Der var stille, da Ferghus var færdig med at fortælle og han drak af sit krus, der allerede viste bunden. Så han hældte endnu en gang op fra kanden. Trangen til at blive ved med at tømme krus hang over ham, men han kendte også sig selv godt nok til at vide, at han ikke ville gå længere, end at han selv kunne gå ud i stalden og tage Nille ud. Dagene med bevidstløs druk lå bag ham - det var kun en meget sjælden gang i mellem, at han vågnede op i sin seng uden at vide, hvordan han var kommet derhen. Hvilket oftest var et par venlige sjæle fra landsbyen, der havde slæbt ham hjem på ryggen af Nille. Deres tålmodighed med ham var næsten uendelig og han betalte dem altid tilbage på sin egen praktiske måde.

Endeligt åbnede den anden dværg munden og Ferghus lyttede til hans reaktion. Han var vred. Både en lettelse for Ferghus, men også et problem. Trods sit had til Thanen, vidste Ferghus også, at manden i bund og grund havde et godt hjerte. Der var ikke så mange år i mellem dem og Ferghus havde fulgt ham hele sit liv. Set hans gerninger. Oplevet hans sorg, da minen styrtede sammen over blandt andet Ferghus’ far. Nej, selvom han hadede ham for det, der var sket, hadede han ham ikke mere end at fornuften talte højest. Godric Baradur, Søn af Dragorn, var ikke en dårlig dværg og han var essentiel for Dragorns overlevelse. At kaste mudder mod så betydningsfuld en mand ville kun skabe dårligdomme og være dårligt for dværgene selv.

”Thanen er, som hans tilnavn også siger, Dragorns Søjle. Underminerer du søjlen falder Dragorn.” Han så alvorligt på Dalán for at sikre sig, at den yngre dværg forstod. ”Min personlige modvilje mod manden skal ikke sprede sig. Jeg vil ikke være skyld i kaos i Dragorn, blot fordi Thanen tog en forkert beslutning så mange år tilbage.” Det var bitre ord at udtale og han måtte også skylle dem ned med et tår øl, inden han snakkede videre.
”For min skyld kan den blive begravet for evigt.” Han brummede ordene ud, som de både var sande og usande. Personligt ville han bare glemmes, men retfærdigheden for familie og venner trak i den anden ende. Sandheden ville sætte dem fri. Han selv? Han ville alligevel hvile i sin grav, hvis barden holdt sit ord. Træt, som var luften slået ud af ham, mødte han den anden dværgs blik. Han følte sig tom for ord for nu.

Dal tog et langt drag af sit krus. Han viste Ferghus havde ret, at det ikke ville skabe andet end splid hos folket, splid der ikke ville føre til noget. Men det betød stadig ikke at det var det rigtige. Skulle en mands undgå konsekvenserne af sine handlinger, fordi han stod over andre? Han havde ikke blot ødelagt en mands liv og omdømme, men også set passivt til mens hans familie gik til..
Uden tvivl Ferghus gerninger havde reddet utallige liv, men gjorde det ikke blot det hele værre?

Konflikten var tydelig i den unge dværgs øjne, men på trods af det nikkede han. "Dette er din historie.. Og hvis du ikke ønske Thanens navn til-sværtet.. vil det blive sådan" svarede han endelig. Selvom han tydeligvis ikke var tilfreds med Ferghus beslutning, så ville han respektere den så vidt det var ham muligt.
Dal lod stilheden sænke sig igen og mens han langsomt dog længere og længere ned mod bunden af sit krus, tog alkohollen effekt og dulmede de værste af hans smerter. Samtalen med den ældre dværg havde bagt livet tilbage i Dal, men nu det var slut og adrenalinen havde fortaget sig, meldte udmattelsen og trætheden sig hurtigt. 

Dal sad med halvlukkede øjne og prøvede at få de få tilbageværende aktive hjerneceller til at sammenarbejde om en plan, der skulle skaffe ham en sted at sove. Men det eneste de lod til at kunne blive enige om, var at den svage summen i hans fingre nok ikke var så farlig at han behøvede gøre noget ved det lige nu.

Den yngre dværgs ord beroligede Ferghus, der blot mumlede et ”godt”, inden han også lod stilheden indfinde sig. Som sædvanligt bragte den gamle historier minder og tanker frem og han kunne ikke så meget andet end at lade sig synke ned i dem. Egentligt ville han gerne snakke mere med barden, høre om han vidste, hvordan det gik i Dragorn efter besættelsen. Ferghus havde deltaget i kampen om at befri dværgenes rige, det var der bare ikke ret mange, der var klar over. Hans rolle havde nok også været beskeden, som han havde måtte arbejde i hemmelighed, men lidt havde han da kunne gøre. Hvordan det var gået efter det, ja, han havde ikke fået så meget at vide. Det var næsten nemmere for ham at få informationer om mørkets hær end om sit eget hjemsted.

Trætheden var begyndt at komme snigende over ham og igen tømte han sit krus. Måske han skulle enten få et værelse eller rejse videre. Der var ikke langt hjem og han havde intet i mod at rejse om natten. Nille burde have fået hvilet sine ben.
De stålgrå øjne så mod den anden dværg, der så ud til at sidde og sove ned i sit krus. Han var så ung. Og… besynderlig. Uden skæg og i den skrækkelige skjorte. Ferghus kunne ikke andet end at ryste let på hovedet og skubbe sig ud fra bordet. Derefter gik han op til baren og snakkede med krofatter, der kunne bekræfte, at de havde et ledigt værelse. Krystaller skiftede hænder, der var nok til både værelse og et ordentligt morgenfoder dagen efter.

Nede ved bordet, lagde han en hånd på den yngre dværgs skulder.
”Dalán? Jeg vil tage videre. Jeg har ikke så langt hjem. Krofatter har et ledigt værelse. Det er betalt, så gå du op og sov. Du ser ud til at kunne trænge til det.” Den brummende stemme var venlig og bestemt, som gjorde han allerede opmærksom på, at han ikke tog nej for et svar.
”Der er en landsby et stykke øst herfra. Du vil genkende den med det samme, brønden på tovet er tydeligt dværgehåndværk. Hvis du en dag kommer forbi, spørg efter mig.” Han gav den yngre dværgs skulder et klem, inden han uden at vente på ord fra Dal, forlod kroen og gik ud i mørket til stalden, hvor Nille hurtigt blev opsadlet og de kunne begive sig ud i natten mod deres hjem ude i skoven.

Dal slog øjnene op med et sæt da Ferghus rørte hans skulder. Hvor-hvad-hvem... oh, han var døset af. Den unge dværg drejede ansigtet mod Ferghus. Selv hvis den ældre dværgs stemme ikke havde indikeret at afslag ikke var en mulighed, var Dal alt for træt og øm og såret til at sige nej. "Tak, atter engang" svarede han blot med et nik. Han anede ikke hvordan han nogen sinde skulle betale den gamle dværg tilbage, men han ville finde på noget. Han skyldte ham trods alt sit liv.

Dal skulle til at sige noget ved Ferghus anden kommentar, men det venskablige klem om hans skulder fik ham øjeblikkeligt til at bide tænderne sammen, for ikke at klynke som en kælling. I stedet gav han bare et stift nik fra sig som afsted, og lod Ferghus drage afsted.

Det tog ikke længe for den unge, forslåede dværg at finde kræfterne til at rejse sig, og med krofatters anvisning, finde en seng. Dal tvivlede på han ville få meget søvn den nat, men bare tanken om at ligge ned i en ren seng igen fik en anelse af smerten til at fortage sig, og trætheden meldte sig på ny.

Fra vinduet på værelset så han den trætte gamle dværg begive sig afsted på sin solide pony. "På gensyn, Ferghus Jordtygger, og lykke på din vej.. Guderne vide du fortjener det" hviskede han ud i natten, inden han lukkede vinduet igen, og gik til ro.