Baldur nikkede let, som hans ene øre drejede sig efter en lyd fra baglokalet. "Det lyder upraktisk! I hvert fald i sin spontane form, men kontrolleret kunne det give nogle interessante muligheder." De færreste ville tage sig af en kanin siddende under en busk lyttende til en samtale eller placeret lidt for perfekt for samme som 'kæledyr' i et hjem. Rige muligheder for at komme ind, hvor en byvagt ellers ikke kunne det, hvis Bigwig ellers var typen til den slags.
Et lille smile gled skævt ind over hans læber. "Skifter du nogensinde til kanin frivilligt?" Af en eller anden grund regnede han ikke med det. Han kunne ikke se den store mand blive til en kanin uden at være presset til det.

Han gengældte den andens blik med et morende et af sine egne. "Sten. Granit har jeg fået fortalt." Han koncentrerede sig om sin arm og holdt den frem, så den anden kunne se hvordan pelsen skiftede struktur, blev hårdere og fik en anden grå tone. Det varede kun et øjeblik, så forsvandt det igen og han sænkede hånden. "Det har sine fordele, men så sandelig også sine ulemper." Han kunne dårligt skades som en sten og slet ikke når han samtidig teleporterede sig væk, men det komplicerede også en del aldrig helt at vide hvor han var eller hvad der skete med dem han havde været sammen med.

Bigwig nikkede med et dybt suk og tog en solid slurk af sit ølkrus. Det var skide upraktisk og skete altid når det var mindst nødvendigt. Baldurs snak om at det kunne give interessante muligheder, fik Bigwig til at komme med et let grinende fnys. "Uden tvivl, men det kræver kontrol" noget han helt ærligt ikke syntes at eje. Og i den alder han havde, havde det været endnu svære at acceptere og se mulighederne, fremfor bare at blive irriteret og frustreret.
"Ikke jeg har prøvet. Jeg tror ikke at jeg kan" kom der fra ham med endnu et suk. Men han havde faktisk heller ikke forsøgt sig! Mest fordi det ofte tog ham så lang tid at komme tilbage til normal form, samtidigmed at han mere eller mindre altid havde gøremål at tage sig af. Så tiden til at blive en kanin, var minimal. Hvis han selv skulle sige det.

Bigwig kiggede fascineret på den mindre herres arm, der skiftede struktur og hans øjenbryn skød let i vejret som det kom frem. Det var blot for et øjeblik, men det var så sandelig noget han kunne forholde sig til. "Jeg kan bestemt se fordelene! Har du altid kunne gøre det?" spurgte han ind til, mens han forestillede sig kaninen som en statue. Han kunne vel ikke bevæge sig rundt i den form? hvilket gjorde det upraktisk hvis man stod som en granitsten i længere tid.

"Ahh ja og kontrol kommer sjældent af sig selv." svarede Baldur med et morende glimt i de mørke øjne. Det var også lidt groft af naturen at udsætte en ældre herre for sådan en livsforandrende ting som at begynde spontant at forvandle sig. Nok også lidt vel sent til at ændre tankebane til at finde det andet end belastende -alt efter hvor længe det havde stået på og hvor åben Bigwig var om det.
Ikke så meget hvis hans udtryk var at tage ud fra. "Se det gør det jo kun endnu mere besværligt at have med at gøre!" Han kunne levende forestille sig problemerne med at skifte form spontant for en der levede af at skulle have det kolde hoved i situationen og kunne blive en svaghed i rækkerne set fra sine kollegaers side.

Baldur rystede armen let for at få den sidste fornemmelse af hårdhed ud af pelsen og rystede så på hovedet. "Jeg vidste ikke jeg kunne, før jeg rejste hjemmefra og begyndte at vandre. Efter et par uger på landevejene krydsede jeg spor med nogle ikke alt for venlige orker, der så mulighed for aftensmad komme gående der. En kølle faldende ned for at knuse mit hoved og jeg blev til sten på stedet. Jeg er stadig bevidst, men kan intet gøre, så det er altid en meget skræmmende ting." Han smilede let til den anden. Ingen af hans magiske evner var kommet stille eller uproblematisk til ham.

Bigwig sendte den anden et sigende blik. Han vidste det jo godt! Han vidste godt at kontrol kom hvis man tog sig tid til at træne det, og det krævede tålmodighed. Noget han ejede, men helt ærligt, ikke syntes at ville bruge sin tid på nu hvor han var blevet gammel. Alt for sent i sit liv var den magiske evne kommet. En evne der kunne havde givet ham store fordele i sin ungdom, men nu blot blev til en omvandrende vittighed hos de andre byvagter, gadebørnene og de mere lyssky kredse han ofte måtte forsøge at have noget kontrol over. "Jeg må tage et par fridage og se om jeg kan. Jeg vil gerne kunne se og udnytte fordelene, men det er svært når det altid kommer en smule ubelejligt!" som i healerhuset da han var blevet forskrækket og Dhalia måtte til at bære rundt på ham for at få ham væk fra mængderne og få skiftet tilbage. Han blev helt træt ved tanken.

Bigwig kiggede fascineret på den anden. Det var da bestemt det rette tidspunkt at havde fundet denne evne! At den meldte sin ankomst og reddede ham fra orkernes trang til kød. Alt for nemt et bytte måtte han være derude, men med stenevnen, kunne han trods alt beskytte sig selv. "Det er skræmmende ikke at have kontrol.." at stå i en farlig situation, fast som en klippe, bogstaveligtalt, fuldt bevidst, men ude af stand til at gøre andet. Det lød ikke vanvittig rart!

Baldur tog sig ikke det store af den andens blik, men smilede bare let tilbage til ham. Det virkede ikke nødvendigt at sige mere til det trods alt for blikket havde sagt tydeligt hans pointe var kommet over. Han havde da også selv måtte bide sammen og undersøge hvad han kunne kontrollere ved sin magi og havde fundet lidt nyt ved den gennem årene. Som at han kunne gøre sig tung eller bare det at han selv kunne hoppe mellem steder over mindre afstande.
Så grinede han let. "Er det ikke en god del af magiens væsen? Altid at komme ubelejligt hvis ikke taget alvorlig?" De der slog magi hen eller ignorerede den havde han erfaret ofte blev udsat for den slags spontane ting. "Min ene niece - jeg har en del..." Han sendte den anden et grin og nikkede samtykkende uden sikkert at behøve at sige hvad han bekræftede. "Hun udviklede en evne til at ændre størrelsen på ting hun rørte ved. En gulerod i overstørrelse er jo en vidunderlig ting, men en stol der skrumper når du sætter dig på den, knap så meget det..." Det havde givet ikke så få grin til pigen havde fået styr på det.

Så nikkede han igen, før han fulgte op med et lille suk. "Men mere skræmmende at vide jeg skal være skræmt for at den virker." Hvis han nogensinde blev så sikker på hans magi at han regnede med den, så ville det måske koste ham livet. Nok meget godt kaniner som helhed fandt verden et meget skræmmende sted!

Bigwig sukkede tungt. Hvor var det typisk at han skulle møde en mand, der havde visse ligheder med den evne der drillede ham noget så grusomt, og samtidigmed kom med ganske fornuftige visdomsord. "Jo.." kom der træt fra ham, selvom smilet ikke forsvandt fra hans læber. Han burde havde været gammel nok til at indse at det ikke nyttede noget at ignorere problemet og pakke det væk. Magien ville næppe lade sig tynge ned på den måde. Igen, typisk!
Et let grin kom fra ham, ved den bekræftende stereotypiske tanker folk måtte have om kaninracen, nemlig at de reproducerede som... kaniner. Noget der morede ham ganske fint, som han lyttede til den lille fortælling.

"Stakkels pige! Men hun fik styr over det?" ja, han grinte af historien, men han forstod godt hvad han mente med den. Hun havde ikke taget evnen seriøst nok til at få den under kontrol, og det betød hun havnede i uheldige situationer, som at stolen skrumpede væk under hende. Stakkels stakkels pige.
"Jeg kunne godt forestille mig at det er alt andet end rart. Ligesom at min kun virker ved forskrækkelse" brummede han en smule eftertænksomt. Måske hans evne bare ikke ville virke på andre tidspunkter? Det skulle satme komme an på en prøve.

"Hun fik styr på det." svarede Baldur med et muntert glimt i øjnene, der havde været der fra den anden var kommet med sit grin over de mange niecer.Med godt og vel ti søskende havde der jo været lidt til at føre slægten videre også selvom han og et par andre havde gået andre veje. Generelt havde ingen blandt halvkaninerne problemer med børn der fandt andre ting i livet end reproduktion værdigt at bruge tid på. Resten skulle nok levere nok til deres overlevelse. "Fik en ganske glimrende levevej ud af det også, skønt den vist ikke altid helt er på den rette side af lovene..." Han trak let på skulderen og kunne ikke skjule sin morskab over pigens opfindsomhed. At uddybe var måske ikke i nogens interesse, men lidt kunne han nok lokkes til at sige.

Så nikkede han samtykkende. "Jeg håber virkelig din kan udvikles til mere end det! Forskrækkelse er trods alt endnu mere uforudsigeligt end at blive skræmt!" Han kunne selv blive forskrækket uden der skete mere end et hop væk, hvilket han satte uendeligt pris på. Så mimrede han let. "Ellers ser jeg meget hoppen i din fremtid..." Så snart rygtet om den evne spredte sig ville den gode byvagt var et udsat mål for sjov, spas og provokationer.

Bigwig rystede muntert på hovedet. "Se, det undre mig nu faktisk ikke" det var langt fra alle der overholdte loven. Det var derfor folk som Bigwig havde et arbejde! i et forsøg på at holde styr på alle de mindre lovlydige der holdte sig mere lyssky i deres handel eller levevej. Ikke at Bigwig altid lige god til at håndhæve loven overfor gadebørn der var sultne og desperate, og små kriminalitet var selvfølgelig noget der skulle tages sig af, men stod han mellem en morder og en lommetyv, vidste han godt hvem der først blev jagtet og sat bag træmmer. "Hvordan kan det komme på den forkerte side?" okay, med lidt fantasi ville det måske ikke være svært med sådan en evne at komme på en mere ulovlig side. Faktisk var smuglerig noget af det første Bigwig kom til at tænke på! Man skulle jo lærer at tænke som en kriminel for at fange dem!

Bigwig grinte, morende og halvt opgivende over mandens ord. Morende fordi, ja der kom garenteret meget hop i hans fremtid, men også opgivenheden over at han ikke syntes at kunne gøre noget ved det. "Indtil videre har enkelte gadebørn set det som en leg at få mig langøret. Ikke at det altid virker - men de bliver sgu hurtigt opfindsomme de små." svarede han træt og drak noget mere af det nyankomne krus. Det var godt nok imponerende hvor kreative de kunne blive når det galte om at have det sjovt!

Baldur hævede kruset let, men ikke før end hans grin var set. At folk ikke overholdt loven var en af grundene til at landområderne klarede sig igennem krise og krigstiderne. Noget Krystallandet havde haft flere af de seneste år end gode tider. Dianthos stod lidt ved siden af det for her havde byvagterne deres hovedsæde og Lysets hær det samme. Selvfølgelig var der folk på grænsen af loven her, men de var lidt mindre åbenlyse omkring det.
Så lo han dæmpet og hævede et bryn af den anden. "Hvordan gør det ikke det?" Meget kunne han sige om tøsen, men opfindsom det var hun og i stand til at holde sig i live. Hun var måske ikke den bedst omtalte i slægten, men han kunne ikke lade være med at nyde hvert et møde han havde med hende og de historier hun kunne give ham at digte videre på.

"Så du venter historien spreder sig? Men ja, de små er de hurtigste til at finde på og teste uden tanke for konsekvenser..." Han havde set unger nok komme i problemer på den måde til at vide det. Han kunne dog ikke lade være med at notere sig den undertone der var i den andens stemme, som mere end antydede at han vitterlig holdt af de gadebørn han var forpligtet til at indfange.
"Jeg har faktisk en historie om to gadebørn, jeg mødte en gang, som jeg tror du vil synes om - hvis du har tid til en historie mere før aftenen lukker alle steder helt ned?" Han lænede sig lidt tilbage på stolen med et smil på læberne. Han havde mødt en del gadebørn gennem tiderne, men nogen gjorde bare lidt mere blivende indtryk ind andre. Som den rødhårede Amy og hendes mørke skygge Caitlin.

Måske var det nok ulovligheder der blev snakket om, men man kunne ikke være fuldstændig anspændt omkring det. Det var livet simpelthen for kort til at man ikke måtte lave bare en lille smule ballade. Selvfølgelig ville Bigwig havde pligt til at stoppe hvad end de opfindsomme sjæle kunne finde på at gøre i de mørke afkroge. Nogen gange ved højlyst dag. Bigwig hævede ølkrusset overvundet "Du har ret. Hvordan kan det ikke det"

Bigwig smilede, tog ikke sorgerne alt for meget på forskud. Hvad ungerne ikke vidste var, at jo mere de forsøgte at skræmme pelsen ud af ham, jo mere blev han efterhånden også øvet i at forvandle sig tilbage. Før eller siden ville det nok lykkes ham at have den kontrol han lige nu manglede. "Forhåbentlig lærer de hurtigere end jeg" det var ikke dem alle der ville komme ud af det miljø de var indfanget i nu. Ikke alle kunne bryde rammen eller fik muligheden. Men enkelte gadebørn fandt en vej i livet, som fik dm ud af byvagternes søgelys. Det glædede ham altid at se. Nogen gange, var alt de behøvede en chance.

Bigwig lændte sig tilbage i stolen med ølkrusset hvilende mod maven der på hans senere år ikke var helt så slank som den kunne være og så med et nysgerrigt blik på den anden. "En historie mere inden nattens nedlukning vil være yderst værdsat" svarede han indbydende til at den anden skulle fortælle sin historie og Bigwig ville lytte interesseret. Det kunne jo også være at han faktisk kendte de to slyngler.