De lyse blå øjne stirrede stivt ned på pergamentet der ikke udformede andet end to små ord. Kære Tarrim. Hun havde på intet tidspunkt mens han havde været der haft problemer med at tale. De faldte i hak som ingenting - måske endda koblet sammen af traumatiske oplevelser. Men han var taget tilbage til hovedstaden, hvor han havde sin plads som lysets kriger. Men de havde aftalt at holde kontakten. Eller aftalt og aftalt - de havde snakket om det og Guinevere ville gerne.
Dværgen lænede sig tilbage i træstolen og sukkede højlydt. Okay - måske hun bare skulle starte med at forklare hvordan det gik.. nej, det virkede for voldsomt. Spørge ind til ham.. Ja, det var nok mere vejen frem.

Fjerpennen fandt tilbage til pergamentet, mens Guin tog en dyb indånding og lænede sig frem i sædet igen.

Jeg håber du er vendt sikkert tilbage til hovedstaden. Hvordan står det til med dig i byen? Vi har ikke hørt så meget andet end hvad enkelte rejsende kunne fortælle os.
Her er vi stadig i gang med genopbygning efter kampen - men flere og flere dværge bliver raske og fri fra skader, så alt i alt ser fremtiden lysere ud for os.

Guinevere holdte inde for at dyppe pennen i blækket men følte sig også alt for professionel og formel i brevet. Det var jo ikke et brev til en general. Det var til en ven.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive - jeg er ikke vant til at sende breve afsted i andet end rådgivnings anlæggener. Men jeg kan fortælle lidt. Mine sår og skader er mere eller mindre healet væk og jeg har genoptaget meget af mit gamle arbejde. Så alt i alt har jeg det godt. Hvordan er det at være kommet hjem? Jeg håber at alt går godt!

med venlig hilsen
Guinevere

Guinevere holdte inde og stirrede på pergamentet. Det måtte være sådan det blev med første brev. Hun ville ønske hun var bedre rent skriftligt - men det var hun virkelig ikke. Hun var bedre til at tale. Forhåbentlig bar han over med hende. Dværgen fløjtede let, hvorefter en falk landede blidt på bordet. Hun rullede brevet sammen og skrev på ydersiden hvem det var til, inden hun dumpede det ned i den rundet taske. Falken blev derefter sendt afsted, mens Guinevere kiggede længe efter den - hvorfor var hun så nervøs?

Tarrim var forfærdelig bogligt. Når det kom til at læse og skrive, var han bare en stor klodset bondemand. Ganske vidst var han kriger og dygtig til sit kram og han kunne smede som ingen anden, men... Skrive? Det var en helt anden ting, og han tog derfor lang tid om, at læse Guineveres brev da det ankom. Det var simpelthen så svært at læse. Men han kom igennem det, med hjælp af stavelser igennem hvert eneste ord, hvorefter han selv satte sig med et pergament. For ham var det måske lige så svært at skrive, som det havde været for hende. Han var elendig til at stave og formulere sig over skrift.

Kære Guinevere

Jeg er nået sikkert frem. Vær blot rolig, der er intet dårligt hændt.
Jeg håber at jeres genopbygningsarbejde går godt. Selv er jeg næsten lige nået tilbage og har genset alle mine krigerkammerater. De var alle sammen sikre på at jeg ikke var død. Efter sidste gang er de overbeviste om, at jeg ikke kan dø, selvom jeg godt ved det langt fra er sandheden.

Men nok om det.
Jeg håber virkelig at du kan læse kragetæerne. Jeg må desværre indrømme at jeg er en ringe skriver og dette er mit sjette forsøg mens til trods for det, er det nu engang stadig meget rart at få pudset rusten af mine evner. 
Det har været lidt.. Underligt at komme hjem igen. Jeg er ikke så vant til det her på slottet. Vi pakker vores ord for meget ind, og nu var jeg ellers blevet helt vant til jeres direkte tale. Så i stedet for at sidde sammen med krigerne tog jeg til hovedstadens smedje og overtalte ham til at lade mig låne den. Jeg mistede mit sværd i kampen for Dragorn. Nu har jeg fået smedet mig et nyt. 

Jeg er begyndt at rable løs nu, kan jeg se. Jeg håber du har det godt og at skaderne ikke har været alt for frustrerende for dig.

Venlige hilsener
Tarrim

Han løj ikke. Dette var sjette forsøg og det var efterhånden midt om natten. Tarrim måtte skjule sig bag et gab før han rakte brevet til samme fugl, som den der var kommet med Guineveres brev i første omgang. Så var der kun at håbe, at hans brev i det mindste var læseligt. Med et lille grin gik den unge, arrede kriger i seng.

Det var tidlig morgen da en tabbene lyd vækkede dværgekvinden op. Hun rullede noget utilfreds hen på sidden og så mod vinduet. Der var stadig mørkt udenfor - der var altid mørkt. Mørket havde en tendens til at gøre dem alle mere træt end de i forvejen var - hvilket var imponerende taget i betragtning af dværges kærlighed for de mørke huler i bjergene.
Men så snart hun så falkens banken på ruden, sprang hun næsten ud af sengen for at lukke den ind. Kulden blæste ind med en smule sne, inden hun fik det lukket igen, og skyndte sig at få fat i brevet og hive det frem.

Hun måtte nogle gange misse lidt med øjnene for at læse hvad der stod, men som hun nåede længere ind begyndte hun at smile, selvom smilet ændrede karakter et par gange. Umildbart efter hun havde læst færdig, fandt hun frem til at skrive svaret - nu når ingen andre var vågen kunne hun ikke umildbart blive forstyrret og hevet ud i arbejde.

"Kære Tarrim

Jeg er glad for at du har haft en sikker rejse, og har fået genset folk! De ved nok, som vi opdagede, at du er hårdlivet - Godt materiale forgår ikke så let.

Kragetæer er nærmest en standard for dværge - du skulle se hvordan rådgiveren skriver når hurtige meddelelser skal ud - har stadig ikke fået tolket alle hans ord endnu!
Jeg er ked af at høre at talen bliver pakket sådan ind i hovedstaden. Jeg havde håbet at de ville være i stand til at kunne tale med dig om hvad der er foregået så du kan få det bearbejdet - som man siger. At pakke ting ind, gør det hele så klinisk og professionelt. I er krigere - brødre i kamp! Hvis man ikke kan fortælle dem alt er der noget galt.
Mit råd vil være at finde andre dværge blandt krigerne. Måske min fætter, Hargin kan hjælpe? Jeg ved han har travlt som i alle har, men han forstår det bedre vil jeg tro.

Jeg vidste ikke du kunne smede! hvordan gik det? Det er et større arbejde at lave sit eget sværd, tro mig, jeg har prøvet det et par gange, og det er ikke en dans på roser.

Mine skader er healet, selvom arrene stadig er synlige. Jeg forsøger at være åben omkring det, men kan se hvor ondt det gør hver gang mine forældre ser dem, så jeg er begyndt at dække dem til.. Det føles lidt forkert.
Er dine egne ved at være healet? Nogen af dem var ret kraftige og ikke alle var væk da du tog afsted.

Venlige hilsner
Guinevere

Guinevere havde nærmest siddet med næsen direkte nede i papiret, og løftede det kun når hun skulle tjekke at hun havde fået svaret på de spørgsmål Tarrim havde stilt hende. Der var gået noget tid, og hun begyndte at høre rumstering ude på gangen, som indikerede at resten af dværgene var ved at vågne.
Brevet blev lagt tilbage i tasken, og blev ført på Guins arm hen til vinduet. Falken kiggede bebrejdende på hende over at skulle ud i kulden. "Næste gang bruger jeg en anden - det lover jeg" Hun lod sin hånd glide over fjerdragten inden hun lukkede den ud og så den forsvinde i mørket, inden dagens pligter for alvor kaldte.

Denne gang kom brevet fra en tjener der havde fået det fra fuglen. Midt i Tarrims træning. Han brugte resten af træningstiden på at tænke og tænke og tænke i vildskab over, hvad der mon stod i brevet og var faktisk ved at blive skingrende sindssyg da han endelig kunne gå til sine gemakker hvor det selvfølgelig blev åbnet med al hast. Hvorfor han var så spændt, var han sgu ikke helt klar over, og det var egentlig heller ikke noget han som sådan tænkte over i det hele taget.
Denne gang skrev han faktisk en smule hurtigere. Det var nemmere fordi han havde skrevet lidt for sjov mens han havde ventet på hendes svar:

Kære Guinevere

Jeg føler dog stadig, at min skrift ligner en tree-årigs i forhold til din. Vær sød ikke at grine.
Jeg kender godt Hargin, han er en formiddabel ridder og en god kammerat for os alle. Men han har ikke kunnet været ude mens plagerne har stået på. Jeg tror han har haft travlt med arbejdet og andre sager. Jeg har i alt fald ikke set ham længe.
Men jeg klarer den. Jeg har en kammerat, Sivoy hedder han. Han er god at tale med når minderne presser sig på. De andre kender jeg bare ikke så godt. De fleste er nyere folk.

Smedningen gik godt. Jeg har været smed siden en meget ung alder. Min fader var en smed, så faktisk var det slet ikke planen at jeg skulle blive en lysets kriger. Men unge drenges drømme, især dem der tilhørte en så stædig rad som jeg, er svære at bryde.
Min fader var en våbensmed. Så han lærte mig fra da jeg var helt lille, hvordan man smeder sværd, øksehoveder, spydhoveder... Ja, mange ting. Det er, som du siger, ingen dans på roser, men det er rart at arbejde med når man har ting at tænke på.
Jeg er dog sikker på, at du er en noget bedre smed end jeg. Dværge har et naturtalent inden for smedningens kunst og jeg misunder jeres smukke våben og rustninger.

Guinevere.. Ar er hvad der bygger en person. Selvfølgelig føles det forkert at dække dem til, jeg forstår dig godt, men... De er bare så vigtig en del af ens liv, at de ikke bør ses på med en dårlig følelse. Min sår er helet godt sammen. Jeg har altid været stærk når det kommer til de fysiske sår. Men det gør mig ondt at vide, at du er nødt til at dække dine til, da de jo er et tegn på, hvor stærk du har været. Hvor meget du vil give for at beskytte dem du holder af. Husk det, Guinevere, det er ingen svaghed at vise dig, som du er.

Venlige hilsener
Tarrim

Han sad med brevet i lidt tid, tænkende over, om han mon burde sende noget der var så dybdegående. Til sidst besluttede han sig for, at ja, det ville han. Han gik selv til en den fugl der var blevet sendt og sendte den af sted tilbage mod Dragorn med et nyt brev, mens han kiggede lidt tavs ud efter den og tænkte på tingene. 

Lige i disse dage var der kaos. Nogen af genopbygningerne var styrtet sammen igen, og det havde givet en masse ekstraarbejde og ekstra planlægning. Derfor måtte Guinevere også vente med at læse brevet hun modtog ved middagstid, og først have en chance for at læse det langt henne på eftermiddagen. Hun læste skriften, der stadig havde sine områder hvor hun måtte anstrænge sig, med ivren og med et smil på læben. Hun læste det sidste afsnit et par gange, og mærkede en taknemmelig varm følelse i brystet. Nej, hun kulle ikke skamme sig over dem, selvom de var voldsomme at se på.

Kære Tarrim

Din skrift er slet ikke så slemt som du tror!
Har Hargin ikke været ude? Jeg har ikke hørt så meget, heller ikke fra ham. Nu er det vel ikke noget alvorligt?
Godt du har en at tale med - det er ikke noget du skal gå alene med!

Jeg kan kun være glad for at du brød rammen, ellers havde vi nok ikke mødt hinanden. Min egen far mente ikke at smedjen var stedet for mig, men da det vidste sig at jeg kan manipulere med metaller, blev det lidt mere indlysende at jeg havde en plads dernede. Jeg finder det afslappende og afstressende efter lange dage med alt for mange ting der skal tages stillinger til.
Jeg tror ikke nødvendigvis jeg er bedre, måske anderledes. Jeg vil gerne se noget af det du har lavet, engang.

Mine ar fra andre kampe, har jeg altid kunne have fremme uden at nogen så anderledes på det. Men en retfærdig kamp - hvis man kan kalde det det, er selvfølgelig anderledes end når den ene part er forsvarsløs. Måske de bare behøver tid til at heale deres egen sår, dem i sjælen. Jeg ønsker jo heller ikke at gøre noget som gør ondt på dem.

Venlige Hilsner
Guinevere

Denne gang havde det taget længere tid at skrive. Mest fordi hun kun var nået halvvejs da hun blev afbrudt med flere møder hun skulle deltage i. Og da hun kom tilbage, var hun for træt til at fortsætte. Hun sørgede for at sende brevet afsted, denne gang med en ny fugl, som lovet, dagen efter da hun så sit snit til at kunne forlade dagens opgaver uden at være savnet

Brevet der kom tilbage, dukkede op på et tidspunkt i Tarrims liv, hvor han både var stolt, lykkelig og dybt forvirret. Han var blevet forfremmet. Han var en ridder nu, hvilket bare gjorde alting så meget mere mærkeligt, taget i betragtning, at han var vant til at være en fodkriger og intet andet. Nu var han en ridder, havde nyt ansvar og nye muligheder. Og det var ærligt talt forvirrende, men samtidig gjorde det ham ovenud lykkelig, at hans arbejde endelig havde givet pote. Alle hans prøvelser havde ledt til dette.
Han skrev brevet med et underfundigt smil på læberne.

Kære Guinevere

Han har det fint, jeg så ham faktisk her den anden dag. Det er nok et stykke tid siden når mit brev når frem, men han havde det fint, og jeg er sikker på at det nok skal forblive sådan.

Ja, jeg så godt hvordan du manipulerede din armring. Det er en magi jeg aldrig har set før. Ganske unik. Jeg er glad for at vi har mødt hinanden, Guinevere.
Og jeg beklager hvis dette brev er lidt kortere end de andre, men der er rigtig travlt her i Hovedstaden. 

Og jeg er blevet forfremmet. Lysets Dronning har slået mig til ridder. Jeg, Tarrim, sønnen af en våbensmed fra Medanien, en ridder? Jeg havde aldrig regnet med sådan noget. Det tager lige lidt tid at vænne sig til det. Samt den drage, jeg har fået stillet til rådighed, han har et værre temperament!
Selv når den ene part er forsvarsløs, er det stadig en kamp. Det er en kamp om overlevelse og om ikke at give ind til smerterne og give parten med magten det, han vil have.
Jeg håber på at vi snart kan se hinanden igen.

Venlige hilsener
Tarrim

Det var lidt akavet, at skulle skrive om sin forfremmelse i et brev, men nu var gjort gjort og han fik sendte sit brev med den fuglen og gik derefter tilbage til den banket han ellers havde siddet til. Det var godt nok sært, at spise sammen med fine folk.

Alting var en smule hektisk i øjeblikket. Generelt syntes Guinevere aldrig at sidde stille. Der skulle rationaliseres, uddeles og mange samtaler var nødvendige. Guinevere havde fungeret som talsmand igennem alt for mange episoder både dag og nat, at hun knap havde lagt mærke til at der var kommet brev, selvom hun havde været ivrig efter at få det åbnet.
Der endte derfor med at gå et par dage, inden hun endelig fik sat sig ned og åbnet brevet fra Tarrim. Et varmt og glædeligt brev at læse! Og selvom hun var træt og alting syntes at være rigtig træls og mørkt for hende lige nu, kunne hun kun glæde sig over det og blive varm indeni alligevel.

Kære Tarrim

Tillykke med din forfremmelse! Jeg er virkelig glad på dine vejne, og du fortjener også helt bestemt den titel du har fået! Jeg glæder mig til at høre alt om hvordan det er gået med denne nye titel den sidste tid!

Jeg er ked af at jeg først finder tid til at svare tilbage nu, men tingene har ikke været de lyseste for Norden. Mængden er føde er svundet kraftigt ind, og selvom regnen er kommet tilbage har vi stadig stramme regler. Jeg er blevet udvalgt til at holde styr på disse regler - og bliver efterhånden hevet i alle retninger. Jeg håber snart det er overstået.

Jeg er også rigtig glad for at have mødt dig, Tarrim og håber at der ikke går alt for lang tid inden vi ses igen. Tiden er gået hurtigt - alt for hurtigt.

Venlige hilsner
Guinevere

Hun ville ønske hun kunne tage til hovedstaden selv og lykønske ham med sin nye titel. Det var virkelig en han fortjenete! Han brændte for sit fag og havde en selvopofrelse som Guinevere sjældet havde set - selv blandt sit eget folk var det ikke altid standard. Dertil, så savnede hun ham også.

//Brevudveksling afsluttet