"Tjaahh... kvinder er jo uimodståelige," griner hun og blinker for sjov et par gange med øjne, sammen med et uskyldigt smil. "Du må føle sig så heldig, at kunne forvandle dig til en kvinde."
Lorelei var blevet lettere hyper, til trods for at hun faktisk var træt lige før, men det kan jo hurtig skifte, og det havde alle i hendes familie lagt mærke til på hende.
Det ene øjeblik kunne hun sidde og være ved at falde i søvn, og det næste rende rundt med herre meget energi, men sådan var hun nu engang.

//Frys

Patrick nikker ved hver en sætning. Der er nogen fordele at kende til hvordan kvinder tænker. Men siden han ved det, har han ligesom også fanget kvinders morale, med ikke at udnytte det.. Selvfølge et eller andet sted..
"Hvad med dig..? Kan du noget? Altid spændende at hører om andre mennesker" spørg han og er næsten færdig med at få pakket sammen. Kun et par kanin skind og et enormt bjørne skind.

"Altså, jeg ved hvor jeg kan lukke forskellige kropsdele ned," siger hun eftertænksomt. "Men det er ikke særlig nyttigt, med mindre man bliver angrebet af nogen."
Lorelei kigger sig kort omkring, for at tjekke om der er nogen hun kender, bare så hun ikke kommer ud for at blive taklet i et kram. Hendes opmærksomhed vender sig over på Patrick igen, da hun har tjekket at der ikke er nogen.

Patrick blinker lidt og vurdere med et skarpt blik, mod Lorelei, mens han holder det enorme bjørne skind, som er breddere end ham.
Et lille tilt og så et smil fulgte efter, før han foldte skindet sammen. "Det lyder da fedt. At kunne stoppe smerter, hvis man nu skulle vride om eller blive såret. Eller det der er være? Du må have en utrolig udholdenhed" siger han og nikker forstående, efter han blev færdig med at pakke sammen.

Han graver en køje ud ad en væg i boden, da boden er rimelig stor. Nærmest som en flytbar hytte, med undtagen et køkken, stue og toilet. Når alle skindende var pakket væk, lignede det faktisk et meget komfortabelt sted at sove, og der var endda også lidt varmt, da der var tændt laterner rundt i boden.
"Bortset fra det... Jeg hedder Patrick eller Patricia når jeg er kvinde" siger han og smiler til Lorelei, før han hiver et hvidt uldskind frem, som ser utroligt blødt og varmt ud. Begge sidder med pels... Og så har den ligget nær en laterne. Den kan bestemt beskytte mod nattens kulde og sygdomme.

Lorelei trækker kort på skulderene med et smil.
"Mit navn er Lorelei, og jeg har ikke to navne," griner hun og smiler drilsk til Patrick. "Men hvor gammel er du så? Siden du driver en bod, kan du ikke være vildt ung. Selv er jeg 20 år."
Lorelei kigger kort ned af sig selv, inden hun udbryder; "Jeg ligner ikke en på 20 år, gør jeg?"
Hun er rimelig bange for at blive ældre, for når man bliver ældre, bliver man også svagere og så kan man ikke rende rundt på hænderne.

Patrick ler på hendes kommentar, før han tager fat i bunden af den mørke koft, fulgt af en grov uld trøje, så hans muskler kommer til syne. At han er en jæger kan tydeligt ses, med de naturlige biseps og en 6-pack som er godt på vej..
"20? Hmm. Jeg vil have gået på måske 17-18.. Svært at sige med så mange væsner og personener der er nu til dags.." Siger han og smider tøjet fra sig, for kun at stå i læder bukserne, før han går hen til disken igen og læner sig frem, for at være social igen.
"Hvad vil du så skyde mig som..?" Spørg ham og smiler drilsk til Lorelei, for hendes tidligere kommentar.

Lorelei lyser tydeligvis op, da hun hører hans svar, hvor hun derefter kigger på hans mave. Hun løfter kort det ene øjenbryn, og overvejer om de er virkelige, eller falske. Hun tager sit blik væk fra dem, da hun står og overvejer hvor gammel han kan være...
"Jeg gætter på omkring min alder?" griner hun efter et stykke tid. Hun er ret sikker på at hun har gættet forkert, da hun aldrig har været særlig god til at gætte alder. Engang gættede hun endda 20 år forkert, da hun blev bedt om at gætte sin farfars alder.

Patrick for et grin om læben. "Nu smigre du mig.." siger han og rejser sig lidt op, for at stå korrekt rank igen.
"28" siger han diskret, med stolthed i talet. Selv er han lykkelig over at have nået den alder, som jæger. Og livet for ham er ikke helt trist, som man måske skulle tro.

"Er du så gammel?!" udbryder Lorelei og holder sig derefter for munden. Det var ikke meningen hun skulle sige det, men hun kunne virkelig bare ikke tro at han var 28 år, han måtte da være yngre. Han så nemlig ikke så gammel ud.
"Det var ikke min mening at sige det sådan," siger Lorelei så, da hun nok bliver nød til at undskylde, eller det er i hvert fald det hun har lært.

Patrick trækker på skulderne og lader til at holde det venlige smil.
"Det kan ske. Du er ikke den første. Men jeg er glad for at være 28. Så jeg tager det som en kompliment" siger han og stikker sin tunge drilsk ud, før han ser sig omkring. Alle havde lukket ned nu. Kun lys fra få af boderne var tændte.
"Men hvad skal du så her efter, hvis jeg må spørg?" spørg han og lægger let sine arme på kryds, for at de kan hvile sig lidt efter dagens arbejde.

"Jeg var egentlig på vej hjem, men jeg er vidst aldrig kommet videre fra her," griner hun. "Men mine forældre er vant til det efterhånden, så de bliver ikke oppe til midt på natten og er bekymret for deres yngste datter."
Lorelei lader som ingenting over det med sine forældre, og hun har bare altid gjort det, selvom hun gerne vil have deres opmærksomhed bare engang imellem, selvom det ikke har lykkes særlig godt.

Patrick nikker og smiler, "Så vil jeg ikke holde dig for længe. Jeg lukker alligevel også nu" siger han, mens han var igang med at finde en læder pude, som er stoppet af forskellige fugle fjer, han selvfølgelig også selv har skudt.
Han smider den tilfreds hen på køjen og vender sig så om, for at se om Lorelei havde mere at ville sige.

"Tjaahh... men jeg kommer en anden dag, og der skal jeg nok købe et eller andet, om ikke andet, så bliver det en gave."
Lorelei griner kort, før hun forlader boden vinkende.
"VI SES PATRICK," råber hun til ham, inden hun ikke kan se ham mere.

//Out

Patrick griner tilfreds med et nik og vink, til Lorelei.
"Sees!" råber han kort tilbage, dog ikke for højt, så det skulle vække hele befolkningen i byen..
Han binder et reb løst og trækker så en stor lem ned over diskens hul, så der bliver lukket, fulgt af et laaangt og hårdt stræk i kroppen, hvorefter han dumper sig ned i sin seng og falder hurtigt hen i en brummende søvn, efter en hård dags desperation og råben, efter kunder.. Og ikke mindst at have holdt sig som kvinde i en halv dag..

//Sover/out

Nattens muml og mørke lod sig sænke og Krystallandet, og størstedelen af landets beboere lod sig trække tilbage, og gå til køjs – af flere årsager. Nu da landets hersker ikke ligefrem var god, havde nattens væsner lade landet rasere når solen forsvandt fra himlen. Så det var bl.a. en af årsagerne, at folk ikke turde lod sig vove udenfor døren efter et bestemt tidspunkt. Men hvis nogen endelig gjorde det, opholdte de sig i større folkemængder så man skulle være usandsynlig uheldig for at være en af ofrene, for Mørkets soldaters ’morskaber’. Men folkemængder var der nu alligevel ikke mange af, så folk opholdte sig allerhelst indenfor.

Hovedgaden lod sig lyse op af et varmt lys, da faklerne blev tændt af de sædvanlige folk, og for en gangs skyld var hovedgaden bare en anelse fyldt af folk. De fleste af dem var de sædvanlige, Mørkets soldater, der vandrede imellem de nærmeste værtshuse – eller andre former for lysthuse for den sags skyld.
Imellem folkemængden, kom Morgoth vandrende. Bag ham var hans hest, der blev trukket af en soldat der lydigt fulgte efter hans herre. Morgoths stive blink vandrede imellem folkene der passerede ham, og ingen skænkede ham et eneste blik. Ingen af dem syntes at turde, efter rygterne de havde hørt om ham. De fleste var ikke sande, og var direkte unaturlige – hvilket måske var en anelse besynderligt, i dette land.
Han sukkede en anelse, og lod blikket en enkelt gang falde imod soldaten bag ham, som pludselig syntes at lade sit tågende blik falde imod hestens blanke manke. Hvad Morgoth udmærket kunne se, var at soldaten var mere end udmattet. Klokken var mange, og han havde ligefrem slæbt ham rundt i byen. Underligt nok, lod han ham slippe, og viftede ham væk – det skulle ikke siges flere gange, og soldaten var forsvundet efter mindre end ti sekunders ventetid.
Han greb forsigtigt om tøjlerne, og lod atter sin stolte ganger trække efter sig. Som sædvanlig var Morgoth klædt i elegante klæder, som forblev mørke og en anelse gotisk. Men han havde dog alligevel ikke ladet sin maske ligge, ikke nu da han var ude i fuld offentlighed – også selvom offentligheden var hans underordnet.
Han vendte kort blikket imod den mørkebelagte himmel, og sukkede let ved synet. Muligt at der var mange skyer, men han syntes at skimte nogle enkelte stjerner bag de tætte skyer. Han savnede det en anelse, nu hvor han egentlig tænkte over det?

Med hætten trukket god til for ansigtet, så de evigt drilske krøller ikke forrådte hendes køn, skridtede Morgana raskt gennem gaden. Hun forsøgte at se ud som om, at hun havde et mål, for på den måde at undgå unødig opmærksomhed, og på en måde havde hun da også et mål. At komme væk fra byen i live! For syns skyld havde hun skiftet sarongen ud med et par løse, mørke bukser, og kappen, hun bar, dækkede for de kvindelige former ved overkroppen. Ved første øjenkast ville man ikke kunne se, at det var en kvinde, der strøg forbi de svirrende soldater, og ydermere holdt hun sig fra midten af gaden.
Gennem den lange, mørke periode i Krystallandets historie, hvor Lysets Dronning var forsvundet og havde tabt landets krone til mørket, havde Morgana lært at bevæge sig forsigtigt omkring. Det havde været nødvendigt, selvom hun ikke havde nogle åbenlyse relationer til lyset, var hun ej heller tilhænger af mørket, hvilket i sig selv var en vægtig grund til afstraffelse, hvis hun skiltede for meget med det. Enten tilbad man det ene, det nuværende sande, eller også risikerede man sit liv.
En gruppe af de mørkklædte soldater lallede forbi hende, tydeligvis påvirket af alkoholiske drikke. Hun undede dem det gerne, hvis de lod hende i fred, men hun skævede stadigt nervøst til dem, da de passerede hinanden, agtpågiven over for pludselige bevægelser eller lignende, der kunne sætte hende i en akavet situation. Hvis hun blev nødt til at forsvare sig, ville det tiltrække opmærksomhed, og da ville hun have et problem, da det ville være tydeligt, at hun var en kvinde. Hendes hænder var eksempelvis ikke just en mands grove plader!
Længere fremme på gaden faldt lyset fra et beværtningssted på gaden, og idet Morgana går forbi, træder en person ud af døren og stødte hårdt imod hende, da hun ikke nåede at stoppe op. Hun kiggede forvirret op, men blev blændet af lyset fra beværtningen, og kunne intet se. For sent gik det op for hende, at hætten var gledet så langt tilbage, at hele hendes ansigt var blevet synligt. Soldaten, som hun gik ud fra, at det var, gryntede et eller andet og kløede sig i skægget med hånden, der holdt en flaske.
Åh åh! Tænkte hun med et støn, dukkede nakken og strøg ud i mørket igen. Hun fortsatte som intet var hændt, og kiggede kort bagud, blot for at konstatere, at manden med fagter stod og forklarede et eller andet for to andre, for derefter at pege i hendes retning. Med påtvungen ro gik hun videre, og håbede, at det ikke var hende, fagterne omhandlede.
Med bankende hjerte vovede hun igen et hurtigt kig tilbage, hvor hun så de tre mænd nærme sig. Ikke ravende i fuldskab, men heller ikke i løb. Hvis de først besluttede sig for at alarmere andre, ville hun være på den.
Muligvis er det slet ikke mig, de er efter, måske SKAL de blot den her vej! Hun gik længere ud på gaden og satte kursen over mod den anden række af lukkede boder. I det hun skrånede over, måtte hun gå forbi en rytter, der kom trækkende med sin ganger, og en kuldegysning løb gennem hende. Hesten mindede hende om et dyr, hun tidligere mødte, og dens ejer, hun stadig stod i gæld til, men da hun så sig tilbage over skulderen for at se, om det skulle være én og samme person, opdagede hun, at soldaterne stadig var efter hende, og at de halede ind på hende. De var nu ikke mere end 7 meter bag hende, og hun fornemmede, hvordan hendes hjerte reagerede på adrenalinen, forfølgelsen havde udløst.
Et lavt ”Nu!” hørtes bag hende og panikslagen opgav hun sin rolige gang og satte i løb mod en åbning mellem to boder.
”Fang hende!” Gjaldede det hæst fra soldaten, hun var tumlet ind i, og råbet fik frygten til at rejse sig i hende.

Synet af de nærmest døddrukne soldater, fik ham til at rynke næsen af ren foragt. Han undlod ikke at studere vær bevægelse de lavede, og kunne ikke andet end at hade det, da de valkede af sted fra vær deres side af hovedgaden. Dem der alligevel havde lidt ærer, reagerede på da de så ham, og rettede sig op i en hurtig bevægelse, for derefter at hviske noget til en af deres kammerater, der måske ikke lige havde opdaget hvem der ikke stod langt fra dem. Han skulede blot kynisk imod dem, og rettede sig op i sin fulde højde, nærmest som om han pustede sig faretruende op. Underligt nok, slog de fleste af dem blikket ned, og kommenterede derefter ikke en eneste ting om deres overordnet. Det var ganske klart, at der ikke var en eneste gnist af had til Morgoth, derimod var der frygt og ikke mindst respekt.
Med et ganske normalt tempo, vandrede han ned igennem gaden og studerede hvert eneste person der syntes at nærme ham. Sjovt nok var der ikke en eneste der syntes at fange hans opmærksomhed fuldstændig, da stort set alle var en del af menigheden. Tanken om at vær og en, syntes at gøre sig selv fuldstændig til grin ved at drikke sin hjerne i stykker, gjorde ham kvalmen. Han havde ikke ligefrem regnet med at skulle stå frem, som en verden af drukkenbolde – men sådan var det tydeligvis nu?
Han stremmede grebet omkring tøjlen, og tillod sig at trække hesten nemmere imod sig, da lyden af løbende børn kom ham nærmere. Børnene var ikke just det bedst klædte, eller de reneste for den sags skyld. Deres små glædes skrig syntes at pirrer ham, og da de nærmede sig slog ham blot blikket ligefrem, i håb om at de ikke ville nærme sig ham og hans hest. Han ville skam ikke gøre dem noget, men han vidste med sikkerhed, at hesten ikke ligefrem var børnevenlig – eller i det hele taget venlig overfor nogen andre end Morgoth selv.
Heldigvis rørte børnene den ikke engang, men styrede en pæn buge udenom ham, og forsvandt ned imellem folkemængden.
I det børnene passerede ham, styrtede en hætteklædt person forbi ham. Han syntes at ænse et glimt af personens ansigt, og opdagede hurtigt at det var en kvinde. Først undrede han sig over hvad en kvinde lavede ude på denne tid, men tanken forsvandt hurtigt da han syntes at genkende noget ved hende. Han rynkede brynene, og skævede sig over skulderen i søgen efter hvad der skyldtes hendes hast. Han kunne ikke lade være med at smile blot en anelse, da syntes af et par halvfulde soldater strøg lige i den retning hun løb. Råbene der derefter kom, afslørede klart at hun var på flugt.
Da Morgoth fangede et af soldaternes øjne, stivnede han i et kort øjeblik, men pegede derefter forsvarende efter Morgana. Han behøvede ikke andet end at pege, da Morgoth vendte blikket tilbage imod hende, og forsvandt pludselig i det blå. Med ét stod han foran Morgana, med hånden grebet omkring hendes overarm,
,,Hvorfor så hastig?”

Selvom hjertet hamrede i brystet af hende, var Morganas tanker klare, da hun løb frem mod åbningen mellem boderne. Hvis hun bare kunne nå dérhen, ville hun have en chance for at ryste dem af sig… -Morgana gispede og spærrede øjnene op, da nogen pludselig greb hende i armen. Al hendes fremdrift forsvandt og vriddet i skulderen var lige ved at slynge hende til jorden. Havde det ikke været for det stærke greb, var hun ikke blevet på benene. Hun havde været overbevist om, at der ikke var nogen foran hende, da hun satte i løb mod stedet, hun stod ud for nu. Fanget!
Godt det samme, for åbningen mellem boderne havde ikke ført nogen steder hen. Der var hverken nogen sidegade, noget smuthul eller nogen flugtvej. Det eneste, der var at se, var en fasttømret væg af træ, for at holde de handlende adskilt fra bagsiden af boderne.
Den højre hånd fløj ned til kniven, der normalt sad på sin vante plads under sarongen, så den var let at komme til, men en svag stønnen kom fra hende, da hun kom i tanke om, at hun havde flyttet den, fordi hun ikke kunne komme hurtigt nok til den i bukserne, hun bar. Nu kunne hun ikke engang forsvare sig, og inden længe ville soldaterne være fremme ved dem. Med bange anelser så hun op på manden, der holdt hende og hviskede hæst:
”Fordi jeg ikke ønsker at forblive længere i denne bydel end nødvendigt!” Sandheden, i sin reneste form, men om den ville blive troet, var en helt anden sag. Det var i det øjeblik, at det gik op for hende, at hun kendte manden. Han lignede sig selv, som hun huskede ham; masken, stemmen, kappen af det dyre, mørke stof, og selvfølgelig den prægtige hest, hun var kommet forbi tidligere. Morgoth. Mørkets general. Hun havde hørt mangt og meget om ham efter deres første møde, speciel efter hans andel af Dronningens forsvinden. Hvor meget af det, der var sandhed, vidste hun ikke, men hun havde ikke kunnett dømme ham lige så hårdt som de personer, der aldrig havde stiftet bekendtskab med ham. Det var endvidere hans ’fortjeneste’, at hun ikke længere kunne definere ’de gode’ og ’de onde’, noget, der havde voldt hende mange spekulationer, når hun sad i de mørke nætter og lod tankerne flyve.
”Godaften, herre.” Tilføjede hun ironisk og fandt hans blik for at se, om han havde genkendt hende.

Hans blik vendte sig langsomt imod Morgana, og det grumme smil der fremstod i hans ansigt forsvandt - ligeledes i hans øjne, som nu syntes at være kolde og kyniske. Han stirrede blot imod hende, og holdte en hånd foran soldaterne der forpustede standsede foran dem. Hans blik vovede sig ikke udenom Morgana, men vedligeholdte sig blot, hvorefter han viftede dem væk. De så uforstående imod ham, begge to vel og mærke, og vandrede tøvende fra dem. Hen af vejen, syntes man at hører dem hviske ganske lavmældt, om hvorfor han pludselig lod dem gå uden forklaring.
Hånden imod hendes skuldre fjernede sig, blikket gjorde derimod ikke, og han lod blot det halv intense blik hvile imod hende. Han vidste udemærket hvem hun var, hvilket nu godt kunne ses på hans blik,
,,Føle De dem ikke direkte dum?"
startede han pludselig, men en lavmæld nærmest hvislende stemme. Med et bredte der sig et ironisk smil på hans læber, hvilket masken underligt nok efterabede,
,,Selv De burde vide, dette tidspunkt på aftenen af usandsynlig risikabelt at vandre ud i - specielt for en kvinde!"
Heldigt at folkene omkring dem, var så fulde at de fleste af deres sanser var blokeret, til at de interesserede sig for at lytte efter til deres lille samtale - eller nærmere, Morgoth lille 'røvfuld' til Morgana.
Smilet forlod hans læber, og ligeledes gjorde hans faste blik. Han vandrede udenom hende, og standsede derefter nær sin hest. Med et fast greb tog han tøjlerne, og vandrede med lette skridt imod hende, hvorefter han standsede så hesten dækkede udsynet til dem begge - i hvert fald fra den ene af siderne,
,,Hvad lavede De i det hele taget herude? Man opnår ikke andet end at blive taget til fange, eller brugt som soldaternes lyst legetøj!"
Han rynkede brynene, og så atter imod hendes blik med endnu et isende blik. Han havde ingen respekt for soldaterne, hvilket tydeligt kunne høres i hans tonefald - men han vidste derimod, at de havde den største for ham. De vidste hvad han kunne udrette, og ikke mindst havde tilladelsen til at gøre hvis de ikke lysterede.

Han vidste ikke hvorfor han lod sig være lettere beskyttende overfor Morgana, hvorfor han førhen havde taget sig af hende og gjort hende et af de mest sikreste personer i Krystallandet. Han anede det rendt ud sagt ikke! Måske havde han bare lyst til det uden nogen bestemt grund, fordi han havde dog en fornemmelse af at der ikke lå nogle bestemte følelser i det. Eller hvad?
Hvergang han havde set hende i øjnene, spejlede sig der et billede af en nær person, som han inderligt hadede, men alligevel elskede. Både udseends mæssigt, og ikke mindst når det gjaldt personligheden. Hun manglede blot det sprydede tempermant - som han selv, også var den der. Så lignede hun hans forsvundne søster.

Grebet omkring tøjlerne stremmede sig, og et opgivende suk lød fra hans læber. Han slog blikket over skuldren, og lod det lange sorte hår glide fra hans skuldre i en kærtegnende bevægelse. Hans stikkende blik skævede tilbage imod hende,
,,Vend nu tilbage til kroen. Der kan De være sikker,"
Han vendte atter hele fronten imod hende, og begyndte atter at trække hesten med sig.

At han genkendte hende, opfattede hun på hans blik, mens hans første sætning var som et slag i ansigtet på hende. Om hun følte sig dum? Jo! At hun ikke havde haft kniven et sted på sig, så hun kunne komme til den! Det ironiske smil sved, og den illusion af fysisk afstand, som masken forårsagede, bevirkede blot, at hun følte sig betragtet af en højt hævet person, der ikke havde til hensigt at blande sig i de dødeliges gøremål. Et øjeblik havde hun været overvældet af taknemmelighed, fordi han havde vist soldaterne af, men efter de første ord, var det forurettelse, der brændte i hende. Som var han en gud, der blandede sig, fordi han havde lyst til at se reaktionen.
Og jo, hun havde da godt vidst, at det som kvinde var dumt at begive sig rundt. Det var jo netop også derfor, at hun havde forsøgt at klæde sig som en mand, da hun var tvunget ud i natten af omstændighederne.
”Jeg … fik vel lyst til at gå mig en tur.” Surmulede hun og så væk. Hun ville alligevel ikke kunne forklare ham den eksakte grund til, at hun var ude. Han ville næppe tro hende, eller også ville han bare le foragteligt. Hun følte i dette øjeblik hans foragt for soldaterne, og hans foragt for hendes opførsel. Men han skulle bare vide…
Hun spidsede læberne og så tænksomt på ham. Det var muligt, at han ikke vidste, hvor store efterdønningerne af magtskiftet var, når kom med et sådant forslag. Kun yderst få steder, og ingen af dem, hun havde været, havde været sikre. Altid var hun på vagt for hver bevægelse og hvert sagte ord, for at modværge eventuelle overfald, slagsmål eller optøjer. Igennem den seneste tid havde hun lært at bøje nakken og vare tungen. Men inden i flammede hendes indignation.
”I denne tid er end ikke kroen sikker.” Hun havde ikke været der siden, at en galning slog et menneske ihjel og nær også havde taget hende med. Hun havde stadig en skitse af ham liggende i sin samling, og da hun sidst havde bladret tegningerne igennem for nogle, hun kunne sælge, var blikket faldet på den. Mindet havde været helt klar. På ingen måde kunne hun have overlevet, hvis ikke dæmonen, som hun gik ud fra, at det var, var blevet træt af at lege med hende.

Hun stod og betragtede ham, mens han kom trækkende tættere på med gangeren, kun ham. Hun skænkede ikke de ravende soldater et blik; de var ligegyldige i dette øjeblik. I Morgoths selskab havde hun en følelse af tryghed, om end hvor usand den end var. Den var der.
”Mørkets general.” Sagde hun stille og skænkede ham et sidste ironisk blik gennem de mørke tætte vipper.
”De er både hadet og forgudet, men det ved De jo nok selv.” Hun trak hætten længere ned, så ansigtet ikke længere kunne ses i natten og begyndte at gå videre ned ad gaden i den retning, hun oprindeligt havde gået i, med et ironisk smil om munden. Hun havde ikke ventet at få lov at gå uden videre, men han havde jo nok ganske travlt med sine folk. Om han ville slå følgeskab med hende lidt ned ad gaden, lod hun være op til ham selv.