Rofus vippede utålmodigt med den ene fod af hendes svar "Rofus, er ikke ligefrem det mest normale navn" kommenterede han mindre surt end han havde ventet. Det lignede faktisk at hun havde det skidt med at hun havde gjort det! Hvilket slet ikke var faldt ham ind at hun måske ville.

Øjnene rullede kort i hans hoved, virkelig hun lavede bare ballade for at more sig? Dog brød et  skævt smil frem ved hendes sidste kommentar "Ej, det tror jeg ikke er en god idé. Selvom det sgu har fortjent det de fiskekneppere..." Det gyste i ham, som billederne af deres ganske mørke sjæle kom tilbage til ham. Forhåbentlig fik byvagten snart has på banden. Men med kile tosserne der rendte omkring, så ville det nok ikke ske lige med det samme. Pis og ork lort altså!

Efter et øjebliks stilhed, hvor Rofus' fod havde skrabet hen af jorden "Måske vi skulle gå hver til sit så? Eller har du noget andet i tankerne?" Sandsynligvis ville hun nok komme i flere problemer, men det kunne han vel være ligeglad med? Men så igen, det er virkelig svært ikke at hjælpe dem på grænsen mellem lys og mørke med at finde lyset.

Falk skød underlæben frem, da Rofus irettesatte hende. Hun havde jo ikke råbt hans navn, for at få banden efter ham, hun havde kun råbt det, for at hjælpe ham med at flygte. Nu havde hun endelig gjort noget godt og så havde det endt ud med at være slemt. Det virkede som om at alt hun gjorde, endte ud med at være slemt, og hun var træt af det. Hun følte efterhånden, at hvis skæbnen virkelig ville have at hun gjorde slemme ting, så kunne hun lige så godt gøre slemme ting med vilje.

Falk trak på skuldrene, da Rofus foreslog at gå hver til sit. "Det kan vi vel godt," svarede hun og sparkede til en sten, der dansede over brostene. "Men, ømh, Rofus.." sagde hun, inden han kunne gå nogen steder; "hvad mente du med, at deres sjæle var mørke?"

Det stak Rofus i hjertet som Falk så ramt ud, det var ikke ment så hårdt! Hun havde jo sådanset prøvet at hjælpe ham! Så det burde han vel ikke holde i mod hende? Hvor mange problemer ville han egentlig få af det her? Det kunne vel ikke være så slemt vel? 

Rofus nikkede lidt og fulgte den dansende sten med øjnene, som hun gav ham ret. Han var halvt igang med at dreje om sig selv for at gå da hendes spørgsmål nåede ham. Pis og lort, pis og lort! Han havde været en klods for at røbe det! Et enkelt suk undslap ham som han drejede sig tilbage mod hende. "Erhm jo ser du, jeg kan se folks sjæle hvis jeg kigger på dem, og når det er mørke betyder det de er onde" forklarede han roligt. Han kunne lige så godt forklare hvad det betød, det kunne være at det kunne være med til at skubbe hende mod en lysere sjæl! "Jeg kan se lidt mere om hvem folk er ved at de dem i øjnene, du ved sjælens vindue og alt det der"

Det tog ikke et geni at regne ud, at hvis onde sjæle var mørke, så måtte gode sjæle være lyse, og hvis bandemedlemmernes sjæle havde været mørke som natten, hvilken farve var andres sjæle så?

"Sjælens vindue og alt det der, huh?" gentog hun og gik langsomt tættere på ham igen. Hendes fremtoning havde ændret sig en smule nu - hun så ham for eksempel slet ikke i øjnene længere. Der var helst ikke nogen, der måtte vide for meget om hende, mindst af alt en fyr som Rofus, der var så god at det var til at brække sig over.

"Og hvad med min sjæl?" spurgte hun så, helt lavmælt, da hun var kommet tæt nok på ham. "Hvilken farve er den?" Denne gang så hun ham i øjnene da hun spurgte ham, men kun ganske kort, inden hun så væk igen, til siden. 

"Mhh" Brummede Rofus, som Falk gik nærmere. Det tog ham ikke mange øjeblikke at opdage at hun ikke turde se ham i øjnene længere, ikke at han kunne bebrejde hende for det. Det er ikke ligefrem fedt at få af vide at den man taler med kan se en sjæl og noget om hvem man er. Selv slog han øjnene ned og stirrede lidt på en ensom sten der lå mellem dem, han skulle ikke have sagt det, alting blev så besværligt når folk fandt ud af at han kunne se sjæle.

"Din sjæl?" svarede han stille mens hans blik vandrede tilbage op. For et kort øjeblik mødets deres blik, og Rofus fik det glimt han ikke havde fået før.
En dyb indånding fyldte hans lunger før han begyndte at tale. "Din... er en blanding, dit lys flakker en del.. hvilket normalt er folk der helst vil leve efter deres egne regler og er lidt ligeglade med hvad andre mener. Selve farven er lys på den ene side og mørk på den anden, og det skifter lidt hvilken side der er stærkest hos dig" Undervejs i 'eventyr' havde det skiftet om hendes sjæl var meste det ene eller det andet. Men han var sikker på at hun godt kunne få en lys sjæl. Men lige nu håbede han aller mest på at hun ikke blev vred over hans forklaring. Det ville ihvertfald ende i noget værre rod.

"En blanding?" gentog hun overrasket. Hun vidste ikke, hvad hun havde regnet med - måske hun havde tænkt, at man enten var god eller ond, ikke en blanding af de to. Men det måtte de fleste vel være, tænkte hun. Men dén tanke forsvandt, da hun hørte hvordan Rofus lød, når han talte om det. Som om det ikke var godt nok at være en blanding. Som om det var skridtet under god.

"Mine egne regler er bedre end de regler, andre folk har lavet til os," svarede hun irriteret tilbage og fik lyst til at kaste noget efter Rofus. "Hvad med din egen farve? Er den så meget bedre end resten af vores?"

Rofus nikkede som hun gentog ham, måske det hele ville gå alligevel? Folk blev ofte sure når de fik af vide at de ikke var gode, men det kunne være det var anderledes... og så begyndte Falk at snakke igen og hele tanken om at det faktisk var gået godt, forsvandt som pølse i morgengrøden. "Hvad er det du bliver sur over?!? Det var da dig der ville vide det! Det er dig selv der ender med at vælge om den ender mest mørk eller lys!" svarede han lettere bistert. "Det virker ikke i spejle eller lignende så det kan jeg ikke selv se!" Han rystede kort på hovedet.
"Der er en der har haft lånt min evne der sagde at den var lys, men det er sgu det eneste jeg ved om det!" Det var da også typisk at folk skulle brokke sig over at man gjorde hvad de bad om.

Rofus kunne næsten ikke have svaret noget værre til Falk. Falk, der så gerne ville føle sig bedre end alle andre. Falk, der ikke kunne holde ud at høre, at nogen troede de var bedre end hende. Falk, der enten ville være den bedste eller ikke spille med overhovedet.

"Jamen, så pas dig selv, din selvfede - nar." Hun fumlede et øjeblik efter et hårdt ord, kom på ét, der trods alt var for hårdt, og endte på 'nar'. Hun sendte ham et sidste rasende blik, inden hun stormede væk. Nu ville hun finde sin mor. Hvis nogen kunne overbevise hende om, at hun ikke bare var et godt menneske, men det bedste menneske i hele Dianthos, så var det Liv.