Hector havde allermest lyst til at klamre sig til Juno og kysse hans stribede ryg og undskylde, men det ville jo ikke hjælpe noget alligevel, og han var desuden ret sikker på, at Vargas aldrig ville tillade det. Pisken gled mellem Hectors klamme hænder, og han udbrød et lille, lettet hulk, da Vargas endelig stoppede ham. Hector ville tusind gange hellere sutte pik end at gøre Juno mere fortræd, for Juno havde fået sin andel prygl fra svinet, de havde rejste med, også selvom det ofte havde været Junos egen skyld for at være næsvis. 

Under normale omstændigheder ville Hector have sprunget jublende på chancen for at sutte Junos pik - en ting, han var blevet ret god til efterhånden, hvis han selv skulle sige det - men grundet omstændighederne var Hector på ingen måde begejstret. Der var noget truende i Vargas tone, og Hector stolede ikke et sekund på, at han bare ville se på og tage sig en spiller. En fyr som Vargas havde helt sikkert andre og mørkere planer. Men hvad kunne Hector gøre? Det ville uden tvivl blive værst for både ham og Juno, hvis han sagde nej, og hvis han sagde ja, så fik han i det mindste lov til at røre ved Juno.

Hector sank en klump. Så nikkede han stille, før han gik over og satte foran Juno med sin ryg op ad væggen. 

"Hey, chef," mumlede ham lavmælt. "Jeg skal nok gøre mig umage. Så kan vi i det mindste nyde det lidt, inden den psykopat finder på noget andet."

Han tog en dyb indånding, inde han trak Junos bukser lidt ned foran og gik i gang, mens han hårdnakket prøvede at glemme, at Vargas så på.

Den lyd Hector kom med, da han fik besked på at stoppe, gjorde mere ondt på Juno end piskeslagene havde gjort indtil videre. Hector var en rimelig hårdhudet fyr, eller god til at lades som om han var, og Juno ville helst ikke kunne se under hans hårde facade lige nu. Ikke før de var alene og det var sikkert.

Juno skar en grimasse ved Vargas' næste ordre til Hector. Han elskede at blive suttet af, men det tændte ham ikke ligefrem at Hector var tvunget til det eller at deres nye torturmester her skulle se på imens. Han overvejede om det var Thanos, der havde fortalt Vargas hvad ham og Hector lavede. Hvis det var, så havde Thanos været noget mere opmærksom end hvad han havde givet udtryk for. Hvis ikke, så var Vargas selv kommet frem til det, uden at se dem gøre andet end at slå på hinanden lige så snart en køn pige kom i nærheden af dem.

Han var nødt til at kæmpe imod for ikke at råbe og skrige af Vargas og udfordre ham til kamp, eller i det mindste at svine ham til verbalt for hvad han gjorde mod dem, men så længe Hector sad for hans fødder var han også nødt til at tænke på ham.

Han fnøs ved Hectors løfte om at gøre sig umage, men smilede ned til ham. "Du gør det altid godt, baby," forsikrede Juno ham med et skævt smil og et blink. Forhåbentlig ville lidt flirten kunne hjælpe dem med at glemme at de ikke var alene. Juno lukkede også øjnene og så snart Hector tog ham i munden, udstødte han en tilfreds lyd, der kom helt nede fra mellemgulvet af. Udover dét forsøgte han dog at forholde sig så stille som muligt.

Først da et tungt støn rullede ud af ham ufrivilligt, åbnede han øjnene og så uden tøven direkte hen på Vargas. Junos kinder var brændende varme, og hans pik våd og hård, men det stoppede ham ikke fra at se udfordrende på Vargas, som vidste han at han havde noget manden kunne lide.

Endnu en gang blev de to unge væsner enige om at gøre, som der blev sagt, hvilket vel var en god ting. Vargas slængede sig i chaiselongen og tyggede på æblet, der var dejligt sprødt og saftigt. Der var fint udsigt til, hvad de lavede, hvilket da var meget sjovt at se på, men så interessant var det nu heller ikke. Han fandt mere fornøjelse i sit æble, der var næsten spist, da mennesket endeligt stønnede over den behandling han fik. På tide med næste trin i planen. Han tog en sidste stor bid og lagde æbleskroget på bordet, inden han stille og roligt rejste sig og med et skummelt smil gik en tur rundt om de to væsner midt i rummet. Den lille satyr gik da godt nok til den med liv og sjæl, det var da næsten en skam, at Vargas ikke havde valgt at det var ham selv, der skulle have fornøjelsen. Det kunne altid blive en anden god gang.

Som han bevægede sig om bag Juno igen, lod han pisken folde sig ud fra det oprullede stadie han havde haft den i og uden varsel lod han den falde over Junos ryg. Og denne gang var det ikke noget med søde små røde striber. Nej han lagde ikke fingre i mellem og lyden af læder mod kød rungede mellem murene i det ikke alt for store rum. Med et grumt smil om læberne slog han igen og igen. Det første mærke blodunderløbent, det næste med begyndende bloddråber og det tredje skar hul på huden. Men det stoppede ham ikke. Slag efter slag knaldede ned over den slanke teenagekrop og det tændte dæmonen mere end det, han lige havde set.

Om Hector stoppede, det var han ret ligeglad med, han morede sig bare over at afbryde deres hyggestund med smerte. Sendte Juno direkte fra nydelse til smerte, lade ham opdage verdens realiteter. Han havde haft valget mellem Juno og Hector og havde nær valgt satyren, bare for at hævne sig over sparket i ansigtet, der i øvrigt stadig dunkede ømt, men fandt det mere morsomt med Juno. Hector skulle nok få sin straf.
At han vidste, at de to havde noget sammen, det var både det, som Thanos havde sagt - manden var hverken blind eller dum - og hvad han selv havde kunnet samle fra den korte tid, han havde haft dem. Og han agtede at bruge det i mod dem så meget som muligt.

Hvis Hector lukkede øjnene helt i og virkelig koncentrerede sig, så kunne han næsten lade, som om de var helt alene. Hvis han trak vejret dybt ind, når hans næse var begravet i Junos kønshår, så kunne han næsten tvinge sin hjerne til at tro, at de var tilbage i huset, hvor det var umuligt at få fred for alle de lorteunger, der altid var over det hele. Han kunne holde om Junos hofter, stryge over huden med sine tommelfingre og bare mærke ham og glemme alt andet i hele verden. Måske hvis han koncentrerede sig grundigt nok, kunne han fysisk transportere dem tilbage til huset. Han havde aldrig dyrket den magi, som han vidste, han besad som satyr, men hvis han nu prøvede, så ville de måske vise sig, at han havde evnen til at flytte sig selv og andre gennem tid og rum?

Hector nåede næsten at overbevise sig selv om, at det godt kunne se, da et højt smæld rev ham ud af fantasien. Han trak sig tilbage med et ryk og så forskrækket op på Juno. 

Juno slikkede sig om læberne, da Vargas endelig rejste sig op, og han sørgede for at se ham direkte i øjnene imens. Hvis det var et show han ville have, så skulle han fandme også få det, og desuden vidste Juno at han var lækker. Måske ikke for den type Vargas normalt solgte drengebørn til, men for tøser hans egen alder var han. Og selvom han på ingen måde var interesseret i at forføre Vargas, så var han på alle mulige måder interesseret i at provokere og det gjorde han bedst ved at opretholde en facade af selvsikkerhed. Dét om noget havde Thanos lært ham.

Da Vargas bevægede sig bagom Juno, tog Juno blikket fra ham, og øjeblikket efter faldt pisken over hans ryg. Et halvkvalt skrig undslap Junos læber. Det var mest overraskelsen der havde fået det ud af ham, men det næste slag blev kun værre. Juno kunne ligefrem mærke, hvordan hvert slag borede sig dybere ind under huden på ham. Da smerten blandede sig med følelsen af blodet, der løb ned over hans ryg, blev han også svimmel. Han kunne ikke tænke på mængden af blod der kunne give ham sådan en følelse, og han stod i forvejen ikke solidt.

"Hector!" Han ønskede at hun kunne have hvisket efter ham, men smerten stak i hele hans krop og han havde brug for Hector. Desuden var han ikke sikker på at han kunne sige noget længere, uden at det var i et skrig, sådan som lydene ufrivilligt forlod ham ved stort set hvert slag, og han søgte desperat med blikket efter sin ven, desorienteret allerede efter få slag. Han vidste ikke engang hvad han ville have fra sin ven, udover hans tilstedeværelse.

I samme sekund, Juno sagde hans navn, var Hector på benene. Hans ellers så rationelle tankegang røg direkte ud til fordel for det dybtfølt beskytterinstinkt, der trumfede alt andet.

Han løb rundt om Juno og kastede sig foran Junos ryg lige tids nok med at pisken faldt igen. Det sved og brændte over Hectors bryst og mave, hvor pisken ramte ham, men han var ligeglad. Han ville bære så meget af Junos smerte, han kunne.

Åh, Vargas blev som altid i bedre humør, når pisken svingede gennem luften og ramte en eller anden bar ryg. Blod og skrig af smerte var altid en fornøjelse for dødssynden, der som altid ønskede mere. Mere! Han kunne aldrig få nok, lige meget hvad han lavede. Grådigheden var en del af hans personlighed, ikke bare en titel, han havde fået sig tilfældigt en dag. Så han lod pisken falde igen og igen.
Pludseligt var det dog ikke drengen i kæden, han ramte, nej det var den lille nævenyttige satyr. Lidt overrasket stoppede han i sin bevægelse og lod sit blik møde satyrens.

Et let, skævt smil dukkede op på hans ansigt, inden han trak på skuldrende for at indikere, at, nå ja, han var da ligeglad. Og så løftede han armen for at lade pisken falde over Hector i stedet. Læderet ramte lige så hårdt som før, det var lige meget hvilken bar overkrop den ramte. Han lod den falde nogle gange, nød lyden og fornemmelsen.
Men pludseligt stoppede han, kastede pisken hen på chaiselongen og trådte frem for at gribe fat i Hector. Det var på tide, at satyren fandt ud af, hvor hård straffen kunne være for at få Vargas til at bløde. Hans næse gjorde stadig ondt og han skulle have en af healerne til at se på den. Nu han havde dem alligevel.

Vargas havde egentligt ikke lagt nogle planer for, hvad han skulle gøre ved de to unge væsner, han tog den på indskud. Og verden var fyldt med muligheder med den lille satyr, der gerne ville være en dreng, men som han vidste var en pige. Men måske et direkte hævn var bedst at få af vejen. Så han greb fat i et af de godt skjulte horn og lod en solid knyttet næve ramme den direkte i ansigtet. Igen. Og igen. Lysten til at gøre det kønne lille ansigt til en blodig masse lå over ham, men han nøjedes med at slå tre gange. Nok til at gøre satyren konfus og nemmere at arbejde med.

Stadig med et godt tag i hornet slæbte han ham med hen til den lille kommode med al legetøjet i. Hvad skulle han finde på? Han åbnede en tilfældig skuffe og så ned i den. Hmm, tommelskruer, et løst søm, en tang… han stak hånden ned i skuffen og trak noget op, der mest lignede et meget tyndt søm, næsten bare et stykke tykt, meget stift ståltråd (hvad man nok ville kalde en kødnål i dag). Ah ja, den skulle nok blive sjov. Hurtigt satte han sig på satyren og holdt det lille stykke metal op, så de begge kunne betragte det.
”Så lille og alligevel… så smertefuld.” Hårdt greb han fat i skulderen af Hector og pressede nålen ned i musklen mellem hals og skulder.

Allerede fra det øjeblik Hector forsvandt om bag Juno, vidste han, at fyren havde gang i noget dumt. Og noget dumt, som ikke var, hvad Juno havde ønsket. Juno havde ønsket forsikringer om at det snart var overstået, en ven til at minde ham om at trække vejret, allerhøjst at Hector havde forsøgt at forhandle dem ud af det - det sidste han havde ønsket, var at Hector trådte ind foran ham, som han gjorde.

Han nåede at føle et øjebliks lettelse, da smerten ikke fulgte lyden af pisken, der smældede igennem luften, men sekundet efter gik det op for hans omtumlede hoved at Hector var blevet ramt i stedet.

Han havde brug for at skrige, men hans stemme var væk, ligesom hans styrke, og tårer vældede op i hans øjne. I et desperat forsøg på ikke at lade dem falde, så han op i loftet, indtil hans fod gled i en pøl af hans eget blod og han igen hørte, hvad pisken gjorde ved Hector. Dét var for meget for ham, og én efter én gled tårerne ned ad kinderne på ham, til hele hans ansigt var vådt.

"Nej, nej, nej," bad han, desperat, men lavmælt, da Vargas tilsyneladende kedede sig og slæbte Hector med sig. "Vargas.. Herre Vargas, vi kan forhandle, kan vi ikke?" Juno syntes selv han havde en masse at tilbyde; to evner, der med lethed kunne udnyttes af en slavehandler eller køber. På trods af sin smuldrende selvtillid, kunne han dog ikke at holde ud at se mod de to mænd, og han snøftede, imens han drejede ansigtet helt væk fra dem, indtil hans hage hvilede på hans skulder, der også snart var våd af tårer.

Fra hans ryg løb blodet stadig fra sårene og han var ubehageligt klar over at han var på nippet til at besvime. 

Hector havde kendt til en del smerte i sit relativt korte liv; når man voksede op på gaden, var der altid kort til næste gang noget gjorde ondt, så det var meget længe siden, han havde frygtet smerte. Han var mester i at bide det i sig, i ikke at fortrække en mine, i at forsvinde ind i sig selv og ikke komme frem igen, før smerten var væk igen. Denne evne havde tjent ham godt på turen med Thanos, da det havde gjort det hele lidt mere udholdeligt. Hector havde haft en brændende ønske om at kunne overføre sin evne til Juno, der led meget mere under den slags, end Hector gjorde. men det var svært at lære Juno noget, for Juno var som regel for stolt og stædig til overhovedet at indrømme, at han kunne bruge hjælpen. De var vist kommet op og slås om det et par gange, men Hector var blevet ved med at prøve.

Det var alt sammen meget fint, men alle Hectors talenter kom han ikke til nytte nu. Hector vidste ikke, hvad det var ved Vargas, men han var svær at ignorere. Thanos havde været nem, helt ligetil, men Vargas' tilstedeværelse insisterede på at trænge under huden på Hector, og han kunne ikke flygte fra den. Han var tvunget til at blive her i nuet, til at forsøge at gennemleve smerten, der var værre end noget, han havde prøvet før.

Det gik nogenlunde først. Hector gryntede, når pisken ramte ham, men ellers lykkedes det ham at forholde sig i ro. Det skiftede dog, da Vargas greb fat i hans ene horn og trak af sted med ham.

"Lad mig være, dit svin!" spyttede og rasede Hector, mens han kæmpede imod, så godt han havde lært. "Jeg smadrer dit grimme fjæs! Kæmp dog mod mig som en mand, din kryster!"

Hector blev dog meget stille, da det første slag ramte ham i ansigtet, og hele verden sortnede for hans øjne, da de to næste faldt. Han var slap som en dukke, da Vargas trak af sted med ham, og det var ikke, før han følte en skarp, overvældende smerte i sin ene skulder, at han endelig kom nogenlunde til sig selv igen. Et raspende skrig af smerte forlod hans læber, og han vred sig under Vargas, mens han forsøgte at slippe væk fra den overdøvende smerte.

Den tiggende stemme fra menneskedrengen ignorerede Vargas helt. Der var intet, der kunne stoppe ham lige nu, end ikke en god handel. Han ville få dette halvdyr til at lide, til at indrømme sine fejl og tigge om nåde til der ikke var mere stemme tilbage. Lære den, at man ikke går i mod Vargas Aziz uden at blive straffet.
Så han trykkede nålen ned i nerveklumpet og et grumt smil, der afslørede de perlehvide tænder, prydede hans ansigt. Endeligt skreg satyren. Nålen trak han ud igen, greb satyrens øre og stak den igennem brusket. Han brugte sin kropsvægt til at holde det noget mindre væsen nede i mod gulvet. Og uden nåde lod han nålet glide igennem hud og muskler forskellige steder på satyrens krop. Ved et kraveben, en overarmsmuskel, en nervesamling ved hoften. En hånd gled igennem pelsen, mærkende på musklerne, fandt det rigtige sted ved knæet. Alle de mest smertefulde steder, et stykke metal kunne blive presset ind i sener og muskler. 

Han satte sig til rette på Hector igen, greb fat i hans hår og trak hans hoved lidt op, så han kunne sætte spidsen af nålen under hagen på ham. Roligt pressede han lidt til og lænede sig helt ned, så hans læber bevægede sig ud for satyrens øre.
"Som straf for at kalde mig et svin." Uden at flytte sig, trykkede han til og nålen gik igennem det bløde stykke. Svagt smilende kunne han mærke den gå igennem ind i mundhulen under tungen. Her lod han den sidde lidt, som ventede han på noget, inden han hurtigt rettede sig op, rykkede den ud og hamrede den i kødet under skulderleddet, lige ved siden af armhulen, på satyren.

Men han var langt fra færdig, selvom den handling måske kunne antyde det. Åh nej, vold var nemt. Men psyken var sjovere. Så han lod sine hænder glide op over den forslåede krop, hvor han lidt hårdt kærtegnede huden på satyrens brystkasse, hvor han nok svagt kunne mærke, at fedtet var ved at gøre sit indtog.
"Jeg har planer med dig. Når hvad end magi du har brugt på din krop forsvinder, og du begynder at få former... jeg kender flere rigmænd, der vil synes lidt pels og et par bryster ganske fornøjeligt." Han skubbede sig lidt bagud, spredte satyrens ben. "Måske jeg skulle lave en smagsprøve på min egen vare..."
Hans hænder blev ved med at opføre sig som om, at der var mere at tage ved end der var. Den tunge vejrtrækning var spækket med ord om, hvor godt det hele ville blive, når formerne kom, når stemmen blev lysere og de mere mandlige træk ville blive bløde. At hunkøn gav mere og var nemmere at sælge.

At bedrive psykisk tortur var altid sjovere end fysisk. Kombineret kunne det ikke blive bedre.

Det hele var for meget; der var for meget smerte til, at Hectors hjerne kunne registrere og bearbejde det hele på én gang, så i stedet for at prøve gik den hurtigt i baglås. Hector følte stadig smerten og hans krop spjættede, hver gang Vargas' nål ramte en ny nervesamling. Hectors øjne var stadig åbne, men det hvide vendte halvt ud af dem, mens han svævede et sted mellem bevidsthed og bevidstløshed, og selvom hans skrig havde runget under loftet i rummet i et stykke tid, var de nu reduceret til små klynk og en svag hulken. Hans mørke krøller klistrede til hans pande, våde af sved og tårer, og det samme gjalt pelsen på hans underkrop.

Vargas' ord nåede Hectors ører, men han kunne ikke rigtigt forstå dem elle reagere på dem. Truslen om at lade hans krop gå tilbage til den oprindelige form... Det var bare mere lort ovenpå det bjerg af lort, Hector allerede følte sig begravet under. Det strejfede Hectors tanker at bede Vargas om at slå ham ihjel, at tigge om at dø, for Hector ville hellere dø end at leve som pige. Men... selv igennem smertetågerne i hans hjerne, kom Juno til syne. Hector kunne ikke forlade Juno. Juno var... alt. Juno betød alt, og Hector måtte holde sig selv i live for Juno. Selv hvis det betød tortur og voldtægt fra Vargas. Hector var stærk. Han kunne tage det. Han lukkede stille øjnene og lod Vargas gøre, hvad han ville uden modstand.

Juno havde regnet med at blive ignoreret og det var næsten en lettelse, da han slap for rent faktisk at se på hvad der skete med dem. Hans ansigt havde været vendt væk og da han ikke hørte noget fra Vargas om en mulighed for at lade Hector gå, nægtede han at se hen på dem igen. Fra lydene alene, vidste han at han ikke ville have lyst.

Desuden faldt han tættere og tættere på ubevidsthed. Han kunne høre Vargas tale til Hector, men fangede ikke mere end et par ord, før hans blik sortnede, og han mistede fodfæstet. Hans hoved faldt, så hans hage hvilede mod hans bryst, derudover hang han oprejst i kæden der holdt ham fast.

Inden han helt mistede bevidstheden, nåede han at føle sig taknemmelig for at kunne lægge ansvaret fra sig. Skammen over at have tænkt det ville først indhente ham, når han vågnede igen.

Vargas klappede blidt Hector på kinden, inden han kom på benene med en mellemting mellem et brum og et suk, en tilfreds lyd. Han rettede lidt på sit tøj, inden han gik de få skridt om foran Juno, der hang og dinlede i kæden. Lidt for slapt. Lidt mindre blidt klappede Vargas menneskedrengen på kinden, hvilket ikke så ud til at have nogen effekt. Besvimet. Ikke død, Vargas kunne fornemme hans sjæl endnu.
”Det ser ud til, at din ven ikke kunne holde til mosten.” Hans tonefald var næsten skuffet, så hård havde han nu ikke været. Måske han ikke kunne bruges til så meget alligevel? Med en lidt ligegyldig bevægelse skubbede han til den slappe krop, så den svingede lidt i kæden. Nej, han måtte nok hellere få en healer til at se på ham, det var spild af penge at lade ham være.

Han gik hen til døren og åbnede den for at stikke hovedet ud og se på vagten udenfor.
”Hent Tjiana til mig.” Uden at vente på svar lukkede han døren igen og gik hen for at smide sig i chaiselongen, hvor han hældte et krus vand op fra kanden, som han tørstigt drak et par slurke af. Man blev tørstig af tortur, især i denne varme. Hans brune øjne gled til satyren. Mon ikke, at der nok skulle komme noget godt ud af den. Når den engang fik sine kvindelige former.
”Tørstig?” Han rakte kruset frem mod satyren, så man kunne høre vandet bevæge sig i kruset. Om satyren tog i mod det eller ej, slængede Vargas sig lidt i chaiselongen og så mod den bevidstløse dreng.
”I to er godt nok glade for hinanden.” Han vippede lidt med den ene fod og så tænksom ud for et øjeblik, inden han trak ligegyldigt på skuldrene. ”Nu må vi se, hvor længe det holder.” Han greb en appelsin fra fadet og begyndte at pille den.

Hector svarede ikke på Vargas' spørgsmål, og han tog heller ikke kruset. Efter Vargas havde rejst sig, havde Hector krøllet sig sammen i fosterstilling og bare stirret up i luften. Han var... knækket? Alene følelsen af det våde klister mellem hans ben var nok til at sende ham ud over kanten, men med alt det andet også? Hector kunne ikke klare mere; han havde ikke flere tårer, ikke flere skrig i sig. Det eneste, han kunne gøre, var at stirre ud i luften og håbe og bede til alle guderne, at dette bare var en meget lang og meget væmmelig drøm. Hans lille hale var presset ned mellem hans ben, og hele hans krop rystede stille.

Vargas pillede med øvede fingre skrællen af appelsinen, han var glad for mad og var faktisk mere interesseret i frugt end så meget andet. Derfor der altid var frugt i fade igennem huset, så han kunne spise, som han lystede. Siden satyren hverken ville have vand eller reagerede på det, han sagde, ignorerede han ham bare. Spiste et par stykker af appelsinen, indtil der blev banket på døren.
"Kom ind." Døren blev åbnet og en topalisisk udseende ung kvinde kom ind og så lidt nervøst rundt. Vargas pegede på Juno og tyggede af munden.
"Ham der som en start." Vargas havde ikke helt besluttet sig for, om satyren skulle heales

Mens Tjiana gik hen til Juno og begyndte at heale hans skader, spiste Vargas ubekymret videre af appelsinen, mens hans brune øjne fulgte pigens bevægelser og evner. Hun var en af de bedre, han havde haft, hun var både hurtig og effektiv. Og havde lidt mere kraft en så mange andre. Så drengens sår forsvandt hurtigt uden et spor. Så snart hun var færdig, lavede Vargas et nik mod satyren, okay så, den måtte vel også hellere få en tur. Det passede fint med, at da han var færdig med appelsinen, var hun færdig med at heale og han viftede let med hånden for at sende hende ud, hvilket hun ikke så ud til at have noget i mod. Døren lukkede sig efter hende og Vargas tørrede sine fingre i et stykke stof, inden han rejste sig og gik hen til Juno. Stadig bevidstløs.

Med et suk klappede han ham let på kinden.
"Tid til at vågne." Det gik for langsomt. Så han lagde en kølig hånd på brystkassen af drengen og gav hans sjæl et ordentligt ryk. Det burde være nok til at vække ham.

Juno kom med et sæt til bevidsthed, hans første instinkt at gispe efter vejret. På trods af at det første syn der mødte ham var Vargas' ansigt, tog det ham et smertefuldt langt sekund at komme i tanke om hvor han var og hvem manden foran ham var.

Ideen om at sparke manden imellem benene strejfede ham, men kun indtil han fik øje på Hector bag ved ham. Fysisk så han okay ud, men Juno vidste bedre end de fleste at det ikke var nok.
Han flyttede sit blik tilbage til Vargas igen.

"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han igennem tænder, der skar imod hinanden. Han hadede at overgive sig på dén måde, og det kunne ses på ham, men han var nødt til det. For Hectors skyld var han villig til at gøre hvad som helst.

Hector hørte godt Junos stemme, men den trængte ligesom ikke rigtigt ind i hans hoved. Hele hans krop dunkede og gjorde ondt, og han kunne ikke få den til at bevæge sig. Normalt ville Hector altid springe op og være klar, når han hørte Junos stemme, men ikke denne gang. Han kunne ingenting, og selv hvis han prøvede, ville det alligevel ikke hjælpe noget. Hector var blevet ramt af en dyb, afgrundsløs følelse af håbløshed, og det eneste han kunne gøre, var at græde stille ned i gulvet.

Vargas' lille trick med at hive i sjælen virkede og drengen vågnede op til dåd. Det lille glimt af modstand i menneskets øjne gik ham ikke forbi, men han så også, hvordan det forsvandt som blikket blev rettet mod den ynkelige satyr. Vargas havde ret, når han tænkte, at de to havde noget for hinanden. Det skulle udnyttes. Fuldt ud. Åh så mange idéer.
Han mødte den andens blik med et mindre smil, der nok ikke skjulte hans fornøjelse ved hele situationen. Noget der sikkert lige så tydeligt kunne ses i hans mørkebrune øjne, der glimtede let af morskab.

Det var skam dejligt at se ham give sig, blod for at hjælpe sin ven og Vargas var ikke sen til at gribe muligheden.
"Dejligt at se dig vågen igen, du gik glip af en fest." Han trak vejret ind igennem næsen og lukkede det ud igen i et suk. Ja, hvad kunne den svage menneskedreng så gøre for ham? Hans hånd, som han ikke havde fjernet fra hans brystkasse endnu, gled blidt ned over hans ribben og side for at bevæge sig ned til hans hofte. Han løftede den anden hånd og trak drengens bukser på plads efter den kærlige behandling, han havde fået af sin ven.
"Hvad vil du sige til at gøre en handel med mig? Det er trods alt det, jeg gør mest i, og du spurgte jo selv om vi ikke kunne... forhandle?"

Hans smilet blev en smule større og hans blik gled tilbage til drengens ansigt, som det havde fulgt håndens rejse ned over hans krop.
"Jeg er lidt af en samler, ser du... af sjæle." Han prikkede ham med en finger i brystkassen. Han sagde ikke mere, men ventede stadig smilende på at drengen selv lagde to og to sammen. Hvis det da var muligt, Vargas havde ikke det helt store indtryk af Junos intelligens. Nok nærmere langt fra.

Junos læber blev til en smal streg, da Vargas nævnte den 'fest' han var gået glip af. På hemmelig vis var han utroligt taknemmelig for at være gået glip af det. Thanos' tur med Hector havde været slem nok, han havde ikke brug for mere af samme skuffe.

På trods af at Juno forsøgte at fremstå stærk, forrådte hans krop ham da Vargas rørte ved ham, og han veg væk, kun for at blive stoppet af lænkerne. Afsløret i sit ubehag, så han med et skræmt blik til, imens Vargas ikke gjorde andet et at hive hans bukser på plads. Det havde været den blide berøring, der havde sat gang i hans frygt, og selvom den viste sig at være ubegrundet, forlod følelsen ham ikke.

"Du gør det svært at afslå en handel, når du behandler min ven som du gør," svarede Juno og skævede ubevidst til Hector igen, indtil Vargas' hænder på ham tvang hans opmærksomhed tilbage.

"Jeg har så meget at byde på, men det er min sjæl du vil have?" spurgte Juno vantro. Han kunne ikke tro at hans sjæl var noget som helst værd og hvis han havde mistænkt at den var, så ville han have solgt den for længe siden.
"Du ved hvad jeg vil have, Vargas," sagde han så selvsikkert som han kunne, hvilket i dette tilfælde indebar en svag skælven i hans vejrtrækning. "Send Hector hjem, som en fri mand, og min sjæl er din."

Hvis Hector havde været i stand til overhovedet at bearbejde det, Juno sagde, så ville han have rejst sig op og stukket Juno en flad for overhovedet at overveje den handle, men som tingene stod, kunne han ikke gøre andet end at lade et ynkeligt, lille klynk undslippe hans læber og krølle sig endnu mere sammen. Hvis Juno gav sin sjæl væk for at redde ham, så var alt tabt, og det ville være Hectors skyld.