Ved kysten havde Skadi valgt at slå lejr. Hun havde valgt at undgåen kroen i Lazura for denne nat, da hun godt vidste, at hun allerede havde gjort to fordrukne idioter vrede og desuden havde hun jo allerede en tønde øl med sig herude ved kysten, så alting var jo helt fint. Så længe der var øl. Hun gik sent i seng efter at have drukket en god del og mens hendes lejrbål stille og roligt blev mindre og mindre begyndte en sær drøm at udfolde sig i hendes nattesøvn.

Først så hun en mave. En udspilet, stor mave, lige foran sit ansigt. Hvad der var i den var usikkert for nu, indtil noget skar hul i maven og blodet fossede ud. Et skrig hørtes, men det var ubeskriveligt. Hvad skriget tilhørte var også usikkert, men da der kravlede tusindvis af små ubeskrivelige dyr ud af den opsprættede mave var det kun mere forvirrende. Kort efter lukkede maven sig og et enkelt fodaftryk sås markere sig indefra og ud. En tåge indhyllede den nøgne udspilede mave og gal latter hørtes i distancen. Hun mærkede en blodrus uden lige.

Det var meget normalt for Skadi at have disse drømme. Men det var også meget ubehageligt og da hun satte sig op med et ryk, trak hun vejret dybt og stirrede frem for sig, både forvirret og frustreret. Hun hadede når de dukkede op, drømmene. Langt det meste af tiden fattede hun dem ikke, og resten af tiden ville andre ikke tro hendes galskab når hun sagde at der ville ske ting. For der skete altid ting efter en drøm. Hver evig eneste gang. Og hver gang føltes det lige så bizart som sidste gang det var sket.

Med et surt udtryk i hele ansigtet, kravlede Skadi ud af sine sovetæpper og som det første stak hun sit krus under den tip der var i tønden. Det blev fyldt næsten til randen og hun tog et par lange slurke før hun kastede kruset fra sig og bandede for sig selv...
Indtil hun hørte fodtrin længere væk. "Årh nej, ikke igen," et dybt suk forlod hendes læber og hun tog sin økse til sig mens hun skævede efter lyden. Det lød altså virkelig som fodtrin og nu kunne hun også ane en skikkelse mørket, der alligevel ikke var helt så mørkt længere. Det måtte vel være meget, meget tidligt på morgenen.

Sarká var endnu engang væk fra alt liv, eller det troede hun ihvertfald som hun gik gennem et mindre træ areal, men synet af lys forvirrede det billed hun havde af sin lille aften tur. Hvem ville dog være helt herude, væk fra alle andre? Spørgsmål var der nok af, men for nu måtte de vente med at få deres svar. Hun var sulten og endnu havde hun ikke fået mad og hvis hun havde ret i en ting så var det at ild tit og ofte betød mad. Hun valgte derfor at opsøge ilden men gennem lugten af røg kom endnu en lugt.
Et menneske? Alkohol? Saltvand. Hendes næse vibrerede lidt ved lugte naf havet, men hvis der var en ting som var hundred procent sikker så var det hun kunne lugte alkohol! Så hun besluttede at det skulle hun nyde noget af.

Hun tænkte sig dog kort om. Der kunne være flere folk gemt under sløret af røgen. Så efter kort at tænke lidt over det trådte hendes sjæl ud af hendes krop og som hun åbnede øjenene var hun ikke længere blandt de levende. Mellem liv og død bevægede hun sin hurtigt frem mod lejren hvor lyset kom fra, men overrasket blev hun da hun kun så en kvinde.
"Virkeligt! Er det alle der er her! Og jeg trådte ind mellem liv og død for at se hvem der var her!" råbte hun i frustration over synet af den ene kvinde, ud gennem åndeverden som skrig i ekkoer af hendes stemme. Desværre ville kun Sarká kunne høre det, ligesom altid.

Hurtigt rev Sarká sjællen tilbage til sig og gik videre i tunge skridt der hurtigt fik anmeldt hendes ankomst som hun så kvinden fra før se mod hendes silhuet som stille kom tættere på lejren. Egentligt havde hun næsten håbet der ville være flere så en kamp kunne ske over maden, men hvis der kun var en kvinde hvad var så kampen i det!?
"Ser du noget spændende eller er det bare lille mig?" spurgte Sarká så som hun kom tættere. Hun kunne se at kvindens hoved var pejlet mod hende som flammerne gjorde det tydeligt.

Der gik ikke meget længe før en skikkelse troppede op i hendes lille lejr. Denne var en kvinde, der virkede til at have en lignende frisure af hendes egen og hun kunne ikke helt undgå at føle et lille stik af hjemve og derefter voldsom vrede ved synet af det hår. En anden ting der hurtigt optog hendes opmærksomhed var, at kvindens mave var rund og i starten tog hun ikke yderligere notits af det. I stedet trak hun bare på skuldrene. "Hvem har sagt at du ikke var spændende?" svarede hun spørgende og en smule tørt. Et kort øjeblik lod hun tavsheden regere, før hun fremdrog et nyt krus og smækkede det hårdt ned i sandet. Hun stirrede op på kvinden med et blik der virkede både træt og dybt frustreret, før hun igen trak på skuldrene og lod det ligge. Kvinden kunne vel ikke gøre for at hun var pisse morgengnaven.

"Slå røven ned. Jeg skulle alligevel til at finde noget at æde frem," hun begyndte at pakke nogle rationer ud. Enhver person der bare virkede lidt nordlig var velkommen i hendes lejr og til hendes mad, også selvom hun kun havde dårlige historier fra norden og nærmest kun foragt for de fleste af de folk hun engang havde kaldt "venner".
Hvad end kvinden valgte at sætte sig ned eller, skævede Skadi mod kvindens mave. "Har den der en far?" Skadi var ikke ligefrem kendt for at holde tilbage på sin nysgerrighed, som hun pegede direkte mod kvindens mave og derefter kløede sig på kinden med sin håndøkse. Hun var ligefrem og meget, meget direkte. Nogle fandt det afskyeligt. Andre fandt det befriende. Skadi var bare ligeglad.

Sarká slog røven ned på jorden nær bålet. Kvinden virkede lidt som hende i attitude, direkte, kold og kontant. Men stadig menneskelig. Så Sarká gjorde som hun bad hende om da hun selv kunne se på kvinden hun nok også var en del af nordens folk. Hvis hun kunne få mad ved at sidde her ved et bål med kvinden, så var der fred i verden, for det var jo også alt hun egentligt var kommet for. "Den har en far ja. Det har de jo alle sammen, desværre." sagde Sarká spydigt og så skammende op i himlen. Hvis guderne fandtes så var deres onde lille leg med Sarká vidst først lige begyndt.
"Har den et navn?" spurgte Sarká så og så direkte mod kvinden for at hentyde at hun ville have hendes navn så det var nemmere at kommunikerer. "Selv hedder den her Sarká."  uddybede hun så. Der var jo ingen grund til at lade kvinden spørge hvis hun allerede vidste hun ville det, så derfor lod hun sig selv tage friheden af at sige det.

Sarkás mave knurrede af sult. Hun havde nok hellere ikke spist i to-tre dages tid og det var nu på tide med at få noget i skruten inden verden gik til helved. "Hvad er ædelsen så?" spurgte Sarká nysgerrigt for hendes mave der fortalte den nu var sulten og derfor var det tid til bare direkte at spørge om det. Sarká kunne absolut ikke lave mad, men hvis kvinden kunne, hvilket Sarká håbede, så ville maven nok ikke tale og rumle sådan meget længere.

Skadi bemærkede godt den andens spydighed, men hun tog sig ikke rigtig af det. I stedet trak hun bare på skuldrene, for tredje gang den morgen. "Fædre.. De er alle sammen grimme og dumme," svarede hun næsten muntert i forhold til den morgengnavenhed der blev ved med at løbe rundt i hendes system. Hun fyldte de nu to krus med øl og rakte den ene frem mod kvinden mens hun spurgte efter Skadi's navn og selv præsenterede sig. "Den her hedder Skadi," et næsten provokerende smil gled frem på hendes ansigt som hun lod talemåden blive holdt levende. Hun arbejdede videre med at få pakket den mad ud som hun havde gemt i sin oppakning. Faktisk var det et ret stort stykke kød, og Skadi vidste godt, at enten måtte hun sælge noget af det snarest eller dele med en anden. Hun kunne ikke selv æde så meget hurtigt nok, og hun havde ingen planer om at æde fordærvet mad. Nej, fy for helvede, ellers tak!

"Ædelsen? Jeg krængede en hjort den anden dag, så det er kød med kød på," om det var i Sárkas favør vidste hun ikke og ærligt talt var hun ligeglad. Kvinden var sulten, og hun måtte vel tage hvad hun kunne få. Uden at sige mere for nu, stak Skadi en pind gennem kødstykket og fik det placeret så det hang og drejede over ilden. Heldigvis havde det været varmet op aftenen før, så det skulle ikke have helt så længe over bålet som hun fik fodret med mere brænde. "Men hvis du føler at der mangler noget til, ka' du jo altid hælde øl ned i kødet... Faktisk," hun kom i tanker om aftenen før da hun var kommet til at spilde øl ned i sin skål og smilede skævt. "Så smager det ret godt."

Sarká ville gerne kunne svare kvinden og give hende ret omkring fædre, men sandheden var at hun ikke kunne huske det, så hun lod det ligge hen i stilheden mens hun accepterende tog mod kruset med øllen i. "Kød med kød på. Lige et måltid for mig." fortalte Sarká så. Hun måtte jo tage hvad hun kunne få, men i hendes øre var tanken om kød med mere kød lige nu det mest forfriskende over hovedet.
Hun grinte dog af Skadis kommentar med øllen. Selv havde Sarká før prøvet at lade hendes kød og øl bare ligge i samme skål for at spise og drikke det hele på samme tid. Derfor var det dejligt at næsten kunne føle man ikke havde været den eneste med en underlig grund til at vide det faktisk smager ret godt. "Det er præcis hvad jeg siger til folk. Øl og kød, to gode ting på samme tid. Hvad kan gå glat?" spurgte hun så retorisk til Skadi. Svaret var jo at intet kunne gå galt! Det var jo bare alkohol og kød! 

Sarkás øjne fulgte med som Skadi ordnede bålet og kødet kom til at hænge over det. Sarká ville normalt ikke have tænkt over faktisk at stege det, men her på det sidste var hendes appetit også blevet en smule pirrelig og underlig. Ting som hun aldrig før havde kunne lide var pludseligt krævet og ting som hun tidligere havde elsket at spise var nu ødelagt, alt fordi den lille djævel der bosatte sig i hende ikke accepterede det! Hvad skulle hun dog gøre med den...?<

Det så ud til at de to havde det tilfælles at kød og øl var det bedste måltid man kunne få. Skadi smilte blot sit smil, der ikke nåede øjnene til Sárkas kommentar. ”Jeg kender det godt,” gengav hun mens hun vendte kødet rundt på den primitivt byggede ”mekanisme”. Ikke at kødet skulle have så meget, især ikke når det alligevel allerede var blevet varmet igennem en gang før, men Skadi foretrak varmt kød frem for koldt. Det var som om at det smagte af mere.
 
”Svaret er.. Ikke en skid kan gå galt.. Andet end at én eller anden pyntetøs eller mand kommer og siger ad, og så spytter man jo bare alting efter ham eller hende. Så skal de nok gå deres vej,” Skadi grinte af sine egne ord mens hun så ind i bålet.
Sådan gik der lidt tid, før Skadi var tilfreds. Hun trak en saxkniv frem og huggede en stor luns kød af det allerede store kødstykke, før hun bare greb ind uden omtanke og tog det ud. Det var faktisk blevet mere varmt end først antaget, og fordi Skadi faktisk healede sit arvæv i hænderne, brændte hun sig ret hurtigt på det, men hun var efterhånden til vant til det, at hun bare kiggede irriteret på kødlunsen og placerede den på en trætallerken. Efter at have skåret et stykke mere, pustede hun let til sin håndflade og så til mens huden healede sammen. Derefter stak hun sin saxkniv ned i én af kødlunserne. ”Så er der ædelse… Før du ta’r for dig vil jeg høre en historie. Hvad end du har lyst til at fortælle, jeg gider ikke æde i stilhed,” hun tog et stykke kød og stak det i munden, mens hun så afventende på Sárka.

Sarká fandt Skadis kommentar om hvad man gør ved folk hvis de skulle komme og være irriterende overraskende sjov så hun kunne ikke helt lade være med at lade et grin slippe ud. Men tog så imod trætallerkenen med lunsen af kød til hende. Men ordet historie forvirrede hende. Sarká selv ville helst ikke hellere ikke side i stilhed mens man spiste det ville være horribelt og kedeligt. Det var da også en af grundende til at hun stadig var en del af Mørkets Hær. For inde i Kzar Dûn var der aldrig et stille tidspunkt blandt krigerne.
"Hvad er det for en historie du vil høre? En eller anden underligt børne historie eller er det om en eller anden menneske jagt?" Sarká kunne altid hive en historie frem omkring alt muligt. En pirat-historie, med en lille hvid løgn hist og her var intet problem, for dem havde hun oplevet så mange af rundt om bordene på diverse kroer landet over.

Men hvad ville Skadi få ud af at høre en sådan historie? Var det noget bestemt hun rodede efter?
"Jeg har historier om nogle af de bedste kroslagsmål, om diverse kampe? Er det sådan noget? For hvis du nævner et eller andet romance pjat så bliver jeg overrasket." sagde Sarká og håbede inderligt på hun ikke skulle til at fortælle et eller andet barnligt plider plader. For selv hvis det var et barn der sad overfor hende så ville hun hellere stikke sin egen tunge ud og rive øjnene ud af sit hoved end at skulle side og fortælle sådan noget pjat. Kærlighed fantes jo ikke, så der var ingen grund til at sprede ord eller fortællinger om det.

Skadi skævede mod Sárka mens hun bed ned i sit kødstykke. Det burde vel næsten have været indlysende, burde det ikke? Hun ville gerne høre en voldshistorie, og efterhånden som ordene slap ud af Sárkas mund, blev det mere og mere åbenlyst, at de var i samme båd, om end at Sárka endnu ikke havde opdaget det. Et grin slap ud af Skadi, der måtte tage en stor slurk af sit krus hvorefter hun lænede sig tilbage, op ad sin oppakning. "Romance-pjat? Hvem tror du jeg er?" hun burde næsten have taget det som en fornærmelse. Næsten. Men det gjorde hun ikke. i stedet var hun ét stort grin og tog det på ingen måder personligt.

"Jeg vil hellere slås halvt til døden end lytte til børnehistorier eller romance-fnidder. Giv mig noget med blod og vold, gerne slås," hun slog en hånd ned i sandet ved siden af sig og grinede højt igen. "Alt det andet kan de normale folk fortælle om. For jeg antager at du ikke er normal.. Og det er jeg heller ikke," hendes øjne var intenst på Sárka, afventende.

Vold... Det havde hun vist lige historien til. Men Sarká vidste ikke helt om det var historien hun ville dele lige nu. Især med den mave hun havde. Men hvad fanden. Skadi virkede sgu okay for nu. Så til helved med det hun kunne sgu få den og høre hvis det var det hun ville. "Jamen, så er den letteste at fortælle om mit lille møde med den eftersøgte Rafixul. Dog før jeg fortæller den, skal det måske siges at historie ikke er så meget mig der banker, men mig der får godt og grundigt tæv, efterfulgt af lidt mere." Sarkás intense blå øjne tog blikket til Skadis. Hun satte sig så ordentligt til rette og med ret ryg ville historien begynde. Hun havde ikke et problem med at skulle fortælle den. Man spiste altid bedre på samme tid med at en historie med blod og død fyldte luften.

"Jeg rende ind i manden og tog chancen for en fin kamp. Vi kæmpede en god del tid før jeg dog opdagede hans lille snyderi. Manden er ikke stærk, han er ikke trænet på sin vis. Han er et monster. Han kastede mig rundt, ind i klippeskår og brækkede min brystkasse og klippen med i et enkelt slag. Blodet lod sig dryppe fra min kæft, men spadseren havde sgu ikke fået nok af den her kælling-" Sarká pegede på sig selv med sin tommel og fortsatte så. "Han kastede mig lidt videre til jeg selv begynde at få slag, efter slag, efter slag ind i hans groteske knold. Han tog det som var det ingen ting, og selv med mine brækkede ribben der sikkert kunne ses i mine sidder, sloges vi videre får han til sidste fik brækket yderliger min arm og slog mig i jorden..." Sarká blev en smule stille i en kort stund som hendes øjne virkede til at gå tilbage til deres oprindelige blå rolige farve, men de blusede hurtigt op i deres intense lys igen. Dog tankerne om deres stund sammen fik hende kort til at huske hendes tidligere liv. Fra før det forbandede barn indtog en plads inde i hende. Hun fortryd det lige nu. Lige her. Men alligevel ikke helt. Det eneste hun ville ændre hvis hun kunne ville være det barn af død.

"Han tog mit bryst og jeg ved ikke hvor meget mere du vil høre af den her historie, for du ender jo snart selv med at deltage i den." Sarká lød ikke lige så stolt som før. Hun lød mere nedtonet og næsten en smule sørgmodig. En følelse der ikke var særlig normal for hende. Hun var også ligeglad. Hun tog den første luns af kødet hun var blevet givet og bed ind i det og så så dødt mod Skadi. Fandens til Rafixul... Måtte han da bare dø....

Skadi gav sig til at lytte opmærksomt efter på kvindens historie. Den var spændende, skønt hun slet ikke havde lagt mærke til at Rafixul var en eftersøgt mand. Hun var selv eftersøgt oppe i norden, men det var tydeligvis ikke på samme plan som denne, tilsyneladende grotesk stærke mand. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun ville gerne have været der. Set hvor længe hun selv kunne holde i en kamp imod ham. Hvis denne Sárka kunne holde længe, kunne det dog måske være at en slåskamp mod hende kunne være lige så sjov? Hun tog en dyb slurk af sit krus, lyttende intens til fortællingen, til den var slut. Der var intet bedre end sådan en fortælling, om Sárka så havde vundet eller tabt, så havde det været en glorværdig kamp. Èn mange kunne fortælle vidt og bredt om, hvis den blev spredt lidt bedre. Desværre var her ingen skjald til at fortælle dette videre.

"Og du overlevede det. Måske snyder vi alle engang i mellem?" konstaterede Skadi med et skuldertræk før hun på ny tømte sit krus og tog en ordent luns kød i munden. Der gik lidt tid før hun fik slugt maden og et glubsk smil trådte frem på hendes læber.
"Jeg snyder også. Eller det fortalte de mig der hvor jeg kommer fra, men nu må jeg spørge... Er en medfødt evne, som man ingen kontrol har over, snyd? De skader jeg for påført forsvinder efter blotte sekunder. Er det snyd at min krop er bedre end andres til at hele?" en lettere bitter tone kunne høres i hendes stemme som hun sagde ordene og hun huskede på sin faders mange, mange hårde ord om hvordan hendes magi var forbudt og uvelkommen. Fanden tage det lille svin.

Inaktiv Tråd // Afsluttet ((Sarká fjernes))