Der var sket meget efter Yasmins sidste besøg i Norden. Hun havde været sammen med sin familie, havde hjulpet to mænd med at finde vigtige urter - med en voldsom indtrængning i sit sind, samt hævn som indsats - havde mødt et meget underligt halvdyr, som havde sat en del ting på plads for hende, hvorefter hun havde oplevet et voldsomt nederlag i en strid mod en minotaur. 
Hun bar stadig mærkerne deraf. Et heftigt øksehug til siden, der havde blødt kraftigt, til hun havde frosset det til med sin is-magi. Der var flere, mindre øksehug rundt omkring, og hun havde brækket og trykket op til flere ribben. Blå mærker samlede sig om hendes hals som resultat af et heftigt kvælertag. Bare det at hun var kommet frem til Vesterdalene var i sig selv et vidunder, for hun havde tabt en del blod og koldsveden drev af hende, som hun nærmest haltede af sted. Det eneste der stadig var fast og bestemt ved hende, var hendes greb om langkniven. 

Hun var ikke helt klar over hvor langt hun var nået da hun var nødt til at stoppe op. Hun måtte vel være nogle timer væk fra Ulvehøj? Landskabet var i hvert fald genkendeligt og hun stoppede op ved træ, som hun med det samme lænede sig op af. Hun var udmattet og sindssygt træt. Selv ikke hendes krigeriske stolthed var stærk i øjeblikket. Hun ville bare gerne sove, få de forfærdelige smerter væk. Det var efterhånden slemt nok til at hun så og hørte til, der ikke fandtes. Eller fandtes de? Hun kunne i hvert fald høre snak længere væk.
Yasmin ville have råbt dem an, men i samme sekund krakkelerede noget af den is hun havde dækket det værste af sine sår med, og blodet begyndte igen at rende ud mens hendes ben bukkede under. Hun gled langsomt ned at sidde med et anstrengt og lettere afkræftet suk. Det her var bare ikke hendes dag.

"Var det her omkring du så dem, Jerry?" Miranda holdte sin stemme rolig, men dog alligevel fast nok til at der ikke var tvivl om at hun ønskede et svar på præcis det hun spurgte efter, og ingen vildforklaringer. Det var den eneste grund til at hun, samt to af de andre klanmedlemmer var fulgt med den markant yngre knægt, der havde vrøvlet forfærdeligt - men samtidigmed også været bange. Og frygt, kunne man ikke altid styre.
Den knap 11 årige dreng nikkede og rystede dirrende over kroppen selvom han forsøgte at skjule det. "De skød efter mig.. De råbte op om Zaladins djævelskab og hvordan vi modstrider os naturen.. De var rasende" Stemmen var tør og han brugte flere gange på at fugte sine læber.
"Rolig - de er nok under alle omstændigheder væk nu.." Miranda lagde kort en hånd på hans skulder, inden hun tog en dyb indånding. Hun havde lukket øjnene og lod duftenes forskellighed blive opsnuset.

Der var noget hormonelt over de tre fremmede lugte, der indikerede at det havde været et par store teenagere der havde været ude og bevise deres værd med løftet høtyv og vrede i ansigtet. Måske børn af de mænd der tidligere var blevet slået tilbage. "Vi må sætte flere patruljer ud i områderne der ligger op mod landsbyen. Lad dem gå to og to, for at undgå baghold. Dertil-" Miranda stoppede midt i en sætning hun havde henvendt til de to andre klanmedlemmer der var fulgt med, både som ekstra støtte men også beskyttelse nu alfahunens tilstand efterhånden var rimelig - gravid. Hun fjernede blikket fra dem og stirrede intenst i en helt anden retning end før. Den velkendte lugt af Yasmin nåede hendes næse, men den var også blandet med tegnende på stress og ikke mindst blodets metaliske indput. Miranda løftede en hånd og pegede i vestgående retning. "Yasmin er derovre - og hvis ikke jeg tager meget fejl er hun såret."

De satta alle i bevægelse, knægten mere forskræmt end før, gemte sig om bag en af de andre varulve og trak vejret stikkende og skræmt. "Yasmin?!" Miranda satte tempoet op mens hun kaldte, faktisk var hun næsten i løb da hun nåede frem til den faldne skikkelse - nærmest i den løbende bevægelse kom Miranda ned og sidde, uden at tage sig meget notist af at hun selv var blevet en smule forpustet nu den runde mave tog meget af hendes fysiske udholdenhed. Barnet var ikke blevet mindre krævende som tiden kig.
"Yasmin, kig på mig.. Kom så" Hun klaskede let til den andens kind, og tvang hende til at kigge opad. Isen der i forvejen lå over sårerne var en god midlertidig løsning, men desværre kunne det også medføre koldbrand af forskellig art. Men for endnu engang at stoppe blødning løb Mirandas anden hånd hen over såret, tildelte det et nyt lag af is. "Jerry, løb tilbage og hent Micha.. NU!" knægten tøvede, men et strengt blik og en hævet stemme var nok til at knægten spurtede af sted. De to andre aftjekkede området - sikrende sig at der ikke kom en fjende og sprang frem mod dem. "Yasmin, hvad er der sket?"

Yasmin var gledet ned i en liggende stilling mens hun lyttede til stemmerne i det fjerne. Én af dem råbte hendes navn noget pludseligt, og selvom hun forsøgte at svare på kaldet, magtede hun bare ikke at hæve stemmen mere end snakke-niveau. Hun valgte bare at klappe i. Det var jo ikke engang sikkert at stemmerne derude var rigtige. Hun var nær blevet ledt på afveje flere gange hertil alligevel, så mon ikke det var nemmest bare at blive. Lige få pusten. Det var virkelig svært at få ordentligt luft når det trykkede sådan over brystkassen og i siderne, men hun forsøgte at holde på selvdisciplinen, mens lyden af løbende folk kom tættere og tættere på. En person havde sat sig noget brat ned ved siden af hende og Mirandas stemme lød. I starten troede Yasmin ikke på det, men det lette klask til hendes kind fik hende til at se op og misse let med øjnene. 

Idet Miranda lod noget nyt is dække for det mest grumme sår, greb Yasmin fat i hendes hånd, mest af alt for at mærke efter. "Er du virkelig?" hun burde selv kende svaret, men hun var bare så forvirret. Miranda forsvandt ikke ved berøring som de sidste syner hun havde haft. Det gjorde Yasmin meget lettet, som hun sank lidt mere sammen. Hun orkede ikke at være anspændt længere. "Du behøver ikke være bekymret.. Han fulgte ikke med.. Ikke så langt, for han fik også.." Yasmin måtte kort stoppe sin talestrøm da hun følte sig stakåndet. Den tunge trykken for brystkassen blev ikke bedre af at tale. "Tæsk.. Den forbandede minotaur," hun kunne ikke undgå at smile lidt ved tanken. Og ved tanken om at Miranda sandsynligvis var virkelig.
"Hvad laver du helt herude? Har du ikke et.. Barn.. Du skal passe på?" Hun lavede en pegende gestus mod Mirandas mave. Selvom Yasmin havde haft nogle pisse uheldige dage, så havde Cherrys behandling faktisk haft en god virkning på hende. Hun følte at hun hvilede noget mere i sig selv. Også selvom hun stadig skammede sig over sit nederlag nu her.

Miranda var ikke sikker på hvad der var foregået, men at en af deres egne kom tilbage i så såret tilstand tegnede ikke godt på nogen mulig måde. Alfahunnen lod sin hånd hvile på det isede sår som Yasmin greb fat i hende, tilkendegivende at ja, hun var til stede, og ikke ligefrem forsvandt igen. "Ja, jeg er virkelig. Der sker der ikke noget" svarede hun roligt, mens hun spidsede ørerne til det yderste for at lytte til om der var andre i nærheden end dem.
Miranda lyttede tålmodigt til Yasmin hvis stemme nogle gange måtte holde igen for at kunne drage en vejrtrækning, der så ud til at pine hende en del mere end hvad der kunne være sundt. "Jeg er ikke bekymret for ham, jeg er bekymret for dig" Svarede Mirande tilbage, selvom det da var en rar nyhed at denne minotaur ikke var fuldt med hele vejen tilbage til ulvehøj. Han kunne dog havde fået sig en grum overraskelse hvis han satte klovene for deres hoveddør.

De to andre var kommet luskende tilbage igen, en med et stykke stof imellem fingerne. Miranda fulgte Yasmins finger og smilede roligt. "Jerry havde set menneskeaktivitet herude.. og jeg er jo ikke alene" som hun normalvis ville havde været, havde hun ikke haft en bold af en mave der tvang hendes hofter til at arbejde på højtryk nat og dag blot på at holde hende oprejst. "Er de væk?" Hun koncentrerede sig mest om de adskillige skader Yasmin havde fået sig, men spurgte alligevel ind til det andet formål. "De er væk igen, men de har været her.. vi har fundet spor.. Umildbart tror jeg at lyden af Yasmins tilbagevenden sendte dem på flugt.. De ville ikke opdages" Miranda kiggede op på den ene mand og nikkede mut.
Alt imens kom Jerry tilbage med Micha.. En ældre kvinde i lejren der efterhånden var blevet til overhovedet blandt dem med healende evner.

Der lød et lettelsens suk fra Yasmin da Miranda sagde at hun var virkelig. Trætheden gjorde at hun bare valgte at have tillid til at det var rigtigt, hvad hun sagde. Og hun føltes jo også rigtig. Hun kunne mærke Mirandas hånd ligge hen over sit sår, der lige nu dunkede voldsomt under isen. De adskillige andre rifter kunne hun knap nok mærke. Ribbenene var nok det værste af det hele fordi de trykkede sådan og forhindrede hende i at tage et normalt og ordentligt åndedrag. I stedet var hun bare nærmest konstant stakåndet og trak vejret lidt for hurtigt. ”Tak, men.. Jeg tror jeg klarer mig,” det var så vidst nok en lodret løgn for sekundet efter hun havde sagt det, begyndte hun at hoste halvkvalt.
 

Den grusomme hoste stoppede først da de to andre varulve kom tilbage igen. Hun kiggede opmærksomt op på dem mens de forklarede at hvad end der havde truet herude, var forsvundet med hendes ankomst. Det fik hende til at grine anstrengt. ”Prft, de var sikkert bange for at blive blødt på,” jokede hun halvt tilstedeværende, før hun kort vendte det hvide ud af øjnene. Idet hun fik øje på Micha forsøgte hun at sætte sig op. Det ville jo sikkert gøre kvindens arbejde lettere. Men det øjeblik hun forsøgte, sank hun bare mere sammen. Kroppen var overhovedet ikke med på de arbejdsopgaver, som Yasmin havde stillet for dagen så det ud til. ”Hey.. Tak knægt.. Fordi du gad hente Micha,” den var hentydet til den lille dreng. Yasmin var overraskende positivt anlagt. Hun havde set nogle ting der gjorde alting så meget anderledes for hende. Som om at hendes liv havde taget en ny drejning og hun så tingene fra et lidt andet perspektiv. Men samtidig var hun også ret bleg og måske lige en tand for lallet: Et meget stort bevis herpå måtte næsten være, da hun langsomt gav slip på sin elskede langkniv.

Miranda kiggede strengt på hende. Det kunne godt være at Yasmin var en fighter, og at hun tydeligt mente at hun sagtens kunne klare det her selv, men det var vitterligt så langt fra sandheden. Hun var kommet slemt til skade, og den raspende lyd hver gang hun trak vejret indikerede også at noget indeni efterhånden havde levet på kanten lidt for længe.
Det var en omvending at høre den jokende måde hun talte på, og Miranda var ikke helt sikker på at hun brød sig synderligt om det, specielt ikke efterfulgt af at det hvide blev vendt ud af øjnene. Hun fjernede noget af det forvildede hår der var gledet over Yasmins ansigt, mærkende efter feber samtidigmed. Alt imens at Micha lod sine kyndige hænder mærke efter over kroppen, som hun sørgede for blev liggende.
"Ribbenene er brækket indad... hun har punkteret en lunge og jeg kan ikke heale det før knoglen er tilbage på plads." Forklarede hun mest til Miranda som nikkede roligt. "Yasmin, vi er nødt til at vende dig om på siden.." Miranda hjalp til at få hende vendt, så den mest skadede side med den punkterede lunge vende opefter. Micha og Miranda udvekslede forstående blikke, mens Miranda nervøst stadig havde sin hånd til at liggende beroligende mod Yasmins pande. "Vi er nødt til at skære hul, og få knoglen væk fra din lunge... Hvis ikke vi gør det, vil det heale forkert.. " Som Miranda roligt forklarede hvad der skulle ske, fik Micha vinket de andre tættere på, mens Jerry stod nervøs med halvåben mund uden at vide hvor han skulle gøre af sig selv.
Miranda fandt sin egen kniv frem fra under tøjet, en mindre fin kniv og fik først hul på tøjet, der indenunder afslørede den blålilla næsten sorte hud under, efter slagene. Det kom til at gøre meget ondt. "Tag det roligt - rolig vejrtrækning.. Jeg skal gøre det hurtigt" Miranda holdte sin stemme rolig og blid, beroligende inden hun satte den skarpe kniv mod huden og skar hul. Dybt og stort nok til at Miranda kunne presse sin hånd ind.
Miranda havde et dybt koncentreret udtryk mens hun lod fingerne mærke sig frem. Alt imens sørgede de to andre at holde Yasmin fast mod jorden. Miranda nåede til de to ribben der knækkede ind imod hendes fingre, stikkende og pressende mod lungen der bevægede sig frem mod både hånden og de to ribben for hver gang Yasmin trak vejret. Miranda pressede det ene på plads rimelig hurtigt, mens det andet krævede lidt mere kræft. "Kom nu" så snart ribbenet endelig gav efter og pressede sig på plads, trak Miranda roligt sin hånd til sig, uden at gøre mere skade. blodet bløb ned over hendes fingre og arm, farvende hende blodigt ind i den røde farve, givende hende et noget drabeligt udseende. Så snart Mirandas hånd var ude, arbejde Micha på højtryk med at lukke først såret i lungen, derefter det friske åbne sår Miranda havde lavet for at få plads. "Vi er nødt til at få hende tilbage til højen.. Der er for risikabelt herude."

Michas undersøgelser burde gøre ondt, men sandheden var dén, at Yasmin var så langt væk i de allerede eksisterende smerter, at hun ikke rigtig tog sig af det. I stedet kiggede hun bare op på Miranda, der virkede streng i blikket. Hvorfor hun var det, var Yasmin en stor gåde. Hun trak vejret lidt mere anstrengt idet hun blev vendt om på siden, men kunne hurtigt mærke at det rent faktisk hjalp en smule efter lidt tid. Til gengæld, da Miranda bemærkede at hun måtte skære hul og brække  knoglen på plads derinde, lagde hun godt mærke til nervøsiteten i Mirandas væsen. Hun kiggede op mod sin krølhårede ven og havde et stålsat blik. "Jeg kan godt ta' det," lovede hun bare. Hun havde ikke i sinde at dø af det her, hun havde allerede lidt et nederlag, men den her kamp kunne rent faktisk godt vindes, det var hun fuldstændig overbevist om.
Først kom knivstikket, hvilket hun tog som en mester uden at skrige eller vride sig, andet end trække vejret lidt mere hurtigt, selvom Miranda lige havde bedt hende om at gøre det modsatte. 

Men til trods for al den smerte, Yasmin nogensinde havde oplevet i sit liv - til trods for, hvor hærdet hun så end var blevet - så kunne intet have forberedt hende på den her form for smerte. Hendes hænder knyttedes omgående og hun spændte i alle musklerne mens et udbrud af smerte undslap hende. Det røg over i et hæst skrig idet Mirandas hånd pressede den første knogle på plads. Den anden tog lidt længere tid, men på det tidspunkt havde Yasmin ikke mere at give af. Hun lå bare stille mens tårerne uvilkårligt begyndte at trille ned ad hendes kinder. Hun kunne bedre få luft da Mirandas hånd ikke var inden i hendes krop længere, men til gengæld var hun godt på vej ind i en choktilstand grundet den ekstreme smerte.
Mens Micha begyndte sit arbejde, hostede Yasmin det blod op der var løbet ind i hendes lunge. Som det kom ud af hende, begyndte hendes vejrtrækning at blive mere rolig. Hendes øjne begyndte at blive matte og ufokuserede.
"Det.. Det var vidst ikke.. Så slemt," hendes stemme knækkede midt over som hun forsøgte at snakke til Miranda og hun tog fat i kvindens bukseben i et i starten lidt krampagtigt greb før hun lige som mistede evnen til at gøre ordentligt brug af sine muskler og bare kiggede tomt ud i luften. Chokket begyndte at dukke op og dét at hun lige havde løjet over for både sig selv og Miranda, selvom ingen af de to ville tro på det var kun et meget solidt bevis deraf.

Miranda tog en dyb indånding og forsøgte at smile, omend det ikke blev ret stort. "Selvfølgelig kan du det" Yasmin var stærk, men selv det her kunne tage pusten fra den stærkeste kriger af dem alle, og det var der ikke nogen grund til at så tvivl om.
Skriget der løb igennem dalene, som Miranda pressede sin hånd ind, var blot et tegn på hvor ondt selve dette gjorde, men det hindrede hende ikke i at fortsætte, men da hun endelig var færdig holdte hun blot fast om den yngre varulvs skulder, så blodet kunne blive hostet op.

Miranda kom med en halvkvalt lyd der havde et snert af et grin over sig. "Det værste er overstået.. Slap af i kroppen." kommanderede hun roligt, i et forsøg på at få Yasmin til at holde op med at spænde i sine muskler. Lettere sagt end gjort, da smerten nok afholdte hende fra at slappe helt og aldeles af. "Hvornår kan vi flytte hende, Micha?" den ældre kvinde nåede til skulderen, som mindre holdte over isen ved. Med en dyb vejrtrækning fik Miranda isen til at smelte, så såret igen var blottet og Micha kunne komme til. Omend såret ikke blev healet helt, var det bedre end før, samt isen ikke længere ville genere huden.

Herefter var det med at komme op. Miranda var efterhånden fuldstændig smurt ind i blod, men hun var ligeglad. Den stærkeste af mændene løftede Yasmin op i sin favn og begav sig tilbage til ulvehøj med stor hast, omend ikke hurtigere end hvad den ældre varulv tillod ham at gøre. Miranda samlede langkniven op og fulgte strop, omend i knap så hurtigt tempo, da hendes hofter begyndte at klage.

Det var så tydeligt på Miranda at hun ikke ville have at Yasmin gjorde det sædvanlige hvilket sandsynligvis ville være, at rejse sig op, børste støvet af – og så vælte omkuld igen, fordi hun ikke havde grebet om sine egne begrænsninger. Hun lod også være, for selv for en stå stædig krigerisk type som hende, var det bare tydeligt at lige nu skulle hun ikke lade sin stolthed bestemme de handlinger hun gjorde.
Fornuften var den vindende part for én gangs skyld. Hun gjorde som der blev sagt og slappede så meget af som hun nu engang kunne, selv da isen blev fjernet fra det dybe, dunkende sår og det derefter næsten blev healet. Hendes vejrtrækning var næsten helt normal nu, men hendes ansigt var blegt, virkelig usundt blegt og hun var komplet drænet for energi.
 
”Bedre? Jeg tror ikke jeg kan andet end at slappe af nu,” hun var helt ærlig, selvom det også malede hende i et ifølge Azar, skamfuldt billede. Men sandheden var, at hun ikke kunne være mere ligeglad med den opblæste nar som hun var lige nu.
Kort efter blev hun samlet op i armene på én af de mere muskoløse varulve og hun kiggede efter Miranda mens folk begyndte at gå. Allerede nu blev hun dog opmærksom på hvordan Miranda sakkede bagud og hun formåede at prikke lidt den varulve der bar hende. ”Kan I ikke gå bare lidt mindre hurtigt?” før det røg ud af hende, kom hun i tanker om, at Miranda var alfaen. Hun måtte ikke fremstå svag, så Yasmin gjorde noget, hun ellers aldrig kunne finde på at gøre: Hun løj. ”Ellers åbner mit sår,” nok var det kun delvist en løgn, men det havde jo ikke været hendes pointe. Kort efter at have stukket manden løgnen lukkedes hendes øjne som hun mistede bevidstheden.

At Yasmin var bleg, var der vitterligt ikke noget at sige til. Ingen af dem var sikre på hvor længe hun havde vandret rundt med disse skader, men det var tydeligt at hun havde lidt et stort blodtab i den tid, og selvom de værste sår nu var healet og hendes lunge ikke længere blev fyldt med blod, hindrede det ikke i at Yasmin næsten lignede et spøgelse. Men hun kunne stadig tale, og der var også en hvis ro over stemmen - Som bragte Miranda en del ro.

Miranda løftede blikket med et let hævet øjenbryn - der var noget anderledes over det hun sagde. I alle andre omstændigheder hvor Miranda efterhånden havde set Yasmin på en eller anden måde såret, havde hun altid virket rimelig ligeglad overfor hvis det skulle gøre ondt eller sår skulle blive ømme og måske endda bløde igen. Alfaen hvilede kort sin hånd på sin len og tog en dyb indånding. Hun ville ikke kommentere på det - lige nu var det ganske rart at farten var sænket, og hvis de andre ikke stilte spørgsmålstegn havde Miranda sandelig heller ikke tænkt sig at gøre det.

Da de endelig nåede frem til højen var Miranda mere eller mindre klar til bare at ligge sig og ikke rejse sig igen før næste morgen - men der var vigtigere ting at tage sig til. "Har du nok urter?" Miranda tænkte både på hvis der kom feber, men også at sårerne skulle renses så der ikke kom infektioner af forskellig art. Ikke alle sår var blevet healet og Micha ville også løbe tør for kraft - en kraft hun allerede havde brugt godt af i dag.

Yasmin var gået kold hele vejen til højen. En smålang gåtur, hvilket var lang tid nok til at hun vågnede op da hun blev lagt ned i nærheden af et bål. Stadig meget træt og stadig øm over det hele, men lidt mere frisk og klar i hovedet oven på den korte søvn. Eller også var det måske bare en fornemmelse der i virkeligheden ikke var rigtig? Hun blev i hvert fald liggende, velvidende at hun nok ikke skulle sætte sig op og spille brav kriger lige nu. Hun var efterhånden begyndt at blive mere vant til det med at få hjælp og at der ikke var noget skamfuldt over at tabe en gang imellem. Overlevelsen var vigtigst og så kunne Azar heller ikke sige en skid til hende om noget som helst længere. Han var jo død alligevel.

"Prff.. Jeg tror jeg bliver her det næste stykke tid," mumlede hun lidt utydeligt som hun lå der og rodede en smule rundt for at finde en mere behagelig position. "Jeg sværger ved alle guderne.. Jeg kender ikke nogen der er lige så uheldig som jeg er," det blev efterfulgt af et let suk, før hun pludselig lyste en smule op. "Men.. Miranda? Jeg har mødt én og hun har fået mig til at.. Glemme ting.. Det var faktisk ret rart," det var måske en god ting lige at nævne for alfahunnen, da hun trods alt var den person Yasmin så mest op til og havde mest respekt for.

Miranda smilede ganske let ved den udtalelse - at tale var at hun var i livet, selvom hun så sygeligt bleg ud stadig og der nok gik et par dage før den rigtige hudfarve vendte tilbage igen. En smule besværet fik Miranda sat sig i skrædderstilling ved siden af Yasmin, og tog imod en varm klud som Micha ragte hende. Micha var efterhånden ved at være træt i kroppen selv - hvilket var grunden til at hun var meget stille og mest af alt kun svarede mumlende på spørgmsål - hvis hun overhovedet svarede. Miranda tog notis af det, men indvendte sig ikke.

Miranda kom med et let grin over Yasmins egen udtalelse omkring uheld. "Det gør jeg efterhånden heller ikke" medgav hun med et roligt smil og begyndte at rense nogen af de mindre sår, som kunne heale selv uden problemer, mens Micha havde sit hovedfokus andre steder - mere aktuelle og voldsomme steder. Miranda rynkede brynene og stoppede sin bevægelse i et par sekunder. "Glemme ting? Ja med din barndom kan jeg også kun se det positive i at du har glemt noget af det" men der var stadig en let uro i Mirandas stemme. "Hvordan skete det?" Miranda kunne godt se fordelen men også ulempen ved at få fjernet minder - men var det nu også permanent eller ville det lige pludselig komme tilbage?

Yasmin kunne ikke se noget negativt i at have glemt dele af sin egen barndom. Hun kunne stadig huske mindre grumme detaljer, såsom livvagten der brækkede hendes fingre under en fægtetime, samt et par af de lussinger, Azar havde udsat for hende. Men der var vigtige dele, som hun vidste at hun ikke kunne huske, i hvert fald ikke for nu.
"Jeg kan stadig huske det meste.. Men der er nogle huller.. Og det er bare lidt tåget der," hun koncentrerede sig lidt og ømmede sig let da Miranda rensede et af de mere dybe sår. Det sved af helvede til, og Yasmin orkede bare ikke at være stolt og stærk i dag, så hun gav bare slip på facaderne og lod smerten vise sig i hendes ansigt.
"Altså, jeg mødte hende.. Og så tilbød hun at hjælpe mig, hvorefter hun omfavnede mig," Yasmin rømmede sig let, meget akavet over tanken om det. "Det føltes lidt sært, men da hun gjorde det, skete der nogle ting, som jeg ikke helt kan huske, men jeg følte mig virkelig lettet bagefter. Og selvom jeg lige er blevet slået halvt ihjel af en minotaur, så har jeg det stadig meget bedre end længe. Det er som om at et slør er blevet trukket væk fra mit ansigt og jeg kan se klart," hun sendte Miranda et smil efter sin forklaring men samtidig mistede hendes hud lidt mere farve. Hun var voldsomt træt, og den lange forklaring havde tæret noget mere på hende end hvad hun først ville have antaget. Hun blinkede et par gange da hendes syn igen blev lidt udtværet.

Miranda holdte ikke helt øje med Yasmins udtryk af smerte, da de egentlig var ganske naturlige for hende at se når man var i gang med at rense sår - hun havde blot glemt for en stund at det ikke var normalt at se det pryde Yasmins ansigt når hun fik renset sine sår. Dertil var Miranda ret optaget af at lytte samtidigmed, at kluden med det rensende middel løb over sårerne.
Miranda tog en dyb indånding - bearbejdede de nye oplysninger som hun dyppede stoffet på ny. "Så, du mødte en som fik dig til at glemme episoder fra din barndom.. Du kommer virkelig på eventyr når du forlader højen" Det blev sagt med et smil, og en måde at få hende væk fra selve mindesletnings episoden. Hun vidste ikke hvor kraftigt det var, og hun ønskede ikke at forårsage at de vendte tilbage pludseligt og uventet.
"Men vent, hvor og hvordan og hvad i al verden skete der med mødet med minotauren?" Det var noget hun kunne forholde sig til! Det andet var mystisk.

Yasmins smil forblev plastret i hendes ansigt over Mirandas kommentar. Det var sandt, og hun var faktisk tæt på at grine over tanken om det, men Yasmin var bare ikke typen der lo særlig meget. Så det gik ikke godt med den slags. Hun smilede dog lidt mere bredt. "Åh ja, du skulle bare se," udbrød hun jokende. "Jeg tror jeg tiltrækker den slags.. Eventyr, du ved.. Men nu tror jeg så også jeg har oplevet nok eventyr for de næste mange dage!" hun trak lidt hurtigt sin arm til sig idet Miranda forsøgte at rense den med endnu en grimasse i ansigtet. "Nåh ja.. Minotauren.." hendes smil falmede lidt mens hun koncentrerede sig om det. Hun havde fundet en af de stykker kød hvor hendes kæber ikke var stærke nok til at bide ordentligt igennem. Han var i hvert fald en mundfuld og havde det ikke været fordi hun også selv var farlig af en modstander at være, så ville hun sikkert ikke have været i stand til at gå derfra. Hun kunne sagtens være blevet dræbt.
"Han dukkede lidt op ud af ingenting og gik amok. Der var ikke rigtig nogen forklaring, han var bare helt ustyrlig og stærk. Vi kæmpede vidst på lige fod indtil jeg tog et forkert skridt... Og så gik det ned af bakke derfra," hun huskede sagtens tilbage på hvor slemt det havde været at få skaderne. Hun rystede let på hovedet. "Jeg håber han er i samme situation som mig nu," hendes blik blev en smule mørkt da hun sagde det. Det tjente ingen at være hævngerrig, men hun håbede altså på, at han ikke bare dansede rundt på roser hvor end han var.

Miranda smilede skævt, og hun kunne heller ikke lade være med at komme med et lidt større smil, som Yasmin talte - Det var noget af en forandring der var sket. "Ja, det vil jeg nok også sige du har!" Medgav hun den yngre med et smil. Det havde været noget af et eventyr, selvom Miranda da klart ville foretrække at Yasmin ville holde op med at komme hjem med flere sår og ar til samlingen.
Hun sendte hende et strengt smil, som armen blev revet til sig. Hun ragte ud og trak den roligt tilbage i stilling igen, mens hun ventede på at Yasmin skulle svare på spørgsmålet omkring denne minotauer.
Miranda skar en let grimasse, og holdte inde med at rense sår indtil Yasmin var færdig med at fortælle. "Hvad gik der dog af ham... uprovokeret at angribe andre." Fremmumlede hun irriteret mens hun gav sig i kamp med at rense sår igen. "Forhåbentligt - for det betyder at han måske har lært sin lektie til næste gang" medgav Miranda en smule knurrene. Hun brød sig ikke om folk der angreb uden grund - magtpsykopater var de, med deres liderlige magtleg som skulle vises i tide og utide bare for sjov og spas. Miranda fnøs.

Yasmin nikkede ivrigt, stadig en smule smilende til Mirandas kommentar. Det var rart at se den ældre kvinde smile. Det gav hende en mere tryg fornemmelse i hovedet og hun slappede noget mere af ved at se op og få øje på et venligt smil. Også selvom hendes reflekser bød hende at undgå smerten ved at få renset sine sår - det var også en henholdsvist ny ting, men det kunne måske have noget at gøre med at hun havde brugt tid sammen med Miranda, Bjarni og Sigrun, samt den behandling hun havde fået af Cherry; Alle sammen positive oplevelser, der gjorde en god del op for alle de dårlige oplevelser hun havde haft. Det havde bevist hende om, at der også var noget godt derude og gode folk. Og at hun måske endda kunne blive én af de gode folk en dag.
"Jeg tror ikke at typer som ham stopper af den grund," mumlede hun med en let hovedrysten. "Nok ved jeg ikke meget om.. Om folk.. Men han virkede altså ikke helt rigtig i hovedet," Hun lukkede øjnene lidt tid men en underlig fornemmelse fik hende til at åbne dem noget brat igen. Hun følte sig alt for tung i hovedet. Faktisk gjorde det lidt ondt og det svimlede lidt for hendes blik, som om at hun ikke kunne stille helt skarpt.
Hun satte sig brat op, ubehaget tydeligt på hendes handlinger, der virkede noget irregulære og nærmest stressede. "Jeg har det mærkeligt," indrømmede hun med det samme. Hendes blik faldt på Miranda og det var tydeligt; Angsten for det ukendte fyldte lidt for meget, især da mørke pletter dukkede op for hendes syn og hun begyndte at blinke hastigt for at få dem til at forsvinde. Det var som om at verden blev vendt på hovedet for hende efter hun havde blinket et par gange og hun gik ud som et lys.

Miranda sukkede let og lod kluden hvile et kort øjeblik. "Desværre nok ikke. Nogen folk har ikke helt forstået det endnu.. Man kan kun håbe fornuften rammer før eller siden" svarede hun roligt. Hun viidste ikke hvad det var for en minotauer som Yasmin var stødt på, men det lød som en blodtørste en af dem. Hun havde selv mødt et par stykker, de var krigerisk, men gik ikke til angreb uden grund normlat. Noget med et æreskodeks. Det var i hvert fald hvad hun fik fortalt.
Miranda var vendt tilbage til at rense sårerne på Yasmins arm, da der skete en forandring i Yasmins vejrtrækning og ikke mindst kropsholdning, der spændte nervøst og nærmest panisk. Miranda kiggede lidt forvirret fra den ene til den anden, søgende selv efter forklaring på hvorfor Yasmin havde det mærkeligt. "Rolig, lig dig ned igen.. Du har mistet meget blod" forsøgte hun at få den yngre ned at ligge igen, selvom der var bange anelser om hvad det kunne være. Mere nåede hun ikke rigtig at tænke over før Yasmin blev slap i kroppen, og Miranda måtte gribe fat i hende for at hun ikke faldte direkte ned på sit hoved.
Forsigtigt blev hun anbragt ned på jorden. "Det er bare blodmangel ikke Micha?"

Yasmin var siden sin besvimmelse blevet flyttet til mere behagelige områder. Hendes sår var blevet renset og mange af dem pakket ind i bandager for at forhindre yderlige blodudgydelse. Miranda havde sat sig ved siden af Yasmins sengeleje, hvor pigen var indpakket i varme skin og sørget for at ligge så behageligt som muligt. Micha havde virket sikker på at det måtte være både chokket og blodmanglen - Men Miranda havde valgt at blive tilbage for at være sikker på at det nu også var den hele sandhed. Hun syntes aldrig det var rart når folk besvimede. På den måde havde man svært ved at finde ud af hvad de fejlede og hvor der gjorde ondt.

Yasmin svævede lidt mellem at være vågen og ikke vågen de næste to døgns tid. Hun havde svært ved at vågne rigtigt op når hun først blinkede et par gange og endte alligevel med at sove, nærmest hver gang Miranda kom ind hvor hun lå, pakket totalt ind i skind. Det var vidst lidt tydeligt, at hun havde taget nogle solide tæv i forhold til de sidste mange gange hun havde været oppe at slås. Hun var ude i to døgn og da de endelig var gået havde hun fået det meste farve tilbage i ansigtet igen.
Hun vågnede langsomt op og denne gang formåede hun at holde sine øjne åbne. I lidt tid lå hun bare og kiggede ud i luften, til hun kunne tage sig sammen til at sætte sig op. Og da hun endelig gjorde det, var hun ret øm, dog mest i musklerne, der ikke var blevet brugt ordentligt i lidt for lang tid. Med et lavt støn af smerte kom hun dog på benene samtidig med at hun kravlede ud af teltet.
Det var stadig helt mørkt uden for og hun følte sig en smule svedig. Lidt klam i det, men der ovre, ved ét af bålene, stod Miranda og så ud til at give nogle enkelte befalinger til nogle folk.
På vejen mod hende, dukkede den lille dreng fra aftenen før op. Han kiggede næsten frygtsomt på hende, men da hun nikkede med et mere mildt blik rettet mod ham så han ud til at blive noget mere rolig. Først da hun nåede frem til Miranda, begyndte hun at bemærke den sult der efterhånden havde fået lov at bygge sig op i hendes krop. Hun gik hen ved siden af den ældre kvinde og ventede på at denne var færdig med at tale med den anden varulv, høfligt.
"Hvad tid på dagen er det overhovedet? Jeg føler mig lidt.. Erhm.. Sulten," hun måtte kort rømme sig da hun følte sig knastør i halsen, og hun lød også rigtig hæs da hun talte. Men overraskende nok var hun stadig ved godt mod.

Miranda havde foretrukket at kunne sidde stille og egentlig blot overvåge fremgangen for Yasmin, men selvom hun efterhånden var højgravid, havde hun stadig mange pligter udenfor hulerne. Men hun vente tilbage flere gange om dagen, blot for at tjekke om den anden var vågen, det samme gjorde Micha. Men i hvad der føltes som evigheder så der ikke ud til at ske store forbedringer - men lidt havde også ret. Farven begyndte ganske langsomt at vende tilbage og alt i alt, skulle hun nok klare det. Micha havde i hvert fald trøstende ord.

Der var koldt udenfor, og vinden havde efterhånden taget en smule mere til. Miranda var pakket godt og grundigt ind, mens hun stod og diskutterede noget udvidelse af deres ressourse område - skulle de løbe ind i samme problem igen, som plagerne havde ført med sig og stadig gjorde. I det mindste var det nemmere at finde mad denne gang.
Blikket i de andres øjne begyndte at skifte let, afslørende at der var noget bagved der trak deres interesse. Miranda fik uddeligeret arbejdsfordelingen, før hun vente sig.
Hun lyste op i et smil af lettelse. "Det er tæt på nat - solen gik ned for et par timer siden" svarede hun roligt. "Kom - maden er stadig varm" hun guidede den yngre varulv med sig hen til et andet bål, hvor nogen stadig sad og spiste aftensmad. Miranda tog imod en tallerken som en af de andre havde fyldt med fladbrød og varmt kød - der var desværre ikke meget andet tilbage for dem at fremtrylle. Grønsager var virkelig en mangelvare - selvom de fleste ikke så ud til at have noget imod det. Miranda ragte tallerkenen frem, og hev ligeledes et vandskin frem, som hun satte sig i skrædderstilling foran ilden og holdte det frem til Yasmin.