Ryse blev ved med at holde hende ind til sig, blev ved med at trøste hende, blev ved med at give hende den omsorg som hun sådan havde brug for, lige meget hvor meget hun slå og sparkede ham, så blev han ved med at holde hende ind til dig. Han kunne mærke hendes tåre, hvordan hun gemte sig ansigt væk. Han lod hende græde ud, og han blev ved med at holde hende ind til sig. Han hviskede ind i øret på hende, ''Følelser er ikke et tegn på svaghed, de er et tegn på styrke, følelser er det der gør os menneskelige. Du er en af de modigste krigere jeg har mødt, og det ændre sig ikke ved at du græder, det at du græder er faktisk det der viser hvor stor en kriger du er.''

Fordi Skadi var stille som graven i sin gråd, kunne hun høre hvert et ord, som Ryse ytrede. Hun forstod ikke helt at dét at hun græd gjorde hende til en stor kriger, men hun forstod én ting: Han anerkendte hende og det fik kun mere følelse ud af hende, da hun kort kiggede op på ham med et blik der holdt en følelse hun ikke havde haft i mange, mange år: Håb. Det var blevet knust og smadret gang på gang, men hans ord fik det langsomt til at bygge sig op, som hun så op på ham med blanke øjne. Efter lidt tid stoppede hun også med at være anspændt og slappede af i hans favntag. Hun havde stadig ikke evnen til at finde ord, oven på dét, Ryse havde sagt og samtidig mærkede hun et stik af hjemvé, meget pludseligt. Hun var ekstremt vred på sin mor fordi hun intet havde sagt imod fars ord, men i virkeligheden vidste Skadi godt hvorfor. Mor havde intet at skulle have sagt, hun var ikke en kriger.

"Tak," lød det til sidst mens hun langsomt tørrede tårerne væk. "Nu... Nu vil jeg ha' mere øl," hun formåede at skubbe sig fri, dog ikke lige så voldsomt overhovedet og hun bemærkede musklerne som Ryse besad da hun lagde en hånd på hans brystkasse. Derefter skabte hun en lille smule afstand - dog slet ikke lige så meget denne gang. Hun fik fat i sit ølkrus og fyldte det op igen. "Du ved... Ryse? Du er heller ikke en særlig dårlig kriger selv... Altså... Ja," Skadi var blevet voldsomt akavet på disse få minutters snak. Hun var ellers typen der kastede til højre og venstre med komplimenter, men det var lidt noget... Noget andet.

Da Ryse så blikket af håb i hendes øjne kunne han ikke andet end at smile, det var tydeligt at hun havde givet op på at får hverken omsorg eller håb, og det gjorde Ryse så inderligt glad at hun fik det. Da hun prøvede at skubbe ham lidt væk lod han hende gøre det, hun havde grædt ud, og nu havde hun brug for lidt plads. Da hun hældte et glas øl op tog Ryse også et glas til, for selv om han ikke havde givet udtryk for det, så at sidde i sådan en stilling, og holde hende mens hun prøvede at skubbe sig fri, havde ikke ligefrem været behageligt med hans mange sår, så da han lænede sig tilbage op af et træ udgav han et lidt smertefuldt støn. 

Ryse smilede let, med lidt af et grin på hans ansigt da han hørte hendes lidt akavet kompliment. Tingene mellem dem havde lige pludselig ændret sig meget hurtigt. Ryse kiggede over på Skadi og smilede let til hende, hvorefter han svarede; ''Det var min far som lærte mig at slås med våben, hver gang jeg havde lært at lave et nyt våben lærte han mig at slås med det. Og her efter ramte akavetheden også ham, for første gang i lang tid var han ikke rigtig sikker på hvad han skulle gøre eller sige, så det endte med at han bare sad der, og studerede Skadi stille og roligt mens de begge drak deres øl. Tænkte, spekulerede... frygtede.

Det gjorde stadig lige så ondt at høre Ryse tale så pænt om sin far, for der var virkelig ikke noget, Skadi ønskede mere end at have sådan en far. Hun havde lært at slås gennem egne, pinefulde erfaringer, ved at snige sig med den stående hær, blive smidt hjem gang på gang og ved at jagte de andre drenge i landsbyen og derefter få skæld ud af deres forældre, kun for at få en jævn gang prygl af sin egen far, der mente at hun bare skulle gemmes væk. Jo mere opmærksomhed hun skabte, des værre var det.
"Det  må ha' været rart at ha' sådan en far," mumlede hun nærmest for sig selv. Den korte akavethed der havde været vedvarende før blev erstattet af hendes bitre tanker. De blev derefter skubbet væk som hun huskede drømmen. Hun kiggede langsomt op på Ryse.

"Hvad sker der...?" hun havde svært ved at færdiggøre sin sætning. Det var ikke nemt at snakke om døden for hende, for var der noget hun rent faktisk frygtede mere end noget andet, så var det faktisk døden. "Du ved.... Når du dør.." hun kiggede hurtigt væk og begyndte at rense videre på øksen. "Altså.. Jeg ved godt at du vågner op igen... Men... Hvad sker der med din sjæl?" for én som Skadi var dette tung snak, men hendes drøm havde vist ham sjæleløs. Det måtte betyde én af to ting; Enten ville han tabe sin sjæl en dag, eller også havde hun drømt om hans død.

Ryse havde fortsat saddet og studerede Skadi, set hende slibe hendes økse, og da hun nævnte det med hans far smilte han let ved tanken, men hans ansigt blev også hurtigt mørk. ''Det var fantastisk at have sådan en far, men det er også grunden til at det var så forfærdeligt at miste ham'' Sagde han stille, for hans far var et meget ømt punkt ved ham, hvilket Skadi nok allerede havde opdaget, i sær med hans halskæde.

Da hun begyndte at snakke igen, kiggede han over på hende, ventede tålmodigt på at hun ville færdiggøre sin sætning. Da hun nævnte hans sjæl blev hans ansigt lige pludselig ekstremt mørk, for selvom han ikke vidste hvad der skete med hans sjæl, så kunne han mærke det, og det var på ingen måde rart. 

''Hvad jeg er kommet frem til, så forbliver min sjæl den samme, men i modsætning til min hukommelse, så starter min sjæl ikke forfra som var jeg 23 igen. Alle de sår og ar, alt den smerte og sorg der ligger i min sjæl kommer med fra liv til liv, alle følelser, alting kommer med. Det er lidt ligesom om at jeg engang havde en tredje arm, og jeg kan mærke at det går ondt i den, men jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har haft en tredje arm... Det du så der skete deroppe på bjerget, det var livstider af... smerte, som alt sammen hobbede sig op.'' Ryses åndedræt var blevet uregelmæssigt, han kiggede ned i jorden, og det var tydeligt at det gik ondt på ham bare at snakke om alt den ophobeedb smerte inde i ham. 

Ryse's forklaring fik Skadi til at genoverveje hvorvidt hun var bange for døden i sig selv. At skulle genopstå med smerten fra sin død virkede ikke ligefrem særlig behageligt så hun havde et eller andet sted sympati for Ryse, selvom hun havde svært ved at vise en så intim følelse. Hun lagde en hånd på hans knæ, langsomt og tøvende og lagde samtidig øksen fra sig for at se ham direkte i øjnene. "Jeg forstår intet at det du taler om.. Og jeg forstår det alligevel godt," hendes blik var alvorligt, men også stadig ret barsk. "Måske har jeg ikke genopstået utallige gange. Jeg er sikkert heller ikke lige så gammel som dig, faktisk er jeg bare et helt normalt menneske.. Men selv dem der healer hurtigt kan have ondt, og jeg ved godt hva' det vil sige at have ondt i sjælen," flere gange havde hun stillet sig det spørgsmål, om man egentlig kunne få dræbt sin sjæl. Alle følelser. Om der var et vendepunkt når man havde oplevet nok smerte og gru i sit liv. Hun havde stillet sig selv det spørgsmål så mange, mange gange, og hver gang havde hun fejlet i at finde et svar derpå.

"Jeg ved ikke hvordan det er at miste noget man har kært, for jeg har nærmest aldrig haft noget, som jeg har haft kært i mit liv. Men jeg ved hvordan det er at blive så vred at man bare har lyst til at fjerne ansigtet på alle mennesker omkring én, og hvordan det føles bagefter når man har ladet sit indre kaos få frit løb.. Det er fantastisk og skræmmende på én gang.. Og bare dét, at jeg synes det er fantastisk er skræmmende i sig selv," hun gav hans knæ et mildt klem og gik derefter tilbage til sin egen privatsfære. Det føltes lidt nemmere at tale om de her ting, nu hvor Ryse alligevel havde set hendes svaghed og havde ageret på den. 

Ryse åndedræt blev så småt roligere som Skadi talte, der var et eller andet over hende som bare beroligede ham indenvendig. Måske var det fordi han havde fortalt hende de ting om ham selv han ikke havde fortalt nogen andre, han var ikke sikker, men han vidste ihvertfald at det at være sammen med hende, nærmest fjernede den smerte han havde indenvendig. Men det at han havde det så godt omkring hende gjorde ham også umådeligt bange, for det var en del af hans største frygt, at komme tæt på en person, at elske en anden person, at dø og så glemme den person. Og i det øjeblik gik det op for ham, at det var det han gjorde, og det var mærkeligt, for han havde kun kendt hende i meget kort tid, og de havde ikke ligefrem fået et specielt godt førstehånds indtryk, men alligevel så var det dét. Dét der gjorde at han bare kunne snakke til hende, det der gjorde at alt hans smerte forsvandt når hun snakkede, og når hun rørte ved ham. Han elskede hende.

Ryse vendte sig mod Skadi, og hviskede i en meget grøddet stemme, ''jeg er så bange''. Hvorefter han lænede sig ind imod hende, i et forsøg på at kysse hende.

Ryse var pludselig blevet meget stille, hvilket Skadi ikke helt forstod. Han så helt underlig ud i ansigtet, og hun kiggede forvirret på ham til han pludselig lød helt ked af det. Hvorfor gjorde han nu det? Hvorfor var han bange? Hun fattede det slet ikke, ikke før han virkede til at ville kysse. Det var en ting der var normal for Skadi, hun var ikke typen der lukkede af for den slags i modsætning til alle mulige anstandsdamer. Hun havde ligget med mænd før. Også kvinder. Så længe der var noget rart, afslappende i det, så var hun for det meste med på den slags leg. Dette var dog noget andet. Hun havde ikke lyster på samme måde med Ryse. Hun følte at det var forkert, bare at tage ham lige nu og dér, et kys var der intet galt i, men at gå videre ville hun ikke. Ikke endnu. Hun var mere interesseret i hans personlighed. Hans væsen. Og hun forstod det bare ikke. Forvirringen var komplet som hun lod sin garde ned. Væggene som hun ellers holdt sig så godt beskyttet bag, kollapsede da hun lukkede den minimale afstand mellem, lagde en hånd på Ryse's kind og lod deres læber mødtes.

Det føltes anderledes. Hvis Skadi havde troet på en gud, ville hun havde troet at det var dennes indblanden, for hun følte bogstaveligt talt at nogen havde sat elektricitet til hendes mave. På en kildende måde i stedet for den ubehagelige måde Zofrosts ejer havde gjort det. Det var virkelig mærkeligt, og hun havde ikke lyst til at stoppe. Ikke før hun havde brug for luft, da det var som om, at det bare var blevet slået ud af hende. "Hvad er du bange for? Jeg er lige her. Jeg går ingen steder. Jeg er ingen phønix, men jeg dør ikke så længe jeg har lyst til at leve," for at understrege det, tog hun Ryse's hånd og placerede den der hvor hendes hjerte slog. Det var vel et løfte? Var det ikke? Hun var for én gangs skyld ikke vred eller nervøs over at skulle afgive en ed på denne måde, for hun vidste godt selv at denne ed ikke var én hun kunne bryde. Hun regenererede altid før hun endte død. Hun var sær på dén måde.

Ryse vidste at det var dumt af ham, at gøre det, at kysse hende. Han vidste at det bare ville gøre det hele værre senere hen, men lige nu, lige nu kunne han ikke lade vær. Han mærkede hendes hånd mod hans kind mens deres læber mødtes, han mærkede hvordan han lige pludselig slappede af i hele kroppen, han blev fyldt af en fantastisk følelse, en følelse som han ikke kunne huske han nogensinde havde mærket før, en helt ubeskrivelig følelse, men så kom det, genkendelsen. Skadi lagde hans hånd på hendes hjerte, men han hørte ikke hvad hun sagde, han forsøgte at komme op at stå, men faldt meget hurtigt forover samtidig med at hans vinger slå ud. Der var ikke noget han heller ville end bare at blive der, sammen med hende, men han var for bange, genkendelsen skræmte ham fra vid og sans og han kunne ikke holde til det. For det var den følelse af genkendelse, han havde prøvet det her før, han havde før prøvet at elske nogen, han har før prøvet at være sammen med en anden person på den her måde, han har før prøvet at elske en anden person på den her måde, i et tidligere liv. Han kunne mærke genkendelsen, men han anede ikke hvem det var, hvem han engang havde elsket, og det skræmte ham mere end noget andet.

Jeg kan ikke... Hvad nu hvis jeg død og glemmer hende? Hvad nu hvis vi mødes efter jeg er blevet genfødt? Hvad så? Jeg vil have ingen anelse om hvem hun er, jeg vil kun have genkendelsen, den genkendelse som siger at vi mødtes før, og at jeg har holdt af hende, men jeg vil ikke kunne huske hende...

Han forsøgte at kravle hen af skovbunden med hans vinger slået ud, han var i oprør indeni, han ville så gerne være sammen med hende, men han var så bange, bange for at glemme.

Deres kys blev afbrudt af følelsen af frygt fra Ryse, der nærmest blødte ind i Skadi. Han forsøgte at skabe afstand og hun reagerede ved at blive frustreret. Hvorfor gjorde han dét, når han lige havde bedt om kropskontakt?! Hun forstod det ikke og stirrede bare efter ham til at starte med, før hun rejste sig, en smule svimmel efter at have healet så mange skader og fulgte efter ham med en irriteret, frustreret grimasse i ansigtet. "Ryse, hvad tror du, du har gang i?" han måtte hellere end gerne være bange, og hun vidste sgu også godt, at det nok var fordi han var bange for at miste hende, men det gjaldt også den anden vej rundt. Han skulle ikke tro at han bare kunne bestemme hvordan alting skulle være.
Hun stod kun et par meter fra ham nu, men her stoppede hun til gengæld også. "Tror du at du er den eneste som er bange?" hun spurgte en smule køligt som hun nærmest nedstirrede ham.

"Har du overvejet hvad der foregår her?" hun pegede sigende mod sit eget hoved og satte sig derfor på hug. "Jeg har ikke bare tænkt mig at lade dig løbe væk fra det her. Jeg har tænkt mig at holde fast med hænder og fødder og ikke give slip, for du har selv sagt det... Jeg har brug for det her. Du får ikke lov til at stikke af, bare fordi du er bange," hun lukkede afstanden og placerede begge hænder på hans skuldre. Hvis han begyndte at få den fine idé at flyve, ville hun ikke give slip.

Ryse kæmpede imod så meget han overhovedet kun, dog ikke imod Skadi, for han lå bare der, han ville nemlig ikke gå, han havde ikke lyst til at forlade hende der, nej det var ikke hende han kæmpede imod, det var flash-backed. I det de havde kysset havde han mærket det, genkendelsen der kommer lige inden han får et flash-back fra sine tidligere liv. Det var derfor han prøvede at komme væk, det var det han var bange for, bange for at få et flash-back hvor han ikke ville opleve andet end smerte, så han kæmpede imod, nægtede! Men det var forgæves, han havde aldrig været i stand til at stoppe dem fra at komme, og den her gang var ikke anderledes. Ilden i hans øjne slog et slag, og han så det.

Der er en kvinde, en kvinde med langt gyldent hår, de ligger ved siden af hinanden på en hede og kigger op på stjernerne sammen. Han kan mærke sin egen kærlighed for denne kvinde, han så hvordan de var sammen, han så hvordan de groede gamle sammen. Det næste havde han aldrig før set i sit liv, for han så sig selv dø, han så sig selv blive genfødt. Han så sig selv møde hende igen, han så forvirreringen i hans egne øjne som hun snakkede til ham. Han så smerten i hendes øjne da det gik op for hende hvad der var sket, og at han ikke huskede hende.

Han kiggede op, og så Skadis ansigt over sig, et øjeblik var han forvirret, men så gik det op for ham hvad der var sket. Hans vinger gik op i røg, han stirrede Skadi direkte i øjnene. Hun sagde det selv lige, hun havde brug for det her. I alle hans næste liv vil han nok ende med smerten over hans beslutning, smerten over at blive forelsket og derefter glemme hende, men han var ligeglad, for han havde også brug for det her! Han hviskede meget lavt, ''Jeg er ligeglad med smerten, jeg har også brug for det her'' Hvorefter han lænede sig op mod hende ligesom før, men denne gang havde han ikke tænkt sig at flygte bagefter, lige meget hvad.

Skadi så hvordan Ryses vinger forduftede i røg og hvordan smerten lyste ud af hans øjne. Hvad end han tænkte på, så måtte det være hårdt, men Skadi var ikke typen der blev en kujon i smertens øjeblik. Hun tog smerten direkte ved hornene og lod den ske, hvor ondt den så end gjorde, og derfor lod hun ham ikke gå, bare sådan uden videre. Idet han hviskede, blinkede hun et par gange som han endte med at læne sig mod hende. Næsten automatisk endte hendes arme om hans skuldre og et kort øjeblik lod hun ham bare være der og holdt ham ind til sig, før det gik op for hende hvad det var for noget blødt pjat hun havde gang i. Hendes far ville have pryglet hende så voldsomt hvis han så det her. Thorbir ville grine til han kastede op. Einhardt og Tarkvin ville tildele hende et enkelt lille blik og derefter bare ignorere hende, som de altid gjorde. Det var deres lod i livet. Hendes lod, derimod, var fuld af konflikt, død og ødelæggelse. Ikke det her. Hvad end det her var.

Men hun kunne ikke få sig selv til at stoppe, for inderst inde higede hun efter det og kunne ikke stoppe sine følelser. Hun blev ved og ved med at tænke, indtil trætheden fra før kom tilbage. Hun havde på ingen måder hvilet nok oven på sine skader og et kort øjeblik vaklede hun før hun stoppede omfavnelsen ved at give slip. Derefter dumpede hun ned at sidde og skævede op mod Ryse. "Du har sår over alt, har du ikke? Du burde sidde ned og slappe af. Jeg er ikke en læge eller én af de der kloge koner og jeg har ingen anelse om hvordan det er, at have et sår i længere tid, men du burde slappe af," hun tog igen sit krus og fik det fyldt op med øl.

Ryse nød inderligt meget at have Skadi helt ind til sig på den måde, der var bare noget, rigtigt, ved det, der var et eller andet fantastisk over hende som han ikke bare kunne ignorere. Da hun fjernede sig fra ham og sagde at han nok burde slappe af, så skubbede han sig selv lidt hen af jorden, og endte med at sidde op af en træstamme lige ved siden af Skadi. ''Åh, det her er ingenting, nej, du skulle prøve at se hvordan det er at dø, se dét er slemt.'' Sagde han for sjov, og grinede let bagefter. Meget hurtigt blev hans grin forvandlet til en hosten, og ud af den hosten endte han med at farve sin hånd rød i blod. Ryse forsøgte hurtigt at gemme hans hånd væk så Skadi ikke skulle ligge mærke til det, men han var ikke sikker på om han havde været hurtigt nok.

Ryse fyldte også sin kop igen med øl, dejlig øl til at fjerne smerten. Efter et par slurke begyndte han så småt at tale,''Jeg beklager at jeg forsøgte at flygte, men en af de mange ulemper ved at være en fønix er at man får syn af sine tidligere liv, og lad mig bare sige at det ikke ligefrem var et bestemt rart syn jeg fik da vi... kyssede.'' Han tøvede lidt inden han sagde ordet, for det var først da han sagde det at det bliv virkelighed, en virkelighed som han ønskede og havde brug for, men også en som skæmte ham og som han havde undgået. Han sad og kiggede lidt på Skadi, tænkte på alt det her, på dem, over hvad der mon skete nu, på alting.

Det kunne godt være, at Ryses ord skulle komme som en joke, men alligevel kunne Skadi ikke lade være med at gyse let ved tanken om, at han vidste hvordan det var at dø. Det var skræmmende at tænke på, så hun undlod at kommentere på det, og lod også helt være med at tænke videre over det. Det var alt for ubehageligt, så hun lod være. I stedet var hun mere opmærksom på, hvordan han følte omkring deres kys, for det var næsten en ny verden for hende; At føle sig forbundet til en anden person på denne måde. Det var nyt, en smule skræmmende, men også virkelig, virkelig rart og det gav en overraskende varm følelse inden i.
"På et tidspunkt vil det nok blive bedre.. Minder er forfærdelige til tider," hun følte sig helt vis og klog og rystede hurtigt den tanke af sig og rystede på hovedet med et grin på læberne. "For at være ærlig er jeg ikke så god til sådan noget her, men.. Vi prøver vel bare," hun sendte ham et nært hjælpeløst smil, før hun lagde sig ned med et gab.

Der gik et par dage hvor de egentlig bare sad samme sted, fik lavet bål og stillet telt op. Der skete ikke meget mere end at de bare talte om alting der lige dukkede op i hver persons hoved, men det var afslappende. For første gang længe slappede Skadi af.
Men da rationerne slap op så hun sig nødsaget til at drage videre, så efter tre dage, pakkede hun sine ting stille og roligt og stillede sig til sidst ved Ryse, mere positiv end hun havde været længe. "Jeg må gå videre nu. Der er arbejde der skal gøres og krystaller der skal tjenes ind, men jeg håber... Jeg ved at vi sikkert mødes igen," og med det sagt stod hun egentlig bare lidt akavet foran ham og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun vidste at hun sikkert ville være vidne til den dag hvor lyset i hans øjne ville slukkes, og af samme grund var hun sikker på at de nok ville møde hinanden igen. Det var på en måde ret bittersødt.

Ryse nød de få sidste dage han fik sammen med Skadi, han nød virkeligt hendes selskab og kunne ikke vente med at lære hende bedre at kende. Det var også derfor han blev lidt trist til mode da hun valgte at hun ville forlade ham, men han forstod det selvfølgelig godt hun kunne jo ikke blive her for evigt. Så han smilede blot til hende med hans sædvanelige smil, kiggede hende i øjnene hvorefter han begyndte at snakke, ''Okay Skadi, vi ses. Og så må vi vel bare håbe at vi mødes under lidt bedre omstændigheder næste gang''. Sagde han kort og grinede let, hvorefter han så på hende gå væk. Han håbede sådan at de ville mødes igen en dag, og han håbede at deres forhold til hinanden ville udvikle sig til endnu mere end det allerede var.