Krystallandet
Fnuggie 14.07.2018 18:32
James kiggede forundre på hende da han fik bukketen med blomster. Han kiggede efter hende. Havde han gjort noget galt? Var det noget han havde sagt? "Hov stop vent." kom det fra ham og rejste sig op. Han kiggede på buketten og så på hende. "Var det noget jeg sagde? Måske var det. Undskyld" kom det fra ham og kiggede lidt ned af sig selv. Han begyndte lige så forsigtigt at humpe efter hende. Hvad havde han egentlig sagt? Han havde jo bare nævnt sin søster og så var hun blevet ked af det. Havde hun også mistet en søster? "Jeg er ked af du også har mistet en søster. Det var ikke min mening at..." han stoppede sin sætning og sukkede. Han kom endelig op foran hende og kiggede hende ind i øjne. "Undskyld. Jeg dummede med." han kiggede lidt ned af sig selv og så ind i hendes øjne. Hvorfor virkede de øjne så bekendt? Var det en gammel slægtning eller sådan noget? Nej det kunne det ikke være. "Kom nu med tilbage og lig dine blomster, du har mindst lige så meget brug for at ligge dem som jeg har brug for at ligge nogen der hvor jeg skal hen." kom det fra ham og kiggede hende ind i øjne. Han lagde en arm omkring hende for at give hende et kram. "Undskyld" kom det fra ham igen og fjernede sig fra hende og kiggede på hende.
Koda 14.07.2018 18:44
Hvorfor kunne James ikke blot lade hende være, havde nogen slået ha i hovedet med en spade siden han fik ideen om en der løb grædende væk og ikke kendte, at han så begyndte at løbe efter. Jocelyn måtte stoppe op for hun nænnede ikke han var i smerte og løb efter hende, men så begyndte alle de spørgsmål at have ned over hende, hvor hun ikke kunne overskue alt det her. Hvorfor skulle dette møde være sådan her."En bror" rettede Jocelyn som James spurte om hun havde mistet en søster, hvordan kunne James ikke forstå, han måtte virkelig ikke tvinge hende til at sige det, hun kunne tydeligt mærke sin faders sind i sit, han holdt øje.
Som James kom over til hende og lagde en arm over hende begyndte tørrede først at løbe og hun prøvede i værdigt at stoppe kg tørre sine øjne. Som James mente hun skulle lægge sin buketalligvel for hun havde brug for det udbrød Jocelyn pludselig "Nej jeg har ikke brug for af ligge noget... du står jo lige der... Så nej... Jeg fik det der var bedre.. kg jeg kan.. må ikke.. og" Jocelyn havde svært ved at tale for hvert et øremærkede hun vreden k kroppen fra hendes fader sprede sig, han ville have kontrollen over hende, nej lidt endnu, hun måtte holde sin fader fra af besætte hendes krop lige nu. Først skulle James væk da Jocelyn var sikker på han ville slå James ihjel.
Fnuggie 14.07.2018 19:44
James kiggede på Jocelyn og forstod hendes ord. "Det gør mig ondt." kom det roligt fra ham og kiggede ned i jorden. Hans knæ gjorde stadig ondt og han stod med knæet lidt bøjet. Hvad skulle han stille op for at få hende med sig? Skulle han sige eller gøre et eller andet? Hun kunne ikke gå sådan grædende. "Hør du snakkede om bønner, måske nogen kan høre dine bønner." sagde han forsigtigt og vidste godt at det var dumt. Men hun mente jo at der var nogen til at høre deres bønner, James havde bare aldrig oplevet det. Han havde ikke engang set sin familie som ånder, så hvorfor skulle nogen lytte til ham andre end ham selv? "Kom bare med" sagde han og prøvede at vende hende om.Han blev helt bekymret da hun begyndte at græde og nu vidste han slet ikke hvad han skulle stille op med sig selv. Dette her var en lille smule akavet. Han kendte hende ikke engang, og alligevel havde han et behov for at stå og trøste hende, de var jo i samme båd. De havde begge mistet noget de savnede, så de kunne jo bare snakke om noget andet end den smerte der fyldte. Hendes stemme fyldte luften og han anede ikke hvad han skulle sige. "Ja jeg står lige her." startede han men tænkte sig lidt om. "Vent lidt... Jol?" han havde altid haft sit eget kælenavn til Jocelyn, han ville gerne være anderledes end alle andre, og Jo ringede bare ikke rigtig i hans mund. Nej Jol var det han havde kaldt hende hele livet. "Jocelyn?" spurgte han igen og kiggede rigtigt på hende. "Det kan ikke passe." kom det roligt fra ham og kiggede på hende. Hvad var det lige der forgik her?! Det kunne da umuligt være Jocelyn, så heldig kunne han ikke være efter 13 år.
Koda 14.07.2018 20:43
James blev blot ved med at lukke plider plader ud af sin jund som om han intet fattede og Jocelyn kunne ligefrem slå ham, hun var begyndt at blive så sur, eller det var ikke hende, det var hendes fader der fyldte mere og mere i hendes sind og det var ulideligt at kæmpe imod ham. Jocelyn vidste der ville falde brænde ned senere og at straffen ville være slem.Aha der faldt krystallen for James, han fattede endelig hvem hun var og straks kunne Jocelyn mærke hvordan hendes fader skreg i hendes sind så hun måtte tage sig til hovedet igen og udbrød "James... Jeg kan ikke det her... du vil ikke forstå...du er i fare"
Hun kunne aldrig drømme om at skade sin egen lillebror men de svære havde hendes fader helt andre planer, Jocelyn forstod ikke hvorfor hun skulle berøves denne glæde, hun havde gjort alt for sin fader, kg nu hvor lykken stod hende bi så måtte hjn ikke modtage det.
Fnuggie 14.07.2018 20:50
James var helt overrumplet. Hvad var det der forgik? Hvordan kunne han møde sin søster på sådan en dag som i dag? Han havde været her så mange gange før uden at have stødt på nogen og nu... Han tog sig til hovedet og trådte et par skridt bagud. "Det er ikke til at fatte..." kom det fra ham stille og var lige ved at falde. Han havde endelig fundet sin søster og nu ville hun have ham væk. Aldrig i livet om det ville ske! Var han i fare? For hvad? Han vendte lidt rundt for at se om der var nogen men han kunne ikke se nogen. "I fare, hvad mener du??" han kiggede på hende og løftede et øjenbryn. Han var langt fra færdig med dette her møde. Hvis hun ville gøre ham ondt så måtte hun det. Men aldrig i livet om han ville flygte fra noget så godt! Nej han ville blive hvor han var og snakke med Jocelyn han ville høre havd hun havde lavet i alle de år, hvorfor hun havde gået fra ham den gang. Havde hun troet han var død? Vidste hun hvem der slog deres forældre ihjel? Han havde så mange spørgsmål til hende som han måtte have besvaret. "Jeg forstår ikke" han kiggede på hende og gik et skridt tættere på for at give hende et kram. "Min søster." kom det stille fra ham og lukkede øjne da han krammede hende. Koda 14.07.2018 21:02
Jocelyn skammede sig for at være en trussel for sin egen lillebror men det var hun gået hen og blevet til, hvad ville deres forældre ikke tænke om hende, nej Jocelyn havde en ny familie, undskyld, straks gik Jocelyn i selvsving og var blot splittet imellem 2 verdner der hev og flåede i hende og mest af alt havde hun ikke lyst til noget af det lige nu.Jocelyn lod sig godt nok omfavne og begyndte at hulke og fik imellem hulke sagt "James stop... Jeg.. kan ikke kontrollere ham... Jeg vil ikke" og hvis James var blot lidt opmærksom på Jocelyn bevægelser imens han omfavnede hende, og kiggede ned havde hendes højre hånd greb om en kniv der var rettet imod James, mens hendes venstre hånd så ud til at forhindre kniven i at bevæge Sigmund k James, begge arme,så ud til at kæmpe imod hinanden.
Jocelyn panikkede lidt, hun skulle ikke skade sin egen bror!
"James, hør her! Om lidt er jeg kun til fare for dig.. hvis nødvendig slå mig ihjel.. de må ikke tage dig fra mig" sagde Jocelyn så alvorligt hun kunnen si gråd.. og for en gangs skyld omtalte hun sig selv rigtigt, og distanceret sig selv til sin nye familie nu hvor James stod her.
Fnuggie 14.07.2018 21:27
James vidste ikke hvad han skulle stille op. Hun kunne ikke kontrollere ham hvem kunne hun ikke kontrollere? Var det en han ikke kunne se? Var det hvad det var? Havde han ikke nogen familie alligevel? Han kiggede på hende og hendes bevægelser på kniven. Han lagde en hånd oven på hendes og kunne mærke hvordan hun kæmpede mod sig selv. Han trådte et skridt tilbage og rystede på hovedet. hvad forgik der? Hun lød oprigtig bange og ked af det, hun omtalte ikke sig selv som vi mere. Han kunne bare ikke efterlade hende sådan her. Han måtte vide hvad der foregik! "Jocelyn Laveron! Hvad sker der?" han nævnte aldrig hendes efternavn. Han havde aldrig nævnt hende på den måde før. Han ville vide hvad der skete og det skulle ske nu! Hun snakkede om at skulle slå hende ihjel men det nægtede han! Han ville ikke slå hende ihjel, han ville bare vide hvad der foregik! Var hun besat? Det måtte være det, kunne han gøre noget? Han anede det ikke! "Fortæl mig hvad jeg skal gøre, og du vover på at sige jeg skal forsvinde for det sker ikke!" han humpede et skridt længere bagud og holdte blikket på kniven og hendes hænder.
Koda 14.07.2018 21:37
Hvordan kunne hendes lillebror være så stædig! De havde godt nok ikke set hinanden k så mange år, men så ville et par mere vel ikke skade? Nej hvad var det hun tænkte. Nej hendes fader måtte spise hende hvis det skulle blive det, dette øjeblik var hendes, og ikke hendes faders eller nogle af de andres. Med et som James sagde hendes fulde navn skreg Jocelyn op, og ned en kraftig bevægelse fik Jocelyn knækket kniven ud af sin højre hånd og over i sin venstre, og uden så meget at blinke tolkede hun sig selv i sin højre arm, og med det samme kunne hun mærke stilheden i sit hoved, og Jocelyn vidste hun ville blive straffet lige så snart hun kom tilbage til sin fader.Jocelyn faldt på knæ og sagde stille "James... undskyld.. jeg" hun vidste ikke hvad hun skulle sige til James, hun var dukket op efter alle disse år og hun havde selvfølgelig drømt om det så længe, nå men nu hvor det faktisk skete, vidste hun ikke hvad hun skulle sige.
Forsigtigt rettede hu blikket med våde øjne imod James og sagde "Jeg beklager, at det skulle ske sådan her"man kunne høre hun oprigtigt var ked af det hele.
Fnuggie 14.07.2018 22:04
James kiggede på sceneriet der forgik foran ham. Han anede jo stadig ikke hvad han skulle gøre. Hun havde ikke fortalt hvad der var galt. Han kiggede på kniven der fløj over hendes skulder og så et skrig. Han var glad for at hun ikke havde samme evne som ham selv, men så igen hvis hun havde haft det havde det ikke rørt ham. Han kunne tåle høje lyde og han kunne høre alt når han ville. James kiggede forundret på hende og gik et par skridt tættere på hende, han var ikke sikker på at det var sikkert men han var lige glad dette her gjaldt familie om han så skulle dø så ville han dø det samme sted som hans forældre gjorde. "Jeg forstår ikke" sagde han forsigtigt og kiggede blot på hende. Han var ikke helt tæt på hende men tæt nok til at hun kunne høre hvad han sagde. "Er du okey?" spurgte han stadig forsigtigt og bøjede sig ned for at mærke på sit knæ som dunkede.
Koda 15.07.2018 05:04
Jocelyn kunne godt mærke smerten i sin arm, og måtte blot bide det i sig for nu, den skulle nok forbindes så hurtigt som muligt, men for nu lod Jocelyn blot kniven sidde for at det blødte så lidt som muligt. Det blik der mødte James var trist og skamfuldt, hun havde næsten slået ham ihjel, eller det var hendes fader men de var jo som et som resten af familien. Gud hvor ville hun blot være i problemer senere!Da James igen begyndte på alle sine spørgsmål var der et skævt smil at finde på hendes læber og Jocelyn sagde stille "kære James... Jeg har ikke haft det bedre i et par år"
Det var flere år siden Jocelyn havde kunne se sig selv som sin egen og omtalte sig selv som jeg. Det var trods omstændighederne en rar fornemmelse at golde lidt fast i, men hun vidste det ikke ville være ved for evigt.
"Øhh min kære lillebror, hvor du har været savnet" sagde Jocelyn blidtogkiggededirketeop i James øjne som han nu var tæt på, det var så længe siden de havde ses, han var blevet så stor, hendes lille irriterende lillebror bar voksen,og trods det gjorde Jocelyn ked at James havde brugt alt sin tid på at lede sådan var hun stadig glad for inderlig se ham.
Fnuggie 15.07.2018 13:47
James kiggede på Jocelyn. Hvad var der med hende? Hun havde snakket som sig selv i flere personer og nu snakkede hun som om det kun var hende der var der. Hvad forgik der? Eller var hun bare lige så underlig som ham selv? Han kiggede ned på hendes arm og opdagede kniven. ”Du bløder jo!” kom det fra ham og hastede humpende over imod hende det sidste stykke der var imellem dem. ”Skal jeg ikke tage den ud for dig?” spurgte han lidt og kiggede på sine egne hænder. Han var bange for at aktivere sine evner når han rørte folk og de ville blive svimmel. Men han måtte tage en chance. Uden hun overhovedet havde svaret ham tog han fat i kniven og hev den ud af armen på ham. Han havde godt styr på sine evner efter hånden og vidste derfor at hans evne ikke var aktiveret. Så ville hun da ikke blive svimmel når han nu havde rørt hende. Han anede jo ikke engang om hun også kunne se ånder, eller om det kun var ham. Der var så mange ting som han ikke kunne huske, og han håbede at Jocelyn kunne give ham nogle svar.Blodet flød ud af armen på hende og James rev hurtigt sin T-shirt i stykker i bunden for at forbinde armen ind, ”Du skal nok sys” kom det roligt fra ham som han forbandt stykket rundt om armen på hende.
James lyttede til hendes ord og vidste lige så meget at han var lykkeligere end noget andet. Han havde aldrig været mere lykkeligere end han var nu. Det var bare en stor mundfuld at tage ind. Han havde ledt efter sin søster i 13 år og her stod hun foran ham! Det var en syrealistisk oplevelse han slet ikke kunne fatte, og det var en oplevelse han aldrig ville glemme. ”Du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig. Jeg har ledt og ledt efter dig, og her står du endelig foran mig, det er en underlig følelse, men det er en følelse jeg godt kan lide. Jeg tror bare jeg skal komme over det.” sagde han stille, men hun ville tydeligt kunne høre hvad det var han sagde.
Koda 15.07.2018 14:19
Jocelyn måtte bide smerten i sig som James pludselig valgte at hive kniven ud af hendes arm og hun skulle lige til at give ham en dumflad over han nu sagde det nok skulle syes, det vidste hun da godt, det var jo netop derfor hun havde ladet kniven sidde, nu kunne hun bløde igennem en forbinding i stedet. Nå det var ikke nu hun skulle være fusterret over sin lillebror. Jocelyn kunne udemærket se ånder uden sin lillebrors evner, men hun vidste udemærket st han kunne tale med dem hvilket hun ikke selv kunne.Et opgivende glad suk undslap hendes læber, hun havde nok kun kort tid sammen med ham, varmet Møn nok tid til at få ham til at forstå det hele. Blot tanken om hun kun havde søgt når det lod sig give sig, og James ikke havde lavet andet gjorde hende trist, men huntvang stadig et smil frem.
"Jeg er også glad for at se dig James, du var jo en lille purk sidst jeg så dig... men vi må nyde det mens det være, jeg kan ikke blive for længe" sagde joceluåyn blidt og lagde sin ene hånd op på James kind. Hun kunne se alle sine forældres træk i ham og minderne begyndte at komme strømmende tilbage.
Skulle Jocelyn fortælle hun havde taget hævn på forældrenes møder? Skulle hun virkelig fortælle hvordan hun havde solgt sit liv til en dæmon blot for at kunne tage livet af en anden mand. Hun tvivlede det ville være en god idé.
"James, du tror sikkert jeg er i problemer... men på min vej har jeg taget nogle valg, og jeg er ikke mig længere.. Det er svært at forklare" prøvede Jocelyn at forklare så godt hun kunne, men det var svært at skulle sige disse ting mens hun så ham i øjnene.
Fnuggie 15.07.2018 14:54
James kiggede på Jocelyn og kunne mærke et nærvær han ikke havde følte længe, endelig var det på tide at blive klippet, endelig var det på tide at slå sig ned. Han havde fundet sin søster og det var det eneste der betød noget for ham. Han kiggede lidt ned på hendes arm som han havde forbundet færdigt, men stærkt nok til forhåbentligt at stoppe blødningen bare en smule.Han lyttede til hendes ord og han kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin. "Det virker så lang tid siden. 13 år for at være præcis. Lige præcis i dag er det 13 år siden vores forældre døde." det sidste sagde han med et forsigtighed, han var ikke glad for at næven deres forældre. Det var bare.. Ja hvad var det egentlig? Han kiggede lidt ned på på jorden og så på sit knæ som han stadig stod lidt bøjet med.
Jocelyns ord fangede ham. skulle hun allerede til at gå? Jamen de havde da lige mødt hinanden! Hvad skulle der nu ske? Hun kunne da ikke bare sådan gå, de havde en masse at snakke om. Hvad havde hun lavet, hvor skulle hun hen, ville han finde hende igen? Der var så mange spørgsmål der pressede på og så mange ting han ville vide. Ting som hun sikkert kunne svare på. Han kunne ikke engang huske hvordan deres forældre så ud, han havde ikke engang set dem som ånder. Her havde han kommet hvert eneste år på døds dagen i håb om at hans forældre var der, men det havde altid været uden held. "Du går vel ikke allerede?" kom det roligt fra ham og kom med et lille suk. Hvad skulle han nu stille op? Hendes ord ramte ham tungt. Hun havde valgt nogle ting som James gerne ville vide hvad var. Måske kunne han hjælpe hende hvis hun var i problemer, han ville så gerne hjælpe. Det var det eneste han duede til her i livet. "Prøv at forklare, jeg vil gerne vide det." kom det roligt fra ham og kiggede lidt ned i jorden og så op på Jocelyn og dybt ind i hendes øjne. Hans øjne begyndte at blive lidt våde og han begyndte at blive ked af det, hvorfor vidste han egentlig ikke.
Koda 15.07.2018 15:16
Åh jo mere James begyndte at tale om hvor længe siden det var de havde set hinanden jo sværere var det blot at snart måtte skilles endnu engang, men det var nødvendigt for deres begges skyld for ellers ville de aldrig få chancen igen."Jeg forstår lillebror, det er længe siden" svarede Jocelyn blot med sorg i stemmen, en gang i livet havde hun måtte såre sin lillebror så meget at hun ikke kunne se ham i øjne så længe og måske derfor ikke havde ledt som hun skulle, og nu skulle hun se ham i øjne og gøre det endnu engang, for hun vidste ikke hvor længe der ville gå igen før de sås igen, og om noget ville være anderledes til den tid.
Jocelyn tyssede på sin lillebror som han gerne ville forstå det hele og Jocelyn sagde blidt "Jeg tjener end mand nu, han kigger altid med, og han vil ikke have det her, jeg beklager, men jeg skal gøre som han siger.... det var eneste måde" Til sidst lød Jocelyn helt trist, og selvfølgelig var hun det, for hvis hun nu havde ladet hver med at søge hævn over deres forældre havde hun aldrig været nødsaget til at skulle indgå en aftale med si fader. Hun havde faktisk aldrig stillet spørgsmål ved det valg før hun og hun vidste blot de tanker ville koste hende dyrt.
"James.. jeg vil altid være der for dig, og våge over dig... men.. jeg kan ikke give dig det du har søgt alle disse år" sagde Jocelyn med tårer i øjne over at skulle skuffe sin lillebror på denne måde, men der var ingen vej uden om.
Fnuggie 15.07.2018 15:43
James kunne godt mærke at dette her ikke var let for nogen af dem. Han begyndte at få tåre i øjne og en tåre trillede ned af hans kind. De skulle skiltes allerede han vidste det bare, men det var så tidligt. Han tog fat i sit hår slap det løst og kiggede på Jocelyn. "Jeg ved det må være svært for dig, men jeg vil gerne hjælpe, jeg er din bror. Nok er du ældre end mig, men jeg vil altid være der for dig og hjælpe på din vej." kom det roligt fra ham som endnu en tåre trillede ned af kinden på ham. Han vidste ikke hvad han skulle stille på lige nu. Hvad var det der skete? Hun ville gå sin vej nu, han kunne mærke det. Han kiggede på hende og opdagede til sidst hendes sværd på ryggen. Han tog fat i det og hev det frem. "Gør mig den tjeneste inden du går og skær håret af mig." sagde han og rakte hende sværdet for at vende sig om bagefter. Han havde ingen penge til at få nogen til at gøre det for ham, og han havde ikke nogen våben til at gøre det selv. Han kunne ikke fordrage vold, det havde han aldrig kunne, og slet ikke våben med hans led. Nej det var ikke nemt at være ham. Men hvad skulle han gøre? Jocelyn tjente en mand, en mand som James ikke vidste om var god eller ond. Var det en mand der ville hende ondt, eller var det en mand som havde gjort det bedste for hende i alle de år som de ikke havde set hinanden? Han førte en finger op til øjet og fjernede en tåre. Det var blevet en god dag som måtte slutte så bræt.
Koda 15.07.2018 15:58
Jocelyn omfavnede si lillebror som han endnu engang valgte at tænke på hende, og ikke engang sig selv. Hun var og forblev en stor skuffelse over familien, hun måtte en dag betale for alle sine ugerninger, og hun fortjente alt der måtte komme den dag. Men lige nu var hun så egoistisk blot at nyde at se sin rigtige familie igen, og alene for den tanke vidste Jocelyn hun skuffede sin ejer.. nej hvad havde hun tænkt..blot tankerne om en smertefuld straf fik det til at løbe hende langt ned af ryggen."Kære lillebror, den her kan du ikke få mig ud af" sagde Jocelyn trist og vidst hun nu kun levede for at tjene en dæmon og den dag hun ikke skulle tjene ham længere skulle hun dø og live spist af ham, ikke engang kølige rester ville være tilbage og begrave.
Hun kiggede forundret so James tog hendes sværd fra dens smede, og som han rakte det til hende, så hu forvirret ud først, men begyndte så at grine lidt og sagde "Du trænger også kære lillebror, man skulle tro du ikke var klippet i flere år" Jocelyn vidste ikke at James ikke havde klippet sig selv siden de skiltes 13 år siden.
Med et rettede hun sig lidt op og kom om på den anden side af James og tog fat i hans lokker og skar hår af, hun gjorde hvad hun kunne for at skære det pænt til så det ville ligne bare en slags frisure så han ikke ville skulle skamme sig.
Fnuggie 15.07.2018 16:36
James kunne ikke andet end at lytte til hendes ord. Man kunne altid komme ud af noget lige meget hvordan, der var altid en udvej det havde han selv lært. Der var en udvej ud af problemer, der var en udvej ud af kontrakter, og der var en udvej ud af kriser. Spørgsmålet var bare hvilken en af delene som Jocelyn var en del af. James bed sig lidt i læben og rystede på hovedet. "Der må da være en udvej. Sig hvad jeg kan gøre." kom det fra ham og kiggede ned imod jorden. Hvis hun bare var halvt lige så stædig som han var så var chancen for at han kunne hjælpe ikke ret stor. Men han var stædig og hvis hun bare fortalte en lille smule ville han finde en udvej. Det var jo det eneste familie han havde tilbage! Et grin kom over hans læber. Hun havde ret, han var ikke blevet klippet længe 13 år faktisk. Men nu hvor hans søster var fundet kunne han blive klippet. Han mærkede hvordan håret blev løsere og ikke tyngede så meget som håret blev fjernet mere og mere. Det var faktisk lidt af en befrielse at håret endelig blev klippet. "Det er jeg heller ikke. Lige siden du forsvandt har jo svoret ikke at blive klippet før jeg fandt dig igen." kom det roligt fra ham og kunne mærke en tåre trille ned af kinden.
Koda 15.07.2018 17:28
Jocelyn prøvede blot at skære hår af James så pænt som muligt og holdt tungen lige i munden, dog måtte han tage og gå til en barber hvis det skulle se ordentligt ud. Dog måtte hun le lidt af han ikke havde klippet sig selv i 13 år, sikke en ide at få, hvordan kunne han overhoved syntes det havde været en god ide, trods det var sjovt gjorde det hende også trist at vide hvor meget energi han havde måtte bruge på at lede efter hende, så meget energi og nu måtte de blot skilles igen."Jeg slipper ikke ud af den mands klør, han overholdte sin del af vores aftale, jeg skal overholde min... Så kære James jeg lover dig at finde dig igen en dag, men stop med at led efter mig, og lev dig et fornuftigt liv i stedet, det er alt du Skal gøre" sagde Jocelyn bedene og håbede a James ville lytte til hendes bøn, det var nok med hun havde ødelagt sit liv på deres forældres død,James havde stadig en chance for at kunne rette op på sit og få sig et liv han kunne være glad for.
Da Jocelyn blev færdig med håret sætte hun sig sværdpå plads og kiggede lidt på sit værk, det var langt fra perfekt, men det måtte gå for nu. Hun kunne godt mærke jvordan hendes ejers sind kæmpede sig for at få adgang til hende igen, og hun kunne bestemt mærke han havde til dels lyttet med og var langt fra tilfreds.
"James... Det er bedst jeg går nu... han er på vej igen... Jeg ved godt det her møde ikke har været som du ville have det... men tving mig ikke ud i noget hvor det ikke ender godt" sagde Jocelyn bedene og ville helst ikke gå uden accept for sin lillebror trods hun måske blev nød til det for ikke at lade sin ejer skade ham.
Fnuggie 15.07.2018 17:55
James var underlig, ja det var han og det ville han nok altid være. Men det skulle vel nok ændre sig nu, ville det ikke? Han kiggede lidt på Jocelyn og sendte hende et smil. "Jeg kan ikke love noget" sagde han og fast holdte sit smil. Han kiggede lidt ned i jorden og så op på Jocelyn igen. Hun var blevet så smuk! Han kunne svagt huske hende som lille, men det var også alt. Men her stod en kvinde med ben i næsen. Hun havde ikke engang pivet da han tog kniven ud af armen på hende. Hun havde ben i næsen det måtte han give hende. Hun havde virkelig ændrede sig, men det samme havde han. Han var ikke længere den der rendte rundt i røven på hende. Han havde godt nok forsøgt at finde hende, men han havde jo bare troet hun var død. "Så du går nu?" spurgte han trist og kiggede lidt ned i jorden. "Men jeg forstår. Du har noget du skal nå" sagde han forsigtigt og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Hvis hun måtte gå så måtte hun jo gå, men James havde stadig en mission. Han skulle ned til huset og ligge sine blomster, eller de blomster som Jocelyn havde afleveret til ham. Han havde efterladt dem på landevejen da han var gået efter hende. "Lover du at passe på dig selv, og at vi snart ses?" spurgte han og kiggede ind i hendes øjne
Koda 15.07.2018 18:57
Med tunge skridt var Jocelyn allerede på vej tilbage efter sin hest, hun skulle væk før hendes.. ej.. nej fader kom tilbage, nu begyndte det igen, hun havde ikke meget tid tilbage med James på den måde hun gerne ville, det blev nok de sidste ord de skulle dele sammen et stykke tid, mindst indtil Jocelyn fik tilladelse til at se sin broder igen.Da James gik efter måtte Jocelyn vende sig om og sagde med et smil "Vi.. undskyld, jeg passer altid på mig selv.. Og lige over kære bror... vi ses på et tidspunkt så meget vil jeg gerne love dig... men stop med at led efter migmmere... du ved jeg er i live nu.. lige som jeg ved om dig... Jeg elsker dig min kære lillebror" det hele blev sagt med tungtnhjerte, og med et omfavnede Jocelyn sin lillebror og efter nogle øjeblikke træk hun sig væk og måtte med hastige skridt forlade James inden det træk ud, hun mærkede allerede hvordan hendes sind mærkede, hendes fader var sur,møg hunmskille væk inden han valgte at bruge hendes krop imod James.
Jocelyn fandt sin hest, kastede et sidste blik hvorfra hun var kommet, og red så hastigt væk, hjem til sin fader for at måtte gå sin straf i møde.
Chatboks
IC-chat▽