Den lette latter der trillede af Ayas læber ved synet af hendes fanges vrede ansigt, ville i de fleste tilfælde havde fået hende til at fremstå ganske atraktiv som den blødgjorde hendes ansigt, og plantede en munter gnist i hendes øjne. Selvfølgelig omstændighederne taget i betragtning ville det ikke være svært at forstå hvis Randall ikke ligefrem så hende som tiltrækkende i dette øjeblik. 
Med brevåbneren dancende mellem hendes fingre smildt hun blidt af ham, inden hun nærmest spindene sagde:

"Hva' mener De, den slags kunne jeg da aldrig finde på" 

Med hendes højre øje sendte hun ham et blink, efterfulgt af et skævt smil, som hun rækte hånden frem, for at signalere at han bare skulle komme over til hende igen.

Randall så surt på kvindemennesket, der lo af hans smerte. Sindssyge kælling! Det var lig før, at han hellere ville ud og have en omgang bank af soldaterne end at være herinde. Han kunne tydeligvis ikke charmere sig ind på hende og hvad hun ellers kunne finde på... ja, hvem vidste? Han kastede et blik ned på kniven igen. Hvis han nu bare kunne komme ud herfra. På den ene eller den anden måde. Men hans hænder var bundet og det forhindrede ham i rigtigt mange ting. Som at lægge dem om heksens hals og klemme livet ud af hende. Noget hun helt sikkert havde gjort sig fortjent til!

Trods hendes invitation til at komme derover blev han stående med et surt og mistroisk blik på hendes kønne ansigt. Hans arm og hænder dunkede stadig af smerte. Det var en forbandet situation. Han ville have sine hænder fri, men gik han derover kunne han lige så godt miste en kropsdel. De fleste ville nok frygte sidste del meget mere, men for Randall var det jo ikke permanent, det gjorde bare ondt som en i... 
Pis. Han nærmede sig tøvende og vendte så ryggen til hende. Igen. Hvor dum var han ikke lige? Meget, svarede han selv på det retoriske spørgsmål.
"Nej da. Overhovedet ikke. Husk nu, du får en krøbling til lejesoldat, hvis du hugger en hånd af." Gid hun ville, så kunne han måske bløde ihjel.

For en gangs skyld bamhjertig, tog Aya blidt fat i mandens håndled, og gjorde sig stor umage for ikke at ramme noget af hans forbrændte hud. Med lige stor forsigtighed skar hun rebet over, og viklede ham fri af det, før hun slap ham. 

"Det ville jo være en skam, selvom det sikkert ville være nemmere at skaffe sig af med dig hvis jeg blev træt af dig" 

Som om der intet unormalt var i siturationen, lænte Aya sig tilbage mod sit skrivebord, og legede lidt fraværende med kniven, mens hun studerede sin fange. Hun fandt ham lettere spøjs, eftersom han ikke virkede videre bange for at hun dræbte ham. Måske skulle hun bare dræbe ham? bare for at se om han blev bange når livet var ved at ebbe ud af kroppen på ham.

Lige så snart Randall kunne mærke sine håndled være fri, trak han dem til sig for at se på sine skader. Samtidigt begyndte han at åbne og lukke sine hænder for at få blodcirkulationen i gang. De havde været næsten konstant bundet i flere dage og hans fingre var begyndt at føles en smule døde. Stearinlysets skade var ikke voldsom, bare smertefuld, og han havde røde mærker efter rebene. Og voks på fingrene, men det var kølet af og var lige til at pille af, efterladende røde mærker. Forbandede kælling. Og hun ville have, at han skulle arbejde for hende?! Lysten til bare at gå til angreb på soen var virkeligt lokkende, men noget holdt ham tilbage. Hvis det lykkedes at kværke hende, var der stadig vagter at håndtere. Hvis det ikke lykkedes, ja, så havde han en fornemmelse af, at stearinlys nok var hans mindste bekymring. Hun var jo syg i roen, den fine lille dame!

Han skævede til den skarpe kniv i hendes hænder og havde næsten lyst til bare at afslutte det - det var næsten det nemmeste - men det var nu engang ikke sjovt at dø, så hvis han kunne finde en anden udvej, så var det bedst. Lade som om, at han faktisk var desperat nok til at sige ja til at arbejde for hende og få lov til at gå ud derfra og så tage en ferie fra hovedstaden. Piratbyen var sikkert også et dejligt sted på denne tid af året. Der var i hvert fald både horer og krystaller nok derude ved kysten.
"Hvad med bare at stoppe med alt det pjatteri og gå lige til sagen. Enten giver du mig et job og lader mig gå, du slår mig ihjel eller også tager vi et heftigt knald hen over bordet, selvom jeg er ved at have mistet lysten til det sidste." Hans stemme var sur og der var ikke noget smil tilbage i hverken hans øjne eller på hans ansigt. Det her var ikke sjov længere.

Lukkes på grund af inaktivitet