Forsættelse af "En form for frisk luft" 


Elaina lå på et stenbord, bygget af Vokunzun, hun yderst bange, bange for hvad der skulle ske med. Han godtog hendes ønske om at fjerne muren der ellers end til videre havde omgivet dem. Han kunne desværre ikke nøjes med bare det, og uden hun kunne gøre modstand, tog han noget af hendes blod! Elaian var yderst forarget, hvad skulle han bruge det til. Hun truede dog ikke spørge, i frygt for hvad han ellers kunne finde på at straffe hende med.

Elaina lage næsten ikke mærke til et skrig fra himlen, eller at den fugl der havde skreget efterlod en besked til ham. Hun var for træt og dehydreret. Elaina kunne næsten ikke tro sine øre, idet han sagde at nu ville han stoppe, længes og håbe fyldte hendes hoved, med stadig en frygt om at dette var usandt og blot endnu en ond joke for at få lokket hende i fælde.

Elaina bemærkede at hendes arme og ben blev løsnet, hun true stadig ikke at bevæge sig og det blev ikke bedre af hans kommentar om at legen endnu ikke var slut? Men hvornår ville den? Selvom han havde forladt, lå hun der endnu. Elaina turede slet ikke at bevæge sig. Efter kort tid sortnede det for hendes øjne. Og da hun åbnede dem igen, havde hun ingen anelsen om hvor længe hun havde ligget der. Med meget besvær fik hun sig rejst fra stenbordet. Hun kunne ikke engang se sit hjem. Bare ordnet følelse som en evighed. Hvordan skulle hun mon klare denne tur? Mon der var nogen på lennet som vidste at hun var væk? Der var ikke andet for hende at begynde at gå. Hvert et skridt var smertefuldt, og hvert åndedrag var besværet. Hun følte det at det ville tage evigheder, bare at kunne se lennet. Elainas øjne, begyndte atter flakke og sortne, de sidste tanker hun fik var at dette var slutningen for hende. Hvorefter hun faldt udmattet til jorden.

Heldigvis for Elaina var det ikke enden, nogle soldater havde set hende tage af sted, de havde undret sig over at hun endnu ikke var kommet hjem endnu. Hun var taget afsted om formiddag og på nuværende tidspunkt var det sen aften. Aldrig havde nogen været så længe væk og slet ikke alene, og slet ikke i denne tid! Derfor var der taget kontakt til Hektor, for at underrette ham om at Elaina var forsvundet. En eftersøgning gik i gang, efter en tid fandt de den hest Elaina havde reddet på, som lå på jorden, en soldat gik kort ned for at undersøge hvor længe den havde ligget der. 

Hesten var i trav, dens rytter var sikker i hans egne evner om at kunne styre hesten selv i disse mørke tider. Hektor havde godt hørt fra tidligere at, hans hustru havde forladt slottet og det var da også på sin plads hun tog sig den frihed. Men efter flere timer og natten var på, var hun stadig ikke kommet tilbage, hvilket havde alarmeret hertugen. Måske overreageret han i hans beslutning om at samle sig en eftersøgnings hold bestående af krigere, riddere og spejdere men erfaringen var det som han vejede mest, en ubehagelig følelse lå skjult inde i ham.

Hektor måtte finde Elaina, uanset hvad! Et løfte var et løfte og han havde givet hans æresord til Marius og Elaina var hans hustru nu, ikke det lykkelig ægteskab fra de forskellige romantiske fortællinger som mange barder kunne spinde en historie om men stadig, hun var under hans beskyttelse og ære. Han fortsatte med hans trav på hesten, hans eftersøgning hold bestod af 24 mand, 6 af dem var spejdere som var redet forud for at sondere terranet og rapportere om hvad de nu måtte finde engang, det rette værktøj til det rette job. De resterende 18 var kamptrænet krigere og soldater, der i de sidste par måneder havde fået bygget et godt samarbejde sammen, takket været hertugen og hans egne evner.

*Isari, hvor er du henne Elaina?!* Mumlede Hektor under hjelmen, han tog ingen chancer i denne opgave, hans dværge smedet koldt ståls rustning var en fuld pladerustning med en ringbrynje inden under men i forhold til mange andre rustning af denne slags, var den let som en fjer og lige så sej som den tungeste og massive af slagsen. Umbra Bane hang ved hans højre side i den skede. Vinden tog til, hans blå kappe flagrede imod vest og prøvede på at bide til med en isende kulde men uden held. Hektor så sig omkring, dette var hans hjem egen, så han kendte til området og hvad der lå i nærheden, så hvorfor denne usikkerhed?

En af spejderne kom ridende hen imod Hektor, en fakkel i hånden for at signalere hvem han var "Herre! En af soldaterne har fundet noget! Det lader til at være hertugindens egen hest!" En hurtig og lige til overlevering, det var sådan tingene skulle fungere. Hektor gav blot en simpel gestus til spejderen om at føre an, med et enkelt og hurtigt ryk i tøjlerne, reagerede hesten og satte farten op. *Hold ud Elaina, jeg kommer* hviskede Hektor til sig selv, både for ham selv men mest af alt, for hans hustrus skyld.

Elainas krop var ved at være noget afkølet i den kulde der var befandt sig omkring hende, adrenalin der før havde holdt sin krop varm, var forsvundet alt fokus og parade var væk. Hun var ynkelig og svag, og følte sig helt nøgen. Svagt åbnede hun sine øjne igen, velvinde at hun ikke var stand til at rejse sig eller råbe om hjælp. Hun følte sig hjælpeløs og udmattet.  

Støvet og kulden fløj ind i hendes ellers lyse ansigt og spinkle krop. Hendes tøj var gået i stykker og generelt var hendes krop mærket af at Vokun havde brugt ild, både til at dræbe hesten, men også brænde hende. Elainas krop var også beklædt med små skrammer, hudafskrivninger og små blodpletter, de værste var nok de to steder han skåret i hende og tabet hende blød, for ikke at glemme at han havde fået to af hende fingre af led. Elaina havde dog på nuværende tidspunkt fortrængt meget af det, og så kun op på himlen, hvor sukkede efter at hendes bror skulle frelse hende fra dette mareridt. Hun følte ikke hun kunne mere, og hun vidste at hun ikke var i stand til at flytte sig, alt så ud til at være tabt. 

Soldaten som havde fundet hesten, ventede tålmodigt på at resten af mændene og Hektor skulle komme, han kunne spejde forud en gruppe ryttere, nogle af dem bar fakler for at kunne se i mørket, det tog ham ikke megen tid at regne ud hvem der kom ridende i det tempo, han vinkede dem hen til ham, for at vise fundet. Vinden tog til

Hektor så en af de udsendte soldater vinke dem hen til hans position og som de nærmede sig, oplyste faklerne hvad der var hændt. Hertugen steg ned af hans egen hest, for at inspicere området, nær soldaten lå Elainas egen hest, den var blevet brændt omkring dens ben men måden det var sket på, kunne ikke forklares på hverken en logisk eller naturlig måde, for der havde ikke været nogle lyn nedslag og udfra de daglige rapporter var der ikke meldinger om nogle former for brand, hvilket ledte Hektor til en konklusion "Magi" lød det lavmælt, han rakte hånden ud til soldaten, der overrakte ham faklen.

Han gik forbi den afdøde hest for at se nærmere hvad der var sket, faklen oplyste og kastede dens skær igennem mørket. Et bord af sten var blevet opstillet men igen, måden den var lavet på, som var den trukket ud af jorden selv, forstærkede blot hans mistanke omkring at nogle eller noget af magisk afart havde været årsagen til dette. Som Hektor nærmede sig bordet, så han at der var nogle plante rødder der lå på bordet og noget rødligt, han udstrakte en hånd for mærke efter, frygten begyndte at vokse inde i ham selv, for han kunne let genkende det; blod. Vinden fortsatte med at hive og flå i hertugens kappe men for ham, var det ikke vinden der satte sin spor men tanken om at han måske ikke kunne holde hverken hans ord eller løfte.

Hektor bevægede sig rundt om bordet, et spor af blod viste vej, han satte tempoet mens han bedt inderligt til Isari om at vise ham et tegn. Frygten og adrenalinet pumpet igennem kroppen men Hektor forholdt sig roligt endnu, blod sporet var små og vanskeligt at følge, han måtte virkelig se efter, for at kunne følge sporene i ly af mørket og kun hjulpet af det lys faklen gav ham. Efter nogle intense minutter, kom der en mørkklædt skikkelse frem som lys-skæret fra faklen afgav. Hektor løb hen for at se hvem eller hvad det var, han vendte vedkommende om og en dejà-vu oplevelse dukkede op i hans hoved, for her lå Elaina, nærmest livløs, lige som hendes bror dengang og lige så udmattet. Han gik ned på begge knæ, faklen blev plantet ned i jorden med et hårdt stød, frygten tog til og det eneste der lige nu hjalp Hektor til at handle, var hans egen tro og håb "Elaina! Jeg er her!" Hektors tone var mærket af frygten der lå inde i ham, han tog kappen af ham selv og pakkede hans Hustru blidt men tæt ind for at beskytte hende imod kulden, dernæst knyttede han en metalklædt hånd sammen, hans amulet var katalysatoren for den gav han var blevet velsignet med, et lys begyndte at vokse i hånden der åbnede sig langsomt op, en varme kom fra lyset. Hektor hjalp Elaina op, så hun lå med hovedet og ryggen ind til ham, den lysende hånd hvilede over hendes hoved "Elaina, jeg beder dig, du må ikke dø. Jeg vil ikke kunne holde ud, af at miste dig!" Lød det skælvende fra Hektor, ham som normalt ikke viste for mange følelser overfor hans hustru men lige nu, åbnede han op for hende. Lysets virkning var en varm og dulmende fornemmelse, hvad end smerter Elaina havde, blev holdt ned af en behagelig varme som på en varm sommer dag, lyset begyndte at kærtegne de steder på kroppen hvor hun havde lidt overlast.

Elaina da endnu så op på himlen, opfangede ikke at Hektor nærmede sig hende, først da faklen faldt i nærheden af hende opfangede hun noget. Hun for sammen da hun troede det var væsenet der vant tilbage til hende med endnu et ild angreb. Først da hun hørte en velkendt stemme faldt kroppen til ro igen. Det det var Hektor.. Hun kunne ikke begribe sit held. Han havde fundet hende. Om end hun havde lyst til at sige noget var kræfterne der ikke. Hun bemærkede svagt en kappe blive viklet om hende og let som ingenting lå hun i hans favn. Elaina der var så udmattet lukkede roligt sine øjne, da hun følte sig tryg nok til at kunne slappe af og finde styrken. Roen faldt helt over hende i det hun mærkede en varme i kroppen, som startede ved hendes hoved bredte sig derefter ud, ud til hvert et sår og hver en skramme og begyndte at lindre hendes ellers så hårdt slået krop. Hun kunne begynde at føle små kræfter komme tilbage, og åbnede derfor sine øjne og ledte efter Hektors, dog uden at sige et ord. Hun ønskede ikke at love noget, hun ikke var sikker på at kunne holde, derfor sagde hun blot ”Tak” tak fordi han fundet hende, og tak fordi han ville bringe hende hjem. Det var helt surrealistisk for hende at endelig skulle hun hjem igen. 

De gange Hektor har fældet en tåre, har det været på grund af tabet folk, hvad de var under hans kommando, de uskyldige der har måtte lade livet eller fordi at nogle der stod ham nær havde lidt overlast, såsom da han fik af vide at hans far, var død imens han selv var ude i felten. Men i lige dette øjeblik, var dette en tåre af glæde, en tåre der løb ned af hans kinden imens han knugede Elaina tæt og blidt ind til sig "Tak Isari, du er hos mig!" En lettelse og glæde løb køligt igennem kroppen, der fik vasket frygten væk, tåren gled ned af kinden, ned på Elainas ansigt. Hektor stoppede med brugen af hans velsignelse, for at få den anden arm under hans hustrus ben, langsomt og forsigtigt løftede han op, så hun lå sikkert i hans favn "Du vil komme til at mærke noget ubehag min egen men jeg lover dig, du skal nok komme hjem. Blot hold ud." Hektor prøvede på at forsikre hende men måtte bede hende, om at være stærk. *Guddommelig inspiration*

Han nærmede sig hans folk efter et par minutter "SPEJDERE! RID IND TIL BYEN OG FIND APOTEKER, HEALERE ELLER LÆGER! DET DREJER SIG OM HERTUGINDENS LIV! KOSTE HVAD DET KOSTE VIL!" Hektors ord blev der ikke stillet spørgsmål til, de vendte deres heste om for at udføre deres ordre. Hertugen så hen på resten af hans soldater "Halvdelen af jer ridder i forvejen og sørger for at INTET står i vejen for at hertuginden kan komme sikkert hjem, resten af jer yder eskorte!" Halvdelen af soldaterne begyndt at samle sig rundt om Hektors mens den anden halvdel drog afsted med det samme. Hertugen fik med besvær både ham selv og Elaina op på hans hest. Han måtte sikre sig, at hun sad sikkert og tæt ind til ham, i den ene hånd fik han et jerngreb om tøjlerne til hesten, der langsomt bevægede sig først i en bue og dernæst, tilbage af den retning de kom fra.

Hans anden arm var der til for at støtte og give Elaina tryghed, endnu gang formede han lyset fra før, for at dulme hendes smerter og der var tegn på at det var nogle seriøse skader hun havde fået pådraget sig og blot lyden af hendes tunge åndedrag, var med til at styrke Hektor til at få hende hjem som overhovedet som muligt. Hesten begyndte at komme op i trav.

Selvom smerterne var blevet lindret, var de der stadig og hun ænsede knap nok at han snakkede til hende. Det eneste hun havde opfattet var at hun var hos ham. I sikkerhed. Elaina gjorde antræk til at det gjorde yderlig ondt da de kom på hesten, om det var fordi der allerede var så mange smerter i forvejen, eller om det var påvirkningen fra Hektor kunne hun ikke svare på. Imens de red, døsede Elaina let hen, træthed og udmattelserne overvandt hende.

Selvom Hektor red så sikkert og hurtigt som muligt følte turen alligevel lang, alt for lang. Det følelse næsten som timer inden de nåede frem til lennet. Da de endelig red ind af porterne stod diverse healer og apoteker klar til at tage imod dem. Hektor fik hjælp til at få Elaina sikkert ned fra hesten igen, hvorefter hun blev båret ind på et værelse. Hurtigt var hun omringet af de som ønskede hende det aller bedste. I starten var der en masse panik, da de først og fremmest skulle have et overblik over hendes skader. En healer konstateret højt til de andre ”Der er to betydelige brandsår, på bryst og lår. Der er adskillige snitsår, som danner teksterne ”Vokun” på brystet og ” Alle har også noget godhed i sig” på låret samtidig er der et dybere sår. En ringe- og lillefingre taget af led. Foruden det er der diverse skrammer og sår.” Som tingene blev sagt gik nogle apoteker rundt og fandt de forskellige remedie til at behandle skaderne. Imens de stod der omkring hende. Stod Hektor i døråbning lettere mundlam, en healer stoppede op foran ham og sagde ”Det er vist bedst De venter udenfor, lidt endnu” hvorefter hun lukkede døren. 

*Vokun* Lød det inde i hovedet på ham selv, Hektor gentog navnet et par gange for sig selv *Så det er ham der har lagt en hånd på hende!* Tankerne var på ingen måder venlig sindet, de var fyldt med retfærdig hævntørst, skarpt forfulgt af en æres krænkelse. *Vokun!* lød det endnu skarpere, han skulle nok finde denne Vokun og sætte ham på sin plads en dag, det herskede der ikke tvivl om men han ville ikke bare fare ind uden, at vide hvem eller hvad han havde med at gøre og hvilken måde det bedst kunne betale sig, at nedkæmpe denne Vokun.

Han stod stadig uden foran døren, han måtte have tillid til de kyndige hænder der nu gjorde hvad de kunne for at hjælpe hans hustru på benene. En ting var de fysiske skader men sindet ville tage længere tid at heal, at finde accept, noget han gentagende gange havde erfaret fra hans både de folk han selv havde ledt men også personligt selv. Hvordan skulle han kunne hjælpe Elaina igennem dette? Så tætte var de ikke og han selv var blank hvad angik kvinder, giftemål og hvad det ville sige at være en god ægtemand.

Som om ikke at det var nok med dette, hørte Hektor en høj og skinrende stemme passere igennem gangen, hvilket fik ham til at sukke, endnu en gang var hans mor taget til flasken, af alle tidspunkter! Hektor faret igennem gangen, dråben var nok denne gang over hans mors opførelse, dette var ikke anstændigt og værdig. Den ældre kvinde lod til at svaje fra side til side, et enkelt bøvs efterfulgt af en hikkende, hun så både sagelig men også virkelig fjern ud i hendes blik "Ah min søn! Kom! Tag glæde i denne ny indkøbte vin! Lad os skåle for din elsket far!" lød det snøvlrende fra hans mor, en gang så smuk og elskværdig kvinde, der nu var reduceret til dette.

Hektor tog bare fat om hendes håndled hvor hun stadig holdt om flasken "Jamen nej! Det er mit hjem!" protesterede hun men hertugen lod det falde for døve øre. Han førte hende hen til hendes gemakker, for i han åbnede døren op og gav hende et ryk, så hun nærmest komisk og klodset væltede ind. Han gik med ind i rummet, blot for at fjerne vinen fra hende, hun gjorde modstand men i en fuld tilstand, var det som at stjæle slik fra et barn. Hektor så ned på hans mor, blikket var fast, bestemt og fordømmende "Du har husarrest! Indtil jeg ved, hvad der skal stilles op med dig, vil du forblive herinde! Du vil blive nægtet adgang til alt andet det mest nødvendige, du vil ikke få besøg af nogle, undtagen af dine børn! Må Isari finde nåde i dig, kære moder!" Det var ikke til at forhandle, Hektor drejede blot om på hælende, han tog fat i nøglen der sad i døren, døren blev smækket i og låst for nu. Hertugen fik fat i en af tjenestefolkene mens han selv var på vej imod hans egne gemakker "Sørg for, at der er to vagter stillet til rådighed ved min mors dør og ingen har lov til at se til hende end ikke Astra eller hertuginden, på nær når hun skal have mad og nyt tøj!" Og med dette, fortsatte han hans færd.

Folkene omkring Elaina gjorde alt i deres magt, for at både lindre smerterne, men også sådan hun fik mindst mulige tydelige ar efterfølgende. De havde lagt små stof stoffer stykker over de mest alvorlige sår, sammen med en mikset creme der ville heale såret og sørge for at der ikke ville gå betændelse i det. På de tro brand sår var der også en speciel creme på men oven på der var der lagt nogle blade af en art, deres effekt var at tage varmen fra det brændende sår. De stod der i mange timer, næsten helt til næste morgen. Da de endelig var færdig både med at behandle sårene, skifte hendes tøj og vaske hende. Gik en ud til Hektor og sagde venligt til ham ”De kan gå ind til hende nu, det er stadig kritisk, men vi håber hun vil vågne snart” kvinden var yderst kortfattet og direkte, hun ville ikke sige for meget til ham eller skabe falske forhåbninger. Det var svært at sige hvordan Elaina havde det idet hun sov. Kvinden håbede at hun kæmpede for sit liv, men hvis hun ikke ønsket det, kunne hun nemt glide fra dem alle.

Elaina lå i 3 dage uden at vise nogen som helst tegn, samtidig kom healerne time efter time tjekkede hende og skiftede creme, duppede med klude for at holde hende fugtig. Kort sagt gjorde de alt. Men den 3 dag, sen aften åbnede hun endelig sine øjne, hun følte sig stadig øm hele kroppen gjorde ondt, og selv smerterne tog til hende, sagde hun ikke en lyd. Hun var tom og fjern i blikket. Elaina havde følt sig alene længe, men lige nu følte hun sig endnu mere alene. Selvom hun vidste der var nogen omkring hende, ønskede hun mere end noget andet at være hos en person der kendte hende ud og ind, en person der ville kramme hende og hvor hun kunne mærke kærligheden.

Han brugte resten af aftnen på at køle sig, på at samle hans tanker men hans bekymring overfor hans hustrus helbred lå tungt i sinde. Rustningen blev taget af i god ro og orden og sat på sin plads, han skiftede over til noget mere behageligt og nydeligt, noget han vidste at Elaina krævede af ham, ikke at det gjorde ham noget, sværdet hang på højre side af ham. En knyttet næve blev banket ned i sengen, der hurtigt blev til flere! Nøj hvor følte han sig frustreret og vred over denne aften! Ikke nok med at denne Vokun havde lagt hånd på Elaina men at hans egen mor skulle lige præcis presse ham til, at holde i hende husarrest! Efter nogle få minutter med vredes udbrud, pustede han ud og begyndte at få fatningen igen.
 Han forlod hans gemakker, for at se til Elaina igen. Der gik flere timer før en af dem kom ud og gav ham lov til at være hos hende, Hektor nikket og bukket taknemmeligt. Som han trådte ind, kom frygten tilbage igen, hun så skrøbelig ud og der var intet tegn om at hun var ved bevidsthed. Med en rolig og forsigtig gang bevægede han sig hen til hende, hans højre hånd rørte hende knap nok af frygt, for at vække hende for tidligt. Hertugen gik ned på ved hans hustru side, hvor i han foldede begge hænder sammen, hans amulet hængende i mellem "Isari, hil været dit lys og den godhed du udstråler, må du være være med os i vores trængte tider, lad dit indre lys være med til at kaste ondskaben ud af denne uskyldig, guide hende Isari og lad hende være dig en behagelig ledsager, som hun er min ledsager. Jeg beder, Isari, beskytteren, hjælp Elaina." Alt hvad han kendte til, hele hans overbevisning fyldte tonen i hans bøn.

De følgende dage forlod Hektor ikke værelset hvor Elaina stadig lå og sov, kun for de mest nødvendige ting kunne få ham til at forlade hende og det var meget kort ad gangen hvis endelig. Det eneste han brugte tiden på, var at sidde ved hendes side og holde vagt mens han selv mediteret over Isari og de andre guder, Umbra bane hvilende på hans skød.

På tredje dagen, mens han hvilede ind i ham selv, lage han mærke til en bevægelse fra Elaina, der skiftede over til at hun vågnede op. Hektor selv stod klædt i noget passende tøj, sværdet lod han hvile op ad den stol han havde siddet i. Han gik hen imod Elaina, hans brune øjne lyste op af glæde ved synet af at hun vågnede op. Han så ned på sengen, hvor i han satte sig til rette ved siden af hende. Han lod en hånd køre forsigtig ned af hendes kind først, inden han krammet hende. "Elaina jeg...i alle guders navn, jeg var bange for dig!" hviskede han til hende.

Blikket drejede sig om mod Hektor, idet han berørte hende. Kort gyste hun over ham, bare tanken om at Vokun havde gjort det samme gjorde hende dårlig tilpas, men før hun nåede at sige fra, havde hun Hektor om sig. Trods en længes efter et kram, følelses det rart og fjernt. De havde intet nært forhold til hinanden og det følte hun en anelse grænseoverskridende, men så rart. Hun havde længe savnet den nærhed, og lige pludselig kom en underlig følelse hen over hende, og små tåre forlod hendes øjne, hvorefter hun lukkede dem kort for at få dem til at forsvinde. Hun træk vejret dybt og sagde stille ”Ikke for hårdt” ryggen og selve kroppen gjorde stadig ondt, og det at komme op fra sengen for at blive krammet gjorde en anelse ondt. Efter hun endelig kom ned i sengen kiggede hun på ham, med et lettere trist ansigt. ”Undskyld” svarede hun blot det havde sagt tidligere. Elaina følte at det var hendes skyld at dette var hent hende, hun skulle aldrig have taget afsted alene. Hun kunne godt glemme alt om sine små eventyrer og den frihed hun haft end til nu, det var hun sikker på, sikker på at Hektor aldrig vil lade hende være alene igen. Tanken var rar, men også skræmmende, især efter det det væsenet havde sagt til sidst. ’Legen er ikke slut endnu’ det skælvede igennem hendes krop om at se ham igen. Frygten stad dybt i hende, og ville nok altid være der.  

Han satte sig tilbage og prøvede på at yde støtte til Elaina imens hun lå i sengen. Han så hvordan hendes tårer havde sat sine spor ned hendes blide og triste ansigt. Hektor tog blot noget af ærmet fra hans tøj, for at fjerne de sidste rester af hendes tåre. Han så blot til hvordan hun lå og kiggede op på ha med et trist ansigt, efterfulgt med en undskyldning. "Det er okay min hustru. Jeg.." Hektor måtte lige finde de rette ord "Jeg er blot taknemmelig, for at du er stadig i live." Han virkede fattet og rolig i hans stemmeleje, den ene hånd gled forsigtigt ned af hendes kind. Ham selv havde ikke fået barberet sig de sidste par dage, så skægget havde groet den smule mere.

Da hun lå og skælvede over et eller andet, tog Hektor blot blidt fat i hendes blide hånd og gik i gang med nulre den. Nok hændelsen som kørte inde i hendes hoved, det kunne han godt sætte sig ind. "Slap af Elaina, det er flere dage siden nu. Du er hjemme igen og jeg lader ingen ligge en hånd på dig herhjemme, med Isari som mit vidne." Igen forblev han fattet i hans stemme, mens han bukkede ned over Elaina og kyssede hendes pande, han havde en vis glød over sig af sikkerhed i hvad han selv sagde til hende.*

*Guddommelig inspiration ;) Hektors lille sjove magiske evne :D

Elaina var ikke meget for at han opdagede de enkelte tåre. Hun følte sig så sårbar overfor ham, så nøgen. Det var så uvant og alligevel rart. Hun kunne ikke beslutte sig, og mest af alt søgte hun råd og rådgivning i hvad der skulle ske og hvad der skete med hende.

Hun trak hurtigt hånden til sig igen, og så ned imens hun holdte sine hænder samlet. Den ene var forbundet på to af fingrene. Hun huskede det næsten klart at han havde revet dem afled. Heldigvis gjorde det gjorde det ikke ondt mere, der var kun ømheden tilbage. Alt andet havde hun sovet væk, og healede havde sørget for resten, med deres helbredende kræfter. Elaina så forsat ned i sine hænder, trist over at hun ikke kunne klare hans berøring. Det blev bare for meget for hende. Ud af det blå spurgte hun ham ”Hvad er det der er skrevet på min krop?” hun så stadig ned i sine små spinkle fingre, der ikke længere så uskyldige ud som de engang gjorde. 

Idet hun trak hånden tilbage, så han forundren ned på Elaina for en kort stund men lod det ligge, hun havde lidt nok i forvejen. Hektor selv lod ikke til at være påvirket af hvordan tingene var i mellem dem, i hvert fald ikke lige nu.

Han så blot på hende i tavsheden, så han rystede hovedet kort, da hun ud af ingenting spurgte ind til om hvad der stod skrevet ned på hendes bryst og lår. Hektors øjne kneb sammen ved det spørgsmål, vrede blussede kort op mens han så væk fra hende. "Vokun" lød det giftig fra Hektor, efterfulgt med en snerrede "Alt har også noget godhed i sig." Hertugen så hen på sværdet der hvilede op af stolen han havde brugt de sidste par dage. "Jeg skal nok finde ham Elaina og genoprette din ære. Jeg viser ham, hvorfor jeg er Ulveføren" Lød det med en stålfast beslutning. Hektor så ned på hende igen, hans blik var fattet igen "Men vi kan tale om det en anden dag hvis du ikke magter det."

Elaina så ikke op på ham imens han sagde det, Vokun gentog hun inde i hovedet, dette måtte vel næsten være hans navn. Og det stod på hende. Til evigt minde. Tåre pressede sig på, var det ikke nok at han skulle være i hendes sind, skulle han også være på hendes krop. Hun kom lidt fra tankerne i det, han nævnte det næste. Hun havde selv sagt de ord, de ord for at få ham til at stoppe fordi hun troede på der var godhed i alle.
Selvom hun ikke burde tage stilling til det, sagde hun ”Nej.. ” meget ståfast. Elaina ønskede ikke at han skulle opsøge ham, det ville blot blive værre, og med det truer hun slet ikke at sige hvad han ellers havde gjort ved hende. Bare tanken om hvad han skulle med hendes blod gjorde hende bange. ”Ikke dig.. Alle andre end dig” forsatte hun, hvis han kom imens han var væk, hvem skulle så beskytte hende? Hun var klar over at hvis blot hun havde et par vagter med, ville han dræbe dem som fluer, ligesom havde gjort med hesten.
En healer trådte ind, og så at selve samtalen havde været anstrengende for Elaina. Kvinden derfor hen til hende og sagde ”De bør prøve at sove lidt igen” samtidig havde hun noget beroligende med til hende, så hun kunne finde lidt ro igen. Elaina smilede svagt og tog imod medicinen. Hun lage sig roligt på puden, og prøvede at slippe Hektor ud af hovedet men det var som om han opslugte hele rummet med sin personlighed. Lige nu følte hun ikke det var det hun havde brug for, og alligevel var det behageligt at have ham ved sengen.

Elaina faldt dog til sidst til ro, der gik længe hvor hun sov lige så fredfyldt. Dog ændrede dette sig, hun begyndte at svede og bevæge sig som om hun følte et stort ubehag. Efter en tid med små bevægelser og små lyde, vågnede hun af sig selv der i gang med at skriger af lungernes kræfter. Hele hendes krop er dækket i sved og tårerne presse sig på. Elaina trækker vejret hurtigt og overfladisk da hun ikke aner hvad hun skal gøre af sig, og det tidligere mareridt, var så virkeligt i drømmen. Hurtigt kom en healer ind og beroligede hende lidt. Hvorefter hun sagde til Hektor ”Hertuginden skal have et bad, vil De hjælpe til eller vil De blot vente?” spurgte hun venligt, samtidig skulle lagene i sengen skiftet. Kvinden var tydeligvis ikke klar over at de aldrig havde delt en seng eller set hinandens nøgne kroppen, og for hende var det jo ganske normalt at ægtefolk gjorde sådanne ting.  

Selv i hendes tilstand, kom Elaina med et stålfast nej til Hektor, noget der gav ham en undren, kort efterfulgt af *Ikke dig.. alle andre end dig*. Hektor så ned på Elaina, så hvordan minderne påvirket hende og at hun var oprigtigt bekymret. Healeren tog et skridt ind, for at bryde igennem samtalen, Hektor selv rejste sig op fra sengen for at give plads, han valgte at sætte sig på stolen igen, sværdet stadig hvilende. måske var det bedst at hun fik ro lige nu.

I det timer hvor hun lå og sov, funderet han over hvorfor hun bedt ham, ikke at opsøge denne Vokun, frygt måske? Frygt for hans sikkerhed eller hendes egen? For Hektor, var det ikke lige til. Først og fremmeste var det en æres krænkelse af helligste grad, æren forlangte at han skulle få den genoprettet. Og udfra både skaderne og den frygt hans hustru udviste, var det en som var tilhænger af mørket, pligten som en af Lysets krigere forlangte at han skulle nedkæmpe denne person. Mon Elaina kunne sætte sig ind i det? Hektor måtte konkludere, at det nok ikke var tilfældet, hendes unge alder taget i betragtning og at hun sikker ikke har levet et liv efter et sæt regler som ham selv, mon hun nogensinde ville kunne forstå denne følelse af ære?
 Hektor kunne kun gøre så meget for Elaina, hvilket ikke var meget men han kendte til andre og særlig en kom frem i hans tanker, den samme kvinde der havde rådet og hjulpet ham som barn, dengang han selv havde stukket af til hovedstaden. Han havde ikke set hende i flere år efterhånden, til at han nærmest havde forsømt Isaris tempel tilbage i hovedstaden. Reina ville nok give ham en mindre reprimande over dette, men hvis nogen kunne guide Elaina, ville hun være hans bedste bud.

Hans tanker blev afbrudt som Elaina vågnede pludselig, hendes skrig skar ikke blot igennem rummet men også helt ind til Hektors hjerte! Han for op, over til hendes seng, begge hænder placeret på hendes skuldre "Shh, du er i sikkerhed, du er hjemme!". En healer var trådt ind som reaktion til Elainas skrig. Dahun spurgte ham, om han ville hjælpe til med at bade hende, fik Hektor et sten ansigt frem. Han så først hen på healeren, dernæst på hans hustru og han bedt inderligt både til hans gudinde men også til Elaina om, at en smule tillid var hvad der var brug for lige nu, for at bevare ansigt og ikke vække opsigt. Han lod en hånd køre ned af Elainas ansigt mens han kort lukkede øjne i "Jeg gør hvad der bliver bedt af mig æret healer. Du er den kyndige, så du ved bedst." Hektor så ind i Elainas øjne, han håbet på, at hun kunne forstå og have tillid til ham.

Elaina fandt heldigvis hurtigt roen igen, da Hektor bekræftende hende i at hun var hjemme, hjemme i sikkerhed. Vokun spillede stadig et pus, og hun blev klar over at uanset hvad måtte hun fortælle Hektor at Vokun ville søge efter hende og fuldføre hans leg, Elaina var blot bange for at det ville resultere i at han uanset hendes holdning ville drage afsted. Så ville hun blot være mere sårbar. Især, især hvis han døde. Tænk hvis Vokun havde fortalt det til andre? Andre der ville overtage opgaven, det ville være ved! Kunne Hektor ikke bare forstå at vold intet ville løse, og hvad hun havde af kendskab til Vokun var det hans eneste løsning. Der var kun ondskab i de øjne.

Elaina blev drevet væk fra tankerne og tilbage til hvor de befandt sig. Hvor hun til sin overraskelse så ville Hektor hjælpe hende i bad. Hun var ikke ligefrem begejstret for det. Det ville være første gang han ville se hende nøgen, uden hun så ham. Elaina forsøgte at bevare fatningen, så stædig var hun. Healeren hjalp hende op fra sengen. Elaina kunne mærke at slaget fra da hun faldt fra hesten havde ramt primært hendes hofte og ryg. Hvilket resulterede i en meget øm krop, der havde besvær med at gå, men gå ville hun. Ikke på vilkår at hun ville løftes af Hektor. Hun støttede sig til healeren end til de kom til rummet.

Baderummet, var mørklagt, og Elaina blev støttet hen til en stol, hvorefter healeren begyndte at tænde de adskille stearinlys i rummet.  Hun vendte sig kort om til Hektor og spurgte ”Vil De tage hendes tøj af?” før hun overhovedet havde fået et svar, var hun i gang med at hente vand til det store kar der fyldte det meste af rummet. Elaina så forarget ud, ikke nok med at han skulle bade hende, nu skulle han også hjælpe hende af, med hendes natkjole! Elaina følte sig godt nok øm, men ikke øm nok til at hun ikke kunne bruge sine arme. Hun så imod Hektor og svarede ”Jeg klare den selv” yderst bestemt i tonen. Hvorefter hun forsigtigt fik trukket af den af sig. Det gik ikke elegant, da det var ubehageligt at løfte noget over hovedet, samtidig var hun vant til at kunne bruge alle hendes fingre. Derefter manglede der kun hendes underklæder, som forsigtigt blev trukket ned til fødderne og væk. Elaina hade dette øjeblik, heldigvis var rummet blevet efterhånden varmt af det varme vand og mørkt, så heldigvis kunne ingen se hendes ellers så rødlige kinder. Elaina betragtede kort sin spinkle krop, hun havde ellers skjult den længe for Hektor, det faktum at hun stor set ikke spiste kunne tydeligt ses, hendes ribben var markeret samt bar kroppen nu blåmærke hist og pist, samt små skræmmer, heldigvis var de næsten allerede væk, hvilket hun kunne takke healerne for. Healer nikkede hen imod dem, badet var klar. Elaina stillede sig foran karet og benyttede den lille trappe til at kravle lige så forsigtigt ned i det varme vand.  

Hektor fulgte blot med healeren og hans hustru som de bevægede sig hen imod rummet hvor hun skulle bades, måske det ville hjælpe på hendes sår. Han skulle hjælpe og det betød, at han ville se hende nøgen! Tanken vækket en blandet følelse af både nysgerrighed og hans egen nervøsitet, for han havde aldrig set hende sådan før! Hvordan var det lige hans våbenbror havde lært ham det? Det pint ham faktisk at tingene var sådan, langt fra de fortællinger hans mor ellers elskede så højt. Livet som adelig, var ikke hvad mange fattige gjorde det til.

Baderummet var mørklagt, Hektor var den sidste som gik ind i rummet. Han så hvordan healeren begyndte at sætte små stearin lys op, faktisk mere hyggeligt end først antaget. Han bed mærke i den tone som Elaina kom med, da hun insisterede på at hun ville selv, hadet hun ham virkelig så meget? Selv efter dette? Han tog hen til et fad hvor der var hældt varmt vand op, han vasket hans hænder i ro og mag, tog sig en skøller til hans allerede trætte hovedet. Langsomt klædte han sig sig selv, så han kun stod i en hvid silke bluse, bukser og bare fødder mens han prøvede på at huske hvad var det lige Roland havde givet ham af råd, tilbage da de begge var væbnere, men hvor end man han prøvede, så løb det blot fra ham.

Da Hektor vendte sig om, så han Elaina for første gang nøgen, men det var ikke kun skønhed som hun udstrålet men sorg. Så tøm hun var blevet! Det var ikke kun på grund af spar tiden, det vidste han selv, for ellers ville han selv have været skind og ben, nej der lå noget dybere.

Nu huskede han det! "Bare tænk på mig, der ligger bagbundet og pisket af en gammel hejre mens jeg hyler op som en gris!" havde Roland fortalt og Hektor så det for sig, for det havde netop sket engang og i de udfordrende tider hvad angik kvinder, var dette hvad han skulle huske og det hjalp på humøret kunne Hektor mærke.

Hektors øjne fulgte blot Elaina som hun gik hen til det store kar, hele vejen til hun fik lagt sig til rette. Hendes uskyldighed var det som tiltalte ham mest af alt, hendes skønhed hjalp men igen, hun virkede trist. Han tog fat i stolen hun havde brugt før, for at sidde ved siden af hende. Healeren gav ham en vaskeklud og en lille spand, der duftede af en blanding af sødt og hvad han kunne gætte nogle forskellige blomster. Instrukserne var klar og tydelig, hendes sår skulle vaske ren og med en blid hånd. "Isari, hvad er det jeg har rodet mig ud i?"

Hektor dyppede kluden ned i spanden, vred den en omgang og gik i gang med at vaske Elainas ene arm til at starte med. "Elaina, det går ikke, at du spiser så lidt. Det er ikke kun på grund af spare tider, det kan jeg se, for ellers ville jeg selv havet tabt mig en hel del." ordene var lave, nok til at kun hun kunne høre dem. Selv med hans hårde hænder, kunne han godt finde ud af, at være nemsom og blid. Hektor så ind i Elainas øjne "Du er hertuginde. Det går ikke." Stadig lavmælt men tonen var klar, hun SKULLE spise mere, dette kunne ikke diskuteres. Måske fordi at han fokuserede mere på hendes ve og vel i stedet for kødets lyster, kunne han få sig selv, til at vaske såret over hendes bryst region, igen med en blid og nemsom hånd og uden tegn på at hun kunne fjerne ham, hun måtte blot acceptere den her venlighed, hvis hun kunne forstå det, hans ansigt viste tegn på, at han havde i sine at gøre hans pligt og pligten var hvad han kendte alt til.

Det var ikke fordi Elaina hader Hektor at hun ville selv, men de havde ikke stået i denne situation før, og selvom Elaina takkede ham mere end noget andet for at redde hende, var det svært for hende at give slip på hendes egen værdighed og uskyldighed.
Som lyset blev tændt og det varme vand lå og dampede i karet, kunne hun mærke at varmen steg i rummet dette var nok også grunden til at Hektor valgte at tage noget af sit tøj af, ellers vidste hun ikke hvorfor. Da hun ikke regnede med at han ville deltage i badet, det ønskede hun hellere ikke, ikke sådan som hun havde det.

Elaina så direkte ind i hans ansigt idet han vendte sig om og så hende, hendes spinkle og ranglede krop nøgen. Intet til at skjule den tynde krop. Hun skammede sig en anelse, men desværre kunne hun ikke skjule det. Hektors øjne så mere bekymret ud end længsel efter at se hendes krop, kort blev hun skuffet over at ikke engang hendes mand kunne føle det efter hende. Men hun bekræftede også sig selv i at situation var hverken romantisk eller lagt op til der skulle ske noget yderlige imellem dem.

Som enhver anden adels kvinde, gjorde hun som der var forventet af hende, og rakte armen imod Hektor. Det var behageligt at mærke den varme og blide klud imod huden, og duften fra kulden var sød af blomster, ligesom hun elskede at blive badet. Hendes afslappede tanker blev afbrudt af at hans kommentar, men hun havde regnet med den. Elaina anede faktisk ikke hvad hun skulle svare, det var jo sandt. ”Jeg skal forsøge at blive bedre” svarede hun roligt, hun kunne alligevel ikke komme udenom at hun var tynd, for tynd. Man skulle være idiot hvis det ikke kunne ses. Elaina så roligt ind i hans ellers dybe øjne, hun følte kort en intensitet imellem dem og kunne svagt mærke hendes kinder blive varmere, hun bildte sig selv ind at det var det varme vand som forudsagde det. Varmen blev blot stærkere idet han nåede frem til hendes bryst. Elaina sad dog ganske roligt i karet og så på sin mand, så stædig som hun var ville hun ikke fjerne blikket eller lade sig kue af hans berøringer. Hun var en adelig og agtede at leve op til det, med alt hvad det indebær. Måske ville oplevelsen bringe dem tættere på at kunne producere et barn. Elaina vidste at det var forventet og nu havde de været sammen i et år. Selvom hun ikke følte sig parat til at blive mor, vidste hun også selv at tiden snart ville komme til at det nærmest ville være underligt at endnu ikke en arving var kommet, der var jo ikke engang sket et tab af barn. Forståeligt nok når de aldrig havde delt en seng. 

At Elaina svarede på hans bekymring virkede som et positivt tegn hvad angik dem begge. At hun dernæst fik røde kinder ved hans berøring, tog fusen på Hektor selv og han mærkede hvordan hans øjne var fastlåst imod hendes blik, hendes øjne der langsomt fik set den længsel der lå dybt begravet bag den person han var.

En vagt kom ind på et virkelig dårligt tidspunkt, kun lige ved dørkanten men nok for at hertugen, kunne høre at hans opmærksomhed var påkrævet, hvorfor lige nu tænkte han!? "Herre, vi har et mindre problem. Deres moder har ikke ville tag imod hverken mad eller drikke og har gået på sulte strejke" Vagten beklagede sig dybt over dette tidspunkt. "Fint nok, så kan hun måske blive renset ud. Det var alt." Hektor gad ikke virkelig ikke at tag stilling til hans mor lige nu og fortsatte med at vaske hans hustru nær brystregionen. "Jamen æret hertug -" startede vagten men Hektor skar blot igennem "Jeg sagde at det var alt!" Stemmen blev hævet kort og bestemt. Vagten bukkede kort og forlod dem.

"Æret healer, hvis de blot kan nedskrive de nødvendige instrukser til mig, vil jeg sætte pris på, hvis jeg kunne få en privat stund med hertuginden" Tonen skiftede fra den krævende, til den meget høflige og venligsindet person han nu var engang. Healeren gjorde blot hvad hun blev befalet og startede på at skrive nedskrive hendes råd og vejledning. "Vend dig om Elaina, så jeg kan få taget mig af din ryg." Hektor indikerede det med en let cirkel med en pegefinger. Healeren gav hertugen papiret og forlod dem, så de begge var alene.

Lidt våd var hans tøj blevet som han havde vasket Elaina, kluden blev dyppet endnu engang, vredet om og blev lagt på hendes ryg med en yderst forsigtig hånd. Endelig alene tænkte han. "Det er rart med tjeneste folk og vagter men til tider ankommer de på et meget ubelejligt tidspunkt." Hektor så hen over hendes ryg med et smil. "Eller tager jeg fejl?" Efterfulgt af et grin og vaskede videre.