Hans situation var naturligvis anderledes. Han fik sine syner pludseligt og med et formål, hvorimod hendes var noget hun læste selv. Hun brugte sin evne for at se hvad andre tænkte, følte eller gemte på. Det havde bragt hende i situationer hvor det ikke ligefrem havde været episoder hun skulle se. "I dit tilfælde, kommer dine syner af et formål. Hvor grænseoverskridende det man end ser, kan være" hun var taknemmelig for at han havde set hende i en stilstand hvor hun havde siddet stille og læst. Været bekymret, men ellers ikke foretaget sig noget. Det var ikke alle aspekter af hendes liv hun følte for blev overvåget.

Kira tog afslappet imod hvad han åbnede op for, uden at rode rundt i andet hun ikke følte var hende tilladt. Hun var ikke påtrængende, men blot tilstedeværende. Synet han havde talt om voksede sig frem for hendes indre. Det var ikke et langt syn, men hun så de to unge kvinder, hvoraf hun genkendte den røde farve fra før, der nu stod skarpt. Den enes hår. En båd der var på vej væk fra en kant, om det var en ø eller en anden form for bred, var hun ikke sikker på, men der var ikke megen begejstring at finde i deres udtryk. Hans stemme gled over, fortællende om den rødhårede.

Omverdenen vendte tilbage, mere fokuseret som hun gled ud af mindet. Stadig frisk i sin hukommelse, men mindre fokuseret på. Det var varme følelser at spore i hans tanker som han delte hvem kvinden var. Det var hun på ingen måde i tvivl om, samt bekymringen. "Ved du hvad der er hændt dem?"

"Det håber jeg da - ellers må jeg tvivle på afsenderens sans for det passende... eller bare på dennes humor..." Mitch stemme var tør som en ørken, som han svarede hende, men munterheden lå stadig i de mørke øjne. At hans syner kunne være et udslag af forrykt humor stod det ham umuligt af afvise, men tanken alene gjorde ham træt for han blev nødt til at behandle alle syner ens, når ingen kunne fortælle noget mere præcis om dem end han selv kunne. Nok godt han havde haft et sobert syn af Kira også, som han havde kunne dele med hende.

Et varmt smil bredte sig i hans tanker, hvor han ingen hæmninger havde med at udtrykke det, som de faldt på Amy. Hans virkelige læber nåede det aldrig og hans ansigt afspejlede stort set intet andet end alvor videre gennem deres samtale. Så sukkede han let. "Det ville værefor nemt hvis jeg vidste det, men Amy burde have været i Nordlandet nu som jeg også burde være det. Så båden og stranden tyder på noget er hændt der ikke er helt fint i kanten." Det var så også først nu han satte spørgsmålstegn ved om han så var hidkaldt, hvis hans rødtop også var flyttet gennem landet. "Hun har desværre en yderst pålidelig evne til altid at finde hen hvor der kan hænde hende noget." Som han sagde det, dukkede først et minde af en frysende rødkælk på hans skulder op og derefter et syn af Amy og den mørkhårede pige flygtende gennem hovedstadens gader med vilde blikket flakkende bagud med jævne mellemrum. "Jeg fornemmer ikke de gader er blevet mere sikre siden da..."

Kira kiggede ned med morskaben malet i både øjne og smil. Man kunne betvivle den egentlig intention hvis det kun var syner af private begivenheder der nåede frem for ens indre. Hun kunne levende forestille sig ubehaget ved at se synet igennem. Alt efter hvor lang tid det ville vare. Noget sagde hende at de ikke alle kun var hurtige glimt, selvom hun ikke var helt sikker på hvorfor hun havde den tanke.

Kira lod ham tale om denne Amy der lå ham tæt ved hjertet. Ordene han brugte til at beskrive slog hende som værende bekymrende, men måske alligevel også blot accepterende af at hun var en fri fugl. Noget der blev bekræftet af den oppustede frysende rødkælk og derefter hvordan pigen bevægede sig med den mørkhårede pige fra det tidligere syn, gennem gaderne. Kira blinkede et par gange, og rystede mentalt på hovedet. "Desværre ikke nej. Befolkningen får en falsk fornemmelse gennem Ordenens udgangsforbud. Men alle virker mere skræmte end hjulpet" Kiras tanker var sørgmodige, for selvom gaderne derfør også havde været skræmmende og usikre, var dette anderledes. "Hvad tror du er hændt hende denne gang?" man kunne altid tænke over det, selvom der nok ikke kunne komme et troværdigt og ægte svar før han havde fundet hende igen. Noget Kira ikke var i tvivl om at han ville, med det bånd der var udstrakt i hvert fra hans side af.

"De husker stadig..." tænkte Mitch nøgternt. Han huskede stadig, skønt han på ingen måde havde været så ramt af det som andre. Mest af rygterne når alt kom til stykket, for hjem havde lyst til at bevæge sig i nærheden af en by hvor styret havde så lidt kontrol at de tyede til den slags forbud? Og nu gentog Lyset hvad Mørket havde gjort. Intet under at befolkningen var tvivlende på det gode i det. Slet ikke når ordren kom fra en religiøs orden og ikke det siddende styre selv. Hvad sagde det lige om hvem der virkelig havde magten? "Heldigvis de stadig husker..." Byen ville være så meget værre stillet hvis de ikke gjorde.

Et lille smil brød igen frem i hans tanker ved nævnelsen af Amy. "Sikkert noget uforudset... og nu løber hun med veninden hovedkulds mod problemer som de plejer." Han havde fået nogle af historierne fra Amy når de havde siddet sammen ved ilden om vinteren, men han tvivlede på hun endnu var hostet op med de værste. Dem hvor de ikke bare havde været overmodige og nysgerrige, men direkte havde taget alle de dumme valg de kunne finde. Han rystede mentalt på hovedet. "Problemet med at elske nogen er at give dem plads til at forblive sig selv trods de fare de udsætte sig selv for...." Det kostede en del for ham ikke at sprede vingerne og svinger sig til himmels for at finde hans forpjuskede rødkælk, men han havde andre ting at tage sig af først.

"Hvordan reagere Ordenen på dig?"

Kira nikkede langsomt, men hvor længe ville de huske? Og hvor længe ville det være noget godt. Huske at lyset havde været det bedste valg for befolkningen. Ifølge Kira's egen mening selvfølgelig. Men nu. Nu var tvivlen sået, som hun kunne kigge ud over byen og konstant se sortkappede mænd og kvinder som opretholdte lov og orden efter egne regler. De gik udenom domstol og lysets regler når det huede dem. Det gjorde hende nervøs. Bange ligefrem. Hvordan skulle lyset holde styret hvis deres ord blev overrumplet af Kiles Orden.

Emnet omkring den andens halvdel bragte en mere munter og varm stemning. Hun lød til at være noget af en mundfuld at have med at gøre. Noget hans næste ord bekræftede, og hun måtte erkende sig enig. "Min mand er Ridder af lyset. Jeg forstår hvad du mener." der var en let morskab at spore i hendes tanker, men også en let opgivenhed. Hun kunne ikke stoppe Hargin fra at udføre sit job, hvor dumdristig han nogle gange var. "Men hun virker stadig ung. Måske hun vil falde til ro med årene" Måske. Måske ikke. Det var ikke alle der slog farten ned trods de blev ældre.

Kira lukkede sine øjne og slog blikket en smule ned. Hendes udtryk udadtil var nogenlunde neutralt, men hendes tanker afspejlede frustrationen tydeligt. "Til en start, var der intet problem. De accepterede alle racer. Men, jeg bliver dømt mere og mere utroværdig på grund af at være vendt tilbage. Min trosretning behjæper ikke situationen. De ser skævt til vores slags. Nogen med direkte foragt og had. Ifølge dem har vi snydt deres gudinde. Taget en sjæl fra hende der burde være lukket ind i hendes rige til evig tid." men hun havde ikke meget med ordenen at gøre. De lyttede ikke til hende alligevel, og der var grænser for hvor megen foragt man kunne håndtere at blive mødt af.

Så længe de huskede. Mitch håbede stille befolkningen aldrig ville glemme hvad Mørket havde tvunget dem igennem, men han vidste bedre. Mands minde var ti måske tyve år maks og de nærmede sig den alder nu. Det skete lå i fortiden og ingen ønskede at se for langt tilbage efter dystre ting. Slet ikke når de gentog sig, for huskede man - forpligtede det så en til at handle? De fleste ønskede ikke engang overvejelsen omkring det. De ønskede bare sig selv og måske deres familier trygge og med mad på bordet.

"Et bemærkelsesværdigt par I må udgøre.Mødte du ham før eller efter...?" Tanker havde den fordel og især den ulempe at de ikke var så velvalgte som ord, når de blev delt meden anden. For Mitch betød det at han spurgte ind til noget han ellers ville havde anset som værende alt for privat og samtidig dele glæde han mærkede fra hende ved nævnelsen af manden. Det var altid rart at møde en der havde fået en de følte fuldendte dem.
Så sukkede han mentalt. "Hun er noget yngre end jeg, ja, og næsten mere vild end jeg var i samme alder. Jeg holder håbet, men tror aldrig hun falder helt til ro. Ikke uden stækkede vinger og hvem ville ønske det for nogen?" Han gjorde ikke. Han håbede hun fandt en ro hos ham, men ikke at hun opgav alt der var hende for den. Hvad skulle ellers tvinge gråt frem i hans fjer og hår hvis ikke hun gjorde det?

Mitch lyttede eftertænksomt, men mærkede irritationen røre på sig endnu engang over ordenens selvhævdelse. Dens sikkerhed på at den alene vidste hvad var rigtigt og hvad forkert. Som kendte den gudernes grunde til at gøre hvad de gjorde, og kasserede dem samtidig fordi de fandt handlingerne forkert i forhold til deres udlægning. Ingen forlod Kiles haller uden Kiles tilladelse, hverken han, Kirana eller nogen anden. At tro andet var at reducere Kiles ret og magt i eget rige og det passede meget dårligt med at tjene hende. "Det gør mig ondt. De virker til at have meget svært ved at tolerere folk der falder uden for deres smalle ideal. De ledende, de blindt følgende og de idealistisk... Men heldigvis ikke dem alle, så måske er der håb for at dette ikke ender i et blodbad." Det var hvad den lille præstinde havde forventet ville følge ham, men han håbede ikke det ville ske for hans sværd.

En let latter kunne høres i Kiras tanker, og et smil kom frem på hendes læber, der var fysisk synlige. "Før. Mine forældre var ikke begejstrede. Han er ikke gammel i dværgeøjne, men i mine forældres, alt for gammel" Næsten tyve år yngre, havde sin effekt. Ikke at hun bemærkede det i hans nærvær, men hendes forældre havde haft deres meninger om hvad deres eneste barn skulle kobles sammen med. I sidste ende havde deres magt ikke været nok. Noget hun havde holdt fast på frafaldte dem, som hun døde.
Kira kiggede ganske let til siden, stadig med smilet på sine læber, selvom det var blevet mere dæmpet. Hun beundrede hans indstilling. Han accepterede kvinden i sit liv, for den hun var, og tvang hende ikke til at ændre sig, til at blive en anden. "Forhåbentlig ingen. Desuden, hvem vil ændre på den man elsker?" hvor frustrerende, hårdt og upraktisk det nogle gange kunne være. Guderne måtte vide at Hargin også havde haft rigeligt at se til efter at Kira var kommet ind i hans liv.

Men den muntre stemning fortog sig. Fjernede sig ud af hendes træk, for at blive afløst af det neutrale, let nedtrygte. Hun mærkede hans irritation, og på en måde glad for at vide den kom frem. At han, trods sin egen trosretning, ikke så blindt til. "Det vil jeg håbe. Oh hvor jeg håber dette ikke ender i mord og splid. Vi har alle lidt nok. Men mennesket er ikke ufejlbarligt. Vi tager sjældent ved lærer af fortidens kvaler" Kira skulle ikke gøre sig hellig, og det var heller ikke at spore i den blide stemme. Hun vidste at hun var med fejl, som alle andre, men hun ville ønske at fornuften var stærkere. Stærk hos befolkningen og hos dem som faktisk kunne gøre en forskel.

Et nyt smil foldede sig ud i Mitchs tanker ved hendes ord. "De havde måske også andre planer for dit liv end dem han udgjorde?" Der var stadig noget ved hende, der talte for familie i de bedre kredse og disse havde så mange planer på deres børns vegne, som hans erfaringer var med dem af købmands eller håndværksslægt. Børn var altid delvist bragt til verdenen for at fremme familiens muligheder. Hvilket han havde sandet på den hårde måde og som havde været grunden til han havde forladt hjemegnen da han gjorde.
"Flere end vi har lyst til at tro, desværre." Han havde set så mange eksempler på det at andet nogen gange virkede som det mærkelige. Det var ikke engang muligt at slå det hen med at dem der ville ændre på den anden ikke elskede dem, for det virkede de til at gøre. Bare ikke fuldt som hvad de var. Selv kunne han ikke forestille sig en Amy anderledes end hun var, hvor meget hun end bekymrede ham i sin dumdristighed.

Deres gang havde taget dem indenfor og hen af en korridor, mens de havde været fordybet i snak. En korridor der nu mundede ud i den store og ganske imponerende indgangshal til paladset, hvor det første indtryk af lys og storhed blev anslået. I disse tider var den dog skæmmet af de Kile tilhængere der stod ved indgangen og vogtede over hvem der kom ind.
Mitch hævede blikket fra gulvet og lod det hvile køligt på dem, som han stoppede op og svarede Kirana mentalt. "Tager vi nogensinde ved lære? Jeg håber, men jeg tror ikke meget på det ikke vil gå i den retning. Ordenen støder alle andre samfund i landet fra sig og historien taler sit tydelige sprog for hvad de altid gør, når Dianthos ikke længere er nær deres hjerter. Norden vil gå først, som de altid har gjort og elverne trække sig tilbage bag deres grønne barrikade. Kun guderne vil vide hvad Syden gør hvis de gør noget andet end at tjene på restens lidelser..."

Et let suk gled mentalt igennem Kira ved hans ord. "Ja. Mange vil jeg tro. Men det var ikke sådan det blev" Det havde hun slået fast overfor dem. Desuden, hvor meget for gammel de end syntes at han var, så var en ridder af lyset ikke noget der fik deres egen familiestatus til at fremstå dårligt. Med tanke på sin egen onkel, der havde levet hele sit liv som ungkarl, så kunne dette umuligt gøre alting værre. Men alt lå i, at hun var enebarn. Den eneste til at videreføre slægten. Men det var gået tabt som hun var blevet engel. Hun havde været død - hvordan skulle hun kunne få børn. Mandens andre tanker gjorde hende trist til mode. Desværre, havde han ret. Mange flere end der burde ville ændre den de elskede, men hvorfor? Det lærte hun nok aldrig at forstå.

Kiras blik var vant til disse omgivelser, men alligevel løftede hun blikket til de mange tilhængere af kile, der med deres mørke tøj og udtryk gjorde hele den ellers lyse og varme sal, kold for hende at være i. Hun brød sig ikke om den. Hun lukkede sine øjne igen. "Lad os blot håbe at det aldrig vil komme så vidt.. Nej, ikke kun håbe. Tage aktion for at det ikke kommer til at ske" der var noget meget fast ved hendes stemme, trods hun ikke så ud af meget, for det blotte øje. At håbe ville ikke ændre noget. Handling ville. Selvom hun personligt ikke vidste hvad hun skulle gøre.

Døden sætter os fri - lyder et gammelt mundheld... Han smilede til hende i tankerne. Det lød til at det også var kommet til at passe for hende. Måske i endnu højere grad end det havde passet for ham, for han havde hørt så fast til et sted som han havde gjort efter sin død og sin genopstandelse. De eneste han før det havde hørt til var endda nogen han endnu ikke havde opsøgt. En tanke mere til eftertænksomheden, når han skulle flyve ud efter sin rødkælk.

Han holdt udtryksløst og køligt blikket på de unge Kile tilhængere der vogtede døren, som Kirana svarede ham mentalt. De virkede ikke synderligt trygge ved synet af de to engle og han var rimelig sikker på han gjorde udfaldet i den retning. Ingen kunne rigtig frygte hans ledsagerske. "Det er hvad jeg har tænkt mig nu. De er gået for vidt og jeg kan ikke tolerer deres tilsmudsning af min Gudindens navn." Der var kommet en klang af stål i hans mentale stemme, som også var at se i hans blik. Den sidste dråbe var faldet til at rykke ham fra Kiles neutralitet til åben indgriben i de levendes affærer.

Blødende glimtet en smule op vendte han sig mod Kirana, tog hendes hånd og kyssede den let, som han bukkede for hende. "Tak for din tid. Er det mig tilladt at besøge dig en anden gang?" Han havde nydt snakken med en på så mange måder anderledes engel og så alligevel så ligesindet. En sjældenhed og en skattet en af slagsen. Han ventede kort på hendes svar, før end han uden et ord sagt højt forlod hende og krystalpaladset, ignorerende vagterne ved døren så fuldstændigt som det var ham muligt, mens han gik i mellem dem og før end han var fri til at bredde vingerne ud og forlade Dianthos med kurs mod sydvejen.

//out

Kira havde et neutralt udtryg i sit ansigt. Hun lod de ellers blide øjne spejde over de unge kilepræster med et køligt skær. Hun brød sig ikke om dem, og de så heller ikke ud til at bryde sig om hende. Men deres udtryk var anderledes. Ganske svagt skævede Kira til side, på den tavse mand med store sorte vinger. Han bragte et helt andet signal med sig end hende. Alt i alt måtte de fremstå ganske specielt. En hvidklædt, hvidvinget kvinde, gik med armen hos en sortklædt og sortvinget mand. Et ganske sælsomt syn.

"Jeg håber det lykkes dig Svarede hun med den sørgmodige klang der hang i hendes tanker. Nok var hun stålfast til at noget skulle ske, men det var også ganske forfærdeligt at det var nødvendigt. Hun kunne ikke særlig mange ting, andet end at tale med folk. Forhåbentlig tale dem til fornuft.

Kira drejede kroppen en smule mod ham, som han stoppede, og lod ham ganske villigt løfte sin hånd og give den et let kys. Ganske normalt at gøre i disse kredse, og heller ikke noget de omkringstående så ud til at notere sig meget af. "Du vil altid være velkommen til at besøge mig igen" svarede hun med en rolig og venlig stemme. Det havde været rart at der var en eller anden dybere forståelse, uden at de faktisk vidste noget om hinanden. "Pas på dig selv" tankerne lød som han var på vej ud af døren. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne at gøre - hun valgte bevidst ikke at læse dem. Men hun håbede at han tog sine forbehold. Kirana ventede til han var ude af syne, før hun bevægede sig tilbage ind i paladset, uden helt at have et bestemmelsessted.