Sted: En lille skov øst for hovedstaden
Tid: Midt på dagen
Vejr: Solrigt og lunt

Solen stod højt på himlen, foråret nærmede sig snart sommer og fuglene sang kærlighedssange i træerne omkring Ezra. Han sat i en lille lysning i en mindre skov øst for hovedstaden, en skov der ikke lå op af en af de store veje, men en mindre han var drejet ud af. Som altid havde han ikke noget mål eller med, men rejste hvor end han ville og lystede. Og de store veje kedede ham i øjeblikket, så han havde valgt et hjulspor, der ledte ud over markerne, ind og ud af mindre skove og hvem vidste hvorhen. Så vidt han kunne huske, havde han ikke været her før.

I dag gad han dog slet ikke gå og valgte at tage sig en hviledag i den lille lysning. Hans bål fra aftenen var brændt ud, men han havde heller ikke brug for det. Der var varmt nok uden. I stedet sad han nu på stammen af et væltet træ, træet der var skyld i, at den lille lysning overhovedet var der, som det havde efterladt en åben plet i mellem de store træer, og spillede en melodi på sin tværfløjte. Det var en køn melodi, som fulgte fuglens sang om forår og kærlighed. En melodi spillet fra hans hjerte, som han var glad for at se sommeren komme.

Han var for én gangs skyld ganske ren at se på, som han havde været ude af bade i en sø dagen før. Det var rart at få vasket skidtet af sig og føle sig lidt ren igen. Det var ikke fordi, at han kunne lide at være beskidt, selvom han for det meste var det, men sådan var det, når man rejste på støvede veje og sov på jorden. Selv hans bukser havde fået en tur og havde fået lov til at tørre mens han havde dem på, som han gik videre. Han ville meget hellere undvære det unødvendige stykke stof, men de fleste så ham som uanstændigt nøgen uden og så var det pænt svært at finde folk, der ville give betaling for en sang eller en historie.
Med lukkede øjne lyttede han til sine toner og bevægede overkroppen let til melodien.

Tick var på vej igennem skoven efter et lille stykke tid i hovedstaden. Vejret var blevet så meget bedre de sidste på dage og Tick nød det til fulde. Glad hoppede hun igennem det høje græs i skovbrynet imens hendes tværfløjte-kogger gjorde små hop på hendes ryg. Som en sand solskinspige havde Tick ikke mere end hendes sædvanlige hvide kjole på og den 7-årige elverpige var klar på hvad som helst den dag.
Pludselig, på hendes lille gåtur, nåede en lyd hendes ører. Det var musik, endda fløjtemusik og Tick stoppede et øjeblik for bare at stå og lytte. Det var godt nok smukt, musikeren måtte have spillet længe. 
Overkommet af nysgerrighed og betaget af tanken om at møde en anden fløjtespiller begyndte Tick at følge lyden af blæseinstrumentet. Hun gik ind imellem nogle træer hvor hun slog følgeskab med nogle sommerfugle der skulle samme vej. Det høje græs skjulte næsten hendes lille statur, da hun endelig nåede til lysningen hvor musikken kom fra. Musikanten var en satyr af en mørk farvepalette. Han sad på en træstub og svajede fra side til side i takt til musikken han spillede, tydeligvis i et godt og fredeligt humør.
Tick bedømte siturationen sikker og trådte frem fra krattet. Satyren sad med ryggen til hende og hun gik stille tættere på for ikke at forstyrre ham i hans spil. Hun var overbevist om at det var godt for nature og dens dyr at høre noget så dejligt. 
Ganske stille gik hun over til stubben og satte sig bagved satyren med et lille smil på. Hun ville lige lade ham spille færdig inden hun begyndte at introducere sig selv.

Ezra var langt væk i sin musik, som han let lod fingrene glide over et glatte træ og huller, der lavede de smukke toner. Han havde spillet fløjte siden han var helt lille, noget hans far havde lært ham. Der havde været et par år, hvor han ikke havde haft en fløjte, da han ikke havde haft sin fløjte med sig, da trolden kidnappede ham. Denne fløjte havde han vundet i et væddemål et års tid efter, at han var sluppet væk fra trolden. Og hvilken fløjte. Den var et mesterværk og han følte det som om, at den var en del af hans sjæl. Han kunne ikke forestille sig nogensinde at miste den.

Som han sad der og nød musikken, fik han en fornemmelse af, at der var nogen, der kiggede på ham. Først skubbede han følelsen væk, men til sidst åbnede han øjnene. Der var ikke nogen foran ham. Men nogen kiggede på ham, han var ikke i tvivl. Langsomt stoppede han med at fløjte og fjernede instrumentet fra læber. Med et undrende udtryk drejede han overkroppen rundt, så han kunne se bag sig. Og ganske rigtigt, der var nogen. En meget lille elverpige i en hvid kjole. Lidt overrasket så han på hende. Hvor kom hun dog fra? De var langt fra Elverly og Lindeskoven, hvor han selv kom fra.

Med et nysgerrigt og venligt ansigtsudtryk trak han benene over den væltede træ og skubbede sig rundt, så han havde fronten mod hende i stedet sin lille lejr. Ezra kunne selvfølgelig godt lide elvere, han havde haft en del med dem at gøre i sin ungdom, som de boede i samme skov som ham, bare i en anden del. Men det var ikke voldsomt mange, han havde mødt på sine rejser igennem Krystallandet.
Nysgerrigt lagde han sit hoved på skrå.
"Hej med dig. Hvad laver du dog her?" Hans stemme var også venlig. Ezra kunne godt lide børn og man kunne tydeligt se på ham, at han ikke ville pigen noget ondt.

Tick smilede overrasket da hun blev tiltalt. Hun havde selv siddet og var faldet lidt hen til musikken, men hun var stadig begejstret over at få musikeren i tale. Men nu opstod problemet som så ofte meldte sig når hun skulle kommunikere med andre: Hun talte jo ikke. Det måtte hun over, der var jo andre måder at tale sammen på.
Tick startede med at smile med munden åben så en lang række af hvide mælketænder viste sig frem. Hun havde lært at hun skulle vise tydeligt hvordan hun følte ellers var det umuligt at se for andre folk at aflæse hende. Derefter hævede hun sin hånd til hilsen. Okay, så langt så godt.
Nu rykkede hun lidt tættere på satyren og rakte sin hånd ud. Hun lagde den på hendes samtalepartners hånd og sendte så sine tanker.

Det var en køn lille elverpige, som havde forstyrret Ezra i sin musikalske stund. Nysgerrigheden voksede for hvert øjeblik der gik og han var spændt på at høre hendes svar. Dog startede hun ud med at sende ham et smukt smil og gå hen til ham. Med hævede øjenbryn så han hende række ud og røre ved hans hånd. Og pludseligt lød der en stemme i hans hoved. En lys barnestemme. Det gav et lille forskrækket ryk i ham, men han var ikke bange eller vred. Bare overrasket. En telepat. Han havde hørt evnen til at tale fra sind til sind eksisterede, men han havde aldrig mødt nogen selv. Fantastisk! Han gjorde intet for at skjule begejstringen i sit blik eller ansigt, men smilede i stedet for, så man kunne se hans hvide tænder.

Hun slap ham og det varede et øjeblik, før han svarede hende, simpelthen fordi han skulle have styr på rodet i sit hoved. Hans fantasi gik amok og han måtte anstrenge sig for at blive i virkeligheden.
"Nej nej, det er ganske spændende! Det har jeg ikke prøvet før." Han tog et dyb indånding, da han kunne mærke, at han skulle til at plapre. Det var ikke nødvendigt lige nu. I stedet bukkede han let i overkroppen, så godt han kunne som han sad på den væltede træstamme, og introducerede sig selv.
"Mit navn er Ezra. Og mange tak. Det er altid dejligt, når nogen kan lide ens musik." Han lagde hovedet lidt på skrå igen og betragtede hende. Hun havde som sådan ikke svaret på hans spørgsmål, ikke nok til at stille hans nysgerrighed.
"Er du ikke lidt langt hjemmefra?"

Tick smilede venligt, men med et sørgmodigt glimt i sine skinnende, grønne øjne. Hun kunne ikke bebrejde folk for at spørge, hun lignede trods alt bare et vildfarent barn, hvis man ikke vidste at hun havde været alene i lang tid og var ganske sikker at lade til sig selv.
Hun så på satyren, lagde sin lille hånd på ham igen og sagde til ham:
 



Tick fandt det ikke trist at fortælle sin historie. Hun vidste at den ikke var som mange andre 7-åriges, men den var normal for hende selv. Satyren virkede interesseret, så hun tænkte at det var smartest bare at ligge sine kort på bordet og være ærlig.

Det var virkeligt underligt at have nogen til at tale inde i ens eget hoved, men også ganske spændende. Det skulle der nok komme en fortælling eller to ud af, næste gang han skulle underholde for et publikum.
Trods begejstringen for hendes evne, var han ikke helt blind for den tristhed, der var at se i hendes træk, en tristhed der dukkede op efter hans spørgsmål om hendes hjem. Og hendes svar forklarede hvorfor. At så ung en elver var for sig selv var for Ezra ganske usædvanligt. Han havde boet op og ned af dem næsten hele sit liv og hans indtryk var, at de tog sig godt af hinanden. At et elverbarn var alene var… underligt.

Langsomt skubbede han sig ned fra træstammen og satte sig på jorden med ryggen op af den i stedet, så var han lidt mere i øjenhøjde med pigen. Han var stadig nysgerrig, men der var også kommet noget mere mildt over hans udtryk.
”Bare kald mig Ezra, det andet får mig til at føle mig gammel.” Et svagt forsøg på at være en smule morsom, men hans tanker var et andet sted.
”Det var en tidlig alder at være hjemløs i.” Han tøvede lidt, men besluttede sig for, at han lige så godt kunne være nysgerrig og så måtte hun sige, hvis hun ikke ville snakke om det. For han kunne jo nok regne ud, at der lå noget tragisk bag det, når et barn var alene og hjemløs.
”Burde du ikke bo sammen med de andre elvere i Elverly?” Det var måske en forkert antagelse, men han regnede med, at hun kom derfra.

Tråden lukkes på grund af inaktivitet.