Yunis var ude og løbe på denne tørre dag. Hernede kunne man ikke rigtig mærke at årstiden var skiftet, for der var næsten altid varmt alligevel.
Yunis satte hurtigt den ene fod foran den anden og skar tænder. Det var en af de der helvedes dage hvor ingenting gik som det burde. Alle var latterligt naive omkring hvordan verden så ud og alle behandlede Dem som et barn. Begge to ting som Yunis havde en meget lav tolerance for.
Ali´kir havde vækket dem her til morgen og havde fortalt Dem om hvordan han tænkte at det kunne være sjovt at "komme lidt ud herfra.".
`Komme lidt ud herfra min røv.´ tænkte Yunis arrigt idet De satte farten op. Hvorfor skulle de? De have alt hvad de havde brug for hernede, hvad havde verdenen udenfor ørkenen som var så fantastisk?
Tjo, deroppe er man jo fri for besværlige børn som dig, sagde en spydig stemme i Yunis hoved og en tårer sved i deres øje. 
Mere fart på, De var snart ude af den beboede del af byen. Sveden løb fra Deres pande og ned i Deres øjne. Der var nok for meget fart på til hvad godt var for den unge ørkenelver, men De havde lidt for meget at tænke på til at sætte farten ned.
De nåede til nogle kilder der var for kalkede til at drikke af og oftest fyldt med fisk. 
Yunis mærkede pludselig en fugtig sten under sin sandalklædte fod og indså hurtigt at De ikke ville kunne nå at gøre noget for at blive stående.
De droppede i det kolde vand med et plask, for kort efter at titte op til overfladen igen.
Det kølede da lidt af...

Et par minutter senere havde Yunis fået sig trukket op på breden igen og havde fundet sig et klippefremspring. Der havde De smidt Deres tøj så det kunne tørre og De var nu bare iført deres undertøj.
Udmattet tog de en dyb indånding. Elendig dag indtil videre.
Yunis lagde sig på ryggen og stirrede opad med sine arme foldet over sit bare bryst. Her var da lidt fred og plads til tanker.

Izvara havde stået tidligt op før hun skulle hen på sin klinik og kigge på patienterne. Hun nåede næsten kun lige ud af sit lille hus før hun så døren til Ali'Kirs bolig gå op. Ud af den kom en klart ikke tilfreds Yunis.
Yunis var for Izvara som en niece eller datter hun ikke havde, men hun følte selv en form af moderlig kærlighed til pigen, men hun følte måske ikke lige at når problemet var opstået var tiden til at tage hånd om det. Hun lod hende gå afsted af vejen, for hun var næsten sikker på hvor hun var på vej hen. Tit når Yunis og Ali'Kir havde været oppe og tosse var Yunis taget et bad ved 'Kalk-Kilden'.

Izvara trådte ned af Thal'Elors veje og til sin klinik hvor hun tog Shilera, hendes assistents skulder og hviskede til hende "Jeg har et problem jeg lige skal ordne søde. Hold lige skansen nogle minutter, er snart tilbage." hun vende sig da om mod perle gardins døren og skubbede sig ud af klinikken med et smil. Patienterne forstod godt hvorfor Izvara gik, det var dem klart og de var tilfredse, de var jo i de sikre hænder af Shilera mens.
Izvara selv gik hen til bageren og købte her noget brød som hun tog under armen og gik mod Kalk-Kilden hvor hun sikkert ville kunne finde Yunis.

Ved kilden havde hun haft ret. Yunis kom dukkende op ved bredden af kilden og lagde sig. Izvara sneg sig stille afsted over sandet med sine bare fødder. "Lirimaer-Yunis? Har du haft en hård morgen?" spurgte hun så nogle få meter fra hende som hun kom gående med brødet i en kurv hængende om hendes guldringe beklædte arme.
Hun gik hen og satte sig så med benene i vandet og så ud over det med et smil på læberne. "Du ved. Ali'kir prøver bare at gøre det bedste for dig Lirimaer." hun knækkede brødet, næsten sikker på at Yunis ikke havde fået mad endnu og rakte hende stykket som hun sad og lyttede for Yunis svar.

Yunis hørte på afstand et hjerteslag der kom Dem nærmere.
Det var roligt og sundt, så Yunis havde en ret god ide om hvem det var der kom. De fortsatte bare med at se op i grotteloftet imens De følte sveden og vandet køle Deres krop af.
"Lirimaer-Yunis? Har du haft en hård morgen?" blev der spurgt, idet lyden af bare fødder i sand nåede den unge ørkenelvers ører. Yunis sukkede lydløst og satte sig op imens Izvara kom nærmere. 
Izvara havde en sjælden evne, som Yunis var ret sikker på var unikt til Izvara: Hun brød sig faktisk om Dem. Egentlig kunne Yunis også godt lide Izvara.
Hun havde mange spændende ting at sige, ville gerne lære fra sig og det virkede til at hun gerne ville lytte til Yunis når det endelig var.
"Izvara..." sagde De og satte sig op.
"Du ved, Ali´kir prøver bare at gøre det bedste for dig, Lirimaer." sagde Izvara.
Den anden ørkenelver satte sig ved Yunis side, med sine ben i kilden og rakte Yunis et stykke brød. Yunis tog imod det og tyggede lidt i det.
Det var først nu De opdagede hvor sultne De var, siden De havde forladt huset og var taget ud på en løbetur uden morgenmad.
Yunis fnøs så lidt inden De sank deres mad.
"Ja, det siger folk jo, men hvorfor skulle jeg gide se verden ovenfor? Hvad har de der er så fantastisk og HVORFOR TROR HAN AT DET VILLE VÆRE SÅ GODT FOR MIG?!"
Yunis bremsede sig selv og holdt om sine ben. De havde råbt og det kunne De godt selv høre nu. Adrenalinen fra løbet og fra den bratte nedkøling rasede stadig i Deres krop så det drev Dem højere op end De mente.
"Undskyld Izvara." sagde De, inden de sukkede tungt.

Izvara så med et blidt smil på Yunis selvom hun lige havde råbt. Det undrede hende ikke at så ung en elver endnu var fyldt med vrede, forvirring og frustration som måtte antage den ene eller den anden form, og i Izvaras øjne var Yunis måde med råben den bedste, for hvad ellers kunne hun gøre som ikke var skadeligt for andre når hun skulle af med sine følelser.
"Undskyld Izvara." hørte den ældre elverdame og fnes en smule. "Undskyld ikke Lirimaer. Vi har alle tidspunkter hvor vi føler hele verden er imod os." hun så på det rolige vand og prikkede så til det med en enkel finger kort, så ringe i vandet begyndte at glide over overfladen af det hvide vand. "Det er som faser vi skal igennem. Selv jeg går igennem faser. Også selvom det lyder lidt pjattet og "voksent" at kalde det det." hun smilede lige så blidt til Yunis som hendes stemme lød. "Jeg er lige blevet en del af ældste rådet, hvor alle de andre siger at mine erfaringer ikke er valide nok endnu, og det gør mig vred indeni, men jeg ved inderst inde at jeg en dag vil indse at hvad de siger blot er for at lære mig noget, om så de har ret eller ej."

Izvara tog og rev et lille stykke brød af og spiste det som hun ventede Yunis svar. Nok var hun ung Yunis, men visere end selv de fleste Izvara kende, selv hvis hun ikke vidste det. Izvara selv følte at alle hun mødte var på hendes vej i livet for at lære hende noget og hvis nogen havde været del af det så var Yunis det. Blot en skam at Yunis ikke ville ovenpå, for Izvara ville elske at bringe hende dertil og vise hende alt det fantastiske deroppe man kan se og føle.
Men hvis Yunis vej var under jorden, så skulle Izvara ikke være den der ville prøve at ændre hendes skæbne.

Yunis lyttede til Izvaras ord og nikkede lidt. De forstod godt hvad der blev sagt og at det gav god mening, selv for den vrede ørkenelver. Izvara var rar at tale med, mest fordi hun altid forstod. Yunis blev ofte bare set som en teenager der ikke havde fundet sin plads endnu og var derfor bare vred på alle. Dette var ikke helt tilfældet, eftersom Yunis bare gerne ville lyttes til og grunden til deres stærke temperament mest af alt var at de ikke blev taget alvorligt, når de udtrykte utilfredshed.
Izvara var derfor et forbillede for Yunis. Hun var i de ældste, havde fået sin plads og var nu en højt rangerende autoritetsfigur i Thal´Elor, på trods af hvor ung hun så ud og på trods af at folk ikke altid tog hende helt alvorligt. Det var fordi hun var voksen, og det vidste Yunis godt, men Izvara så ikke ud til at være meget ældre end Yunis selv. Yunis lod en hånd glide henover deres våde tøj der stadig lå til tørre ved deres side.
De så igen på Izvara der spiste af brødet. Hun måtte også have meget erfarring, især med al den tid hun nok havde brugt på overfladen.
"Izvara, må jeg spørge om noget? Hvordan er der egentlig på overfladen? Du har været der, ikke også?"

En rolig hånd kom til Izvaras hage som hun fik sat sig på det lille udsprings bred. Hun grublede lidt over svaret hun skulle give Yunis, for hun vidste godt at Yunis og overfladen aldrig havde fungeret helt sammen. Måske havde det noget med hendes forældre at gøre, de var jo aldrig kommet tilbage efter de havde fået Yunis her i Thal'Elor, så Izvara var gået ud fra at de faktisk måtte have ladt livet på overfladen eller måske bare forsvundet ud i den blå luft. Så hun måtte være forsigtig med svaret for ikke at bluse noget af Yunis gemte temperament op.
"Jeg har været der mange gange. Og tit drømmer jeg om at gå tilbage derop, men det er mest grundet min drøm." svarede hun så til sin Lirimaers spørgsmål.

Hånden fra hendes hage kørte hun over vandets overflade som slog mindre bølger fra berøringen. "Overfladen er anderledes. Det er noget alle burde få chancen for at opleve for sig selv og finde sin plads deroppe, såvel som hernede." Izvara havde en måde at få alt til at lyde drømsk og filosofisk på. Det var bare hendes generelle talemåde. Hun havde altid været lidt fjern med synet og så tit andre steder istedet for bare at leve i nuet som så mange andre. Hun levede næsten bare i fortiden, en drøm om fremtiden, ihvertfald ikke her og nu.
Overfladen var virkelig svær at finde ud af hvordan hun skulle beskrive den for en der boede hernede. Men hun kom på en måde. "Det er ikke muligt for mig at forklare dig Lirimaer faktisk. Det ville være som at beskrive farve for en blind person... Men hvis nu- nej det var en fjollet tanke." Hun trak sin hånd fra vandet og til sig som hun så væk fra Yunis. Hun havde en lille plan, og hun ville se om hun kunne lokke Yunis nysgerrighed til tanken Izvara havde fået.

Yunis var nysgerrig. Det kunne bare være tonen i Izvaras stemme, mere end ordene selv, men de kunne mærke at de var indfanget. De måtte bare vide hvad hun ville have sagt. Et af Yunis tunge kors i livet var nysgerrigheden der meldte sig så snart nogen sagde noget halvt.
"Hvad?" spurgte de med gnistrende øjne, idet de vendte sig imod Izvara. De lettere modstridende følelser imod overfladen ulmede stadig under Yunis hud, men de besluttede sig for at skubbe det til side for nu. 
"Hvad, Izvara? Hvad er en fjollet tanke?" 
Den ivrige tone var åbenlys idet de satte sig helt op på deres trædepuder og trissede tættere på den ældre ørkenelver. Deres korte, tjavsede hår dryppede stadig lidt og det meste af det endte op på deres lår. Yunis bemærkede først nu at de frøs lidt. Det kunne hurtigt blive køligt sådan at blive dumpet i kilden uden varsel også når man så kommer op og kun er iført et par underbukser. Yunis satte sig tættere på Izvara og satte sig så ned, med sine ben knuget ind til sit bare bryst.
"Sig det. Hvad er en fjollet tanke?"

Izvaras smil var overlig venligt som hun så Yunis komme tættere på. Hun havde fået tændt hendes nysgerrighed, ligesom hun havde håbet på at gøre, men nu hvor det var sikkert, og Yunis faktisk virkede til at brænde for at få et svar var det vel kun fair at give hende det. "Okay Yunis. Jeg tænkte bare, du ved. At du måske ville tage med mig på en tur?" Izvara så mod Yunis. Ordene lød kedelige. Selv for Izvara. Hun havde dog en anden tanke ved ordet tur, for turen ville ikke være under jorden, men oppe på overfladen. Hun ville bare ikke direkte sige det til Yunis.
"Jeg tænkte at du måske ville med på den, men den er til overfladen, så det behøver du ikke svare på." Izvara så med sit smigrende smil og et glimt i øjet til hendes Lirimaer Yunis. "Altså med mindre du gerne vil." Izvara ville næsten hoppe på stedet og klappe hvis hun sagde ja, for med det kunne hun drille og tirre Ali'Kir som har prøvet i lang tid nu på at få hende med. Bare endnu en ting hun ville kunne sige "Det gjorde jeg, ikke jer!" til rådet. For trods alt var hver handling hun gjorde næsten bare som et spark til rådets side.