”Muligvis din planløse vandring mod den kant dér!” Svarede Alexander med en undertone af raseri. Hvis dette skulle forestille at være takken for at gøre ham opmærksom på kanten, kunne han godt undvære den.
Han bemærkede Isis’ nærvær og lyttede til den slet skjulte kommando, der var tilsigtet dem begge, selvom Alexander fandt det fyldestgørende blot at gøre personen bag ham opmærksom på det, ikke ham. Han havde jo intet andet valg end at stå afventende over for grebet i armen, han gerne snart så slækket.
”Vær så venlig at slippe min arm, den Herre, så vi kan efterkomme den unge dames ønske.” Tonefaldet var monotont uden spor af den harme, der kogte i ham. Han agtede ikke at ty til voldeligheder ved at ændre form nu, men tanken havde strejfet ham. Desværre ville hans formskifte næppe være nok til at klare rustningsfyren. Kløer kunne ikke hamle op mod jern.