Sted: Ved den vestlige udkant af Kzara-bjergene.
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Overskyet himmel, let brise; køligt.

Som det i disse tider altid var tilfældet for Rolf, så var han ude efter en ork. Han havde fulgt samme spor i et par dage, efter et tip fra et menneske, og havde for første gang følelsen af, at hans biologiske far var inden for rækkevidde. Sporet havde ført Rolf imod Kzara-bjergene, som omkransede Kzar Mora, dæmonriget. Rolf havde kun én eneste gang før sad sine bare fødder i dæmonernes domæne. Ikke fordi han frygtede det, men fordi han kun den eneste gang havde haft grund til, at være det. På daværende tidspunkt havde det været en ork, som havde braft Rolf til det mørke landskab – nu håbede han bare, at denne gang ville være anderledes, da første gang bestemt ikke havde båret frugt på nogen som helst måde.

Med et let smil spillende på læberne gik halvorken og fløjtede fornøjerligt. Rolf var i godt humør, og han kunne se for sit indre øje hvordan han ville dræne livet fra Argu, sin dødsfjende, og så... Ja, så vidste han egentligt ikke hvad som kom efter. Det var også fuldstændig ligegyldigt, for kun Argus død var af betydning. Rolf fløjtede en melodi som han digtede undervejs. Den var ikke synderligt tematisk, men for hans ører lød det nu udmærket alligevel. Om det var netop grundet fløjteriet eller ej, så forsvandt rakkalaphen i hvert fald fra Rolfs side, som blev den kaldet fra himlen, men det forstyrrede overhovedet ikke halvorken. Havde der været en særlig grund, så havde dyret informeret ham – og han var desuden ikke bæstets herre. Slangen lå snoet om hans hals som den næsten altid var, og sov uden problemer igennem spektaklet.

Sporene efter orken, som var alene, blev friskere og friskere. Rolf lagde en dæmper på sig selv og forstod pludseligt, at orken var langt tættere på, end han først havde antaget. Måske det var derfor ulve-dyret var sat i løb. Rolf spilede sine øjne op og slikkede sig om munden, imens han satte farten op. Ikke et kvarter senere havde Rolf frit udsyn til den enlige ork, som denne havde placeret sig ved at træ, for at skide i skovbunden. Uheldigt tidspunkt, tænkte Rolf til sig selv, som han i en glidende, øvet bevægelse fjernede først Kappe og derefter kofte. Kort efter var han iført sin skind maske og bjørnepoter, men derudover nøgen – sådan som han altid var, når han var i kamp. Her var der dog ikke tale om kamp – ikke lige umiddelbart, i hvert fald, men der var tale om smerte. Om smerte og om mening.

Rolf sneg sig op bag den skidende ork, som kom med nydelsesstøn og højlydt gryntede. Han fattede en sten i den ene hånd og hamrede den i orkens tinding. Havde det været et menneske var personen sikkert død, men orkerne var tilpas tykhovede til, både at overleve sådan en omgang, og samtidig ofte slet ikke miste bevidstheden af en knytnæve. Orken faldt om i græsset, nu tilsølet i skidt og lort. Rolf knurrede af stanken, og tog fat i orken krave og trak ham væk. Rolf placerede orken op af et andet træ, uden at gøre sig den ulejlighed at trække staklens bukser op, og stampede så orkens ene knæ, der øjeblikkeligt sagde knæk og bøjede sig i en særdeles uvant vinkel. Orken spærrede øjnene op og skreg, hvortil Rolf stampede på det andet knæ som svar, der havde samme reaktion på angrebet som det foregående. Orken løb ingen steder.

”Nu starter vi stille og roligt…”

Hævdede Rolf i sin klassiske, knurrende stemme, hvorefter han skar tænder bag masken og rettede sig op i fuld højde foran orken. Den siddende kunne betragte halvorkens nøgne skikkelse, ork-masken og bjørnekløerne. Rolf så ægte rædsel i orkens øjne. Enten havde den hørt om ham, eller også kunne den fornemme, at der kun var én måde det hele kunne ende på. Med det i tankerne, så gav den beskidte, afklædte halvork sig til at le.

Det var underligt for Sarká at have sat fod igen i dæmonernes rige, sat fod i Kzar Mora. Især efter hendes møde med Rafixul. Det var tre måneder siden hun sidste havde været i riget som egentligt var hendes hjem. Næsten fire. Men hvad vidste Sarká om det. Tid var aldrig noget hun var særligt klog på. Så det var nok også hvorfor hun var endt med at gøre som hun gjorde på denne eftermiddag.
Hen over middag havde hun stødt ind i en lille bunke rakkerpak som sad om et bål mens hun passerede forbi dem på en af de små landeveje. Hun var ligeglade med dem i det øjeblik, men hun overhørte ordet dusør og så en af mændende slå den anden for at tysse på ham mens hun gik forbi. Det virkede derfor for hende som om det var en dusør der måtte være stornok og betydelig nok til de tre mænd. Så kort efter lysningen hvor hun havde set dem stoppede hun op og ventede. Hendes sjæl forlod hende og holde øje med dem som hun ventede bag et træ og slappede helt af. 

Da mændende igen begynde at begive sig afsted fulgte sjællen dem en god del af vejen ind igennem skovens træer og det var ikke undrende for Sarká at en person der var eftersøgt ville gemme sig derinde, for herinde forsvandt folk bare pludseligt, så et mord eller bo var som ubemærket når det skete her.
"Har i hørt det han gjorde ved den lille pige..." Sarká lyttede ud af interesse med og prøvede at finde ud af hvem den eftersøgte var. Og da en af mændende satte sig på hug og udpegede spor fra hvem de troede måtte være ham og en rakkalaph gav to og to pludseligt fire.

Sarká trådte ud af skyggerne hun gemte sig i bag træerne og trak roligt langsværdet ved hendes side ud af dets skede. "Goddag drenge." sagde hun og de stivnede kort allesammen som hendes amulet blev synlig fra lyset i deres fakler. Hun var kun iklædt en længere kilt af brunt old der var skåret op i siderne til hendes hendes lårs midte og en kort top der glædeligt afslørede de ar hun havde på både arme, maven og siderne af benene. En påklædning der var praktisk i kamp for en som hende der mente rustning kun var for de svage.
Hurtigt kastede hun sig frem og fjernede deres hoveder fra resten af deres kroppe og kun med et enkelt sår i skulderen. En kniv havde skåret hen men som hun kiggede ned i sporene der nu var blodet til kiggede hun frem og fulgte dem ivrigt. Hun var nu næsten sikker på at hun vidste hvem der måtte være for enden af sporene. En Rakkalaph, Pigen, Halvork... Rolf Dødshøj. Dusør af 2 Safirer hvis givet til Lyset. Nok var hun ikke dusør jæger, men hun havde så længe hun kunne huske haft en interesse for eftersøgte folk. Det var nok en af de forfærdelige grunde til at hun nu var forbandet med et barn af Rafixuls som hun ikke ønskede sig... Men så alligevel.

Hun fulgte sporene og med hendes langsværd trukket stoppede hun som hun hørte et stort knæk. Sarká genkende lyden af en knogle der ikke længere måtte sidde hvor den skulle og hun smilede så som hun kom frem til træerne hvor hun kunne se en halvork stå nøgen over en ork hvis knæ ikke længere så ud til at have det så godt.
"Stille og roligt... Håber ikke jeg forstyrre noget privat." Sarká stod og så ham i ryggen, men det så nu altså lidt forkert ud i Sarkás hoved når hun kun kunne se skikkelsen af den nøgne orks krop og kunne se den anden ikke havde sine bukser på. Det var faktisk et syn der fik et lille fnis ud af Sarká.

Det var underligt for Sarká at have sat fod igen i dæmonernes rige, sat fod i Kzar Mora. Især efter hendes møde med Rafixul. Det var tre måneder siden hun sidste havde været i riget som egentligt var hendes hjem. Næsten fire. Men hvad vidste Sarká om det. Tid var aldrig noget hun var særligt klog på. Så det var nok også hvorfor hun var endt med at gøre som hun gjorde på denne eftermiddag.
Hen over middag havde hun stødt ind i en lille bunke rakkerpak som sad om et bål mens hun passerede forbi dem på en af de små landeveje. Hun var ligeglade med dem i det øjeblik, men hun overhørte ordet dusør og så en af mændende slå den anden for at tysse på ham mens hun gik forbi. Det virkede derfor for hende som om det var en dusør der måtte være stornok og betydelig nok til de tre mænd. Så kort efter lysningen hvor hun havde set dem stoppede hun op og ventede. Hendes sjæl forlod hende og holde øje med dem som hun ventede bag et træ og slappede helt af. 

Da mændende igen begynde at begive sig afsted fulgte sjællen dem en god del af vejen ind igennem skovens træer og det var ikke undrende for Sarká at en person der var eftersøgt ville gemme sig derinde, for herinde forsvandt folk bare pludseligt, så et mord eller bo var som ubemærket når det skete her.
"Har i hørt det han gjorde ved den lille pige..." Sarká lyttede ud af interesse med og prøvede at finde ud af hvem den eftersøgte var. Og da en af mændende satte sig på hug og udpegede spor fra hvem de troede måtte være ham og en rakkalaph gav to og to pludseligt fire.

Sarká trådte ud af skyggerne hun gemte sig i bag træerne og trak roligt langsværdet ved hendes side ud af dets skede. "Goddag drenge." sagde hun og de stivnede kort allesammen som hendes amulet blev synlig fra lyset i deres fakler. Hun var kun iklædt en længere kilt af brunt old der var skåret op i siderne til hendes hendes lårs midte og en kort top der glædeligt afslørede de ar hun havde på både arme, maven og siderne af benene. En påklædning der var praktisk i kamp for en som hende der mente rustning kun var for de svage.
Hurtigt kastede hun sig frem og fjernede deres hoveder fra resten af deres kroppe og kun med et enkelt sår i skulderen. En kniv havde skåret hen men som hun kiggede ned i sporene der nu var blodet til kiggede hun frem og fulgte dem ivrigt. Hun var nu næsten sikker på at hun vidste hvem der måtte være for enden af sporene. En Rakkalaph, Pigen, Halvork... Rolf Dødshøj. Dusør af 2 Safirer hvis givet til Lyset. Nok var hun ikke dusør jæger, men hun havde så længe hun kunne huske haft en interesse for eftersøgte folk. Det var nok en af de forfærdelige grunde til at hun nu var forbandet med et barn af Rafixuls som hun ikke ønskede sig... Men så alligevel.

Hun fulgte sporene og med hendes langsværd trukket stoppede hun som hun hørte et stort knæk. Sarká genkende lyden af en knogle der ikke længere måtte sidde hvor den skulle og hun smilede så som hun kom frem til træerne hvor hun kunne se en halvork stå nøgen over en ork hvis knæ ikke længere så ud til at have det så godt.
"Stille og roligt... Håber ikke jeg forstyrre noget privat." Sarká stod og så ham i ryggen, men det så nu altså lidt forkert ud i Sarkás hoved når hun kun kunne se skikkelsen af den nøgne orks krop og kunne se den anden ikke havde sine bukser på. Det var faktisk et syn der fik et lille fnis ud af Sarká.

Rolfs latter døde ud, og han kiggede orken i øjnene, imens han satte sig ned i huk foran den.

”Du må forstå, at jeg kun gør det her fordi jeg nyder det”

Hvorefter han rejste sig op, og orken så begyndte at grine til svar. Rolf sænkede irriteret øjenbrynene, men orken vedblev bare sit latterudbrud. Rolf bed tænderne sammen og tog en dyb indånding, imens han begyndte at læse, nej granske, orkens sind. Mest var det ligegyldigheder, men så kom han frem til sagens gerne. Rolf samlede sig om øjeblikket igen, og skulle til at gøre livet rigtigt surt for den leende ork, inden både ham selv og orken blev med ét blev helt stille. En anden stemme tiltalte dem. En kvinde, et menneske, en nordbo, tiltalte dem. Rolf genkendte med det samme frisuren, kort i den ene siden, ligesom… Rolf mærkede et sug i maven og et øjeblik vidste han slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Halvorken fattede en sten i en hurtig bevægelse, og vendte sig imod orken, som absolut ikke havde fortjent, at se hvad den gjorde. En hurtig bevægelse og en knasende lyd, så var orken bevidstløs igen. Rolf kunne ikke andet end at håbe, at den stadig ville være i live, når han havde håndteret situationen med kvinden – uanset hvem hun nu var. Han mærkede hvordan hans mund fyltes med spyt og han blev nødt til at synke, inden han gav kvinden svar på tiltale.
 
”Du forstyrrer ikke andet end en lille samtale jeg havde med dette orksvin”
 
Prøvede Rolf og blev pludselig klar over hvor nøgen han var. Det var for sent at iklæde sig tøj, men han følte sig, for en stund, virkelig nøgen, som han stod med fronten bar imod kvinden med håret. Rolf førte sin ene hånd op til sit ene øre og spændte skindmasken af, og smed den i skovbunden. Nu var han hverken det ene eller det andet, ligesom kvinden foran sig, tænkte han.
 
”Du burde lade mig i fred”
 
Stemmen var knurrende og truende som altid, for det var ikke noget Rolf kontrollerede, men han sagde ikke at kvinden ”skulle”, eller at der ville være konsekvenser. Det var ydmygt, men ikke ydmygende. Han blev nødt til, at agere i takt med sine egne følelser, og de fortalte ham, at kvinden foran ham ikke kunne komme noget til. Han ønskede og bad et øjeblik, at hun dog bare ville lade ham være i ro. Realiteten var, at kvinden havde opsøgt ham, det vidste han, opsøgt ham med noget på hjerte, som nok ikke var noget, for Rolfs vedkommende, særligt behageligt.

Rolf kunne ikke lægge sig ned og dø, men han kunne heller ikke angribe kvinden. Da han indså det, så trak han begge sine bjørnepoter af og smed dem i retning af skindmasken. Nu var han ikke længere en mellemting, nu var han bare. Iført intet, som den dag han blev født. Gik kvinden på ham, så ville Rolf pacificere hende eller dø i forsøget.

Sarká så til som den høje halvork slog orken, hvis knæ ikke burde være hvor de var, koldt ud med en sten. Det virkede måske som en voldlig måde, men det bragt et koldt ligegyldigt smil til hendes læber som halvorken vende sig mod hende. Af en halvork og være virkede han ikke til at have et særligt godt forhold med andre orker, så måske var han udstødt af dem og ønskede hævn? Ellers ville Sarká ikke forstå hans udbrud, ihvertfald ikke uden en forklaring.
Da skindmasken blev smidt fangede Sarká sig selv i at træde et enkelt skridt tilbage. Hvorfor smed han den. Han havde næsten allerede intet på, så havde han bare tænkt sig at smide resterne af det han havde på? Hendes blik fulgte maske gennem luften til den ramte jorden og der fik hun også et glimt af noget andet der fik hendes opmærksomhed.

Sarká bed sin underløbe som hun fangede et glimt af hans ædlere dele. Nok havde Sarká været i kanen med Rafixul hvis manddom ikke ligefrem var lille af størrelse, men synet her var jo næsten ufatteligt. Var han faktisk en halvork eller var han halv hest!? Hun så kort forskrækket men stoppede med at tænke over det som hans bjørnekløer også. Nu stod han som et nyfødt barn. Komplet nøgen, og så foran Sarká. Og hun så så til himmels og forbandede guderne endnu en gang. "I er monstre der tager alt sjovt fra mig. Hvorfor." spurgte hun retorisk mens hendes blik faldt til jorden igen. "Nå ja. De lytter ikke alligevel."

Hendes greb om sit sværd strammede som hun løftede det og pegede det direkte mod orkene der var blevet slået bevidstløs af Rolf. Men hun pejlede det hurtigt om mod Rolf og hendes blik ændrede sig til et skævt smil. "Jeg har en bedre ide." hun kastede sit sværd op i luften og greb hilten som hun stak sværdets spids i jorden. Sværdet var allerede ikke særligt godt siden det var længe siden det sidst blev slebet eller repareret på nogen måde. Så ingen skam i det.
Hun knækkede sine hænder og trådte tættere på Rolf. Hun havde tænkt sig at tage kampen her og nu. For hun skulle vise at selvom han var eftersøgt så var hun stadig ham overlegen. Det var noget hun altid havde brug for når hun mødte de eftersøgte.
"Hold dig ikke tilbage." råbte hun som hun satte i spurt mod den høje mand med næverne løftet.

Kun med en meters afstand fra halvorken hun næsten var hundred procent sikker på måtte være den Rolf hun havde hørt om sprang hun fra jorden med et slag mod hans tud. Hun ville starte med at banke den ind hvis hun fik chancen, for hvorfor ikke? Hun prøvede derfor med to salg, det ene skulle ikke faktisk ramme, men det andet var slaget der lå kraft i.

Rolf både så og hørte kvinden henvende sig til guderne. Han gav ikke fem potter pis for dem. Det eneste der betød noget for halvorken var ham selv og hans mål. Kvindens tro var dog åbenbart også noget begrænset, hendes opfølgende bemærkning taget i betragtning. Rolf bed tænderne sammen. Han gik en anelse ned i knæ, til kampklar stilling, som den mørkblonde kriger først pegede sit sværd imod ham, og kort efter plantede det i jorden. Hans øjenbryn skød i vejret og han åndede ganske lydhørt lettet op. Hun ville ikke slås med ham; eller det troede han i hvert fald ikke, før kvinden pludselig var på vej imod ham med fuld fart, ledsaget af en eller anden bemærkning om, at Rolf ikke skulle holde sig tilbage. Var hun fuldstændig fra forstanden? Han var langt større og stærkede end hun kunne være, og så udfordrede hun ham til nævekamp!?
 
Rolf stod stadig og så en smule bøvet ud, da kvindens første slag kom, der ramte ham lige på næsen. Der var en forbavsende mangel på kraft i slaget, og snart kom det opfølgende, som Rolf var mere beredt på, og undgik ved at rykke hovedet til side som en øvet, hurtig kæmper. Af alle de former for kamp som Rolf var meget bekvem i, så foretrak han hånd-til-hånd mest. Helt tæt, og helt intim. Han var ikke uovervindelig, det havde han erfaret gennem årene på den hårde måde, men det var tæt på.
 
Rolf der indtil da havde haft sine arme til af hænge ned langs siderne, hævede dem nu op foran sin blottede overkrop, og flyttede sin højre fod bag den venstre. Ved hendes næste udfald, så blev han nødt til, at skride til modangreb. Det havde han virkelig ikke lyst til, men det var den bedste måde at få konfrontationen afviklet hurtigt, så han kunne trække vejret ordenligt igen.
 
”Jeg vil ikke skade dig,”
 
Sagde Rolf ærligt, og håbede inderligt, at kvinden dog bare ville tage hans ord til sig og lade ham være alene med den bevidstløse ork. Rolf studerede kvinden, imens han talte. Hun var lidt lavere end hans mor havde været, som han huskede det, hendes ansigt havde lidt mere markerede træk; hårfarven var en anelse mørkere, men frisuren var næsten fuldstændig identisk. Ligheden var umulig, at komme uden om. Rolf sank en klump og så meget sammenbidt ud, et øjeblik. Kvindens tøj var praktisk, og kroppen var arret og trænet. Præcis som Rolf var sikker på, at hans mors var det, hvorend hun nu engang var.  
 

”Lad være med, at tvinge mig til det”

Hvad var det her for en halv-ork ork? Han virkede ikke til at kæmpe selvom han havde haft noget kørende før med den anden ork, men måske var han kun interesseret i at torturere, men ingen mand der kun torturerede ville da havde sådan en overkrop som hans tænkte hun, men hun stoppede pludseligt sine hurtige bevægelser og overvejede det. Men tanken om at en eftersøgt halv-ork med hans resume af kriminalitet der ikke ville teste hendes kræfter irritere hende. Hun ville gøre sig selv stærkere gennem kampen, men hans humør omkring det her ødelagde hendes humør en smule.

"Hvad er der galt med dig!? Forstår du det ikke? Jeg har brug for det her."

Sagde hun som hendes mine kort så trist ud før hun rettede blikket op mod Rolf. Hun satte igen i løb, hun tænkte ikke meget over det men slog bare ud mod ham i frustration for at få sat ar på det fjæs der lige nu kastede ord ud af sig som kun bragte forvirring og vrede til Sarkás hjerte.
Nok med at hun ikke kunne nyde ham på nogen måde, så fratog han hendes sjov...

"Så lad mig i det mindste tabe!"

Råbte hun forvildet som det første slag kom flyvende mod hans kind. Hun tænkte ikke meget og hendes forsvar var komplet nede. Alt lå inde for det her angreb. Men det mindste han da kunne gøre var at slå tilbage, så kunne hun være tilfreds hvis det i det mindste brækkede en knogle eller to!
Hun havde glemt den anden ork, måske var han vågen og overvejrede bare det hele, men den var nok stadig slået ud efter slaget som Rolf havde bragt til den med stenen. Hvorfor kunne han ikke bare gøre det ved hende!?

Nordkvinden virkede særdeles utilfredshed, nærmest skuffet, over at Rolf ikke ville give hende en kamp, som hun åbenbart var på udkig efter. Hun løb igen imod ham og råbte noget om, at han så i det mindste kunne lade hende tabe. Rolf skar tænder, som han vidste, at det også var den eneste udvej for hende. Hun havde måske haft en chance med sit våben, men uden det var der intet hun kunne gøre, tænkte han. Hendes angreb var særdeles forudsigeligt, for det var ikke meget mere end et frustreret udbrud. Kvinden lagde sin fulde kræft bag slaget, hvorfor Rolfs reaktion på det kom til ham rent instinktivt. Kampen ville være ovre før den overhovedet var begyndt.
 
Orken ved træet, som stank af pis og lort, sad forsat i en akavet, foroverbøjet stilling. Den var åbenlyst ikke ved bevidsthed, men små, nærsten forsigtige, hævninger af brystkassen gjorde det klar for den observante, at den stadig var i live.

"Ja"
 
Indvilligede Rolf knurrende, og så med opspilede øjne på kvinden, og hamrede så den nærmeste albue lige imod hendes knyttede næve, der havde kurs imod hans ansigt. Det var et modangreb, som Rolf havde gjort brug af et utal af gange, og det var hans opfattelse, at man slap billigt fra det, hvis man kun brækkede et par fingre og håndleddet. Den mest voldsomme omgang havde været en elver, der havde fået knust flere fingre, fuldstændig ødelagt håndleddet og endda underarmen. Dengang var kampen dog endt med, at Rolf med et fastlåst greb havde gjorde et fuldkommen ende på elveren – og det var absolut ikke et tema med denne nordkvinden. Han havde gjort et særdeles effektivt og destruktivt modangreb, men det var også den bedste måde at afgøre kampen hurtigt.
 

Uanset kvinden reaktion, så sprang Rolf let-til-bens til side efter hans modangre, og øgede igen distancen imellem sig selv og sin modstander. Halvorken kiggede kort imod jorden, inden han rettede sig blik på mennesket igen. Han kunne ikke sige noget, vidste slet ikke hvad han skulle sige. Det hjalp næppe noget, uanset hvad han fandt på. Han ville sove uroligt, den aften.

Med modangrebet mod Sarkás slag fik hun endelig et smil på læberne. Et lille knæk var blevet hørt fra hendes hånd og da hun så prøvede at flytte hånden mærkede hun at den ikke helt sad hvor den burde. Det var den viden der havde bragt smilet til hendes læber. Han havde gjort skade på hende, mere end hun på ham. Og derfor kunne hun ikke bare give op endnu, ikke helt.
"Sådan der. Det var jo ikke så svært, var det vel." sagde hun mens hun så mod halv-orken Rolf. Dog var det ondskabsfulde smil forsvundet og hun greb om sit ødelagte håndled med sin stadigt velfungerende hånd. "Bare en skam at dit lille modangreb vil gå til spilde hvis du ikke tager chancen nu." forklarede Sarká som et lille mørk skinende lys opstod under hendes trøje.

Skyggerne omkring hende begynde at bevæge sig og dansede nærmest op af hendes ben som de banet et vej mod hendes ødelagte håndled. Hendes intense blå øjne blev kort mere mørke som skyggerne borede sig ind i håndledet og små knæk konstant kunne høres som hun prøvede at heale det til det bedste stadie hun nu kunne bringe det.
Hun stod forsvarsløs og håbede at han ville tage chancen. Et enkelt slag i denne her stilling ville være nok til at slå hende ud, hvis bare der var kraft nok bag det.

Sarká var dog en hård negl og begynde at formulere en plan som skyggerne fra de nærliggende træer og hendes egen bøjede sig til hendes vilje. Hvis han ikke ville tage chancen så var kampen forbi, for der ville være ingen grund til at blive ved med at prøve at tvinge ham vis han var sådan som han nu havde opført sig, men skulle han tage chancen så ville hun lave sin egen åbning. Hun så mod sit sværd i jorden og så mod orken ved træet  hvis bukser stadig lå om hans ankler. Hvis han slår mig, men jeg ikke ryger i gulvet, så må jeg jo tage hans pris. tænkte hun for sig selv som hun var begynd at heale skaden fra før.

 
Rolf stod sammenbidt og gloede uforstående på kvinden, som lod til at finde i form for nydelse i sit brækkede håndled, efter at Rolf havde udført sin kontra. Da roste hun ham, og opildnede ham derefter til, at kaste sig yderligere over hende. Rolf kunne slet ikke finde hoved og hale i kvindens opførsel, der forekom ham højst besynderlig, til trods for, at han havde oplevet lidt af hvert og mødt alle typer af menneskelige skabninger. Skygger gled op af nordkvinden og samlede sig om hendes håndled, som det virkede oplagt, at kvinden på en eller anden magisk måde var i gang med, at helbrede. Rolf kunne naturligvis ikke undgå at bemærke, at kvinden var blottet og svag – et bytte, som bare ventede på at blive fortæret. Det var bare for belejligt – for belejligt og desuden faktisk slet ikke noget, som Rolf havde lyst til. Af alle tænkelige ofre, som Rolf kunne gå løs på, så var en nordkvinde, særligt en som mindede om hans mor, afgjort helt i bunden.
 
Rolf læste kvindens tanker, hvorfor han instinktivt trådte ind foran orken, og da stod imellem den bukseløse og kvinden. Hvis hun havde noget i sinde med sine skygger, så havde Rolf ikke andet valg, end at skride til handling på den ene eller anden måde.
 
”Du får ikke flere chancer, gå med dig”
 
Knurrede Rolf, med sin dybe stemme. Han var fortsat ganske ude af sig selv, og usikker på hvordan han egentlig skulle opføre sig, eller forholde sig til kvinden foran sig. I hendes sind forstod han noget af hendes motivation, men det var skræmmende, at kode kvinden mentalitet sammen med billedet af Rolfs egen mor. Moderen var ganske vist stærk som ingen anden, men hendes jernvilje havde intet med kamplyst eller gejst at gøre. Det var svært at sætte sammen.
 
”Lad mig alene med denne ork. Det bliver et syn som selv en kvinde som dig ikke vil brydes om”
 

Hævdede Rolf, ærlig i sin betragtning, selvom han var usikker på indholdet. Hvis kvinden gjorde udfald imod den bevistløse ork, så ville han fjerne orken så hurtigt som muligt, da den trods alt stadig var mere værd en kvindens skalp – uanset hendes handlinger.

Sarká stod med sine skygger ved hånden og lod dem så dale ned på jorden for at genfinde deres naturlige plads. Hun tænkte ikke meget, men irritationen kunne føles i luften omkring hende. Orker var i hendes hoved altid klar på at tage en kamp op, uanset hvad, men den her svansede en! Den levede ikke op til dens ryg, den kæmpede ikke tilbage og den ville hende intet ondt!
Hun troede hun måtte være ved at blive vanvittig. Intet andet kunne jo forklare hvad der skete her.

"Jeg er sgu da pisse ligeglad med hvad du har tænkt dig at gøre med ham. Knep ham hvis det er hvad du føler for, dræb ham hvis det gør dig tilfreds! Men tro ikke at selv en kvinde som mig ikke kan klare en blodigt syn."

Sarká vende sig frustreret fra Rolf og bevægede sig mod langsværdet med spidsen i jorden. "Rolf... Tro mig. Jeg er ikke færdig med dig endnu." tænkte hun. Og greb om hilten af sværdet som endnu engang var blot for hende som en ekstra længde til hendes arm. Blot en meget mere skarp og dødbringende del.
Hun trådte ind mellem de to træer som hun også havde trådt forbi for at passere ind i lyset til Rolfs syn. Her stoppede hun op og kastede sine arme til siderne og vende sig hysterisk igen mod den forbandede pis irriterende amøbe af en ork der ikke kunne fatte hvad han var ment til at skulle gøre!

"Hvorfor er du sådan der! Tror du at du bare kan rende rundt på marker med sommerfugle og blomster stukket så langt op i røven at du er Isari?! Pfft! Du er ment til at skulle kæmpe, du er ment til at skulle dræbe! Hvorfor gør du det så ikke?! Er det fordi jeg er en kvinde?! Huh!"

Hendes arme fandt sig over kors ved hendes bryst og hendes ansigt skar tænder som hun inderligt ønskede bare at flå hans øre af med dem. Bare for at få den smule tilfredsstillelse ud af det!

 Rolf nærmest knurrede som en forulempet hund, da kvinden iltert råbte op om, at han kunne kneppe orken hvis det var hvad han i tankerne – det var det bestemt ikke. Rolf sagde ikke noget, for det var meningsløst at forsøge at overbevise nordkvinden om hvad han havde tænkt sig – og det var faktisk slet ikke noget han havde lyst til at gøre, heller. Hvad orken skulle udsættes for ville være noget som kvinden aldrig havde set magen, det var han ikke i tvivl om – og det ville han ærlig talt ikke udsætte hende for. Kvinden fattede sit sværd, men trådte så væk fra Rolf igen, snarere end hen imod ham. Da kom så hurtigt flere vrede tilråb, og så anklagen om, at Rolf skulle være kvindeundertrykkende, eller hvad hun nu insinuerede. Rolf kunne ikke stå for, at slå en dyb, rungende og hjertelig latter op.
 
 "-ahahaha...” som halvorkens latter døede ud rystede han bare hovedet og rettede så en hånd frem for sig, i kvindens retning. Pegende. ”Jeg spytter på Isari... Halvorken spyttede blasfemisk og ligeglad på jorden ”...og kan du ikke bare fatte, din dumme kælling, at du burde skride imens du stadig kan?”
 

Rolf skævede lidt imod orken. At kvinden kunne hans navn var ikke overraskende, da Rolf jo var efterlyst – men det var stadig en irriterende og underlig følelse, at høre sit navn i nordkvindens tanker. Det stak en smule nede i maven, og kvinden skulle forsvinde hurtigst muligt!

Sarká havde ikke forventet ordene om Isari, men de fik hende til at knække sig af grin, og grinet blev kun højere da han kalde hende kælling. Aldrig havde hun grint så højt efter at nogen skulle have troet at hun havde den mindste tro på guderne. Latteren der forlod hende ekkoede gennem skoven og hun vækkede sikkert den ene eller anden gruppe jægere der måtte have slået lejr i nærheden. Men det var blot alt for sjovt til at lade være med at grine af.
"Skull det der være en fornærmelse din tumpede grimrian." Hendes latter gjorde det klart at hun ikke længere tog meget af det her seriøst. Hun tog sit sværd fra jorden og langede det over skulderen hvorefter hun vende sig væk fra Rolf stadig med et smil på læberne.

"Jeg er smigret over at du kalder mig ved så fint et navn som kælling, så derfor vil jeg nu skride af helvede til. Vi kan jo ses på halvvejen smukke." Sarká så mod ham en sidste gang som hun så ud til at forlade lysningen og et lumsk smil bredte sig over hendes læber. "Men næste gang..." hun bevægede sig roligt ind i skyggerne af natten som klædte hende som et tæpper der lod hende forsvinde ind i skovens dybe mørke. "Næste gang håber jeg det bliver under andre omstændigheder og med mere. Entusiasme."

Hun forsvandt roligt gennem skoven for at vende tilbage til Kzar Dûn og tænkte konstant på den irritation og torn i nakken der havde været den her kamp. Næste gang ville hun være sikker på at kampen ville stå, og at hun uanset hvad ville finde ud af hvorfor han havde været så passiv den her gang. For han virkede til at være ude af sig selv, i forhold til at han var en halvork.

//Out 

Inaktiv Tråd // Afsluttet