Der var gået et stykke tid efterhånden nu. Han krassede stadig fraværende den tykke skorpe der omkredsede hans venstre skulder, med stærk irritation. Effekten af brændemærkets tilstedeværelse var dog så synligt som noget kunne være, og sprang ud af hans ryg som en evig påmindelse om hvor flot og elegant han havde fucket op.
Han var ankommet til Lazura efter et par dages vandren. Han orkede ikke at høre latteren give genlyd i gangene, eller dæmonerne som sværmede om ham, rev en fjer ud i ny og næh og gjorde nar. Beon fnøs ved tanken - han kunne sagtens håndterer deres grin, deres gerninger og hvad de ellers kunne finde på. Det bildte han i hvert fald sig selv ind. Men der var også andre ting der rummede i hans indre, der havde gjort at han var taget afsted. Måske tanken om at han kunne få gjort noget nyttigt - for første gang i et års tid.
Vinden var isende kold og blæste fjerernes placering rundt hulter til bulter, inden han endelig ankom til en kro i byen. En mindre en - lusset ville nogen kalde den, men det var ligemeget. Det var nemlig et sted hvor man havde lov til at skille ud.

Og her sad han, i baren og stirrede ned i krusset med øl. Han kunne spejle de grå fjer i et spejl et stykke væk, og fik nærmest en væmmelig smag i munden bare ved tanken. Han tog krusset op til munden som døren igen blev åbnet og den tudende lyd fyldte rummet igen, med en smag på kulden udenfor. "Et krus mere, tak" brummede han fraværende, som hans blik fæstnede sig til den åbne dør, for et stykke tid - ikke søgende, men nærmest som var han kort gået i staver.

Ariannas dag var lige så intetsigende som de fleste. Hun var ude af Kzar Mora igen, og nu på vej til.. Hvorend vejen lige førte hende? Så sent som nogle uger siden havde hun dræbt et par dæmoner sammen med en mand, der virkede rimelig flink, men hun havde taget afsked med ham bagefter, for hun havde lidt givet op på relationer der ikke enten var de andre Børn eller Faderen. Det blev alligevel taget fra hende, så hvorfor overhovedet forsøge? De var disse mørke tanker der fyldte hendes sind som hun vadede rundt i flodlandet og endte i byen Azurien, hvor kroen virkede til at være et lige så godt sted som alle andre, til at "overnatte" i. Bare være inden for lidt. Ganske vidst var hun ikke levende, men hun foretrak alligevel varmen frem for den kulde der havde sat sig hårdt i landet og nu afholdt solens stråler fra at velsigne marker, jord og mennesker. Hun savnede den.
Hun rystede frustreret på hovedet og trådte ind ad døren til kroen, hvor hun fik øje på en mand der sad og gloede ud i luften i hendes retning. Hun kiggede kort på ham og hans hvide vinger, rystede så igen på hovedet og gik op for at betale for både værelse og øl. Det smagte stadig, selvom hun ville være nødt til at fjerne det fra sin krop senere. Desuden så handlede det om at passe ind. Og det at drikke det samme som alle de andre herinde, var netop det samme som at passe ind.
"Ser du noget spændende?" hun kunne ikke lade være med at spørge manden der var faldet totalt i staver. Allerede nu brød hun sig ikke vildt meget om ham. Engle. Heldige kreaturer, i modsætning til hendes 30 års uheld.

Beon opdagede knap nok at en kvinde kom ind i kroen. Han så hende, men alligevel ikke, for han så ikke rigtig på hende. Hans tanker var fløjet andre steder hen - i hvert fald indtil at kvinden valgte at tage kontakt, med en knap så munter stemme. Beon flyttede sine øjne det nok til side for at kunne se på kvindens ansigt. "Jeg ser altid noget spændende" svarede han en smule hæst - inden han rettede ryggen op igen og drak af øllet. "Så du noget spændende?" spurgte han tilbage, uden at kigge på hende, men i stedet ned på sine hænder der holdte omkring krudset af øl.
Vingerne rørte ganske let på sig, nærmest som blev de irriteret, men man kunne intet se røre dem. Det var mere en nervøs trækning, og der kom en let trækning i Beons ene kind. Han lærte nok aldrig at vende sig til dem.

Det var måske et af de mest standard svar man kunne få. Alle så altid noget spændende. Det her var Krystallandet og der var plager, der hærgede landet. Der var altid noget spændende at se derude såvel som på kroerne. Hun havde fået øje på noget spændende det øjeblik hun kom herind. Hun satte sig i nærheden af manden med sin øl, og stirrede kortvarigt ned i krusets indhold med et dødt, tomt blik, før hun fik øje på mandens trækning ved kinden. Det skete lige efter hans vinger havde bevæget sig, så hun antog med det samme, at de enten irriterede ham eller var relativt nye.
"Det er ikke hver dag man træder ind på en ligegyldig kro og ser en mand med grå vinger, der ligner at de er blevet dyppet i blod," kommenterede hun før hun tog en tår af sin øl og slugte indholdet der alligevel ikke gav hende en skid næring. Det var jo så lige meget, om hun drak det i virkeligheden, men alt for at passe ind, var vel også et mål at have. Især fordi vampyrer ikke just var vildt populære.
"Svaret du leder efter er ja. Jeg så noget spændende. Har du ikke haft dem særlig længe? Du virker uvant til dem," hun forstod nogle gange ikke sig selv. Hvorfor overhovedet tale til ham? Samtidig havde hun lyst til at tale til ham. Grebet om ølkruset blev lidt mere stramt en før.

Beon fnøs let, der gav antræk til et dødt smil på hans læber - han følte ingen glæde ved det smil, det var mere af ren ironi. "Nej, det er det sgu nok ikke" gav han hende fuldt ud ret i, mens han mentalt bandede sig over, at Herrens plan havde virket. Det var noget folk bemærkede som det første ved ham, nok til at folk direkte gik imod ham for at snakke. Han løftede lettere fraværende sit krus næsten i synk med kvinden, men i modsætning til hende, mærkede han allerede effekten af øllets virkning som det gled gennem halsen, med forhåbning om at dens indvirkning ville blive stærk nok til at bedøve ham fuldstændig i den nærmeste fremtid.
Han vendte blikket mod hende, rolig men stadig ikke videre begejstret over vingernes tilstedeværelse - ej heller at de var samtale emnet. Men måske var det på tide at få indøvet gode svar til det. "Uvant, ufrivillig og utilregnelige.. De er nye og uønsket." svarede han, men fjernede ikke sit blik fra hende denne gang. Han fornemmede noget, han ikke kunne sætte ord på. At hun virkede rassende og vred uden at vise det. Han håbede egentlig bare at det ikke var rettet mod ham - det orkede han simpelthen ikke også at skulle tage stilling til. "Jeg er ikke en engel.." fastgjorde ham - nok mest for at fastholde det stærkt for sig selv. "Der vil sgu ikke være nogen god grund til at sende mig tilbage"

Mandens døde smil fik det til at gå for Ari, at hun nok ikke var den eneste i denne verden, der var død inden i. Nok havde han englevinger, men noget sagde hende, at denne mand havde set og oplevet ting. At han ikke var lige så lykkelig som alle andre rundt omkring de to så ud til at være. Det var en følelse af ingenting der blødte igennem på ham og over i hende, og hendes følelse af at være død inden i blødte også nærmest fra hende. Hun trak på skuldrene, forsøgte at virke ligeglad, men nysgerrigheden var der stadig. Han var ikke en engel? "Hvis du ikke er en engel, hvorfor har du så de vinger?" hun tog endnu en tår af sit ølkrus, fik kort et vredt træk i kæben over hvordan det smagte af ingenting. Lysten til at kaste sig over manden eller krofatteren og suge deres blod fik hende til at tage endnu en tår og hun kiggede kort væk som et lidt rødt lys gav genskær i hendes brune øjne og da hun så tilbage mod manden, var hun tilbage i det mentalt døde stadie igen.
"Jeg har kun set engle bære sådanne vinger. Eller få dæmoner," konstaterede hun. "Men hvis de er uønskede, hvorfor så ikke bare skære dem af?" det var egentlig ret simpelt, men noget sagde hende, at det ikke var i denne mands tilfælde. Noget sagde hende, at han nok ville have gjort akkurat denne handling hvis ikke der muligvis lå noget bag.
"Med mindre det ikke er så simpelt,"

Beon fnøs som han løftede krusset op endnu engang og drak af øllet inden han svarede. Heldigvis havde alkohol stadig en dejlig bedøvende effekt på ham, såfremt det var i rigeligt mængder. Det var blot et spørgsmål om tid. "Jeg gjorde mig upopulær hos den forkerte person. En person med magt og mulighed for fint at forbande mig med et par nydelige fjerbesatte gevækster" bitterheden var ikke til at skjule i hans stemme, som han fortalte noget af grunden til at vinger prydede hans ryg.
Han havde løftet krusset for at drikke igen, men stivnede i bevæggelsen ved nævnelsen af at få dem skåret af. En kort ufrivillig grimasse gik over hans ansigt som han satte krusset ned igen uden at drikke.
"Det er ikke så simpelt. Har prøvet det en gang før.." svarede han og drejede hovedet for igen at kigge på hende. "Det har jeg ikke tænkt mig at prøve igen.." bare tanken fik det til at give et gys gennem vingerne der fik fjererne kort til at vibrere.

Arianna ventede tålmodigt på hans forklaring og kom derfra hurtigt frem til at det tydeligvis ikke var så simpelt. At han var blevet forbandet var kun en ting hun kunne drage paralleller mod sig selv ved benævnelsen deraf. Hun nikkede langsomt og tog sig derefter til hovedet. "I så fald må der vel være andre metoder," konstaterede hun, for evigt optimistisk. Sådan var det altid når det kom til andre i modsætning til hende selv. Hun var efterhånden overbevist om, at hun ikke havde nogle veje ud af sin egen forbandelse. "Jeg tror jeg kender en ting eller to til forbandelser efterhånden," mumlede hun eftertænksomt, før hun tog endnu en "tår" af sin øl. Kruset så ikke ud til at være blevet rørt ved da hun stillede det fra sig på bordet, og derefter igen vendte sit blik mod manden. "Hvis du har lyst til det, kan jeg vel godt bruge min tid på at kigge efter en måde at fjerne denne forbandelse? Det er ikke fordi jeg har andet eller bedre at give mig til," entusiasmen i hendes ord var manglende. Hendes stemme næsten død af lytte på. Hun skubbede ølkruset fra sig, som hende interesse i det faldt til jorden.
"Det er heller ikke fordi jeg ikke har tiden til det.. Tværtimod," hendes kolde blik ætsede sig nærmest ind i hans.

Beon så nærmest hendes ord som ren optimisme og blev kun gengældt med et halvt smil, der ikke så meget som det fjerneste nåede frem til de trætte blå øjne. At være så optimistisk var en gave, men desværre for ham, ikke en han ejede en enkelt dråbe af! Det havde aldrig været behjælpeligt på hans form for arbejde alligevel. ”Det beklager jeg. Med egen erfaring på forbandelse har jeg medfølelse med enhver der udsættes for det samme” han kiggede på hende, med et hint af nysgerrighed der overvandt den fortabte fortvivlelse han ellers lullede rundt i disse dage. Det havde været en ubehagelig omgang at komme tilbage i mørkets tjeneste. For ikke at tale om hvad han måtte gå igennem før han igen kunne anse sig som værende fritgående – desværre ikke fri.

Beon dejede hovedet, forvirret og overrasket over de ord der forlod kvindens mund. Første tanke faldte naturligvis på aftaler han havde været nødt til at sætte i værk for at kunne overleve. At skylde flere tjenester var nærmest tortur at tænke på. Men der var ingen entusiasme i hendes stemme, intet der hintede ham til at tro hun ville udnytte ham for noget til gengæld – i hvert fald ikke af større betydning. ”Jeg vil ikke sige nej til sådan en hjælp.” svarede han ærligt men kunne ikke undgå stadig at se mistroisk på hende. ”Du er udødelig?” han var rimelig sikker i sin sag, men ville alligevel lade det lyde mere som et spørgsmål. Beon var ikke fejlfri og havde mistolket ting før – om end det var noget der hændte sjældent.

Hans øjne var så trætte, hun kunne med lethed se det da et halvt smil nærmest trak sig frem på hans læber. Næsten som når en døende trak sig hen af slagmarken; Et sted hun desværre var alt for bekendt med, dog typisk efter alle var døde. Det var nemmere at tage blød fra en død end en levende. At skulle holde en person nede med man spiste hans livsblod, bare fordi man var sulten var ikke noget at råbe hurra for. Faktisk undgik hun det helst, og gik faktisk ofte sultende rundt. Som nu, hvor hun nærmest kunne se mandens blodåre under huden på halsen. Og på alle de andre i kroen, hvor larmen sørgede for, at de mere eller mindre havde deres samtale for dem selv. Selv var det næsten umuligt for Arianna at have trætte øjne. Hun var et levende lig og følelser var generelt svære at fremkalde. Hun trak på skuldrene af hans beklagelse. Mange år havde hun spenderet på denne måde, og selvom hun hadede forbandelsen over sig selv, så var han der altid for at stoppe hende fra at gå hendes komplette ende i møde. Altid var der en lille "hjælpende hånd". Altid blev hun reddet fra sit endelige. Hun hadede det.

"Lige så. Forbandelser er.... Frustrerende," mumlede hun dødt mens hendes blik fulgte krofatter, der gik tæt forbi dem for at servicere nogle andre gæster. Hun stirrede kort på hans hals, men tog sig i det efter få sekunder. Idet manden ved siden af hende spurgte om hun var udødelig, sukkede hun lavt, næsten som om at hun ikke magtede at sige ja, før hun nikkede.
"Det er min forbandelse, ja. Jeg kan kun dø hvis nogen dræber mig. Og det kræver mere end bare et knivstik," hun stirrede ned på sine hænder. "Så ja... Jeg har al tid i verdenen.. Jeg antager at du ikke har det samme, men jeg kan vel godt skynde mig lidt. Og nej, jeg skal ikke have nogle tjenester for det, det betyder ikke noget," selvfølgelig ville enhver anden der havde sagt disse ord sikkert lydt optimistisk og hjælpende. Glad. Hun kiggede bare dødt på manden, øjne der for længst var blevet dræbt for enhver positiv følelse.

Beon følte sig lidt som en levende død i øjeblikket. Samtidig med nåede tanken ham. At han måske egentlig burde været blevet inde på borgen, men kroen lå lige i nærheden. Dertil var han virkelig sjældent savnet når det kom til stykket. I øjeblikket fungerede han mere som en stikirent dreng med alle de beskidte jobs at udføre som ekstra straf. Ikke nok med at han havde fået de yndige vinger der prydede hans ryg, han skulle også lide ekstra. Beon var efterhånden så træt af livet at ingen lugte eller synsindtryk havde den store indvirkning mere. Han så bare tomt ned i sit ølkrus og lyttede til kvindens ord.

Et glædestløst undslap hans læber ved ordet, frustrerende. ”Ja, det kan vi godt kalde det” svarede han tilbage mens han træt drejede hovedet for at se på hende igen. Hun virkede ikke ligefrem særlig energisk, hvilket var bemærkelsesværdigt, men alligevel ikke interessant nok for ham denne stund til direkte at spørge ind til hvad for en uddød hun var. At hun var uddød var trods alt bekræftet.
Beon kiggede på hende med et hævet øjenbryn. ”Det er meget at tilbyde, men hvis du ikke har andet at foretage dig, takker jeg ikke nej.” svarede han stadig uden at kunne ryste den sidste mængde skeptisk følelse af sig. Hvorfor tilbyde hjælp uden at kræve noget til gengæld. Han var ikke helt sikker på hvad han helt præcis var ved at rode sig ind i.

Ariannas blik faldt på manden da hans latter nåede hendes ører, glædesløst. Dødt. Dødt som kun hun kunne være det, hele tiden. Men hun var tilsyneladende ikke alene med at skulle føle sig død, så hendes blik blev for en gangs skyld lettere overrasket, mens hun kiggede på ham. "Jeg var i mangel på et bedre ord," konstaterede hun roligt og følelsesforladt mens hendes hænder pillede rundt ved ølkruset, som hun havde stående foran sig. "Det er rigtig meget at tilbyde.. Men det giver mig et formål," hun ignorerede efterhånden alle de andre på kroen, hendes blik var nærmest limet til denne mand, og hans interessante væremåde.

"Uden et formål vandrer jeg bare rundt og laver ingenting. Og når man ingen ting laver, så har sindet tid til at tænke. Spekulere. Finde på nye tanker," det var ret åbenlyst, hvad hun sagde, men hun ønskede ikke helt at være subjektiv her. At skulle fortælle hvorfor hun gerne ville undgå at tænke, var noget hun fandt at hun ikke havde lyst til. Hun sukkede igen lavt.
"Jeg bryder mig ikke om at lave ingenting. Jeg kan bedst lide at arbejde med ting og at have noget at lave. Så jeg gør det. Jeg hjælper dig. Det er en aftale," med sine ord, fulgte en udstrakt hånd rettet mod manden.

Frustrerende var også et ord man kunne bruge om forbandelser – Beon brugte bare så mange mere følelsesladte og forhadte ord om lige netop forbandelser. Ikke at de behøvede at vade mere rundt i det, men tilsyneladende havde hans døde latter vagt en overraskelse. At han nok var mere nedslået end hun først havde antaget. Beon mente midlertidigt at han nærmest lignede en zombie i nuværende tilstand.

Beon kom ikke med indvendinger med lyttede blot til hendes forklaring. At hun vidste at hun tilbød meget var da det første skridt ¨på vejen til at Beon ikke regnede med at hun var rablende sindssyg. Men der var noget i hendes ord der ramte hjemme. Når man var inaktiv og ikke havde noget at gøre. Man spekulerede, tankerne flurerede pg pludselig var mange i et virvar af tanker, scenarier og forvirring over de mange tanker. Beon foretrak personligt selv altid at være i gang med noget. For ikke at gå i stå. Beon kiggede på hendes hånd et par sekunder, inden han rakte sin egen frem og tog imod den kolde hånd. Han havde stadig en mærkelig følelse i maven over igen at lave aftaler – men det lød jo for ham som en aftale der kun kunne være til hans fordel.

Der gik lige lidt tid før manden tøvende tog imod hendes udstrakte, kolde, døde hånd. Hun rystede kort og fattet hans hånd, før hun gav slip og elegant gled ned af den stol hun før havde siddet på. Hun sendte ham et dødt smil. "Jeg agter at finde en måde. Måske finder jeg den, måske ikke. Det vil kun tiden vise. I mellemtiden kan du få at vide at mit navn er Arianna," hun trak kappen, der hang om hendes hals, lidt tættere op omkring sig og slog hætten op over sit hoved. Samtidig flashede hendes øjne rødt i det skær der var inde på kroen og smilet fremviste en enkelt spids hjørnetand, og det hele kulminerede i at hun bare generelt var lidt uhyggelig at se på. Ikke at det om muligt gjorde nogen forskel for ham, men for manden der sad på den anden side af ham, betød det en del, for han var lige ved at vælte af sin stol af ren og skær ubehag.

"Hvis jeg finder noget som helst skal jeg nok finde dig hvorend du nu engang befinder dig," det var et løfte som mange sikkert også ville finde pisse ubehageligt, men for Arianna betød det intet, og det betød sikkert heller ikke voldsomt meget for manden, som hun gav løftet til. Men nu var det givet og og hun gav ham tilmed et nik med hovedet, før hun med elegante trin forlod kroen. Der var stadig en lang nat foran dem, så hun havde masser af tid til at "nyde" sin eksistens i.

Beon kunne simpelthen ikke slippe følelsen af at dette på et eller andet tidspunkt kom til at bide ham i halen. Enten kom det frem til nogle forkerte øre, eller også havde han lavet en eller anden mærkelig aftale med vampyren som han i sidste ende ikke ville have. Han kunne simpelthen ikke flytte følelsen, men så på hende med så rolige øjne som han umildbart kunne præstere. "Beon" svarede han selv tilbage, selvom han ikke var helt sikker på hvad det ville hjælpe.

Den udstråling hun derefter udsendte som hun rejste sig, gjorde virkelig ikke hans mavefornemmelse spor bedre. Faktisk meget meget værre, selvom Beon i det mindste var, skulle man kalde det mand nok, til at blive siddende på sin stol.
Der kom et svagt tick i Beons ene øje mens han forsøgte at få et smil på læben, der bare ikke helt ville frem efter sådan en udtalelse. "Betryggende.." kunne han alligevel ikke undlade at komme over sine læber mens han så efter hende forlade kroen. Han drejede blikket tilbage til sin øl og tog et dybt suk og stirrede med storre øjne ned i bordet som han tog sig til hovedet. Hvad fanden havde han nu rodet sig ud i.