Det var tidlig morgen. En frisk Avira slentrede gennem grænselandets sletter hvor hun forsøgte at overse de tætte mørke skyer der dækkede himmelen over landet. Mon ikke de ville forsvinde i løbet af dagen? Skyerne gjorde også, at det var en anelse mørkt og ens tidsfornemmelse var ikke i top, hendes var i hvert fald ikke..  Det var ikke koldt, det var mildt i vejret og hun havde alligevel taget sin lange mørkeblå kappe over sig. Hun havde ladet sit dybrøde hår hænge løst. Gemt bag kappen, havde hun sin Topalis-smykke som stammer langt tilbage fra sin fars slægt, et smykke som hun altid havde på og som betød rigtig meget for hende. 

I dag havde hun ikke taget sin hobby med sig, som var hendes lille dolk som også havde mange år bag sig. Hun brugte den meget til at skære i træ, som blev til små figurer. Hun havde til gengæld taget sit sværd med sig, da hun ikke viste hvad der ville møde hende, og nu hvor hun ikke kunne stole på magien. Sværdet var i et hylster, som var stat fast bag på ryggen og var lige til at tag op ad hylsteret uden for meget besvær. Avira var begyndt på en rejse, som hun nu ofte gjorde. Hun elskede at opdage nyt, også mennesker og andre væsner. Hun havde fundet et sted at overnatte da turen var endt ved det vestlige del af landet. Avira havde befundet sig i nordlandet, havde besøgt Norvik som var en af de største landsbyer nordpå. Men nu, efter en god lang søvn, forsatte hun sin gang imens hun nynnede for sig selv uden af vide hvor hun ville hen, det kunne være hun ændrede retning.. 

Som morgenen havde ramt var Caiside nærmest allerede ude af sin hytte og på vej gennem skoven endnu engang. Idag var der ingen folk der ventede at han skulle komme og hjælpe dem med at reparerer hus eller lave en hytte. Alt var meget stille og roligt for ham. Så som han aede Meles hen over hendes hår sagde han stille til grævlingen der slumrede endnu "Jeg er tilbage senere, jeg tager en lille gåtur." et lille grynt som "ja" kom fra Meles og Caisides tur gik udenfor. Han bevægede sig over sten, gennem buskaser, under grene og forbi vandløb. Alt mens han nød hver skridt på hans vej.
Snart passerede han ind i grænselandet hvor han idag følte for at turen skulle gå hen.

Iført hans eneste kedelige brune kappe, shorts og med en lyre i hans hånd kom hans så gående af en lille skovsti. Han hørte så lyden af andre fødder der bevægede sig rundt i skoven. Han gik derefter stille hen mod dem og prøvede ikke at lave for meget lyd som han ville se hvem der ellers ville være på en tur gennem grænselandet. Så da han stak hovedet ud fra bag et træ og så en dame med mørkerødt, og iført en kappe selv. Han trådte ud ved siden af træet bag hende men som han ville have sagt hej til damen så han sværdet ved hendes side. Det ville ikke have været underligt at se for ham hvis han var ude af skoven, men her i skoven? Og hun var jo alene? Så hvorfor havde hun et sværd med sig? Var hun farlig?
Som han skyndte sig bag træet faldt han dog over en lavt hængende gren og lyden af ham der ramte jorden og fik slået pusten ud af sig blev hørt af hvem der måtte være. "Av! Den forventede jeg ikke lige." sagde han efter faldet mens han satte sig og kløede sig i nakken.

Selvom det var tidlig morgen, var vejret behageligt og Avira nød nu at kunne gå i stilhed, det med at vide, at hun ikke skulle nå noget, intet hast. Det var en følelse af lethed. En let brise skyllede gennem skoven imens solens stråler trængte igennem de mange forskellige blade der nu voksede på de høje træer, som var lige så forskellige og fuld af liv.

Hun havde set sig om, og havde bemærket, at skoven ikke myldrede af andre væsner som mennesker. Her var der kun liv af skoven dyr. Hun nød det.  At være blind på sit højre øje, gjorde det heldigvis ikke sværere at vandre rundt, dog var den højre side ikke til at skimte, og hun ville være nød til at dreje hovedet en smule for at se omgivelserne ordentligt.
Avira valgte dog at standse da hun fandt dette sted i skoven ganske behageligt, hun skulle også have en pause i ny og næ da hun ikke ønskede at kunne mærke det i benene senere hen. 
Med rolige bevægelser slog hun blikket ned og tog sin lille kræmmerpung op i hænderne, som hun havde haft hængende i siden, skjult under kappen.  Jo de var der endnu, hun sørgede ofte for at mærke efter om hun havde sine få krystaller, for der fandtes desværre tyve rundt omkring, og derfor havde hun heller ikke for mange krystaller med sig, kun lige til at kunne købe mad og drikke for. Uden Avira havde bemærket, at hun faktisk ikke var den eneste væsen i skoven. trådte en skikkelse ud fra et af træerne bag hende. Hun havde intet bemærket da hun var optaget af at skubbe grene og kviste til side, hun kunne sidde behageligt. 
Alligevel fik en lyd hende til at se opmærksomt op. Der var ingen at se, men hun havde en ubehagelig fornemmelse af at hun måske skulle være på vagt.. måske var det et rovdyr? 

Hun tog sit sværd op af dens hylster og rettede den i retningen af lyden som var kommet fra det nærmeste træ bag hende. 
Da det så viste sig at det ikke var et rovdyr, men faktisk af samme race som hende selv, selvom hun kun var halv satyr. Slappede hun mere af. Ved berøringen af overarmen, puffede hun blidt til det fremmede væsen med den flade side af sit sværd, blot for at vise hendes tilstedeværelse.  "Du lurede vel ikke?" Spurte hun med roligt ansigtsudtryk "Jeg kan næsten ikke tro, du ikke viste jeg ikke var her" 

Caiside vende sig en smule chokeret som sværdets kolde blad rørte hans overarm. Han så ikke skræmt ud, men han lagde ikke mærke til hun var kommet hen til ham, hendes fødder virkede lettet over græs bunden og men nu var han hellere ikke så opmærksom eftersom faldet næsten kun lige var sket for ham. "Jeg lurer ikke. Det ville være uhøfligt." Caiside kunne ikke lide det ord. Tanken om at skulle bruge "at lurer" om ham gav ham, allerede bare der, dårlig smag i munden.
Han rejste sig forsigtigt for ikke at skulle skræmme damen med sværdet. "Kan du ikke ligge det der væk. Folk her i skoven er ikke så glade for sværd. De gør naturen nervøs." Caisides stemme var en smule skælvende som han kunne høre dyrelivet tale om sværdet allerede. Han forstod godt at folk fra udenfor, altså skoven, havde brug for våben. I hendes tilfælde med den sikkerhed hun så ud til at have omkring hendes pung virkede det også for Caiside klart. Hun havde det nok for at sikre sig at ingen ville tage hendes penge. Men penge havde altid for ham været en overflødigheds ting. For byen han kom fra brugte ikke valuta. De hjalp hinanden og var et med naturen omkring dem.

"Du virker hellere ikke til at ville mig noget med det der sværd hvis jeg ikke tager fejl." Caiside ville helst ikke komme til skade, især ikke når han var her alene. De andre ville blive bekymret hvis han ikke kom hjem. Men han syntes ikke at kunne føle at hun ville ham noget ondt. Så forhåbentligt ville sværdet snart igen bare være til pynt ved damens side.

Hun fjernede sværdet fra hans skuldre da han valgte at rejse sig. Hun havde bemærket hans chokerne udtryk, det var måske også lidt for meget med det sværd? "Beklager" sagde hun i en undskyldende tone Egentlig havde hun aldrig skænket tanken omkring sværd i skovene, at der faktisk ville falde en uro omkring skovens dyr. Det ville hun huske.  "Jeg ville blot sikre mig du ikke var en af de slemme.. du ved tyve, mordere... man skal passe på hvem man stoler på." Kom det roligt fra hende, for selv om hun holde af at møde nye mennesker, så stolede hun heller ikke på alle. Varulve var noget hun satte stor had til, de var skyld i hendes knækkede horn, de horn hun var så glad for. 
Hun satte sværdet på plads i sit hylster, så naturen igen kunne føle sig tryg. Udover det, så havde han da ret, det ville da være meget uhøfligt, hun havde nu heller ikke troet han havde gjort det, altså luret. Avira gik roligt tilbage til det sted hun havde valgt at holde hvile, ved at puffe de sidste grene til side. Hun kiggede sig derefter tilbage mod den race hun kendte så godt. "Bestemt ikke, det er kun når jeg har brug for at forsvare mig, og dette er vist ikke tilfældet" svarede hun roligt og tog kappen af, for derefter at ligge det ud som et tæppe. Blot for at havde et lag under sig. Avira var ikke en der var sart af sig, men jorden var nok lidt kold, i hvert på denne tidlig morgen og selvom luften omkring dem var mild, skulle man nok alligevel passe på? 

"Bor du her i nærheden?" kom det fra hende, efter tid i stilhed. Hun satte sig på kappen med benene trykket op under sig og så igen i retningen af manden. Hun viste ikke om han havde i tankerne at vandre videre, men hun spurte dog alligevel i håb om at han ville gøre hende med selskab blot for en stund.  

Sværdet var fjernet fra han skulder og med det kunne han se naturens aura lade det sprudlende farver dulme ned igen til den ro der også før var. Nej. Du behøver ikke forsvare dig selv fra mig. Jeg kunne ikke gøre en flue fortræd, jeg ville få det dårligt bare ved tanken. han rystede en smule som han sagde det. For det var sandheden, så selv ordene fik et lille ryst ud af ham.

Stille følger han hende op og sætter sig på jorden ved siden af hende. Med et peg gennem til store egetræer svarer han entusiastisk: ”Jo. Over bækken i den retning. Der ligger min lille landsby.” han fik det til at lyde som nogle minutter væk. Sandheden var dog at han havde gået over to timer for at komme til denne lysning. Ikke underligt da største delen af hans fritid gik på denne slags små ture rundt omkring.
Hans lille landsby forventer nok ikke engang han kommer hjem idag, da han så ofte farevild og første finder tilbage når dyrene minder ham om den rigtige retning. Sidste uge tilbragte han trodsalt i den anden ende af elverly fordi han ikke kunne vejen hjem igen.
”Men hvad med dig? Jeg synes ikke at have set dig omkring her før. Langvejs fra?” spurgte han så med et smil på læberne, men den samme entusiastiske tone som før.

Avira svarede på hans spørgsmål efter han fortalte hvor han kom fra. "Jeg opholder mig overalt i Krystallandet, jeg er lidt af en strejfer, langvejs fra? Nogle gange, bare ikke i dag."  


//Out