Det var med blandede følelser Silver bevægede sig mod krogdøren. Egentlig havde hun slet ikke bet om at være i denne del af landet, men på den anden side havde hun heller ikke gjort sig godt bemærket i resten af riget. Det var trods alt lang tid siden hun sidst havde været her, så hendes tyverier herfra måtte efterhånden være glemt.
Hun kiggede ned på hendes udtrådte sko som hun slog hætten op og gik ind ad døren. Med øjnene rettet mod jorden fortsætte hun hen til den mest isolerede hjørnebord hun kunne finde. Før hun tog kappen af og et øjeblik lod hendes intense blå øjne skinner opservant ud over Kroens gæstet, inden hun igen slog blikket ned.
Silver havde før længst lært at hendes øjne var en nemåde at genkende hende på, og derfor blev de holdt vendt fra andres søgende blikke.
I et forsøg på anstændighed hev hun op i kjolen hun for længst var vokset ud af. Med brysterne faretruende tæt på at falde ud over kanten, og det en gang afmålte stof sluttende midt på skinnebenet, fremvoksende hendes tynde ankler, udmargret af lang tids sult.
Som hun slap det solafblejede blå stof lod hun igen blikket glide over kroen, søgende efter noget hun ikke endnu vidste hvad var. Inden hun igen rettede blikket mod bordets ru overflade.

Rolf følte sig sig ofte mere dyrisk end menneskelig. Nogle gange var det uvant, at sidde i på en stol, hvor det andre gange var ubehageligt, at ligge på skovbunden. Rakkalaphen og slangen havde Rolf sendt i det fri, inden han trådte ind i kroen, for den slags var ikke velset – og han ville tiltrække sig tilstrækkeligt med opmærksomhed uden sine to følgesvender alligevel, det vidste han. Den store halvork, kun iført sin kappe og kofte, som altid, kom over dørtærsklen og mærkede mange øjne på sig, som han antastede en kropige og bestilte sig en kop vand, som kun affødte en overraskende, skeptisk reaktion.

Rolf havde fået at vide, at han skulle mødes med en blond lille menneskekvinde. Han kiggede rundt i kroen og mærkede hvor utilpas han var sådan et sted. Han duede ikke blandt store menneskemængder, og slet ikke i trange kroer. Ud af sin øjenkrog spottede Rolf personen han regnede for sin kontakt, hvorfor han med bestemte skridt hurtigt var ovre ved det isolerede hjørnebord, hvor han uden videre tog plads overfor den anden. Han ville helst spilde så lidt tid som muligt.

Rolf forsøgte at læse kvindens tanker imens han stillede hende spørgsmålet, for han havde hverken tid eller vilje til, at sidde og kukkelure og trille tommelfingre på den berømte kro:

”Okay, hvor er han så henne?”

Med det sagt, i sin unikke, knurrende, dybe stemme, betragtede Rolf den lille kvinde – nej pige, som han sad over for. Hun var ringe klædt, i gammelt, laset tøj og iført fodtøj der længst havde set sine gode dage både komme og gå. Hun havde kigget ned i bordet, men Rolf stirrede på hende med sine gennemborende røde øjne og han ville søge øjenkontakt med hende, når eller hvis hun kiggede op.

Et forskrækket set for igennem Silver som en skyggelse dempede lyset for kroen foran hende. Men yderligere reagerede hun ikke. Silver havde for længst lært at det at reagere var noget af det værste man kunne gøre, det opmundrede folk til at fortsætte, og eftersom hun ingen viden havde om mandens sintentioner, så havde hun ikke videre lyst til at opfordre dem ubevidst. 
En undren var dog umulig ikke at lade glide over hende ved hans ord. Hun fik dog en fornemmelse af at denne han var af vigtigere betydning for noget, og dermed muligvis nogen hun kunne drage fordel af. Eller nemmere endnu, drage fordele af ham igenenm manden foran hende. 
Hun fugtede sine læber langsomt, trak tiden ud til at lægge sit ansigt i betydeligt neutrale folder, og gøre sine øjne kolde som is, inden hun langsomt løftede blikket og fikserede det på personen foran hende. Hun noterede ligegultigt hans udseende. kiggede bare afventende på ham søgende efter noget hun eventuelt kunne bruge mod ham. "Jeg beklager Den herre, men jeg må bede Dem udybe hvem han er" Hendes stemme var næsten tom, om end en undertone af den blide person Silver en gang var, og satdig kunne være når hun gad. Lå gemt i hendes tone uanset hvor meget hum prøvede at skjule det. 

Silvers læber krøllede sardistisk op i et glædesforladt smil, inden hun igen sænkede de isblå øjne til bordets overflade, intagende den ligegyldige position hun altid bar i offentlighed. Og alligevel boblede en glæde inde i hende. Han var det første... levende væsen hun havde kigget direkte på længe. Og uanset hvor meget hun stålsat havde besluttet sig for at hun syntes andre menensker var overvuderet, så kunne hendes mere sociale sider ikke lade vær med at glædes ved synet af noget levende. Der ikke var umidelbare planer om at dræbe forløbigt. 

Hun anede ikke hvad han talte om. Rolf sukkede dybt, højlydt og særdeles inderligt, efter han fik det enormt utilfredsstillende svar på sit spørgsmål. Rolf havde fået øjenkontakt med den ene og havde betragtet hendes noget særprægede, unge øjne. Tøsen, som Rolf skød til mellem fjorten og seksten somre, vidste absolut intet, som han kunne bruge til noget. Enten havde det hele været tidsspilde, eller også var han bare for tidlig på den. Rolf vidste, at han ikke kunne begynde at gå løs inde i kroen, hvorfor han bare lagde låg på sig selv og fulgte tøsens blik ned i bordet, inden han rystede på hovedet og så rundt i det store rum.
Rolf skulle vente. Der var intet andet at gøre. Vente og håbe, imens han sad med foden i fælden, som en anden idiot, og bare kunne vente på, at den klappede. Han fnøs og kiggede igen på den spinkle lille skabning på den anden side af bordet.

”Du burde ikke sidde her i hjørnet,”

Knurrede han irriteret og belærende.

”Her i hjørnet sidder man, når man har et formål”

Vrissede han afsluttende og mærkede det krible lidt i fingrene, som han derefter utålmodigt trommede på bordets overflade. Rolfs bare overkrop glinsede let af sved. Hvis solen gjorde det varmt uden for kroen, så gjorde menneskemængden og den opbrugte ilt det varmt inde i kroen. Han hadede det og besluttede sig for, at han kun ville vente en ganske begrænset mængde tid i etablissementet, inden han begav sig videre og forhåbenligt kunne være more produktiv i sin søgen på svar. Han havde engang hørt, at man fik sandheden fra børn og fulde folk; i hans optik så var netop de to målgrupper de aller mindst troværdige af alle, som han havde mødt.

Et suk, altså fik hun ikke noget svar tydede det på. Silver var bestemt ikke dum nok til at presse på noget hun ikke var sikker på ville give pote, og hun var ikke en gang sikker på at det var værd at vide noget om denne han. Og dog fik hun på fornemmelsen at denne han, kunne være af meget vigtig betydning for hende hvis hun alligevel uvendtende nok vidste noget om ham. 
Det tog hende kun et øjeblik at ændre taktik. Hvis ikke han havde planer om at fortælle hende det friviligt måtte hun jo lokke det ud af ham. Diskret rettede hun på kjolen, lod den glide længere ned og fremvisen en god potion mere af den barm hun normalt prøvede at gemme så meget væk som muligt. Før hun kiggede op på ham, med hendes mest indbydende smil som hun hørte hans ord.

"Og hvad, helt nøjagtigt, får dig til at tro jeg ikke har et formål med at side her" Spandt hun lavmelt som hun denne gang lod sine øjne møde hans - med en del mere varme end normalt. 
Et liv på gaden havde efterhånden lært Silver de mest nødvendige kernetegn af forførelse, men på trods af hendes til tider hårdt prøvede liv havde hun aldrig sunket så lavt som til at stå på et gade hjørne. Hun havde nøjets med opserverende at snige sig efter dem der gjorde det, med vemmelse i munden over at de kunne finde på det.
Den samme vemmelse der smagte grimt i hendes mund nu, som hun skød brystkassen frem, og lænede sig ind over bordet mod den fremmede foran hende. 

Rolf mødte først tøsens blik, og lod derefter øjnene vandre til hendes beskedne, om end fremskudte, barm. Hun var alt for lille og spinkel, nåede han at tænke, han regnede ikke med, at hun overhovedet ville kunne klare to hele minutter. Hun stak ham et inviterende smil og talte, imens Rolf hævede et bare ugidelige øjenbryn. Den lille pige prøvede virkelig, men hun havde ikke en chance. Nok var det ikke mange kvinder som flirtede med Rolf - størstedelen var for bange af hans aggressive positur og primitive væremåde, men de enkelte som gjorde, var tid mere end fuldvoksne og mere end bare lidt villige. Det forekom ham, at hans type åbenbart kun tiltrak en helt bestemt slags kvinde; og den petite figur på den anden side af bordet var helt bestemt ikke ærlig i sine handlinger.

”Der skal mere til at imponere mig, lille tøs”
 
Brummede Rolf og rystede på hovedet af det blonde barn og tog en dyb indånding inden han fortsatte, ligeså overbærende som tidligere:
 
”Hvis jeg skulle gætte på dit "formål", så ville det være at franarre kvabsede handelsmænd deres hårdtjente krystaller – jeg vil endda gætte på, at en del af dem bliver ret skuffede, når du åbner toppen der”
 

Hånede Rolf afsluttende, hvor den sidste sætning blev sagt ud i lokalet, som han kiggede rundt i, efter at havde vurderet, at den sexlokkende lille dame ikke var hans opmærksomhed værd. Han havde ikke engang noget hun kunne stjæle, tænkte han, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Rolf bed tænderne sammen og spændte skiftevis højre og venstre bicep, der fint svulmede frem og tilbage, og gav ham en god fornemmelse.

Shila der aldrig havde været meget for at imponere folk, kunne ikke lade vær med at smile skævt af hans ord. Godt så, hvis han ikke ville leje den her lej på den blide måde, så måtte de jo lade vær med det. 
Afventende lænede hun sig tilbage og lod søgende sit blik glide over hendes fremmede selskab, nysgerrig på hvad han egentligt skulle her. Hun havde ydermere på fornemmelsen at det ikke var her han normalt befandt sig hvis han kunne være fri, om end hun ikke var helt sikker på at hendes antagelser var korrekte. 

Hun kluklo lavmelt ved hans næste ord, ikke hvad hun havde forventet, men om ikke andet hvad hun kunne forvente at blive forvekslet med. Det var dog ikke desturmindre lidt fornærmende at blive sammenlignet med det, og et hårdt glimt gled hurtigt over hendes øjne, som hun var færdig med at morre sig over hans ord. "Det fornærmer mig at De ikke tror jeg er fingernem nok til at få krystaller ud af havfulde soldaters lommer uden at smide tøjet" Sagde hun goldt til ham, mens hendes øjne søgende gled over kroen.

Den unge dame lænede sig tilbage, og Rolf vurderede hurtigt, at hun nok ville tage hendes ting, hvis hun da havde nogen, og så smutte. Det gjorde hun imidlertidigt ikke, i stedet blev hun nærmest mere trodsig, stædig. Rolf var usikker på om det var et barn der talte, eller en egentlig ild i hjertet. Han hældede langt mere til det første, og regnede ikke med, at bekymre sig om den bettes tilstedeværelse meget længere.
 
Rolf drejede hovedet og kiggede på hende, med et ansigtsudtryk der ikke lagde skjul på, at han var fuldstændig og aldeles ligeglad med hvad hun havde sagt. Det var bare noget ævl, og hendes stolthed var et latterligt tema for ham overhovedet at overveje.
 
”Så gør det”
 

Sagde Rolf, efter at have besluttet sig for, at han ville kalde tøsens bluff. Han gestikulerede med sin hånd ud i kroen. Det var vanvittig risikabelt, tænkte han, og ville sandsynligvis resultere i livslang bortvising, hun kunne blive arresteret, måske lide fysiske konsekvenser også, hvis det var det helt forkerte mål hun valgte. Nej, tænkte Rolf til sig selv, pigen ville blive siddende, for hun var all talk.

Med et lille smil stadig spillende om hendes læber krydsede hun armende over brystet, vippede hendes hoved lidt fra den ene side til den anden. Ganske vist havr hun indvendigt rødglødende rasende af det afskyelige væsend der våvede at antage at hun ikke kunne klare sig igennem livet uden at smide tøjet, som en eller anden simpel gadetøs. 
Indrømmet på mange måder var hun ikke bedre end dem, og i modsætning tl dem sov hun på gadens golde sten om natten, men hun havde da sin verdighed endnu, og hun havde planer om at beholde den. 

"og hvorfor skulle jeg så gøre det? det ville være så nemt for dig at afsløre mig så ville det ikke?" kurrede hun sukkersødt, med hoved på skrå ogf et djævelsk halvsmil legende med hendes mundvig. Hun havde abselut ikke nogen planer om at stjæle så meget som et hovedhår fra nogen her inde. Hendes øjne havde allerede set på dem allesammen. Ingen af dem var tæt på langt nok væk i alkoholdens tåger til hendes formål. 

Silvers øjne hvilede roligt på skabningen foran hende, afventende. Om end hendes blod kogede i årende på hende, så var hun vant til at holde roen udenpå. Med en dyb indånding kølede hun sit temprament lidt ned, og samlede sine tanker. Ingen grund til at gå amok nu, det ville ikke klæ hende. 

Rofl mærkede hvordan det var lykkedes ham at irritere den lille dame, og selvom hun opretholdte hendes relativt afslappede facade, så bankede vreden hende for brystet. Rolf havde nok ikke luret den, hvis han ikke ligefrem kunne fornemme hendes sindtilstand med sin ene magiske evne – men det kunne han jo. Hendes anklage var dog malplaceret, for selvom der sikkert ville være en vis morskab som Rolf kunne opnå, ved at angive pigen, så målede det ikke op imod at opretholde en lov, som ingen steder hørte hjemme. Man fortjente ikke mere, end man kunne passe på. Blev man berøvet, overfaldet eller på anden måde angrebet, så var det op til en selv, at forsvare sig. Kunne man ikke det, så led man blot den skæbne, som man fortjente.
Rolf så imod sit markant mindre modstykke i samtalen og rystede opgivende på hovedet.
 
”Så lad være. Vi ved begge to godt, at du kun er her for at udnytte nogle af disse fatsvage røvhuller”
 
Begyndte Rolf og trak let på skuldrene, inden han vendte sit blik ud i menneskemængden igen, spejdende, og så fortsatte:
 
”Gør det eller lad være. Men prøv noget med mig og det er det sidste du gør”
 

Det gik op for Rolf, at han netop havde spildt noget af sin dyrebare tid i dette liv på, at true et ligegyldigt tøsebarn. Hvorfor han overhovedet bekymrede sig det fjerneste om hende var han ikke sikker på – men han var i enormt dårligt humør overhovedet af at være på kroen, og han overbevist sig selv om, at det måtte være grunden; og det var det sikkert også.

En lille stemme i silvers baghoved fortalte hende at han havde ret, hun var her kun for at udnytte et eller andet overdrukkent røvhuls dumhed, nøjagtig som en engang havde udnyttet hendes mor fordrukne dumhed. Dårlig samvitighed ville nok også have været en del af hendes følelsesrigister ved den tanke, hvis ikke det var fordi hun afskyede hendes mors fordrukne dumhed så eminent meget at det ville være svært at finde noget hun nærede værere følelser til. "Du har ret, jeg har planer om at udnytte et eller andet selvsikkert røvhul der tror han har styr på det" Hun havde ikke engang planer om at lægge skjul på at det var hendes intentioner. Hvad pointe var der i at lyve til denne fremmede når nu han virkede til at have hel styr på hvad hendes planer alligevel var. "Men hvis det fordrukne røvhul ikke kan passe på sine krystalder så har han vel også for mange" Smilede hun koldt ad ham.

Silver ved at få sin egen latter galt i halsen ved hans næste ord, faktisk så galt at det endte u i et voldsomt hosteandfald inden hunh med tårde i øjnene af mordskab kunne kigge op på ham. "Dig, du har ikke noget jeg er intereseret i at røre med mine hænder" Svarede hun prøvende på at undertrykke hendes latterkramper. 

Rolf kiggede stadig ud i kroen, da kvinden talte. Hun gav ham ret i hvad han allerede vidste, hvorfor hele påstyret var komplet latterligt tidspilde. Han lukkede øjnene og forestillede sig momentært hvordan, hvis det var andre omstændigheder han var mødtes med kvinden, havde kunne tvinge hende i jorden og med sine tænder dræne livet fra hendes spinkle krop. Tankerne lagde en salig ro over halvorken, der kiggede på den lille dame igen, da hun begyndte at le, med fornyet indre styrke. Det petite menneske lo ad ham, det var der ingen tvivl om. Så åbnede hun munden igen og fortalte da Rolf, at han intet havde der kunne interesse hende, og Rolf erkendte øjeblikkeligt, at hun garanteret havde ret. De to havde absolut intet, som de kunne tilbyde den anden, så ville have værdi.
 
”Jeg er enig”
 
Konstaterede Rolf derfor, brummende og viste tænder til kvinden – de skarpe tænder, som den ene halvdel af Rolfs ophav var skyld i. Tænder der betød, at han var kødæder og ikke ufarlig. At han ikke var menneske, hvis det ikke var tydeligt nok, og aldrig blev det. Det var en ubevidst handling.
 
”Så skrid, din lille lort”
 
Kom det så ud af Rolf, ganske nonchalent, til den leende tøs. Hun kedede ham, men var også særligt irriterende på hendes egen måde. Det var en frygtelig kombination. Havde hun bare været mere spændende, eller mindre irriterende – eller havde han haft en bedre dag. Rolf slog en fald hånd imod bordet, med et højt smæld, der fremtvang flere nysgerrige blikke fra de nærmeste i kroen, der dog hurtigt kom sig over deres nysgerrighed.
 
”Skrid!”
 

Gentog den store halvork, denne gang med et snert af irritation i stemmen.

Silver måtte ærlig indrømme at hun var mere overrasket end normalt ved at få ret fra denne afskylige skabning foran hende. Det stoppede hende dog ikke for at nære negative følelser overfor ham, følelser hun ikke ofte nærede over for fremmede, men lige ham her havde et særlig talent for at pisse hende godt og grundigt af. 
Hendes negative følelser fik da også hurtigt lov til at erstatte hendes overraskelse ved hans neste kommentar, men i modsætning til før hvor hendes vrede var lettere brændende, var dette en dyb kontrolerede vrede forbundet med hendes kræfter. Og selvom hun ikke vidste hvordan hun skulle bruge dem, så var hun godt klar over hvordan det føltes når de lå og ulmede under overfladen, klar til at beskytte hende. Imidlertidig forholdt hun sig helt rolig, selvom afskyen sikkert var skrækkelig tydelig i hendes kolde øjne. 

"Så vidt jeg kan se er det dig der sider ved mit bord" hvislede hun ondskabsfuldt af ham. Det var faktisk ganske sjældent hun blev så vred, mest fordi denne vrede for det meste ikke medførte noget praktisk så hun havde lært at styre den. Lige i dag var hun dog træt ven på hendes rejse så den havde haft lettere ved at komme op til overfladen. "Men hvis du er utilfreds med selvskabet, burde du måske finde nogen andre at irretere"

Rolf slog hårdt i bordet og pegede over på den lille kvinde, hvis tanker han havde læst for at finde hendes navn, og skar tænder igen. Hun var en frygtelig lille dame, og han havde gladeligt snittet hendes ansigt i hundrede stykker, hvis de ikke var fanget inde på kroen. Rolfs tålmodighed var sluppet op og hans sind var ved, at få ham til at koge fuldstændig over.
 
”Hvis jeg ser dig igen, lille lortebarn, så skærer jeg dine patter af og stoppet dem op i røven på dig, ”Silver” – det er et løfte”
 

Vrissede han arrigt, og rejste sig så op i et voldsomt ryk. Rolf så ned på den unge dame, inden han gik med målfaste, hurtige skridt ud af kroen igen, hvor det nu stod klart for ham, at han fuldstændigt havde spildt sin tid – og hvis han ikke ville rykke hovedet af tøsen og komme i store problemer, så blev han nødt til, at fjerne sig selv fra situationen; hvilket han altså gjorde. Rolf skrev sig Silvers udseende bag øret og glædede sig allerede inderligt til den dag de mødes igen, hvor han ville gøre alvor af hvad han havde sagt til hende, og nyde hvert et sekund af hendes skrig og vrælen. Han ville ødelægge hende. Så han hende aldrig mere, så ville han også fint kunne overleve det. Hun ændrede intet, i det store billede, for ham.

//Out

Tråd afsluttet