Mitch vedblev med at holde om hende, som hans ord ikke gjorde hendes sindstilstand bedre, men hans nærhed dog var med til at berolige hende lidt. Eller det valgte han at tro på eftersom hun blev siddende med armene om ham og ansigtet ind mod hans bryst. Hans lette strøg ned af hendes ryg hørte op, som han i stedet lukkede armene fastere om hende og trak hende en smule mere end til sig. Han havde været ved at miste hende og tanken kunne han ikke undgå for evigt, når de sad sådan her.
Lidt dog som hendes blik søgte hans og han mærkede et skævt smil glide frem ved spørgsmålet i hendes blik. "Fra I var i en båd og til nu. Heldigvis et da I vandrede forbi skiltene hvor en vej forgrenede sig." Det havde indsnævret det mulige område han skulle gennemsøge med ikke så lidt.

Han lyttede som hun svarede og sukkede så træt. "Intet galt i det valg, min pige. Hun var den mest udsatte af jer to." Hele landet var gået op i limningen og han ønskede ikke for nogen af blandet blod at blive dømt kun for det. Så betragtede han hende undersøgende. "Forsvandt? Hvad mener du med forsvandt?" Han havde allerede en grum mistanke om hvad der kunne ligge i lige netop det. En alf med en krystal ville forklare hvordan hun kunne være kommet så langt væk påså kort tid, men han ville ikke lægge hende ordene i munden.
"Jeg er bare glad for jeg fandt jer i tide..." Han sagde det som han lukkede armene lidt fastere om hende.

Amy reagerede meget mere på at Mitch var der, end hun i sine tanker havde forestillet sig. Hun ville bare gerne blive inde i favnen og ikke tage fra den igen. Lige nu selvfølgelig mest fordi hun var bange, ked af det og skræmt fra sans og samling! Men også fordi det netop var Mitch. Hun havde ikke turde lade nogen komme så tæt ind på livet af sig før, og lige nu kunne hun kun tænkte hvorfor hun havde afholdt sig fra det. Amy sank en klump i halsen og lavede et let nik med hovedet til hans ord. Båden.. Fra dragens klippehule. Som heldigvis ikke var hjemme. Og videre igennem landet. Sikke en rejse de egentlig havde været på.

Hans ord gjorde at hun fik det en smule bedre med sin beslutning, og skuldrene faldt lidt ned. En beslutning hun ikke havde set som netop det da den blev taget men mere en selvfølgelig. At tænke over hvad konsekvens det havde givet, havde ikke strejfet hende.
Amy sank en ny klump der havde formet sig i halsen og tog derefter en dyb indånding. Hun var trods alt ikke bare gået! Det kunne hun trøste sig med. “En alf.. Fandt mig oppe på taget og gav mig en krystal. Jeg ved ikke hvorfor, men krystallen sendte mig til en klippehule. En klippeø mere sagt, med en dragehule.” Amy slap øjenkontakten for at ligge hovedet ind til hans brystkasse, for også at kunne fortsætte uden at tænke på hvor slemt det egentlig var det hun ville tilføje. “Jeg har været der før. Da jeg var yngre, sammen med Caitlin. Lang historie. Men jeg var endt der igen, denne gang alene. Men Caitlin mødte samme alf, og dukkede op ud af det blå.” Amy tog en dyb indånding og lukkede øjnende. Puttede sig en smule ind som hans arme lukkede sig en smule mere fast om hende. “Vi må nok komme væk herfra?” det blev faktisk mere et spørgsmål, end en konstatering. Hun var ikke helt sikker på hvad de skulle gøre – andet end at få Caitlin i sikkerhed, hjem til Gidion. Væk fra de mange lig, var egentlig også at foretrække.

Mitch mærkede det øjeblik hun begyndte at slappe af. Det øjeblik hun fandt en ro i sig selv om at tingene nok skulle gå og at han var med hende. Hun havde ikke fejlet med sine valg, fordi han havde været nummer to i tanken. Det var måske ikke hvor han helst ville være for hende, som nummer to, men han havde set nok af de to's rejse og tidligere små glimt til at vide hvorfor.Noget de få ting Amy havde fortalt om veninden også havde bestyrket. De to piger havde bare vokset op sammen på en hård måde hvor de havde været alt de hver især kunne stole på og så alligevel ikke havde ville gøre.

Så nikkede han let og sukkede som hun nævnte alfen. Selvfølgelig havde det været sådan en for hende også! Så brød hendes ord dog igennem alle de ubehagelige ting han gerne ville sige til den alf, som hun nævnte noget han ikke var sikker på han havde brug for at høre. "I besøgte en dragehule da I var yngre...?" Hans stemme var afdæmpet, men havde fået en let opgivende og træt klang. Selvfølgelig havde de det. Havde de to nogensinde ikke opsøgt problemer hvis de havde haft en mulighed for at gøre andet. "En gang bliver du nødt til at fortælle nogen af de historier..." Han var ikke sikker på om han så frem til det med gru eller forventning.

Han gav hende et sidste klem, før han stille løsnede armene og fjernede vingerne helt. "Enig." Det var ikke fordi han havde lyst til at slippe hende, men at blive var for farligt for dem alle. Han lod blikket glide fra hende og ned til pigen foran dem. "Ved du hvor hendes værge bor?" Det var ikke til at sige hvornår pigen ville vågne op igen og han havde mest lyt til at have hende sovende så længe som muligt. Slankt bygget som hun var og ikke stor af højde var hun til at flyve med. Især da de to ikke havde det store af tasker med.

Amys reaktion på hans indspørgende ord til dragehulen, var tydeligt af en der følte hun havde talt over sig. Hun lukkede øjnende, bed sig i underlæben og begyndte med det samme at tænke en masse forskellige ting hun kunne bruge som afledning. Hun vidste jo udemærket godt at det ikke havde været smart af dem at gøre den gang, men pengene var gode bare ud fra rygterne. Desværre havde det vidst sig at skællene ikke havde været nemme at sælge ved deres tilbagekomst. "Husk nu, at vi var.. børn" hun ved ikke om det gjorde sagen spor bedre! Men man var ikke altid så fornuftig i den alder, og meget styret af luner. Sådan en rejse virkede dengang ikke spor faretruende, men derimod mere indtjenene. Ligesom med ungdommens kilde. Men den skulle hun heller ikke nævne noget om lige nu.

Amy havde egentlig ikke lyst til at han slap hende, og lukkede hende ud i den bitre og faretruende virkelighed igen. Synet af ligene omkring dem var en bitter påmindelse om hvad der var sket, og hvad der kunne være sket. "I Medanien, nær Vesterdalene. Jeg ved ikke hvad side, men jeg gætter på at det er siden nærmest landsbyen." logisk set ville det i hvert fald give mening. At de havde bosat sig nær Vesterdalene skyldtes nok ganske logisk et familiemedlem som ikke kunne bosætte sig i byområder. Amy nævnte ikke noget om den moster - mest af alt fordi hun ikke ville begynde at tale vildt og voldsomt om andres hemmeligheder og familieliv. Specielt ikke Caitlins.

Et lille smil krusede Mitch løber, som Amy sigende gemte ansigtet væk ved hans spørgsmål om dragehulen. Et tegn på det næppe var en af de første historier han fik ud af hende om deres tidligere eventyr, men forhåbentlig kom hun engang til at stole nok på ham til at fortælle den. Måske. For nu var der dog andre ting der var langt vigtigere for ham at få afklaret, så de kunne komme væk herfra.

Han rakte ud og strøg en hånd over hendes skulder, som hun blegnede let ved synet der omgav hende. "Det er da et sted at starte." Han hængte Caitlins taske over skulderen, vurderende vægten, før han greb den endnu mindre der var Amys. Ikke urimelig vægt at lægge til selvom han også skulle have pigen i armene. "Kan du forvandle dig og flyve selv?" Hun var blevet bedre til at styre magien, men hendes sindstilstand havde stadig en ret stor effekt på om hun kunne blive menneske igen. Om det virkede sådan den anden vej havde han ikke før haft grund til at opleve. Flyve dem begge kunne han dog ikke, så hvis Amy ikke blev fugl,ja, så måtte de gå.

Han afventede let hendes svar, før han bøjede sig ned og lirkede den bevidstløse pige op i favnen. Hun var endnu lettere end han havde ventet. Et tegn på for lidt at spise gennem noget tid, som han håbede kun havde noget med rejsen at gøre. "Klar?" Ord var aldrig dem han havde flest af og lige nu var det vigtigere at komme på afstand af mændene, før de blev savnet og fundet.

Amy havde set mange ubehagelige ting i sine unge dage, men lemlæstede og døde lig var ikke ligefrem det hun havde været mest vant til. Blodet gjorde hende ikke noget, og efter så mange år i de små gader var lugten ikke engang det der fik hende til at få det dårligt. Nej, det var tanken. Tanken om hvad de kunne havde fundet på, gjort imod dem begge. Oven i at det var mennesker som alle andre. De havde også været børn engang. Måske nogen af dem havde familier. Hun rystede hovedet og vendte sin opmærksomhed tilbage til det hun kunne kontrollere.. Eller i hvert fald kunne være en del af. Det andet var forbi nu. "Ja." hun skulle nok lige samle sig om det, og tage et par dybe indåndinger, men det blev nemmere og nemmere at hoppe ind og ud af sin fuglekrop.

Amy så bekymret på Caitlin der slapt blev løftet op i Mitch's favn. Hun så så lille ud på den måde. Lille og skrøbelig. Det var ikke rart. Det var ikke sådan hun havde lyst til at se sin yngre veninde. Men hun skulle nok klare sig. Nok så hun lille ud, men hun havde vilje styrke! Ellers skulle Amy nok overføre noget af sin egen. Med et bestemt blik så hun op på Mitch, nikkede og hoppede fremefter, for at forvandle sig i luften. Fuglen var en smule disorienteret i sin flyvning til en start, men var hurtig til at genvinde balancen og tage en tur rundt om mitch og derefter baske så hun stod mere eller mindre stille i luften. Ventende på at han lettede, så de kunne komme væk derfra. Det havde taget tid at vende sig til at flyve på denne måde, men det forekom hende heldigvis naturligt. Og når hun blev træt, havde hun vinden til at hjælpe sig.