Baldur kunne ikke andet end lade en latter følge Terkels eftertænksomhed. "Det gør de! Og de finder sig en vej ind alle vegne de kan få ide om der kunne være interessant at komme lidt som rødder - eller sandkorn! - kan gøre det." Endnu en dæmpet fnisen fulgte hans ord fra unger der ikke kunne blive fornærmet over sammenligningen. Trods alt var en del af dem blevet kaldt en del værre når legen var blevet for vild og de voksne havde fået nok af flokkens driveri.

Den ældre kanin nikkede blot let, men uden at give mening om hverken enighed eller det modsatte. Til Egen havde bestemt sig til at komme dem nær havde han aldrig skænket træerne en tanken for om de var andet end træer. Som han nok heller ikke havde tænkt over sten eller vind kunne være mere end det. Et perspektiv skub som nok aldrig var skadeligt - hvis man ikke blev skræmt af det.
Der kom ivrige tilkendegivelser om at Terkel skulle fortælle fra alle de små, så snart han åbnede muligheden for at ville det. Ved første ord i fortællingen kom der da også fuldstændig ro på trupperne og Baldur lænede sig tilbage mod stenryglænet i Terkel-stolen.

Fortællingen gav en mulig ny start på Baldurs egen fortælling om krystalhjertets vandring. En han ville gemme og huske og måske flette ind i hans egen. Måske. Nogen gange behøvede historier ikke være virkelige.
"Havde din mor været meget omkring?" Det kunne lyde sådan. Ungerne så stadig betagede på Terkel. Fortryllet af den anderledes måde han talte og fortalte på. Af vulkaner kendte han kun en og det ville have krævet at Terkel krydsede havet, men måske var der flere sovende af slagsen gemt væk i bjergene mod øst. Det kunne måske være et rejsemål værd at tage ud og se efter.

Terkel kunne godt lide Baldurs sammenligning, både den med rødder og sandkorn. Og selvom han selv synes den med sandkorn var bedst, kunne han godt se hvordan de også lidt var som rødder, på deres egen måde. Især nu, hvor de små kaniner sad næsten muse stille, mens de lyttede til hans fortællinger, ja så var det næsten som om de havde slået rødder! Men han var nu ganske sikker på, at det ikke ville vare så længe før de igen ville hoppe rundt, fyldt med energi, som blade spredt i vindens dans.

Terkel nikkede til Baldurs spørgsmål, langsomt og forsigtigt så hans ven på nakken ikke faldt af. "Ja, det har hun ihvertfald! Min mor hedder Joanne, og hun har set hele verden! ... Sådan lød det i hvert fald når hun fortalte hendes historier" fortalte Terkel glad, og lo dæmpet, en lyd der bedst kunne sammenlignes med et dybt ekko i en stor hule. Hans smil blev sagligt som han fortsatte "Selvom jeg nok må indrømme, at jeg ikke altid nåde at høre slutningen på hendes historier. Hun fortalte dem nemlig mest af alt som godnathistorier da jeg var en lille smutsten" indrømmede han. 

Den lille kanin på Terkels skulder greb hurtigt fast i det første det bedste han kunne, som sten-kæmpen nikkede. Det viste sig at være ørehullet på den side af hovedet og en knoldet gevækst, der vist forsøgte at ligne en blomst, men mest af alt nu var en hækplante. Noget ved elementalen gjorde bare al mulden det bedre at gro i - især på den! Det gjorde så også skulderen dejlig mos-blød og velduftende.

"Så det er fra hende du har din vandrelyst?" Baldur var levende interesseret, som han også kunne mærke de små var. Ikke mindst som de fniste ved omtalen af kæmpen som en smutsten. Af en eller anden grund var det bare svært at forestille sig Terkel lille - også selvom Baldur havde set ham sådan for ganske kort tid siden. "Var det på hendes vandring hun mødte din far?" Han smilede op til elementalen, som han fiskede en lille notesbog frem og skriblede et par ord ned. Noget kunne tyde på at historien om krystalhjertet ville kunne ende op i en bog med alle de ideer han fik af at høre Terkel fortælle.

Terkel så ud til faktisk at tage et øjeblik til at tænke over Baldurs spørgsmål. "Det kunne det godt være! Jeg kunne have arvet det fra hende? Hun rejste aldrig meget mens jeg har været til" indenteringen der udgjorde stenkæmpens smil blev bredere, som Terkel smilede "Så ja, man kan sige jeg har fået den fra hende! Selvom det altid lød på hende som om hun rejste fordi hun elskede det, og jeg rejser for at finde min ven et nyt hjem, og for at finde vinden" forklarede han med en let latter, rumlende som et lille stenskred.

"Far fortalte altid at han var flammen der sprang fra hendes hjerte" Terkels stemme var lettere, som sten i vandkanten der trillede mod hinanden "Men jeg tror bare det var noget han sagde for at få hende til at rødme. Hun blev altid lige så rød som ham når han sagde det" tilføjede han lidt mere lavmælt, og så selv en smule forlejen ud, men tydeligt glad for mindet. 

Baldur nikkede endnu engang let og eftertænksomt. Vandrende sten var stadig lidt af en ny ting for hans tankebaner og at der kunne være flere af slagsen derude både spændende og lidt foruroligende. Hvem vidste så hvornår en stensamling pludselig rejste sig og gik i stedet for at give ly for en trængende? På den anden side havde han set bakker lave det nummer under folk flere gange som en bjergtrold var vågnet af en alt for lang lur og havde fortsat i den retning den havde været på vej i uger eller måneder før. Særegne væsner og måske nærmere beslægtet end hvad nogen af dem ville være ved? Var bjergtrolde i virkeligheden levende jord, som Terkel var sten?

Det blev lidt for filosofiske til den lette samtale og dag, så Baldur skriblede et par af tankerne ned til et senere tidspunkt og en anden solbeskinnet plet. "Og du mener ikke du rejser lidt fordi du holder af det også?" Den gamle kanin mimrede let muntert optil kæmpen. "Ville du stoppe hvis du fandt eller eller når du har fundet din ven et nyt hjem?" Det første hop ud i verden var det sværeste, men derefter var det gerne at stoppe igen der voldte flest problemer.

En ensidig 'åh'-lyd gled fra de små hun-kaniner ved det næste, der så fik hannerne til at vrænge på næsen. Unger. Baldur skjulte sin morskab over dem. "Han var da i hvert fald flammen der fik hende til at blive." Hvilket var hvad alle ønskede at møde. En der overskyggede alt andet de havde haft kært og gav dem grund til at ændre retning.

Terkel så meget tænksom ud ved Baldurs spørgsmål. Faktisk så tænksom, at man vitterlig kunne høre det knage fra den store stenkæmpe. Han havde aldrig rigtig tænkt over det på den måde. Terkel havde altid haft et klart mål med sin rejse, selv når han var blevet distraheret eller havde taget en lur på et par årtier, så havde det altid været for at finde Mælkebøtten et nyt hjem.
"Det ved jeg ikke helt" svarede han endelig, efter en lang tænkepause, men tilføjede langsomt "Men jeg tror det nok. Der er hvertfald mange steder jeg gerne vil se igen på et tidspunkt! Og hvis jeg bare holdt op med at rejse, så kunne jeg jo heller ikke komme tilbage hertil og besøge jer på et tidspunkt" sagde han, og blev mere og mere sikker i sin sag som han talte. Ja, han ville bestemt fortsætte! "Jeg skal jo også finde Vinden" erklærede han til sidst og gav et bestemt nik, så bestemt endda, at han lige måtte holde hoved bøjet et ekstra øjeblik, så den lille ninnus der sad bag hans øre lige kunne finde sig på plads og få ordenligt fast igen. "Undskyld" mumlede Terkel en kende flovt. Han var vist blevet trukket en smule med af sine egne tanker. Men selv det fik ikke smilet fra det hårde ansigt.
Så måske havde han en vandrelyst, ligesom sin mor!

Baldur gav kæmpen tid til at vende de nye tanker i fred og se om de kunne falde på plads mellem de der allerede var der. Nye ideer var trods alt bedst når der var tid til at se på dem, overveje dem og mærke efter om de var gode, dårlige eller helt vanvittige. At sidde ved en solbeskinnet mark hjalp altid til den slags ro og fik da også Baldur til at klappe sig distræt rundt på tøjet til han fandt sin pibe og tobakspung frem.

Han blev da også belønnet med et velfunderet svar, før små røgskyer pulsede op fra hans pibe. "Der kan du se. Du ligner nok din mor mere end du har ville være dig ved." Ungerne var begyndt at flytte lidt på sig af kedsomhed, men ikke nok til at ville forlade det eneste nye sket i Hedebo i flere måneder. Tænk hvis de pludselig gik glip af noget? Den ene fik sig da også næsten en glidetur ud over en skulder ved den uventede bevægelse.
Den ældre kanin så tavs til, før han smilede let. "Det skal du. Har du lyst til at fortælle om den? Vinden altså?" Det lød som om der var en god historie gemt der.

Terkel nikkede igen, denne gang meget langsomt og forsigtigt, så de små ninusser ikke faldt af eller væltede rundt denne gang. "Det har du jo nok ret i. Men det er heller ikke nogen dårlig ting. Min mor var ret fantastisk" indrømmede Terkel muntert. Det var faktisk en helt rar tanke. Selvom hun nok længe var borte, for hun var mere elemental end sten, så kunne Terkel godt lide tanken om at have noget af hende med sig. Fra nu af ville han tænke på hende hver gang han oplevede et nyt sted, og hver gang han følte trangen til at rejse videre igen.

Terkels smil blev mere lukket, men ikke det mindste smallere som Baldur spurgte om Terkel ville fortælle videre. På et menneske ville det nok have været et forlegent smil, men til trods for Terkels evner til at vise sine følelser, på sit kolde, hårde ansigt, var det ikke altid hans mimiks budskab nåde helt igennem.
"Det vil jeg hvert fald gerne" fulgte han dog op. "Det var engang hvor jeg lå på en lille, forblæst bakketop. Det var midt på en mark, og der kom sjældent andre end bondemandens datter og hendes meget gode ven. De gik tit i ly bagved mig og var hinanden meget nære.. Men en dag, hvor jeg troede jeg var helt alene, der kom Vinden" et hult suk kom et sted inde fra den store stenkrop "Og hun er det smukkeste jeg nogensinde har set. Hun dansede omkring med bladene på vinden, og var så yndefuld! Jeg ture slet ikke afbryde hende, men jeg var nød til at vide hvem hun var! ... men da jeg endelig fik samlet modet til mig til at spørger om hendes navn, ja, så var vinden vendt, og hun med den" rumlede hans dybe stemme "Jeg har forsøgt at finde hende igen lige siden. Men det er svært at jagte vinden, når man er en sten"

"Hun lyder til det..." Baldur pulsede let på sin pibe, mens det der havde spøgt i kanten af hans bevidsthed samlede sig til en rigtig tanke og vished. "Du siger var?" Krystallandet var et farligt sted hvor mange mistede livet ungt, men han havde ikke forestillet sig levende sten sådan holdt op med at være det. Ikke at han havde nået at forestille sig meget, men de virkede så evige selv i stillestående stand, at han lidt havde kommet frem til at hvis de først satte sig i bevægelse, så stoppede de ikke sådan helt op igen.

Baldur lænede sig let tilbage og nød Terkel anderledes måde at fortælle på. Han havde altid nydt at få historier direkte fra dem der havde oplevet dem, hvor sjældent det end skete med de store historier, men stenkæmpens perspektiv på verden var så dejligt forfriskende og naivt. Så meget det sidste at han tvivlede på ungerne fangede hvor nært de to unge mennesker havde været.
Han nikkede samtykkende til det sidste. "Det er lidt en del af dens skønhed. Altid i bevægelse, bringende lyde og dufte fra sted til sted, forfriskende eller pinende med kulde eller hede." Så smilede han let og nikkede endnu engang. "Der er en kløft i landet mod nord, hvor vinden til tider bliver fanget i. Måske det var værd at se efter hende der?"

En hul lyd, som et mægtigt sus gennem en dyb hule, lød som Terkel sukkede. "Min mor er her ikke mere" bekræftede den store kæmpe med overraskende lille stemme. Den var berørt af savn, men ikke nødvendigvis af sorg "Hun var ikke så hård som jeg, og en dag så smeltede hun sammen med min far. De var ikke mere, men de forblev sammen" et forsigtigt smil prydede det hårde ansigt "Det er hvertfald sådan jeg tænker på det. Selvom de ikke er her mere, så er de der for hinanden" fortalte han, og sluttede med et bestemt lille nik, for at fastslå at sådan var det!

Den tunge stemning forduftede dog som vand fra en sten i morgensolen, da Baldur begyndte at tale om Vinden. Især det farverige sprog synes Terkel godt om. Det fangede og beskrev Vinden på en måde, som Terkel aldrig selv havde kunne gøre det. "Lige præcis" gav han kaninen ret, mens Terkels hoved roligt gik op og ned i rytmiske nik. De runde øjenhuler blev store, større end de sten der dannede Terkels øjne, da Baldur fortalte om kløften "Virkelig? Det lyder lidt uhyggeligt.. Jeg håber ikke hun er fanget der! Men jeg vil helt bestemt tage derop og kigge" erklærede han, men tøvede så en smule. "Er det.. en dyb kløft? Jeg er altså ikke så glad for det hvis der er langt ned"

Baldur rakte instinktivt ud og klappede let stenkæmpen ved siden af sædet han selv var placeret i. Det var en lille ting måske og han vidste ikke om den anden ville mærke det, men det var en måde at vise sympati, der ikke afbrød Terkels fortælling. At misse var aldrig rart om det skete ungt eller gammelt eller med visheden om at de der var draget videre havde gjort det sammen. De bortgåede manglede stadig for de tilbageværende, som han og en del af hans søskende stadig var her.
Han nikkede tavst og tænksomt, mens den lille unge på skulderen var mere direkte og slog armene sammen om Terkel i et hovedknus. Det i sig selv bragte et smil tilbage på den gamle kanins læber. "Det er i det mindste altid noget at de forblev sammen."

Smilet forblev let som Terkel virkede til at lyse nærmest op ved omtalen af vinden. Den var måske mere virkelig for elementalen end den havde været for Baldur til da, men tydeligvis også stadig flygtig. Atter nikkede han dog. "Det er et uhyggeligt sted, ja." Baldur pulsede let på sin pibe,før han roligt fortsatte. "Det er en kløft gennem jorden, et ar fra en tid hvor landet var ved at blive revet fra hinanden og som aldrig helede pænt eller helt op. Enderne skråner ned mod dybet fra den omgivende verden, men vejen ned kan tages der og bunden følges helt til den anden ende... hvis man har modet til det. Det er ikke venlige væsner der finder bolig dernede..." Som han talte var de små blevet helt stille og var begyndt at trykke sig ind mod Terkel for beskyttelse mod det fortalte.

Terkel var taknemmelig for Baldurs omsorg, og et svagt smil nåde de rå kanter af stenmandens mund. Terkel havde ikke rigtig snakket som sine forældres bortgang før, for det var jo bare sådan verden var! En dag ville han også selv miste sin gnist, og vende tilbage til elementerne. Sådan var det jo bare. Men han savnede dem nu stadig, hvis han skulle være helt ærlig - og det ville han gerne være.

Terkel holdt selv hænderne op for at skærme de små kaniner der sad på ham, som Baldurs fortælling blev mere uhyggelig. "Det lyder ikke som et særlig rart sted.. men hvis du tror vinden kan være fanget der, så bliver jeg nød til at rejse derned.. bare for at være sikker" sagde han bestemt, og samlede alt sit mod. Terkel var ikke hvad man normalt ville forbinde med heltemod, men han havde altid hjertet på rette sted - både figurativt og bogstaveligt.

Baldur tog endnu et sug af piben, som han nikkede samtykkende. "Det er alt andet end et rart sted. Et af mange derude, men vinden har det med at blive hængende der længere end noget andet sted, så..." Han havde været der selv en enkelt gang for længe siden. Ikke et besøg han havde lyst til at gentage, men faren han havde overlevet der havde næsten været skrækken værd for de billeder han havde kunne tilsætte beskrivelserne af stedet.

"Har du været så langt nord på før?" Der var et godt stykke fra Medanien til Dødens Kløft trods alt og vejen gik forbi den altid uforudsigelig hovedstad for landet. Det var også lidt i den retning Baldur selv havde tænkt sig at drage ud. Op mod nordlandet og de for uudforskede vidder. Et sted han endnu ikke havde haft så stort held med at nå frem til før Månen sendte ham hjem igen. At rejse med  Terkel kunne være en interessant oplevelse. "Måske du kunne have lyst til at rejse lidt af vejen sammen?"

Terkel så ud til at gruble lidt betænkeligt over Baldurs ord. Det lød virkelig ikke som et rart sted overhoved. Men hvis der var en chance for at han kunne finde vinden der, så var han nød til at forsøge, nød til at rejse i den retning, for at være sikker!

"Jeg har rejst meget rundt. Jeg har set bjergene oppe nord på, men jeg har aldrig været helt oppe ved dem" indrømmede han langsomt og tænksomt. Terkel havde rejst meget, men når det kom til stykket, havde han ikke været særlig langt omkring. Terkel havde en tendens til at nå et hyggeligt sted, og så gå uhjælpeligt i stå i et par årtier, inden han fortsatte sin rejse.

Baldurs tilbud om at rejse med kom som en overraskelse for Terkel, og hans stenede ansigt viste det tydeligt. "Vil du med? Hmmm... Jeg er nød til at finde min blomst først. Det kunne godt komme til at tage noget tid. Men jeg vil da gerne have dit selskab et stykke af vejen, hvis du har lyst til at rejse med."

Dødens kløft var aldrig et muntert eller let emne at bringe op, men det havde føltes som et sted hvor Vinden kunne være at finde. Baldur kunne dog se hans ord synke ind hos den levende stenkæmpe og på fascinerende vis ændre furerne i stenene. Fra en følelse til en anden for til sidst at ende ved den beslutsomhed der i sin tid havde fået Terkel på vandring.

"Er de så flotte som de ser ud på afstand?" Der var et spor af længsel i Baldurs stemme, som han let fulgte op med en forklaring på. "Jeg har flere gange hoppet imod dem, men noget har altid forsinket mig nok til at Månen har kaldt mig hjem før jeg nåede dem." Det var en ting han havde lært at acceptere, hvor frustrerende det end kunne være at vide målet en dag væk det ene øjeblik og en måned det næste.

Den ældre kanin mimrede let og nikkede. "Det ville være mig en sand fornøjelse." Han sank hen i tanker for at prøve at huske hvor de havde været da han havde fundet krystalhjertet. Stenene havde været på en høj omgivet af bakker og skove. Et sted i Medanien, men hvor? Hvor havde han haft planer om at skulle hen? "Jeg mener jeg var på vej mod Dianthos, da jeg fandt... dig. Så lad os prøve at søge i den retning efter dine sten og din ven."

Terkel nikkede langsomt. "Det er de. Bjergene er meget smukke på afstand. Men de er også meget smukke tæt på. Men på en helt anden måde, hvis jeg altså skal sige det" han kiggede tænksom ned på Baldur "Men jeg tror du vil kunne lide dem bedst på afstand. De er meget stejle, og meget kolde når man er tæt på. Det gør ikke mig så meget, men jeg tror ikke du vil synes det er så rart" påpegede han. Selvom de stenede egne ved bjergene var gode for Terkel, og han sjældent havde været så stor, som da, så fik det ham samtiddig til at savne hans fars flammende varme, og den buldrende vulkan der havde været hans barndomshjem.

"Men hvis du gerne vil følges, så synes jeg vi skal gøre det. Det er rarest at rejse sammen" bekræftede han med et langsomt nik, så de små om hans hoved ikke faldt af. "Dianthos.. Det er menneskenes hovedstad så vidt jeg husker. Hvis du var på vej i den retning, så må det være mellem her og der et sted." fastslog han, og lagde en knyttet næve mod sin anden håndflade for at slå det fast.

Knap havde han dog færdiggjort den gestus, før han begyndte at læne sig forover. "Men først.. skal jeg lige sove lidt" sagde han, og foldede sig helt sammen. De små ninusser kunne let hoppe af, eller blive siddende, som Terkels hoved forsvandt ned imellem hans ben, og langsomt gled arm og ben og hoved sammen, til der blot var en, stor sten tilbage, hvor den humanoide sten-mand havde siddet før.