Azurien var normalt et smukt landskab, med klare blå floder viklet gennem det bakkede, grønne landskab. Disse dage var landet gråt og dystert, underlagt det samme oppressive tusmørke som resten af riget. Fuglende havde fløjet sydpå, forladt kysten og draget til fjerne lande kun de kendte til; gnaverne var gået i hi, mange af dem ville ikke vågne op igen.
Og der i der fjerne. Som en stjerne på en forkullet himmel, et glimt af håb, et lys i mørket. Evangelina havde ikke behøvet ikke benytte sin genvundne magi for at stå tydeligt frem mod de sorte skyer. Den blege hud, det lyse hår og naturligvis de hvide vinger markerede hendes flugt, som hun steg og dalede hen over floden hun fulgte. Hendes skarpe blik søgte rutineret landskabet under hende men hendes sande fokus var fremadrettet.

Da mærket først havde dukket op havde det været næsten ulæseligt. Et sammenfald med resten af magiens tilbagevenden og Evangelina havde overvejet om dette nu var næste fase i en dæmonisk plan. Men som det sorte blæk gradvist blev tydeligere på hendes fejlfrie hud, stod der nu klart at denne forbandelse var af en langt mere.. personlig natur. Hun genkendte skriftsproget og hvad det formede og havde prompte dækket det til med et tørklæde og nægtet at tænke nærmere på det, fordi når hun gjorde hun kunne hun mærke et svagt drag.. næsten magnetisk.. i retning mod øst. Det var ikke svært at gætte hvad hun ville finde der og det var blot endnu en årsag til at fornægte dets eksistens.
Men som dagene.. ugerne gik svandt trækket ikke. Det voksede indtil hun ikke behøvede tænke på den forbandede tatovering før hun kunne mærke den spænding hev og sled i den. Snart var det konstant, hver eneste sekund af hendes vågne eksistens. To uger havde hun udholdt, så havde hun til sidst fløjet fra paladset.
Under den skjulende stof lyste de gamle runer om hendes håndled og viste hende vej. Et navn bøjet i en kasus hun bestemt ikke brød sig om. Asha.

Asha kløede for hvad der føltes som mindst den tyvende gang fraværende sit håndled, idet hun kiggede mod syd. De mærkelige skrifttegn, der pludselig var opstået på hendes hud, gav ingen mening for hende, og hun overvejede, om hun var offer for en eller andet underlig forbandelse. Hver gang hun rørte stedet var det som om, der var noget, der trak i hende.

Hun var endelig sluppet af med spidsøren, der havde gjort hendes liv til et helvede på den seneste mission, og hun sad nu ved en lille lejrplads, hun havde sat op i det nordlige Azurien. Tiden var snart inde til at vende tilbage til Kzar Mora, men de mærkelige skrifttegn på håndledet irriterede hende, og hun håbede, at kunne finde ud af, hvad der var galt, inden hun begav sig af sted på rejsen.

Foran hende blussede et lille bål. Et lys i mørket, der ellers omgav hende og resten af landet. Det bekymrede ikke Asha - kulden var værre, og af samme grund havde halvorken rykket sig tæt på de varmegivende flammer. Hun var iklædt en varm beklædning af skind og læder, og det filtrede hår hang løst ned ad hendes ryg. Et par afgnavede ben lå på jorden ved siden af hende - resterne af aftensmaden, hun med glubende sult havde fortæret for et kort øjeblik siden. 
Endnu en gang flakkede hendes blik til udkanten af lyscirklen, der udgjorde hendes lejrplads. Hun spidsede ører, og pludselig var musklerne i hendes krop spændt. Hun var sikker på, at hun havde hørt en lyd derude i mørket.

Den lysende aura Evangelina ubevidst havde klædt sig for at holde det undertrykkende vintermørke på afstand, men allerede inden hun så det andet lys kunne hun mærke det. En varme der spredte sig fra armen og opefter. Hun så et bål men vigtigere en mørk silhouette mod lyset.
Den sidste afstand var den mest ulidelige, fordi hun nu endelig nærmere sig målet, den person hun var drevet imod. Landingen var lydløs men vingerne forblev spredte, klar til at lette igen eller forsvare sig hvis det blev nødvendigt. Hendes magi fungerede igen, så hun burde have en mindre fordel. Ikke at hun håbede det kom til vold.. hun vidste ikke hvad hun håbere.
"Asha.." Sagde hun blot, få meter fra orcinden men magien i hendes håndled syntes stadig ikke det var tæt nok. Hun tog en lille skridt frem.

Automatisk var Ashas hånd igen søgt mod de små skrifttegn på håndledet og en sitren gik gennem hendes krop. Hun havde en fornemmelse af, at det tatoveringen gerne ville have hende til at opsøge var meget tæt på. Hun havde rejst sig og stirrede intenst ud i mørket, hvor hun fik øje på en nærmest lysende skikkelse, der hastigt nærmede sig.

En blandet mængde af følelser løb gennem hendes krop, idet englen trådte ind i cirklen af lys fra bålet. Den mærkelig opvågnen i templet for adskillige måneder siden havde føltes som en drøm, men den lange rejse hjem fra Topalis hvor hun undskyldende måtte forklare sig så godt hun kunne, over for sine overordnede, havde været ganske ægte.
Hvilket betød at resten også måtte være det... Hun kendte ikke engang kvindens navn. Hun vidste, at hun var Ridder af Lyset og derfor burde være Ashas ærkefjende, men en eller anden underlig magi, havde skabt et bånd mellem dem. 

En lille, nærmest knurrende lyd kom fra Ashas strube, idet hun igen kradsede sit håndled. "Engel." Hilste hun igen. Det var som om skæbnen havde bestemt sig for at give hende et særligt bånd til disse, bevingede skabninger, men hun brød sig ikke om det. Havde det ikke været for den mærkelig fornemmelse fra tatoveringen, der gerne ville have hende fremad, ville hun have trådt et skridt tilbage for at lægge afstand mellem sig selv og den anden kvinde.

Efter at have stirret englen i øjnene et langt øjeblik, tog Asha en beslutning. Det nyttede ikke at kæmpe mod den anden kvinde, men hun ville ikke tilbringe tid i selskab med en Lysets Krigere. Stadig stirrende englen i øjnene rakte hun ud efter sin oppakning, samlede den op og vendte om. Det var ligegyldigt, om det var mørkt. Hun ville tilbage til Kzar Mora, og det var ikke første gang, hun havde rejst om natten.
Uden at se sig tilbage efterlod hun Evangelina ved bålet.