Det ville være en lang tur for en som Útíradien. Han ville ikke mene at han var i dårlig form, men han vidste at han heller ikke tog en tur op på et bjerg i et rask tempo, hvis han kunne lade vær. Han ville tage det ligeså stille og roligt hvis han endelig skulle, men Sibalghym ville nok bare være mere opsat på at de skulle nå frem, når de nåede så langt.

Det så næsten ud som om at Útíradien skævede til Siblaghym, selvom der ikke ville være meget han fik ud af det, og lige efter lukkede han så øjnene i. Hvorfor troede Sibalghym at han stadig ville forsøge at løbe væk? Han kunne ikke komme væk, selv hvis han gerne ville. Sibalghym ville vågne inden han nåede langt nok væk, især fordi det virkede til at der kun var et åbent område, så det var nemmere at se ham.
"Hvis du ikke har tænkt dig at hvile dig, så gør jeg det. Væk mig når vi skal videre," sagde han, og man kunne lige akkurat høre sukket i tonefaldet, som han lænede sig lidt mere tilbage, og lagde sine arme omkring grisen for at tage varmen fra den. Et lille behaget grynt kom fra den. Han havde alle intentioner om at forsøge at tage en lille lur, hvis han alligevel ikke skulle holde øje med noget.