Præstindens ord fik Sofies kinder til at gløde op i en intens, rød farve, der spredte sig hele vejen over hendes ansigt og ud til spidsen af hendes øre "Ehm... ja.. okay" fik hun fremstammet. Sofie var skam taknemmelig for informationen, selvom hun ikke helt fik det udtrykt, og tanken om at være så nær med Rofus igen var berusende!
Sofie bed sig en anelse i læben. Det var en god viden at have, men det gik også langsomt op for Sofie, at det ikke nødvendigvis den største udfordring de to ville stå overfor, med mindre der også var en te der kunne styre hendes elendige evner.

"Tak" fik hun lavmælt tilføjet lidt efter, mens Ishtar var gået igang med at rode i sit bælte. Sofies blik fulgte nysgerrig med og lyttede til præstindens ord. Tisse.. på frø?
Sofie så temmelig skeptisk ud som hun tog imod posen med frø "Okaaaay så.. Det vil jeg huske" svarede hun dog. Nok lød det som overtro og husmorråd, men det var langtfra det mærkeligste hun havde hørt - eller set virke. En af nabokonerne tilbage i landsbyen Sofie kom fra havde engang ville have en søn, og folk havde haft de mærkeligste råd for hvordan hun sikrede sig det sådan, alt fra ligge på bjørnepels til at vaske sig dernede med eddike. Sofie var bare glad for at det her var så nemt som at bare tisse på frø.

Præstinden kunne ikke andet end smile over de rosenrøde kinder, ung kærlighed var noget af det mest livsgivende at opleve. Selvom Ishtar Helia godt viste at hendes måde at fortælle om teen, nok var mere end den unge pige havde ventet. Men det var viden der var noget værd for hende, for det ville være en skam hvis hun skulle omfavnes af uvished igen. Nok ville hun søge vished igen, nok var hendes selskab som en solstråle, men ak det var for det bedste at guide hende til ej at behøve den vished atter en gang. "Jeg behøver ingen tak mit barn, jeg gør blot mit bedste for at lede dem"

Et lille fnis undslap Ishtar Helia, åh hvor var Sofies reaktion kær! "Jeg ved at det måske lyder besynderligt, men således er det ind i mellem med visse ting" Svarede hun med smil lig en sommer dag. Det havde taget noget tid at finde ud af at frøene spirede således, men ganske håndgribeligt at forstå.
Det var efterhånden tid til at give den unge pige den sidste gave. "Sofie hvis jeg må, hvad drømmer du om at gøre når du bliver ældre? Hvilken vej tænker du din vej leder dig?" Spurte præstinden som hendes hellige symbol dansede mellem hendes fingre. At danne et billede var altid besværligt, men det skulle nok gå, det var hun sikker på.

Sofie skævede lidt mod præstinden, og hendes enorme smil, der varmede som solen selv, fik den røde farve på den unge kvindes ansigt til at sprede sig. Det lille fnis der fulgte gjorde det bestemt ikke bedre! "Der er mange ting mere besynderligt end det" mumlede Sofie tilbage, ikke helt tilfreds med at blive grinet af, og lidt pinligt berørt, men uden nogen vrede i stemmen.

Den let formærkede teenage mine forsvandt også snart igen, til fordel for en mere tænksom en. "Det ved jeg ikke endnu" svarede hun først med et skuldertrækning, men det var ikke helt rigtigt "Jeg vil ud og se verden, forhåbentligt sammen med R-... Min kæreste. Jeg vil ud og finde min far, og finde ud af hvem han er! ... og ja, selvfølgelig finde min mor igen, eller få et brev til hende eller noget, så hun ikke.. overreagere" der var eventyrlyst og under som hun fortalte, men også skyld i den sidste del. Hun viste godt hendes mor og bedsteforældre nok ikke var super tilfredes med hendes beslutning, også selvom hun havde efterladt et brev. Men hun var også nervøs for at hendes mor ville sende hende hjem hvis hun så hende igen. Sofie havde ikke ligefrem gjort sig fortjent til den store tillid. Når det kom til stykket ville Sofie nok egentligt gerne være mere som sin mor.. ikke at hun nogensinde ville indrømme det.

Ishtar Helia smilede som den opstigende sol "Det var ikke min mening at gøre dig forlegen, jeg håber at du kan tilgive mig" vendte venlige ord tilbage mod pigen. Det havde ikke været præstindens mening at tirre Sofie, men heldigvis lod det ikke til at hun havde taget det ilde op.

Stille foldede Ishtar Helia hænderne som pigen fortalte. Det var altid spændende at høre de unges drømme, store som små. "Det er ganske meget af verden af se, hvordan tror du den varme vind fra Rubinien ville føles i det hår? Eller de varme pelse om din krop som dig og din kæreste forcere nordens kolde sne?" Kom det opmuntrende fra Leander præstinden, stille rakte hun ud med hendes evne og skubbede den unge pige tættere på billede af den unge piges ideelle selv. Det var altid spændende at se hvordan de ændrede sig, hvordan Sofies hår mon ville ende med at se ud? Om hun blev højere, en fyldigere figur eller noget helt andet? "Det lyder som en glimrende idé at tage kontakt til din mor igen" kom det opfordrende med det varme smil. Det ville fjerne en byrde fra det unge hjerte, samt med sikkerhed giver hendes mor noget mere vished. 

Sofie lavede en kort gestus til at affeje præstindens undskyldning, og lade hende vide det var okay og at Sofie ikke bar nag. Det var lidt sjovt som præstinden undskyldte hver gang Sofie lod til at tage noget forkert eller det gjorde hende forlegen. Især med de mærkelige spørgsmål!

Sofies blå øjne gled langsomt i som Isthar fortsatte, og Sofie lod fantasien tage over. Hvordan ville det egentligt være? At stå på toppen af en sandbanke, med den hårde sol hamrende ned ovenfra, og en tør vind blæsende igennem hendes hår. Hun forestillede sig solen måske ville blege hendes hår, gøre det lysere, mere som hendes mors måske, og det ville helt sikkert være længere, ligesom da Sofie var yngre. Hun havde elsket sit lange hår før hun havde klippet det hele af i et forsøg på at slippe af med de lysende lokker... det havde ikke virket.
Men hvordan ville nordens kulde stå i kontrast? Hende og Rofus der kæmpede sig igennem dynger af knæhøj sne, med kulden bidende mod deres ansigter. Men de ville stadig ikke fryse, ikke meget ihvertfald. De ville have hinanden, og varme pelse! Hun ville måske have fået en krop mere som Mia? Med lidt mere sul på kroppen til at holde kulden ude. Og hun ville selvfølgelig være lidt højere.. hun måtte jo indhente Rofus før eller siden! Selvom hendes mor ikke var tårn høj, så var der altid en chance for, at hun havde fået sin højde fra sin far...

Et bredt, skævt smil havde bredt sig på Sofies læber. Og var hendes hår blevet mere koldt i tonen, eller var det bare lyset der var blevet skarpere som den var kravlet længere op på himmelen? Måske en anelse længere? Havde Sofie rettet sig en smule op, eller var hun blevet højere?
"Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, men ligemeget hvad, så skal det nok blive et eventyr!" svarede hun lattermildt og rettede blikket mod horisonten. Hun ville sende et brev til hendes mor. Hvordan det skulle nå frem, viste hun ikke, men selv den Store Kaptajn Sirenesang måtte vel ligge til kaj i ny og næ.

Sofie knugede posen mellem sine hænder. Men før alt der skulle hun lære at brygge te på topalisurt, og hjælpe Rofus med at styrte Kiles Orden..
Med et målfast blik rejste Sofie sig op fra bænken igen og vendte sig mod præstinden "Tusinde tak for alt din hjælpe og lærer" sagde hun og bukkede. Hun viste det var vigtigt ikke bare at takke for det gjort, men også for viden givet. Hendes mor havde lært hende at vide kunne være lige så meget værd som guld, og lige nu havde Sofie aldrig været mere enig. "Jeg må hellere komme videre nu.. og finde noget topalisurt" den sidste del blev tilføjet med et skævt, lige generet smil. 

Det var altid spændende at se efter tegn på hvad der ændrede sig hos dem der modtog Ishtar Helias gave. Et lysende skær fra en voksende lok undslap pigens sjal, i sandhed et syn hun ikke så ofte, lysende hår var ganske sjældent trods alt. Selv når man havde levet et liv der havde varet over to årtusinder. 
Resten der fulgte det lysende hår der blidt skiftede til en blegere nuance, var dog mere som hun havde set før. Lidt mere fylde der fik den unge pige til at se mere moden ud, et skridt på vejen mod den kvinde hun utvivlsomt ville blive med tiden, den lille smule højde hun have fået gjorde hende godt, som hun havde forstået menneskene var højde et træk de foretrak. 
Præstinden smilede et smil der lyste omkamp med pigen hår "Det håber jeg" alle fortjente at leve deres eget eventyr, hun gjorde blot sit for at de følte sig mere tilpas i den rolle de valgte at gøre til deres.

Præstinden nikkede og smilede ved den unge Sofies takken, hun forventede ingen tak og havde gjort hendes gerning uden, men taknemmelighed fra andre nød hun ganske meget. For det viste at hun havde formået at gøre en forskel i et andet liv. "Jeg gjorde blot min gerning, men det glæder mig at det er faldet i god jord"
Præstinden kunne ikke dy sig for at give pigen et sigende blink med det ene øjne for hun afsluttede med "Må du gå i Leanders Lys"