"Se på mig, Ivan" manden fortsatte med at stirre stift ned i det sorte gulv for hans fødder, dybt koncentreret, mens hver en muskel spændede i kroppen.
"Ivan, se på mig.." stemmen var silkeblød.. Lokkende og kælen. Som var det en invitering til at kigge op på noget der ville være et fryd for hans øje og en stærk skuffelse af hans egne minder skulle han undgå. Mandens vejrtrækning kom i længere stød nu, som han kæmpede mod sin egen nysgerrighed til at kigge op, alt imens lænkerne skar sig ind i den bløde hud, for hver gang han forsøgte at rive dem til sig og væk. Han ville ud af stolen. Væk fra lænkerne. Væk fra det isende kolde rum, hvor han kun sad iført et par hørbukser, uden overtøj på den muskuløse tattoverede overkrop. Et par lange lilla fingre, lagde sig blidt om hans hage og guidede ham opefter. "Vil du ikke se på mig?" modstræbende lod Ivan sin hage løfte, men øjnene var stadig ikke helt med.
"Jeg har intet gjort, Tia"
"Hvorfor vil du så ikke se på mig?" Ingen var helt sikker på hvordan hendes evner fungerede, hvis aldrig de havde siddet i stolen selv. Så logikken om hvis han intet skjulte kunne han sagtens kigge på hende, nåede også frem i menneskets sind og han løftede de lysende blå øjne, for at kigge ind i de giftige grønne.

Herefter gik det stærkt. Den store muskuløse kriger skreg i smerte, vred sig i lænkerne og bønfaldte om at dø mellem hver skrig og støn af smerte. "Du røbede vores lokation, Ivan.. Du har forrådt os" manden klynkede mens minderne stadig tærrede i hans krop og sind, tvingende ham til at mærke den samme gennemtrængende smerte, som har haft den største indvirkning på hans liv. "Nej.. Nej, tro mig.. jeg ville aldrig..." Stemmen var desperat, men øjnene kunne ikke flytte sig. Han ønskede at få dem væk, men kunne ikke. Han var som tryllebundet til hende. "Du lyver" hans skrig fyldte kælderen med fornyet kræft, mens svedperlerne voksede frem. "Hvem?" Hele hans store krop rystede efter tyve minutter i det samme smertehelvede, der genspillede igen og igen over den traumatiserede og stressede krop. "Gisha.. Er hendes navn... Hun ville.. jeg ville.. Jeg be'r dig, stop.. ha' barmhjertighed" Tias stemme der ellers havde været blid, sød og rolig gled over i en indtrængende og kølig latter. "Barmhjertighed, Ivan? Det må du snakke med vores leder om" Hun flyttede de grønne øjne fra de isende blå, og så hvordan den store krop sank fuldstændig sammen af udmattelse, og dæmonkvinden vendte sig på stedet for at gå ud af den tunge jerndør, som smækkede hårdt efter hende. "Send bud op.. Jeg har fundet lækagen."

Det var ikke for sjovt at Ra havde fundet sig en som Rentinentia, hendes måde at få gjord tingene på var en speciel og unik måde men mest af alt var det nok hendes evner der gjorde hende unik, og i det hele taget gjord at hun var den rette til det job hun havde fået tildelt af ham, Ra sad begravede midt i nogle af de unikke kort der fandtes på dette sted, hvor han sad med hovedet dybt fascinerede i dem, da der lød en kalden efter ham stikkeren havde sladret og et lille smil kom frem på hans læber " det var hurtigt denne gang " mumlede han til sig selv, det var alligevel imponerede hvad denne kvinde kunne med sine evner, men på den anden side kunne han ikke rigtig stå ved siden af hende og se hvordan hun bar sad ad, for det ville blot blokere hendes evne så Ra var nød til at stole på at hun gjord det ordenligt, men nu havde hun også været i klanen i en del år nu.

Ra rejste sig op fra stolen, og gik ud af den store dør, og ned imod kælderens dyb hvor de holde fangen fanget, da han kom ned til døren var Retinentia der stadig, hun stod på den anden side af døren vagter bukkede som Ra kom gående for at vise den respekt de havde for ham, han stoppede op lige foran hende, hvor han kiggede på hende med hans dystre øjne som ikke var til at glemme " nå hvad har du fundet ud af? og ved du hvorfor ? " sagde han roligt, hvor efter han kiggede rundt på nogle af de vagter der stod omkring dem, og et lille nik med hovedet og der stod nærmest kun de to tilbage nu, men lige så hurtigt som de forsvandt ville de kunne komme tilbage, for dette palæ havde mange små hurtige genveje som førte rundt i palæet.

" Så lækagen er hvem " sagde han ventende, at have en lækage i sin inderkreds var ikke noget han brød sig om på nogen måde, der var alt for mange hemmeligheder der kunne gør at alt ende galt for ham, hvis de forkerte fik fat i de hemmeligheder så at finde den ansvarlige ville gøre det hele meget nemmere, og trods alt ville det lette en del for Ra selvom han på ingen måde viste at det gik ham på.

Retinentia havde stået afventede og tålmodig foran jerndøren. Dette var en del af selve processen. At efterlade den kære Ivan alene til sine mange dystre tanker der med stor sandsynlighed skyllede over ham lige nu. Han vidste, så godt som alle andre, at når først Ra nåede frem, ville hammeren for alvor falde ned over hans fejltalelse. Hun kunne kun gimse om hvem denne Gisha var, men det faldte hende hurtigt ind at det var de kødelige lyster han havde givet op for, og overladt sig til. Nogle mænd var bare så svage på det punkt.

"Ivan. Han har talt over sig til en hvis frøken Gisha. Jeg vil skyde på at han har dannet et form for forhold til hende - eller imponeret hende ind til fysiske lyster ved at fortælle om sine bedrifter.. Alt i alt, lyder det til at enten denne Gisha har fortalt det videre, eller at hun selv var en spion for at få fat i oplysninger. Han har dummet sig." forklarede hun roligt og køligt, mens hun så op i de sorte øjne herren bar. Tia vendte sig og skubbede til den tunge jerndør, for at afsløre rummet, hvor Ivan stadig sad sammenslået og træt i kroppen, efter sin behandling. Det sjove var at når de var nemme at knække, kunne man ikke se fysiske skader på dem. Det var alt sammen foregået i deres hoved. "Tal, Ivan.. Det kan måske redde dig."

Ra lyttede intenst til hendes ord og nikkede blot da hun var færdig med at tale, hun havde formået at knække denne mand og det skulle hun nok belønnes for, lige på den måde hun selv ønsker, for selvom Ra godt kunne virke som en meget arrogant person, så betød det også meget for ham at hans folk så på ham som en god leder, så selvfølgelig skulle hun belønnes i alt fra krystaller, seksuelle ydelser, at lege med andre folks sind alt hvad hun nærmest selv kunne tænke sig til. " Gisha siger mig intet men lad os håbe at han har et forhold til denne kvinde for, hvis jeg finder denne kvinde er hun død " sagde han roligt, han viftede kort med den ene arm og fem at hans jæger kom frem " de kalde herre " sagde de og bukkede "find ud af hvem denne Gisha er NU " blev der sagt, og jægerne forsvandt ligeså hurtigt igen.

Da hun åbnede den store jerndør gik Ra ind, og til han store overraskelse så han hvordan hun havde knækket er store og stærk mand som Ivan på rekord tid, han satte sig på hug foran Ivan og tog fat i hagen på ham, og lod Ivans blik vandre ind i hans sorte og dyster øjne " hører her Ivan jeg er ligeglad med din skæbne, men du skal vide at du har to små valg som jeg ser det, det første du kan fortælle mig alt om denne Gisha, og jeg lover at hun ikke kommer til skade, eller du kan som jeg ser det lide resten af dit liv, for ser du Tia er ikke bare her for at kigge på dig, for knebser jeg med min finger for hun lov til at fucke dit sind og liv op, så du ville ønske du aldrig havde trodset mig, så det hele er dit valg dit alene. " sagde han roligt og rejste sig op, og gik hen og stille sig lige ved siden af Tia, han placerede hans hånd på hendes kind og smilte kort " godt arbejde " sagde han og fjernede hånden igen.

" Ivan dit valg? "

Gisha sagde egentlig heller ikke Retinentia noget som helst, men hun havde stort set heller ingen interesse for de andres liv udenfor palæet. Ikke engang dem hun havde en tendens til at indtage til hvad mennesket ville kalde hyggelige stunder. Indtilvidere holdte hun sig langt væk fra menneskene. Hun kunne mærke at deres sind var svage, som Ivans. Han havde været så let at manipulere, det var tydeligt. Man skulle tro at folk der gav deres liv til denne sag, også var en del mere standhaftige. Men sådan så det desværre ikke ud for dem alle.

Ivans krop skælvede næsten ved synet af sin herres kolde sorte øjne, mens Tia holdte sig i baggrunden, med sine hænder hvilene på de bløde hofter. Hun var ganske udemærket tilfreds med at ofret kunne blive helt og aldeles hendes, men han virkede stadig så svag og kedelig. Så ville hun hellere lave almindelig tortur. Det bragte også en del morskab med sig.
Ivans øjne flakkede, mens svedperlerne igen begyndte at melde sig. Han var mundlam.
Tia drejede hovedet for at kigge på Ra, hvis hånd lagde sig på hendes kind. Hun smilede skævt og roligt, men holdte de alvorlige folder. Så længe Ivan sad i stolen, måtte hun holde den intimiderende facon, ellers kunne han jo finde på at tro at han kunne løbe om hjørner med hende.

"Vent! Herre.. Jeg.. Hun er blot en ung kvinde nede fra byen.. hun ville ikke.. hun.. vi har mødtes et par gange. og jeg.. så meget har jeg ikke fortalt og.. og.. og.."
Tia drejede hovedet væk fra Ra og så isende på Ivan. "Du vrøvler, Ivan. Tal i anstændige sætninger eller spar os for dine dumheder." Tia havde intet til overs for forræddere. Det kunne gå gevaldigt ud over hende, skulle der komme folk til palæet og endda kende nogle af hemmelighederne. Ivan havde sat meget på spil, for en tøs.
Ivan begyndte at mumle halvt uforstående, indtil han fik taget en dyb indånding. "Hun arbejder på kroen i Alsrah.. Vi indgik et forhold, og hun var dybt fascineret af fortællinger.. Så jeg begyndte at fortælle mere og mere.. Om fæstningen og mine gerninger her." Tia vandrede ganske roligt tættere på Ivan, med armene foldet over brystet. "Og det faldte dig på intet tidspunkt ind, at Frostbid, ligger blot et stenkast derfra? Stedet hvor der opholder sig en orden af snigmordere, som sætte oplysninger som den højeste og dyreste værdig i verden.. Hjernedøde fæ!" Tias stemme var isene kold, den nærmest brændte som et frostbid ironisk nok kunne gøre. Det galte om at holde kortene tæt på hånden, og i øjeblikket vidste det ikke hvor meget var blevet solgt videre. Om det var til Frostbid, krigere af forskellig art, eller andre fjender, var dog ikke til at vinde før Gisha var bragt ind. Hvis de kunne finde hende.

Han vende sig om ide han hørte ordrerne " vent herre " hvor han kiggede på Ivan kalde han stadig lige Ra for sin herre det var alligevel uventet, men på den anden side var det vel også et tegn på respekt, men på den anden side havde det intet at sige nu, for det eneste Ra kunne se var en der havde forrådt ham på det groveste, han havde misbrugt hans tillid han havde valgt en kvinde frem for hans herre og familie, det var i sig selv noget der burde straffes med døden ifølge ham, men lige nu vidste han ikke om han kunne bruge Ivan mere til noget, for han havde et navn på den kvinde han havde set, og Ra havde allerede vagter ude for at lede efter hende, og om hun findes så skulle de nok finde hende før eller siden, men indtil da måtte bevogtningen af palæet øges og ingen måtte forlade stedet uden tilladelse fra ham.

Han kunne virkelig lide den måde hun var på overfor Ivan, men Ra var også en mand kendt fra sine handlinger, og lige nu var Ivan ingenting værd for ham, han gik hen og stillede sig bag ved Ivan, og rettede sit blik på hende " din opgave her er færdig du har gjord et godt stykke arbejde Tia, du vil blive belønnet for dine handlinger, og du kender selv dine valg muligheder for hvilken form for belønning du ville have, så mød mig i mine gemakker om lidt " sagde han kort inden han tog fat om hovedet på Ivan og brækkede nakken på ham.
" tak for din tjeneste Ivan, må du finde vej til helvede og blive der til at der bud efter dig igen " sagde han koldt og meget roligt, inden han forlod fange kælderen og vende snuden op til hans gemakker.

Retinentia lod Ra overtage selve forestillingen med hvad han ønskede var bedst der hendte for manden der sad i stolen. Lidt en skam, taget Ivans tidligere bedrifter i mente, men så igen. Havde de først forrådt en gang, var løbet kørt. Og han indrømmede det selv, så der var ingen grund til at beholde ham. Dog havde det været sjovt at fremtvinge mindet om denne Gisha, for at se hvem hun var.
Så igen, vagterne fandt hende nok før eller siden alligevel - så det ville være spildt brug af magi.

Tia nikkede til Ra, og vente ryggen til Ivan for at bevæge sig ud af lokalet. "Så ses vi om lidt" svarede hun roligt, som lyden af et knæk gik igennem rummet. Hun lod døren falde i bag sig, og kiggede et øjeblik på den ene af vagterne der stod så stift og alvorligt ved siden af. Sjovt at så store mænd kunne være så lydige - man skulle naturligvis heller ikke forvente andet.

/afsluttet