Det gibbede i Ada, Halla og Eivor, da Naeva pludselig slog øjnene op, og de trak sig hurtigt tilbage, men Sol blev siddende ganske roligt. Hun sad stadig nøgen og knælende på gulvet, men da Naeva lænede sig mod bordet, rejste Sol sig roligt op. Hendes tre mager samlede sig bag hende og stirrede nysgerrigt på den mystiske slangekvinde. Det måtte se spøjst ud; Sol, der næsten var to meter høj og meget mørk - næsten sort - omgivet af tre betydeligt lavere mennesker, der alle havde langt, glat, sort hår, nøddebrun hud og mandelformede, brune øjne. En af dem, Ada, var tydeligvis gravid og holdt beskyttende om sin lille, runde mave. Halla var den ældste af mændene, mens Eivor var yngre, stærkere og mere frembusende. Hans mørke øjne lynede mod den fremmede kvinde i rummet. Der var dog umiddelbart ikke noget at være bange for fra deres side, med mindre Naeva pludselig blev til en slange igen; Sol havde taget alle våben fra hende og skubbet dem under den store seng, de havde dækket med skin og pelse.

"Mit værelse på kroen," svarede Sol roligt på Naevas spørgsmål, og hendes store læber fortrak en smule i et halvsmil. "Er du bange?"

Naeva fnøs som eneste svar på dæmonens spørgsmål. Selv hvis var bange, ville hun aldrig indrømme det. Han gav slip på bordet, og tvang sine legemer til at holde op med at skælve. Nok var hun træt, men hun ville være forbandet hvis hun lod dæmonen se det. Hun plantede sit blik fast på den mørklødede kvindes ansigt, og gjorde sit bedste for at ignorere hendes nøgenhed og de tre andre personer i rummet. Der måtte være en grund til at hun havde bragt hende med til hotelværelset, fremfor at efterlade hende eller dræbe hende på stedet. Naeva havde ingen planer om at blive længere end nødvendigt.

”Fortæl mig hvorfor jeg er her. Hvad vil du ha’ af mig?” hendes stemme var hård og aggressiv, men mest for at skjule udmattelsen der lå bag. Naeva var blevet besejret på ærlig vis, da det var hendes egen skyld at hun lod sig blive distraheret af dæmonens kvindelige former. Som hun havde sagt inden deres kamp startede, skyldte hun Solbjørk en tjeneste. Det var ligegyldigt hvor usmageligt det var at indrømme, et løfte var et løfte. Og hun havde ikke styrken til at kæmpe imod, selv hvis hun ønskede at gøre det.

"Hvorfor angreb du mig?" spurgte Sol roligt, men før Naeva kunne svare, brød den yngste af mændene ind.

"Ved du ikke, du har angrebet en gud?!" hvæsede han og trådte et skridt frem bag fra Sol med en løftet næve. "Du fortjener en skæbne værre end døden for den spot du har udført mod vores gudinde Sol!"

"Eivor," sagde Sol stille, og manden tav med det samme. Hun vendte sig kort mod ham – hun var et helt hoved højere end ham – og strøg ham over håret og kyssede hans pande. Han nikkede, og sammen med de to andre, trak han sig tilbage til sengen, hvor de alle tre satte sig. Hans mørke lynede stadig i retning af Naeva.

Sol vendte sig mod Naeva igen og smilede lidt.

"Mine mager kan være meget beskyttende overfor mig," sagde hun, og hendes stemme lød et øjeblik mildere. Men så trådte hun tættere på Naeva og lænede sig ned for at se hende ordenligt i øjnene.

"Hvem er du, og hvorfor angreb du mig?" spurgte hun igen, og denne gang fik Naeva lov til at svare.

Som Sol trådte tættere, tvang Naeva rystelserne i sin arme og ben til at stoppe. Han gav slip på det bord hun havde stødet sig til, og rettede ryggen for at vise dæmonen at hun ikke endnu ikke var knækket. Hvis man skulle gætte ud fra hendes udstråling ville man ikke tro at hun havde været på dødens kant, eller at hun dårligt kunne holde sig oprejst. Der var ikke sporet af ængstelighed at finde i hendes gyldenbrune øjne.

Hun fnøs i ’gudindens’ ansigt, fornærmet af idéen om at denne dæmon skulle være en gud. Hun havde selv haft rigelig erfaring med dæmoner med selvhøjtidelige tanker, og så ingen grund til at Sol skulle være mere eller mindre end dette. Hendes slag med spydskæftet havde trukket blod, og hvis hun blødte kunne hun dræbes. Og det gjorde hende mindre end en gud, i hvert fald i Naevas øjne.
Hun havde løst til at håne dæmonen for sine selvhøjtidelige tanker, men selvom Naeva ikke var smart var hun tvunget til at anerkende magtdynamikken mellem dem. Hun kunne mærke sine kræfter vende tilbage langsomt, så hvad tid hun købte nu ville komme til gode senere, hvis det kom til en kamp.
”Jeg er Naeva Atiyeh, fra slægten af samme navn. Jeg angreb dig for at besejre dig. Havde jeg vundet, ville jeg havde brugt min heksekunst til at binde din styrke til min egen.” Hun kiggede dybt ind i dæmonens øjne, opsat på ikke at være den første der brød øjenkontakten, trods strålende ud af hendes blik. "Hvad jeg ville bruge den styrke til er min egen sag."

Sol kunne ikke lade være med at smile; det var en sød tanke, at Naeva troede, at hun kunne besejre Sol. Hun var heldig, at Sol ikke have revet sjælen ud af kroppen på hende med det samme. Sol dræbte ikke for sjov, men blev hun angrebet, så holdt hun sog normalt ikke tilbage. Det eneste, der havde reddet Naeve, var hendes specielle sjæl. En sjæl, som Sol stadig gerne ville mærke mere på, men ikke endnu. Først...

"Og hvis jeg besejrede dig?" spurgte hun og trådte endnu tættere på og lod sit sultne blik glide over Naevas krop uden at lægge skjul på de tanker, der farede igennem hovedet på hende. "Hvad får jeg så?"

”Ugh,” tænkte Naeva. Så det var sådan at det ville spille ud mellem hende og den høje dæmon. Hun nærede ingen tvivl om hvad Solbjørk havde i tankerne, sådan som hendes blik gled langsomt over hende. På den anden side kunne det have været værre – Naeva var ikke for stolt til at bruge sin krop til at opnå hvad hun ville, og det var bestemt en nemmere måde at betale sin gæld af til dæmonen, end hvis hun ville have nogen myrdet for eksempel. Hendes blik gled op og ned af den slanke skikkelse, og hun tog sig selv i næsten at se frem til det. Hun havde set en chance for at få sin vilje. Der lå arbejde foran hende.

Hun tvang et slesk smil frem på sine læber, og trådte Solbjørk i møde. De stod tæt, tæt nok til at hun kunne mærke varmen som den nøgne kvindes hud udstrålede. ”En tjeneste, brugt til hvad end du ønsker,” sagde hun med en stemme der måske ville have været forførende, hvis ikke hun havde været så træt. Hun løftede den ene hånd og placerede to fingerspidser ved kvindens kraveben. Som hun åbnede munden for at fortsætte, lod hun dem langsomt glide nedad over hendes brystkasse. ”Én tjeneste, og kun en. Men er det nok til dig, o’ almægtige gudinde?” der var en letsindig hån i hendes stemme, sikkert blasfemisk nok til at få hendes følgere til at bide sig i tungen.
Naeva kunne i hvert fald finde på en håndfuld ting hun kunne finde på at gøre. Hendes blik vandrede langsomt sydpå fra Sols ansigt, mens hun bed sig tænksomt i underlæben. Tankerne stoppede pludseligt, da hun fangende sig selv i at stå og dagdrømme. Der var stadig dybt alvorlige sager at tage sig af. Hun lagde håndfladen mod dæmonens mellemgulv, som for at holde afstanden mellem dem.

Hånen var tydelig i Naevas stemme, og straffen kom prompte. Sols håndflade landede hårdt og hurtigt over Naevas kind med nok kraft til at tvinge hendes hoved sidelæns. Med endnu en hurtigt bevægelse, greb Sol fat i nakken på Naeva og begyndte at slæbe hende over  gulvet og hen til sengen, hvor Sols tre mager sad og kiggede på. Den gravide Ada sad længst væk, mens den ældste af de tre, Halla, sad tættest og så på med ophidsede, sorte øjne. 

Sol bøjede Naeva ind over sengen og fik med et nik Halla og Eivor til at komme tættere og tage fat on Naevas nakke og skuldre for at presse hendes overkrop ned i madrassen.

"Lige hvad jeg ønsker?" gentog Sol bag Naeva, og selv hvis man ikke kunne se hendes ansigt, kunne man tydeligt høre det selvtilfredse smil i hendes stemme. Hun rakte ud for at tage den nihalede kat fra det lille bord ved siden af sengen. Det var Halla, der nød at mærke piskens mange små "haler", men Sol slog sjældent hårdt nok på ham til at få hans hud til at briste. Det hensyn havde hun ikke tænkt at vise Naeva.

Hun lod pisken glide over Naevas lænd, inden hun løftede hånden og piskens ris falde over Naevas baglår med et højt smæld.

Slaget i ansigtet faldt som en overraskelse og efterlod stjerner i hendes synsfelt. Som Solbjørk tvang hende over mod sengen kunne hun intet andet gøre end at stirre i forvirring, og da hun endelig overskuddet til at gøre nogen modstand var det for sent. Vægten af de to mennesker var mere end nok til at holde slangekvinden nede. Hun fik vendt sig hoved, og havde intet problem med at få vejret.
Naeva mærkede pisken som Solbjørk tog tilløb, men kunne ikke få sig selv til at sige noget. Hun var en stolt kvinde, men det var den samme stolthed der holdt hende tavs – hun havde trods alt tabt på ærlig vis. Hvis dette var hvad dæmonen valgte at gøre med sin gevinst, ville hun tage det som en kriger. Alligevel var hun nød til at bide sig selv i læben for at undgå at klynke da smældet brød den anspændte tavshed. Smerten var ekstrem og fik hende til kæmpe instinktivt mod sine fangeholdere, før hun fik kontrol over sig selv. Som en rød dråbe begyndte at løbe ned af hendes lår tvang hun sig selv til at åbne munden. Der var sår hvor hendes tænder havde gennemtrængt huden.

”Gjorde du noget?” løj hun trodsigt selvom det modsatte var mere end åbenlyst. Hendes stemme var stålfast, som var de sidste elementer af svaghed blevet banket ud af hende. ”Du er nød til at slå hårdere hvis jeg skal mærke det.”
Et sted i hendes hoved var der en stemme der sagde hun var sindssyg, at ægge en dæmon an på den måde. Desværre var det mange år siden hun sidst havde lyttet til den. Naeva kunne se ingen grund til at begynde nu.

Et smil bredte sig over Sols fyldige læber, mens hun så, hvordan Naeva instinktivt kæmpede imod Halla og Eivors greb. De holdt hende dog fast, men det så heller ikke ud til, at der var meget kraft tilbage i kvinden. Sol slikkede sine læber. Hun ignorerede Naevas provokation og lænede sig i stedet ned over hende og lod sin tunge glide over blodsdråbe, der trillede ned over den lysebrune hud. Blodet i sig selv sagde hende ikke noget, men Naevas smerte sendte varme igennem Sols krop og ned mellem hendes ben. 

Sol placerede et blødt kys på Naevas ene balle og rettede sig derefter op igen, blot for at lade piskens ni haler falde ned over det samme sted med et højt smæld.

Naeva kunne mærke dråben glide ned af sit ben. Dæmonens tunge fik en kuldegysning til at løbe langs hendes rygrad. Havde hun haft muligheden ville hun kæmpe sig fri, men hun var fortsat holdt nede og for svag til at slå tilbage. Da slaget faldt var hun forberedt på smerten, men alligevel undslap en lyd et sted mellem et skrig og et støn hendes læber. Som pletter spredte sig i hendes synsfelt rejste hugtænderne sig i overmunden, klar til at bide skulle en af hendes fangevogtere komme for tæt på.

Denne gang kom der ingen smarte kommentarer. Naeva stolede ikke på hendes stemme ikke ville foræde smerten hun følte.Naeva kunne mærke dråben glide ned af sit ben. Dæmonens tunge fik en kuldegysning til at løbe langs hendes rygrad. Havde hun haft muligheden ville hun kæmpe sig fri, men hun var fortsat holdt nede og for svag til at slå tilbage. Da slaget faldt var hun forberedt på smerten, men alligevel undslap en lyd et sted mellem et skrig og et støn hendes læber. Som pletter spredte sig i hendes synsfelt rejste hugtænderne sig i overmunden, klar til at bide skulle en af hendes fangevogtere komme for tæt på.

Denne gang kom der ingen smarte kommentarer. Naeva stolede ikke på at hendes stemme ikke ville forråde smerten hun følte.

// Lukket efter aftale