Pigen i den røde kjole virkede spydig, men hun var handelsvillig, så derfor gav manden et tegn bagud til at kvinden bag sig skulle sænke sit våben. Han vidste at hun sigtede, uden at kigge sig om skulderen. Ubekymret lo han af hendes kommentar. Mon hun forstod hvad han havde ment? Eller prøvede hun at gøre tanken om hende nøgen utiltalende? Der skulle vist mere til. Kjolen hun havde på, dækkede hvad den skulle, men samtidigt afslørede den enhver kvindelig kurve og et smukt, specielt halvdyrskvindeben. ”Jeg er desværre ikke handelsmanden til at afgøre det. Men fyrstens mænd har et godt øje for kvalitet.” Det havde vagten tilsyneladende også. Han kiggede i hvert fald meget og længe på Ahra.

Først lidt sent sænkede kvinden endelig den ladte armbrøst fra Ahras åsyn, for i stedet at få dyret ind foran de to mænd. Hun var den hurtige til at stjæle muligheden for at tilbyde Ahra et sæde bag hende. En jackuar var ikke et dyr man normalt kunne ride to på, men Ahra var ikke særlig stor, og strækningen var desuden ikke særligt lang. Kvinden sagde ikke noget, som var hun stum. Men kvinde til kvinde, kunne man se i hendes øjne, at det var en slags redningsmanøvre. Herude i ørkenen skulle en kvinde finde sig i meget lort fra mænd.

”Hey!?” Lød det i protest fra manden, der ikke blot mistede muligheden for at få Ahra op at sidde bag sig. Hans udsyn til hende blev også blokeret af den tørreste kvinde han kendte. Kvinden rettede ansigtet væk fra Ahra, for at sige noget til manden som modsvar. Kvindens accent var ørkenelvisk og næsten ikke til at forstå, men hørte man godt efter, kunne man høre hende sige noget i retning af; ”Du spilder min tid med dine håbløse flirterier. I må slås om den nøgne mand.” Den nøgne mand… De to mænd skævede til hinanden, hvorefter de begge flyttede blikket mod den tårnhøje elvermand med det sære udseende og det lede blik stadig rettet mod dem.

Jyoti forstod ikke helt hvad det var de ville have fra dem. Han havde en ide om, at der var en bagtanke med deres visit. Han var vel vant til at gå op og ned af sådan en mand som Onelyas, som var udspekuleret, led og giftig. En mand der ikke handlede på noget, uden at der var gevinst for ham selv. Jyoti var bestemt ikke dum, men iblandt civiliserede mennesker, var han et håbløst tilfælde. Hans ene hånd knugede, som for at holde sin vrede inde, og ikke angribe dem, før de lagde op til kamp. Men der kom ingen kamp. Den ene af de mandlige spejdere var hurtige om at ride i forvejen, så den snaksagelige stod tilbage.

”Nå, skal du med eller hvad?” Lød det langt mindre entusiastisk fra ham. Af en eller anden årsag forventede han ikke noget svar fra Jyoti. Altså.. han havde ikke sagt et ord, men lignede en der ville protestere over et eller andet. Så han antog vel at han var stum. Måske også døv? Men i hvert fald måtte han da være dum.

Jyoti kiggede fra manden tilbage på Ahra, for at se hvad hun gjorde. Hvis hun hoppede på det mærkelige dyr, ville han måske være modig nok til at gøre det samme. Det ville dog ikke blive noget kønt syn, og det ville på ingen måder være naturligt for ham, at ride på et andet dyr! Jyoti kunne også rejse hurtigt i sin ildform, så hvorfor skulle han?

Jyoti kiggede på Ahra, hvis røde øjne havde plantet sig på ham. Uden ordudveksling var de i stand til at kommunikere blot med en stirren. Tja, hvis Ahra satte sig op på det mærkelige dyr, så måtte Jyoti gøre det samme for at følge med. Manden der sad på bæstet i forvejen, rykkede sig frem, for at gøre det lettere for den røde mand, da det virkede til at være besværligt for ham at gennemskue noget så simpelt som en bestigning af et ridedyr. Det var tydeligt at se i spejderens blik, at han fandt ham meget besynderlig. ”Og så skal du holde om mig, hvis du ikke vil falde ned” Kom det ud, lidt snerrende. Der var langt fra den samme tålmodighed overfor Jyoti, som havde han haft Ahra omme bag sig.

Ahras kvindelige eskorte blev kun lige så længe, til at hun var sikker på, at hendes kollega tog Ahras følgesvend med sig til karavanen, og med en kommandolyd og et klem med hælene, satte hun gang i jackuaren. Den reagerede med et langt spring over bakken og hastede sig ellers afsted mod karavanen, der havde slået midlertidigt tilhold for at se hvem de forbipasserende var. Et sted bag dem kunne man høre at manden med Jyoti bag sig havde taget springet, og tilsyneladende havde Jyoti ikke gjort alvor i at skulle holde fast. Så da det hele skred hurtigt frem, havde han grebet rundt om manden med de to muskuløse arme han havde. ”Aaargh, ikke så stramt!” Hørte man manden udbryde halvkvalt. Kvinden tog sig ikke af det, og hun lod sig vist heller ikke underholde af noget som helst. Kvinden havde en hårdhed over sig af en anden kaliber end den der fandtes i Ahra. Hun virkede ikke til at sige noget, indtil de nærmede sig karavanen. ”Mit navn er Sinead” Sagde hun, uden alle de der formaliteter med efternavne og rang og placeringer, som man ellers kunne komme ud for. Kvinden med de mørke øjne, var uden tvivl nede på jorden, men stadig virkede hun stolt og stædig som man kunne forvente af en kvinde af ørkenelvisk afstamning.

Hun standsede elegant jackuaren og steg af med en lethed, da hendes stofbeklædte ben var ganske lange. Hun rakte Ahra en hånd, som hun kunne tage imod eller lade være, for at komme ned på den sandede jord igen. Karavanens slaver havde på ingen tid stillet ridedyr, varer, vandflasker og mad frem. Kun det nødvendige, eller det som man kunne forvente at to delvist nøgne personer havde råd til at betale. Der duftede af alskens parfumer, røgelser, mad og teblade, men der lugtede også af dyr, alt efter hvor man stod.

Lidt efter kom manden med Jyotis arme låst om sin hals fræsende mod karavanen, og fik bremset alt for sent op så jackuaren snublede, da den ville undgå at støde ind i en af vognene. På mirakuløs vis forblev de på dyret, og da de endelig var stillestående igen, kunne manden vriste sig fri fra Jyotis greb, men ikke helt uden at bande og svovle. Jyoti steg også hurtigt af, da turen havde været alt andet end nogen god oplevelse. Det havde alligevel været vildere end det havde set ud hos Ahra, Sinead og den anden spejder, der havde bevæget sig væk fra dem i en fart.

”Denne vej” Instruerede elveren Sinead, der gik ind mellem to vogne og ind på den lille hyggeligt opstillede plads. Der var læ for solens varme stråler her, under det telttag der var taget ud fra en af vognene, og lagde sig som en skygge overfor varerne. Det var mest behageligt at stå, der hvor man var tvunget til at tage stilling til om man ville købe noget eller ej.

Manden, der havde eskorteret Jyoti, stod lidt om ømmede sin hals, og til forundring opdagede han, at hans ene ærme var begyndt at ryge og havde fået brændt hul. Han var tydeligvis forvirret over hvordan det var sket i løbet af de få minutters ridetur igennem ørkenen. 

”Dette er Hida og hendes stumme ven” Præsenterede Sinead overfor sine medrejsende, da Ahra efterfulgt af Jyoti trådte ind i mængden. Atter blev der leet af Jyotis nøgendhed i krogene, men det var langt fra lige så mobbende, som da Sinead og de to mænd havde fundet dem. Mange af mændene her var ældre eller i hvert fald voksne, handelsmænd og enkelte ørkenelvere, alle med et til flere våben på sig, hvilket vidnede om de barske omstændigheder de rejsende havde at gøre med herude i ørkenen. Men det lod til, at de ikke opfattede den nøgne ørkenelver-lignende mand eller Ahra som værende nogen trussel.

En mand, klædt i gul og mørkegrønt kom til hende med bredte arme velkommende til hende. ”Velkommen, velkommen.” Sagde han med en maskulin stemme. Han var salgsmand, så hans humør var selvfølgelig højt, også selvom Ahra var stålfast og farlig i blikket.

”Ja, nu må vi se… Må jeg have lov?” Han flyttede lidt på Ahras store manke af hår, for at se hvordan smykket skulle låses op. ”Lille frøken. Det er ikke hver dag kæledyr stikker af fra deres ejere. Vi har naturligvis redskaberne til at få alle slags halsbånd op.” Manden lavede nogle tegn til Sinead om at hun skulle gå afsted efter det omtalte redskab, helt uden at bruge ord. Igen vendte han blikket tilbage på pigen og hendes smykke med en tænksom mine. Det var godt nok et fornemt smykke, det måtte betyde at han trodsede en meget vigtig, rig mand, ved at hjælpe hende af med det. ”Må jeg spørge hvor og hvem du er stukket af fra?” Spurgte han. Blikket undersøgte også hendes pandesten, men konkluderede hurtigt, uden at røre, at den sad fast.

Sinead kom tilbage med en række små, værktøjer. Der var bland andet en stor knivtang og en hammer. Straks tillod Sinead sig at forsøge at brække låsen op. Og selvom hun lod til at have et godt tag i smykket, kunne hun ikke bryde med det. Hun skiftede straks værktøj og forsøgte at slå til låsen med hammeren. Handelsmanden så til med iver, for nu havde han sat sig for, at han ønskede at eje det halsbånd, og da Sinead mislykkede med gentagende forsøg. Forsøgte han selv. Det viste sig, at han havde en magisk evne, der gjorde ham i stand til at blive bomstærk. Ja, han kunne ligefrem knuse hvad som helst med sine bare næver, men så snart han rørte ved smykket, kunne han mærke at hans chakra forlod ham, og hans egne forsøg var mindst lige så uduelige, som Sinead og hendes værktøj.

Jyoti stod helt stille og betragtede Ahra, Sinead og handelsmanden. Han begyndte at forstå hvad de prøvede på. Men hvorfor?

”Det beklager jeg meget…” Den ellers anstændige og humørsyge ældre handelsmand, måtte ømme sin arm ovenpå forsøget. Han lignede en, der aldrig havde oplevet noget lignende. ”Ham der har sat smykket på dig, vil vist ikke af med dig… Hm… Men din kjole. Den er meget pæn og stadig i god kvalitet, trods du har vandret rundt herude i ørkenen med den… I kan godt få to styks rejseklæder og en ration mad og vand for det…”

Sinead ryster på hovedet over hendes tragiske fortælling. Hun var jo kvinde, så hun var nok den der bedst kunne relatere til Ahras historie. Disse mænd, om så de havde gode eller dårlige intentioner, ville aldrig kunne forstå, hvordan det var at leve i deres verden, som byttedyr for magtfulde mænd. Da Ahra så kiggede hen på Jyoti, der blot stod som en pæl i jorden, og gloede tilbage på hende, sagde ingenting. Men han kendte jo heller ikke til Ahras historie. Han vidste ikke at hun var kidnappet eller at hun ikke var en af de mange, underlige tilbedere fra templet. Hun var blot dukket op. Han forbandt hende primært som hende, der altid kom ind før eller samtidigt med Onelyas. Hende som deres fælles fjende var mere optaget af, en Jyoti, for en gangs skyld. Jyoti fulgte egentlig med hende – eller var det egentlig omvendt? Fordi hun lod til at være kvik, blandt andet da hun udkonkurrerede Onelyas og vandt, og derved fik dem begge helskindet ud fra deres fangekælder. Oh. Og så var hun pæn. Jyoti syntes vældig godt om hendes panderubin og hendes plyssede, dyrelignende træk. Hun mindede ham langt fra om den kat han blev givet, men sød var hun nu. 

Der var en god håndfuld mennesker, der efterhånden var samlet omkring hende, for at se hvem, der ville få æren af at få halsbåndet af. Men da det ikke var lykkedes for nogle af dem, gik nogle af dem tilbage til deres gøremål igen, og nogle begyndte at pakke sammen. Det havde jo vist sig at være falsk alarm, og de to rejsende ikke havde en rød reje at betale med.

“Om forladelse, frøken.” Undskyldte handelsmanden høfligt, og lod til godt at kunne forstå, at han havde været ufølsom “Det gør mig ondt med din mand.” Handelsmanden kiggede kortvarigt hen på ildelementalen, som for dem blot lignede en ørkenelver med et specifikt udseende og en sparsom sans for mode. Der var ikke meget kontakt til ham, så han vendte atter sin opmærksomhed på skønheden. Nok var hun smuk, og enke. Men der var klare overlevelsesregler man skulle følge, hvis man gerne ville overleve i ørkenen. Ét af disse regler var, at man ikke skulle blande sig i de store slaveejere og slavetageres forretning. Og ud fra magien i halsbåndet og værdien i ædelrævens kjole, var hun uden tvivl for farlig at have hos sig alt for længe.

Han nikkede anerkendende, da hun selv kom frem til, at det var komplet umuligt at få halsbåndet op for nu. Han vidste dog ikke helt om en almindelig smed ville kunne gøre det, men han ville ikke tage håbet fra den stakkels, unge halvdyrspige. Han klappede i hænderne, og nogle af hans folk drog hen for at pakke hvad der var blevet dem lovet.

“Bo Kazimi” Svarede han kort, idet hun trak på sit spørgsmål. Han håbede ikke at hans velkendte navn ville gå videre til de forkertes ører, men han kunne ikke så godt lyve over for hende, i tilfælde af at ham den røde, mistænkeligt stille person kendte til ham. Han pegede i den retning karavanen netop var kommet fra. “Den vej fører til Sarghos. På gåben er I der måske... Om... to, måske tre dage.”

Jyoti syntes godt nok det hele var begyndt at blive kedeligt hurtigt. Han hørte ikke rigtigt efter længere, for han forstod ikke halvdelen af det. Aldrig havde han stiftet bekendskab med nogen fra Kazimislægten, og Sarghos var blot endnu en af de mange bynavne han aldrig havde hørt om før. Han stak en finger i sit ene øre og kløede sig, men blev i det samme afbrudt af den selv samme rytter, der havde fundet dem og havde haft Jyoti bag på sin Jackuar. Jyoti fik et sæt rejseklæder i sandfarvet tyndt stof, der dækkede for både ærmer og ben. Tøjet blev lagt i favnen på ham. Og mad og vand blev lagt foran hans fødder, som om de forventede at han skulle slæbe på det hele. Manden gik derefter hen og overrakte Ahra hendes sæt, som var helt magen til Jyotis. Billigt og uden pangfarver. Men det var i det mindste beskyttende overfor solens barske hede, og så var det diskret, når de skulle rejse igennem land og sand.

Det var næsten en skam, sådan som Ahra Pele’s konstante løgne tilsyneladende kun blev mødt af ærlige sandheder. Venlige sandheder, vel og mærket. Men karavanens optræden var blot alt for tilfældigt ankommet i takt med, at deres handel - hvor end lille den var - var trængt af de to flygtninge, og hvad der havde sket i Ildtemplet var stadigvæk alt for tætliggende i ædelrævens erindring. Hun kunne endnu ikke stole på nogen. Og da særligt ikke de mandfolk der havde bragt dem med sig. Kvinden, Sinead, var en anden sag. Et strøg af en fornemmelse fortalte hende, at denne kvinde fortjente mere end, hvad hun blev givet. Sådan var det trods alt med alle kvinder i den del af landet, hvor de befandt sig. Men til trods for den skam, der end måtte være at lyve sig uden det mindste træk i samvittighedens synlighed, så spillede Ahra endnu sin rolle som enke ganske udmærket. Også selvom hun ikke gjorde tegn til at fælde en tåre for hendes opfundne afdøde ægtemand. Blot et taknemmeligt buk med hovedet for den respekt handelsmanden viste for ham.

Bo Kazimi. Navnet overraskede hende, og de rubinrøde øjne afslørede snildt en del af den forundring, hun følte, idét de helt automatisk søgte tilbage til ham. Hun kendte kun den ene del af hans navn - den vigtige del. Enhver i Rubinen kendte til Kazimi-slægten på den ene eller den anden måde. Nogle kendte den på begge faconer. Navnet bragte respekt som alle adelsnavnene gjorde, men Kazimi specialet, bragte også ubehagelige rygter. At være adel i det sydlige og mindre regel-tunge område af Krystallandet var lidt af en anden tone end længere nord på. Ahra var mere end klar over dette. Men frem for at vise frygt eller forsagt, var det ganske uskyldig overraskelse, der strøg henover ansigtet hun viste frem til denne Bo Kazimi. ”Hr. Kazimi,” afsluttede hun så ellers roligt sin sætning, nu med den rette information at smide ind, hvor der manglede. Det var bedst ikke at træde tættere. I stedet fulgte hun hans udstrakte arm og pegende finger, og hun vidste allerede at det ville være netop dén retning hende og ildelementalen skulle drage videre mod. Det havde allerede været på rette spor, så det ud til, hvilket gav hende en tand mere sikkerhed i sin egen stedsans. En ting som ædelræve som regel kunne prise sig stolte af. Det var kun distancen, der kom bag på hende. To til tre dage. Maden, de modtog for kjolen, ville kunne holde. Ville vandet?
”Sarghos lyder til at være vores bedste bud. Om ikke andet er chancen for at blive mistænkt for at være slavebundet mindre i byen der, så guderne må være på min side igen med det værende den nærmeste.” Hun sugede en god indånding af den kølige ørken skygge luft ned i sine lunger der ligeledes bragte hendes ydmyge brystkasse frem og svajede yderligeres hendes rank overkrop, før hun rejste sig på sine poter og lod sin fulde opmærksomhed vende tilbage til Kazimi’en, før hun afsluttede: ”Jeg takker for din tid, din villighed til handel og for din vejvisning.” Lidt ærlig og taknemmelig kunne hun godt være.

Ahra tog imod sine nye klæder med blide fingre. En hver anden dag ville hun have rynket på næsen over, hvad hun var blevet overrakt, men hun hadede kjolen hun var iført langt mere end, hun nogensinde ville kunne hade primitivt tøj som dette. Praktisk var det. Og det havde på ingen måde tilknyttende tråde til den sorte mand under jorden. Var hun mere dyrisk og havde mindre respekt for sig selv, ville hun have ladet vandet på den mands langsomme grav tilbage ved den nu forseglede indgang. Og udgang. Hun ville ikke længere se noget til ham, dét var sikkert!
Så med et sidste blik mod Bo Kazimi bevægede hun sig først mod Jyoti for derefter at gøre hentydning til, at han kunne følge hende. Ikke langt. Blot et mere afskærmet område, hvor sultede arbejdermænd ikke kunne beglo hende skifte. Hun havde følelsen af at Jyoti var ligeglad. På ingen måde blufærdig. Og det var hun som sådan heller ikke, hun ønskede bare ikke at give ud hvad der blev fantaseret om. Med lidt held ville det nok også hjælpe for ildelementalen at se, hvordan hun trak i tøjet. Behandlet som en gud, måtte have også betydet at blive beklædt af andre frem for sig selv.
Som hun lod kjolen falde, kildede det kvalitetsrige stof en sidste gang ned over hendes ryg og hendes lår, og hvis ikke halssmykket tungede sådan om hendes hals, ville hun føle sig helt fri. Kjolen fjernede denne gang kun Onelyas’ omfavnende arme. Det sand-farvede sæt, hun efterfølgende iklædte sig var overraskende behageligt. Farven gjorde absolut intet for hende; gik nærmest i et med hendes store manke af hår, men huden kunne fint trække vejret igennem det tynde stof. Hun førte sine arme om i nakken, under hendes hår for at trække det ud ad halsudskæringen og rystede derefter lidt i det, nød den kortvarige luft hendes nakke fik. Den røde kjole blev ikke liggende i sandet længe. Det var stadigvæk en kjole af værdig. Det var deres betaling for deres kommende rejse igennem ørkenen. Hun samlede den op og forsigtigt børstede de få sandkorn af den, men hun gav sig ikke tid til at betragte den yderligere. Jo før hun kunne få den ude af syne jo bedre. Kort så hun hen mod Jyoti, som om hun blev mindet om at denne rød-hudede herre var lige så meget et minde som den røde kjole, så hvorfor havde hun ikke en trang til at fjerne ham fra sig? Var det den der stolthed over at have vundet overfor Onelyas, som hun så i ham? ”Brug for hjælp?” spurgte hun ham, brugte så få og så simple ord som muligt for at sikre sig han forstod.

Det var vel lidt af en sats at gøre tegn til Jyoti i forhold til om man kunne forvente om han overhoved forstod noget af det. Det skulle dog vise sig, at han ikke var helt så blank for omverdenen, at han ikke forstod at hun ville have ham med sig væk fra de fremmede. Han havde fået smidt endnu et sæt tøj i hænderne, som han havde prøvet så mange gange før. Denne gang var det bare ikke en gud værdig, og det havde hverken de flotte ildtempel-symboler eller de mange lag stof eller silker, som Onelyas plejede at fortrække til ham. Bukserne var i den grad nye for ham.

Han fulgte med Ahra om på den anden side af en af vognene til karavanen, hvor der ikke lige var folk omkring dem til at se hvad Ahra havde at byde på under det røde stof. Ikke at det var meget let at gætte sig til, ud fra designet af kjolen. Onelyas havde også haft sin præference til hvordan Ahra skulle gå klædt, og han havde formået at få fremstillet en kjole, der var som smeltet ned ad hendes krop, så det nærmest ikke lagde skjul på noget som helst.

Da Ahra klædte sig af under opsyn af Jyoti, virkede han i hvert fald ikke overrasket. Hans øjne var på hende, men der var intet begær at finde i dem. Han var vel nok som Ahra havde antaget – Ligeglad med kvindekroppens skønhed. Han var ikke et seksuelt væsen. Han var utroligt stærk og maskulin af bygning, så der var ingen tvivl om, at han var et hankønsvæsen. Jyoti handlede bare ikke selv på det. Han stod blot med tøjet i favnen og virkede endeløst håbløs omkring det, fordi han var vant til at blive klædt på af Onelyas, nærmest som et barn, på trods af hans meget voksne og stærke figur. Og da hun så spurgte ind til om hun skulle hjælpe med hans klæder, strakte han tøjet en anelse frem, frem for at svare. Han var jo lidt afhængig af hendes intellekt og hendes hjælp. Hvorfor han absolut skulle klædes på, kunne da kun være for menneskenes skyld, for Jyoti følte sig nu mere fri som sig selv. Men ved nærmere eftertanke kunne han godt se, at Ahra gik mere i et med det golde, sandede landskab end i den røde kjole. Så måske kunne det gøre ham lige så usynlig? Han besluttede at affinde sig med tanken.

Hvor tøjsættet var for stort til Ahra, og der skulle smøjes op, bindes ind eller rives af, for at gøre det rejsevenligt og langtidsholdbart, var bukserne for korte i længden til hans lange ben, og ærmerne for korte. Trøjen var løs på hende og skjulte hende godt, men på ham fremhævede den nærmest hans svulmende brystparti. Hans blik hvilede på hende som hun fik lov til at klæde ham på, og først da hun næsten havde hjulpet ham helt færdigt, havde han omformuleret hvad han ønskede at drøfte med hende om.

”Sarghos. Endnu en by fyldt med mennesker?” Rumsterede den buldrende ryst, der trængte ind i hendes tanker, hvad end hun ønskede det eller ej. Jyoti havde ikke forstillet sig, at han ville få brug for at konversere med hende på denne tur ud mod ingenmandslandet, men han var oprigtigt bekymret for at lade sig selv fange af nye sindssyge, religiøse folk. De havde hjulpet ham nogle år tilbage, men det havde kostet hans frihed dyrt. Det havde svækket hans stolthed. Forhåbentligt havde Ahra ikke tænkt sig at styre dem direkte ind i en ny slavefælde?

Tøjet passede – med nogle få ændringer og tilpasninger hist og her, men helt perfekt var det ikke engang derefter, for der var en god grund til, at den stolte ædelræv for det mest iklædt sig kjoler af. Grunde der ikke omhandlede hendes forfængelighed og sprudlende femininitet, som hun altid virkede til at gøre frem i klare udtryk. Mens de brede bukseben gjorde det nemt for hendes dyriske ben at stikke igennem, så var der ikke rigtig noget behageligt plads for den lange, slanke hale. Og med den brede fane af pjuskede pelstotter for enden, var det heller ikke lige til for hende at blot snore den ned omkring hendes ene ben. I stedet var hun nødsaget til at først snore den omkring sit liv, før hun havde iført sig den tilhørende bluse til sættet. Dog betød det også at hun fratog sig selv en god del af hendes naturlige balance, der klart ville være at foretrække på rejsen over sand dynger, som lå forude for hende. Hendes blik løftede sig mod Jyoti. Dem. Men ligeledes at flå et hul i bukserne for at gøre plads til halen kunne også risikere at de primitive sting ville gå op. Det var fint. Hun kunne kompensere.

At iklæde ildelementalet var en ret besynderlig oplevelse. Han var villig, men han var også sådan et stort væsen og sådan en stor kontrast til at trække tunikaer over hovedet på børn eller krumryggede ældre. Bukserne fik hun på først med nok strategi til at have ham tråde op i de opsmurte bukseben, hvorefter hun med lidt besvær møvede dem hele vejen op til hans hofter og med en erfaren ignorering af hans manddom, blev den atter dækket for diverse tilskuere. Stoffet sad så stramt omkring hans lår, at hun ikke behøvede at binde bukserne til at ikke falde ned lige med det samme. I stedet fortsatte hun til blusen, som hun ligeledes smurte op så meget som hun kunne i sine hænder, før hun gjorde fagter til at have dem bøje sig ned mod hende. ”Stræk dine arme op,” instruerede hun ham, som hun først og fremmest fik det flammende hoved igennem halsudskæringen og så ellers dirigerede hans arme igennem ærmerne, indtil hun kunne trække blusen ned over hans fyldige overkrop så godt som materialet nu ville tillade sig. Allerede dér stod den store elveriske mand mindre ud med sin rødglødende hud. Det meste af det nu dækket af den samme sand farve matchende hendes.
Ahra’s ferme fingre havde fundet frem til de tynde, dog forbløffende solide snore, der var syet ind i buksernes hoftekant, da hans stemme pludselig skar igennem hendes hoved, og hun reagerede med ét med en næsten smertelig grimasse, og hun måtte lige løfte en hånd op til sin pande, før hun løftede hagen en smule for at lade sit lettere misfornøjede røde blik se op på ham. Det var lige ved, at hun ikke havde opfanget, hvad der var blevet sagt, fordi det var kommet så uventet. Og hvordan vidste hun, at det var ham, hun havde hørt? Hun genkendte stemmen. Og følelsen. Han havde ikke talt til hende meget. Faktisk huskede kun knap det være sket mere end én gang før. Tilbage i templet. Og der havde hun egentlig ikke hørt mere end ét par enkelte ord.

Efter lidt tid sænkede hun både sit blik fra ham og sin hånd fra sin pande igen for at vende tilbage til snørerne. ”Sarghos er hvor mit hjem er. Det er rigtig nok en by med mennesker, men det er hvor mit endemål er, som det ser ud nu,” svarede hun med en sagte stemme. Selv med ildtemplet og Onelyas og hans folk bag sig, så stolede hun ikke helt på at der ikke ville være lystige øre der lyttede. Og hun var endnu nervøs for at være for åben om sig selv. ”Det er ikke mit valg, om du vælger at følge mig dertil, for lige meget hvor meget Onelyas -” Bwh.. Bare at sige hans navn gav hende stadig en dårlig smag på tungen. Hun kunne endda bilde sig ind at stadig kunne smage hans blod, fra da hun havde bidt den mørke mand. ”- var overbevist om det, så er vi ikke slaver. Ikke for ham. Ikke for nogen.” Hun strammede snøren godt ind, for selvom bukserne ikke ville falde om hans lår, så ville de falde ned over hans baller uden, og hun bandt en god, fast sløjfe for at sikre sig, at de ikke ville gå op mens han vandrede.

Med det gjorde trådte hun et par skridt tilbage fra ham for at give ham plads. Og sig selv plads.

Det mægtige væsen, som Jyoti trods alt var, lystrede den lille ædelrævkvindes mindste vink. Han forstod hvad hun ville have ham til, dog med en smule forsinket reaktionstid I forhold til almindelige mennesker, der var vant til at socialisere. Han strakte sine stærke arme og bukkede sig ned til hendes højde, så trøjen kunne komme på ham. Det var ikke skamfuldt for ham at blive klædt på, og det havde det egentlig aldrig været. Det var nok kun underligt I andres øjne, hvis nogen skulle kunne finde på at belure dem fra den anden side af vognen.

De ravglødende øjne hvilede observerende på de røde øjne, der pludselig udtrykte smerte. Dette var en velkendt reaktion, så snart Jyoti forsøgte at kontakte de intellektuelle, dog simple væsner. Men Ahra var trods alt en hård pige, og hun formåede at svare ham, uden hverken frygt eller besvær. Som hun nåede til Onelyas navn, og netop lignede en der blev utilpas igen, troede han at det var fordi hun stadig mærkede smerte fra hans buldren I hovedet. Han kunne mærke I sit indre flammehjerte at han ikke ønskede at skade hende på den måde. Og han rakte sin hånd ud, for at mærke hende ved tindingen, der hvor hendes egen hånd netop havde rørt. Som forsøgte han at lindre hendes smerte…

Jeg var deres gud, men de holdt mig indespærret. Som en slave. Men jeg er hverken slave eller gud. Jeg er elementalen Jyoti og hører ikke til blandt mennesket. Buldrede han, mere snaksagelig end han nogensinde havde formået at buldre før. Han kunne spejle sig I den store rubin, der var en del af Ahra. Den funklede så flot, og det tiltalte Jyotis skade-lignende side, der ønskede at være omgivet af smukke, skinnende ting. I sit eget spejlbillede lignede han på ingen måde nogle af de andre mennesker, elvere eller halvdyr, som han havde stødt på de sidste mange år. Han var langt væk fra sit naturlige habitat. Du hjalp mig. Nu hjælper jeg dig.[b/]

Med det slap han hendes tinding. På en eller anden måde havde hans berøring formået at gøre den mentale kommunikationsforbindelse meget mere flydende og derfor mindre smertefuld. Det var ikke noget han gjorde sig I så tit, da han sjældent følte lyst eller et behov for at kommunikere med nogen som helst. Nu hvor han var fri burde dette behov slet ikke finde sted, men Ahra var trods alt hans redningskvinde, og så havde hun en funklende rubin. Jyoti trak sig et enkelt skridt tilbage, til hans tidligere position, som var han færdig med at tale. Han var I den grad færdig med at være her, I denne karavane blandt fremmede, ubehagelige typer.