Han falder ned at ligge på jorden med et bump, da Samson slipper ham.
"Av.." siger han lavt. Han sætter sig op og stirre på Samson.
"Hvorfor ville der ikke være noget ved det? Jeg kan sagtens stikke en kniv i låret på dig igen!" siger han kort, og lettere irriteret, hvorefter han fnyser lavt.

Lucia tager sig ikke af dem, overhovedet.
Hendes tanker er tilgengæld placeret et helt andet sted, nemlig hos Meier. Han irriterede hende så frygteligt megeget.
At han kunne finde på at være så træls, og at at hun hoppede på den. Hvor var hun dum..
Hun var specielt ikke stolt over trylledrikken, som hun bare havde hældt i sig, med tankerne om, at hun nu igen skulle blive 14.
Istedet var hun blevet forelsket i ham, men det satte ligesom et stop, da han ville have, at hun skulle føde hans børn..

"Fordi at du er ynkelig! Desuden, så sagde du at det ikke var med vilje, ergo, må du ikke kunne finde ud af en skid..." Han slog øjnene lidt op, og så frem for sig i noget tid, inden han igen kiggede ned på Murizz.
"Nå ja.. jeg havde egenlig næsten glemt at skulle gøre gengæld for det sår!" Brummede Samson, og fik noget tid efter en stor flamme op fra sin ene hånd.
"Jeg gør det nemt for dig.. få mærket, eller få tæv!? Hvad vælger du?"

"Nej, men det var med vilje, da jeg gjorde det med Tom. Jeg er ikke så svag!" siger han kort. Han rejser sig op og smiler skævt.
"Behøver jeg at vælge?" spørger han lavt. Han begynder at gå bagud, væk fra Samson.

"Gu er du svag Murizz!" Brummede Samson og smilte roligt til ham.
"Du piver jo hele tiden over ingen ting..!" Flammen som han havde stående fra hans hånd, skrumpede stille og roligt ind.
"Og du ved det også godt selv..," Siger han og ler lidt.
"Vent.. Hvorfor skulle jeg være interesseret i at have dig som slave?" Han stod og overvejede det en smule.
"Måske så jeg havde underholdning? Men du dur jo ikke til noget alligevel.. Så er du bare Toms slave.. Så kan jeg sige det til ham. Han bliver sikkert glad for den nyhed!" Han smilte roligt, og lagde armene over kors.

((hvad blev der af Lucia? ))

Han falder lidt efter ned at sidde igen. Han holder dog blikket på Samson.
"Nej..! Jeg er Toms slave! Han har min ring!" siger han kort.
Han rejser sig hurtigt op igen og hiver lidt ned i nederdelen, så den sidder ordenligt.

((Aner det ikke ><))

"Ja du er Toms slave.. Det er jo det jeg siger, lille forvirrede Murizz" Han sukker let, og himler let med øjnene.
*så ynkelig, så det lugter langt væk!* tænker han og lægger atter sine arme over kors, inden han kort ser på Lucia, og så igen på Murizz.
Samson var ved at få nok af denne hede, og overvejede stærkt om han skulle se at smutte fra dette sted, og måske få sig en kold dukkert.. Det ville ikke være så tosset i så fald.
((hun er... forsvundet? Oo))

Han ser lettere mobset på ham og lægger armene over kors.
"I det mindste ser jeg ikke Tom så tit som jeg ser dig," mumler han bare.
Han vender blikket mod jorden og sukker lavt.

((Ja >o<))

"Aha.." Han ryster let på hovedet.
"Men det er for varmt her for mig... Det tager lidt på mine kræfter, så nu er tiden inde, til at jeg må finde mig et andet sted at opholde mig.." Brummer han og tager sig let til hovedet.
Han var blevet meget tørstig, og vidste, at han måtte finde et sted, hvor der var vand.
Han vendte om, og gik den samme vej som han var kommet, for at komme hurtigst ud af ørkenen, som overhovedet muligt.

//out.. logger ikke af, men trænger lige til en lille pause xD

Murizz står i noget tid, og stirre ned i sandet. Han lægger hovedet let på skrå, men ser hurtigt op da han hører hvad Samson siger.
"Nå..." siger han bare. Da Samson er helt væk, begynder han selv at gå derfra.

//Out. I orden q:

Anastacia så sig over skulderen. Hele vejen hertil havde hun følt det som om, at nogen pludselig skulle dukke op og spolere alt det spændende. Det var første kan hun tog ud til ørkenen. Hun ville bare lige se det. Hendes storebror havde sagt at det ikke var et sted for en pige, og derfor var hun taget afsted. Hun rettede lidt på kjolen gik lidt længere frem i sandet. Himlen var skyfri og månens øje var det eneste der så på hende. Hun morede sig lidt over sandet, og begyndte at nynne imens hun gik. ørkenvinden var varm og stille, og det undrede hende hvor fredfyldt der var her, i forhold til byen. De kunne jo tage herud og slås og slå ihjel. Sandet ville være blæst så meget rundt næste dag at ingen ville ane uråd.

Hans øjne overvågede roligt sandets grænse, uden rigtigt at kigge efter nogen specielt. Naturligvis kiggede han efter noget, for hvis ikke man kiggede efter noget, så kiggede man jo stort set ikke. Så gloede man bare, og at glo var ikke noget Spike var glad for at gøre.
Selv stod han langt fra ørkenens sandede start; på en høj sandbanke, der bugtede sig over alle de andre. Hans hoved var tildækket af det røde og blå skærf, og beskyttelsesbrillerne sad i hans pande, mellem det viltre brune hår. Ved hans fod lå der et aflangt ”bræt” af sølv, der lystigt glitrede i solens stærke lys.

Han havde fået øje på en skikkelse, der bevægede sig ind mod sandet langt fremme. Skikkelsen var uden tvivl ikke i stand til at se ham, da han kunne se meget langt, takket være hans… ’specielle’ øjne. Han var sikkert den eneste, der kunne se noget på sådan en afstand, men selv for ham var det vanskeligt at bedømme helt præcist hvad det var han så på. Det lignende en kvinde iført en alt for ubekvemt kjole, eller en mand i en alt for ubekvemt kjole. Han havde aldrig været specielt god til at se forskellen, og ofte undret sig over hvorfor det var så let for så mange andre.
Han trak på skuldrene. Et menneske var vel et menneske. Efter at havde sat brillerne for sine øjne, smed han brættet på sandet foran sig. Med begge fødder fast placeret på sølvet, og straks bevægede han sig frem over sandbankerne som skudt ud af en kanon. Ikke bare bevægede han sig hurtigt mod hende, han skabte også en ordentligt sand sky bag sig, hvilket måtte være svært ikke at ligge mærke til, selv med normale menneskeøjne.

Stilheden ligger fortættet over det kuperet, golde landskab. Forude har man udsigt til en lang rejse gennem de røde sandbakker, ud i en uforudsigelig og livstruende verden, der gemmer på mange hemmeligheder og farer. En gul slange bugter sig i det fine sand, som en fisk i havet, og en kølig vind fra det frodige land inden ørkenen danser omkring.

En elegant figur kommer gående. Hendes bevægelser er meget nænsomme, som gik hun på torne. Hendes sorte kjole står i kontrast til det ildfarvet landskab, men på en lang afstand vil hun blot blive taget for at være en skygge fra et af de mange væsner, der bor herude. Hendes kønne ansigt er skjult bag et rødt tørklæde, som er svunget omkring hendes hår og hals, for at beskytte den fine hud mod solen.
Damia stopper da hun kommer til et højdedrag og skuer ud over landskabet. De smukke jade grønne øjne betragter nysgerrigt, hvad der ser ud til at være en mindre sandstorm, eller en mindre skypumpe, hvor ørkenen ender. Men det bevægede sig for hurtigt indad til at kunne være vind. Hendes blik fanger en anden skikkelse, og et skævt smil breder sig på de røde læber. Damia synker ned i sandet og forsvinder fra højdedraget, som havde vinden båret hende bort.
…
Ikke så langt fra Anastacia dukker Damia op ad sandet, så hun står mellem Spike og Anastacia.

Anastacia var begyndt at danse ligeså stille, men så pludselig op. En ubehagelig følelse af at blive betragtet havde sneget sig ind over hende, og hun stoppede med at nynne og danse, og så sig i stedet omkring. Langt ude til venstre kunne hun se sit pejlemærke for, hvor ørknen startede og sluttede. Og til højre…
Hun glippede lidt med øjnene. Var der noget der bevægede sig? Stjernerne og månen lyste så godt op, et hun efter et halvt minut tydeligt kunne se sandet. Spike kunne hun se som en underlig, lille figur. Hun begyndte langsomt at få baglæns, men løb ikke. Hun var for nysgerrig. Hvem kunne det være? Hvad kunne det være?
Hun sikrede sig de bløde krøller stadig sad i den franske fletning hendes mor havde lavet i eftermiddags, men til hendes store irritation var en lille lok ved hendes tinding faldet ud. Den var for kort til at nå derom, og hun gad ikke have løst hår nu. Det ville blive et helvede at få alt sandet ud igen når hendes hår var så langt.
Hun trak vejret dybt ind, og forberedte sig på at skulle møde… Hun var ikke sikker på hvad det var. Det var ikke en sandstorm, det var hun pænt sikker på. Hun var blevet advaret imod dem, men vinden var stadig blid og rolig. ’Hvis vinden pludselig ændrer retning, bliver vild og hård, så løb.’ Det havde de mennesker hun var blevet fulgt herud af, sagt. Og vinden havde ikke ændret sig.
Hun gik igen lidt baglæns, og gjorde sig klar til at måtte bruge sin telekinese. Hun var så tæt på grænsen at der var få træer og enkelte store sten i nærheden hun kunne bruge i nødstilfælde.
Da Damia pludselig kom frem, stående i sandet sandet, var hun i tvivl om hun havde set rigtigt, og stoppede igen op. I forhold til hvad hun havde hørt, virkede stedet ikke så øde.

Spike skød over sandbankerne stående på sit bræt med bøjede knæ og enderne af det lange skærf flaprende bag ham. Det var nu tydeligt at se personen, og også at personen var på vej væk. Han satte yderligere farten op, da brættet ville være ubrugeligt uden sandet, og selvom han sikkert godt ville kunne indhente og fange hende uden, ville det tage meget længere tid. Tid, han ikke havde tænkt sig at bruge på jagt.
Han var meget tæt på nu, på vej over den sidst af sandbankerne, da en sort skikkelse dukkede op lige foran ham. Chokeret mistede han kontrollen over sit bræt, og uden håb om at genfinde kontrollen før toppen af banken, fløj han gennem luften. Hans venstre fod sad stadig fast til foden, og man ville kunne se hans ben smeltede sammen med metallet på en yderst sælsom måde. Hans højre ben var midlertidigt meget mindre elegant, og flagrede rundt omkring i takt med at hans krop rotterede omkring sig selv. Ud af øjenkrogen fik han kort et glimt af kvinden, der løb væk, før hun forsvandt i sammen med alt andet i den omtumlende verden. Det næste han så var meget mindre behageligt. Han så jorden nærme sig, og udstød et kort hyl forinden han smadrede ned sandet med ryggen først. ”I det mindste er der stadig sand” tænkte han taknemligt.

Damia står upåvirket af Spikes styrt. Hendes holdning er rank og stolt. Ansigtet er skjult af tørklædet og den intense stilhed, der indfandt lige efter Spike styrtede i sandet. Endelig rører skikkelsen på sig. De fine hænder tager fat og river forsigtigt tørklædet af. Det røde stof falder for fødderne af hende, og afslører det skjulte ansigt. Ansigtet er indrammet af et langt, bobbet, grønt hår, som er bundet skødesløst i en sort silkesnor. Hendes træk er fine og blide, læberne røde og blikket så koldt som den koldeste vinternat. Hun er ikke særlig høj eller ser ikke umiddelbart ud til at udgøre en trussel for nogen som helst. Hun virker næsten ubærligt skrøbelig. Som det sarteste porcelæn. Den højre arm er bandageret fra hånden og op til albuen.

Hun skuer til Spike og fnyser, vender blikket bort og ser på Anastacia.
"Din kæreste?,,

OOC: Damia, er det okay hvis jeg en gang imellem... overhaler dig? For jeg bliver ret rastløs af at ligge i min seng og vente xD

IC:
Hun så måbende til da Spike fløj igennem luften. Roen var spoleret, men spændingen var der i hvert fald, og hun lukkede kort øjnene i da han ramte jorden. Den pludselige person så ud til at være noget af en overraskelse for vedkommende, og hun gik langsomt hen imod ham.
"Øhm... Er du kommet noget til?" råbte hun, imens hun gik igennem sandet hen imod ham. Det var et grimt styrt, hun ville ikke selv være mange sure sild værd hvis hun var styrtet på den måde. Hun hørte hvad Damia sagde, og himlede med øjnene.
"Hvad tror du selv?" svarede hun med et udtryk i ansigtet der oplyste, at det var han bestemt ikke., men blev stående. Hun rettede igen på kjolen. Den var kongeblå og hvid, og sad løst fra hoften og ned til anklerne. udskæringen var dyb og firkantet, men afslørede ikke noget. Ærmerne var helt ud til håndleddet. Den var tydeligt dyr, og hun lignede ikke en pige der normalt ville rende rundt i ørkenen på denne her tid.

Brættet gav slip fra hans fod, og faldt til jorden. Da det ramte sandet lavede det sådan en lyd, som man kunne forvente af metal, der landede på sand. Det skal så lige nævnes, at dette specifikke stykke metal havde meget lidt lyst til at ende i sandet på samme måde som sin herre, hvilket også ville være svært for en skabning uden et fleksibelt skelet – eller i hvert fald noget fleksibelt et eller andet.
Spike, der underligt nok var brættets herre, lå nemlig ikke specielt behageligt. Som nævnt tidligere var han landet på ryggen, men så ikke ud til at have lidt nogen fysisk overlast. Heldigvis havde Spike, ligesom brættet, intet skelet, der kunne være kommet til skade i styrtet.

Han havde svært ved at høre noget det første stykke tid efter styrter, sandsynligvis fordi han havde fået sand i ørene. Det var på sin egen måde også heldigt at han ikke havde hørt Damias imbecile kommentar, da han nok havde svaret endnu mere spidst end Anastacia havde gjort. Trods den nedsatte hørelse kæmpede han sig på benene, og trak beskyttelsesbrillerne væk fra øjnene. ”Hah!” udbrød han, eller troede han i hvert fald at han gjorde. Han havde desværre lidt svært ved at høre præcis hvad det var han sagde. Han slog armene ud til siden, dels som en person, der gjorde sig klar til at fægte, dels som en person, der forsøgte at overraske nogen andre.
Velvidende at hans moment af overraskelse OG store entre var blevet ødelagt, kiggede han irriteret på kvinden, der pludseligt var dukket op. Hans arme faldt ned langs siden på ham, hvilket understregede hans irritation, idet han sagde: ”Hvem fanden er du?!”

Damia stirrer udtryksløst på Anastacia, da hun kommer med en affejende kommentar. Det var ikke til at sige, hvad Damia følte lige nu og det var også kun godt. Indtil videre havde hun spillet en passiv rolle. I modsætning til Anastacia, havde hun ingen interesse overhovedet i Spikes velbefindende. Det var hans egen ulykke, den klovn!

Da Spike henvender sig til Damia lader hun blikket glide op og ned ad ham, som var han et stykke kunst til vurdering. Den som fik dig ned i jorden, havde hun lyst til at svare igen. ”Det kommer an på, hvem der spørger?,, Damia fnyser og tilføjer: ”Og jeg råder Dem til ikke at tiltale mig på den måde!,, Hun kaster hovedet tilbage og ser op i den mørke, stjernefyldte himmel. ”Han kan stå og tale, så han er nok okay,, svarer hun spidst på spørgsmålet stillet til Spike af Anastacia. Lidt efter lader hun blikket glide over på Anastacia.

Hun undrede sig først nu over metal-lyden. Hvordan var det blevet muligt for ham at… Tanken blev stoppet da han pludselig rejste sig op.
Enten var han en virkelig god healer, eller også havde han været meget heldig. Men nu til dags skulle man ikke tro på det åbenlyse og det valgte hun også at lade være med. Der måtte være noget helt galt med den mand.
Hun så lidt fra den ene til den anden, og besluttede sig for, at det ville være en god idé at trække sig lidt tilbage, og hun undlod at svare kvinden. Ingen af dem virkede specielt venlige. Kvinden virkede som om hun var ligeglad med alle andre, han virkede aggressiv… Og så var han slet ikke kommet til skade.
Derfor gik hun baglæns igen, med lidt længere skridt for at komme ud af den zone hun mente var deres stridszone. Indtil videre var det vel ikke nogen strid, men de virkede begge to lidt respektindgydende. Og kunne hun undgå det, ville hun helst ikke komme til skade så langt væk hjemmefra. Hun mistede også lidt interessen. Hun var kommet her for at opleve ørkenen om natten, ikke for at møde de mennesker der gik og legede der. En enorm sandkasse, og hun var uheldigvis endt der hvor alle legede. Og dem der legede var vidst ikke små børn.