Cherry var på gåtur en tidlig aften. Forårs aftner var typisk lidt kølige, så hun var iført et par bukser og en hvid, kortærmet trøje og hun havde en madpose over skulderen. Pointen med i aften var at se på stjerner. Cherry havde været spændt i ugevis, for i aften skulle være den aften på året hvor månen var fuld OG stjernerne skinnede klarest. Cherry vidste ikke hvorfor dette var eller hvordan det skete, hun vidste bare at det var smukt. Hun havde dog lidt tid endnu, inden mørket faldt på, så hun besluttede sig for at finde en god plads, hvorfra hun kunne spise sin mad og nyde udsigten.
Hun var nået til en lysning bedst som hun havde den sidste tanke og hun så sig om i den velkendte skovkant. Der var et træ der stod tæt ved søens bred, så Cherry besluttede sig for at sætte sig for foden af træet og vente på at tiden kom til at kravle op i træet. Indtil da havde hun medbragt en bog, bare imens der stadig var lys.
Da hun satte sig ved træet trak hun sin bog ud fra den samme pose som hendes mad var i. "Folkets eventyr." hedder den og Cherry smiler for sig selv. Hun fik den læst da hun var barn så hun kunne alle historierne alligevel, men de var bare så rare at læse igen, også som en voksen.
Hun satte sig til at læse med et lille smil på læben, imens hun nød den kølige forårsbrise der kom, og løftede hendes ene fletning let i vinden. Men bedst som hun var godt igang på anden side af det første eventyr, hørte hun noget. Det lød som fodtrin.

Demiel havde lige være ude på sin sidste opgave. Det havde blot været en lille uskyldig overvågnings opgave på elverne her i Elverly, men som Demiel alligevel skulle tilbage havde de bare skudt genvej gennem Lindeskoven. Den del af skoven hvor elverne havde ting som Alfer, Satyre og Halvdyr boende. Lidt som skovens udskud tænkte Demiel omkring stedet. Her følte Azhuba og Demiel sig næsten hjemme.
Men hvor turen ellers havde været fredelig og kedelig stopped Demiel sine ellers tunge skridt gennem skoven som Azhuba begynde at råbe.





Demiel og Azhuba talte altid inde i hovedet på hvem end der var i kontrol over kroppen. Og det måtte være en heldig dag for hvem end der sad og læste, for Demiel var i kontrol og han håbede på at kunne holde kontrollen som han havde gjort nu uafbrudt i fire uger. Det var lidt som om Azhuba ikke engang havde kæmpet for at få kontrollen, men Demiel var da også ligeglad så.

De begik sig hen af en naturlig skov sti som Demiel lede efter kvinden Azhuba havde advaret ham om. Han ville ikke bare tage bogen fra hende og løbe, men måske ville han faktisk kunne finde en måde begge parter ville kunne få den læst. Demiel kunne se ud gennem nogle grene fra et træ der før havde blokeret hans udsyn, men nu kunne han se det.
En kvinde iført et par bukser og en hvid kortærmet trøje sad med en bog i hænderne. Han kunne se at kvinden havde gevirer og hans hoved røg da på skrå. Hun må vel være et halvdyr så. Måske en eller anden kronhjort. De plejer at være søde nok. tænkte Demiel og så mod kvinden. Selv var han iført sin normale bruneskjorte og et par korte shorts selvom det var koldt på sådan en lettere vindet forårsaften. Men Demiel havde aldrig ejet meget tøj, så det var noget af hans eneste og derfor var det hvad han igen idag havde på... Ligesom han havde haft det på de sidste mange uger.

"Hejsa Frøken Hjort." sagde Demiel som han kom frem fra bag træet og knækkede en gren af der var i vejen for hans syn. "Jeg kunne ikke undgå at høre du læste og jeg kedet mig så meget, så jeg ville lige komme herover." Demiels stemme var passende for en af hans alder. Meget enkel var det en lys stemme med uskyld i tone. Også selvom han inderst inde var en ulv i fåreklæder.
Demiel følte sig, nu da han var kommet tættere på, draget til kvinden på en underlig måde. Han kunne ikke helt beskrive det, men det fik næsten hans barnlige side frem i ham. Og det gav ham et sødt lille glimt i øjet som han stod og uskyldigt så mod kvinden på træet.

"Hejsa Frøken Hjort. Jeg kunne ikke undgå at høre du læste og jeg kedede mig så meget, så jeg ville lige komme herover."
Cherry så op fra bogen og blev glædeligt overraket idet hun så en ung dreng med et uskyldigt ansigt. Han kunne ikke være ret gammel, nok kun lidt yngre end hendes egen lillesøster og Cherry fandt ham virkelig nuttet som han stod der, interesseret i hendes bog. Hun satte sig så hun kunne se ham rigtigt. Kunne han være alene? Var han gammel nok til det? Hendes moderlige bekymring blomstrede hurtigt, men hun ville ikke afskrække drengen ved at stille ham bebrejdende spørgsmål som: Burde du være her? Hvad laver du her? Hvorfor er du alene?
Cherry besluttede sig, istedet for, at tilfredstille drengens nysgerrighed omkring bogen hun læste. "Nå, jamen det var da hyggeligt at du lige kom over. Jeg sad netop og var begyndt på første eventyr." Cherry talte blødt og venligt til drengen idet hun vendte bogen om for at han kunne se billedet af en ulv på en gren. 
"Du må gerne høre med hvis du vil. Jeg hedder Cherry, forresten. Vil du have et æble?" spurgte hun til slut og trak så et rødt æble frem fra sin madpose og rakte det til drengen. De kunne lige så godt sætte sig til rette. Det var snart sent, så han skulle vel ikke ud og gå alene, det kunne være farligt. "Hvad hedder du?"

Tit og ofte når tanker flød i nærværet af Demiel og hans bror kunne de ikke helt udelukke det som noget folk bare havde sagt, så han satte sig og så så mod Frøken Hjort der lige havde rakt dem et æble. ”Tak Frøken Cherry Hjort” sagde han som Demiel tog mod det og så undrende på hende. Hun havde godt nok kun sagt ”Hvad hedder du?” men han kunne høre mere. Burde han være her, hvad lavede han og hvorfor var han alene? Spørgsmålene kom ikke fra hendes mund men tanker og han ville gerne besvare dem men Azhuba nægtede at han måtte gøre det. Hun skulle blive i sin gode tro endnu, for hvis hun vidste hvad de virkeligt var så ville der nok være problemer.
”Mit navn er Demiel og... Jeg er aldrig helt alene Frøken Hjort” Hans uskyldige øjne så mod hende med et sødt lille smil. Demiel kunne ikke lyve, det var en umulighed og derfor, selvom han så gerne ville, så svarede han kun lidt på nogle af hendes andre spørgsmål mens han så på billedet af en ulv på en gren.
Hun trak på sine øjenbryn og så undrende på den. Hvad fanden lavede den egentligt på en gren og Azhuba var flad af grin i Demiels tanker. Det var underligt for dem siden de ikke havde fantasien til at forstille sig det i virkeligheden, men de sagde ikke noget til det selvom deres ansigt var tegnet med Demiels forvirring.

Cherry så undrende på drengen. Hun havde da ikke spurgt ham om han var alene? Hun havde tænkt det, ja, men det kunne han da ikke vide. Det var en mulighed at han kunne gætte sig til hendes bekymring, men Cherry vågede at tvivle. Drengen var muligvis mere end hvad han så ud, men det var vel ikke af betydning lige nu. 
Hun så på Demiel og opdagede at hans ansigt var fortrukket i et undrende og forvirret udtryk. Cherry fulgte hans blik ned i bogen, til tegningen på den første side. Ulven var godt tegnet og Cherry smilede af billedet inden hun så på drengen igen. 
"Det er mit ynglings eventyr "Den rigtige ulv."." sagde hun og lod en enkelt finger glide ned over siden. "Jeg syntes det er sådan en sød historie."
Demiel så underligt forvirret ud over billedet, som om han ikke helt kunne se for sig at en ulv skulle klatre op i et træ. "Kender du historien?"

Med øjenbrynet løftet så han stadig på tegningen som fik ham til at være forvirret. Fantasi var et koncept for normale folk, for Demiel og Azhuba var sådan en ting ikke på tale, for eftersom deres barndom var blevet dem berøvet gang på gang på gang havde de givet op på sådanne barnlige ting.
"Nej Frøken Hjort- Jeg mener Cherry." skynde han at ændre det til mens han førte en hånd til hans nakke og kløede sig over den akavede handling han havde udført ved at kalde hende det forkerte navn. "Men min bror har læst den for mig." uddybede han så mens han takkede Azhu i hans hoved. 

Historier bragte tit de to sammen for Azhuba læste dem med glæde og hans bror lyttede altid spændt på hvert ord en bog som han læste holde. Dog var billeder i bøger de læste ikke rigtigt en ting, for tit var bøgerne ikke eventyrer selvom de nok ville have haft godt af det engang imellem i deres alder. "Men Frøken? Hvorfor er ulven på en gren?" spurgte han og udpegede ulven på billedet. "Ulve kravler jo ikke i træer." forklarede han med et undrende skævt smil. Han prøvede bevist at virke flink overfor damen, for hun var bare en tilfældig sød dame der gerne ville læse for ham, så det var da det mindste han kunne gøre overfor hende.

Cherry så først forvirret ud, men så smilede hun og lagde en hånd over sin mund for at dække et lille fnis. Sikke en bedårende måde at tænke om det, men det var jo også ganske logisk. Ulve klatrede ikke i træer, det var da klart.
Halvdyret rettede sig op hvor hun sad og lukkede bogen halvt sammen så Demiel kunne se forsiden. Hun pegede så på bogen og forklarede: "Jo, det har du jo ret i, oftest klatrer ulve ikke i træer. Men fordi det er en eventyrbog, så kan ulve klatre i træer alt det de vil. I bogen kan dyr også tale med hinanden og himlen kan blive lilla."
Hun lagde bogen i græsset så han kunne kigge i den hvis han ville inden hun kiggede op. Himlen var blevet lidt mørkere, ikke helt nok til stjerner, men det skulle nok komme inden for en times tid. En kølig vind kom forbi og Cherry gøs lidt. Det kunne godt blive koldt hvis de ikke passede på.
Med et træk på skuldrene åbnede hun sin pose igen og trak et halstørklæde op, men med sig op kom også en lille hvid hue. Cherry tog den forvirret op i hånden. Hun kendte den ikke, gjorde hun? Det kunne ikke være hendes egen, Cherry kunne ikke gå med hatte, eftersom hendes gevir altid kom i vejen...
Så huskede hun det! Det var hendes søsters, fra før hun fik gevir, derfor var der ingen huller i! Nu var den lidt ubrugelig, eftersom Kashis gevir allerede var halvt så stort dom Cherrys...
Cherry slyngede halstørklædet om sine spinkle skuldre og rakte så huen til den lille dreng.
"Her, tag den på. Det kunne blive køligt og jeg tror ikke dine forældre og din bror vil have en forfrossen Demiel hjem."
Hun smilede kærligt og skuttede sig i sit tørklæde.

Forklaringen var vel fin nok og Demiel fandt det meget sødt at bogen sådan måtte lyve om verden fordi den var et eventyr og ikke en faktisk historie, men Azhuba var mindre glad for det. Han ville gerne læse lidt i den så Demiel tog også og åbnede bogen som den lå på jorden. Han satte sig bare ned ved siden af den og begynde at bladre mens Azhu læste siderne hurtigt igennem.
Det var dog billederne der fik Demiel til at være stille. Han fandt de søde tegninger pæne og han ville næsten selv ønske han kunne tegne sådan der, men "Far" ville nok ikke kunne lide det. "Så fordi det er en forsjov bog må man skrive hvad man vil i den?" spurgte han så mens hans øjne gled over side efter side. Selv forstod han ikke et eneste ord, men de pæne billeder fangede hans uskyldige øjne og kort var han som et barn.

Han kløede sig i nakken som en hvid hue blev rakt til ham fra kvinden med gevirene hvis navn han allerede havde glemt næsten. "Tak Frøken Hjort." sagde han så med et smil og tog hatten i hånden. Æblen lå stadig i den anden hånd og han vidste ikke helt hvordan han skulle få det hele til at fungere så han satte sine tænder i æblet og lod det hænge ud af hans mund som han med begge hænder placerede den lille hat på hans hoved.
Teknisk set var det vel den første gave han nogensinde havde fået, så som den blev placeret tabte han æblet ud af munden og kiggede direkte lige ud i luften. "Azhu... Jeg tror lige-" hans blik var forvirret, men med et godt øje kunne lykke ses i hans ansigt som han nu følte sig en smule mere som barn igen, selvom han aldrig rigtigt ville kunne genvinde sin barndom.

"Jeg ved det... Vi har fået en gave." svarede Azhuba ham inden han kunne tænke færdig. Demiel lukkede bogen i og rejste sig som han gik over til Cherry der skuttede sig i sit tørklæde. Uden et ord lagde han bare sin arme om hende og gav hende det blødeste kram hans små arme kunne præsterer.

Cherry nikkede med et smil da Demiel forklarede eventyrbogen med sine egne ord. Hun kunne se at konceptet ikke kom let til ham, men også at han gjorde sit bedste for at forstå det.
Han var sådan en sød lille dreng, så Cherry måtte igen se på ham med moderligt bekymrede øjne. Da han tog huen på og den passede hans hoved, smilede Cherry til ham inden hun satte sig til at plukke klokkeblomster. Hun tænkte at han nok kunne bruge et øjeblik til at kigge i bogen uforstyrret. Hun talte, en blomst, to blomster, tre-
Demiel rejste sig og tog så de få skridt der var over til Cherry. Så lagde han sine små arme om hende og gav hende et varmt knus. Cherry var ikke forberedt på dette, men bød det velkommen idet hun gengældte knuset. Hun lagde den ene arm rundt om hans ryg og lod den anden ligge sig over hans skulder så hun kunne stryge ham over hovedet. Cherry kunne ikke helt bestemme Demiels sindsstemning lige nu. Var han glad? Trist? Havde han brug for trøst og hvis ja, hvorfor? Var der sket noget?
Hun besluttede sig for ikke at spørge lige nu, det kunne ske at han ikke ville tale, men bare havde brug for den fysiske kontakt. Cherry smilede for sig selv og håbede at den lille dreng kunne mærke tålmodigheden hun havde overfor ham. Hun nussede ham fortsat indne hun spurgte ham: "Hvad så, Demiel?"

Demiel var målløs i en tid. Aldrig i hans liv havde han haft brug for fysisk kontakt til et andet menneske eller for den sags skyld havde han aldrig haft brug for andre. Hverken Far, Onkel, Moster, Tante eller Faster. Ingen andre... Men Cherry var anderledes. Hun virkede sød og derfor var han også sød overfor hende, især når han varmede hendes hjerte med hver gerning han udførte.
Så med hans arme om hende som han blev nusset i håret åbnede han munden for at sige noget, men han havde ikke noget han direkte bare vidste han skulle sige. "Je-jeg... Azhu?.. Hjælp." Demiel var forvirret men glad, sur men rørt, trist men lykkelig... Azhuba ville normalt have haft en eller anden bemærkning men istedet kunne høres "Det kan jeg ikke..." ud fra luften omkring Cherry og Demiel.

Demiel trådte hurtigt ud af krammet som stemmen kom fra intet så både Cherry og Demiel kunne høre det. Men det var ikke meningen. Demiel ville ikke have Azhu skulle tale så Cherry kunne høre det, for han frygtede hun nu var skræmt. "Øhm... Hørte du også det?" spurgte han så nervøst Cherry for at håbe hun ville tro det bare var vinden eller noget.

Cherry så uroligt på Demiel da han brød omfavnelsen. Han virkede skræmt og bekymret for hans sikkerhed besluttede hun sig for ikke at piske en stemning op. Hun smilede forsikrende til ham.
Hun havde hørt det, klart og tydeligt, men hun ville ikke skræmme Demiel. Det kunne ikke være noget farligt, Lindeskoven var et fredligt sted, sikkert for bådee beboere og gæster. Demiel behøvede ikke bekymre sig, men hvis han var bange måtte Cherry gøre sit bedste for at berolige ham.
"Rolig, Demiel, rooooolig nu. Jeg hørte det, men det kan ikke være farligt. Jeg bor her, husker du nok. Jeg ved at her ikke et noget der kunne skade dig, det var sikkert bare vinden eller nogen der laver sjov."
Cherry lagde en betryggende hånd på Demiels skulder inden hun så sig om. Hun måtte finde på noget der kunne få ham til at falde til ro... 
"Hør, der kommer snart stjerner frem, det var egentlig derfor jeg kom her til at starte med. Vil du ikke med op i træet og se dem?"
Hun rakte en hånd ud og løftede drengens hoved med en hånd under hans hage. 
"Du skal ikke bekyrme dig. Der sker ikke noget og hvis der gør, så er jeg her jo."

Demiel så igen roligt på Cherry. Hun virkede ikke rørt af den ekstra stemme der var omkring dem. Heldigt, for han ville virkeligt ikke have hun ikke kunne lide ham. Han var sød mod ham så han ville være sød mod hende. Men han var dog en smule bange for stedet nu. Hvis det var normalt for hende at høre stemmer i vinden burde hun måske få noget hjælp, men det kunne man vel altid se på senere.
For nu løb han hen til træet nær dem og så op i det. "Du har ret det var nok bare vinden. Jeg vil også se stjernerne." svarede han og så igen op i træet. Hvordan ville han dog komme derop. Han så op i træet og indså at allerede den første gren nok var for højt oppe til han ville kunne nå det, så selvom han strakte sig og hoppede en smule på stedet kunne han altså ikke nå det. Det dumme træ var også bare forhøjt!

"Cherry... Jeg kan ikke nå grenen. Den driller." sagde han så som han vende sig nedtrykt over det. Han ville bare gerne op i træet, men det ville åbenbart ikke han skulle det.
Han virkede slet ikke pårørt over hvad der var sket før og det var næsten som om han pludseligt bare havde lagt det bag sig eller spontant fået amnesi og glemt det. Men i virkeligheden var han bare ligeglad allerede fordi han vidste det jo bare var Azhu og han ville nok ikke være glad hvis han blev ved med at spille på han var bange for ham.

Demiel vikrede roligere nu end før, hvilket jo kun kunne være godt. Cherry vidste ikke hvad der havde talt, selvom hun havde hørt det tydeligt, men hun var sikker på at det ikke kunne være farligt. Lindeskovens farligste dyr var Cherrys egen far hvis han blev vækket for tidligt om morgenen, plus en ung kvinde med katteører der kom fra tid til anden og gik op i blå flammer. Men hun slog ikke rigtig Cherry som farlig, bare som en brandrisiko i tilfælde af at hun forsvandt tæt på nogle tørre blade.
Cherry smilede nu moderligt og gik over til Demiel. Hun stillede sig bag ham og tog fat under hans arme, inden hun løftede ham. Han var meget lettere end  hun havde regnet med, så hun måtte lige stoppe sig selv inden hun bare kastede ham op i luften frem for at løfte ham. Hun hjalp ham op på den tætteste gren og sikrede sig at han sad godt på den, inden hun selv tog fat i den og svingede sig op på den.
Hun fik så øjenkontakt med Demiel og med et varmt, men alvorligt smil sagde hun: "Nu skal du være forsigtig, ikke? Selvom græsset er blødt så kan man stadig lande hårdt på det og slå sig, så kig dig for når du klatrer og lad være med at falde, okay? Vi kan ikke have at du kommer noget til."
Med det sagt rejste Cherry sig op på grenen og tog fat i den næste gren. Den fulgte hun så, hendes fødder på en anden gren der gik langs den Demiel sad på. Hun gik langs den indtil hun slyngede sig op et nivea højere op og så klatrede hun til en lille køje hun havde hængt.
Den var stor nok til 2 voksne, i hvert fald, så det burde ikke være svært for de to at være i den. 
"Skal du være med?" smilede Cherry, da hun vendte sig om for at holde øje med at Demiels tur igennem grenene gik godt.

Demiel værdsatte Cherrys hjælp og med den kom han også op på den første gren. Dog stoppede Demiel kort med at klatre som han bare så Cherry klatre afsted. Hendes højde måtte gøre det her "kapløb" nemt. Nok var det aldrig blevet sagt at det var en konkurrence, men Demiel var et konkurrence menneske og alt han så kunne lige så godt være en, så derfor legede han altid de var det. Det gjorde også det meget let at holde fokus.
Hans fingre knækkede han kort som de begynde at se mere grålige ud og neglene næsten mindede om små klø. Han rystede kort hænderne som farven kom tilbage. Tydeligvis prøvede Azhuba også at få kroppen nu, så ud over han skulle prøve at være sød, så skulle han også holde Azhuba fanget på samme tid.

Han rejste sig på den første gren og sprang nærmest til den næste gren som han greb fat i og svingede sig oven på. Han fortsatte sin hoppe fra gren til gren og begynde at udnytte hans lille vægt. Så han sigtede efter mindre grene der var tættere og flere af end de store som Cherry fik taget i da de kunne holde hende. "Jeg vil gerne med. Men jeg er lige lidt langsom med mine små ben." sagde han og rystede lidt med det ene for at pointere hvad han talte om. Men som han gjorde det mistede han balancen og greb hurtigt fat i træets stamme og fik på et hængende hår fat nok til ikke at falde. "Je- jeg klare mig." sagde han som han skubbede noget hår væk fra sin pande og denne gang langsomt klatrede op til Cherry.

Hans syn nåede kun lige at se køjen som han pegede på den og bare rystede på hovedet. "Hvad er det der?" spurgte han så. Han vidste det var en køje, men de hørte da ikke til i træer? Eller var det noget man gjorde her i lindeskoven ligesom deres klatrende ulve?

Ikke aktiv//Afsluttet