Lyden af gulvet der knækkede fik et smil over Denaros læber. Huset virkede meget ældre end det burde, men havde formodentlig noget at gøre med han sjældent var her til at tage sig af det og at materialerne ikke var synderlig gode.
Denaro rystede langsomt på hovedet for at svare Torlay, nej han sov skam ikke endnu, det var stadig for tidligt og der var for meget at gøre. Han rejstede sig derfor igen og skulle lige til at bede hende gå ind for at få noget søvn, da det gik op for ham hun allerede sov.
Med næsten lydløse skridt gik han henover gulvet og trådte steder, hvor undergrunden understøtttede gulvet for at forhindre knirken. Den ene arm blev lagt ind under hendes knæhaser og der anden greb rundt om hendes ryg, inden han med en langsom bevægelse rettede sig op med armene fuld af kvinde. Sandet skød hurtigt frem foran ham og trak forhænget til side, som adskilte selve huset fra soveværelset. Bag forhænget var der ikke andet end en enkelt seng. Ikke den bedste seng, men klart at foretrække frem for den hårde jord. han lagde hende roligt i sengen inden han slog trådte tilbage i selve huset og trak forhænget for igen. Han skulle hente var og tænde bålet før han kunne sove.
Sandet fór igen frem og ud gennem det åbne vindue og efter et øjeblik dukkede det op igen med 5 stykker brænde, som havde lagt i et lille skur bag huset siden sidste vinter. Han stablede det roligt mindt i lokalet og bag sig til at få gang i det. Det tog kun tre forsøg før flammerne slikkede op mod loftet, i en uendelig og håbløs kamp og at nå derop.
Med bålet tændt var varmen sikret, nu manglede de blot vand. Han greb en stor krukke, der lå væltet i det ene hjørne, inden han gik ud af huset og forsatte ned mod åen. Vandet her fra friskt og han skyllede roligt krukken før han fyldte den op. Krukken, der næsten strakte en meter op i luften, var for tung at bære rundt på nu, så i stedet måtte han igen lade sandet lægge sig omkring den før han vendte tilbage til hytten og stillede vandet i hjørnet.
Armene blev kort strukket over hovedet, for at løsne op i de trætte muskler, før han lagde sig ved siden af bålet og faldt i søvn.

Denaro havde egentlig sovet glimrende på gulvet, under ham havde sandet dannet en nærmest blød madras og varmen fra bålet havde holdt hans krop i en udmærket tilstand af velbehag. Først da Taylor satte foden på det gamle trægulv vågnede han op, øjnene forblev dog lukkede, men han lyttede roligt til Taylors skridt og til hvordan vandet plaskede ned på gulvet. Tjah, han skulle jo alligevel snart vaske gulv.
"Hvis du vil have vasket skidtet af dig, så ligger floden 50 meter i modsatte retning af den vi ankom i" Sagde Denaro med en rolig stemme, inden han satte sig op. Ilden var for længst gået ud, men gløderne brændte stadig i asken, så med lidt vilje kunne han vel få gang i det igen. To stykker brænde fløj straks gennem rummet og lagde sig omkring gløderne inden Denaro gik i sving.
Af alle menneskerne i krystallandet, var der ikke mange der brugte deres evner så meget som Denaro. I hans øjne kunne alt klares med evnerne, men samtidig havde han en teori om at hvis kroppen og hovedet ikke var iorden, så ville evnerne synke til bunds, netop derfor selve træningen gik på fysisk styrke.
Da flammerne endelig tog fat rejste han sig op og fandt nogle gryder frem fra en bunke bag døråbningen. Han skulle have kogt noget vand så de kunne lave mad.
Hvis man ønskede at stjæle fra Denaro var det ikke den store kunst, huset havde ikke noget af synderlig værdi og han var så sjældent til stede i sit eget hjem, at flere jagtfolk allerede havde fundet det og troet det var en jagthytte til fri afbenyttelse. Denne tanke havde de dog skubbet væk efter at Denaro havde returneret en gruppe af 5 i en tilstand der virkede mere død en levende. Efter den episode holdt folk sig på god afstand af hans hjem. Af alle hans ejendele var den eneste ting af passende værdi hans vældige spyd. Det ville til gengæld også kunne indbringe ufattelige summer da det ikke blot var et fantastisk håndværk, men materialerne var nogle af de mest massive der fandtes i hele landet. En sjælden ressource, som han havde fået fingre i med en ufin metode. Smeden var dog blevet betalt på den gammeldags maner med ædelsten.

kravenoh har søgt ind i den mørke skov for at samle alle de tanker der ødelægger hans motivition til at dræbe.
hans tanker går rundt på alle de nye mennesker der har krydset hans vej.
han sætter sig stille og afslappene ned og lukker øjne, men inden sætter han lidt fælder op hvis der skulle komme
nogen som han måske ikke vil møde, han sætter fælderne op og sætter sig
hen og lukker øjne, hans hænder er placeret bag hans hovde imens han ligger sig afslappet tilbage.
han tænker lidt over at han snart skal have fat i samosn igen for der er en ting han bare må vide
om elveren tara for den lejesvend som han har hyret til at finde info om hende har ikke rigtig lade sig høret fra ham

Alexander gik roligt igennem skoven, han var splittet imellem, at han et eller andet sted virkelig elskede stedet her, men samtidigt vidste han også at der lurede farer overalt omkring en. Derfor var det også at Alexanders øje var i sin aktiverede form, og det samme galdt hans arm.
Hans øje var fuldstændig blodrødt og analyserede alt der bevægede sig, hans arm lignede nærmere en gotisk rustning, og håndn lignede mere et dyrs, da hver enkelt finger gik ud i en klo.
omkring 50 meter fremme stod et kæmpe dødt træ, og omkring det var der fælde af alle mulige slags, Alexander så da også hurtigt manden, og regnede med at han var forblevet ubemærket, dog var han ikke i humør til at kæmpe i dag og så helst at de kunne agere bare en smule civiliceret, han børstede skidtet af sin frakke og gav sig til kende.
"Goddag den herre" sagde Alexander relativt højt så det kunne høres.

kravenoh åbner hans øjne og sætter sig op det er helt mørkt næsten men det forhindre ham ikke i
at han kan se en mand der står 50 meter fra ham "endnu en person jeg ikke har mødt "
han lænner sig op af træet og ser hen på denne mand der er kommer tilstede
han vifter med armen og fælderne forsvinder han ser over imod schwartz og afventer hans næste træk

En mørkelver? imponerende, dem ser man ikke mange af, tænkte Alex for sig selv, personligt havde han altid brudt sig mere om de mørke end de normale, de normale var altid så overdrevent kvalmende gode, nej de onde var nu mere ham, oftest mere ego centrerede og samtidigt realistiske, lige hans type menneske.
Alexander så de mange fælder forsvinde og analyserede manden en smule, det var ihvertfald tydeligt at han havde dræbt en del mennesker igennem sin tid, og hans evner var da bestemt heller ikke dårlige, temmelig besværlige for at sige det ligeud faktisk.
"Navnet er Alexander Schwartz"
Sagde Alexander med et smil på munden og gik langsomt, roligt men stadig autoritært hen imod den fremmede elver.

han smiler lidt da han fortæller hans navn, han var da nok den første der havde fortalt sin navn af alle dem
han havde mødt på sin vej imponerende på en måde, han holder øje med hver et skridt han tager hen
imod kravenoh " hmm dit navn hvor stammer det fra" han ser undrene på og tænkene han overvejer stadig
om han skal talle eller angribe denne mand men han har ikke besluttet sig endnu, for det kunne jo også
være rart at have nogen på ens side men han overvejede det grundigt

Alexander smilede lidt, "Er det ikke normalt at præsentere sig selv inden man spørger ind til den anden?
Spurgt Alexander og grinede en lille smule, det ville ikke undre ham hvis denne mand var uhøflig han var trodsalt et væsen som spenderede hele sit liv i en skov, så hvad kunne man egentlig forvente af dem?
Alexander bevægede sig stadig roligt hen imod manden, hans ryg er ret, og der vises intet tegn på svaghed, han kendte trodsalt ikke manden og chancen for at blive angrebet, specielt sådan et sted her var altid stor, men denne chance kunne formindskes betydeligt hvis man blot viste at man ikke var bange, og at hvis det kom til det er man mere end klar til at forsvare sig selv.
"Men mit navn går langt tilbage hos diverse højt stående mennesker, men det kommer skam her fra krystallandet hvis det da er det de mener"

han smiler lidt "for det første har jeg aldrig bedt dig om at sige dit navn til mig og for det andet så skal mere til for at du for
mit navn afvide" han holder øje med ham jo mere han nærmer sig "pas på hvor du går"
det kan godt være denne person ikke er bange for kravenoh men burde nok være mere på vagt for hvis han træder 2 skrdt mere frem så går
han lige i den fælde der gør at han viæ blive angrebet fra alle sidder af knive, men det vil han finde ud af hvis han gør
"du kan fortælle mig hvad sådan en som dig gør sådan et sted som dette alene "

Alexander kunne ikke lade være med at grine, han havde redt meget høflighed var der ikke i denne mand, han var faktisk på grænsen til provokerende, men det gjorde skam ingenting, Alexander tog et skridt frem, og netop som han var ved at tage sit nr to og var lige ved at sætte foden ned, trædte han til siden og grinede en smule.
"De troede vel ikke at sådan en simpel lille fælde ville virke på mig? Jeg må dog sige at jeg er en kende skuffet, jeg håbede på vi kunne tale sammen som civilizerede mennesker"
Sagde Alexander med et smøret grin på læben i det han fortsatte sin gang hen imod manden, lidt mere afslappet end før.
"Hvad mener de med sådan en som mig? Det lyder jo helt racediskriminerende"

han smiler " tro mig hvis det stod til mig vil jeg heller ind gerne have at du ikke træder i mine fælder vil heller selv gør dig fortræd
ind mine fælder skal gør det for mig, og hvis du så gerne vil snakke så må du jo kommer
her hen men hold dig på afstand for din egen skyld " han smiler lidt kravenoh hænder er placeret bag
hans ryg. han sætter sig lidt op på hug for at bedre kunne bevæge sig frit omkring hvis det skulle komme til det

Alexander sukkede kraftigt, sikke dog et spil, manden virkede bestemt ikke uden evner, en meningsløst at true og kæme med folk hjælper trosalt ingen, desuden vidste man heller aldrig hvem det var man gik op imod, måske skulle han give elveren en lille lærestreg?
"Undskyld men er de direkte stupid? Hvorfor ville de true en fjende som de intet ved om? De ved ikke om de har nogen fordele, og alligevel vælger de at provokere til en kamp? lige nu er det mig der har fordelene, jeg kender dine evner, men de kender ikke mine, så hvad med at i stedet for at de true og spiller op, så taler vi roligt sammen? jeg er trosalt ikke kommet for at kæme med dem" Sagde Alexander i en kold og følelses forladt tone.

han smiler blot af det alex siger " du tror du ved hvad mine evner af " han rejser sig op og ser hen
på ham " jamen du er velkommen til at give det et forsøg " kraven er helt klar han behøver ikke at vide noget om hans modstander
han har hans egen måde at kæmpe på "men du skal ikke tro bare fordi jeg ikke kender til dine evner så har du en fordel imod mig"
han smiler lidt " hvad er du så kommet for " han ser undrene på ham og afventer hans næste træk
krave er helt rolig og frygter ikke denne fyr men stadigvæk han har lært man ikke skal undervudere sin modstander

Alexander sukkede, han troede han vidste det? var han virkelig nød til at give sit eget lille referat af sin modstander? nuvel han ville føje ham.
"Hovedmæssigt har de 2 evner, kontrol over ild, problematisk men det kan man sagtens arbejde sig omkring, og så hvis jeg ikke tager helt fejl har de kontrol over... mørke også ikke sandt? Den vil jeg dog gerne studere lidt nærmere" Sagde Alexander og smilte.
Alexander sukkede endnu engang, var han virkelig stupid? Viden er magt, selvfølgelig var det en kæmpe fordel at Alexander kendte sin modstanders evner imens hans modstander var uvidende omkring hvad Alexander var i stand til, meget simpelt taktik, det ville enhver dygtig kriger fortælle dem.
"For tiden rejser jeg omkring, en slags shopping tur kunne man vel kalde det? Hovedmæssigt leder jeg dog efter en dygtig smed" Svarede Alexander høfligt.

han smiler til alex" du har ret..........Men " siger han med smil på læben
han beundre lidt han gå på mod tror denne person virkelig han kan vinde denne kamp
hvis han er så selv sikker så burde han nok have fået et meget mere og bedre betalt job
"du kunne jo næsten leve at din spådom, i stedet for det du laver "
han smiler lidt igen hans selvsikkerhed brænder igennem og en hver modstander burde frygte ham
eller undre sig hvorfor han er det

"De ved jo tilfældigvis ikke hvad jeg laver, jeg sagde bare at jeg lige for tiden har valgt at rejse omkring, det har intet med mit arbejde at gøre, tværtimod det er for at forbedre min kårde, og mit andet sværd så jeg lettere kan udføre mit arbejde, nej de vil ikke vide hvad mit arbejde består i"
Sagde Alexander og smilede venligt til personen, en af de kraftigste karakteristika ved Alexander var at han altid så ud til at være i godt humør selv når han truede folk på livet, om det er godt eller skidt se det vidste han ikke, men fra tid til anden havde det en fantastisk skræmmende effekt på hans modstandere.
Det er tydeligt for Alexander at se at manden er selvsikker, nok for selvsikker, for modsat Alexander som ikke tror han vil vinde på forhånd, men beregner sine chancer, og det ser slet ikke ringe ud, for kraftigt ud hovmod dræber tit dygtige krigere.

han ser på alex "okay hører her jeg gir dig 5 min til at forklare hvorfor jeg ikke skal dræbe dig
og det skal være en god grund " han gad godt at denne alex angreb ham for han vil gerne vide hvad han
kan da han nu ved hvad krav evner er, men hvis han ikke snart fandt ud af det måtte han jo selv gør noget ved det
jo selvom han måske godt kunne bruge denne her person i sidste ende.
han vil lige vente og se hvad denne person har at sige før han beslutter sig hvad der skal ske med den unge herre

Alexander begyndte lige så stille at grinne, det startede som en dæmbet, roligt og rimelig ondt grin men voksede, indtil det var helt hysterisk, nogle mennesker fatter bare ikke en god hentydning, hvorfor var der så mange mennesker der var fuldstændig opsat på at kæmpe og komme til skade? den sidste havde været hende Torlay pigen som det jo heller ikke var gået for godt med.
"Skal jeg forklare dig det? Fordi de ville ikke være i stand til det, så simpelt er det"
Sagde Alexander i et koldt og hårdt toneleje.

han ser på ham og smiler "fint" han træder ned fra træet af han går hen imod alex
og stille sig helt hen til ham og ser ham i øjne " du tror du er smart men den der ler sidst ler bedst"
han står bare og kigger ham øjne begge hans hænder er placeret på ryggen
for at visse at han står helt afslappede og han ikke frygter denne person han rykker hurtigt på hånden og
sætter en nål i armen på ham (?)

Alexander smiler bare idet manden prøver at stikke ham, det er ikke fordi han ikke når at reagere, men han lader ham simpelthen gører det, for idet nålen møder hans venstre arm, som er dækket af antistoffet, flækker nålen blot.
På grund af Alexanders øje når han at lave et modangreb næsten med det samme modstanderen angriber, han trækker lynhurtigt sin kårde og stikker ud efter hans højre skulder.