Det var længe siden Lúcen havde været i Kzar Mora. Mange andre dæmoner ville ønske de kunne sige det samme thi dette havde været deres fængsel i flere århundrede, men som en af de få der kom ud og blev fanget udenfor var rollerne skiftet, og nu, for første gang ville han vende tilbage til dæmonernes vugge med titlen som Frådseri. Han var ikke længere bare en hver dæmon der kunne spise ting eller åd alt på sin vej, han var synden selv. Og han strålede med stolthed af at den titel nu var hans og ikke nogen andens. Dog som han følte sig draget til Kzar Mora følte han noget var galt i hans inderste, i hans søvn vred han sig med mærkelige billeder, navne og hændelser han aldrig havde deltaget i, aftaler han aldrig havde lavet og i alle disse mareridt blev han kaldt ved sit nyeste navn. Teto.
Han havde da som han passerede grænsen til riget tilladt sjælen at tage styring af hans gang og det førte ham til ruinerne af den engang stolte by af Aztaroth som nu blot var reduceret til ruiner og ubrugeligt skrammel. Hvorfor hans fødder havde båret ham hertil var en gåde, men det føltes rigtigt, som om svar var på horisonten.

En følelse af frygt skød ind i Lúcen som han begyndte at genkende området han gik i mere og mere. Lugten, udseendet, følelserne... Det føltes alt sammen som om han havde været her før, men ikke ham, Teto. Nogengange ville han næsten have ønsket han bare havde fundet den næstbedste og fortæret dem, men ej skulle det være, han havde af alle dæmoner fortæret en der ville give ham kryptiske mareridt og underlige syner. Selvfølgelig.
Iført hans lange sorte jakke og klar med alle ressourcerne hans mave havde til hans rådighed var han klar til hvad end ruinerne gemte og ville kaste efter ham. Ud over måske... Et bibliotek. Han genkendte bygningen som han så op og ned af den, han vidste hvad det var, men aldrig havde han været derinde. Det var dette sted Lúcen havde søgt i utallige drømme og nu var han for fodden af stedet der forbandte ham. Han rettede på jakken og børstede en hånd gennem håret for at se mere anstændig ud for hvem end der måtte åbne døren når han bankede. Selv overvejede han bare om han skulle vende om og gå væk herfra, men ville mareridtene så stoppe eller jage ham evigt. Nej, her satte han en streg i sandet. Han vende sig mod døren på hælene og bankede tre gange som han højt sagde "Jeg, Lúcen, dødsynden; Frådseri, ønsker hjælp fra hvem end der holder dette bibliotek. Jeg har spist nogen og deres sjæl tvang mig til at søge hjælpen her til at finde problemet og løse det." med hans dybe røst. Døren gik op og Lúcen håbede at hvem end der ville være på den anden side var klar til at hjælpe ham. For ellers vidste han vitterligt ikke hvad han skulle gøre.

Click. Clack. Click. Clack. En irriterende klikken kunne høres i biblioteket, næsten som det rungende. Denne uro havde stået på i dagevis nu. Den blev ved og ved, og der var intet der kunne gøres for at stoppe den.
Videndæmonen der befandt sig på bibliotket, måtte tage sig selv i ikke at kaste med bøgerne, for selv hendes vanvid var ved at nå bristepunktet. I årevis havde hun strejfet i nærheden af sjælebøgerne, og blevet fordrevet til et sind der ikke længere var normalt, men dette var noget. Click. Clack. Hele dagen. Hun kunne ikke klare det meget mere.

Dagen idag havde foregået på samme måde. Click. Clack. Men som timerne på dagen gik, blev klikkene højere og højere, så meget at hun næsten ikke kunne klare det. Men uanset hvor meget hun ruskede og hev i bogen klikkende kom fra, nægtede den at sige noget. En stilhed der var uvant for dette bibliotek. Det var ikke usædvanligt at biblioteket kunne være fuldt med vrede, og sorg og massere af skrig. Alt efter hvad hun undersøgte den dag. Bøgerne var sjældent glade for deres situationer og den største synder var ofte den klikkende bog. Havde altid en smart bemærkning eller et vredesudbrud. Men disse dage. Click Clack.
Alt i biblioteket blev dog pludselig stille. Vidya gik i stå. Dyrerne der gik rundt og fejede og gjorde rent, gik i stå. Det var som om at luften selv gik i stå, da klikken stoppede, men denne stilhed varede ikke ved. Nej. Vidya havde godt fornemmet den dæmoniske energi der var udenfor biblioteket, men at de alligevel vovede at snakke så højt, men alligevel var det som om at biblioteket ønskede at han kom ind, og døren gik op.

Dæmonen ville ikke umiddelbart kunne se meget, men Vidya tog faste, rolige skridt over mod indgangen, og inden længe kom hun ud fra mellem nogle af reolerne. Det var en dårlig dag at komme på besøg, selv for en af dødssynderne. Især for en dødssynd der endnu ikke var respekteret af den oldgamle vidensdæmon.
"En dødssynd?" kom det næsten hvislende fra hendes læber. Den lange tynde hale nærmest kradsede over gulvet, og hendes fingernegle tappede på hendes arm, som hun havde armene over kors. "Jeg ved ikke hvad du forventer at få ud af at opgive denne oplysning for mig. Men modsat navnet, så går respekt og aftaler ikke i arv med dødssyndstitlen. Det må du optjene af dig selv, og du må hellere træde varsomt i dag... barn." Man kunne næsten mærke hvordan man ikke skulle prøve noget med den lave dæmon. Det kunne godt være at hun næsten lignede et barn, og var lavere end de fleste, men det var meget klart, at hendes uskyldige udseende ikke var hvad det lignede.

Den store dør til biblioteket gik op. Lúcen vidste ikke hvordan han vidste det var et bibliotek, men et eller andet sted i hans hoved lå ordet og det sad på hans tunge som han ville forklare det. Han ville bare være trådt ind hvis ikke det var for en anden person der kom frem i lyset af biblioteket. Hun virkede ikke særligt høj og for den sags skyld hellere ikke særligt bred, men alligevel følte Lúcen sig med et underligt ord… Bange for hende? Han følte næsten han havde mødt hende før og at han havde… En aftale!? Hvem var hende her og hvorfra kende han hende!?

”Jeg forventer ikke noget... Tror jeg da. Jeg er bare tilfreds efter at have hans sjæl. Det tog lidt tid at få ham spist.” fortalte Lúcen som han slikkede sin læber. Bare mindet om at have fortæret Gula gjorde Lúcen en smule mindre mæt hver gang,  men nu var det ikke Gula der skulle tales om. Det var den der anden. Den der Teto som irriterede hans tanker hele tiden. ”Hør. Jeg ER et barn i forhold til dig bibliotekar?” han kende ikke hendes navn, men gav hende ret og prøvede at hentyde til at han gerne ville have hendes navn så det ville være lettere at tale med hende. Dog var han ikke vred i sin rug stemme. Han forstod vel og mærket at han var meget yngre end hende, hun måtte være oldgammel eller… Det fortalte Teto ham i hvert fald. Måske var det derfor han hele tiden følte sig en smule intimideret af hende selvom hun var så lille.
”Jeg har spist en sjæl og har brug for din hjælp, din viden. Og jeg tror det må være i dit bibliotek at svaret er. For den her sjæl, Teto, bliver ved med at tale om aftaler som jeg skal holde selvom jeg ikke har lavet nogen aftaler her i biblioteket. Jeg har brug for din hjælp som en ældre dæmon end jeg.” Lúcen så mod dæmonkvinden og hans toneleje var hende underdanig selvom hans højde gjorde det svært at bemærke, men han satte sig ned på det ene knæ for at i det mindste virke som øjenhøjde for kvinden. Ikke for at spytte på hendes ære, men fordi det var underligt at skulle tale om hjælp til en når man tårnede over dem.

Lúcen vidste ikke hvordan hun kunne hjælpe eller biblioteket for den sags skyld, men Teto hev og sled i hans indre, så han måtte komme derind og finde svaret. For kun derinde kunne svaret være, ellers ville Lúcen en gang for alle komme af med sjælen hvis den endnu drillede ham når han havde været derinde.

Kun idiotiske dæmoner frygtede ikke den lave bibliotekar. For en ting var gamle dæmoner, en anden til var gamle, lettere sindssyge, og utrolig vidende dæmoner. Det var ikke nemt at løbe om hjørner med en vidensdæmon, og slet ikke en som Vidya. Den vanvid man nærmest kunne se i bibliotekarens øjne, den virkede dog som om at den ikke kun kom fra hende. Man kunne næsten mærke hvordan bøgerne skreg, og udstødte samme slags vanvid fra dybt inde mellem reolerne. Der var bare noget næsten uhyggeligt på spil i biblioteket.

Et lille smil gled over hendes læber. Dette var endda en dæmon der ikke kendte hendes navn, hvor interessant. "Du kan kalde mig Vidya," sagde hun køligt. Hun virkede stadig ikke specielt begejstret for dødssynden der stod foran hende, men en vis interesse viste sig i hendes ansigt, da navnet Teto blev nævnt.
"Du har ikke behov for mig som en ældre dæmon. Du har behov for mig, som den der ejer den sjæl du har spist," sagde hun, og smilet blev lidt større, og hendes øjne begyndte at glitre. Der havde været grund til den larmen bogen havde lavet. Den var utilfreds, fordi sjælen var blevet holdt fanget. "Teto lavede for en.. rum tid siden, en aftale med mig," sagde hun og lavede håndtegn for at han skulle rejse sig og følge efter hende. Ind blandt reolerne forsvandt hun, og hvis han ikke fulgte med kunne det godt være at han forsvandt, heldigvis snakkede hun imens. "Denne aftale gør at hans sjæl er min, hvis han ikke opfylder visse krav sat op indenfor en tidsramme. Nu har du prøvet at tage en sjæl der tilhører mig, både bundet med lov, navn og magi, og det giver god grund at sjælen gør oprør omkring dette. Hvis du ikke opfylder kravene, så er det ikke til at sige hvad der kan ske," forklarede hun. Selvom hun havde en ganske god ide om hvad der kunne ske. Stakkels Frådseri dæmoner der før måtte lade livet pga. en aftale, men de var nu for grådige for deres eget bedste.

Som Vidya gjorde tegn for det rejste Lúcen sig og fulgte blot i hendes fodspor. Andet turde han halvt om halvt ikke. Hun gik inden for at som han fulgte og lyttede til hende nagede det hele tiden i hans hoved. Teto virkede til at prøve på at irritere ham og stedet her, med de her... bøger!? Gjorde det ikke nemmere at være helt nede på jorden når deres underlige lyde gjorde det så ukomfortabelt at være på stedet.
Dog forstod Lúcen nu hvad det var der var sket. Teto var forbundet til stedet, hans sjæl var bare levet stjålet af Lúcen og nu måtte Lúcen bære konsekvenserne. Han ville gerne vide mere, hvad var aftalen, hvordan skulle han udføre den og HVORFOR BLEV DET HER STED VED MED AT VÆRE MERE ULIDELIGT AT VÆRE I NÆRHEDEN AF!?

”Undskyld for at have stjålet din sjæl, men hvad skal jeg gøre for at stoppe dens konstante irritation af mig? Hvad er aftalen og hvordan fikser jeg-” Lúcen så ned på sine egne hænder som strammede sig sammen så hans negle borede sig ind i håndfladerne og efterlod røde markeringer fra deres indtrængen. ”Det her!?” Lúcen var irriteret over det hele. Han ville bare gerne kunne klare den aftale lige nu og få det over med det vuns, men nu stod han her og følte sig dum som en dør. Han ville bare gerne sparke og slå til alt herinde ud af frustration over den konstante forvirring han følte sig offer for.
”Vil du have hans sjæl? Skal jeg finde andre sjæle som undskyldning? Hvad, skal, jeg, gøre, Vidya?” ikke tilfreds med det her på det mindste punkt fulgte han stadig efter bibliotekaren, men han ville altså have sine svar i stedet for bare at lytte. Han ville bare af med problemet. 

Der var ikke noget bedre end at se en ung dæmon være fanget af de gamle dæmon love. Ung og naiv på disse punkter, og Vidya havde ham i sin hule hånd. Selvfølgelig ville hun hellere have den eller de sjæle hun var lovet fra den dumme, unge dæmon, men der var noget sjov over at have en døddsynd under kontrol.
Som de gik længere og længere ind mellem reolerne var det næsten som om at luften blev tykkere og næsten som det pillede ved ens sind. De færreste ville have lyst til at forholde sig mellem disse reoler i længere tid, men Vidya selv ænsede det ikke. Nogen fordele var der ved at hun allerede var blevet sindssyg over alle disse år. Endelig kom de ud i en lille åbning hvor en stor bog stod på en stand.

"Du kan give mig sjælen, hvis du selvfølgelig har mulighed for at separere den helt fra dig selv, eller også kan du opfylde kravene," sagde hun og gik op til bogen og åbnede den op. Hun bladrede lidt i den. Alt stod på olddæmonisk, og det var tydeligt at se at nogen af de ting der stod i den var flere tusinde år gamle, men der var en hvis glød over dem stadig, som om at magien stadig holdt fast i disse aftaler. Til sidst kom hun til en af de sidste aftaler hun havde lavet. Den med Teto. I stedet for en varm glød, var det et koldt glød, som om at bogen og skriften ikke var tilfreds med hvad der foregik.
"Her er aftalen jeg i sin tid lavede med Teto, hvis du har lyst til at se hvad du skal opfylde," sagde hun med et bredt smil, der strakte sig over hele hendes ansigt. Det var et grumt smil, der i den grad ikke passede til hendes mere barnlige udseende.

Lúcen så ikke ligefrem ud til at have det behageligt mens han gik omringet af de gamle, støvede bøger som for ham næsten virkede til at tale til ham. Men han kunne ikke forstå dem. Bare hele biblioteket fik det næsten til at løbe koldt ned af hans ryg og hvis det ikke havde været for Vidya der fulgte ham til hendes bog og slog op i den, ja så ville han nok have været smuttet for længe siden og ikke for at vende tilbage igen.
Hans fingre strøg over papiret. Og selv det føltes bare underligt. Han kunne ikke helt forstå hvad ordene sagde, for trods han var en dæmon så havde hans tid i Kzar Mora været meget kort og de olddæmoniske tegn så næsten bare ud som kruseduller. ”Okay… Så jeg har en aftale heri på grund af Tetos sjæl, og den har jeg nogle år til. Men-” Lúcen vende sig om til Vidya og løftede spørgende det ene øjenbryn. ”Hvor mange vil du have?” Lúcen kunne godt skaffe hende sjæle det ville han hellere ikke have nogle problemer med. Men spørgsmålet ville bare være hvor mange hun ville have. Han kunne godt tage dem efter en persons død til hende, men hvis nu der var nogle bestemte krav til de sjæle hun ville have så ville der måske være lidt større…. Komplikationer.

”Ud over de skal være potente, er der så nogle krav?” sagde han halv-nervøst som han kiggede tilbage i bogen hvor tegnene stadig ikke gav helt mening for ham. Han prøvede ellers ihærdigt at se om han kunne tyde tegnene fra det mere moderne dæmoniske sprogs skrift. Men kragetæerne var jo næsten ulæselige.

Vidya stod ganske godt og morede sig, og man kunne også høre en dyb latter komme fra under bogen... eller var det bogen. Det var i hvert fald en morbid latter, som passede lidt for godt ind på yderst renlige bibliotek.
"Jamen, det står der jo lige der," sagde hun og pegede på nogle af krusedullerne, som hun kunne læse uden problemer, men andre der ikke var så potente i olddæmonisk, ville nok have lidt sværere ved den snørklede skrift, og lange specielle ord hun skrev ind i sine kontrakter. Der var ikke noget bedre end at forvirre de stakkels dæmoner ved at bruge uddøde ord, kun hende, og andre gamle dæmoner kunne huske. "Men siden du jo ikke er så gammel til at kunne læse ordentlig endnu, kan jeg godt fortælle dig. Det skal være nok til at det opfylder behovet. Et par enkelte, hvis de er er gode nok, vil være nok. Du kunne også tage en sjæl som Mørkets Lord, og din gæld ville være opløst med det samme, og mere til," sagde hun grinende. Et smil der strakte sig fra den ene side af ansigt til hinanden, og en vanvid i hendes øjne som hun tænkte på det.
"Jo mere viden de har, jo bedre er de. Dæmonnavne er også i høj kurs, hvis du vil have et lille hint," sagde hun som det sidste, før hun lo, og bogen begyndte endnu engang på sin morbide latter.

//Inaktiv