Han sagde ikke noget til hendes kommentar fordi han vidste at hun godt vidste hvorfor han havde bedt om hjælp.

Alaric hørte godt Astrid råbe efter Maria, endda to gange, og han måtte nok indrømme at det gjorde ham en smule nervøs. Det var ikke noget han havde hørt før, men da han ikke rigtigt hørte mere, fortsatte han med at knappe sin skjorte igen. Han knappede endnu en knap før han hørte lyden af Astrid der var ved at snuble. 

Da Astrid var blevet hevet udenfor begyndte hans vagthunde at gø. Det var med til at fortælle Alaric at elverne nu var udenfor. Han greb derfor hurtigt hans sværd i hånden, og med lidt besvær fik han sig selv ud af vinduet da det ikke var det største. De tre knapper han havde nået at knappe blev hevet af skjorten som han kravlede ud gennem vinduet. Han skyndte sig rundt om hjørnet så han kunne se elverne. Han kunne se dem alle, hans hunde der stod og gøede. Elveren der holdte Astrid og havde drejet sig lidt mod hundene for at bruge Astrid som skjold, og Maria som stod på den anden side af døren i forhold til hvor Alaric kom fra. 

Han skulle handle hurtigt hvis han skulle gøre noget. Han sendte en bøn og tanke til Maria og håbede at hun ikke gjorde noget dumt der ødelagde det hele. Han tog lange hurtige skridt som han gjorde tegn til hundene om at gø mere. Han nåede hen en meter eller to bag elveren der holdte Astrid, og han sprang frem. "Astrid skræm Marias elver!" Han råbte det højt og tydeligt, som han selv nåede op bag hendes elver, og stak elveren i baghovedet, lige i toppen af nakken, sværdet fortsatte gennem kraniet til det stak ud af elverens ene øje.

Hundene gøede voldsomt, og hun blev vendt mod dem, så de kunne bide hende før elveren der holdt hende. Hendes øjne var ret så blanke, som hun så på hundene der næsten stod foran hende, og gøede helt vildt. Det var på ingen måde rart at se dem sådan. Hendes puls var helt vild.

Hun hørte pludselig Alarics stemme råbe, hvilket fik eleveren til lige at rykke lidt til hende, så hun vendte mere mod dørkammen hun var blevet taget fra. Et split sekund stod hun lidt i chok men fik dog hurtigt aktiveret sin evne, og så mod elveren, som stod med Maria.
Maria havde dog haft andre planer og på et split sekund havde hun teleporteret sig selv og elveren hent til Astrid, så elveren havde siden til Astrid. Elveren skulle straks til at slå ud efter Astrid med kniven han havde brugt til at true Maria med. Astrid nåede dog at hive kniven op fra bæltet, som hun havde taget på tidligere, og strak Elveren igennem halsen.

Astrid var nu sølet ind i blod, bagfra og forfra.

Hun trak hurtigt kniven til sig som elveren faldt til jorden. De lysende stadig aktiverede øjne, så ned mod hendes blodfyldte hånd som holdt om kniven, før hun lod kniven falde til jorden foran hende. At slå en et menneskelignende væsen ihjel var helt klart noget andet end den varulv hun havde dræbt for en måneds tid siden.

Det var et stort vivar, Astrid gjorde som han bad, men Maria gjorde noget andet. Alaric var kort nervøs for at det hele ville gå galt, men i sidste ende stod de der, alle tre i live og kun elverne var døde. Det var gået stærk, og da han hørte Astrids knive ramme jorden slap han selv sit sværd, og hans blik faldt meget hurtigt på Maria. "Få noget vand klar! Nu!" Hans stemme var bestemt, ikke ond eller vred, bare bestemt.

Han gik derefter om på den anden side af Astrid, til hendes front. Han ignorerede alt der var sket før, alt med deres snak og skænderi. Han gav hende ikke muligheden denne gang for at trække sig væk som han ret hurtigt lagde armene om hende og hev hende ind til sig. Han havde set den måde at slippe et våben før, det var ikke første gang han havde set nogen være så skræmt af dem selv at de gjorde den slags. Han stod og holdte om Astrid, han sagde ikke noget medmindre han hørte noget fra hende af. 

Maria var hurtigt løbet indenfor, for at gøre som der blev bedt om.

I mellemtiden hørte Astrid slet ikke hvad der foregik omkring hende men så blot på sin hånd som rystede, men der gik kun et split sekund, før hendes arm blev presset ind mod hendes mave, mellem Alaric og Astrid, som han hev hende tæt ind til sig. Den rene hånd klamrede sig med det samme om Alaric. Han måtte ikke give slip. Hun følte helt klart at jorden skælvede under hende, selv om alt i realiteten stod helt stille. Hun lagde sit hoved på hans skulder, og kiggede ud mod skoven. ”Undskyld, Alaric,” lød det lavt og rustent fra hende.

Maria kom farende ud med en spand med vand og en klud. ”Der er vand her!” Tjenestepigen stoppede foran dem, uden at sige et ord om hvor tæt de stod. Hun dyppede i stedet for den rene klud i vandet og var klar til at vaske Astrids ansigt rent – hvis ikke Alaric tog det ud af hånden på hende.

Han stod blot og holdte tæt om Astrid som hun tydeligvis havde brug for at han var der for hende lige nu. Da hun undskyldte kiggede han hende dybt i øjnene, og rystede på hovedet af hende "Shhh..." Han smilede bare blidt til hende. 

Da Maria kom ud med vandet, kiggede Alaric bare på hende, men slap ikke Astrid, han sørgede for at der var plads nok til at Maria kunne komme til at vaske Astrids ansigt. Han kunne ikke lade være med at tænke kort på om Maria overhovedet var okay, det måtte komme senere, lige nu var Astrid vigtigere. Maria lod til at være okay udfra hvordan hun opførte sig.

"Kan du tage Astrid i bad Maria?" Han spurgte hende rolig og stille. Han sagde det som et spørgsmål, fordi både Astrid og Maria skulle jo være okay og klar til at blive vasket. Lige nu var det især om Astrid var klar til at slippe Alaric. Han havde ikke oplevet hende som hun var nu før rigtigt. Det tætteste var kulden.

Astrid øjne kunne ikke helt finde ro, som han roligt tyssede af hende. De så skiftevis på hver af hans øjne, hundene, baggrunden, hans læber og rundt igen, til tider i en anden rækkefølge.

Maria fik plads, og tørrede blidt blodet af det blege ansigt, som synede blegere end normalt. Astrid registrerede at Alaric nævnte et bad. Den eneste måde hun følte sig i stand til at svare var ved at strammede sit greb om Alarics ryg og lod sin hånd gribe fat om skjorten omme på ryggen. Hun kunne mærke hendes mund løb i vand ret så hurtigt.
”Hun skal sidde ned først,” svarede Maria ham, men med sit fokus på Astrids ansigt og sitrende øjne. Ansigtet var ikke komplet rent, eftersom der også var blod i håret, og kluden var besværlig at få ind i hver et en krog af Astrids tynde, skarpe men feminine ansigt.

Den noget så blege arving skubbede sig pludselig væk fra Alaric, og bøjede sig ud til siden, før hun kastede op. Maria var lige præcis heldig ikke at stå i vejen for Astrid. Det at kaste op resulterede i at tårer løb ned at Astrids kinder.

Han kunne mærke at Astrid tydeligvis ikke havde lyst til at blive fjernet fra ham lige nu. Derfor godtog han det bare, og han stod blot og nussede hende ned af ryggen forsigtigt og roligt. Han forsøgte at få hende til at slappe mere af. 

Da Maria sagde at han skulle få Astrid ned at sidde først hvis det var kiggede han undrende på hende. "Vil du gerne have at jeg få hende ind til badekarret?" Han skulle være sikker på præcis det var Maria havde brug for for at kunne hjælpe. Han var jo ikke vant til Astrids bade eller noget i den stil, hans bud havde nok været at kaste vand udover sig selv eller hende og kalde det en dag. Hendes kjole var jo også blevet ødelagt.

Da Astrid pludseligt rev sig fri og begyndte at kaste op, skyndte Alaric sig over til hende, og han kørte hans hånd ind under hendes hår og langs hendes nakke, så han fik kontrol over hendes hår og løftede det så hun ikke kastede op på hendes hår. Han sank lidt ned i knæ så han var på øjenhøjde med hende, og han forsøgte at fange hendes øjne. "Astrid?" Han skulle bare lige få en fornemmelse af hvor meget hun var til stede.

”Nej, nej! Hun skal bare si-” Marias ord blev afbrudt af Astrid der kastede op. Maria skulle til at gå hen for at samle håret op, men var slet ikke hurtig nok. ”Hun skal bare sidde ned,” Maria prøvede at gøre det så tydeligt som muligt, at hun var bekymret for om Astrid ville besvime. Maia mente helt bestemt at Astrid havde brug for noget grounding, så Astrid havde fornemmelsen af stadig at være til stede.

Astrid hostede lidt, efter hun havde kastet op. Hun ville tørre sin mund med sin håndryg, men valgte den forkerte hånd. Den blodfyldte hånd nåede slet ikke op til ansigtet, før lugten af blodet fik Astrid til at kaste op igen. Det var allermest væske der kom op.

Da hun hørte sit navn, skævede hun mod Alaric, dog uden at sige et ord.

Han nikkede bare til Maria for at foklare hende at han forstod hvad hun ville have ham til. Han stod klar hele tiden til at holde håret væk fra Astrids mund så hun ikke fik kastet op på det. Han sørgede for at være ved hende så hun vidste der var noget omkring hende.

Da hun kiggede på ham, ikke helt den reaktion han havde ønsket, talte han endnu engang til hende. "Astrid, jeg har brug for at du lige følger med mig." Han smilede blidt og varmt til hende, som han lagde den venstre atm om skulderen på hende og begyndte at føre hende hen mod husets mur. Han vinkede Maria med sig med hen for at hjælpe med at vaske Astrids hænder og ansigt ordentligt.

"Er du her? Astrid?" Han skulle være sikker på hun ikke følte det som om hun var et helt andet sted, og han ledte hende derfor hen til muren, hvor han forsøgte at få hende ned at sidde op af muren. Måske det kunne gøre det hele noget mere behageligt for hende.

Astrid lod sig langsomt rette sig op og blive ført væk af sin pøl af opkast og lig. Maria var hurtigt efter og begyndte straks på at forsætte med Marias ansigt, eftersom den beskidte hånd nu var mellem de to adelige.

Astrid nikkede langsomt til Alarics ord, ”Mh,” var det eneste der forlod hende af lyd. Da de nærmede sig muren, løftede hun sin rene hånd op mod muren, for at give sig selv noget ekstra støtte inden hun kort efter var blevet hjulpet ned og sidde. Den blodige hånd tog med det samme kontakt til jorden under hende.

Hun lagde sit hoved hårdt ind mod muren, som hun udgav et suk, og mærkede flere tårer trille ned ad kinderne, fra de lukkede øjne. Maria satte sig i mellemtiden ved siden af Astrid, og eftersom den beskidte hånd nu ikke var ind mellem de to adelige, men på jorden, vaskede hun forsigtigt blodet af håndryggen, som var synlig. Hun valgte ikke at tage Astrids hånd op for at vaske håndfladen.

”Jeg har det virkelig skidt,” fik Astrid endelige sagt med en grødet stemme. Stadig med øjnene lukket. Det havde godt nok været noget tid siden hun havde haft den forfærdelige underviser, men det at dræbe noget, som ikke bar titlen varulv, var bare noget helt andet, især når det var med ’egne hænder’.

Han fulgte hende over til muren og da hun kom ned at sidde fulgte han hurtigt med ned på hug. Han lagde sin hånd på hendes ryg, og begyndte at lægge en smule pres på hendes ryg, han lod hånden glide rundt og gned hende på ryggen. Han regnede med at trykket og den tydelige, men måske også lidt ubehagelige, følelse fik hende til at kunne fokusere noget mere på nuet end hun virkede til at gøre.

"Vil du have noget at drikke?" Det var jo ikke godt hvis hun ikke fik hverken noget at spise eller drikke. Han vidste ikke hvad han kunne gøre for hende mere end måske at hente noget vand og være der for hende. Han nikkede Maria indenfor for at hente noget at drikke til Astrid, og han rakte hans hånd frem for at tage imod kluden fra hende. Han tog imod kluden, og begyndte forsigtigt at vaske Astrids hænder og ansigt mere, han vaskede hende også på hals men han vaskede ikke længere nede.

Han sørgede for at give Astrid noget at drikke da Maria kom tilbage.

Astrid nikkede langsomt til tilbuddet om noget at drikke. Hånden på ryggen hjalp gevaldigt, og fik hende til at synke en klump fra halsen. Dét og at sidde ned gjorde hun følte sig en anelse mere nede på jorden. Astrid lagde slet ikke mærke til at Maria gav kludden væk til Alaric for at hente vand i stedet. De lyse øjne åbnede sig, så snart de lagde mærke til at der ikke var blide små hænder om hende. Hun vendte derfor blikket roligt mod Alaric. Hun ville så gerne takke ham, men hun frygtede at hvis hun åbnede munden for meget ville hun kaste op igen.

De lyse øjne var halvlukket låst på hans ansigt, som han vaskede blodet af hoved, hals og hænder. Så snart hun så Maria komme løbende tilbage med vand at drikke, spærrede de lyse øjne op, og fikserede sig et øjeblik på tjenestepigen. Øjnene gled roligt, med en lettet udånding, tilbage på Alaric som modtog vandet. Det varede kun et øjeblik før hun fik noget vand i sig. Det var køligt og gjorde hende nærmest opmærksom på alt inde i hendes krop. Hun blinkede let med øjnene og med en tung åndedræt, besluttede hun sig for at prøve at rejse sig op.

Alaric smilede bare venligt til Astrid. Han var der bare, vaskede hendes ansigt, hals og hænder men sagde ikke noget mens Maria var væk. Han håbede at Astrid ikke forventede noget fra ham udover hans tilstedeværelse. Han var også godt klar over at hans hånd nok ikke var helt så behagelig som Marias havde været, han kunne jo ikke ligefrem gøre for at hans hånd var ret ru.
Han havde jo trods alt svunget diverse våben mange år af hans liv.

Han gav Maria kluden da Astrid begyndte at rejse sig op, og han lagde armen om skuldrende på hende så hun havde noget støtte mens hun kom op at stå. Da Astrid stod op kiggede Alaric på hende. "Hvordan har du det nu?" Han regnede ikke med at hun var okay, men siden hun kunne stå op, så tænkte han at hun nok havde fået det bedre end hun havde haft det tidligere. 
Som Astrid kom op at stå, begyndte han langsomt og forsigtigt at føre hende indenfor i huset. Han gjorde sit for at sørge for at holde hendes blik væk fra ligene. Dem ville han få fjernet mens Maria fik Astrid i et ordentligt afslappende bad.

Mens hun så på Alaric kunne hun mærke hun generelt faldt mere og mere til ro, at pulsen faldt og åndedrættene blev mere almindeligt. Hun satte virkelig pris på at både Alaric og Maria var der. Hvis der havde været flere elvere ville Astrid sikkert have været for meget i chok til at kunne reagere på dem.

Astrid kom op, ved at støtte sig lidt til væggen og Alarics arm. Hendes blik var på jorden, mens hun rejste sig. Først da Alaric snakkede til hende, så hun op. ”Bedre,” fik hun sagt, med et kort nik. Hun fulgte roligt Alaric, som hun roligt blev ført ind mod huset. Som de nærmede sig døren, hvor der lå et par lig, kunne hun mærke sit hjerte blev tungere, men det hjalp en del, som Alaric holdt hende ind til sig, så hun ikke kunne se koncentreret på ligene. Maria var lige efter dem og var da også hurtig til at gribe den arm, som ikke var ind mod Alaric.

”Lad os få dig i bad, Astrid,” sagde Maria roligt med Astrid hånd i sin egen. Hun var klar til at føre Astrid mod et varmt bad.
Astrid skævede til Alaric kort, for efterfølgende modvilligt at lade sig trække væk fra ham og lod sig føre, en anelse støttende, op af Maria.

Som de kom ind til badekarret, blev Astrid ført hen til en stol, som hun kunne side på, mens Maria sørgede for at lukke døren og anskaffe varmt vand. Maria var dog hurtigt tilbage ved Astrid. ”Jeg begynder på at afklæde dig, Astrid,” lød det roligt fra tjenestepigen, som endnu engang holdt Astrid i hånden, for at være sikker på at Astrid kunne følge med. Langsomt nikkede Astrid for at bekræfte det var okay. Astrid kom op og stå, fik fjernet de to bælter, hvor det, der hørte til kjolen var helt rødt af elverblod. Det røg med det samme ned i en kurv tæt på dem. Jakken blev så trukket af, og det blev hurtigt afsløret at Astrids hår måtte være sølet ind i blod, eftersom jakken var helt rød af elverblod på ryggen. Forsigtigt blev den foldet og smidt i kruven. Håret blev nu snoet inden der blev bundet en knude på det, så det var nemmere at komme til snørrene. Maria vurderede at det måske ikke ville være rart for Astrid at få det blodvåde hår henover skulderen. Astrid kunne langsomt trække vejret optimalt, som snørerne blev løsnet om hendes torso. Den creme farvet kjole kunne næsten minde om rød grød med fløde, sådan som det var sølet ind i blod. Den blev også smidt i kurven. Astrid blev så ført over i en lille balje, for først lige at blive skyllet, således at vandet i badekarret ikke blev rødt, så snart håret blev sænket ned i. ”Hold fast her,” blev der sagt og hænderne ført til kanten af et bord, så Astrid havde noget at støtte sig til. Kort efter, blev en spand med varmt vandt hældt ud over Astrids hoved. Fortyndet blod løb nu ned ad det blege ansigt, og ned på kroppen.
Herfra blev Astrid ført over i badekarret. Astrids hænder holdt instinktivt godt fast om kanten af badekarret så hun var sikker på at hun ikke ’forsvandt’. Med forsigtige og rolige bevægelser, blev håret vasket med sæbe inden der igen blev hældt en spand vand ud over hovedet på Astrid. Hovedbunden var efterhånden ren.

”Maria?” lød det lavt. Tjenestepigen var hurtig til at sætte spanden fra sig, og gå op foran Astrid, så hun var synlig. ”Vil du hente Alaric?” spurgte hun og så med triste øjne på den søde tjenestepige.
”Åh, Astrid… Kære… Det kan jeg ikke,” lød det fra Maria, som langsomt og kort lod en hånd kærtegne Astrids kind. Maria fandt så en klud frem, og begyndte at vaske hver en plet af blod af Astrids overkrop.
”Hvorfor ikke?” spurgte Astrid, uden rigtig at tænke over at det på ingen måde var forsvarligt at lade en mand, som Astrid hverken var gift til eller arbejdede for hende, komme ind, mens hun sad i badekarret.
Maria gav Astrid et sigende blik. ”Vil du virkelig gerne have ham herind, mens du sidder i badekarret?” lød det fra tjenestepigen, som efterhånden var ved at have en ide at der var mere end blot et venskab mellem de to adelige.
Astrid så væk fra Maria, som hun roligt indså hvad hun egentligt havde bedt om. Maria forsatte derfor med at vaske Astrid.
”Ja,” lød det endeligt fra Astrid. Maria gav op på at overtale Astrid til at være mere fornuftig, og lagde kluden på kanten af badekarret.
”Så du er okay med jeg forlader dig, alene?” lød det fra Maria, som sad med hænderne på sit skød. Astrid nikkede blot, hvilket fik tjenestepigen til at rejse sig og forlade Astrid, i sin søgen efter Alaric.

Så snart Maria fandt ham, nejede hun, ”Prins af Erneyll,” sagde hun først, for at få hans opmærksomhed. ”Arvingen og prinsessen af Isenwald ønsker Deres tilstedeværelse ved sit bad,” lød det endeligt. Det var tydeligt på Maria, som hun rettede sig op fra sit nej, at hun ikke selv var vild med ideen.

Han sendte Astrid et smil da hun blev ført ind til badet, det var tydeligt at hun havde oplevet noget hun aldrig havde forventet at ville opleve og at det nærmest havde knækket noget i hende tænkte han. Han håbede hun ville få det bedre af et bad. Alaric nikkede bare til Maria da hun førte Astrid væk.

Mens Astrid var i bad, begyndte Alaric at slæbe de sidste af ligene ud til vejen hvor han havde smidt de sidste. Han vidste ikke hvordan de ville fjerne ligene helt, men han tænkte at han kunne få soldaterne til at tage sig af det når de kom. Det irriterede ham at de ikke længere havde nogen fanger, men det var jo det der skete nogle gange. Alaric blev selv smurt en del mere ind i blod som han slæbte ligene. 

Da Maria kom ud for at lede efter ham, stod han med en balje koldt vand og var ved at skrubbe så meget af blodet han kunne af hans bryst, hænder, hals og ansigt. Han vendte sig mod tjenestepigen da hun kom ud til ham. "Hun hvad?" Alaric var tydeligvis også ret så overrasket. "Ønsker hun min tilstedeværelse mens hun sidder nøgen?" Alaric var ret så direkte med hans spørgsmål... Han kunne regne ud at Astrid havde brug for ham, og han nikkede derfor langsomt. "Jeg tænker det bedste jeg kan gøre, er at holde mine øjne lukket eller med bind for, og så sidde og holde hende i hånden?" Han ville gerne have Marias mening med dette, han ville ikke gøre noget der kunne nedsætte Astrids værdi i adelens øjne, han vidste hvor irriterende det kunne være at blive set ned på. Uanset hvad så fulgte han med Maria ind til badet han holdte dog øjnene lukket som de gik igennem døren.

"Astrid? Er det okay at jeg blot sidder her? Du har min hånd hvis du vil have den, men jeg tænker det er bedst at Maria stadig vasker dig?" Han smilede i den retning han forventede hun måtte være.

Maria rømmede sig lidt, ved Alarics spørgsmål, men nikkede så. ”Det lyder fornuftig at dække Deres øjne til,” svarede hun og sammen fulgtes de indenfor. Da de stod uden for døren, fandt Maria et klæde frem til Alarics øjne. ”Tillad mig,” lød det fra hende, før hun bandt klædet om hans øjne, for efterfølgende at tage ham i hånden og forsigtigt åbne døren, og følge ham ind i til rummet Astrid befandt sig i. Rummet ville virke varmere og duftede sødt.

I mellemtiden havde Astrid siddet og vasket sine hænder og omkring sine negle, eftersom stilheden var uudholdelig. Hun så straks op, som døren blev åbnet, og ind trådte Maria, som hun førte Alaric. Mens Alaric snakkede, sørgede Maria for at lukke døren bag ham. Hverken kusken eller stalddrengen måtte se hvad der foregik, ifølge Maria.
”Jeg viser Dem hen til en stol, Deres Højhed,” roligt og langsomt fik hun ført Alaric hen ved siden af badet og lod hans hånd finde stolen, og stod klar til at guide ham ned og sidde, så han ikke endte med at sætte sig for langt væk fra stolen. Da han endelig sad ned førte Maria Alarics hånd mod kanten af badekarret.

Astrids lyse øjne havde fulgt med hele vejen, og havde ikke sagt et ord før hun lod sine varme, rene, fugtige hånd søge hans. Han ville kunne høre hun bevægede sin arm i vandet. ”Tak for at du kom,” lød det roligt og lavt. Maria samlede kluden op i hænderne inden længe begyndte hun at vaske videre på Astrids stadig røde brystkasse.

Alaric lod blot Maria dække hans øjne og føre ham indenfor. Det var ikke det nemmeste, men det var den eneste måde de kunne gøre det på uden at bryde alle mulige normer fuldstændigt. Selvfølgelig var der en del af Alaric der ærgede sig over at skulle være en god mand, og ikke blot tage chancen for at se Astrid nøgen.

Han blev vist hen til en stol, og han satte sig ned ved siden af Astrid. Han hørte hende søge hans hånd, og han lagde hånden op så hun kunne tage den. Han havde lagt den på kanten af karet, og så snart han mærkede hendes hånd i hans lukkede han sin hånd om den og gav den et roligt klem. "Det er intet problem Astrid." Han smilede bare til Astrid, som han sad og blidt lod hans tommel gnide bagsiden af hendes hånd.

Han vidste ikke hvad han skulle sige, han havde sikkert kunne finde en masse at sige hvis Maria ikke havde været der, men han var nød til at være forsigtig med hvad han sagde lige nu. Han lænede sig dog lidt ned til nær Astrid. "Undskyld mit udbrud tidligere, jeg burde have forklaret mig istedet." Han vidste godt han ikke burde have været spydig, og det var især noget han havde tænkt da hun var blevet taget til fange. Tænk hvis deres sidste møde havde været nærmest et skænderi.

Hun trak let på smilebåndet, da han nævnte det ikke var et problem. Hendes øjne tillod sig at nærstudere hans hånd, som den lå i hendes. Hun mente selvfølgelig den trængte til pleje, men det var nok også svært at holde fine rene hænder, når man havde et aktivt liv.

Da han undskyldte, rystede hun let på hovedet og så op mod ham. Hun var ivrig for at fortælle ham, at det ikke var ham der havde været uretfærdig, men tvært imod hende der måske havde sat næsen lidt for højt, ”Nej, nej. Det var mig der ov-” hun tog den frie hånd op, for at dække for sin mund, som hun mærkede det hele vende sig i hende, som hun var for ivrig om at undskylde. Maria lagde hurtigt kluden fra sig for at hente en ledig spand. Astrid rystede bare let på hovedet før hun fjernede hånden fra sin mund, ”Jeg overreagerede, beklager,” hun lød noget mere rolig denne gang. ”Det var jo bare en spøg,” hun rystede let på hovedet af sig selv. I situationen ville hun nok ikke have reageret anderledes, selv hvis hun havde været helt klar på det var en spøg, men det var vel aldrig til at vide. Maria satte spanden ved siden af sig, og begyndte at vaske hendes nu ledige overarm. Hun så ikke på de adelige, mens hun vaskede.

Hun så ned mod hans hånd igen og strøg forsigtigt sin tommel over hans håndryg, ligesom han havde gjort. ”Vi har ikke længere nogle elvere til soldaterne,” lød det så fra hende, som hun ærgede sig. Hvordan skulle de så finde ud af om det var Astrid de gik efter? Nu havde elverne godt nok forsøgt at kidnappe hende, men Astrid syntes tydeligvis ikke det var nok af en trussel, til at sætte to streger under at det var hende de gik efter, for at få Erneyll i dårligt lys.

Alaric nød at holde hendes hånd, den var så fin og blød i forhold til hans. Der var ikke hård hud på fingrene eller noget i den stil. 

Han blev overrasket, meget endda, da hun ville undskylde også men ikke kunne. Han kunne lavt høre hvordan hun holdte hendes mave på plads, og han smilede bare i hendes retning og gav hendes hånd et klem mere og hans tommel nussede den stadig. Han håbede han gjorde noget godt for hende.
"Ja, og det skulle jeg have forklaret istedet for at være blevet spydig, så vi var nok lige gode om det." Han smilede igen i hendes retning. For ja hun havde overreageret men det havde han jo også ved ikke at forklare noget og bare blive lidt fornærmet og spydig overfor hende. 

Han kiggede på hende da hun bragte det op han også havde tænkt på tidligere. "Nej, så vi må se hvad deres eksperter kan finde ud af fra ligene og deres ejendele." Han forventede ikke der var nogen papire eller noter der kunne afsløre noget, men måske de havde nogle mærker eller lignende som kunne afsløre en smule. "Men jeg lover at beskytte dig med al min magt så længe du er her." Han ovevejede lidt at sætte en kuppel op omkring huset, han ville selv skulle sove en hel dag så, men i mens ville de da alle sammen være sikre selvom det nok ville være hårdt at være fanget sammen på den måde.
Han vidste også godt at han ikke havde gjort det bedste stykke arbejde med at beskytte Astrid indtilvidere.

Astrid trak vejret dybt, efter han havde sagt de begge havde været lige gode om det. Hun rystede på hovedet, uenig i hvad han sagde, ”Ja, det var vi nok…” sagde hun så, selvom hun mente hun havde været værre end ham.

Hun nikkede lidt, selvom hun vidste han ikke kunne se det, da han forklarede de kunne tjekke elverne og deres ejendele. Hun gav så hans hånd et lille klem, da han nævnte han ville gøre alt for at beskytte hende, ”Jeg skal nok klare mig, Alaric,” lød det roligt fra hende. Det var slet ikke fordi hun lige havde stået i en forsvarsløs situation. Den eneste måde hun ville have haft muligheden for at slippe ud af situationen, var ved at få Marias gidseltager, til at se hende i øjnene, så Maria ville kunne have teleporteret hen til Astrids gidseltager. Der var en meget lille chance for at det ville have gået som planlagt, eftersom elverne allerede havde set Astrid i øjnene en gang, og muligvis vidste hvad der ville trigger effekten.

”Er I okay?” spurgte hun så, og gav Alarics hånd et lille klem, før hun så over på Maria, som efterhånden var ved at være færdig med Astrids krop. Maria nikkede roligt, ”Det er jeg nu,” lød det lavt tjenestepigen. Vandet havde efterhånden fået en lyserød farve fra blodet. Det fik Astrids øjne til straks at søge Alarics, inden hendes hånd gav hans et lille klem.