Han sukker tungt og piver lavt.
"Men ........ okay, fint..," siger han lavt og vender blikket mod jorden.
Han smiler skævt, da hun krammer ham, og lægger forsigtigt en arm om hende.

hun kysser ham meget glad og er vildt lykkelig
"tak Hauru, det jeg glad for at vide" hun smiler meget og puffer blidt til halskæden hun har givet ham og smiler.
hun har stadig blod om munden og har glemt alt om det

Han gengælder kort kysset og smiler svagt skævt.
"Jaja ..," mumler han bare. Han tager lidt efter halskæden af og giver den til hende.
"Her ..." siger han lavt.

hun tager imod den og er lidt overrasket.
"hvorfor giver du mig den?" spørger hun forsigtigt
Hun giver ham den så hurtigt på igen (?)

Han hæver let øjenbrynet, da hun giver ham den på igen.
"Hvorfor gav du mig den? Vil du gerne være min slave?" spørger han kort og lettere uforstående.

"det ikke kun det den bruges til.. den kan også bruges til at fortælle jeg er i fare og den slags.." siger hun forsigtigt.
"du kan også se hvor jeg befinder mig hvis du beder den om det, så kan du se hvem jeg er sammen med og hvad der sker" siger hun roligt og holder glad om hans hals. "også kan jeg også komme når du har problemer eller noget" smiler hun glad

"Okay ...," siger han bare.
"Hvis du så gerne vil have, jeg beholder den.," mumler han. Han smiler skævt.
"Jeg har altid problemer, men for mig er det aldrig et problem. Jeg kan godt selv klarer mig," siger han kort.

"okay" siger hun stille.
"men tænkte nu mere på når du ville have blod eller det" smiler hun og kysser ham blidt på munden,
"skal vi gå på kroen eller noget? jeg er sulten" siger hun roligt og napper ham blidt i halsen

Han smiler skævt.
"Så går jeg bare ud og dræber Jace... Eller ... en anden en," siger han bare. Han gengælder blidt kysset.
"Jah, kan vi godt ...," siger han kort.

"du røre ikke jace" knurre hun vredt nu
hun holder ham i hånden, "ellers fortæller jeg alle at vi er gift" siger hun roligt og små hånligt.
"vi kan også bare tage hjem til dig?" smiler hun glad

Han smiler skævt.
"Undskyld," siger han bare. Han spærre kort øjnene op.
"Det gør du ikke!" siger han kort. Han fnyser lavt.
"Nej, lad os bare tage hen på kroen, hvis du er sulten. Jeg har alligevel intet mad derhjemme," siger han bare.

"det gør jeg hvis du røre jace eller er mig utro" siger hun utilfreds.
"okay" hun bliver tiger og nusser sig op af hans ene ben. "hop op, det lidt hurtigere jeg løber" siger hun glad og smiler op til ham

"Okay, fint ..," siger han kort og fnyser lavt, lettere irriteret. Han ser så lidt på hende.
"Glem det," siger han kort, før han begynder at gå derfra.

Hun er op på ham og følger med efter ham
/OUT

Luften er bidende kold, til trods for at ikke megen vind slipper herind, hvor skoven er mørkere og tættere, end nogle andre steder. Mørket er uigennemskueligt for normale menneskeøjne. Mange andre øjne kan til gengæld godt se igennem det, og vender man sig hurtigt om, vil man se rovdyrs øjne, forsvinde ind i busken. En skovalfs skingre og næsten uhørlige skrig, giver genlyd iblandt de høje, mørke træstammer, da hund bliver snuppet af en vortet tudse.
Var hun nået ud inden solen gik ned, han det intet problem været. Da ville svage stråler af lys stadig slippe igennem de tætte kroner, og dyrene ville endnu ikke være kommet fra af deres mørke huler. Men nu var det mørkt.

Pigebarnets, Avias tiltrådte såler føler frem for sig, hver gang de tager et skridt, i frygt for at falde over skovbundens mange kviste og rødder. Hun er heldig. Hun er heldig at hun ikke blot er et menneske, for så ville hun aldrig slippe ude at dette mørke mareridt. Hendes grønne øjne kan skimte stien, forude. Og den kan hun følge. Det største problem er egentlig, at hun ikke ved hvilken vej, hun skal følge den.
Hecate siger altid til hende, at hun skal huske at ligge nogle spor, sætte nogle tegn, så hun kan huske hvor hun kommer fra. For hvis man blot fortsætter af stien, ind i skoven, er det ikke til at sige, hvornår man kommer ud igen.
Men Avia glemte det. Hun overvurdere sit indre kompas, og nu er hun faret vild. Her, midt i mørkets skov, hvor farer lurer bag hvert hjørne. Rovdyr og deres tørst efter vildt.
I takt med at stien bliver smallere bliver hendes vejrtrækning blot endnu mere panisk. For hun er jo bare Avia, hun er mørkeræd. hun er bange for de fleste dyr, hun vil bare hjem til temutter Hecate. Indenfor, bag tehusets trygge mure, hvor der er varmt, og vor der er lyst, og hvor ingen rovdyr kommer ind.
Men Avia kan ikke teleportere sig. Hun vil være i mørkets skov, til hun finder ud. Eller til hun bliver ædt af en ulv.

Renatikas åndedræt er dybt og anstrengt. Det er koldt. Alt, alt for koldt til at tilbringe natten ude, men der er ikke andet for. I det mindste er der ikke faldet sne endnu, men selv det er en ringe trøst, alligevel går oktobervinden dybt ind under de bladfyldte grene, hun har groet over sig, de mange lag slidte tøj, og kryber ind i mellemrummet mellem hud og knogler. Hun ville ikke blive overrasket hvis hun vågnede op med is mellem fingrene.
"Hold nu kæft, Kitsu" snerrer hun som svar efter rævens hundrede og syttende spørgen efter mad, "Jeg har ikke noget. Du er ikke den eneste hvis mave knurrer. Gå dog ud og jag selv!"
Egentlig er det ikke helt retfærdigt. Der er intet at jage mere, byttet er gået tidligt i hi. Det er ikke månens faser, men temperaturen, der fastsætter sengetiden. Og kulden er kommet tidligt i år. Til de hjemløses store ærgelse.
De fleste havde forudset det. De ældre vagabonder der sammen med Renatika af og til overnættede under kirkens tag havde sagt det igen og igen - i år bliver en lang og hård vinter: Regnen er sjælden, dyrene spiser mere end normalt og bladene falder af før de er gyldnede. Føden er forsvundet før vi ved af det. Det er tiden til at hale alt det til sig som er muligt.
Og det gjorde de så. Ved slagtere, bondegårde, uldkræmmere, hvert et sted man kunne skaffe mad eller tøj er de hjemløse i kamp over de sidste raster der kunne undværes. Og det er ikke mange. Velstanden er ikke ligefrem blevet bedre siden mørket overtog.

Renatika rives ud af sine tanker ved en raslen igennem de visne blade under hende. Meget kan man sige om Avia, men at befærdes i skove midt om natten er hun ikke god til. Og Kitsu er også straks nede fra træet og sige goddag.
"Avia! Hej!" Renatika lyder ligefrem glad for at se hende. Måske mest fordi hun ved at Avia er på vej et sted hen med varme og mad.

Avia giver et grådkvalt suk fra sig, og stopper op. Hun kommer aldrig ud. Hun vil dø herinde, dør af sult, blive ædt, eller af udmattelse. Hendes skæbne vil være, for alle andre, ukendt og mytisk lige indtil hun, en dag om mange mange år, vil blive fundet, af en uvidende vandrer. Nej, hun vil ikke blive fundet, hende knogler vil blive fundet. Liggende på skovebunden, halv begravet i jord og blade. Og hendes smykke vil være der. Avia famler instinktivt om smykket, hun bærer om halsen.

Men hov, hvad nu? Noget rasler bag hende! Avia gisper højlydt, trækker sine arme til sig, og prøver at lokalisere hvor lyden kommer fra. Hendes øjne flakker fra den ene busk til den anden, og hendes hånd har nu sneget sig ned til kniven i hendes bælt. Hendes grib er fast omkring dens skaft, og hun er klar til at jage den i dyret. I ulven, bjørnen... ræven? Et rødt dyr springer gladelig ud af busken, og Avia ånder lettet op, for hun genkender dette lille, pelsede dyr. Det er Kitsu! Og pludselig går det op for hende, at så må Renatika også være i nærheden.
Ja! Renatika! hun er reddet! Avia vender sig søgende rundt, i håb om at få øje på sin veninde. Og lige som hun skal til at kalde hendes navn, ud gennem de mærke stammer, kommer Renatika hende i forkøbet. Avia kigger op, hvor lyden synes at komme fra, og får Rigtig nok øje på sin veninde. Hun smiler lettet.

"Renatika!"

Efter lidt strækken og knækken af de koldstive lemmer får Renatika sig svunget ned fra træet, og med en let håndbevægelse får hun også givet en kropslig hilsen til Avia. Den unge vampyr ser bedre ud end hende selv, det er tydligt, og det siger ikke så lidt, da Avia i realiteten er.. ja, et omvandrende lig. Men i det mindste et lig der har nogen til at give hende tøj på kroppen og varmt blod i årene. Det er mere end man kan sige end Renatika, hvis hudfarve er blevet mere og mere ikkeeksisterende, og hvor øjnene ligger dybt i hulerne og kaster dødelige skygger på hendes ansigt. Og det på trods af hun har forsøgt at spise mere end normalt det seneste stykke tid, for at have noget sul på kroppen at tære på over vinteren. Alligevel hænger det tykke tøj på hende.
"Hvordan har du det?" spørger hun med falsk optimisme, selvom hun ikke er yderligere interesseret i svaret som ikke rigtig kan være andet end 'bedre end dig'. Det ligner ellers ikke Renatika at vise omsorg på den måde, men Avia er et særtilfælde. Hun kan stadig ikke lade være med at føle skyld. Ifølge hende selv er det hendes skyld at Avia er som hun er. Vampyr. Og selv efter al den tid ryster pigen på hænderne når hun står over for sin veninde som har taget skikkelse af hendes værste frygt. Forbandede blodsugere.

"Jeg har noget til dig," Renatikas hænder fisker lettere besværet en mørk flakon op af bæltet og rækker den til Avia, skønt hun ved hun ikke har brug for det mere.
"Blod. Til dig. Det skulle vidst være godt."

Avia smiler, over hele hendes blege ansigt. Hvis hun ikke tager fejl, er Renatika ikke den værste, når det handler om at finde rundt og ud og hjem. Og lige som hun troede hun skulle dø, her i skoven. Mon ikke der alligevel er håb forude, nu.
Lettere modstridende rækker Avia hånden ud efter blodet, i den lille flaske - for selvom hun får blod hos Hecate og er ved at indse at det er sådan det er, bryder hun sig stadig ikke om, at Renatika går og bruger sin tid på at skaffe det. For det første mangler hun det jo ikke, lige for tiden. For det andet vil hun helst ikke, at Renatika skal passe sådan på hende. Avia vil godt, at hun kan passe på sig selv. Og det til trods for, at der ikke er nogen tvivl om, at det kan hun ikke. og det kommer hun heller aldrig til.

"Tak"
Lyder det afdæmpet fra hende, da hun binder den lille flaske fast til sin bælte. Avia lader blikket glide rundt omkring dem, men gør et forskrækket hop, da hun i busken bag Renatika, får øje på noget. Øjne. Gule rovdyrsøjne der æder Avia, med bare blikket. Avia gisper, og peger febrilsk ud i luften, bagved Renatika.
Det må være en ulv, nu bliver de ædt, nu ender de alligevel som skeletter på skovbunden. En tragisk skæbne, der vil være ukendt, til den dag en tilfældig vandrer kommer forbi, og opdager to afgnavede skeletter, der ligger på skovbunden. De vil være dækket af blade og jord, og vandreren vil gyse, ved tanken. Men da han ser at der under det ene skelet ligger en flaske med et mørkt sekret, og ser på det ene skelets gebis, vil han tænke, at det nok var det bedste.

Renatika kan sagtens se at Avia er betænkelig ved at tage imod flakonen, men hun er ligeglad. Så længe vennen tager den, er hun tilfreds. Så er hendes pligt gjort, så har hun i det mindste gjort noget for at gøre Avias tilstand en smule mere udholdelig. For hun kan næppe forestille sig at Avia er lykkelig. Ikke som vampyr, alene tanken virker som en umulighed. Og at der sikkert er vampyrer derude som er meget lykkelige og tilfredse med deres skæbne vælger Renatika at ignorere. Vampyrer er skadedyr. Og skadedyr kan ikke være lykkelige.

"Hvad er der?" Renatika når dårligt nok at afslutte sin sætning før et dyrs kampbrøl runger i hendes ører, og en udsultet ulv springer ud af busken bag hende. For langsom til at reagere går der et hult dump igennem hendes krop idét den rammer den bladfyldte skovgrund, og dyrets kæber bider ud efter hendes nakke. Takket været Kitsus angreb rammer biddet ikke, men Renatika er alligevel panikslagen. Så aggresive plejer de vilde dyr ikke at være, men den tidlige vinter har vel ramt alle - i hvert fald svarer ulven ikke, da Renatika chokeret forsøger at råbe af den. Hun er ikke engang sikker på om den hører hende, dens øjne er matte og blanke og anstrengt af sult og desperation. Ikke ulig størstedelen af Krystallandets befolkning. Verden er blevet et ulvepak.

"Avia! Få den af!"
Denne gang er rollerne byttet om, i stedet for Avia er det nu Renatika der ligger klynkende og hjælpeløs, og selvom hun med alle kræfter forsøger at vende sig om på ryggen, lykkes det hende kun at få den venstre arm fri.