Her følte han sig ikke som en hertug, herude blandt godtfolk i hovedstaden, var han igen det som havde formet ham det meste af hans liv, han var igen den kriger og beskytter han var opdraget og trænet til at være.

Tiltrods for den fjerde plage, var der stadig liv og fakler på markedspladsen, et syn som varmede ham indvendig. Hektor stod i hans skinende ringbrynje og brystplade af sølv, den genkendelige sne-hvide kappe for lysets hær, skjoldet hang bag på ryggen med en læder frem fra skulder til hofte, ikke hans egne men den fra hæren, samt et vel lavet stål sværd, ikke Umbra bane. Han måtte gøre sin del for at minde folk om, at byen stadig var i sikre hænder, hans blotte tilstedeværelse kunne måske hjælpe lidt, i hvert fald var det hans intention.

Men det var ikke derfor han var på markedspladsen, han var selv på udkig efter noget og selvom det var vinter med færre rejsende handels mænd, måtte han alligevel gøre et forsøg, måske han kunne blive overrasket?

Fakler der oplyste markedspladsen, gjorde det lidt ekstra hyggeligt at opholde sig på sammen med en masse andre. Det hjalp også på folk, det med at holde varmen, altså bare en smule. Avira havde udstillet sine små og mellemstore kunstværker på et lille bord, hun faktisk havde fået lov til at låne af en af de andre personer som også havde bodder. 
Livet omkring dem var et skønt syn og folk virkede til at være interesseret i hendes værker og hun havde også fået solgt en del. Hun havde ikke kun udstillet skulpturer af træ, men nu hvor det var koldt, havde hun også skaffet sig forskellige størrelse isblokke. Mon ikke det ville give lidt? 

Avira var en kvinde, halv satyr med et knækket horn efter at havde været overfaldet af varulve for længe siden, men som alligevel føltes som var det i går og hun ville helst ikke tænke på den episode da det ikke just var en behaglig tanke. Hun håbede aldrig hun skulle støde på den race igen, men man skulle ikke vide sig for sikker.. 

Med hænderne på den kolde is, lidt beskyttet af de hansker hun havde valgt at tage på, vente hun isen om for at finde den vinkel hun skulle bruge for at forsætte, den anden side af isblokken. Selvom hun var blid på det ene øje, forhindrede det ikke at hun kunne lave sine skulpturer i perfekt stand. 

// Link: Is skulptur    

Hektor gik langsomt rundt, bod til bod, for at lede efter det hans søgte. Stemningen virkede højt på strå og folk var villig til at bruge deres krystaller på hvad købmænd og rejsende havde med sig fra andre steder i landet. Fra tid til anden hilste han også på folk han var tæt på at støde ind og undskyldte sig hvis han virkede for kluntet. Han opfangede dog en vis overraskelse fra nogle af de forbigående, der blev nævnt om en bod hvor der blev solgt skulpturere og mere imponerende, var nogle af dem af is! Det var noget han aldrig havet set før, han var alligevel på gaden så han tog sig sin frihed, ved at følge strømmen hvor de begejstret folk kom fra.

Da han ankom til boden, kunne han straks forstå hvorfor folk lyste af begejstring, aldrig havde han selv set noget ligende!
Hektor var en mand i midten af trediverne, en mand i hans bedste alder og han havde gode gener, for håret havde stadig bevaret den brune farve og fylde. Hans udstråling var af en mand med disciplin og autoritet men alligevel en varm og imødekommende herre, med markeret kindben og brune øje der matchende hans hårfarve, en maskulin herre. Venstre øje havde et nedadgående ar men hans øjne viste en ting om ham; han havde set ting som en normal borger ikke turde drømme om.

Da han fik øje på den kvindelig satyr, tog han sig selv i af at blive overvældet af hendes udsende, ikke af frygt eller rædsel men af hendes udstråling og de lilla øjne! Han måtte rømme halsen en enkelt gang før han tiltalte hende "Undskyld mig ærede frøken men hvor har en som de lært dette? Jeg har aldrig set magen før!"

Avira var lidt over halvvejs med sin fjerde skulptur, som havde taget form som en fisk. Hun havde også haft mange træstykker med sig, så hun havde noget udstillet som folk kunne kigge på. Mange virkede dybt imponeret over hendes isskulpture og roste hende for dem og fik ofte spørgsmål om, hvor skrøbelige de var. "Det kommer an på isens tykkelse. Men den vil selvfølgelig briste hvis De er så uheldig at tabe den fra en høj afstand."  Sagde hun, som svar på en af kvindernes spørgsmål. Kvinden som havde betalt de få krystaller for isskulpturen, som Avira havde valgt at lade være et nogenlunde billigt værk, eftersom det ikke var noget der ville holde hele året, kun til når varmen og solen igen ville komme tilbage. For de personer skyld, som havde købt hendes isskulpturer, håbede hun på at kulden ville holde et godt stykke tid, så de krystaller ikke var spildt væk.  

Der var ofte folk der spurte til hendes udseende, angående hendes ar og blindhed. Hun gentog, at det var en længere historie, som folk virkede til at acceptere. Avira så overraskende op og hendes blik blev mødt af en ung herre med et ar over venstre øje. Overraket over at blive kaldt ærede frøken. Manden havde en skinende ringbrynje og brystplade af sølv, samt en snehvid kappe på. En fra Lysets hær? De gik da sådan klædt, det var noget hun viste, men havde vist aldrig mødt en.. ik' før nu. 
Avira sende manden et venligt smil, som hun havde gjort så mange gange i løbet af dagen. Ikke noget hun havde noget imod, tværtimod, til gengæld blev hun fornøjet over hans kompliment. "Det faktisk noget jeg har interesseret mig for i mange år. Det startede med at være en hobby, hvor jeg blot øvede mig for at blive bedre. Nu lever jeg af det." Hun slap taget i isen og så op på den fremmede og velklædte unge herre.  

Han gengældte satyrens smil med et høfligt buk og venligt smil. Han så ned på hendes bord hvor der stod flere af hvad han formodet var hendes skulpturer, mange af dem var af træ og begundringsværdige. Han tog en træ skulptur op med en forsigtig hånd for at se den nærmere, i hans øjne ville han have mistænkt en skovelvers hånd og lykke for natur, måske besad denne satyr samme glæde for det? "Jeg er nu ikke den store kunstner og har ikke meget forstand på det men, jeg ville da have gættet på en skovelver som var kunstneren bag disse, hvis det ikke var fordi at du var her." Han satte figuren ned igen, og tog en mental note omkring denne satyr, i et tilfælde hvor en med hendes evner kunne bruges. "Ah, hvor er mine maner, mit navn er Hektaurious." Han rakte en åben hånd imod hende for at hilse, nu hvor han selv havde fået styr på hans egen overraskelsen ved synet af hende. "En kunster som du må vel have fået gode jobmuligheder fra højtstående folk og adelen?" Han måtte høre om andre af adelen havde gjort brug af hendes evner.

Et skævt smil strejfede tydeligt over Aviras ansigt. Manden bukkede høfligt og sendte selv et venligt smil tilbage. Omkring dem var der stadig folk der nysgerrigt så på hendes værker, også med et let smil. Nogen valgte at gå videre, andre fandt noget de gerne ville have med sig og rakte det beløb af krystaller som hun havde fremvist ved hvert værk. Med sig havde hun sin bæltetaske, som hun opbevaret krystallerne i. En taske hendes mor havde været så kreativ at lave til hende, den blev brugt flittigt. 

Avira lyttede til mandens ord og valgte at holde en pause fra det hun havde været i færd med. Hun manglede ikke skulpturer lige foreløbig så hun så muligheden for en pause. "Ja, det kunne meget vel være" Hun lod manden se nærmere på den træ skulptur som han havde valgt sig, faktisk havde hun ikke selv tænk den tanke, men der var faktisk noget om det. "jeg har altid elsket naturen og dyrelivet, og udviklede dette til en hobby" Hun rejste sig, efter at havde siddet ned, og tog mandens hånd for at acceptere hans hilsen. "Det var lidt af et navn.. Det har jeg nok glemt om lidt" Sagde hun muntert "Avira... Avira Anova" Præsenterede hun sig og trykkede let hans hånd. Hun valgte for det meste ikke at sige hele navnet da hun mente efternavnet var udmærket at nævne. "Nej, faktisk ikke.. jeg rejser blot rundt i landet. Vælger et sted at slå mig ned og sælger ud af det jeg nu kan, og det har gået rigtig godt, især med disse isskulpturer, nu hvor kulden har omringet os."    

Han trak på smilet båndet ved hendes kommentar om hans navn "Hektor kan du også bruge, hvis det gør det lettere for dig Avira, du er ikke den eneste som har kommet den kommentar om mit navn." Hektor måtte lige se sig for, han var ved at støde i en potentiel kunde for Avira der havde set sig lun på den skulptur han selv lige havde set på. En omvandrende kunster, der havde en forkærlighed for naturen, det kunne forklare hvorfor disse skulpturer havde sådan en blid berøring. "Det tror jeg skam gerne på, jeg har ikke selv støt på det før og jeg må da indrømme at jeg er da fristet til købe en af dine is skulptur." Han var fascineret hvordan hun havde fået de detaljer frem ved nogle af dem eller var det noget andet som var årsagen? Hans blik så hen på Avira igen "Vil du betragte dig selv som en person der har en god viden omkring naturen? Måske du kender nogle?" Han tog et skridt til siden for at gøre plads til endnu der var nysgerrig omkring boden inden han fortsatte i samme rolig stemme "Jeg har et hvad kan man sige, et spørgsmål omkring naturen, helt specifikt omkring alternative forslag til dyrkelse af jorden og planter." Han måtte starte et eller andet sted hvis han skulle finde n løsning på et af de potentielle problemer lenet kunne blive udsat for og det kunne være rart med andet selskab end det som han havde været udsat i lang tid.

"Hektor.. det husker jeg nok lidt bedre." Stadig stående, valgte hun dog at smutte rundt om bordet og over ved siden af den ikke nær så fremmed mand. "Kan De lide deres navn?" Spurte hun lettere nysgerrigt og så sig lidt rundt også for at holde øje med sine ting, man kunne ikke vide sig sikker, der fantes tyve her omkring. Og at skjæle hendes værker ville gøre hende... ja, sur ville hun i hvert fald blive. Avira stod lyttende og nikkede kort, som tegn på at han ikke var den eneste. "Jeg får mange af samme kommentar til det, for der er vist ikke mange som jeg, der lever af sin hobby på denne måde." Da han nævnte at han godt kunne blive fristet til at købe en af hendes skulpture, dukkede der en smil frem på hendes læber, hun var altid glad for at folk kunne lide det hun lavede. 

Avira viste folket omkring dem, at hun var ops på at de var omkring hendes bod. Hun hilste altid på hver og en. Der var selvfølgelig nogle der ikke viste samme høflighed men det var til at leve med.. folk var forskellige. 
"En god viden omkring naturen ville jeg ikke sige jeg har, men den er da ikke elendig. Hun vende opmærksomheden mod Hektor med hænderne folder foran sig. "Tjaa, hvad drejer det sig om, sådan helt specifikt?" Spurte hun og så en anelse tænksom ud. 

Hektor måtte lige tænke over Aviras spørgsmål, om han kunne lig hans eget navn, for det var første gang han var blevet spurgt om det. "Det vil jeg da mene at jeg gøre? Men Hektor er simpelt og kort, hvilket folk har nemmere ved at huske." Han trak på smiletbåndet.
"Sandheden er, at jeg prøver at finde en løsning på hvad af muligheder der er at dyrke den jord en bonde har eller om der er andre måder, på at få skaffet mad til bønder ude på det len jeg holder til." Han så lidt fortabt ud omkring lige dette emne, hans viden var meget begrænset omkring landdyrkelse. Hektor så omkring og lage mærke til et barn, en pige omtrent 12 år der havde set sig lun på en af satyrens is skulpturer men udfra hendes beklædning og mangel af en pung, kunne hun ikke købe den. Han sukkede kort og lod hans gode hjerte løbe af med ham, hans løn han havde hentet tidligere var i en pung, som han åbnede op for at fiske nogle krystaller op. Han gik hen over til barnet og satte sig på hug ned til hende for at overrække hende krystallerne "Her mit barn, så du kan købe dig en skulptur. Jeg har rigeligt." Han smilede til hende og stod op igen med rank ryg for at komme i tale med satyren igen "Undskyld at jeg lige afbrød vores samtale." lød det formelt fra Hektor der bukkede kort. "Men i disse tider, hvor mørket er over os, ved jeg at bønderne ikke kan bruge jorden på grund af solens stråler er gemt væk." Han var bekymret for fremtiden og hans undersåtter.

Avira nikkede med et let smil om læberne ikke noget der var voldsomt tydeligt. 
Nogle mennesker og væsner fik et navn som de senere hen ikke ønskede at beholde. Derfor var hun bare lidt nysgerrig på om Hektau... om manden overhovedet brød sig om sit navn, men det virkede vist til det. *Hektou.. Hektous...*  Tænkte hun lidt for sig selv, men det lykkedes ikke at huske navnet og rystede tanken fra sig, så længe hun kunne kalde ham Hektor var de andet ligegyldigt.

Hun bemærkede han let fortabte udtryk da han kom med et svar omkring dyrkning af planter. Denne vejr periode var ikke nem at komme igennem og ikke alle havde de forsyninger der skulle til. Dyrkning af jord og planter kunne være svært, og Avira viste ikke hvordan og hvorledes man kunne snog sig og finde en måde at komme udenom det på. "Jeg kender desværre ingen" Sagde hun og trak på skulderen og lod sit blik hvile på en tilsyneladende ung pige som virkede til at havde set et af hendes is skulpturer, som havde taget form af en fugl med spredte vinger. 
Imellemtiden stod hun og så tænksom ud, der måtte være en anden måde..  Krigeren valgte at gå mod pigen som så skuffet ud, med blikket rettet mod skulpturen. Han satte sig på hug og gav hende noget i hånden som viste sig at være krystaller. Med et roligt blik mod krigeren der havde rejst sig og bukkede kort. "Det skal De ikke undskylde, pigen her virkede også at havde brug for lidt hjælp." Hun gik hen mod ham og lagde en let hånd på hans overarm, som tegn på at det var venligt af ham at tilbyde pigen sine krystaller. Pigen så imod hende, let forskrækket, over hendes udseende, men tavs. Pigen rakte forsigtig Avira de krystaller som hun havde fået i hånden. "Mon man kan dyrke noget indenfor et sted?... men så ville man alligevel mangle solens stråler.." Sagde hun kort efter imens hun havde rettet blikket mod pigen. Hun smilede til pigen og fandt noget stof frem som hun havde skaffet sig en del af, ved hjælp af sin mor.. "Nu skal du bare se, jeg pakker den pænt ind i dette stof.. og denne, skulle ikke være så skrøbelig, men pas må den alligevel." Hun pakkede isen ind i stoffet og gav pigen den som fik et smil frem, takkede og nejede hurtigt og vendte om og gik den retning hvor hun var kommet fra. 

Avira vente sig rundt og kiggede mod himmelen.. hun håbede sådan at solen igen ville skinne, for dette vejr blev deprimerende i længden. 

Han trak på skulderne ved hendes kommentar og lage mærke til hendes berøring "Vi alle må gøre vores del, for at håbet og lyset kan bevares, det er i hvert fald hvad jeg har forstået udfra de hellige skrifter som Isari har fået nedskrevet." Lettere sagt end gjort, mørket havde fået virkelig fat og han savnede selv at mærke morgensolens stråler i hans ansigt, noget han gerne ville have delt med Elaina, nu hvor han tænkt nærmere over det.

Hektor sig til hagen ved hendes kommentar om at kunne dyrke sådan noget indendørs men lige hjalp det jo, for som hun selv pegede ud for ham, var solen jo der ikke. Men hvad nu hvis den var der?! Isari være velsignet! Hektor selv kunne måske ikke gøre meget men der fandtes både lærde og meget dygtige magikere, måske hvis han fandt nogle af dem og forhørte sig frem? Endnu mere grund til at han blev i hovedstaden. Men lige nu var der en forhandling med nogle adelig som der skulle være overstået og endnu engang sendte han en tanke til hans hustru, han ønskede virkelig at hun var her i stedet for ham til dette.

Han lage mærke til hvordan satyren havde kunne få den lille pige til at smile sådan til hende, til trods for hendes udsende hvilket ikke havde været et problem for ham selv, sådan en glædens glød og varm. "Det er dejligt forfriskende, at se en som dem æret Avira, at være så åben og imødkommende og at kunne sprede sådan en glæde." Han kunne ikke selv lade vær med at smile, nok en del af hendes charme som ramte ham.

Avira følte lidt, at det snart var på tide at pakke sine sager sammen. Hun havde solgt godt ud af de fleste skulpturer, især isen og det var der ikke noget at sige til, faktisk var hun ganske godt tilfreds med det hun havde lavet.

Hun smilede let med et lille nik, som tegn på hun lyttede til hans svar. Hun havde ikke samme tro som ham, hun troede meget mere på Haldis som hun viste, også var tilknyttet Aladrios. Avira var en af de kvinder, som også fandt det bedst hvis man kunne holde verden i balance. Ligesom Aladrios, det var det vigtigste.. verden ville helt sikkert være og blive et bedre sted. 
  Hun havde faktisk længe haft den tanke, at få det hellige symbol på sig, en vægt i perfekt balance... Hun lyste op, i det hun fik ideen. Hvorfor havde hun ikke haft den tanke noget før! 
Hun drejede rundt og så mod Hektor, efter at havde været begyndt at samle sine ejendele sammen.  "Jeg har det!" hun tog et urørt træstykke op. "Hvad siger De, hvis jeg begynde på at øve mig i at lave de hellige symboler, skåret ud i dette" Hun hentydede til det træ hun havde taget op og stod nærmest og viftede med det. "Ville det ikke sætte mere liv i salget?" sagde hun nærmest begejstret og satte træet fra sig igen. 

Hektor virkede, efter hendes synspunkt lige nu og her. Til at være en rar person, en rolig person man ikke ville have noget imod at have en almindelig dag med. "Bor De så her omkring?" spurte hun lidt efter, imens hun pakkede sammen.  

Han tog hovedet en anelse tilbage ved satyrens spontane udbrød. Han nåede ikke rigtig at kunne svare hende som hun stod og viftede med et stykke træ. Idéen var god og hvis det hjalp andre folk med at finde troen, desto bedre. Hun virkede oprigtig om at gøre dette og han ville da ikke være manden som ville stoppe hende "Jeg synes at det lyder som en fin ide frøken Avira. Jeg ved ikke lige om det vil hjælpe med salget." men når nu det var sagt, kendte Hektor også til hvordan hadsk og fanatiske folk kunne være omkring deres guder og særligt dem som var tilhænger af mørket. "Men i stedet for at have dem stående og klar, ville jeg nok anbefale, at du blot laver dem på opfordring af folks ønsker. Blot så du mindsker risikoen for at folk ville dig noget ondt." Det var hans ærlig mening om dette og han ville ikke have det godt med sig selv, skulle hun lide nød på bekostning af hans råd, uden nøje overvejelse.

Hektor så sig omkring, nogle få af de mange andre boder var også begyndt at pakke ned, var klokken virkelig så sent? "Når jeg er her i hovedstaden, bor jeg i mine gemakker som lysets hær tilbyder mig. Jeg er frit stillet til at bruge dem eller andre steder i byen." Hektor tog nogle skridt nærmere hen imod Avira "Kan jeg tilbyde en hjælpende hånd med dette æret frøken?"med en åben hånd "Blot sig hvad jeg kan hjælpe med." "Handl med ære" citerede Hektor inde i sig selv.

"oh, undskyld mit udbrud" undskylde hun sig, da hun så måden Hektor tog hovedet tilbage på. Hun lage træstykket fra sig i en af kasserne hun havde fundet frem og løftede den, lige nu, lette kasse op på bordet. Hun lyttede til hans råd som han nævnte for hende og hun nikkede anerkende. Det kunne der selvfølgelig være noget om "Det vil jeg da helt klart overveje." Avira var ikke van til at folk kaldte hende frøken, hun havde intet i mod det og viste, at de finere folk benyttede sig af ordene. 

Klokken var nok ved at runde en sen eftermiddag, det var hvad hun fornemmede, selvom vejret ikke lige fortalte det. Det havde været mørkt og gråt mange dage efterhånden og det påvirkede også humøret af og til. Bortset fra hende selv, havde hun også bemærket de andre folk i de forkellige boder, at ikke alle var i lige god stemning som Avria.. Hun nægtede at lade vejret ødelægge sin dag, og det var også vigtigt når det kom til salg. 
"Okay, det lyder da ikke så tosset. Så er De vel fri for at tag helt tilbage?" sagde hun idet Hektor valgte at træde nærmere. Hun kunne dog ikke lade være med at små grine da ordet 'æret frøken' kom frem. "Ej undskyld.. det var ikke for at grine af Dem, men er ikke van til den salgs tiltale" Hun holde inde, rettede sig let op og stoppede pakkeriet. "Kald mig blot ved navn, og De er velkommen til at give en hånd med. Kasserne her, ender nok med at veje lidt alligevel." Selvom hun havde solgt en hel del, var der også en del tilbage.    

"Ja det er jeg som sådan. Det vigtigste, er at kunne møde op i tide og hvis alarmen går" svarede han ærligt på hendes spørgsmål og lige som det stod, var der ikke noget som hastede. Da hun grinte af ham, så Hektor forunderligt på hende til at starte med, indtil hun bedt ham om at tiltale hende blot ved navn, Hektor tog fat om to kasser og fik godt fat i dem, han fik dem løftet op med benene, han måtte lige mærke efter for ikke a overvurdere hans egne evner i forhold til hvad han selv gik rundt i. "Som de ønsker Avira. Jeg har blot haft en læremester, der har gjort en dyd i jeg har lært at skulle behandle samtlige kvinder med respekt og handle med ære." Fortalte Hektor mens han fik lige det sidste på plads, nu kunne han tag vare på kasserne uden større besvær, så længe det var i et stabilt og roligt tempo. "De fører blot an Avira." Lød det med et vis gåpåmod og et drenget smil, for ham var det blot at yde sin del til folket og hun hørte under den kategori. "Hvad synes de som om hovedstaden?" Spurgte han Avira nysgerrigt mens han var klar til gå hvor end hun førte dem hen.

Hun betragtede ham kort da han til sidst kom over og løftede to af kasserne som stod på jorden, stablet ovenpå hinanden. De var en anelse tunge, men ikke tung nok til at hun ikke selv ville kunne klare løftet, det vise hun. Hun kunne dog se, at Hektor kunne løfte rigtigt, noget hun til tider ikke var så god til. Imellemtiden havde hun med hurtige bevægelser, lagt de skulpturer hun nu havde stående tilbage, ned i kasserne med forsigtighed. "Det var heller ikke noget dårligt, god disciplin er vigtigt" 
Derefter tog hun begge kasser op i sin favn og bevægede sig i retningen af hovedgaden, hvor hun havde aftalt med an ældre herre om, at han kom og hentede hende inden solnedgang, som dog ikke var tilstede lige for øjeblikket. Manden havde dog fortalte at han havde en god tidsfornemmelse og ventede gerne på hende hvis det var han var der før hende. Det var selvfølgelig ikke gratis og det var også helt fint for Aviras vedkommende, hun betalte gerne folk der var venlige til at hjælpe hende. 

"Denne vej" Avira gik i et god og rolig tempo og passede på de ujævnheder der var rundt omkring.  "Jeg kan veldig godt lide dette sted, skønne mennesker og rolige omgivelser"  Sagde hun med ryggen til, men drejede hovedet, så han i det mindste kunne høre hende, imens de gik. Hun stillede kasserne fra sig på jorden, da de var nået over til en af bygningerne de havde kunne se fra hvor hun havde sin bod. Der var kun tale om få meter. 

Avira havde vandret frem og tilbage efter at havde været blevet sat af tidligere på dagen. Lige nu var det faktisk rart at Hektor var så venlig at hjælpe hende, det gjorde hun ikke skulle frem og tilbage en masse gange... igen.  

"Det var også hvad Manfred plejede at sige" kommenterede Hektor da Avira selv sagde god for disciplin. Han kunne ikke lade med at smile ved tanken om hans gamle ridder han stod i lære hos. Han fulgte efter hende med en vis ro, i frygt for ikke at mistet grebet om kasserne, et par børn kom løbende forbi ham, hvilket gav ham grund til at stoppe op kort inden han kunne fortsætte.

Han rettede hans hoved for bedre at kunne høre hende mens de gik. "Jeg er da glad for at høre de har haft en positive oplevelse her omkring." Han satte langsomt og forsigtigt kasserne ned, han fik dog en lille klemmelus ved højreringe finger mellem en kasse og guldringen som sad der. Han rystede hånden kort, blot en mindre irritation. Han smilede blot til hende "Hvor længe regner de med at være på disse kanter?" kom det nysgerrig fra Hektor.

Avira sagde dog ikke noget til det første han kommenterede på. Manfred var ikke et navn hun kendte, men hun kunne nu godt gætte sig til, at det nok var hans læremester. Da Avira havde gået med ryggen til, med to kasser i sin favn, kunne hun godt høre nogle børn, som vist nok var kommet løbende bag hende, hun så sig dog ikke tilbage men havde forsat sig gang.

Hun trådte nogle skridt væk fra kasserne som hun havde stillet fra sig, så Hektor kunne få plads til at stille de kasser han havde i sin favn. "Mange tak" sagde hun taknemligt og gik forbi Hektor. Blikket vandrede over mod hendes udstillings bord som også skulle fjernes fra området. "Hvis du vil være så venlig, vil det glæde mig hvis du vil stå her og passe på mine ting?" sagde hun spørgende og gik langsom mod boden, stadig med fronten mod Hektor. For Avira, var det intet problem i at selv at bære rundt på bordet, det havde hun gjort før. Selvfølgelig, så længe det kun var få meter der var tale om. 
Det var et bord, ikke ret stort og lige til at løfte, ofte søgte hun rundt for at høre folk om de havde et lille bord de kunne undvære i noget tid, heldet var ofte med hende, men hvis ikke, brugte hun blot jorden hvor hun foldede sig tæppe ud, så hun kunne sidde uden at blive for kold.    

Hun håbede på at Hektor ville blive stående, hun følte hun kunne stole på ham, også selvom de kun havde kendt hinanden i nogle timer. Hun viste godt, at man skulle være forsigtig med hvem man stolede på, især omkring byerne hvor der ofte var flest folk.
Avira var kun få meter fra bordet da tanken om hendes taske slog ned. For satan! Hvordan kunne hun glemme den, tasken hvor hendes fars sværd var spændt fast ved, hvor hun også havde en del madvarer i for at holde dagen kørene. Hun gik aldrig fra sin taske når hun havde sit sværd med, men i dag var det lykkes hende. Årsagen til at hun havde slæbt den med sig, var. At hun havde været forbi en våbensmed for at få den pudset og slippet.

Tasken var væk! Panikken var der omgående og hun spejdede rundt efter den, og gik nærmest rundt om sig selv. Nogen havde tage den! Imens hun havde været så dum, at gå fra den... Hvad skulle hun gøre?    
    

Hektor lage godt mærke til, at Avira var en kvinde som var vant til at gøre tingene selv, så han smillede blot varmt og høfligt da hun takkede ham. Hendes udstråling smittede af på ham endnu engang, med de rette midler og kontakter, ville hun sikkert kunne få en god fremtid som skulptør og hendes udstråling ville sikkert kunne vinde mange personers hjerter og opmærksomhed, det var i hvert fald hans egen overbevisning omkring denne lilla øjet satyr.

Han bukkede kort for hende ved hendes ønske om at han skulle passe på hendes ting "Det er mig en ære, at kunne yde dem min hjælp, æret Avira." Tonen var varm og imødekommende. Hektor stod med rank ryg og begge hånd bag ryggen, Avira havde stadig fronten imod ham, som hun bakkede bagud, i retning imod hendes bord, han smilede blot. Han så sig omkring, flere folk var igang med at pakke deres boder ned og flere folk var på vej hjemad, en smed med hans lærling var igang med at fylde en kasse op med deres håndarbejde, en kvindelig syreisske havde netop klappet og pakket hendes bord sammen, hvilket ind i noget snor der holdt sammen på det hele, en dreng der var teenager, med en taske slynget over skulderen hvor i et sværd stak ud af den lod til at være på vej hjemad efter, hvad Hektor gættede på, endnu en hård dag med hård træning, han havde i hvert fald meget travlt. Fra tid til anden, hilste han høfligt på folk der passerede ham og ønskede dem en fortsat god dag og sikker hjemtur.

Han så hen til Avira, der virkede lige pludselig ret så oprevet over noget men hvad kunne han ikke vide. "Avira, er der problemer?!" Lød det spørgende fra Hektor med en hævet stemme, for at hun kunne høre ham. Der lod til at ikke være nogle som havde en truende adfærd imod hende, så ingen voldsmænd eller sure kunder kunne det være, men hvad kunne det så være?

Avira som havde gået rundt frustreret over, at eneste arvestykke fra sin far var forsvundet fra gaden, fra det sted hun havde opholdt sig hele dagen. Hun tog sig til hovedet med begge hænder og gik rundt om sig selv. 
rundt omkring hende var andre handelsfolk ved at pakke sammen og der var ikke tegn på at nogen af dem gemte på noget de ikke skulle gemme på. Hun løb over til Hektor og tog fat i hans overarm med et desperat udtryk i ansigtet. "De må hjælpe mig!" Hun så sig igen omkring uden held. "jeg havde mit sværd med mig, da jeg har fået det pudset og slebet det, og nu er den væk!" Hun slap taget i hans overarm "hvordan kunne jeg glemme at tag den med mig, jeg går normalt aldrig fra den..." Fra dette øjeblik var hun ligeglad med alt sine andre ting, det eneste der betød noget, var hun fik fik sit sværd igen og hun nægtede at tag hjem uden den. 

Et blik af sorg, forandrede sig til vrede. en vrede hun ikke havde mærket før. Følelsen blev afbrudt af hestehove der travede over gaden, hvor hesteskoene gav lyd fra sig da de ramte gadens fliser. "Årh, hvor det godt du kom, vil du gøre mig en stor tjeneste, nu hvor du kender vejen. jeg betaler gerne ekstra" Spurte hun bønfaldende og håbede på, at det ikke ville være et problem og hvem ville ikke tjene lidt ekstra? "kan jeg få dig til at tag dette hjem til Amazonitskoven, du ved hvor" Hun tog krystaller op ad sin kræmmerpung, og lidt ekstra end hun plejede. "jeg eksistere" tilføjede hun hurtigt før han nået at sige noget.   
Denne mand havde kørt hende de steder han nu kunne i en del år, så han kendte vejen til hendes opholdsteder. Hun havde ikke en fast bopæl, men der var tre steder hun ofte opholde sig, Tusmørkedalen var en af dem. Men denne gang ende turen til Amazonitskoven, sit barndomshjem. "Hvad der skal til frøken" hun tog sig til hjertet og bukkede let med hovedet som tak. Manden gik i gang med at læsse på vognen og Avira kunne nu vende opmærksomhed mod Hektor.  

"Det sværd skal og må findes! please, kan De hjælpe mig?" Spurte hun bønfaldende og anede ikke hvor henne hun skulle starte. Men, med en ved sin side kunne det måske være det var nemmere.. måske var personen ikke nået så langt.. Hun kunne håbe.