OOC: 'Katten der ændrede Aishas liv!' x3

IC:
Da Julian kom ind igen, var Aisha væk. et kort øjeblik gik han i fuldstændig panik, inden han så hende stå ved døren igen, med katten i hænderne. Al panikken forsvandt, og han smilede skævt. Derefter gik han hen til manden, og dyppede svampen i vandet. "Så. jeg renser såret nu, og.. det kommer nok til at gøre lidt ondt."

Julian så op på Aisha da hun trådte ind igen. han havde siddet og renset mandens sår så godt han nu kunne, og da hun trådte ind lagde han godt nok mærke til at hun var blevet beskidt igen. men var der ikke også noget andet over hende?
en stille klynken fra manden fik ham dog straks til at vende tilbage til virkeligheden. nu hvor alt blodet og snavset var væk, kunne Julian se såret rigtigt - det havde nærmest form som en aflang måne, og han kunne ikke genkalde sig noget våben der kunne give et sådan sår. istedet tog han en af tøjstrimlerne, og forsigtigt begyndte han at vikle den rundt om hovedet. imens så han igen på Aisha. det at hun havde været væk havde i starten gjort ham lidt forvirret og bekymret, men nu da hun km ind igen, indsmurt i jord og uden katten, kunne han godt regne ud hvad hun havde lavet. Han vendte igen sin opmærksomhed imod manden, da et lyn slog ned tæt på. Også inde i ham selv, og han var lige ved at tabe knuden han var ved at binde.
Haven. har hun begravet katten i haven?
"Katten... øhm.. begravede du den i haven?" spurgte han, lidt henkastet og som om det bare var ren høflighed. alligevel tænkte han som en gal. måske var det derfor hun var anderledes da hun kom ind. han havde ikke fortalt at hans mor lå begravet i haven... måske havde hun fundet hende, da hun...
Nej. det var alligevel ikke muligt. han havde gravet rigtig dybt, for at nogle uhumske dyr ikke skulle komme og begynde at grave hende op. Han bandt en sidste knude, og manden begyndte også efterhånden at svare på sin kones spørgsmål. Men Julian var et helt andet sted.
Hans have var jo nærmest en gravplads nu. han beskyldte ikke Aisha for noget, men det fik ham bare til at tænke. havde hans mor ikke fortjent en ordentlig begravelse, med venner og folk fra byen? Skyldfølelsen begyndte at banke på hos ham, og han kom modvilligt til at lukke den ind.

OOC: Tror du nogensinde, du kan tilgive mig den monsterlange ventetid? Jeg har bare haft så travlt på det sidste; jeg har haft projekt i skolen, og i min fritid havde jeg hele tiden besøg. Så jeg har ikke haft tid til at svare før nu.

IC:
Hun brød sig ikke om den måde, hvorpå Julian spurgte. Han fik det til at lyde som en anklage. Og nu han sagde det, kom hun til at tænke på, at det egentlig var utrolig uhøfligt at hun bare have begravet katten, uden at spørge om lov. Men idéen var bare kommet til hende, og derefter havde hun bare handlet, uden overhovedet at tænke.
"Ja," svarede hun tøvende. "Du må undskylde, hvis det er et problem. Jeg kan godt grave den op igen, ..?"
Hun følte sig endnu engang utroligt usikker. Den nye følelse der havde opfyldt hende, for få øjeblikke siden, da hun lige havde begravet katten, forduftede. Langsomt vendte den vante usikkerhed og forvirring tilbage, og hun følte sig lige så fortabt, som hun havde gjort hele dagen.

Julian så overrasket ud, og rejste sig op. Hydá overtog, og han gik hen til hende, imens han rystede på hovedet.
"nejnej, du skal da ikke grave den op igen. Jeg tror den er taknemmelig for at du gav den et hvilested, og det ville da være lidt synd bare sådan at tage den op igen. Må jeg se hvor du begravede den henne?" han smilte svagt. Det var egentlig lidt sødt, at hun havde overskud til at begrave den stakkels kat. Måske havde hun følt, at hvis hun ikke kunne gøre noget for hans naboer, kunne hun gøre noget for deres kat.

Hun blev lidt overrasket over hans reaktion, eftersom dette overhovedet ikke stemte overens med det, han havde sagt få øjeblikke tidligere.
"Ja, okay," sagde hun tøvende. "Selvfølgelig."
Hun gik hen imod døren, som for at vise, at hun var klar til at gå, hvis det var det han ønskede.

OOC: Undskyld det er så sygt kort, men jeg ville bare lige skynde mig at svare, så du ikke skulle til at vente i evigheder igen. Men jeg har ikke lige tid til at skrive mere, så det må du bare have til gode.

OOC: ... jeg føler mig overhellig hvis jeg siger 'det er i orden' så det siger jeg ikke >w< Mit eget indlæg er også ret kort, som du kan se Owo"

IC:
Julian gik med hende. inden han gik ud kastede han et blik over skulderen, henimod Hydá og hendes mand. hun sad og snakkede lidt til ham, og han var så småt ved at vågne op. Han følte sig på en og samme tid tilfreds og bekymret.
Da han gik ud regnede det stadigvæk, ligeså kraftigt som før. jorden var næsten rent pløre, og aishas fodspor var der stadig. de var svage og udviskede, men han kunne sagtens se dem. De første hen til det eneste træ i hans have, og han følte et stik af et eller andet. skyldfølelse, nej. rædsel, nej, ikke helt. Forundring. Det måtte være det rigtige ord.
Hun er gået lige hen over den. Lige hen over min mors grav.
Tanken fik ham til at knytte hænderne. Han var ikke vred, det ville han ikke være, og han kunne heller ikke blive vred på Aisha. Det var bare følelsen af at hun lå dernede, der fik modstridende følelser til at skylle op i ham. det var et stykke tid siden han havde set på graven, måske havde han bare prøvet at glemme. han rettede sine hænder ud igen, og gik lidt nærmere træet, men trådte omhygeligt udenom sin mors grav.

OOC: Undskyld, undskyld, undskyld, det er så længe siden. Jeg har bare haft gang i så meget, at jeg hverken havde tid eller lyst til at sætte mig ned og svare. Så det er fuldt forståeligt, hvis du gerne vil afslutte samtalen, så du kan få Julian fri. Men nu er jeg her i hvert fald igen.

IC:
Aisha fulgte lydløst efter. Hendes indre tankehav var i oprør med sig selv; hvis vidste ikke hvad at føle. Den plørede jord gjorde vibrations-sigtbarheden svag, så hun havde svært ved at aflæse og bedømme Julians følelser. Derfor var hun lidt bange for, hvad der var ved at ske. Mon han var vred på hende? Skuffet? Bedrøvet? Hun havde virkelig ingen anelse.
Hun rystede over hele kroppen, som hun fulgte Julian ud til det store træ. Hendes bare fødder sank ned i mudderet; hun fik en sær, klaustrofobisk følelse, som om jorden var ved at trække hende ned, kvæle hende.
Efter langsomt at have slæbt sig gennem mudderet, endte hun ved Julians side. "Du er ikke sur på mig, vel?" spurgte hun, næsten uhørligt.

OOC: No Offense, jeg har selv haft en del at lave på det sidste, og havde faktisk helt glemt alt om KåeL OO" *bitchslap to myself*

IC:
Julian så overrasket på hende.
"Sur? Selvfølgelig ikke Aisha. Det er bare... Haven. Jeg har slet ikke tænkt på den det sidste stykke tid. Min mor bad mig passe den, og... Ja, det eneste jeg har kunnet mønstre var det der træ." han slog ud med armen imod det. Det var måske ikke hele sandheden. Sandheden var, at han ikke blot havde glemt haven, men også sin mor. Og det pinte ham et eller andet sted, men det lettede også et tryk på hans skuldre. At han havde kunnet tænke på andet. Men det pinte ham også at han kunne være så tankeløs, bare at glemme alt om hende. han var en køn søn, ak ja.

"Åh," var det eneste hun formåede at sige. Hun ville ønske, hun kunne have sagt et eller andet støttende der kunne signalere, hvordan hun forstod og ønskede at bakke ham op. Men det eneste hun kunne, var at sige dette sølle ord, og lyde som en komplet tåbe! Hun håbede Julian stadig var i stand til at holde af hende, for hun var selv ved at miste evnen til samme.

OOC: Undskyld, undskyld, undskyyyyyyld!! Både for det korte svar, og den lange ventetid ^-^''

OOC: du har slet ikke noget at undskylde for O____O" jeg har ladet dig vente i jeg ved ikke hvor lang tid, over en måned nu tror jeg, uden at give en lyd fra mig, fordi jeg hele december måned havde travlt, og så da jeg endelig fik tid igen glemte jeg det simpelthen. undskyld undskyld undskyld 100.000 gange T_T og jeg kan vel allerede nu sige, at der bliver i hvert fald en uge hvor jeg heller ikke vil i stand til at svare, i uge 4, hvor jeg skal på skiferie. Så derfor vil jeg prøve at skrive et forholdsvist lang indlæg til dig ^w^

IC:
Julian smilede. ikke på en overbærende måde, men en forstående én. han forstod godt det hun sagde. han ville ikke selv kunne mønstre andet. han ville nok bare have stået og stammet nogle få ord uden sammenhæng. Han så på hvor katten lå begravet, og smilede. den var nok glad for den grav. glad for at nogen havde taget sig tid og følt den omsorg der skulle til for at lave den. et øjeblik ønskede Julian at han selv kunne have været med.
Julian havde allerede glemt alt om naboerne, fordi han stod i dybe tanker over katten, over haven, over sin mor, over Aisha. I dybe tanker om sig selv. Han følte sig faktisk lidt som en lus, der hver gang den overlevede en kur blev stærkere, størrere. og mere luset. han havde en følelse af at have løjet. at have løjet rigtig, rigtig meget. men han havde da ikke løjet om noget?
Nogengange kan det usagte godt være en løgn. Julian huskede, at hans mor engang havde sagt det til ham da han havde taget et æble, og da hun havde spurgt ham hvor det var henne, havde han ikke svaret, men var bare gået igen og lod som om han ikke havde hørt hende, for så havde han jo faktisk ikke løjet direkte overfor hende når han ikke havde svaret hende.
Men da hun senere fandt ud af det, havde hun taget sig en snak med ham om det. og da julian tænkte over det, vidste han godt hvad det var der fik ham til at føle sig som en lus. han havde ikke direkte løjet over det, Aisha havde aldrig spurgt ham, og han havde ikke tænkt på det før nu, men... Hun var gået direkte hans mors grav, fordi hun ikke havde regnet med at den var der. hun troede måske at hans mor lå begravet på en kirkegård. men sådan var det jo slet ikke. de stod få skridt fra der hvor liget af hans mor lå, og Aisha vidste det ikke engang. Han bed sig i læben. Han turde heller ikke sige det. tænk hvis hun blev skuffet over ham?
Over, at han ikke havde givet sin mor en ordentlig begravelse?
Regnen var blevet en smule stille, helt sørgmodig. Julian var gennemblødt, og når hans hår blev vådt som det gjorde nu, begyndte det at krølle. han glattede det eftertænksomt ud. siden hans barndom, hvor hans mor havde rost de krøller han fik, havde han rettet dem ud så godt han kunne fordi han var bange for at andre ville grine af dem. og nu var det en hel vane, for selvom han vidste at voksne, fornuftige mennesker ikke grinte af krøller som ikke engang var særligt kraftige, ville han alligevel ikke tage chancen.det var dumt, det var han godt klar over, men han kunne ikke lade være.
Julian stod bare helt stille og overvejede, og det var tydeligt at han tænkte over noget, og ikke længere så direkte på kattens grav. Han så på den, men uden at lægge mærke til hvad han så. Han var bange for, at hvis han sagde noget om det, ville Aisha blive sur, eller ked af det. Eller skuffet. Og hvordan skulle han sige det? og hvornår? Og hvorfor? Han havde det som om at Aisha havde krav på at vide det. men måske havde hun slet ikke tænkt over det? måske havde hun regnet det ud? Nej. Det var usandsynligt...