Det var nemt for Cecilio at falde tilbage i vanen, selvom han stadig tog hånd om Lyuba, som ikke var vant til samme slags kaos. Især omkring middagstiden. Gøglerne havde en tendens til at være mere rundhåndet med at give så alle folk fik noget at spise, men den filosofi var lagt fra sig ligeså snart man gik ind i det her hus. Det var i hvert fald den fornemmelse man fik, selvom man altid kunne få lidt ekstra at spise, hvis middagsbordet havde været ondt ved de yngre eller svagere medlemmer. Det var dog ikke i nærheden af ligeså godt.

Egentlig hyggede Cecilio sig ganske godt, lige indtil at en af kusinerne begyndte at spørge ind om det værst tænklige for Lyuba og Cecilio. De havde aldrig rent faktisk snakket om hvornår de havde lyst til det, eller om det var snart. Det var lidt som om at de ikke rigtig turde at røre ved det område, fordi det indebar også noget meget bestemt. Noget som ingen af dem havde indledt hidtil, fordi de havde holdt hele forholdet på et vennestadie. Han kunne dog godt se at Lyuba ikke så ud til at håndtere samtalen så pænt, og selvom han ikke selv var glad for at snakke om det, kunne han godt se at han hellere måtte håndtere det. Han flettede let sine fingre med Lyubas, for at berolige hende en smule.

"Vi vil gerne bare nyde hinandens selskab i et stykke tid endnu. Vi får i forvejen ikke særlig meget tid for os selv, og med et barn involveret... Men vi har jo også massere af tid til det," sagde han blidt, og kiggede på Lyuba, før at han tog deres hænder, der var flettet sammen, op og kyssede blidt hendes hånd. Det var nemmere at lyve, hvis man i virkeligheden bare pyntede på sandheden. 

"PJAT!" udbrød en ældre herre fra den anden ende af bordet. "Du skal bare se Cecilio. Det sekund en unge dames indre ur slå hel så får du ingen søvn før hun får en baby" fortsatte han og kiggede så ud af et vindue for at tjekke klokken. "Og hvis min intuition er korrekt, så har du ikke lang tid igen før du skal igang med arbejdet HAH! arh!" udbrød han da hans kone havde tråd ham over foden og nu mumlede noget til ham med en stram undertone hvilket til han til at se mere flov ud end stolt over sin egen joke.

Lyubas blik havde rettet sig op igen og hun var begyndt at småsnakke med sin sidemand modsat for Cecilio, for at distrahere sig selv fra emnet. Men hun havde dog ikke givet slip på hans hånd. tvært imodholdt hun stramt fast for at sikre sig at han ikke gav slip.

"Kunne man ikke kalde det her for deres bryllups middag?" "Jo, altså bortset fra at vi ikke var inviteret til det rigtige bryllup så er det her vel den første middag vi har med en gift Cecilio" "Vi burdte lave nogle af traditionerne så ikke?" "JO!" gik en samtale løs i et hjørne af bordet. "CECILIO!? Havde du gang i kamelen til brylluppet?" 
Og der spildte bæret nærmest for Lyuba da hun blev mindet om DEN tradition. Det var lige før tårer kom frem i hendes øjne af latter. "Yup... han fik gang i kamelen" lød det fra samme kusine som tidligere imens Lyuba lå hen over bordet med rystende skulder af grin.

Cecilio så lidt bekymret på sin onkel. Hvordan de præcist var relateret, kunne selv Cecilio ikke huske her i mylderet, men det gjorde ofte ikke specielt meget. Men tanken om at Lyuba pludselig bestemte sig for at de skulle have et barn, det var alligevel lidt frygtsomt, selvom han ikke tvivlede et sekund på at Lyuba ville blive en god mor. Der var i hvert fald visse ting man tydeligt kunne se var ens mellem Lyuba og hendes mor.

Samtalen tog dog hurtigt en drejning, og Cecilio blev mindet om kamelen, og hans ellers ganske fantastiske dans, hvis han ellers selv skulle sige det.
"Jeg siger bare at den kamel var et af de finere eksemplarer. Ikke som nogen af jeres. Min kunne danse, og hvis det ikke var fordi at jeg allerede havde lagt mine øjne på Lyuba, så...." et smørret smil var spredt sig på hans læber, og flere af hans fætre brød ud i højlydt latter, mens nogle af kusinerne og søstrene nok nærmere kiggede lidt forstyrret på ham.
Lyuba ville nok have grint mere hvis hun havde set nogen af de danse Cecilio var blevet udsat for at se over årerne. Han kunne i det mindste danse, modsat en del af mændene i denne her familie!

Lyuba gispede efter vejret da hun kom op og sidde igen. Hun gned en tåre væk imens hun stadig små fniste "Jeg var mildest talt imponeret" fik hun frem da hun havde fået selvkontrol nok. Af alle traditioner der kom fra Cecilios baggrund var det godt nok den der havde bidt sig mest fast i hende. Et fordi den var så pokkers latterlig, og to fordi man rent faktisk bruge en levende kamel og havde lært den at 'danse'.
Det næste stykke tid gik stadig med diskutioner om alt familien havde gået glip af i løbet af det seneste års tid og efterhånden havde folket spredt sig over hele huset. Nogen i stuen, andre udenfor, flere børn var lagt i seng og resten sad stadig ved bordet og snakkede videre. 

Lyuba sad med et par af kvinderne og snakkede frem og tilbage om hendes egen familie imens hun viste frem af nogle af de traditionelle kæder og smykker hun havde fået fra hendes bror, moder og flere af de andre hun rejste med i sit liv. Lyuba var glad for at fortælle om sin familie og talte stolt omkring dem med et næsten lysende smil over at nogen havde interesse for dem frem for foragt. Da de tilsyneladende ikke havde hørt om hendes familie før nu. 
Det tog dog som alle samtaler da havde haft den aften, ikke lang tid før den drejede over på deres ægteskab igen. "Lyuba? Jeg ved min bror er guds gave til alle kvinder og alt det der. Men virkelig? Du kunne sikkert have fået hvem som helst. Hvorfor lige ham?" spurgte en af kvinderne imens hun nærstuderede en af de længere perlekæder der hang om Lyubas hals. 
"Hm" kom det fra Lyuba imens hun kastede en hurtigt blik over imod Cecilio. "Han er interessant" svarede hun hudløst ærligt. Der var nok ikke noget der ville afsløre dem i at give hendes mening om ham sådan her. "Han gør hver dag for mig bedre og jeg kan ikke undvære ham mere tror jeg" fortsatte hun og kvinden godtog svaret med et anderkendende nik.

"Kan du så også godt lide at kysse ham?!" spurgte en af de yngre piger med en grimasse. "Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kysser han på panden, på kinden, hans hænder og hans læber!" drillede Lyuba tilbage imens pigen lignede en der langsom døde som hun fortsatte sætningen imens de andre grinte højlydt over showet.

Cecilio turde ikke rigtig lade Lyuba for langt væk fra hans blik. Han stolede ikke nok på sin familie til at de ikke ville gøre et eller andet, selvom kvinderne generelt var venligere omkring det. Det hjalp nok også at det var ved at blive småsent, så folk havde ikke samme mængde energi. Især siden niveauet havde været så højt lige siden de ankom.
Der var kun en enkel gang at Cecilio havde ladet Lyuba være alene, og det var for at ham og hans mor kunne gøre så de nygifte rent faktisk havde et sted at sove i nat. Og gerne lidt for dem selv. Derudover også at bringe der lidt sølle baggage op til det. I det mindste fik de lov til at sove lidt væk fra resten. Lidt privatliv ville de da få.

Det var lidt som om at Cecilio kunne høre dem snakke om ham, da han følte et blik på sig, og han kiggede over mod Lyuba som egentlig ikke så ud til at have kigget på ham. Han kunne heller ikke rigtig høre hvad der blev snakket om, men han kunne se hvordan hun så ud til at hygge sig, da pigerne grinte og en så ud til at Lyuba havde sagt noget af det klammeste nogensinde.
Han burde nok have skjult sit blik bedre, fordi en af hans fætre så ud til at smile endnu bredere, og kaldte så over mod pige gruppen. "Hey, kom og spil kort med os!" Og han var allerede igang emd at finde kort frem, som pigerne kiggede interesserede over på dem.
Det var ikke som om at Cecilio havde behov for at ham og Lyuba var sammen hele tiden, men det kunne godt være at hans fætter havde tolket hans blik som om at han savnede sin hustru. Hvilket var for dumt. Hun var jo lige der.

Den samme kvinde som havde kigget på perlekæden rejste sig op med et klap i hænderne. "Du ved jo du får pryl når du byder os op" varede hun men fik kun en kæk fnys igen. Lyuba kunne ikke lade være med at smile skævt over udfordringen der kom over fra mændende og fulgte trop. 

Kortspil havde altid været let for hende. Ikke fordi hun var særligt god med taktik eller regler, men fordi hendes magi tllod hende at kopiere andres talent i kortere perioder. Så hun skulle bare så hurtigt som muligt find den bedste ved bordet og så ville hun i hvert fald holde sig på en fast anden plads hvis ikke vinderen med lidt ekstra held.

Hun satte sig ned ved bordet og så på kortene og så op på Cecilio der godt kendte til hendes konkurrence blik efterhånden. "Spiller du med darling?" spurgte hun inden hun samlede de underlige billedkort op i hånden. Hun havde aldrig set noget lignende, men alligevel var hun ikke det mindste bekymret.

Cecilio kiggede bekymrede på folkene, for han vidste godt at Lyuba ville klare det her langt bedre end de ville, hvis hun fandt den gode. Det krævede selvfølgelig hun fandt den bedste,  og hvis der var noget Belo familien kunne, så var det at bluffe. Derfor var det altid super irriterende at spille med dem, hvis man ikke var vant til det. Han regnede dog med at Lyuba nok skulle finde ud af det.
"Selvfølgelig," sagde han og rystede grinende på hovedet, lige indtil at han stirrede på sin fætter med et fast blik, da han godt kunne se at han var på vej til at tage det der lignede ufattelig meget som mønter. "Du ved jeg ikke spiller om penge," sagde han fast, og der var noget i Cecilio blik som ellers ikke var kommet op. Især fordi at Cecilio havde spillet om penge tilbage i Dianthos.

"Ah... havde jeg nær glemt...." kom det næsten undskyldende fra fætteren, som hurtigt puttede det tilbage i lommen. Cecilio overvejede ikke engang at Lyuba måske ikke kendte historien bag det. Det var så mange år siden, at det sjældent kom op, men alle familiemedlemmerne der sad i deres lille kreds var tydeligvis klar over hvad det var Cecilio havde talt om.

"Nu kender den lille frøken vel også reglerne?" kom det kækt fra fætteren så med et bredt smil, og Cecilio måtte også kigge lidt bekymret over mod Lyuba. Hun skulle nok klare sig alligevel, men reglerne var alligevel en anelse anderledes end dem der normalt blev spillet med nord for Rubinien.

Lyuba kiggede op fra kortene med et bredt smil. "Oh jeg skal nok klare mig, giv mig en runde eller to så er jeg med" sagde hun imens hun sad og farve sorterende sin hånd bare for at gøre et eller andet med dem. "Men hvis vi ikke spiller om mønster.. skal vi så ikke spille om noget andet?" foreslog hun og udvekslede blik med kvinden der havde ført an op til spillet. Hun viste allerede godt hvad det blik betød på grund af en samtale de havde haft tidligere.

"Oh du vil bevise nu at i nordlinger kan tage mere end vi kan? Det er så i orden!" sagde hun og forld lokalet et øjebli for at komme tilbage med glad og en håndlavet flaske. Om det var fordi Lyuba var selvsikker i sin evne til at drikke eller snyde i spil viste hun ikke men hun var sikker på at det ville gøre spillet sjovere hvis der var var en form for konsekvens for at tabe. Ikke så meget ved at vinde andet end at man kunne grine over tabernes fuldskab i hjemmegæret alkohol.

"Kan min husbond godtage konsekvenserne ved et tabt spil?" spurgte hun en 'adelig' stemme imens hun strakte hånde ud imod ham som at byde ham ind  i spillets cirkel. Kvinden med flaksen grinte kort imens hun hældte et glas op for hver spiller og samlede sine egne kort op fra bordet og begyndte at sortere.

Druk spil kunne Cecilio gå med til, selvom når han så på hvem der sad ved bordet, så var han nok en af dem der var mest sandsynlig at komme til at tabe. I det mindste var der ikke langt til sengen, og i sidste ende var det Lyuba der måtte håndtere ham som fuld, noget hun ikke havde haft muligheden for særlig ofte. Sådan var det når Cecilio ellers drak med måde.

"Jeg tror ikke jeg har meget af et valg vel?" spurgte han og de smil der kom fra resten af hans familie, fik ham til at himle med øjnene. Typisk af hans familie. Da han var yngre blev han i det mindste ikke udsat for det her, men nu var hans kære hustru hvis ligeså meget inde i at prøve at gøre ham fuld som resten af dem. "Men hvis man snyder må man tage dobbelt op," adverede han så, fordi han vidste at de her luskebukse var lidt for gode med deres hænder. De var en bunke af tyve der spillede kort, så det endte aldrig helt godt.

Spillet startede ligeså stille. Cecilio undgik da at drikke de første par runder, men jo flere runder de spillede, jo mere desperate blev folk også. Cecilio brugte næsten mere tid på at holde øje med hvem der snød, end faktisk at spille det. Bare for at se dem tabe ansigtet når de fik besked på at tage dobbelt op for at snyde. Desværre betød det også at Cecilio måtte tabe op til flere runder, hvor heldet ikke ligefrem var på hans side.

Efter også selv at have tabt nogle af de første par rundter var Lyuba også nødt til at fokusere lidt mere for at kunne se hvad der faktisk var på kortene lige foran hende. spillet var ret simpelt. Match figurende til deres modpart og skab par eller det der blev kaldt familier ved at gætte rundt omkring hvilke kort de andre havde på deres hånd. Enkelt nok men noget af en opgave at huske alle kortene. Hvilket tvang Lyuba til at bruge sin magi ret tidligt i spillet for ikke at skulle blive blind af fuldskab.

Det var ikke noget man synderligt kunne lægge mærke til når hun brugte sin magi. Kun små hints viste det. Hendes hår på armene rejste sig lidt som ved statisk elektricitet og hun så ud til at koncetrere sig lidt mindre om kortene og mere omkring personen hun imiterede. Det var ikke ligefrem noget der kunne tælle som snyderi. Eller den eneste der viste hun gjorde det sneg hun et kort under bordet for at han ikke skulle sladre løs og sørge for at de andre tabte spillet.

"Hvordan pokker!!" udbrød Lyubas sidste modspiller da hun lagde det sidste vinderkort på bordet med et smørret smil og han slugte sin straf bittert ned imens han undrede sig inderligt hvordan hun kunne slå ham. "Det er IKKE første gang hun spiller det her spil Cecilio! Du skal ikke tro hvad hun siger hvis hun fortæller det modsatte!" fortsatte han bittert.
Lyuba sagde intet med gabte bare søvnigt med et veltilfredst smil.

Cecilio ville nok alligevel ikke have kunne pointere hvordan Lyuba snød, og desuden var der noget morsomt over at se hans ellers dygtige familiemedlemmer tabe til en der eftersigende aldrig havde spillet spillet før. Selvom han også selv havde drukket ligeså meget som de havde. Det her spil havde alligevel aldrig været hans stærke side, mest fordi at han ikke havde brugt sine teenageår på at træne sig i det, som de andre her havde.

"Hun er bare en kvinde af mange talenter," svarede Cecilio grinende og stille nussede deres skuldre mod hinanden. De var vel mand og kone, så de havde hinandens ryg, også når det kom til kort spil.
"Men du har vel ikke mistet lysten til at spille? Det ville da ikke ligne dig," kom det så, og selvfølgelig var det nok til han straks tog kortene igen for at blande dem, så de kunne tage endnu en runde.

Det var dog ikke specielt mange runder, før at en af pigerne lagde kortene ned og gabte. "Jeg må hellere se at gå i seng. Nogen af os har jo faktisk arbejde i morgen tidlig," indrømmede hun og sagde godnat, før at hun forsvandt væk fra stuen igen, og ligeså stille begyndte de fleste andre også at indse at det måske var ved at være tid til at gå i seng.

"Vil du være oppe lidt endnu, eller er du klar til at gå i seng?" spurgte Cecilio. Han kunne godt mærke at alkohollen løb rundt i hans blod, men det var bare sådan en rar summende fornemmelse i ham, og han var ikke ligefrem fuld endnu. Det var nok også derfor at han havde det fint med at blive lidt længere oppe sammen med Lyuba hvis det endelig var at hun ønskede det. Ellers var deres seng klar til at sove i.

Med den ekstra energi havde brugt på at bruge sin magi den seneste halvanden time kunne man næsten se hendes rende under øjnene forme sig. Hun tiltede sit hoved og rettede blikket til Cecilio med en søvniigt smil. "Jeg sover praktisk talt allerede" svarede hun inden hun lagde kortene fra sig i bunken og rejste sig, lettere langsomt, op.

"Vil De eks.. eskortere mig til mine gemakker?" sagde hun og holdt sin hånd til ham så hun kunne gribe fat i ham. Ikke mindst for at hun ikke selv ville falde over sine egne fødder når de ville begynde at gå imod deres værelse, men nok også for at støtte ham da hun havde lagt mærke til den rødmen hans kinder og øreflipper havde fået.

Ikke at han var den helt store dranker, men det var bare ting hun lagde mærke til fra tid til andet ved ham. Hvilket var ret kært nu hvor hun stod og tænkte over det.
Hun bød de andre godnat inden hun trak afsted, på lettere usikre fødder, med cecilio.

Cecilio kunne ikke lade vær med at smile af Lyubas yderste kære opførelse. Det var altid sødt at se når der var kommet lidt alkohol indenbords eller når hun bare var træt som nu. Kunne godt være at kortspillet havde været i overkanten, når de allerede havde haft den lange tur herned, og at håndtere en masse nye mennesker. Det var klart at Lyuba var træt.

"Godnat," sagde Cecilio roligt til de enkelte der stadig var her, før at han i sin smule fuldskab, viste Lyuba op af trapperne i huset, mens han holdte godt fast i hende omkring livet. Der var ikke langt, men de skulle lidt ned af gangen på 1. sal, hvor man med lethed kunne høre nogle snorke, og nogle der talte, måske i søvne. Dog var rummet som Cecilio åbnede indtil helt tomt. Bortset fra en madras på gulvet, som var redt op til dem, og deres ting stående over i et øjne. Der var ikke meget at se herinde.

"Det er ikke meget, men det er vel noget," indrømmede han og gav forsigtigt slip på hende, for at lukke døren bag dem. Det eneste lys der kom var månensskær der kom ind fra vinduet, og der kunne også høres svag larm fra gaderne nedenfor. Der var tydeligvis stadig lidt gang i den heromkring. Så det var i virkeligheden ikke så meget anderledes fra hvad de var vant til i Dianthos.

Et kort "Heh" kom fra Lyuba over hans kommentar omkring rummet. Hun havde heller ikke ligefrem forventet dronninge forhold med den plads der var for familien til at sove på. Hun trak perlekæder og smykker af kroppen inden hun slog håret ud og lagde sig fladt på maven på madressen. 

"De er vanvittige Cecilio. Alle sammen!" sagde hun muffled ned i madressen så man knapt nok kunne forstå hvad hun sagde. Hun rettede sig så hun lå på siden så hun kunne se Cecilio igen. "Jeg vil påshtå vi klarede det ret udemærket ikke?" spurgte hun så lidt mere stille efterfulgt af en gab. Det var ikke fordi det var koldt om natten i Balzera så der var kun et tyndt tæppe lagt til dem til at tage over sig. Hvilket Lyuba bredte ud så det fyldte hele madressen og krøb under det.
Det var første gang hun skulle sover så langt væk fra sin mor gik det op for hende lidt pludseligt. Hun havde haft så travlt med at komme afsted og ud i verden at hun slet ikke havde overvejet at hun kunne komme til at savne sine vante omgivelser. Hun var egentlig ikke særligt træt mere tænkte hun imens hun studerede rummet omkring sig så meget hun kunne med kun månens lys.

Cecilio tog selv sine smykker af, og tog egentlig også skjorten af, inden at han gik over for at lægge sig under tæppet med Lyuba. Det var heldigvis ikke fremmede for dem faktisk at dele en seng, så han lagde sin ind til Lyuba og med en arm omkring hende. Det kunne godt være at det aldrig rigtig blev koldt hernede, men efter heden de havde været angrebet med i dagstimerne, kunne det sagtens føles væsentlige koldere om natten. Desuden var det rart at ligge sammen med nogen.

"Du nyder det næsten en anelse for meget," mumlede han blidt til hende, men der var morsom at finde i hans øjne, selvom han også selv var begyndt at føle sig ret træt over den ellers meget lange dag. "Tusinde tak Lyuba... for at gøre det her for mig." kom det så noget mere stille. Han ville slet ikke vide hvad han skulle gøre af sig selv, hvis han skulle prøve at forklare sine valg overfor sin familie. De var elskede ham, men mange af dem havde også nogle meget faste meninger om livet. 

Lyuba holdt hænderne omkring armen der kom omkring livet på hende mens holdt stadig blikket oppe i loftet. "Jeg tror alle små piger jo drømmer om at finde drømmefyren en dag. Så jeg nyder det af det jeg kan, tror jeg" svarede hun ham lidt til begge hans bemærkninger. "Så.. selv tak for at tage mig herned for at prøve at være et rigtigt par?" 

Hun kunne dog ikke lade være med at grine lidt af det sidste inden hendes blik skiftede ud af vinduet op på nattehimlen. Den var nu heldigvis ikke anderledes end den de havde derhjemme. Hun kiggede så til sin side på Cecilio. Hun nød det virkelig gjorde hun ikke? Når de tog tilbage til Dianthos ville deres forhold blive det samme venskab som det var før og det gjorde hende ærligt talt lidt sørgmodig.
Med et par små bevægelser havde hun puttet sig længere ned og ind til ham. Det var normalt noget hun bare gjorde i søvne, ubevidst. Så var det så underligt at gøre det nu? Med hovedet hvilende på hans skulder sukkede hun roligt stressen ud af lungerne for at prøve at slappe af. At ligge sammen med Cecilio med lukkede øjne gjorde det næsten til hendes vante omgivelser.

Cecilio prøvede på ikke at gøre sig bemærket, da han hørte den sidste del, hvor han kunne mærke en tung følelse sætte sig på hans hjerte. Det var nemt at glemme at det de spillede i øjeblikket var en fantasi. En fantasi for at gøre deres forhold mere acceptabelt overfor Cecilios familie. Cecilio var i bund og grund godt klar over at noget i ham havde forandret sig de seneste par måneder, men Lyuba. Søde, smukke, vidunderlige Lyuba. Hun var den samme som altid. Måske var han glad for det? Han kunne ikke helt bestemme sig for det.

Han lagde sig lidt bedre til rette, nu når han faktisk havde en vågen Lyuba der var næsten kravlet i hans favn. Han holdt bare om hende, og nød den kendte krop mod hans egen. "Vi behøver ikke tage direkte tilbage til Dianthos når vi er færdige her. Hvis du gerne vil ud og se noget mere, kan vi rejse lidt rundt først," hviskede han stille,  og lukkede sine øjne i og bare holdt om Lyuba.

Lyubas øjne blikende op igen. Rejse? Var der noget han ville? Hvor ville han tage hen?
Hun rejste sig op så hun sad og så ned på ham med et lidt forvirret blik. "Jeg ved godt vi ikke ligefrem havde et ideelt bryllup med bryllups rejse og så videre bagefter, men du behøver ikke at køre videre på det og bruge tiden på det for min syld. Jeg har affundet mig med den vej mit liv har taget mig?" sagde hun. Det sidste hun ville var at tvinge ham til at være længere ude og rejse for hendes skyld. De var virkeligt gode venner men det betød ikke at han blev nødt til at holde den her komedie som nygift par kørende mere end nødvendigt. Også selvom det ligefrem gav hende en klump i maven hver eneste gang hun tænkte over det. Hun ville virkelig gerne have en kærlighedfuldt ægteskab ligesom hun havde forestillet sig hun ville have haft inden Cecilio. Men hvordan kunne hun tillade sig selv at holde så meget af ham når hun viste det ikke var gengældt? Det bedste hun kunne håbe på var at han udviklede en sær form for stockholm syndrom.

Lyuba stirrede lettere intenst på ham. Et for at give sig selv en chance for at formulere sig, to fordi hun stadig var en smugle snalleret og skulle fokusere lidt for at se ham ordentligt.
"Hvorfor vil du ud og rejse?" spurgte hun så lavmælt som om ingen måtte høre dem.

Der forsvandt den varme. Cecilio åbnede også sine øjne og kiggede op på hende gennem halvmørket. Han hadede når hun talte om hendes liv som om at der ikke var mere at gøre nu når de var gift. Ligesom når hun nævnte at han altså ikke var bundet ned med hende, hvis han ikke ønskede. Der var mange steder hvor de to gøglere ikke så øje til øje om tingene, men det var nok i bund og grund fordi at de ikke ligefrem var de bedste til at kommunikere om de vigtige ting.

Et stille suk, og så satte han sig også op. "Jeg tænkte bare at det måske var noget du ville værdsætte. Jeg havde dårligt nævnt at min mor ville have vi besøgte hende, før at du var parat til at tage afsted," nævnte han og kiggede på Lyuba. "Desuden har jeg brugt størstedelen af min tid på at rejse siden jeg var teenager, så du skal ikke tro at jeg ville have et problem med at rejse rundt i landet, med eller uden dig." Han fik det måske til at lyde lidt mere som om at han næsten var fornærmet over hvad Lyuba havde sagt, selvom det ikke helt var så simpelt.

Lyuba fik et lidt betuttet udtryk over sig. Med eller uden dig. Hvad havde hun forventet at høre? 
"Jeg tror skam intet om dig. Jeg ved skam godt du har rejst vit og frit over hele krystallandet. Jeg ville bare vide hvorfor du ville lige præcis nu.." vrissede hun men stoppede sig selv da hun først nu hvad hans var egentlig havde været. "Noget jeg ville værdsætte?" gentog hun nu i en lavmælt stemme igen.

"Det.. det ville jeg nok. Men.. hvor ville du tage mig hen?" hendes blik var sunket  ned til hendes hænde ri sit skød der legede med et hjørne fra tæppet. Hun var en smugle flov over at hun var blevet lidt hidsig, og ikke mindst var hun små forvirret over at det virkede som om han oprigtigt gerne ville ud og rejst for hendes skyld. 
For jo hun ville for alt i verden gerne se mere af den end den sædvanlige rute af byer hendes familie skiftede imellem. De var godt nok nomader men de holdt sig på en ret planlagt vej frem for at rejse længere væk. Og når nu Lyuba var en kvinde og var lidt bundet til at blive ved familien havde hun ikke nogen chance for at skulle nogen som helst steder. Men nu sad Cecilio og tilbød bare et mindre kig i hvertfald af det hun længdes efter.