Safira stod i hendes ritual kammer i Kzar Mora borgen. Mørket var overalt inden for disse mure, men først virkeligt ville dette kunne dette føles i et rum hvor så meget sorg og smerte skreg var hver væg som her. I rummet stod hylder i lange rækker med ingredienser, gennemsigtige glascontainere med underlige væsker og markeringer på gulvet hvis betydning var tabt til årenes passeren. Gulvet i midten var komplet frit hvis ikke for Safira selv og et stennet alter der hende gik til hoften. Hun førte blidt en hånd over vandet som utydelig ord der ville slå knuder på dødelige tunger lød som fjerne ekkoer gennem lokalet.

Ukendt til alle i borgen så Safira pludseligt mod sin tjenesteknægt Sal'Dur med et blik hvor frustration var tegnet i hendes øjne og. "Hent Slaveinden Yennifer. Få hende til at smide alt hun har i hænderne og komme til dette rum med det samme." hun så hurtigt tilbage i vandet som Sal'Dur smilede og vende på hælen for at udføre hans opgave. Dog blev hans fart pludseligt sat op som Safira i et råb af vrede kastede fadet med vand fra det rune fyldte alter. "Og kom ikke tilbage før det er gjort!".
Gennem vandet havde Safira søgt og søgt i dagevis efter tegn og spor der skulle lede hende til hendes bror Terra Sithu Hari, for hos ham ville hun finde mere af sin familie og derved mere magt. Men han som Sithu selv var en væver af illusioner og skyggemaner var det ham ledt at gemme sig fra hende og det var hvad havde bragt hendes blod i kogt. Hun måtte hive større og stærkere midler i brug så derfor skulle hun bruge Yennifer.

Til Safiras viden skulle hun kunne hjælpe hende med udførelse af et ritual der skulle vise hende vejen, men mere havde Safira ikke set i vandet. Slaveinden havde sikkert ikke den viden eller ekspertise der skulle bruges, men hendes essens. Det var det der kalde synet fra vandet til hende og nu måtte Safira så gøre brug af det. Hun ville ikke skade Yennifer men hun havde brug for hendes hjælp.
Og som døren til kammeret endnu engang gik op så Safira ikke engang op men sad blot på sine knæ foran alteret med vand på jorden omkring hende og iklædt hendes mørkeblå kjole. "Hvem har sat fod i mit kammer? Yennifer?"

Planterne foran hende var ikke blot til skue, men de var til at lave diverse gifte af, nogle ville lamme nerverne, andre ville give voldsom hovedpine. Der var ikke nogen tvivl om det krævede en vis kendskab til disse planter for ikke selv at blive udsat for giftens virkning, denne viden havde den kvinde der sad foran bordet ”Yen.. Hvad gør denne?” hun så på manden der også var slave for mørkets hær og smilede ganske kort ” Lad den være.. med mindre du vil kaste dine indvolde op” sagde hun og så på manden der hurtigt smed planten fra sig. Hun fniste ganske kort og rystede på hovedet Der er ikke nogle..” mere nåede hun ikke at sige før hun hørte døren gå op ” Yennifer… Safira har brug for dig” stemmen var kommanderende og det var et tegn på det var nu og ikke om fem minutter. Hun nikkede kort ”Forlad dette rum så du ikke kommer til skade.. Jeg kommer tilbage senere” sagde hun og sendte den anden slave et smil inden hun gik med Safira’s tjenesteknægt. De mørke øjne flakkede fra side til side som hun gik mod Safira’s kammer og stoppede foran døre. Kort lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding og gik indenfor.
 

De mørke øjne var fast på Safira der var ved sit alter ” Det er mig Frøken Almadine” sagde hun og bukkede kort før hun fortsatte ”De sendte bud efter mig” sagde hun og bed sig kort i underlæben inden hun langsomt lukkede døren bag sig stadig med blikket rettet mod Safira. Hun vidste ganske vidst at hun ikke ville skade hende, men blot brugte hende til nogle forskellige ”eksperimenter”,  som i sidste ende førte til at hun selv undslap med en lille hovedpine eller en svag kvalme. Hun så mod Safira og afventede hendes ordre.

Uden at kaste et blik tilbage sagde hun tilfreds "Dejligt... Godt... Faktisk.... Fantastisk." hun rejste sig langsomt og trak op i det ene ærme hvor en spiralende tatovering eller form af markering sad. Hun så den kort an før hun trak op i det andet og den anden matchende tatovering også kom til syne i det ned tonede lys i rummet. "Aries. Moder vil have du tager Sal'Durs krop fra ham." sagde hun så roligt som en tåge begynde at sprede sig fra Safiras arm. Sal'Dur så forvirret rundt og som han åbnede munden for at ville protestere forsvandt tågen i en kraftig strøm ind i ham og hans øjne blev mælkehvide. Aldrig ville Safira kunne finde på at gøre sådan mod Yennifer og hun håbede også hun vidste det, men Sal'Dur var ikke noget værd længere, hans brug var ophørt og nu var han egentligt mest bare Safiras lille legetøj.

Uden ord sende Safira ordrene til Aries i formen af Sal'Dur og den gik over til en af de mange hylder hvor den næsten mekanisk samlede en lille hvid træ æske op og stod foran Yennifer. "Jeg skal bruge din hjælp til at finde en person som er mig meget kær, og i æsken der er en perlekæde fra ham, dog kan jeg ikke selv finde ham." Safira vende sig mod Yennifer med et alvorligt blik i øjnene. Hun lavede ikke sjov denne gang på nogen måde, aldrig havde hun følt så meget for at et rite skulle udføres korrekt og med den holdning i hjertet havde hun tænkt sig at Yennifer skulle begynde.
Aries åbnede æsken hvori perlekæden lå og stillede den på jorden hvis ikke Yennifer selv tog mod æsken eller indholdet.

"Så der kommer du ind. Yennifer, find mig nogle punktie fjer, Et sølvdjal øje, En Trehales øje, Elverod, Måneblad og ikke mindst blod, men det kommer vi til senere. Alt skulle gerne være herinde, ellers gør mig lige opmærksom på det mens jeg klar gøre resten." sagde hun og viftede sin hånd i en fejende bevægelse mod Yennifer der signalerede hun skulle komme igang. Mens så hun hurtigt og med et utroligt had og vredde i blikket mod Aries, skjult inde i Sal'Dur og den bevægede sig så hen til en kamin i enden af lokalet hvor den begynde at lave ild til den gryde der stod over. I var vand der bare ventede på at koge.
Selv Gik Safira hen og hentede bare et stykke kridt fra en kurv med utallige stykker og en støvet bog fra en af de mange reoler med bøger, urter og andet skinds ting som øjne i glas og ukendte væsker. Hun slog hurtigt op på en af siderne og kørte sin finger over den mens hun begynde at skrive på gryden med kridtet. Tegnene var på en blanding af oldkrystaliansk og dæmonisk og det skulle nok hjælpe en smule på det de snart skulle til.

Som hun kom ind i rummet så hun på Safira med et svagt smil og bemærkede tatoveringerne på hendes arme. Det var ikke noget hun ikke havde set før, men det var som om der skete noget med dem. Hun rynkede kort på hendes øjenbryn som hun hørte Safira’s ord. Sal’Dur… Nærmest med et ryk vendte hun sig mod Sal’Dur og så hvordan hans krop blev overtaget af denne tåge, hvordan hans øjne blev mælkehvide uden han kunne nå at gøre nogen form for modstand. Hun sank den klump der var i hendes hals og rettede derefter blikket mod Safira. Hun var glad for at kende denne kvinde godt nok til at vide hun ikke ville gøre det samme mod Yennifer selv. Hun så mod Aries som havde indtaget Sal’Durs krop og derefter faldt hendes blik på æsken. Safira’s ord fik hende til at nikke kort. Hendes blik rettede sig mod Safira’s og hun bed sig kort i underlæben og så mod perlekæden og så hvordan den blev sat på jorden foran hende. Hun studerede perlekæden som hun knælede ned og så på den uden at tage den op.
 

Som Safira remsede tingene op skrev hun dem nærmest ned inde i hovedet, huskede på hver enkelte del hun havde brug for og nikkede derefter mod hende som hun rejste sig op for at gå i gang. Hun gik efter tingene i række følge, først nogle punktie fjer… Et sølvdjal øje… Trehalsens øje… Elverod, måneblad og til sidst.. Blod. Hun stod kort og bed sig i underlæben, for hun kunne ikke umiddelbart finde nogle krukker, glas eller andet hvor på der var ”blod” skrevet på. Hun bed sig kort i underlæben som hun gik over til Safira som hun havde fundet de andre ting ”De mangler blot.. Blod Safira” sagde hun og rakte nærmest tingene ud til hende som hun remsede det op ”Punktie fjer, et sølvdjal øje, øje fra en Trehale, Elverod og måneblad” sagde hun og så afventende på Safira, nærmest med et nervøst blik, for hun ville stadig gerne vide hvor fra blodet skulle komme.

Safira færdig gjorde tegnene på gryden som ilden begynde at tage fat omkring gryden og da den sidste streg blev sat lyste tegnen kort og blev kulsorte som de permanent satte sig på gryden. Næsten som hvis de brænde sig selv ind i grydens metal. Nu ventede hun kun kort før Yennifer kom med tingene til hende. Hun havde altid været meget god til arbejdet og derfor havde Safira også generelt være mere venlig overfor hende end mange af de andre. Også en af grundene til hendes børn aldrig havde haft fornøjelsen af at lege med hende.
Punktie Fjer, et Sølvdjal Øje, Øje fra en Trehale, Elverod, Måneblad... Selv kørte Safira gennem dem og Aries gik så frem og holde tingene så Safira ikke selv skulle gøre det.

"Blodet... Vi kommer til det snart." hendes blik var rettet mod vandet i gryden der begynde at koge. Og så betød det at det var tiden til at brygge. På dæmonisk begynde Safira at tale så det virkede som hvis hendes tunge måtte slå knuder og begynde på brygningen.
Fra Aries tog hun øjnene og klemte alt hun dem til al væske var ude af dem og alt efterladenskab af det lagde hun i Aries arme igen. Punktie fjeren rev hun alle modhagerne af og kastede i bryggen hvis vand begynde at dampe med grøn og vandet blev som i en sump. Elverode og måneblade smed hun i stille og roligt og vende sig ikke som hun talte. "Yennifer. Du ved jeg aldrig ville skade dig. Så derfor spørg jeg dig." hun vende sig så og slap grydeskeen som Sal'Durs krop overtog rørelsen af gryden.

"En tjeneste. Vil du bløde på kæden af perler for mig? Kun blod som dit, kun essens som din kan hjælpe mig med at bryde gennem hans skygger." Safira så en smule fortvivlet mod perlekæde æsken på jorden længere væk fra dem. Hun havde brug for at finde ham, men hun havde ikke tænkt sig at udføre tilfældig vold på slaver for at kunne få det ønske opfyldt. Med mindre slaven havde været Sal'Dur. Men han havde også været noget så fræk i sin mund her på det sidste.

Hendes blik faldt på Aries trådte frem, uden tøven rakte hun det hele til Aries og rettede derefter blikket mod Safira og nikkede kort. Hun ville stadig gerne vide hvad for noget blod det var der skulle anvendes, om det var hendes eget eller Aries eller Safiras, men før eller siden fandt hun jo nok ud af det. Som Safira begyndte at sige nogle ord kunne hun selv mærke hvordan der var en underlig tyngende effekt på hendes egen krop. Det var sikkert grundet de dæmoniske ord, men hun fik det ikke synderligt dårligt længere, eller hun forsøgte i hvert fald at skjule det når hun var sammen med Safira. Hun var nærmest i en trance som hun stod der med sit blik fæstnet på gryden, hvordan den grønne tåge steg fra den og spredte sig svagt ud i rummet. Safira’s ord fik hende til at vågne op igen og hendes blik rettedes mod hende.
 

Som forventet gik der ikke længe for blodet skulle anvendes og det løb hende kort ned over ryggen. Hun vidste Safira på ingen måder ville skade hende med vilje og det var hun evigt taknemmelig for, men når hun så den sjældne gang i mellem havde brug for noget der kom fra hende, havde hun aldrig sagt nej. Hun bed sig kort i underlæben og nikkede ”Hvad end de ønsker Safira” sagde hun og sænkede hovedet ganske kort og rettede blikket mod perlekæden i æsken. Hun gik over efter den og bed sig kort i underlæben. Hvordan skulle hun få blodet frem? Hun så sig omkring i forsøg på at finde et skarpt objekt som hun kunne anvende til at få hul så hun kunne få blodet ud.

Safira var glad for at høre at Yennifer som altid var hende loyal. Men hendes øjne fulgte hende ikke til perlekæden. Hun var ligeglad med hvordan blodet kom frem eller hvilket objekt Yennifer brugte til det så længe det skete. Hun så dog mod Sal'Dur hvis krop ikke længere tilhørte ham og viftede Aries tættere på sig som hun hviskede roligt i øret på den krop monstret besad for nu.
"Bring Sal'Durs krop til muren og kast ham så ud over. Hans sjæl vil være den sidste ingrediens. Men gør det først når mor givet tegn." fik hun hvisket, håbende at Yennifer ikke havde lyttet, for hun ønskede ikke at hun skulle ende med at frygte Safira. Også selvom Safira nogle gange bare havde sine "dårlige" dage hvor verden helst skulle ses brænde for øjnene af hende.

Aries bevægede sig gennem rummet uden et ord og åbnede døren. Men vende sig så og bukkede en sidste gang i kroppen der snart ville ligge langt på jorden som et plet. Det var ikke underligt at Aries bare lyttede til hendes ordre, for det havde hun altid været en meget dygtig "pige" der gjorde. Hun lyttede altid til sin mor og hendes mor og hende vidste begge at den letteste måde for Aries at dræbe var ved at drukne folk eller kaste folk ud fra høje steder. For på den måde kunne Aries nå at forlade kroppen inden døden indtraf.
"Far... vel." sagde Aries og bukket stoppede som den vende sig på hælen og lukkede døren bag sig. "Tag dig ikke af det Yennifer. Den har en opgave." sagde hun så bare for at prøve på at berolige Yennifer en smule, for Safira vidste ærligt talt ikke om Sal'Dur og Yennifer nogensinde havde talt sammen ordentligt, men det ville de ihvertfald ikke kunne når tiden var inde til Safiras heksekunst.

Hun så på noget der mindede om en slags kniv og bed sig usikkert i underlæben som hun nikkede. Det skulle gøres og hun ville ikke på den dårlige side af Safira, for hun havde hørt nogle rygter om hvordan hun kunne være over for folk, men aldrig havde hun selv bemærket det. Lettere tøvende satte hun det knivlignende objekt mod hendes finger og bed hårdt sammen og lod kniven skære et hul så der kom blod. Hurtigt fik hun vendt fingeren mod perlekæden, så hendes blod langsomt kunne dryppe ned, men hun pressede ganske svagt på fingeren og dryppede et par dråber ud inden hun satte fingeren op til hendes læber og hun slikkede blodet væk, hvilket sikkert ville blive ved med at bløde i noget tid, men hun var ligeglad, for hun vidste der ikke ville gå længe og så var det alligevel helet. Hun havde ingen anelse om hvad der var foregået bag hende, men en hvisken havde hun hørt, hvad der blev sagt, vidste hun ikke.
 

Hun samlede æsken op og gik tilbage mod Safira og så derefter mod Sal’dur og hævede et øjenbryn. Hvad end dette gik ud på var det underligt, men hun vidste også det var Aries der havde overtaget Sal’durs krop. Hun så efter ham som han forsvandt ud af rummet og hørte så Safira tale, hvor hun så vendte blikket mod hende ”Den? Aah..” sagde hun og nikkede kort som hun rakte hende æsken med perlekæden, hvor på man tydeligt kunne se hendes blod havde efterladt et præg.

Safira tog sig ikke af Yennifers lille "Den" lyd, men tog perlekæden fra æsken den ellers fint havde været placeret i længe nu. Faktisk havde den til denne dag aldrig været brugt. Derfor ville det nu hjælp at kun hans aura og Yennifers ville være placeret omkring den. "Dejligt... Nu kun en sidste ting." sagde Safira som hun stod med perlekæden i sine hænder ved gryden.
Med et rev Safira perlekædens snor i to som perlerne med blod fladt i både gryden og på gulvet hvor de trillede rundt. Men atter tog Safira sig ikke af det. For den sidste ingrediens var på vej.
"Hop Aries, og kom hjem." tænkte Safira som Sal'Dur forlod de levendes verden forevigt.

Safiras tunge slog nærmet knuder igen som ord blev forvrænget og tvunget ud af hende. En tåge steg fra hendes gryde hvor tegnene af oldkrystaliansk stod skrevet på. Safira vende sig mod Yennifer og så mod hende med et smil. "Endelig. Du ved ikke hvor megen en hjælp du har været her idag. Men nu, nu kan jeg endelig finde Ham." sagde hun som en undrende lyd kom fra gryden. Det betød det snart var helt færdig. Alt var tilsat, nu var det bare formen den skulle tage hun ventede på.

Hun så på hvordan Safira rev perlekæden itu, lod to at perlerne falde i gryden og de andre på gulvet, hvis ikke det var fordi der kun var de to i rummet, så kunne det gå hen at blive farligt, eftersom man sikkert ville kunne glide på perlerne og komme slemt til skade. På sin vis ville det fryde hende hvis det skete, men igen, så ville det gå udover hende selv eller Safira og hun havde ikke lyst til at se Safira vred eller skadet. Hendes blik blev rettet mod gryden og hun ventede på der skulle ske noget, men endnu skete der ikke så meget. Hun forventede der skete noget, måske ikke en kæmpe eksplosion, men tåge, bobler og nogle ord fra Safira.
 

Safiras tunge slog knuder og forventningsfuld så hun mod gryden. Tågen fik et smil frem på hendes læber, gav hende lyst til at blive og se om der skete mere. Hun blev løsrevet og så mod hende ”Skulle det være en anden gang Safira” sagde hun og bukkede hovedet. Hun var glad for den ros hun altid fik af hende, hvordan hun aldrig havde set Safira vred og frygtede for dagen hvor den kom. Igen faldt hendes blik på gryden og ventede spændt.

Afsluttet / Inaktivt