Sted: Nord-øst for Oasen, i ørkenen.
Tid: Tidligt på aftenen.
Vejr: Stegende sol; varmt.

Rolf var blevet for forudsigelig. Han var intet kendt ansigt i landet, absolut, men tunger i skyggerne hviskede alligevel om en dyrisk halvork, som jagtede orker. De der gik op i sådanne ting, havde måske ikke nys om hvor eller præcis hvem han var, men de vidste, at han eksisterede. Det var så resulteret i, at Rolf havde valfartet til Rubinien, nord for Oasen, fordi han havde ladet sig erfare, at en ork, som besad noget meget vigtig information, opholdt sig der. Om orken nogensinde havde gjort det, var særdeles tvivlsomt – hvad der tilgengæld ikke var tvivlsomt, var det faktum, er der havde befundet sig en mindre gruppe mennesker, som havde ledt Rolf i en fælde. Intet pludseligt overfald eller noget i den stil, i stedet var Rolf, ikke stedkendt i ørkenen, blevet lokket i et enormt åbent og vidt landskab, og så holdt stangen af mændene der alle havde buer. Rolf havde forsøgt sig, med sin illusionsmagi, men der var ingen steder at løbe hen, midt ude i ørkenen. Enten måtte han overgive sig, eller også måtte han lade livet - og så var det trodsalt bedre, stadig at være i live. Slangen om Rolfs hals, som havde ophav i området, havde forsøgt at advisere ham helt imod udflugten, men han var drevet til den alligevel. Både rakkalaph og slange havde gruppen af mennesker heldigvis ladet være uskadte, men det var også kun fordi Rolf telepatisk bad dem om, at forholde sig i ro.

Solen bagede og Rolfs mave knurrede, da gruppen af mennesker stoppede ham ind i en vogn, sammen med hans to dyr, og så ellers kørte afsted med dem. Han råbte og skreg. Sværgede død og ødelæggelse over samtlige af de tilstedeværende, og deres familier, og så blev han, sammen med dyrene i vognen, magisk tvunget bevidstløs.

Rolf vågnede med hovedet begravet i sand, men det var ikke det klassiske sand fra ørkenen, derimod nedtrådt, kompresset sand. Sand der lugtede af blod og sved. En arenas underlag. Han var bekendt med det. Rolf anede ikke hvor han var henne, men han sprang på benene og rørte på sig selv, først for at sikre at alle lemmer sad hvor de skulle, og dernæst alle hans redskaber. Alt var som det plejede. Underligt. Han betragtede sine omgivelser. Kun en tynd barrikade af træ adskilte arenaens omkreds fra tilskuerne, som der ikke var mange af. Rolf kunne skimte en ædelsten eller to på de fleste af de 15 tilskuere – mere værd at bemærke var det dog, at der tilsyneladende var flere vagter end disse ”rigmænd”. En pegede og råbte, da Rolf var kommet på benene, og langsomt bredte sig en forventningens stemning blandt tilskuerne. Rolfs dyrefrænder var bag ham, lukket inde i et bur. Rolf skar tænder og trak arrigt sin kappe af. I den anden ende af arenaen var der tydeligt lavet en port i træ-barrikaden. Her ville hans modstander komme ind, tænkte Rolf. Hvad fanden var det nu, som han havde rodet sig ud i!? Rolf fattede skindmasken fra lænden, og spændte den øjeblikkeligt om hovedet. Et par tilskuere spærrede øjnene op og hujede begejstret. Rolf strakte sin højre arm og pegede fra den ene tilskuer til den anden, hvad der kun øgede jublen. Fattede de ikke, at han prøvede at fortælle dem, at han ville dræbe hver og én?

Rolf hapsede så ligeledes sine bjørnepoter, og trak i samme bevægelse sin kofte af, inden han iførte sig dem. Uanset hvem hans modstander var, så havde Rolf bestemt ikke planlagt, at han skulle lide døden på en så nederdrægtig måde. To kvinder blandt tilskuerne lænede sig ekstra frem, og betragtede stilfærdigt den nøgne halvork. Rolf klappede poterne imod hinanden, som han bemærkede porten i arenaen begynde at åbnes, til voksende tiljubel – og selv samtlige vagter var fikserede på samme begivenhed. Rolf tog en dyb indånding, og stanken af ork fyldte ham og gjorde ham beredt på det værste, imens hver en muskel i hans krop spændtes til bristepunktet og så udløste han et højt, vredt og dyrisk brøl.

Endnu en typisk dag for Karn i dens lange liv efterhånden. Endnu en ny ejer som ville gøre brug af hvad den kendte til; at kæmpe.

Det var tredje gang at Karn var blevet overført til en ny gruppe af ejere, slavehandlerne fra før havde efter nogen besvær, fået fundet en rigmand der så et potentiale i bæstet, et potentiale til at forøge denne rigmands allerede store formue i forvejen. Han var blevet advaret om at Karn var kendt som en mandespiser og havde fået rådet til, at hvis man blot fodret den og ikke gik den for meget på nerverne, ville den, lige akkurat forholde sig i ro, eventuelt kunne bæstet også bruges som et træk-æsel hvis det var det herren ønskede.

"Storartet, endnu ny ejer. Hvorfor prøver vi ikke på at søge efter det vore minder har vist os? Istedet for dette?" Stemmen prøvede på at tale noget fornuft til Karn, der blot ignorerede dette. Den fuldt blot med dens nye ejer, et stål halsbånd om dens hals og tilhørende kæde af stål. Det undret den, om den nogensinde ville få satyren at se igen, den virkede nu spændende.

Turen var lige så kedelig, som den golde ørken var at se på og ganske rigtigt, havde dens nye herre sørget for, at give den mad nok og vand, hvilket passet den fin, den slap for at jage i det mindste. Dens ejer prøvede på at snakke til den flere gange men bæstet sagde ingenting, den adlød blot hvis endelig, hvilket fik herren til at give op og smide en pose over dens hoved, blot for at den skulle holdes mere i ro, ingen grund til at lade en slave nyde udsigten.

Karn mærkede hvordan sandet under den begyndte at ændre sig, ikke det bløde stads som dens klove kunne få svært ved at få balancen, snare mere hårdt, nok til at den kunne stå ordenligt igen. Lyden af huen og skrig var der også, en hel forsamling. Herren trak endelig posen væk fra Karns hoved, han havde et lumsk og selvsikker smil hen over ansigtet "Nu går du der ud og sørger for, at jeg vinder og måske, kun måske, får du en ekstra potion som belønning." Karn så blot rundt om sig selv mens halsbåndet blev fjernet, bæstet blev ført videre igennem mens der blev lukket bag den. Foran den var der en port lavet af træ og den hørte hvor højt de forskellige skrig var, særligt et skrig var bemærkelsesværdigt, et højt og dyrisk af slagsen. Karn mærkede hvordan adrenalinen langsomt begyndte at reagere, det betød en ting; kamp.

Porten foran den blev slået op, Karn måtte tag en af dens hænder op som sollyset skar i dens blodrøde øjne, den havde ikke set meget sol. Langsomt tråde den ud af porten, den måtte bukke dens hoved, for at kunne komme ud. En arena, det kunne den genkende, for den havde prøvet det mange gange før, der var nogle tilskuere som sad højt oppe bag barrikaderne der var lavet af træ. Minotauren tog nogle enkelte skridt ind i arenaen og der fik den øje på sit mål. Den havde set orker før men dette var ikke en almindelig en af slagsen, nej der var noget anderledes over denne men hvad kunne den ikke sige. Om det var masken eller hvad end den havde på sine hænder måtte vel være det som skilte den ud fra de normale orker. Karn knorede blot lavmælt, dens blik fokuseret på sin modstand, nakken blev løsnet op og resten af kropen gik igang med at spænd samtlige muskler.

"Måske er han uskyldig!" Advaret stemmen, Karn måtte holde igen for nu, men et forkert træk og den ville gøre hvad den altid havde gjort i sit liv: at kæmpe for at overleve.

Der var ikke mange væsner i Krystallandet, som var større end halvorker. Der var selve orkerne, trolde og så var der minotaurer. Det store monster, som kom ind af træporten var netop et sådant okse-dyr. Rolf anslog den anden var lidt højere – og en del bredere end ham selv. Af alle tænkelige væsner, så var det selvfølgelig en minotaur. Rolf havde vist tænder, hvis han ikke havde haft sin maske på – men han måtte nøjedes med, at åbne sin arme og så rette dem imod minotauren i en indbydende og samtidig truende gestus.

Rolf havde allerede udtænkt en plan – i hvert fald skitseret en, men den kunne ikke føres i livet lige umiddelbart. Først skulle han sørge for, at sælge showet. Forhåbentligt var minotauren til at snakke med. Det var de fleste ikke. Hvis den ikke var, så røg planen i vasken og Rolf måtte tage en enorm risiko. Han skulle absolut ikke tvinges bevidstløs igen, for at sendes i kamp som en anden slave. Alene tanken om hvad han var i gang med, og måske havde udsigter til, gjorde ham så arrig, at han igen brølede.

I det mindste havde minotauren ikke nogle våben. Rolf havde kun kæmpet imod en minotaur to gange i sit liv. Den ene gang var han med nød og næppe, og med mere end bare en smule held, blevet sejrsherre – og den anden havde han taget benene på nakken uden den mindste følelse af skam. Hvis et menneske med en økse var farlig og en ork med en økse var livstruende, så var en minotaur med en økse døden selv.

Brølet døede ud, og Rolf satte i løb imod minotauren. Han måtte først finde ud af bæstets angrebsmønstre – om der lå noget og spekulerede, inde i dens tykke kranie. Det var langt fra utænkeligt, at det bare var et stort dumt dyr; men samtidig kunne det ikke udelukkes, at Rolf stod overfor den værste form for minotaur: En som ikke kun angreb i vildskab og vrede.

Hvorom alting var, så vidste Rolf, at kampen ikke ville blive let – om minotauren så var til at snakke med eller ej. Halvorken gjorde et prøvende udfald med sin højre arm, for at kradse minotauren i låret, og ville så kaste sig til siden i et rullefald og kom på benene. Såfremt han ikke blev standset af den store kleppert, naturligvis.

"Er du slave?"

Spurgte Rolf lavmælt, med sin knurrende røst, uanset hvad der netop var sket. For det var vigtigt for ham at etablere først. Om minotauren overhovedet svarede ville fortælle ham halvdelen, og det mulige svars karakter ville fortælle ham den anden. Det hele stod og faldt faktisk med det, hvorfor det var vigtigt at afklare så hurtigt som muligt. Det var desuden ikke hensigten, at nogle af tilskuerne skulle høre spørgsmålet; heller ikke svaret, men det kunne Rolf ikke just afgøre.

Bæstet havde begge dens arme ude til sidderene, adrenalinen begyndte så småt at vække, som dens modstander kom løbende imod den selv. Den skulle netop til at gøre et udfald med dens højre arm, nedefra og opad, med et let buk i dens ene ben, da modstanderens ord fangede dens opmærksomhed eller rettere, den stemme der havde fulgt med den "Hold igen! Måske kan du slippe fri fra dette sted!", nok til at det distrahere bæstet, orken fik skam bid ved højrelåret men det var som det blot snittede og ikke fik fat, bæstets hud var mere tykhudet end større dyr. Karn fulgte blot med sin modstander rundt, rystende på hovedet over af at blive distraheret. Dens blik så intens ned på sin modstand, nøj hvor havde den lyst til at give efter, bare at lad vreden tag over og fokusere alt hadet imod orken, kun der kunne den vide at den var i live.

"Våben." Lød det brummende fra bæstet, der blottede sine tænder imod orken, inden den satte farten op under begge dens klove, den ville spide sin modstander. For et bæst så stort, var det overraskende for tilskuerne at se hvor hurtigt den egentlig kunne løbe.

Oppe fra tribunerne kom der et tilråb ned til de to kæmpende, herren der havde anskaffet minotauren råbte op "SLÅ DOG TIL DEN! DIN LANGSOMME KO!"

Rolf fik ram på minotauren med sit prøvende udfald. Det havde ikke været med fuld kræft, men Rolf var alligevel overrasket over, at han fik gjort så lidt skade, som han gjorde. Det var som at slå imod en hærdet læderrustning, tænkte han. Forfandens det var heldigt, at minotaurere ikke organiserede sig, for så ville de skylle over hele Krystallandet i et snuptag. Den store krabat fulgte Rolf med blikket, og langsomt med kroppen, som han rullede på jorden og så kom op at stå igen. Rolf spærrede øjnene op, da hans modstander talte til ham, og så lagde an til et angreb. Rolf havde set den komme – for en minotaur uden våben havde jo kun sine næver og sine horn, og Rolf havde haft en del erfaring med spiddende modstandere. Halvorken skar tænder, som han kastede sig til siden – normalt havde han gjort et modangreb i en sådan bevægelse, men han ville ikke risikere, at få en arm fanget under en klov, så han lod være. Minotauren passerede ham tæt, prustende, og Rolf hoppede atletisk op at stå igen.
 
Våben? Tænkte Rolf til sig selv. Betød det monstro, at minotauren mente, at den havde brug for våben? At den selv var et våben? Ville den kæmpe med eller imod ham, hvis han forsøgte, at slippe fra? Rolf havde sin magi, som et es i ærmet, der ville købe dem tid, hvis han brugte den. Rolf tænkte og tænkte, i de to sekunder han havde, indtil minotauren var drejet imod ham igen, hans chance for et angreb i den blinde side var passeret og de to væsner atter stod ansigt til ansigt. Rolf besluttede, at gøre sit sprog endnu mere primitivt end normalt, af hensyn til den anden, i håb om, at det hjalp:
 
”Jeg gøre os fri, du kæmpe med mig? Eller fjende?”
 

Knurrende Rolf, lavmælt, så tilskuerne ikke kunne høre ham, og han gjorde så en kombination af et udfald med sine bjørnekløer; venstre, højre, venstre. Snit, angreb, imod minotaurens arme. Det var mere kræft under dem end det første angreb, da Rolf indså, at han i hvert fald umiddelbart stadig behøvede, at sælge det som en rigtig kamp. Halvorken vidste bare også, at han skulle være fandens påpasselig, og ikke være i vejen for hans modstander, hvis denne gik helt amok. Derfor holdt han sig konstant klar til, at springe for liv og lemmer.

Bæstet rammede ind i palisaden der havde omringet den selv og dens modstander, slaget imod dens hoved slog den ikke omkuld, et fælles der gik igen for mange af dens egen art, et massiv hoved og knogler tykke nok til at holde til den slags rystelse. Karn fik endelig trukket sig tilbage, efter lidt besvær med at få det ene horn fri, dens modstand holdte stadig på afstand af Karn.

Minotauren fik set sig om og fulgt med halvorken, den var klar til at gå til angreb, en udfordring? Glædeligt blottede den tænderne kort, inden den tog nogle hastige skridt hen imod halvorken nu, det var ude efter dens arme. Med hele dens krops og fart, skubbede den sig imod serien af slag med begge arme udstrakt, dens brystkasse spændt og klar til at mærke hvad end påsatte klør orken besad. Første slag ramte omtrent venstre brystkasse, armen med fuld kraftigt bag sig, det andet slag knap så meget, minotaurens allerede hærdet hud og dens massive knogler tog det andet slag som den brugte dens egen fart til at svække slaget ved den højre side, til en ikke udstrakt bevægelse. Ved tredje slag havde den nærmet sig halvorken nu, slaget endnu engang placeret rigtigt, mindre kraftigt men en klo fik fat og og orken blev belønnet for sin indsats, synet af blod. Hele vejen fra dens mave, svulmede der en kraft op, dens adrenalin gav løs for en kort bemærkning som lidt blod kom fra såret og Karn brølede med alt lunge kraft imod dens modstander, i ren fornægtelse over at ville bukke sig for sin modstander. dens øjne rasede klart op, brølet fyldt med alt den smerte den havde måtte gået igennem hvad den kendte til et liv

Begge dens arme kom op i parade stilling nu, Karn så orken an, en knurrende først inden den talte igen "Blodet ville brænde! Jeg vil mæske mig i ilden der vækkes af kampens hed!" dens stemme kraftig og direkte, dens så sin modstander an og begyndte at gøre sig klar, hele dens krop var klar nu og anspændt til hvilket anstrengelser den skulle overvinde.

"tæl nu efter, lad den guide dig via dens handling" Lød det inde i hovedet og bæstet lod sig styre af denne retning, for nu.

Rolf blev tvunget nærmere minotauren, der ikke undveg hans udfald, men i stedet nærmest bare absorberede det. Det var en ringe trøst, at Rolf fik trukket nogle mørkerøde, blodfyldte streger over koens bug. Rolf hoppede bagud, som minotauren bevægede sine arme – der dog kom op i en form for parade, som for at blokere yderligere angreb. Minotauren begyndte da at tale, og Rolf så hvordan dyret lagde an til et eller andet voldsomt angreb... Og så hørte han en anden stemme i minotaurens hoved, en stemme, som umuligt kunne tilhøre det store bæst. Rolf spilede øjnene op og var et øjeblik målløs.
 
Halvorken samlede sig om sig selv, men vidste stadig ikke hvilken side minotauren spillede for. Med lidt held, så skulle den til at gå helt bersærk, og så var det nok ligegyldigt hvad Rolf havde i tankerne, for så ville den være en udmærket distraktion uanset. Rolf brugte sin illusionsmagi, og løb en klon af sig selv imod midten af sandarenaen, imens hans egentlige jeg sprintede imod porten minotauren var kommet ind ad. Efter et par trænede spring og lidt klatret, så kastede Rolf sig hurtigt over porten, ligesom illusionen ude midt i arenaen forsvandt ud i det rene ingenting. Rolf havde ikke tænkt sig, at han skulle komme i nærkamp med minotauren hvis han kunne undgå det – og det fandt han jo ud af nu. Der stod bare en enkelt vagt, der bestemt ikke regnede med at få Rolf som flyvende selskab, og med en hurtig bevægelse stak Rolf den spidse ende af den ene klo i mandens hals, der med en rallende lyd væltede om på jorden. Rolf fjernede så bom og sparkede døren åben ind til minotauren. Enten ville kæmpen gå løs på Rolf, eller også ville den hjælpe ham.
 
Overalt, på den anden side af træ-palisaden, lød der råb og skrig, og de velhavende blev bragt i sikkerhed, imens størstedelen af vagterne tonsede ned imod åbningen, som Rolf stod i.
 

Hvad ville minotauren gøre?

Karn havde stadig sine arme op, dens lyst til kamp var vækket og dens modstander lod til at byde op til dans, dens øjne var stadig fokuseret på dens modstander. Pludselig for den afsted imod midten af arenaen, Karn satte den forreste klov ned i det hård sand o fulgte trop, den ville ikke gå glip af denne chance. Med begge arme ud til side løb den efter halvorken og netop som den skulle til at indhente ham med et kram, forsvandt den lige så pludselig ud af ingenting. Mintoraueren så blot rundt om sig selv, hvor blev den af?! Irriteret over dette udfald, brølede den op af vrede!

Lyden af tilskuere der begyndte at blive dirigeret væk,  gjorde Karn opmærksom på at noget var helt galt, han så hvordan de begyndte at forsvinde og mængden tyndet ud. Først ved en lyd bag sig, vendte det store bæst sig om, porten var blevet åbnet. "Nu burde være et godt tidspunkt at følge efter orken?" kom det endnu engang fra stemmen og Karn måtte give stemmen ret, en knurrende af irritation var alt hvad den gav fra sig. Den bevægede sig stille og roligt hen imod åbningen, men synet af de første vager der havde den frækhed at stoppe bæstet, vækket dens blodtørst, denne gang fik adrenalinen lov til at flyde helt ud, Karn satte farten op og igen med begge arme ud mens den med en dyb og hadefuld stemme skreg "Lad jer føle mine evige pinsler!" inden ramte ind i de to første vagter, deres deres trukket våben fik ikke bevægelse nok til at kunne snitte sig igennem dens tykke hud, inden de blev slået omkuld af en meget faretruende og voldlig minotaur. Karn ramte ned på det ene knæ mens de to vogter var blevet slået omkuld, med en kort proces, slog Karn ned i den første vagt til højre med to knyttet næver og hele dens vægt og muskler bag hvert et slag, den anden vagt prøvede på at komme væk fra denne skæbne hans makker måtte lide men forgæves, blodtørsten var sat igang, Karn stoppede brat op og for hen imod den, oven på ham, igen vagten prøvede på at stikke til minotauren men i liggende stilling, lykkedes det ikke rigtig, Karn derimod fik fat om halsen på vagten med en hånd og klemte til, dens øjne lysede op af raseri, det sidste vagten så inden hans alt for tidlige møde med Kile.

Karn tog fat i vagtens våben, et kort sværd, ikke hvad den fortrak men det måtte vel gå an. "Skynd dig nu! inden de lukker porten igen!" Stemmen prøvede på at opfordre bæstet der lod ikke til at lytte med det samme. "Du får masser af muligheder for at føle kampens hede igen og saltet deres sår men kun hvis du kommer ud lige nu! følg orken!" det fik minotauren til at reagere, der rejste sig op igen, der kom endnu en vagt ud af porten men han var påvirket af den scene der var foran ham, han nænnede end ikke at trække sit våben. Bæstet gik blot forbi ham, igennem porten, vejen til dens frihed og endnu vigtigere, vejen til en uafsluttet kamp halvorken havde sat i gang.

Rolf så hvordan minotauren tog imod hans invitation, og i stedet gik løs på vagterne, snarere end halvorken selv. Rolf lod bare den store ko gøre arbejdet – hvorfor ikke? Minotauren udviste dog en eller anden form for nåde, da den passerede en vagt der øjensynligt valgte at give op, inden han overhovedet havde trukket sit våben. Det overraskede Rolf ganske betragteligt, og stemmede hverken overens med hans indtryk af minotauren selv, hvad den sagde – altså måtte det være den besynderlige stemme han havde hørt i dens hoved, og hørt igen. En kontrollerede stemme, som sad der en anden og trak i minotaurens tråde. Det var ikke en tanke, som Rolf var synderligt tryk ved. Det gjorde ikke bæstet mere tilregnelig, at der sad en person med mere mellem ørene, og foralte den hvad den skulle gøre – tværtimod gjorde det det langt værre. Langt, langt værre og mere kompliceret. Der kom flere vagter til, og Rolf så bare hvordan minotauren gjorde det af med dem uden de store kvaler. Som sekunderne gik, så blev Rolf mere og mere klar over, at han ikke havde den store lyst til, at lægge sig ud med den store krabat. Hvis den tvang ham til det, så havde han selvfølgelig ikke noget valg. Menneskeståhejen døde lidt ud, som lagde de enten an til et særligt angreb, eller også valgte de at sige stop. Rolf var gået fra palisadeporten og havde fundet en større, åben port, som førte ud i det rene ingenting – ørkenen. Det måtte være vejen ud. Der var ingen vagter.
 
Rolf tog de første par skridt ud i sin genvundne frihed. Det havde været ufatteligt nemt, at slippe derfra. Der var helt klart noget, som ikke stemte. Rolf kiggede sig omkring, og gik ind af porten igen og lukkede øjnene et øjeblik imens han tog en dyb indånding, og så satte i retning af vagten som minotauren var gået forbi. Han tog ham i kraven og kiggede ham dybt i øjnene, imens han spurgte: ”Rakkalaph? Slange?” og inden manden nåede at sige sit svar, så havde Rolf læst det i hans tanker, hvorefter han bed ham i struben, så blodet flød og skubbede ham hårdt på jorden. Målrettet traskede Rolf imod en samling bure, hvor der både var dyr og mennesker indespærret. Han åbnede samtlige bure, men da en af menneskerne jublende løb imod ham, så sprættede han ham op fra mave til hals, hvilket fik de resterende til at råbe og skrige og holde sig tilbage. Rolfs rakkalaph og slange fandt ham hurtigt, hvorefter han atter begav sig ud af porten, ud i friheden, imens han årvågent spejdede omkring, fordi det ganske enkelt ikke kunne passe, at der ikke var mere modstand – og desuden også holdt øje med minotauren; for hvem fanden vidste, hvad den kunne finde på.