Sted: Ved søen i lysningen.
Tid: Formiddag, omkring kl. 11.
Vejr: Skyfri himmel, let vind; formiddagskøligt.

Nogle gange, så var der en grænse hvor selv den ellers mest ligeglade, alligevel måtte give sig. Et tidspunkt, hvor personen der aldrig gav op, alligevel måtte gøre det. Rolf badede ekstremt sjældent, men det var endelig blevet tid til det. Han havde et sår i højre lår, hvilket han sagde til sig selv var den absolut eneste grund til, at han ville vaske sig – kun for at forhindre, at der gik betændelse i det, og uanset helbilledet, så var det bestemt en del af sandheden.
 
Rolf stod  ved den store sø og nød bare det fredfyldte landskab. Han nød landskabet, og så trak han tiden, for han var virkelig ikke meget for vand, hvad der absolut ikke blev bedre af, at han ikke kunne svømme. Rakkalaphen, som Rolf altid fulgtes med, kunne fornemme hans ængstelighed og gøede livligt, imens den legesygt hoppede ud i søen og snart svømmede rundt. Slangen, som Rolf ofte havde om halsen, havde snoet sig op i et træ ikke langt fra ham. Rolf tog en dyb indånding og tog først sin beskidte kappe af, som han uden at tænke videre over det med direkte i vandet – den skulle jo også vaskes. Rolf så ned som kappen øjeblikkeligt grumsede vandet omkring sig, grundet mængden af mudder, jord, skidt, blod og andet snavs, som den havde indeholdt. Rolf skar tænder, og trak så langsommeligt, et efter et, sine redskaber op af koften – og til slut skindmasken og de to bjørnepoter, som var omme ved lænden. Han lagde det alt sammen i græsset, ved siden af sig, og fjernede så betænkeligt koften, som han smed ned ved siden af kappen i vandet.

Den nøgne halvork mærkede græsset mellem tæerne og klappede hænderne sammen foran maven. Selvom han da var helt afklædt, så var hans krop alligevel næsten helt dækket i et tyndt, mørkebrunt lag af alle tænkelige ting, som han kunne pådrage sig som følge af et liv levet på landevejen, i skoven og i kampen hede. Så, Rolf, så er det nu, tænkte han til sig selv, og trådte ud i vandet med usikre skridt. Han faldt hverken til bunds eller andet gøgl, hvorfor Rolf samlede mod til sig, og da kastede sig forover, så hele kroppen kom under vand. Halvorken rejste sig voldsomt op, så hans lange hår, hvis fletninger løb ud i vandet, som så meget andet, slyngedes bagover. Rolf stod i vand til midt på låret, og med en hånd på hver side af hovedet, så tørrede han hår og vand over panden og om i nakken imens han åndede lettet op og mærkede hvordan hans krop allerede var blevet bogstaveligt lettere, og hvordan han pludselig ikke længere mærkede det indtørrede skidt hist og her, som var begyndt at klø en smule nogle enkelte steder.

Vandet blev også rødt visse steder – og hvor størstedelen af det skyldtes små rifter, så var der også enkelte større skavanker. Rolf mærkede på sit lår, hvordan såret nu var frit. Efter han var færdig skulle han bare lade det tørre og så lægge en bandage; han ville have endnu et ar til samlingen, men ingen mén af nogen art – det vidste han. Rolf skrubbede rundt på sin nøgne krop med sine ru, hårdhudede hænder og dukkede så under vandet og gjorde det igen, og igen. Nok voksede den store halvork sig ikke ofte, men når det nu alligevel skulle være.

Rakkalaphen var snart ovre ved halvorken, der kløede den lidt bag øret og så sprøjtede vand på den og rakkalaphen forsøgte at gøre det samme ved ham.

Kulun sparkede surt til en sten på hendes vej igennem skoven. Idag var bare en dum dag, det havde den været siden hun stod op imorges... Eller, siden hun blev VÆKKET imorges.
Ser du, Kulun havde denne her vane med at hvis hun ikke vidste hvor hun skulle sove, ville hun som regel bare gå i seng hvor hun nu blev træt. En ret veltrænet evne hun havde udviklet, hun kunne sove alle vegne, når som helst. Der var sjældent problemer med hendes valg af sengeplads, men når der var gjorde det ikke bunde for en god dag.
Kulun var aftenen før gået i seng på en kros tag. Presset ved at leve som gøgler var at indkomsten var varierende, så nogle gange måtte man leve med de mindre glamourøse muligheder for sovesteder.
Taget var et godt sted at sove og Kulun havde nydt sin tid der, indtil morgenen gryede og hun blev opdaget af kroejeren. 
"Hey!" var det blevet råbt inden Kulun fik en støvle smidt efter sig, hvilket brat vækkede hende fra hendes søvn.
"Hvaa?" Kulun havde sat sig op og nåede lige at dukke sig under den næste støvle der blev kastet i hendes retning. "Nårh... Godmorgen frue."
"Skrub ned fra mit tag! Tag tilbage til den vandpyt du blev født i!" 
Som Kulun sendte et fjendtligt blik imod kvinden rejste hun sig op og rystede sit hår i morgenvinden. Hun var lettere fugtig af duggen, men formodede stadig at skabe en lille ild-sommerfugl som hun lod flyve ned til kvinden. De dalede ned til hende og blussede pludselig op i en mindre eksplosion. Den stak ikke ild på noget, men den gav et lille chok, kunne Kulun høre. Lettere såret over vandpyt-kommentaren sprang Kulun hen af tagene og ind til skovbrynet. 

Hendes mave knurrede og hun sukkede irriteret. Lidt sympati kunne være rart i den situration, det var ikke fordi hu VILLE sove på deres beskidte tag, det var bare hvad der var komme til hende natten forinden. Skoven bød hende dog velkommen, hvilet hun var taknemmelig for, hun kunne dog ikke ryste sulten, trætheden eller irritationen af sig. Hun besluttede sig for at prøve et nyt perspektiv og greb fat om den nærmeste gren. Hun slyngede sig op i træet og blev ved med at slynge indtil hun nåede en pæn højde. Hun begyndte nu at klatre fra gren til gren i fred og ro. Hun fik det næsten bedre, indtil hun nåede Lysningen og opdagede at hendes "fred" ikke var fred. Hun var ikke alene.
Hun så sig om og fik øje på et vandhul i brug af et orklignende væsen. Kulun rynkede brynene. Hvem i alverden ville dog bade så sjældent at vandet blev så snavset af deres tilstedeværelse? 
Kulun sprang tættere på, lettere nysgerrig og satte sig på hug på en gren tættere på. Hvad satan var han og hvorfor var han her? Kulun forstod ikke hans ærinde udover et bad, men det kunne jo også bare være det eneste.
Hun satte sig op ad træets stamme og så lidt på orken. Så besluttede hun sig for at lave lidt sjov med ham. 
Hun slog et par gnister med sin ene hånd og fra den sprang der hurtigt en række af dyr. De var små, ting som insekter, kaniner, fugle og mus, alle sammen af ild. Legesygt sprang de rundt uden at røre noget. Vi kunne jo ikke have at de satte ild på noget. Kulun nikkede imod vandoverfladen og de små dyr sprang derned i bedste ånd. De hoppede ovenpå hinanden, legede frem og tilbage, jagtede hinanden rundt på vandets spejlbillede.
Kulun sad trygt på sin gren og observerede orkens reaktion på hans nye venner, lavet af ild.

 
Rolf havde slået en meget sjælden, glad latter op, da han legede i vandet med rakkalaphen. Det var ikke herre og dyr, men kammerat og kammerat. Rolf slugte bogstaveligt sin vandskræk, da han kastede sig forover, i et forsøg på at få armene om sin kompagnon – hvilket totalt og fuldstændigt mislykkedes. Rakkalaphen rykkede sig vildt tilbage, så vandet sprøjtede, og Rolf kom helt under vand igen, som han slappede af i kroppen og lod sig flyde, med hovedet nedad. Han kiggede rundt, men manglen på dyreliv – der sikkert var skræmt væk, og vandet han havde gjort grumset og beskidt, fik han til at rejse sig op igen, som han højlydt gispede efter vejret. Snart derefter hostede halvorken en betragtelig mængde vand op, og spyttede og spyttede i vandet, inden han igen brød ud i hæmningsløs, from latter. Rolf var simpelthen i godt humør, og hvis han ikke vidste bedre, så ville han faktisk tro og mene, at han hyggede sig. Rolf skrubbede sig med sine ru hænder under armene, mellem benene og ved enden. Han mærkede hvordan han på samme tid blev renere og mere beskidt, bare på forskellige måder. Det var psykisk, at det ikke passede sammen, når han ikke var dækket af skidt. Så kom ild-dyrene og Rolf gjorde store øjne, som han først reagerede på rakkalaphens gøen og dernæst hørte den svage summende, gnistrende lyd, som væsnerne lavede.
 
”Hvad i… ØKSENS NAVN ER I!?”
 
Brølede Rolf og smed sig til side i vandet, for at undvige hvad han havde vurderet som et åbenlyst angreb. Rakkalaphen bed ud efter et af dyrene i luften, men bed bare lige igennem. Rolf indså, at han var omgivet af vand, og sprøjede så, med begge hænder, så godt han kunne på de omkringflyvende dyr, der forsvandt under vandet, uden at vende tilbage. Rolf var afventende et øjeblik, som han bare iagttog virvaret af orangefarvede kreaturer, der omgav ham og lod til nærmest at lege med hinanden, meget som Rolf havde gjort med rakkalpahen. Han brølede igen, denne gang uden at sige noget, og mere i vrede, og oversprøjtede igen så mange som muligt med vand. Igen forsvandt de. Rolf så betydeligt selvtilfreds ud, som han sprøjtede vand igen og igen, indtil det sidste lille ild-væsen var forsvundet. Hans nøgne krop glimtede i det sidste, skarpe lysglimt, der brændte ud under hans håndflade. Da så halvorken rundt, ind imod bredden, uden at kunne få øje på nogen eller noget. Ild-tingene var jo ikke kommet af sig selv, men Rolf var ganske prisgivet, så bar og dækket af vand, som han var. Derudover, så gad han faktisk ikke. Rolf gad ikke lave en masse ballade, eller at slås. Han var lige begyndt at nyde badet, da han var blevet afbrudt, og det ærgrede ham helt sindssygt meget – men hans gode humør vedblev. Guderne havde åbenbart bestemt, at dette skulle være dagen, hvor Rolf gav slip på sine bekymringer og levede uden sit sorte sind. Han gøs ved tanken, og fik gåsehud over hele kroppen.
 
”Hvem er derinde? Kom ud med dig, jeg gør ikke noget”
 

Spurgte Rolf højt, med sin knurrende, dybe stemme, ind imod træerne. Det var hvor han havde anslået, at hans angribere var kommet fra; eller hvad de nu havde været, for de var jo øjensynligt relativt ufarlige alligevel. Rolf havde naturligvis hævdet, at han ikke var ude på noget – men enten vidste man bedre, eller også kendte man ham slet ikke. Ja okay, han var jo faktisk ikke ude på noget, men det var så meget imod hans normale udtryk, at det næsten var helt umuligt at forstå, også for Rolf selv.