev han dog bukserne af vampyren og smed dem op i træet, så de ikke ville blive alt for nemme at få fingrene i igen. Deavàs holdt benene spredt med sine egne, som han strøg neglene op langs med vampyrens inderlår før at han lænede sig ned over ham igen og kyssede ham på lysken før han vandrede ind mod midten og ned. Et enkelt strejf med tungen var hvad det blev til, før Deavàs greb ham med hånden og kradsede hans mave med den anden hånd. Roligt førte han blikket op mod vampyrens før han skævede mod bogen til venstre for dem.

Hauru nød hver eneste berøring der blev lavet på hans krop, selv bidet i maveskindet gjorde ham kun mere opstemt, hvilket han udtrykte med et lavt støn. Han fik åbnet øjnene idet bukserne blev hevet af og et lavt irriteret suk kom fra ham, da han så hvor de havnede. Dog havde han ikke meget tid til at være irriteret over de bukser, han ville få en del besvær med at få ned igen, da han mærkede hånden der greb fat i ham og neglene der kradsede hen over maven. Endnu et støn, denne gang lidt højere, udbrød fra hans læber og han rettede det forventningsfulde og lystige blik mod Deavás. Hans skæven mod bogen lagde han overhovedet ikke mærke til. Hans opmærksomhed var et helt andet sted og når han først var i gang med at nyde ting lidt for meget, var det svært at lægge mærke til noget andet.

Bukserne blev med vilje placeret udenfor vampyrens rækkevidde, som der ikke var nogen grund til at gøre det nemt for ham. Lige nu havde Hauru den luksus at være modtageren af nydelsen, men det var ikke til at sige hvor længe det ville vare. Dog nød Deavàs lydene, som Hauru lod undslippe. Han virkede til at have nogle oprigtige intentioner med det hele. Neglene trak roligt mærker over vampyrens krop, som Deavàs bestemt ikke forsøgte at være forsigtig med ham. Dette var ikke andet ned nydelse imellem to væsner og Deavàs ville gøre alt for at nyde det på sin egen syge måde.
Biddene bevægede sig længere og længere op af vampyrens krop, som Deavàs fandt vej til hans brystvorte og brugte tænderne til at vride dem, som han flyttede underlæben fra side til side. Imellemtiden lagde han sig roligt over ham, som han pressede deres underliv sammen med en hånd på højre side af ham. Venstre hånd masaerede fortsat vampyren, som han dog inddragede sig selv.

Ved hvert bid mod sin overkrop, undslap Hauru gisp efter gisp, mens han vred sig en anelse i nydelse. Hovedet blev igen lagt ned mod jorden og halsen blev blottet, som han skød hovedet så langt tilbage det kunne komme, da tænderne ramte brystvorten. Hauru stak neglene i jorden, for at holde fast i et eller andet, og som Deavás fik inddraget sig selv, lagde han selv den anden arm omkring Deavás, for at hive ham helt op til sig. Han brokkede sig bestemt ikke over biddene mod brystvorten, men ved at få ham rykket længere op, kunne han selv rette blikket mod ham, for kort at plante et kys på hans læber og derefter selv bevæge kyssene ned af hans hals. Han ville gerne have fortsat kyssene længere ned, men hans egen position gjorde det svært for ham. I stedet flyttede han sin frie hånd op til Deavás' hals, hvor han tog fat med et lettere fast greb. Han kunne ikke længere lægge skjul på de støn der undslap og det næste var lidt højere end det forrige.

Reaktionerne var tydelige og Deavás gjorde ikke andet end at følge dem for at flytte sine kærtegn rundt på hans krop. Lige umiddelbart lod Hauru ikke til at ville stoppe ham, så han fortsatte uden problemer over hans krop. Alligevel lod han villigt til at følge Hauru ønske op at rykke sig længere op, så deres læber atter mødtes. Deava´s kunne mærke lyset på kortet blive stærkere og stærkere for hvert sekund, der gik. Men udadtil kunne man ikke fornemme det på ham, som han bed Hauru i underlæben før at han strakte sin hals, så vampyren havde plads til at plante sine kys langs hans hals. Der skulle ikke herske tvivl om at Deavás var klar til at gøre modstand, hvis først Hauru forsøgte at plante sine hugtænder i hans hals. Det ville bestemt ikke ende godt for nogen af dem. Deavás lod blikket dale mod Hauru, som denne greb fat om hans hals, et lystigt smil spillede over hans læber, før at han klemte om dem begge med hånden og slap dem for at lade deres kroppe mødes for alvor. Roligt sænkede Deavás sig selv for at lade deres overkroppe mødes og deres læber i et endnu grådigt kys. Eftersom at der ikke længere var plads til hans hånd imellem dem, fjernede Deavás hånden og lod den køre ned af Haurus ben. Med et fast greb løftede han op i Hauru’s ben, hvortil han strøg neglene hen over hans balle og langsomt førte en finger imellem ballerne. Deavás lod ikke vampyrens læber slippe lige med det samme.

Der var ingen tvivl om, at trangen til at sætte tænderne i den smukke hals han havde fat i, var svær at ignorere, men Hauru gjorde hvad han kunne. Han var sikker på at det ikke ville gå ustraffet hen, hvis han gav efter for trangen. Der var dog ingen garanti for at han ikke ville gøre det senere. Han spejlede det lystige smil, før han gengældte det grådige kys. Han fik undsluppet et lavt gisp i nydelse over neglene på ballen, men fik skåret en grimasse over fingeren mellem ballerne og fik dermed også sluppet kysset. Det var tydeligt at se, at han ikke ligefrem var vant til at skulle modtage noget som helst, men grimassen kom frem, samtidig med et støn. Det var dog ikke til at sige om stønnet kom af smerte eller nydelse, men han gjorde intet for at stoppe det. Tværtimod strammede han grebet omkring Deavás og også om hans hals en smule. At slappe helt af i kroppen var en anelse svært lige nu, så alle muskler blev spændt op, inklusiv dem der havde fat i Deavás.

Det var svært at sige hvordan Deavàs ville reagere på et bid, eftersom han endnu ikke havde ladet en vampyr komme tæt nok å hans hals, til at få muligheden. Men der var en stor sandsynlighed for at det ville ende galt på den ene eller anden måde. Alligevel tillod han den korte afstand imellem dem, som han førte sine fingre rundt på vampyrens krop og op over benet for at gribe fat om hans ankel og låse ham i positionen. I det sekund hvor Deavàs fingre strøg imellem vampyrens baller, blev kysset afbrudt og Deavàs vendte sin fulde opmærksomhed mod vampyrens blik. Som grebet om hans hals og krop blev stærkere knurrede Deavàs dybt i halsen, før at han lagde sig ned over ham og fandt vej til vampyrens øre. "Normalt ville jeg anbefale at du slapper af.." stemmen var hæs og dyb, som han lod den varme ånde strejfe hans ører. "Men jeg er her ikke for din skyld" fortsatte han køligt og hæst, som grebet om halsen ikke blev mildere. Deavàs slap vampyren for at gribe fat i begge ben og løfte dem op så han kunne positionere sig ordentligt. Uden videre advarsel, pressede Deavàs vampyrens knæ mod dennes bryst, før at han pressede sig selv ind i ham med et dybt suk. Blikket holdt han mod vampyren, som han begyndte at bevæge sig.. stille og roligt til at starte med.

Hauru holdte fortsat det faste greb om Deavás, også idet han blev anbefalet at slappe af. Han fik et lettere irriteret blik i øjnene over den kommentar og begge greb blev sluppet som han fik positioneret sig.
"At slappe af er jo ikke..." Han stoppede brat sit sætning, da hans eget støn fik ham afbrudt og han mærkede Deavás trænge ind. Øjnene blev kort knebet sammen. Tænderne blev bidt sammen, men som de rolige bevægelser gik i gang, løsnede han mere og mere op. Øjnene blev åbnet igen i et behaget blik, som han rettede mod Deavás. Begge hænder blev lagt ned langs siden og neglene blev boret ned i jorden. De lyde der undslap i nydelse, havde stadig en snert af ubehag i sig, men der gik ikke lang tid før ubehagen forsvandt, som han fik vænnet sig mere og mere til det. Det var nu stadig ikke en helt almindelig situation for ham selv og de hænder han som regel fik brugt godt, anede han ikke hvor han skulle placere, så de forblev hvor de var. 

Egentlig havde de aftalt ikke at tale sammen, men Deavás kunne ikke lade vær med at træde i det, når det nu var så åbenlyst at vampyren ikke havde prøvet noget lignende. Dermed sagt så var Deavás aldrig blid, så hvorfor begynde overfor en vild fremmed? Alligevel nød han at kvæle Hauru's sætning, som det endnu ikke var tid til ord, den slags måtte vente til senere.. Hvis de overhovedet skulle tale sammen efterfølgende.
Det var tydeligt, at vampyren ikke havde prøvet det før, Deavás kunne mærke det på hans krop, som han bevægede sig frem og tilbage og langsomt begyndte at blive mere og mere opstemt over det. Han undslap enkelte støn hist og her, før at han pressede sig helt ind i ham og holdt sig der i et stykke tid. Deavás placerede sine hænder mod vampyrens hofter for at presse sig selv længere ind. Med et fast tag tog han fat i vampyrens lem og klemte roligt til, før at han bukkede sig ned over ham og begyndte at kysse hans brystkasse igen, før at han førte sin tunge over hans hud og op til hans hals.

De rolige bevægelser blev hurtigt ændret fra lettere ubehagelige til det direkte modsatte og det kunne høres på de lyde der undslap. Men der var helt bestemt forskel på dem og så til den nye form for følelse der dukkede op da Deavás fik presset sig selv helt ind. Med den bevægelse fik Hauru undsluppet endnu et lettere smertefuldt gisp og tænderne blev bidt sammen endnu engang. Det blev hurtigt efterfulgt af et støn over hånden der greb fat om hans lem, hvilket bestemt ikke var en dårlig følelse. Til gengæld var det en voldsomt ambivalent situation for ham at være i, da han ikke rigtig var klar over om han skulle fokusere på smerten eller nydelsen. Men med kyssene mod hans brystkasse og derefter tungen mod hans hals også, kunne smerten helt sikkert glemmes. Ved at fokusere på de ting der føltes helt rigtigt, fik det ham samtidig til at slappe mere af og smerten begyndte at føltes bedre og bedre, også selvom det stadig gjorde ondt. Smerte havde dog aldrig været en dårlig ting for ham, han skulle bare have tid til at vænne sig til den form, for den var ny. Da han endelig havde fået samlet sig selv, løftede han overkroppen en anelse, for at få lagt en hånd på Deavás' balle og hive ham til sig. Et mindre diskret forsøg på at fortælle ham, at han endelig skulle blive ved, mens han blottede halsen for tungen.

Heldigt for dem at de befandt sig midt i skoven for eller var de nok blevet forstyrret for længst, men Deavás havde nu heller ikke noget imod scenen, som den udfoldede sig foran ham. Han kunne høre på vampyren at han også var begyndt at nyde, ikke at det havde været hans intention fra starten af, dog ville han ikke forhindre de, så længe at han selv nød det også. Deavás var lettere egoistisk i situationen, men greb alligevel ud efter vampyren i et forsøg på at overstimulere ham. Deavás ånde blev mere og mere varm, som han strøg den over vampyrens brystkasse og bed ham hist og her. Flere steder valgte han bevist at efterlade mærker, blot for at sikre sig at vampyren ikke ville glemme det lige foreløbig. Selvfølgelig var denne kødelig omgang med til at styrke det bånd, som Deavás havde skabt til ham. Der var intet personligt over det, det var blot virkelig praktisk i længden.

Der kom atter liv i vampyren, som han stødte hårdt ind i ham, før at han tillod ham plads til at rette sig op. Det ivrige forsøg på at få ham til at fortsætte fik Deavás til at smile lystigt, før at han bed ham i halsen udmærket klar over at det ikke var hans rolle, så forsøgte han at efterlade et tydeligt mærke på halsen, før at han rette sig let og næsten trak sig ud for at støde hårdt op i ham. Han gjorde det et bag gange, før at han rettede sig yderligere op og placerede sine hænder mod vampyrens ryg og lænede sig bagud for at sætte sig på jorden og holde vampyren nede med sine hænder mod hans hofter. Der var ingen som sagde, at Deavás kun skulle arbejde for det. Men den nye stilling fik Deavás til at udstøde et tungt støn, som Hauru's vægt naturligt pressede ham længere ind i ham. Det kom en anelse bag på ham, før at han vendte fokus tilbage til Hauru's lem og bevægede hånden op og ned imellem dem.

Hauru nød den varme ånde mod hans egen kolde brystkasse, ikke fordi han som sådan havde brug for varme generelt, men det var ikke en følelse han fik ofte. For hvert bid der blev gjort, kom han med et lavt gisp mellem de få støn han stadig ikke havde kontrol over. Det ene støn kom ud med en anelse aggressivitet og sammenbidt, da tænderne blev sat i hans hals. Han havde altid ment at det ikke var et problem at han bed andre, men han var da aldrig selv blevet bidt i på den måde. Det var ikke smerten der irriterede ham, det var tværtimod lige så behageligt som alle de andre bid, men det irriterede ham at blive budt det han havde gjort over for andre så mange gange. Stødende der blev gjort op i ham, fik ham til at udbryde støn efter støn, men lige så snart Deavás fik lænet sig tilbage, så han selv sit snit til at rette sig længere op, selv med de hænder på hans hofter. Han placerede begge hænder bag sig for at komme helt op at sidde på skødet af ham, med et ben placeret på hver side af ham. Han rettede det så tilfredse blik mod ham. Den ene hånd blev igen lagt om hans hals, mens han lod den anden glide ned over hans brystkasse med neglene først. Deavás skulle da ikke være den eneste til at efterlade sine mærker, heller ikke selvom Hauru ville hele og mærkerne ville forsvinde på ingen tid. Mens Deavás bevægede hånden op og ned, gjorde han selv det samme med sit underliv mod hans. Det var muligvis ikke ham selv der havde bestemt hvem der skulle give og hvem der skulle modtage, men en lille smule ville han have lov at bestemme.

Noget kunne tyde på, at vampyren var vant til at have styringen over situationen. Men Deavàs var ikke typen til at give slip på den slags kontrol, hvilket også var grunden til at han hurtigt havde taget kontrollen tilbage og lagde sig over ham. Aldrig ville han tage imod det, som vampyren fik lige nu. Det lå ikke rigtig i kortene og hvem skulle gøre et forsøg? Det aggressive støn fik Deavàs til at holde fat i ham med tænderne blot for at trække det ud. Han havde dog hverken i sinde eller tænderne til at bryde ordentligt igennem hans hud, så det blev ved bid.
Som de skiftede position udstødte Deavàs et dybt suk, som senere blev til et støn, da Hauru begyndte at bevæge sig uden Deavàs kontrol. Hånden om hans hals fik ham til at se ind i Haurus blik, som han sendte det tilfredse udtryk tilbage. Han udstødte nogle tunge og lange støn, som Hauru trak neglene ned over hans brystkasse. Det resulterede i et hårdt klem, som han førte den anden hånd om på hans balle og rettede ryggen for at presse deres kroppe sammen. Han klemte hårdt om Hauru balle og legede med en finger imellem hans baller.

Det længervarende bid i hans hals fik Hauru til at udbryde endnu et aggressivt støn, men irritationen forsvandt igen med skiftet af deres positioner. Nu var han til gengæld ikke typen der lod de små ting gå ubemærket hen, så selvfølgelig skulle det hævnes en smule, bare ikke lige nu. Indtil videre nød han alle berøringer mod sin krop. Da Deavás fik rettet ryggen og presset deres kroppe tættere sammen, slap han grebet om halsen. I stedet rykkede han hånden om i nakken på ham og greb fat i håret med et lettere lumsk smil. Han fortsatte med de hyppige bevægelser med underlivet og hånden der havde efterladt mærkerne hen over Deavás' brystkasse, flyttede han om på ryggen af ham for at holde ham fast, helt ind til sig. Han strammede grebet om håret og hev hans hoved let tilbage for at blotte hans hals. Som før, plantede han nogle kys fra kæben og hele vejen ned af halsen, men i stedet for at fortsætte længere ned, bed han sig hurtigt fat med de skarpe hjørnetænder, stadig mens han fortsatte med at bevæge sig op og ned på skødet af ham. Han stoppede ikke med bevægelsen et eneste sekund, men han var forberedt på at blive skubbet af. Muligvis noget værre.

De aggressive støn fik Deavás til at fryde sig indvendigt, som han egentlig ikke bekymrede sig om hvordan Hauru havde det med det hele. Det hele var vendt til at han kun fokuserede på sig selv og egentlig var ligeglad med hvordan Hauru følte det. Hans vejrtrækning var langsomt blevet tungere, som han kun udstødte få suk og støn hen ad vejen. Alligevel mødte han Haurus blik, som han slap grebet om hans hals og Deavás atter havde en fornemmelse af at kunne trække vejret ordentligt og synke. Et svagt hvæs undslap dog hans læber, som vampyren greb fat i hans hår endnu en gang. Men travlt optaget af hans bagdel flyttede han ikke sine hænder, men valgte i stedet at kradse ham hele vejen op af ryggen.

De hyppige bevægelser var ved at tage overhånd og Deavás tog nogle dybe vejrtrækning, som han ikke længere kunne rette hovedet op, da Hauru holdt fat i ham. Egentlig endte han med at skule på ham, som grebet blev strammet og hans hoved blev trukket bagud. Kyssene var velkomne, som han kort lukkede øjnene, lige indtil Hauru plantede sine hugtænder i hans hals. Et aggressivt støn undslap hans læber, som han greb fat i Hauru’s manke og hev ham bagud. Der var en mindre risiko for at vampyren ikke ville slippe ham, men lige nu var han ligeglad. Biddet var kommet bag på ham, også selvom han godt vidste at han lige nu legede med en vampyr, så havde han ikke forventet at vampyren var dum nok til at gøre det. Ikke tale om at han skulle fodre på ham.. Grebet var fast og aggressivt, som Deavás rev til og forsøgte at skubbe Hauru bagud, dog uden at lade hans røv slippe helt væk. I stedet greb han fat i hans ene ben og skubbede det opad for at placerede det over hans egen skulder. Så var der en chance for at Hauru ikke kunne nå hans hals igen. Stødte blev efterfølgende mere aggressive og hyppigere. Nu var legen forbi.