Alicia nikkede til hans ord, men hun svarede ikke. Hun havde ikke rigtigt noget at tilføje. Hun så lidt eftertænksom ud, da hun hørte hans navn. "Det er et usædvanligt navn, men det passer godt til Dem" svarede hun ærligt med et svagt smil. Hun havde ikke hørt om ham, så hun var ikke just klar over, at han havde et ry. Hun slugte dog sin nysgerrighed omkring navnet, for det kom virkelig ikke hende ved, og det var ikke reelt lige i situationen.

Alicia lyttede nøje til Shrades instruktioner, og hun så lidt undskyldende på hjelmen, da han nævnede tøjet. "Det beklager jeg, det vidste jeg ikke" svarede hun og følte sig lidt tungnem. Det gav sig selv, at hun skulle have slagkofte eller noget under, men hun havde ærligt ikke skænket det en tanke. Uden at skænke det en tanke, at Shrade stod der, begyndte hun at tage harnisken på. Hun havde stadig tøj på, og selv hvis hun havde været nødt til at smide trøjen, havde hun stadig en top på indenunder, så hun følte sig ikke ligefrem blufærdig lige nu. Da hun havde fået den på, vendte hun sig mod ham. "Sidder den ordentligt?" spurgte hun og drejede sig lidt, så han kunne se det ordentligt. Hun havde fulgt hans instrukser nøje, men hun var komplet uerfaren med denne metode, så det ville ikke undre hende, hvis der var noget, der skulle rettes på.

Navnet havde været en joke fortalt på en stille nat for flere livstider siden. Hans stemme havde altid haft den samme hæse klang, og med tiden var kælenavnet gået fra at være et kælenavn til at være hans egentlige navn. Hans minder fra før 12 år siden føltes tyndslidte. Han kunne dårligt nok huske hvem han var før han blev Shrade, eller ansigtet af personen der havde givet ham navnet.
Han slog de melankolske tanker ud af sit hoved, og blev genforenet med virkeligheden. Bag hjelmen følte han en nerve få krampetrækninger, og hans humør faldt drastisk. Jernkæmpen gik på knæ ved siden af hende, og begyndte i en ladt tavshed at justere på nogle spænder. Alicia havde formået at tage harnisken på præcis som tiltænkt, men da den var lavet på mål og uden model, var der små justeringer der skulle på plads først. Han arbejde i tavshed i nogle minutter, før han tog den første plade af rustningen på stativet, og begyndte at montere den på hendes harnisk.

Som arbejdet distraherede ham blev han opmærksom på stilheden, der var begyndt at blive akavet. Han følte at det var hans pligt at sige noget, men han havde aldrig været god med ord. Han rømmede sig tydeligt. "Alicia er pænt. Hvor stammer det fra?" Spørgsmålet lød idiotisk i hans hoved, og endnu værre efter det havde forladt det. Han var helt og aldeles på herrens mark.
I stedet for at tænke over hvor idiotisk han måtte havde lydt, begyndte han at tilpasse pladerne med sine fingre, til de passede til monteringsmekanismerne på harnisken. Metallet gav efter for hans berøring, som var det lavet af ler, og efter det første stykke var tilpasset gik han igang med det næste. Hvert stykke var på længde med hendes underarm, med omtrent samme bredde.

Alicia bemærkede godt den trykkede stemning, og hun så lidt undskyldende på hjelmen. "Undskyld hvis jeg fik sagt noget forkert. Det var ikke min mening." Hun havde oprigtigt ment det på en god måde, at hans navn passede til ham, men hun havde ingen anelse om, om hun havde vækket dårlige minder. Hun ønskede på ingen måde at være skyld i, at han blev i dårligt humør. Hun rakte forsigtigt armen frem og lagde den prøvende på Shrades skulder. "Det var ikke ondt ment. Jeg føler oprigtigt, det passer til Dem på en god måde" prøvede hun at forklare stadig med et undskyldende udtryk i ansigtet. Hun vidste ikke, om hun kunne redde den trykkede stemning, men hun prøvede ihærdigt.

Hun stod blot helt stille, som han rettede lidt på harnisken. Hans spørgsmål fik hende dog til at se lidt tænksom ud. "Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke rigtigt mine forældre, hvor de fik inspirationen fra" svarede hun ærligt. Hun havde aldrig tænkt over det, for det var for hende ikke vigtigt. Det var dog ikke gået op for hende, at Shrade selv bare prøvede at lette den trykkede stilhed.

Hun fulgte interesseret med, da han begyndte på metalpladerne, og hun så komplet overrasket til, som han bøjede dem med hænderne, som var de smør. Hun havde set hans evne før, men hun fandt det stadig komplet fascinerende. Hun stod til at starte med helt stille, så hun ikke generede ham, men efterhånden som han fik flere og flere plader på, begyndte hun at vende og dreje sig, så han bedre kunne komme til.

Han sukkede dybt, hvilket medførte at den hvæsende lyd af hans lungeskade var mere tydelig. Det var ikke med hans gode vilje at hans tanker var gået hen hvor de gjorde, og han ville foretrække at lægge det bag sig. Hvilket de selvfølgelig ikke kunne gøre ved at ignorere det. Hvorfor skulle det være så besværligt at interagere med andre mennesker? Når han gik i gaderne fik folk det til at se så chokerende nemt ud, men han syntes aldrig at det gik sådan for ham.
"Tænk ikke over det. Jeg undskylder at jeg bragte mine egne problemer ind i det." Hans stemme var træt, men også lidt mere munter - på en undskyldende måde. Det var tre dage siden han havde sovet sidst, og selvom han ikke behøvede så meget søvn som andre kunne han godt mærke det. 
Shrade var selv forælderløs, og hun lød som om hendes forældre ikke var blandt de levende. Det var umuligt for ham at relatere til hendes tab, men han vidste hvordan det var ikke at have forældre. Eller rettere, det troede han at han gjorde. "Er de døde?" Hans spørgsmål var muligvis mere ligetil end de fleste ville bryde sig om. Samtale var virkeligt ikke Shrades stærke side.
Pladerne faldt på plads en af gangen, i et overlappende mønster hvor hver plade var delvist over og delvist under en anden plade. Det gjorde at de lå på skrå, hvilket ville hjælpe med at afvise hugvåben, og ville ikke forhindre hende i at bøje sig ned, da brystpladen ikke bestod af et enkelt stykke metal. Han løftede et større stykke op, der skulle dække fra lige under brystet til kanten af hendes hals. 
"Du er nød til at holde den oppe for mig, mens jeg fæstner den." Hvilket kun var halvt sandt. Han kunne nemt fusionere den med pladen under, hvilket ville holde den på plads. Alligevel virkede det bedst at lade hende holde brystpladen selv. Han så ikke frem til at spørge om den skulle tilpasses.

Alicia sendte Shrade et smil og lod sit blik hvile på hjelmen, som han svarede hende, hvorefter hun nikkede lidt. "Lad os bare blive enige om at lade det ligge så. Jeg har ikke lyst til at snage" svarede hun ærligt og med en venlig undertone. Hun ville ikke blande sig i hans fortid, for den kom aldeles ikke hende ved, især ikke når de jo knap kendte hinanden. De havde mødt hinanden en gang, og det var ret tydeligt, syntes hun, at forholdet mellem dem var ret professionelt.
Ved hans næste spørgsmål sendte Alicia ham et nyt smil og nikkede. "Ja de døde for år tilbage af alderdom" svarede hun. Hun var som sådan ikke længere så trist over det, for hun havde aldrig været på kant med dem. Desuden gjorde det hende ikke så meget, at Shrade var direkte. Hun hadede, når folk prøvede at pakke ting ind i vat. Specielt fordi hun oftest ikke opdagede det.
Hun så stadig imponeret til, mens rustningen langsomt blev samlet, og hun kunne med det samme forstå, hvorfor hans håndværk var så godt. Hun kunne tydeligt se, at hun ville have næsten fuld førlighed, uanset hvordan hun bevægede sig. Vægten var bestemt heller ikke slemt, så hun gik ikke ud fra, at det ville blive et problem.
Hun nikkede til hans ord, og hun brugte begge hænder til at holde pladen på plads. Hun tænkte dog ikke i så høj grad over, om det ville blive et problem at tilpasse den, for hun ville nok ikke kunne mærke det alligevel. "Har du haft stand her længe?" spurgte hun ham nysgerrigt mest for at bryde stilheden. "Det er første gang, jeg er herinde, og det undrer mig lidt, at jeg ikke har lagt mærke til smedjen her før."

Havde hun sagt af alderdom? Han stoppede arbejdet, og rettede sig op for at se på hende nærmere. Ved første øjekast havde han gættet på at hun var yngre end han, og efter nærmere overvejelse bekræftede han sin overvejelser. Hun lignede bestemt ikke nogen på over tredive. Overraskelsen blev dog ikke overleveret gennem hans rustning. Alt hun kunne se var at han betragtede hende. "Fik dine forældre barn sent?" Det var det mest realistiske bud han kunne komme med, men han havde set mere tossede ting end en person, der ikke blev ældre. På et dagligt basis, sågar.
Efter en kort pause lænnede han sig frem igen, og fortsatte med at monteret hendes brystplade, og bevægede sig derefter om til ryggen. Efter det kom armene, og så hendes ben.
"4 år, vil jeg gætte på. Der er ikke mange der kommer for mit smedearbejde desværre, så du er næppe den eneste. For det meste lever jeg af-" Han kom i tanke om at hun var byvagt, og slog sig mentalt over sine mentale naller for næsten at have indrømmet kriminel aktivitet. Det var tydeligt at der foregik noget, som han pludseligt faldt i tavshed, selv uden at kunne se hans ansigt. "Vedligeholdelse." Afsluttede han, på ingen måde overbevisende.

Alicia så først lidt uforstående på Shrade over hans spørgsmål. Så gik det op for hende, at hun ikke ligefrem lignede en, der havde den alder, hun havde. Hun sendte ham et smil og rystede på hovedet. "Nej, jeg er bare væsentligt ældre, end jeg ser ud" svarede hun mildt med blikket fortsat hvilende på hjelmen.
Alicia vendte sig og løftede armene, som Shrade arbejdede, for han nemmere kunne komme til. Hun var som sådan ikke vant til at få hjælp, men hun forsøgte stadig, at gøre hans arbejde så nemt som muligt.
Hun lyttede tydeligt interesseret til hans svar, men hun kunne ikke lade være med at grine over hans tøven. "Bare rolig. Jeg er ikke byvagt længere, og selv hvis jeg var, ville jeg ikke arrestere min leverandør" sagde hun med et smil. Hun havde opdaget løgnen, men det kom egentlig ikke hende ved, hvad han lavede ved siden af. Hun var jo selv i en situation lige nu, hvor hun muligvis var nødt til at tage noget mere lyssky arbejde for at tjene krystaller.

Han trak på skuldrene. Det rørte ham ikke rigtigt hvor gammel hun var, og han havde snakket med skabninger der var mange gange ældre end han var før. De udgjorde sjældent særligt gode samtalepartnere. Og så igen, det gjorde Shrade næppe heller.
Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til nyheden om hendes erhvervskift. På den ene side var han glad for at hun ikke arbejdede for byvagterne længere. Hvis hans forbindelser havde set hende i en af hans rustninger, kunne det have rejst nogle ubehagelige spørgsmål. Selvom han tvivlede stærkt på at nogen af dem kunne skade ham, var han afhængig på dem, både som kunder og som arbejdsgivere. På den anden side ærgrede det ham at han havde mistet sin kontakt indenfor byvagterne. Det kunne have været brugbart, hvis han var kommet i problemer at have en ven på indersiden – specielt en du havde lovet livstids garanti på vedligeholdelse af deres udstyr.
”Jeg laver småjobs, ærinder, opkræver penge – sådan noget. Stiller ikke spørgsmål, men det virker sjældent særlig lovligt.”
Han var halvvejs færdig med at fæste pladerne til hendes ene arm. ”Hvad laver du så nu?” spurgte han med oprigtig nysgerrighed.

Det var sjældent, Alicia egentlig tænkte over sin alder. Hun var lidt holdt op med at gå op i den slags. For hende var det ikke ligefrem vigtigt, specielt ikke når der var racer, der var flere hundrede år gamle. Hvor gammel hun selv kunne blive, vidste hun ikke, men hun gik selv ud fra, at hun ikke var udødelig. Hun ville nok godt kunne dø af alderdom.
Hvad angik samtalepartnere fandt hun det sjovt nok imponerende let at snakke med Shrade, selvom hun godt på nogen punkter kunne mærke, at han var lidt socialt akavet, men det var hun på den anden side også selv en gang imellem, så for hende gjorde det ikke noget.
Hun lyttede interesseret til hans svar og så lidt overrasket på ham, inden hun sendte ham et smil. "Og De tog i mod mig alligevel? Jeg er imponeret over, De turde" svarede hun ærligt. Hvis han lavede lyssky arbejde, ville det ikke undre hende, hvis han bare havde sagt, at han ikke havde tid.
"Jeg søger arbejde... og forsøger at vælte Kiles Orden" svarede hun med et skuldertræk på hans spørgsmål. Hvis nogle af præsterne hørte hendes ord, ville hun nok blive dømt for landsforræderi, men hun var egentlig ligeglad. Hun var færdig med at følge dem og gøre deres bud.

Shrade trak blot på skuldrene over hendes kompliment. Der var mange gennem hans liv der havde forsøgt at skade ham på grund af hans måde at gøre tingene på, men hver og en måtte de erkende at han ikke kunne flyttes. Hvad få bekendte han havde, samt alle hans kontakter i underverdenen, havde gjort Shrade til en stor undtagelsestilstand, for han gjorde hvad han havde lyst til, og dræbte hvem end der kom i vejen. Hvilket resulterede i at han kunne leve sit liv i relativ frihed.
”Syntes du ikke ’De’ er lidt formelt?” under hjelmen løftede han hvad der engang havde været et øjenbryn spørgende. Han havde altid fundet det underligt at bruge høflige termer, for han var ikke en høflig person, og havde aldrig været god til at være andre end sig selv.
”Du betaler, jeg smeder.” Han lagde den sidste plade på hendes anden arm på plads, og begyndte på hendes ene ben. ”Hvis du betalte, ville jeg slås. Eller danse. Le, for den sags skyld.” Shrades verden var mindre nuanceret end de flestes, og han foretrak det sådan, og havde aldrig forstået hvorfor alle gjorde så stort et nummer ud af at komplicere deres liv.
Han stoppede arbejdet da hun nævnte Kiles Orden, og rettede sig op så han kunne se hende i ansigtet. Hendes træk fortalte intet mindre end at hun talte med komplet alvor. ”Det kan være farligt at sige sådan noget.” Han havde naturligvis ikke tænkt sig at melde hende, eller noget – det ville være en skam hvis hans håndværk gik til spilde.
”Hvis jeg skal være ærlig har jeg ikke noget problem med dem, udover udgangsforbuddet. Kaos er profitabelt for en våbensmed. Jeg kan sikkert finde dig noget arbejde, hvis du er interesseret. Der er massere at lave nu til dags. Hvis man har fleksibel moral, selvfølgelig.” Han bukkede sig ned, og fortsatte monteringen af rustningen.

Alicia havde godt fået indtrykket af, at Shrade ikke ligefrem var en mand, man skulle lægge sig ud med, men det virkede alligevel for hende modigt, at han ville tage imod en byvagt. Hun kommenterede det dog ikke, da han ikke svarede på det.
Ved hans spørgsmål hævede hun let det ene øjenbryn, mens hun rettede blikket mod hjelmen. "Jeg kan da godt lade være, hvis det generer dig? Jeg er bare så vant til, at alle er så høflige, så det er efterhånden blevet en vane" svarede hun lettere undskyldende men samtidig undrende. Hun havde ikke ligefrem stødt på folk før, der fandt det for formelt at blive kaldt 'De'. Hun selv var mest vant til det fra bygarden af, hvor det næsten var krav, at man talte høfligt til alle og enhver, så det sad så meget på hendes rygrad nu, at hun havde svært ved at slippe det igen.
Hun lyttede interesseret til hans ord, men hun kunne alligevel ikke lade være med at grine over hans svar. "Det skal jeg huske, hvis jeg nogensinde får brug for nogen til at grine for mig" svarede hun med en drillende undertone. Hun forstod godt budskabet, men hun så aldeles det sjove i hans ord samtidig.
Ved hans næste svar trak hun lidt på skuldrene igen. "Jeg er ligeglad. De myrdede en potentielt uskyldig mand uden at sikre sig, om han overhovedet var skyldig eller ej. Der knækkede filmen for mig" svarede hun ærligt. Hun kunne dog godt se, at han kunne nyde godt af det kaos, krigen mellem Lyset og Mørket skabte. Hun selv havde ikke rigtigt mærket udgangsforbuddet endnu, men hun havde stadig en smule privilegier som tidligere sergent, så de fleste byvagter, hun stødte på efter mørkets frembrud, sagde ikke rigtigt noget til hende.
"Lyssky arbejde er nok bedre end det alternativ, jeg overvejede" svarede hun og rettede igen et smil mod hjelmen. Hun var ret sikker på, at alt andet arbejde ville være bedre end bordellet.

Han fortsatte arbejdet med at tilpasse rustningen og var nu i gang med hendes sidste ben, men havde ikke lyst til at samtalen skulle slutte nu hvor det netop var blevet så interessant. Han lod som om at en af mekanismerne der fastholdt skindebenspladen var i stykker, for at købe noget mere tid uden at det påvirkede deres dialog.
”Gerne,” sagde han afslappet. I hans verden var høflighed sarkastisk, og bar omtrent den direkte modsatte betydning. Det gjorde ham ubehagelig tilpas at føre samtale med nogen der mente at de skulle maskere deres mening. ”Der er ingen grund til at lade som om jeg er fin.” Hans ord og stemme var mere nedladende end de havde lydt i hans hoved. Han var vokset op på gaden, uden uddannelse eller lærepladser.

Som hans sind vendte sig mod mørke tanker, fæstnede han den sidste plade på plads, og hev et sæt pladeovertrukne støvler frem fra en kasse. De havde det samme overlappende design af plader, der ville give hende bevægelsesfrihed og samtidigt dække hendes fødder og skinneben. På benet havde hun en af de mere komplicerede mekanismer, der var designet til at holde støvlerne på plads, selv hvis der var noget eller nogen, der forsøgte at trække dem af.
”Hvad havde du da overvejet at tage for noget arbejde?” Det var sandt at der var værre jobs end at være muskelkræft for den kriminelle underverden, men ikke mange. Han var mildt chokeret over at hun mente at lyssky var et godt alternativ – han havde forestillet sig at hun ville have noget mere ærværdig at falde tilbage på, som en tidligere byvagt.

Alicia stod lige nu bare tålmodigt og ventede på, Shrade tilpassede det sidste af rustningen. Hun havde selv intet imod deres samtale, og hun ønskede på ingen måde, at den sluttede lige nu. Hun hævede dog let det ene øjenbryn over hans tone og rettede igen blikket på hjelmen. "Det var slet ikke sådan ment" svarede hun lettere overrasket. Hun havde vitterlig aldrig mødt en, der tog det på den måde. Hendes blik blev efterfølgende undskyldende. "Det er nok mere vane end noget andet" tilføjede hun og sendte ham et prøvende smil. Hun ønskede på ingen måde, at han tog det på den forkerte måde, og hun ønskede ikke, at han følte, hun gjorde nar ad ham, for det gjorde hun bestemt ikke.

Alicia havde indtil videre fulgt nøje med i, hvordan han monterede rustningen, så hun selv kunne gøre det efterfølgende, og da han hev støvlerne frem, var det ingen undtagelse. Hun havde ikke nogen, der kunne hjælpe hende, og hun skulle selv komme i og ud af rustningen, så det var vigtigt for hende, at hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Det ville også skære ned i tiden, hun skulle bruge på at montere den selv.
Hun tænkte lidt over hans svar. Ærligt vidste hun det ikke, så hun trak på skuldrene. "Hvad end der byder sig. Af en eller anden grund vil de fleste lejesoldater ikke ansætte kvinder, så hvad end der holder mig fra at tømme min opsparing" svarede hun ærligt. Det og hvad end der holdt hende væk fra bordellet, men det valgte hun med vilje ikke at nævne.

Shrade færdiggjorde de sidste modifikationer og rejste sig i sin fulde højde, og rynkede brynet. Hun burde gå mindre op i hvad andre tænkte – guderne vidste at det ikke var hendes job at han gjorde sig selv i dårligt humør. Han havde været igennem mange ting, og hvis han havde lært noget var det at følelser havde lind indflydelse når det galt. ”Lad vær’ med at bekymre dig om det. Virkelig.” Hans ord blev båret af en oprigtighed der kom af erfaring. Bekymring var en form for høflighed, og hvis hun ville passe ind i den kriminelle underverden, måtte hun vænne sig af med den sentimentale sindsstilling.
Rustningen ville ikke være så svær at få af eller på, nu hvor han havde sat pladerne på plads. Rustningen kunne tages af i 5 store stykker, og selvom det ikke ville være nemt at tage den på alene, ville det være betydeligt nemmere end en almindelig pladerustning. Han instruerede hende hurtigt i hvordan hun skulle bære sig an med at få den af og på, mens han lavede nogle småjusteringer.

Da han var færdig kiggede han i hendes øjne, men kunne ikke holde øjenkontakten længe. Der var noget ved hendes ansigt, der gjorde det svært for ham at se på det længe. ”Hvis du er interesseret har jeg et job i aften.” Allerede som ordene forlod hans mund betvivlede han om han gjorde hende nogen tjenester ved at lede hende ned af den sti han vandrede.
”Jeg har ikke brug for pengene, med alt det arbejde jeg får gennem smedjen,” alligevel lod det ikke til at han kunne stoppe med at snakke. ”Men jeg har et ry der skal opholdes. Hvis du vil, kan du tage med. Jeg kunne godt bruge selskabet.” Under visiret rødmede han svagt. ”Det betaler godt.”

Alicia stod fortsat blot tålmodigt stille, som hun ventede på, at Shrade færdiggjorde det sidste. Hun havde aldeles ikke travlt. Hun sendte ham dog et smil ved hans ord. Det var rart, at han ikke bebrejdede hende. Hun var ikke ligefrem vant til, at folk tog det nært, når hun tiltalte dem formelt, og hun havde ikke ligefrem ment noget ondt med det. Det virkede dog som om, han var oprigtig i sine ord. "Tak" svarede hun og sendte ham et nyt smil. Det var usigelig rart at have vished om, at hun ikke havde gjort noget forkert.

Shrades næste ord fik Alicia til at kigge forbløffet på ham. Den havde hun ikke ligefrem set komme. Guderne skulle dog vide, at hun trængte til arbejde, så hun nikkede med et svagt smil. "Jeg er yderst interesseret" røg det ud af hende, inden hun overhovedet nåede at tænke videre over det. Hun rødmede svagt, da det gik op for hende, at hun muligvis havde svaret for hurtigt. Hun nikkede dog til hans ord. "Selskab er altid godt" svarede hun og smilet voksede en smule. Hun var principielt ligeglad med, hvor meget hun fik for det. For hende var det bare vigtigt, at hun fik tjent nogle penge. Hun ville dog gerne vide, hvor hendes morale lå henne. "Hvad er det for en type job?" spurgte hun, som hun fortsat holdt blikket på hjelmen. Hun kunne ikke se, han rødmede, så hun kunne ikke rigtigt kommentere på det.

Hendes svar kom hurtigere end han havde regnet med, og hun lød mere ivrig end han ville have turdet håbe. Shrade kom ikke ud meget, og han havde meget få personlige venner. Med alt held kunne det være at han havde en mere, når aftenen var omme. Og så var det forfriskende at tale med nogen, der ikke lod til at være truet af hans udseende.
”Intet alvorligt.” Hans ord faldt kom nemmere til ham end de normalt gjorde, og hans stemme var tilnærmelsesvis munter. ”En auktion i den fattige bydel, der helst ikke vil. . . Forstyrres, hvis du forstår hvad jeg mener.” Han var ikke sikker på at hun gjorde, men fandt det svært at beskrive kriminel aktivitet direkte til hende, selvom hun ikke længere var en af vagterne.
”Vi er nød til at gøre noget ved dit ansigt,” sagde han uden at tænke sig videre om. Han nåede at vende sig om og tage et skridt med en reol der stod opad den ene væg, før det slog ham at hans ord kunne blive misforstået. Han vendte sig tilbage med hende.
”I-ikke at der er noget galt med dit ansigt – ” Han stemme var usikker og undskyldene. Efter en dyb indånding fik han tilbagebekæmpet kontrollen af sin stemme. ”Det jeg mener er, at der kan være nogen der genkender dig.” Han vendte sig tilbage mod reolen, og trak en kasse frem fra den midterste hylle. ”Jeg har en maske du kan bruge,” sagde han som han gik tilbage til hende. Masken var en af de første han havde lavet til sig selv. Den var af et ringe metal, og uden nogen de fine mekanismer han havde udviklet senere i sin karriere, men ville passe hende godt med nogle tilpasninger.
Han stillede kassen på bordet ved siden af hvor hun stod. Indholdet var cirka et dusin løse dele som man vagt kunne gætte formålet af. Til sammenligning bestod hendes rustning, nu hvor den var samlet, kun af et halvt dusin dele. Halsen var et udsat område for en person i pladerustning, og man stod som regel med valget mellem beskyttelse og evnen til at bøje nakken. Allerede fra sine tidlige designs, havde Shrade fundet en måde at komme udenom det problem, og gennem årene havde han forbedret det. Han kunne ikke garantere at hun ville finde det specielt behageligt, men behag virkede som et snildt offer i forhold til at være i live.

Alicia forstod i den grad godt, hvad Shrade mente, og hun hævede let det ene øjenbryn med en drillende mine. "Bare rolig. Jeg er bestemt ikke sart" svarede hun og et nyt smil trådte frem på hendes læber, som hun fortsat betragtede hjelmen. Hun var ikke ligefrem fremmed for "beskidt" arbejde. Hun var vant til ikke at stille for mange spørgsmål. Nogle af de typer fra bordellet, havde ikke ligefrem været de mest ærlige borgere. Tanken fik dog en kuldegysning til at trække igennem hende. Det var stadig ikke rare minder.
Alicia nikkede til Shrades ord. Hun kunne godt forstå, at hun risikerede at blive opdaget, da hendes udseende var let genkendeligt. Hun kunne dog ikke lade være med at grine over hans uddybning. Han havde slet ikke behøvet at uddybe, og hendes udtryk blev igen drillende. "Skal jeg så også farve mit hår?" Den drillende undertone burde ikke være til at tage fejl af. Hun havde med vilje gjort det tydeligt, at hun drillede, for at han ikke skulle misforstå det.
En ny tanke slog dog ned i hende, noget hun havde glemt at spørge om. "Forresten Shrade? Kan rustningen holde til høje varmegrader?" spurgte hun nysgerrigt. Det var vigtigt for hende at vide, om hun kunne tillade sig at slynge ildkugler efter folk i den eller ej.
Alicia fulgte nysgerrigt Shrade med blikket, som han fandt en kasse i reolen og satte på bordet. Hun kiggede lettere forundret på indholdet. "Skal det blive til en maske?" spurgte hun lettere undrende. Hun havde svært ved at forestille sig, at metaldelene skulle blive til en maske. På den anden side havde han vist en god evne for at arbejde med metal, så hun tvivlede faktisk ikke ret stærkt på, at det ikke ville kunne lade sig gøre.

Han kunne mærke et modvilligt smil træde frem på sine læber under hjelmen over hendes drilske udtryk. Han havde aldrig været en sjov person – det var der i hvert fald aldrig nogen der havde fortalt ham – men han følte alligevel at han burde gøre sit bedste for at holde den muntre stemning i live.
”Ja, der er intet mindre opsigtsvækkende end en rustningsklædt kvinde med skrigende grønt hår.” Han overleverede joken med en sarkasme, der kom nemmere til ham end han havde forestillet sig. ”Men nej, du skal ikke farve dit hår. Jeg kan li’ det som det er.” Komplimentet blev leveret afslappet, men han var glad for at hun bragte samtalen videre med sin spørgsmål om varme. Det gav ham noget at tænke over.
Stålet i rustningen ville ikke have noget problem med varme, så længe hun ikke mente temperaturer på niveauet af en smededige. Læderet, der fundamentalt holdt rustningen på plads, var en lidt anden historie. Harnisken kunne holde til meget, men hvis man stak den i åben ild kunne den stadig brænde. Han rynkede på brynet, inden han svarede. ”Hvor høje temperaturer snakker vi om?”
Han drejede hovedet til at han kunne se ned i kassen med delene. ”Hvis man samler det hele er det til en hjelm. Med dit hår er jeg nød til at fjerne bagdelen, men det er også kun dit ansigt vi behøver at skjule.”

Alicia kunne på ingen mulig måde lade være med at grine over hans svar. "Jeg er sikker på, skrigende grønt ville klæde mig fantastisk" svarede hun med en stemme, der dryppede af ironi. Hun havde ikke ligefrem forventet, at han ville køre hendes joke videre, men det var et rart afbræk for hende, at han gjorde. Ved hans kompliment rødmede hun dog svagt i kinderne, og hun nikkede med et smil. "Tak" svarede hun bare. Hun havde nær sagt 'i lige måde', men hun kunne ikke rigtigt se hverken hans hår eller ansigt, så hun fandt det lidt upassende. Hun havde heller ikke lyst til at spørge ind til, hvor længe han havde været i rustningen, for hun ville ikke dræbe den gode stemning.
Ved Shrades spørgsmål så Alicia lidt tænksom ud et øjeblik. "Jeg er godt klar over, at metallet kan holde til det. Det var mere fordi..." begyndte hun, inden hun trak den ene metalbeklædte handske af for at afdække sin hånd. Hun holdt den lodret op med fingrene lige i vejret og håndryggen vendt mod ham. Så var det som om, hendes fingerspidser begyndte at brænde. Hun brugte ikke meget chakra på dette, så hendes udseende skiftede ikke, og hun sørgede nøje for, at ilden forblev på fingrene, så den ikke ramte rustningen ved håndleddet. Efter et lille stykke tid slukkede hun dog ilden igen og tog igen handsken på. "Jeg ved ikke, om læderet kan holde til det? Det er brandfast, men jeg risikeret vel, at det nærmest smelter?" spurgte hun. Hun vidste, hvordan læder opførte sig over for ild, fordi hun havde set det utallige gange nu.
Da han snakkede om hjelmen, fik Alicia igen et drillende glimt i sine øjne. "Så det er kun mit hår, du kan lide" svarede hun med en tydeligt flabet stemme. Hun forsøgte igen at gøre det så tydeligt som overhovedet muligt, at hun lavede sjov.

Shrade så passivt til mens hendes fingre blev antændt. Han havde set vildere ting i sin tid, men forestillede sig også at hendes demonstration var rimligt begrænset. Han sukkede kort. Åben ild ville udgøre et stort problem for læderet, i hvert fald over længere tid. Hvad hun havde brug for at særligt læder, typisk drage eller salamander, der var brandsikker. Og den type læder kostede kassen. ”Jeg ville ønske du havde fortalt mig om det, inden jeg lavede rustningen. . .” Han vendte sig mod kassen, og begyndte at rumstere omkring med den ene hånd.
”Læderet kan godt brænde, hvis du holder det i en åben flamme lidt tid. Hvis du er presset kan du bruge din evne, men jeg ville undgå det hvis du kunne.” Han kunne ikke holde et moment af irritation tilbage. Han havde arbejdet næsten ustoppeligt på hendes rustning, og det gjorde ondt at der var noget der kunne have gjort den bedre. At det netop var læderet – som hans magiske evne ikke kunne påvirke – gjorde det endnu værre.
Da hun kom med sin sidste bemærkning var han for distraheret og socialt akavet til at opfange joken. Han tænkte at hun havde taget hans irritation forkert – for det var ikke hende han var irriteret på – og drejede sig omkring.
”Nej, jeg –” Han stoppede pludseligt da han så hendes ansigt, og lagde to og to sammen. Smilet sagde mere end tusinde ord, og han faldt tavs mens han drejede sin krop tilbage mod hende. Under hjelmen kunne han ikke lade være med at smile, mens han forsøgte at finde på et kløgtigt svar. Han besluttede sig for at bruge hjelmens anonymitet til sin fordel, og levere en joke som han vidste det bedst – apatisk.
”Jo, du har ret.” Hans stemme forrådte ingen af den humor han følte, og var så flad og upersonlig som man kunne ønske. Han besluttede sig for at tage det et skridt videre. ”Dit ansigt er alt for -” Han måtte indrømme at han ikke kunne finde på noget galt med hendes ansigt, og den lange tavshed begyndte at lyde for meget som et kompliment. Så han sagde det første der faldt ham ind. ”- fregnet. Alt for mange. . .” Han sukkede, og spekulerede over hvordan hans forsøg på at være morsom var kommet så meget på afveje. ”Fregner. . .”