Reserveret til Dimsen!

Sted: Hovedgaden i hovedstaden, nærmere præcis ved en mindre beværtning
Tid: Omkring middag
Vejr: Solrigt og forårsagtigt, men ikke så varmt endnu

"UUUUUD! Jeg er så TRÆT af jeres slags, I tror bare, at I kan komme ind og få serveret til højre og venstre for en lille sang eller en dum historie. UUUUUD! Jeg vil IKKE have jer herinde! Skide skjalde!" Den kvindelige kroejers basunstemme rungede i Ezraels ører, som han bakkede baglæns ud af døren til den lille kro. Et krus smadrede mod væggen lige ved siden af hans hoved og han dukkede sig lidt, som han med ryggen fik skubbet døren op og trådte udenfor, hvor han næsten væltede ned af det ene trin, der løftede huset fra gaden. Hans mund, der ellers aldrig stod stille, var tavs, for hvad pokker skulle man sige til en kvinde, der lignede og lød som en blanding mellem en trold og en ork?

Det gik ikke ret godt for Ezrael for tiden. Det var ikke mange dage siden, at han var kommet til hovedstanden og hvad han havde troet var et slaraffenland for en som ham, havde vist sig at være noget helt andet. Åbenbart færdes alle landets skjalde, poeter, historiefortællere og musikere til byen og gjorde det derved umuligt at finde steder, der ville betale for at vise deres talenter. Ezras taske og mave var tom, han havde kun få mønter tilbage og han havde sovet på gaden i den tid, han havde været her, hvilket også godt kunne ses på ham. Han var ved at være rimeligt beskidt og trængte gevaldigt til et bad, selvom han da havde forsøgt at vaske sig lidt af ved et af byens springvand.

Han var, som han plejede ude på landet, gået ind på en kro og havde med sit charmerende smil og spillende øjne spurgt, om han kunne tjene et måltid mad for en optræden, hvilket plejede at virke. Men den store kvinde, der havde en kæmpe behåret vorte på næsen og små stikkende griseøjne, havde fået et sammenbrud og var begyndt at råbe af ham og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud.
Da han havde fået balancen igen, efter at være snublet baglæns ud på gaden, kastede han et blik ned af gaden, hvor flere så nysgerrigt på ham. Ved Haldis, han var også bare altid så uheldig. Og han var sulten. Med et suk svingede han rundt for at gå den anden vej ned af gaden, hvilket fik ham til at støde direkte ind i en eller anden.
"Åh, det må De undskylde."

Jed havde været i hovedstaden nogle dage. Han havde tjent godt, både ved at stjæle lidt hist og her, men også ved at udføre små smugler jobs og snyde i kortspil såvel som terninger. Han havde ikke de store planer for hvad han skulle lave i løbet af dagen, han overvejde at gå på en kro og få startet et slagsmål, men det havde han gjort før, så det var ikke helt sikkert. Han nåede dog ikke at beslutte sig før en person stødte ind i ham bedst som han gik i sine egne tanker. "Åh, det må De undskylde." det var en satyr der var stødt ind i ham, eller det var i hvert fald hvad hans første indtryk var. Han hængte sig dog ikke særlig længe i personens race før han greb personen i armen og begyndte at tjekke efter om noget var forsvundet fra Jeds lommer.
Personen kunne jo meget vel være en lommetyv der bevidst var gået ind i Jed.  

// Undskyld det tog lidt tid

Personen, som Ezra var stødt ind i, var noget højere end ham, men det var nu heller ikke unormalt med hans små 153 cm. Hans blik vandrede hurtigt op af manden, der tavst greb fat i hans arm og begyndte at kigge sine egne lommer igennem. Handlingen fik Ezra til at himle med øjnene og forsøge at rykke sig løs af den andens greb. Det var typisk, at folk troede han stjal med arme og ben, fordi han var en satyr.
"Undskyld mig, men der er ingen grund til at tro, at jeg har haft hænderne i Deres lommer. Hvis De vil være venlig at slippe min arm, ville det være skønt." Ordene blev sagt med en tålmodig tone og et let smil på hans ansigt. Der var ingen grund til at begynde at piske en stemning op med vrede, selvom udsmidningen fra kroen og nu den usagte beskyldning om lommetyveri var ved at skabe en lille klump vrede i maven på Ezra, der normalt ikke lod sig påvirke.

Det begyndte også at blive en smule pinligt, da folk stirrede på, at den høje mand havde fat i den lille, ikke helt rene satyr og han følte lidt, at dem omkring dem også pludseligt anså ham for at være kriminel. Ikke en rar position. Lidt frustreret trak han i sin arm igen, en smule hårdere. Det var bare ikke hans dag i dag.

(( Helt okay, jeg er heller ikke så hurtig ))

Imens Jed tjekkede om der manglede noget, registrerede han at satyren sagde noget og forsøgte at rive sig løs. Der var dog ikke den store kraft i forsøget, så Jed havde lidt på fornemmelsen at satyren alligevel ikke var en tyv. Og sandt nok der manglede ikke noget.
Satyren trak igen for at rive sig løs. Denne gang med lidt mere kraft, men nu trak Jed satyren tættere på sig og kiggede ham dybt i øjnene uden at sige noget. "Mange lommetyve bruger teknikken med at støde ind i folk. Dog ser det ikke ud til at jeg mangler noget" Jed gav satyren et alvorligt blik "Vil du med på kro?" udbrød Jed pludselig. Hans ansigt ændrede sig fra alvor til et drillende smil imens han ventede på at se hvordan satyren ville takle det pludselige toneskift.

(Så fik jeg langt om længe taget mig sammen) 

Ezra var ved at få nok og var ved at overveje, hvad han skulle gøre for at komme væk fra denne mærkelige mand. Skulle han råbe højt og skabe en scene, trampe den høje mand over fødderne med sine hove eller måske endda finde kniven frem? Han hadede vold, men var altid parat til at forsvare sig selv, hvilket han også kunne, da er var en flink person, der engang havde brugt tid på at vise ham, hvordan man gjorde.

Men bedst som han var ved at overveje sine næste handlinger, blev han trukket ind til den skæggede mand, der så ham i øjnene. Ezra sank en klump, alt for klar over sin lille størrelse. Men heldigvis gjorde manden ikke andet end at konstatere, at han ikke manglede noget. Ezra skulle lige til at åbne munden og fyre en skjult fornærmelse af, da manden pludsleigt skiftede tone og udtryk, ja nu virkede helt glad. Om han ville med på kro? Det hurtige ulogiske skift hylede Ezra ud af den for et øjeblik og han stirrede forvirret på manden.

"Med på kro? Eh..." Den ellers snakkesalige satyr manglede ord, mens hans hjerne tog en 180 graders vending fra forsvar til... venlighed? "Et ganske venligt forslag, men ser De, jeg står desværre i den situation, at min personlige formue er ved at være udtømt og jeg har desværre ikke mulighed for at nyde en beværtnings tilbud om næring." Ezels måde at tale på, plejede at gøre sig bemærket, men når han nu kunne noget med ord, så han ingen grund til at tage den lette udvej. Han kunne blot have sagt, at han var krystalløs. Forvirringen forsvandt for et trist udtryk, der som alt andet godt kunne virke lidt overdrevet. Man var vel performer.
"Det ser desværre ud til, at mine evner indenfor underholdning ikke er så indbringende som uden for denne smukke storby."

Jed fandt det underholdende at forvirre folk i ny og næ.
Og satyren var ingen undtagelse. Veltilfreds stod han og observerede det spørgende og bøvede ansigtsudtryk.

Der gik dog ikke længe før at satyren atter fik genvundet fatningen og begyndte at tale "Et ganske venligt forslag, men ser De, jeg står desværre i den situation, at min personlige formue er ved at være udtømt..." Jed behøvede ikke høre mere, faktisk havde han allerede haft en anelse om at satyren var i penge problemer da han havde sagt "men".

Jed begyndte at gå mod kroen i samme øjeblik satyren begyndte at snakke om underholdning. For satyren kunne det nemt se ud til at Jed virkede ligeglad, men efter at have gået lidt stoppede han op og så sig tilbage "Har du tænkt dig at komme med eller vil du bare stå der og glo? Jeg gir'" herefter vendte han sig langsomt rundt og begyndte at gå mod kroen. Dog gik han stadig i et roligt tempo, så satyren kunne indhente ham.

Forvirringen fortsatte for Ezra, der så manden vende om og begynde at gå hen i mod kroen, inden Ezra var færdig med at snakke. Var det dét? Lettelsen var lige ved at skylle igennem ham, som han tænkte, at han nu kunne få lov til at fortsætte sin færd. Men nej. Den mystiske mand vendte sig og spurgte om han kom. Og så sagde manden, at han gav.

Hvis Ezra ikke havde været så sulten, var han vendt om og gået i den anden retning med det samme. Han havde en stærk følelse af, at manden var ballade og det var ikke ligefrem det, en stakkels satyr havde brug for. Men tanken om at en anden gav et måltid fik højlydt hans mave til at rumle og i stedet for at sige nej, bed han sig i læben og tøvede et øjeblik. Det her ville ende galt, han kunne mærke det. Men mad. Manden tilbød ham noget at spise. Med et suk klippetikloppede han efter manden hen over brostenene og op på siden af ham.
”Det er meget elskværdigt af Dem at tilbyde og eftersom det har været lidt småt med måltider de sidste par dage, kan en sulten satyr som jeg selv ikke takke nej tak.”

Dog var han ikke ligefrem tryg ved, at de skulle ind på samme kro, som han lige var blevet smidt ud fra og det olme blik, kromutter sendte ham, da de gik ind af døren, var næsten ved at få ham til at bakke ud igen. Hvad Ezra ikke engang selv var bevidst om, var at han alligevel lidt håbede på noget ballade i lige netop denne kro, efter den modtagelse hans høflige forslag havde fået af den grimme og vrede kromutter. Når man opførte sig sådan, måtte der også komme en form for hævn, om det så var guderne, der sendte den.

"Næ jeg. Smut ud igen satyr!" lød det kort efter fra kromutteren. Jed kiggede på satyren og tilbage på damen bag skranken "Han er med mig" Jed sendte hende et overlegent smil der åbenlyst skulle irriterende hende en smugle samtidig med at han fortsatte "Desuden kommer du til at tjene færre penge hvis jeg ikke må få ham med ind i din kro"

Jed sendte endnu engang et udfordrende blik, gav tegn med hånden til at satyren skulle følge med og bevægede sig derefter hen til et bord i et af hjørnerne.

På vejen gik de forbi andre mennesker der enten sad og spillede kort eller var i færd med at spise. Jed lavede en lille og bevægelse med hånden i ny og næ når de gik forbi nogle folk, men det var så lille og ubetydelig at ingen rigtig lagde mærke til det. Faktisk var satyren den eneste der havde den bedste mulighed for at se det ordentligt.

Ezra var lige ved at lave et buk med overkroppen og derefter vende om for at gå, men den fremmede mands ord, fik ham til at stoppe og i stedet kigge en lille smule nervøst på konen. Hun så ikke ud til at ville modsige manden, så Ezra fulgte efter ham ind i kroen, stadig en smule usikkert. De fleste af kunderne var dog totalt ligeglade med dem og kun et par enkelte sendte den lille satyr et nysgerrigt blik. Nå, det så nu ud til at gå meget godt. Tanken om mad fik ham til at fortsætte sin gang efter den høje mystiske mand.

Som de gik ind i mellem bordene på vej ned mod et tomt bord i et hjørne, lagde Ezra mærke til, at manden gjorde nogle små næsten ubemærkelige bevægelser, som han passede folk. Nysgerrigheden væltede på i Ezra. Gad vide hvad han foretog sig, denne fremmede? Han sagde dog ikke noget, før de var fremme ved borde og Ezra fik sig skubbet ind på en stol. Tasken lod han ligge i skødet, beskyttende om dens indhold, som var hele hans liv.

Ude af stand til at skjule sin nysgerrighed, der var ved at få bugt med både usikkerhed og forvirringen, der var fulgt med mødet med manden, så han op på ham.
"Jeg må sige, De er ikke ligefrem den typiske person, man kan støde på." Ezra rakte sin hånd frem i mod ham. "Mit navn er Ezra Lyntunge." Det var kun, når han præsenterede sig for større mængder af folk, at han brugte sit fulde fornavn, Ezrael. Med præsentationen fulgte et af Ezras charmerende smil, der fik hans ansigt og grå øjne til at lyse op, trods snavs og træthed.

Jed tog Ezaras hånd og gav den et lille klem "Jed Water" introducerede han sig kortfattet inden han fortsatte "Og nej. Jeg er lidt af et særsyn her i området" lød svaret til den første sætning. Et lille smil kom til syne i mundviget på Jed da han svarede, men ellers var der ikke meget at læse ved hans kropssprog. Han stemme var dog behagelig, men det var en meget normal taktik han anvendte.

Ud af øjenkrogen så Jed at kromutter var på vej ned til deres bord. Smilende lod han sin ene hånd glide ind under bordet, så hverken satyren, kromutter eller de andre gæster kunne se hvad han foretog sig. Der ville uden tvivl ske noget interessant, det skulle han nok sørger for.

Ezra gengældte mandens klem og trak så sin hånd til sig, stadig med smilet på ansigtet. Det var virkeligt en underlig mand, han var stødt ind i og Ezra var virkeligt nysgerrig for at lære mere om ham. Ikke bare så meget for at få stillet sin egen nysgerrighed, men også for at se, om der var noget af ham, han kunne bruge til en god fortælling eller endda en sang. Ikke at han brugte navne eller kopierede folks udseende, men han tog bidder, som han kunne bruge til at skabe karakterer i sin egen lille fantasi.

Men manden var svær at aflæse og det gjorde stadig Ezra en smule nervøs, så han sad en smule stift på stolen og havde begge hænder på sin taske.
”Jaså? Det lyder interessant. Jeg er selv ikke vant til at færdes i hovedstaden…” Hans sætning døde ud, som han fulgte den andens blik og fik øje på kromutteren. Åh nej, ikke hende. Han tog en dyb indånding og gjorde sig mentalt klar på at skulle håndtere den sure kone.

"Nu håber jeg virkelig at mindst en af jer kan betale" lød det vredt fra kromutter imens hun kiggede på Ezra for derefter at rette blikket mod Jed.
Jed nikkede "Selvfølgelig har vi penge" svarede Jed med et bredt smil og kiggede derefter over på Ezra med et endnu større smil "Jeg er sikker på at min kammerat her har noget i sin taske der kan være tilstrækkeligt" Jed lænede sig behageligt tilbage så hans ryg fik kontakt med vægen, hvorefter han placerede sine hænder bag hovedet så han fremstod endnu mere afslappet. Jed kiggede derefter ud i kroen som om hverken kromutter eller Ezra var tilstede. Kromutteren kiggede afventende på Ezra, men inden der blev sagt et eneste ord brød Jed på ny tavsheden "Du fortalte mig da at du havde fået nogle penge af en eller anden grut" kommentaren var henvendt til Ezra og et smil fandt på ny vej til Jeds læber.

Ezra dukkede sig en smule under det skræmmende kvindemenneskes blik og bad en kort bøn til guderne om, at den fremmede havde penge til bare et eller andet. Han havde ikke lyst til at blive smidt ud, nok havde han det fint med opmærksomhed, men det skulle helst være positiv opmærksomhed eller noget han selv kunne styre. At blive taget i horn og røv af en kolossal kromutter og blive kylet ud, det var ikke noget, der var specielt behageligt. Det var sket en gang eller to på hans rejse rundt i landet.

Heldigvis svarede Jed, at de selvfølgelig havde penge - men til Ezras store skræk, så han over på ham og udtalte, at han havde noget i tasken, der var tilstrækkeligt. For et øjeblik Ezras hjerne i sort. Havde han noget? Manden talte vel ikke om hans få personlige ejendele, der lå i tasken? Fløjten? Man kunne nok uden tvivl se forvirringen på hans ansigt, som han så fra Jed til kromutteren.
"Eh…" Inden han nåede at sige bare et eller andet, afbrød manden ham og udtalte en løgn, som Ezra ikke blev mindre forvirret af. Men et smil dukkede op på hans ansigt, som hans hjerne gik over i automatisk løgn.

”Nåh ja, det er da rigtigt. En rigtig underlig fyr.” Han kastede et blik på Jed for at pointere, at det var ham han mente, inden han hurtigt fin åbnet sin taske, som ikke havde forladt ham på noget tidspunkt. Og til sin store overraskelse lå der en pung, han aldrig havde set før, tyk og raslende med krystaller. For et øjeblik gik Ezra i stå i sine bevægelser, mens han måbede. Dog kom han hurtigt i tanke om, at kromutteren stod der, så han hev hurtigt pungen ud og raslede lidt med den med et stort smil.
"Det havde jeg glemt alt om. Men der kan man se. Kan vi få serveret noget af Deres sikkert fantastiske mad nu?"

Imens hele affæren udspilede sig, sad Jed roligt på sin plads med et smil på sine læber. Han hyggede sig inderligt ved forvirring i satyrens ansigt - Jed havde dog ikke hentydet til sig selv da han nævnte den underlige fyr, men for tiden spillede han bare med "Lidt underlig er man vel altid" lød det rolige svar, til øjnene der blev sendt.

Kromutter fandt episoden en smugle underlig, specielt satyrens måde at reagere på. Hun tog pungen og kiggede på Jed - "Han ser ud til at være en glemsom type" Jed nikkede. "Hvad vil i have" spurgte hun og afventede et svar. "Jeg vil gerne have en mørk øl og en stor portion kød. Det er ligegyldigt hvilket dyr" svarede Jed og kiggede over på Ezrael.

// Undskyld jeg ikke har været særlig aktiv på det seneste. Jeg har haft nogle opgaver der skulle laves.
PS. Du må gerne styre Kromutter eller andre folk i kroen hvis du vil :-)

Ezra var stadig i total chok over at finde en pung fyldt med krystaller i sin taske, men for nu var han smilende og forsøgte at opføre sig som om, at det var helt normalt for ham at glemme, endsige at eje en pung fyldt med krystaller. Han lod kromutter tage pungen ud af hånden på ham uden brok, næsten lettet af at komme af med den, for den brændte så at sige hans fingre. Det var ikke hans og han burde ikke være i besiddelse af den. Om det var Jeds krystaller eller ej, men Ezra havde en fornemmelse af, at det var det nok ikke. Selvom manden uden tvivl havde lagt dem i hans taske på en eller anden måde, selvom Ezra var sikker på, at manden ikke havde haft hånden nede i tasken.

Ezra trak let på skuldrene og skævede mod den spøjst udseende mand, som han gjorde sin bestilling. Stadig ikke helt tryg ved alle de krystaller, som han ikke vidste, hvor kom fra, plus at han ikke ligefrem var vant til at få kød med kød, valgte han at bede om noget, han var vant til at spise, hvor han kom frem.
”En portion grød med flæsk ville være dejligt. Og bare lyst øl.” Ezra gjorde sig ikke i at drikke, men han havde for længst lært, at han skulle passe på med at bede om vand på kroer. Brøndvand var ikke altid lige rent, slet ikke op og ned af et sted med fulde mennesker. Så han drak med forsigtighed øl på kroer, men sørgede altid for ikke at blive fuld. Det brød han sig ikke om.

Kromutter nikkede bare og Ezra stak hånden frem, for at få pungen tilbage. Hun sukkede hørbart og smækkede den ned i hans hånd, inden hun gik ud efter deres ordrer. Så snart hun var ude af hørevidde, vendte Ezra sig i mod den fremmede og så alvorligt på ham, men han rakte pungen frem i mod ham.
”Jeg ved ikke, hvor denne pung kommer fra, men det er ikke min. Jeg regner med, at det er Deres.” Hvis Jed ikke tog i mod dem, ville Ezra skubbe den hen over bordet til ham og læne sig tilbage igen, overvejende hvad han skulle sige.
”Jeg må indrømme, at jeg er lettere forvirret over, hvad der foregår. Hvor alle de krystaller kommer fra og hvorfor De i alverden vælger at betale for en fremmed satyrs måltid.” Der var ikke noget vredt over Ezras ord, bare lidt alvor og en stor portion nysgerrighed.

(( Helt okay, jeg er ikke så hurtig til at svare selv og der er jo heller ikke noget, der haster ^^ ))

Jed kiggede på pungen, tog imod den, hvorefter et smil og et drillende blik gled over hans ansigt "Det er heller ikke min"
Han placerede pungen imellem dem på bordet. "Og det er teknisk set ikke mig der betaler" Jed sendte et skjult, men hentydende blik til folkene i kroen "Det er folk herinde der betaler" Jeds tøj afgav pludselig nogle lave dyriske lyde samtidig med at hans skjorte bevægede sig en smugle. Det var hans fritte Spike der rørte på sig "Shhh Spike. Du skal være stille medmindre at kromutter skal opdage dig" Forsigtigt lod han sin hånd glide ned af sin skjorte hvor den før havde bevæget sig alt imens han undgik at andre skulle opdage det.

(beklager at mine indlæg ikke er så lange som dine) 

En lidt koldt fornemmelse dukkede op i Ezras mave, som manden sagde, at det var de andre krogæsters krystaller, de nu købte deres mad for. Krystallerne var tyvstjålet. Nok var Ezra en omrejsende skjald uden midler, der levede fra dag til dag, men han havde aldrig stjålet noget. Han var opdraget til at leve efter de love, der var i det samfund, han færdes i og tyveri var forkert. Det kunne nok ret tydeligt ses på hans ansigt, der blev en smule blegt, at han ikke var begejstret for den information.

Men inden han nåede at åbne munden og sige - ja, et eller andet - bevægede mandens skjorte sig med nogle små lyde. Ezra stirrede chokeret på stedet. Var der noget levende derinde under stoffet? De ord, som Jed udtalte, afslørede, at det var noget, der hedder Spike. Ezra fugtede sine læber med tungen og var for et øjeblik forvirret, som han overvejede, hvad han først skulle reagere på - det levende under skjorten eller pungen på bordet. Han valgte at gå med dyret.

”Hv-hvad har du under skjorten?” Han nikkede forsigtigt mod stedet, hvor skjorten havde bevæget sig. Hans ansigt stadig fyldt med forfærdelse over de stjålne krystaller, men også nysgerrighed over manden foran sig, dyret og hvordan i alverden han havde fået fat i alle de krystaller. Men selvom spørgsmålene hobede sig op, stillede han kun det ene.

(( Det går nok ))

”Hv-hvad har du under skjorten?” lød spørgsmålet fra Ezrael. Jed rettede atter sin opmærksomhed mod satyren der så ud som havde han set et spøgelse. "Tag det roligt, der er bare min fritte" Aldrig så snart havde Jed sagt ordene før et lille pelset hoved begyndte at kom til syne ved hans hals. Den kiggede på Ezrael og derefter kort og forsigtigt ud på gæsterne i kroen, uden at blive opdaget, inden den atter trak hovedet tilbage under skjorten.

"Jeg har haft ham i et stykke tid nu - Han hjælper mig, når der er brug for det" Jed begyndte endnu engang at lade hånden glide op og ned af sin skjorte, men kiggede lidt efter på Ezrael Han er en god kanin til mine tryllekunster Jed smilede endnu engang. Han var meget tilfreds over den lille joke han lige havde fyret af, selvom den var dårlig.

En fritte. Hvorfor i alverden havde manden en fritte under sin skjorte? Han blev mere og mere mystisk, jo mere Ezra fandt ud af ham og han anede ikke, hvordan han skulle håndtere situationen. Han burde uden tvivl gribe sin taske og løbe ud derfra så hurtigt som muligt, men noget holdt ham tilbage. Han ville vide mere. Nysgerrigheden havde altid været hans største personlighedstræk og lige nu tog den over. 
Dyret kiggede op af mandens skjorte. Ezra var vokset op langt inde i en skov og havde intet i mod nogen form for dyr, så han syntes bare, at den så fin ud - det han nåede at se, inden den forsvandt igen.

Ordene, der fulgte med, prikkede bare endnu mere til Ezras nysgerrighed. Langsomt lænede han sig tilbage i stolen med en rynke i panden, mens han overvejede, hvor meget han skulle spørge ind til det hele. På den ene side havde han ikke lyst til at vide mere om tyveriet, samtidigt ønskede han inderligt at få at vide, hvordan manden havde gjort det. De små bevægelser måtte have noget at gøre med det, men hvad? Ingen havde opdaget noget. Hvordan kunne han hive krystaller ud af folks punge uden at de opdagede noget?

Inden han nåede at spørge, dukkede kromutter op med deres mad og drikke. Selvom Ezra ikke ligefrem havde nogle positive tanker om kvinden, smilede han venligt og sagde tak, inden han greb skeen og stak den i grøden, der dampede varmt og var rørt godt sammen med noget flæsk. Der var endda blandet grøntsager i. Det duftede vidunderligt og hans mave rumlede dæmpet. Det gik op for ham, hvor sulten han egentligt var og uden tøven kastede han sig over maden. Spørgsmålene måtte vente et øjeblik.

Kromutter var ikke alene. Hun havde en medhjælpe med sig, der kort efter Ezraels betjening placerede en stor tallerken kød og en mørk øl foran Jed.
Der gik ikke lang tid før at Jed, ligesom Ezrael, begyndte at spise. Kødet var ufattelig mørt og faldt næsten fra hinanden når han rørte det med sin kniv.
Jed var ikke helt sikker, men det kunne godt ligne, at kødet kom fra en helstegt pattegris. Han havde dog for travlt med at nyde maden til at tænke nærmere over det. Spike var også stille for tiden. Faktisk var der ikke skyggen af spor efter den, men det var heller ikke så underligt. Jed havde nemlig skjult den som kun han kunne, men han ville også sikre sig at den ikke sultede, men det måtte vente indtil han selv havde fået stillet sin sult. Han kiggede på tallerkenen. Det var ikke uden grund at han havde bestilt en stor portion kød. Jed kiggede på Ezrael ud af øjenkrogen, men uden at det blev opdaget. Satyren var tydeligvis sulten og havde fuldstændig ignoreret det faktum, at pengene der betalte det hele var stjålet.

Jed smilede for sig selv imens han tog en slurk af sin øl og endnu en bid kød.